De faktiske omstændigheder og parternes anbringender under skriftvekslingen kan sammenfattes således:
<TI><NP><NO.P>I —</NO.P><TXT>De faktiske omstændigheder og retsforhandlingernes forløb</TXT></NP></TI>Union syndicale er en fagforening for tjenestemænd og andre ansatte ved de europæiske institutioner og organer i Bruxelles, hvis love, der blev vedtaget den 25. januar 1973, trådte i kraft samme dag.
Sagsøgerinderne Massa og Kortner er tjenestemænd ved Rådets generalsekretariat. Førstnævnte, der indtrådte i tjenesten den 1. maj 1971, blev udnævnt i lønklasse A 7 den 1. januar 1972; den anden, der indtrådte i tjenesten den 1. september 1958, blev forfremmet til lønklasse B 3 den 1. august 1972.
Den 8. august 1972 bekendgjorde sagsøgte to meddelser nr. 84/72 og nr. 86/72 af 7. august 1972 om henholdsvis tre og to fuldmægtigstillinger i lønklasse A 6 i stillingsgruppe A 7/A 6.
Ved afgørelser af 22. december 1972, offentliggjort den 3. januar 1973, udnævnte sagsøgte til to af disse stillinger, den ene nævnte i stillingsopslag nr. 86/72, den anden i nr. 84/72, henholdsvis Roger Brisaer og Charles Goetz, tjenestemænd i lønklasse B 1, der således ved forfremmelse overgik fra kategori B til kategori A.
Da de af sagsøgerne i overensstemmelse med vedtægtens artikel 90, stk. 2 fremsatte klager ikke blev besvaret, blev nærværende søgsmål indgivet den 22. oktober 1973 og registreret på Domstolens justitskontor den 24. oktober 1973. Søgsmålet er i det væsentlige baseret på krænkelse af vedtægten for tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber, artikel 29, stk. 1 og 2 og artikel 45, stk. 2, for så vidt som de omstridte udnævnelser er sket uden forudgående udvælgelsesprøve, skønt denne fremgangsmåde er reglen (overtrædelse af artikel 29, stk. 1) og kun kan fraviges i ekstraordinære tilfælde og på betingelser, der ikke er opfyldt i det foreliggende tilfælde, navnlig ikke da det drejer sig om en intern udnævnelse i stillinger, der ikke kræver særlige kvalifikationer (overtrædelse af artikel 29, stk. 2), samt om en tjenestemands overgang fra kategori B til kategori A (overtrædelse af artikel 45, stk. 2). Desuden er artikel 29, stk. 2 blevet overtrådt, da anvendelsen af denne bestemmelse, såfremt den overhovedet kan anvendes i det foreliggende tilfælde, kun er berettiget, når opslaget eller en senere retsakt har nævnt muligheden deraf, og når anvendelsen af en udnævnelsesprocedure uden udvælgelsesprøve er begrundet.
I sit indlæg af 27. november 1973 fremsatte Rådet indsigelse om afvisning fra realitetsbehandling og en begæring om, at Domstolen i henhold til artikel 91, stk. 4 i procesreglementet uden at drøfte realiteten træffer afgørelse herom.
Sagsøgerne enedes om at påstå den fremsatte indsigelse afvist.
Ved kendelse af 13. februar 1974 besluttede Domstolens første afdeling i henhold til artikel 95, stk. 2 i procesreglementet at henvise sagen til Domstolen in plenum.
Domstolen har in plenum besluttet at træffe afgørelse om indsigelsen uden at drøfte realiteten.
På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen ligeledes besluttet, at der ikke skal ske fordugående bevisførelse.
<TI><NP><NO.P>III —</NO.P><TXT>Parternes anbringender vedrørende den fremsatte afvisningsindsigelse</TXT></NP></TI>1.Rådet bemærker i første række, at EØF-traktatens artikel 179 giver Domstolen kompetence til at afgøre alle tvister mellem Fællesskabet og dets ansatte, mens tjenestemandsvedtægtens artikel 91 udtaler, at Domstolen er kompetent til at afgøre enhver tvist mellem Fællesskaberne og en af de denne vedtægt omfattede personer om lovligheden af en akt, der indeholder klagepunkt imod denne person efter artikel 90, stk. 2. Union syndicale er imidlertid hverken en ansat efter artikel 179 eller en af de af denne vedtægt omfattede personer, idet dette udtryk kun udgør en let udvidet fortolkning af begrebet ansat i det øjemed at omfatte personer, som endnu ikke er ansat, men som deltager i de i vedtægten omhandlede udvælgelsesprøver.2.Selv om vedtægtens artikel 24 a tillægger tjenestemændene foreningsfrihed, åbner den imidlertid ikke mulighed for at betragte fagforeningerne som af denne vedtægt omfattede personer. Den bekræfter tjenestemændenes ret til at være medlemmer af en fagforening men ikke fagforeningernes ret til at intervenere til støtte for tjenestemændene.Rådets formelle frihed til i sin egenskab af lovgiver i vedtægten at nægte fagforeningerne ret til at anlægge sag i vedtægtsmæssige spørgsmål blev demonstreret ved dets afslag på at følge et ændringsforslag, som var fremsat af Europa-Parlementet til tjenestemandsvedtægtens artikel 24 a, og som lød således: Når der for Domstolen verserer en tvist mellem Fællesskabet og en af de af denne vedtægt omfattede personer, kan den fagforening, som denne person tilhører, intervenere i sagen, hvis personalets almene interesse berettiger denne intervention.
Rådet påpeger endvidere, at den anfægtede akt i henhold til vedtægtens artikel 91 skal indeholde et klagepunkt mod denne person, hvilken betingelse ikke er opfyldt her. Det er en betingelse, at det drejer sig om en akt, der direkte berører den interesseredes retsstilling. Man kan ikke betragte en akt, der alene berører enhver tjenestemands interesser generelt i kraft af vedtægtsbestemmelserne, som en akt, der indeholder et klagepunkt.
3.Selv om det er rigtigt, at fagforeninger i visse medlemsstater kan anerkendes som berettigede til at repræsentere deres medlemmers samlede interesser, er denne anerkendelse undergivet begrænsende betingelser og er kun tilladt i begrænset omfang. På den anden side er de indbyrdes forskelle mellem medlemsstaternes lovgivning og retspraksis så stor, at man ikke heraf kan udlede, at der eksisterer en generel retsgrundsætning, der er anerkendt i alle medlemsstaterne og som følge heraf får virkning som en fællesskabsnorm, som institutionerne, og navnlig Domstolen som dømmende myndighed, må overholde.Selv hvis fagforeningernes interventionsret med henblik på at bestride lovligheden af en forvaltningsakt ved retterne var anerkendt ensartet i alle medlemsstater, måtte denne regels anvendelse i fællesskabsretssystemet yderligere kræve, at det blev godtgjort, at fællesskabslovgiveren ikke har afgjort spørgsmålet negativt.
4.Rådet gør endelig gældende, at repræsentationen af personalets interesser i henhold til vedtægtens artikel 9, stk. 3 alene tilkommer personaleudvalget og i visse tilfælde dettes repræsentater i det paritetiske samarbejdsudvalg. Når der i Domstolens kendelse af 14. november 1963 (sag nr. 15/63 Lassalle mod Europa-Parlamentet, Recueil 1964, s. 97) ikke er anerkendt nogen interventionsret for personaleudvalget, kan en sådan ret så meget desto mindre anerkendes for fagforeningerne. Da de kun repræsenterer en del af personalet, er de ikke berettiget til at anfægte en individuel akt, som ikke indeholder et klagepunkt mod dem som sådan, og som de ikke kan påberåbe sig i det omfang, den indeholder et klagepunkt mod hele Fællesskabernes personale.5.Sagsøgerne, dvs. sagsøgte med hensyn til afvisningsindsigelsen, svarer herpå som følger.6.De bemærker først, at denne indsigelse kun kan vedrøre Union syndicale's søgsmål, idet frk. Massa og fru Kortner har anlagt deres søgsmål i eget navn, for egen regning og af hensyn til deres personlige interesser.7.Idet sagsøgerne herefter går over til en undersøgelse af fagforeningernes søgsmålsret for Domstolen og den retlige interesse, som disse må godtgøre, gør de vedrørende første punkt gældende, at søgsmålretten følger af generelle retsgrundsætninger, således at den kun kan være afskåret i medfør af en bestemmelse, der i denne henseende er entydig.Begrebet juridisk person, indebærer nødvendigvis partshabilitet, og Rådet benægter ikke, at Union syndicale er en juridisk person. Fagforeningerne har i øvrigt den juridiske persons egenskaber, således som disse er blevet klarlagt i Domstolens retspraksis, dvs. selvstændighed og eget ansvar (kendelse af 14. november 1963, sag nr. 15/63, Lassalle mod Europa-Parlamentet, Recueil 1964, s. 100). Dette er nøjagtigt, hvad der adskiller dem fra personaleudvalget, hvorfor Rådets så meget desto mindre-argument, der er udledt af ovennævnte kendelse af 14. november 1963, er værdiløst.
8.Anerkendelsen af fagforeningernes partshabilitet sammenholdt med den kendsgerning, at Domstolen er den eneste ret, der er kompetent til at afgøre tvister mellem personalet og institutionerne, samt at fagforeningernes særlige opgave netop er at påtage sig forsvaret af personalets faglige interesser, fører til den konklusion, at fagforeningerne i princippet har og bør have ret til at anlægge sag ved Domstolen. Denne ret, nærmere bestemt i vedtægtsmæssige anliggender, fremgår ligeledes af medlemsstaternes restssystem og udgør derfor en generel retsgrundsætning, der finder anvendelse i Fællesskabets retsorden.9.Det følger af de forudgående betragtninger, at fagforeningernes ret til at anlægge sag ved Domstolen i mangel af modstående bestemmelser må anerkendes. Sådanne bestemmelser eksisterer ikke.Hverken traktatens artikel 179 eller tjenestemandsvedtægtens artikel 91 kan fortolkes på denne måde. Udtrykket ansatte i artikel 179 skal ikke fortolkes indskrænkende, hvilket fremgår af vedtægtens artikel 91, der har sat udtrykket af denne vedtægt omfattede personer i stedet for ansatte netop med det formål, at personer, som ikke i streng forstand er ansatte, skulle være omfattet af begrebet ansat (Dom af 31. maj 1965, sag nr. 23/64, Vandevyvere mod Parlamentet, Recueil 1965, s. 206). Det er herefter også fuldt ud lovligt at betragte de af institutionerne anerkendte fagforeninger, hvis opgave det er inden for vedtægtens rammer at forsvare personalets faglige interesser, som af denne vedtægt omfattede personer.
10.Omtalen af fagforeninger eller faglige sammenslutninger i vedtægtens artikel 24 a kan ikke, som Rådet hævder, berøves enhver retlig virkning; den indebærer nødvendigvis fagforeningernes eksistens, deres retmæssighed i forhold til vedtægten og deres mulighed for at udøve deres specifikke opgave.Rådets beslutning af 21. marts 1972 vedrørende systemet til regulering af lønningerne, der blev truffet i henhold til vedtægtens artikel 65, tillægger fagforeningerne en ret til at få visse oplysninger, hvilket er i strid med Rådets påstand om, at fagforeningerne ikke er nævnt i vedtægten, for at de skal kunne udlede rettigheder heraf eller underkastes forpligtelser.
Endelig er det uden betydning, at Rådet henviser til sin nægtelse af at tage den af Europa-Parlament foreslåede ændring af vedtægtens artikel 24 a vedrørende fagforeningernes interventionsret for Domstolen i betragtning. Denne undladelse blev, som det fremgår af en indledende note fra Rådets vedtægtsudvalg (bilag II til sagsøgernes indlæg), begrundet med ønsket om ikke via en vedtægtsbestemmelse at træffe bestemmelser vedrørende sagsbehandlingen for Domstolen.
11.Hvad angår den retlige interesse, som en fagforening skal godtgøre, hævder sagsøgerne, at det — når man har anerkendt fagforeningernes partshabilitet og søgsmålsret i vedtægtsmæssige spørgsmål — må være tilstrækkeligt at henvise til den kollektive interesse for at give en fagforening søgsmålskompetence med henblik på at få annulleret en forvaltningsakt.Spørgsmålet i det foreliggende tilfælde er, om og i hvilket omfang en forening med hjemmel i den kollektive interesse kan påberåbe sig en individuel krænkelse, der er påført nogle af dens medlemmer.
12.For det første kan der være tale om en krænkelse af en kollektiv interesse på grund af individuelle akter, hvis de mål, der forfølges af fagforeningen, krænkes, og hvis denne krænkelse af fagforeningen føles som skadelig for de interesser, den skal forsvare eller fremme. I det foreliggende tilfælde drejer det sig om at sikre, at den ekstraordinære karakter af den i vedtægtens artikel 29, stk. 2 fastsatte procedure respekteres.Denne ekstraordinære karakter udgør et fundamentalt princip, hvis manglende overholdelse, ud over de individuelle virkninger, har generel rækkevidde. Fagforeningen kan ikke uden at reagere lade en situation opstå, der, hvis den godkendes af Domstolen, som fortilfælde vil berøre alle de normale udnævnelses- og forfremmelsesregler.
13.Der kan ligeledes være tale om en krænkelse af en kollektiv interesse, såfremt den individuelle akt er af en sådan art, at den — omend først i fremtiden — vil få bestemte eftervirkninger for flere ikke-identificerbare personer, der er medlemmer af den forening, som kræver annullation. Sagsøgerne lægger i denne henseende vægt på det belgiske Conseil d'État's retspraksis (dom af 12. juli 1967, nr. 12521/67, Verbond van het Vlamms Overheidspersoneel, R.A.C.E. 1967, s. 752), som i øvrigt svarer til, hvad der regnes for god lære i en betydelig del af teorien, navnlig i Frankrig.De omstridte akter er imidlertid netop af en sådan art, at de skader de materielle og moralske interesser hos et ubestemt antal af Union Syndicales medlemmer såvel som hos andre tjenestemænd, der i fremtiden vil blive undergivet den anvendelse, der i de anfægtede akter er gjort af vedtægtens artikel 29, stk. 2.
14.Mere subsidiært bemærker sagsøgerne, at det, hvis fagforeningen ikke selv kan føre sagen, i det mindste er tilladt den at slutte sig til den sag, som føres af visse af dens medlemmer, der er skadet ved de anfægtede akter.Endelig mener sagsøgerne ikke, at det er nødvendigt at undersøge Union syndicate's repræsentative karakter for at træffe afgørelse om klagens antagelse til realitetsbehandling.
Man kan kræve af den, at den i det konkrete tilfælde skal godtgøre, at den blandt sine medlemmer har personer, der faktisk er skadet af de individuelle akter. Under alle omstændigheder er sagsøgerne frøken Massa og fru Kortner, gift Schots, medlemmer af Union syndicale og faktisk blevet påført skade.
Man kan heller ikke gøre den førstnævnte sagsøgers søgsmålsret afhænging af, at akten kun skader Union syndicales medlemmer, eller — hvilket er åbenbart — at alle de europæiske tjenestemænd er medlemmer af organisationen.
Under de mundtlige forhandlinger den 21. marts 1974 har parterne uddybet de argumenter, der blev fremført under skriftvekslingen.
Generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse i retsmødet den 8. maj 1974.