2004/96/EF: Kommissionens beslutning af 28. januar 2004 om bemyndigelse af medlemsstaterne til midlertidigt at dispensere fra visse bestemmelser i Rådets direktiv 2000/29/EF for planter af Vitis L., dog ikke frugter, med oprindelse i Schweiz (meddelt under nummer K(2004) 122)
EU-Tidende nr. L 028 af 31/01/2004 s. 0026 - 0029
Kommissionens beslutning af 28. januar 2004 om bemyndigelse af medlemsstaterne til midlertidigt at dispensere fra visse bestemmelser i Rådets direktiv 2000/29/EF for planter af Vitis L., dog ikke frugter, med oprindelse i Schweiz (meddelt under nummer K(2004) 122) (2004/96/EF) KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR - under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, under henvisning til Rådets direktiv 2000/29/EF af 8. maj 2000 om foranstaltninger mod indslæbning i Fællesskabet af skadegørere på planter eller planteprodukter og mod deres spredning inden for Fællesskabet(1), senest ændret ved Kommissionens direktiv 2003/116/EF(2), særlig artikel 15, stk. 1, under henvisning til anmodning fra Frankrig, og ud fra følgende betragtninger: (1) Ifølge direktiv 2000/29/EF må planter af Vitis L., dog ikke frugter, med oprindelse i tredjelande i princippet ikke føres ind i EF. (2) Ved Kommissionens beslutning 97/159/EF(3), 1999/166/EF(4), 2000/189/EF(5), 2001/5/EF(6), 2001/836/EF(7) og 2003/69/EF(8) er medlemsstaterne blevet bemyndiget til for begrænsede perioder og på særlige betingelser at indrømme undtagelser fra visse bestemmelser i direktiv 2000/29/EF for planter af Vitis L., dog ikke frugter, med oprindelse i Schweiz. (3) Grundlaget for at indrømme disse undtagelser har ikke ændret sig, og der er ikke fremkommet nye oplysninger, der giver anledning til at revidere de særlige betingelser. (4) Medlemsstaterne bør derfor bemyndiges til på særlige betingelser at give dispensation for en begrænset periode, jf. dog Rådets direktiv 68/193/EØF(9), senest ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1829/2003(10), og eventuelle gennemførelsesbestemmelser hertil. (5) Bemyndigelsen til at dispensere bør trækkes tilbage, hvis det konstateres, at de særlige betingelser i denne beslutning ikke er tilstrækkelige til at hindre, at der indslæbes skadegørere i EF, eller de ikke er blevet overholdt. (6) De i denne beslutning fastsatte foranstaltninger er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Plantesundhed - VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING: Artikel 1 Medlemsstaterne bemyndiges til at dispensere fra artikel 4, stk. 1, i direktiv 2000/29/EF, for så vidt angår forbuddet i direktivets bilag III, del A, nr. 15, for planter af Vitis L., dog ikke frugter, med oprindelse i Schweiz (i det følgende benævnt "planterne"). Bemyndigelsen til at dispensere som fastsat i stk. 1 (i det følgende benævnt "bemyndigelsen") er ud over kravene i bilag I og II til direktiv 2000/29/EF underkastet betingelserne i bilaget til denne beslutning og gælder kun for planter, der importeres til EF fra den 1. februar til den 30. marts 2004. Artikel 2 Inden den 30. november i importåret sender medlemsstaterne Kommissionen og de øvrige medlemsstater: a) oplysninger om, hvor store mængder planter der er importeret i henhold til denne beslutning, og b) en udførlig teknisk rapport om de officielle undersøgelser, der er nævnt i punkt 6 i bilaget. Desuden sender alle medlemsstater, hvor de sovende øjne podes på podestammer efter importen, og hvor de podede planter udplantes, inden den 30. november i importåret Kommissionen og de øvrige medlemsstater en detaljeret teknisk rapport om den offentlige kontrol, der er nævnt i bilagets punkt 9, litra b). Artikel 3 Medlemsstaterne underretter straks Kommissionen og de øvrige medlemsstater om alle forsendelser, de har importeret i henhold til denne beslutning, og som det er konstateret ikke er i overensstemmelse med denne beslutning. Artikel 4 Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne. Udfærdiget i Bruxelles, den 28. januar 2004. På Kommissionens vegne David Byrne Medlem af Kommissionen (1) EFT L 169 af 10.7.2000, s. 1. (2) EUT L 321 af 6.12.2003, s. 36. (3) EFT L 62 af 4.3.1997, s. 36. (4) EFT L 55 af 3.3.1999, s. 16. (5) EFT L 59 af 4.3.2000, s. 18. (6) EFT L 2 af 5.1.2001, s. 22. (7) EFT L 312 af 29.11.2001, s. 27. (8) EFT L 26 af 31.1.2003, s. 72. (9) EFT L 93 af 17.4.1968, s. 15. (10) EUT L 268 af 18.10.2003, s. 1. BILAG Særlige betingelser for planter af Vitis L, dog ikke frugter, med oprindelse i Schweiz, der er omfattet af dispensationen i artikel 1 i denne beslutning 1. Planterne skal være formeringsmateriale i form af sovende øjne a) af følgende sorter: - Amigne - Carminoir - Chasselas blanc - Cornalin - Diolinoir - Gamaret - Garanoir - Humagne blanc - Humagne rouge - Paien jaune - Petite Arvine - Pinot noir Valais - Sylvaner b) indsamlet på vinmarker, som er officielt registreret. Listerne over registrerede vinmarker skal stilles til rådighed for de medlemsstater, der gør brug af dispensationen, og for Kommissionen senest den 1. februar 2004. Listerne skal omfatte navn(e) på sorterne, antallet af rækker tilplantet med disse sorter og antallet af planter pr. række for hver af disse vinmarker, såfremt de anses for egnede til forsendelse til EF i 2004 på de i denne beslutning fastsatte betingelser c) forsvarligt emballeret, idet emballagen skal være gjort genkendelig ved mærkning, så den registrerede planteskole og sorten kan identificeres d) bestemt til podning i EF i virksomheder som nævnt i punkt 7 på podestammer, der er produceret i EF. 2. Planterne skal være ledsaget af et plantesundhedscertifikat udstedt i Schweiz i henhold til artikel 13 i direktiv 2000/29/EF på grundlag af den deri fastsatte undersøgelse, og de skal navnlig være fri for følgende skadegørere: - Daktulosphaira vitifoliae (Fitch) - Xylophilus ampelinus (Panagopoulos) Willems et al. - Grapevine Flavescence dorée MLO. Certifikatet skal i rubrikken "Supplerende erklæring" være forsynet med angivelsen "Denne sending opfylder betingelserne i Kommissionens beslutning 2004/96/EF". 3. Den officielle planteværnstjeneste i Schweiz sørger for, at de sovende øjne kan identificeres fra indsamlingstidspunktet, jf. punkt 1, litra b), indtil de pålæsses for at blive eksporteret til EF. 4. Planterne skal føres ind via indførselssteder, der er beliggende i den medlemsstat, som gør brug af dispensationen, og er udpeget af den pågældende medlemsstat med henblik på denne dispensation. Disse indførselssteder samt navn og adresse på det i direktiv 2000/29/EF nævnte officielle ansvarlige organ, der står for de enkelte indførselssteder, skal af medlemsstaterne meddeles Kommissionen i tilstrækkeligt god tid forinden og skal stilles til rådighed for andre medlemsstater efter anmodning herom. Hvis indførslen til EF finder sted i en anden medlemsstat end den, der gør brug af dispensationen, skal de nævnte officielle ansvarlige organer i importmedlemsstaten underrette og samarbejde med de officielle ansvarlige organer i de medlemsstater, der gør brug af dispensationen, for at sikre, at bestemmelserne i denne beslutning overholdes. 5. Inden indførsel til EF skal importøren officielt underrettes om betingelserne i punkt 1 til 10. Den pågældende importør giver i tilstrækkeligt god tid i forvejen de officielle ansvarlige organer i importmedlemsstaten meddelelse om hver enkelt indførelse, og denne medlemsstat sender straks oplysningerne i meddelelsen til Kommissionen med angivelse af: a) materialetype b) sort og mængde c) den oplyste importdato og bekræftelse af indgangsstedet d) navn, adresse og beliggenhed for de i punkt 7 omhandlede virksomheder, hvor de sovende øjne vil blive podet, og/eller de podede planter senere vil blive udplantet. Importøren orienterer de officielle ansvarlige organer om eventuelle ændringer af ovennævnte oplysninger, så snart ændringerne er kendt. Den pågældende medlemsstat viderebringer hurtigst muligt ovennævnte oplysninger og ændringer til Kommissionen. 6. Inspektionerne, herunder eventuelle undersøgelser, i henhold til artikel 13 i direktiv 2000/29/EF og i overensstemmelse med denne beslutning skal foretages af de i direktivet nævnte officielle ansvarlige organer. Som led i disse inspektioner udføres plantesundhedskontrollen af den medlemsstat, der gør brug af dispensationen, i givet fald i samarbejde med de nævnte organer i den medlemsstat, hvor de sovende øjne skal podes. Under plantesundhedsundersøgelsen kontrollerer den eller de pågældende medlemsstater desuden for alle andre skadegørere. Der skal udtages delprøver til brug for andre medlemsstaters efterfølgende undersøgelser. Uden at tilsynet i henhold til nævnte direktivs artikel 21, stk. 3, tredje led, første valgmulighed, derved tilsidesættes, træffer Kommissionen beslutning om, i hvilket omfang inspektionerne i henhold til direktivets artikel 21, stk. 3, tredje led, anden valgmulighed, skal integreres i inspektionsprogrammet i henhold til direktivets artikel 21, stk. 5, tredje afsnit. 7. De sovende øjne må kun podes på podestammer og det podede materiale efterfølgende udplantes i virksomheder: a) hvis navn, adresse og beliggenhed er blevet meddelt til nævnte officielle ansvarlige organer i den medlemsstat, hvor virksomhederne er beliggende, af den person, som har til hensigt at anvende de sovende øjne, der er importeret i henhold til denne beslutning, og b) som er officielt registreret og godkendt med henblik på denne dispensation. Hvis det sted, hvor podningen eller udplantningen foretages, er beliggende i en anden medlemsstat end den medlemsstat, der gør brug af dispensationen, underretter de officielle ansvarlige organer i den medlemsstat, der gør brug af dispensationen, ved modtagelsen af ovennævnte forhåndsmeddelelse fra importøren de officielle ansvarlige organer i den medlemsstat, hvor de sovende øjne skal podes eller udplantes, med angivelse af navn, adresse og beliggenhed for de virksomheder, hvor materialet skal podes eller udplantes. 8. De officielle ansvarlige organer sørger for, at sovende øjne, som ikke anvendes i overensstemmelse med punkt 7, destrueres under de officielle ansvarlige organers kontrol. Der skal føres registre, som er tilgængelige for Kommissionen, over antallet af destruerede planter. 9. I de i punkt 7 nævnte virksomheder: a) kan de sovende øjne, som er fundet fri for de i punkt 6 nævnte skadegørere, derefter anvendes til podning, og de podede planter skal udplantes og dyrkes på marker, der tilhører de i punkt 7 nævnte virksomheder, og de skal forblive i virksomhederne, indtil de flyttes til et bestemmelsessted uden for EF som nævnt i punkt 10 b) skal de podede planter i den efter importen følgende vækstperiode af de nævnte officielle ansvarlige organer i den medlemsstat, hvor de podede planter er udplantet, på passende tidspunkter kontrolleres visuelt for skadegørere eller for tegn eller symptomer forårsaget af en skadegører, herunder Daktulosphaira vitifoliae (Fitch); på grundlag af den visuelle kontrol skal skadegørere, der har forårsaget sådanne tegn eller symptomer, identificeres ved en passende undersøgelsesprocedure c) skal podede planter, som ved den i de forrige led nævnte inspektion eller undersøgelse ikke er fundet fri for de skadegørere, der er nævnt i punkt 2, eller som på anden måde giver anledning til betænkeligheder i forbindelse med karantænen, straks destrueres under de nævnte officielle ansvarlige organers kontrol. 10. Podede planter, der fremkommer ved vellykket podning med de i punkt 1, litra a), nævnte sovende øjne, må først i 2004 eller 2005 frigives som podede planter og flyttes til et bestemmelsessted uden for EF. De nævnte officielle ansvarlige organer drager omsorg for, at planter, der ikke flyttes, bliver officielt destrueret. Der skal føres registre, som er tilgængelige for Kommissionen, over antallene af vellykket podede planter, officielt destruerede planter og solgte planter samt de solgte planters bestemmelsesland.