19.9.2019   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 241/12


KOMMISSIONENS AFGØRELSE (EU) 2019/1567

af 4. september 2019

om forslaget til borgerinitiativ »Sikring af, at den fælles handelspolitik er i overensstemmelse med EU-traktaterne og overholder international ret«

(meddelt under nummer C(2019) 6390)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 211/2011 af 16. februar 2011 om borgerinitiativer (1), særlig artikel 4, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Emnet for forslaget til borgerinitiativ »Sikring af, at den fælles handelspolitik er i overensstemmelse med EU-traktaterne og overholder international ret« er følgende: »regulering af kommercielle transaktioner med enheder, der tilhører en besættelsesmagt, og som er etableret eller har aktiviteter i besatte områder, ved at forhindre produkter med oprindelse i disse områder i at komme ind på EU's marked.«

(2)

Målene for forslaget til borgerinitiativ er følgende: »Kommissionen skal som traktaternes vogter sikre, at Unionens politik er konsekvent, og at alle områder af EU-retten, herunder den fælles handelspolitik, overholder de grundlæggende rettigheder og international ret. Den skal foreslå retsakter med henblik på at forhindre retlige EU-enheder i at importere produkter med oprindelse i ulovlige bosættelser i besatte områder og eksportere til sådanne områder med det formål at bevare det indre markeds integritet og undgå at yde støtte til eller bidrage til opretholdelsen af sådanne ulovlige forhold.«

(3)

Traktaten om Den Europæiske Union styrker unionsborgerskabet og skaber øget demokrati i den måde, hvorpå Unionen fungerer, ved bl.a. at sikre, at alle borgere får ret til at deltage i det demokratiske liv i Unionen via et europæisk borgerinitiativ.

(4)

Derfor bør de procedurer og betingelser, der er nødvendige for fremsættelsen af et borgerinitiativ, være klare, enkle og brugervenlige samt stå i et rimeligt forhold til borgerinitiativets art for at fremme borgernes deltagelse og gøre Unionen mere åben for deres medvirken.

(5)

En retsakt vedrørende emnet for forslaget til borgerinitiativ kan kun vedtages på grundlag af artikel 215 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(6)

Det er imidlertid en forudsætning for at vedtage en retsakt på grundlag af artikel 215 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, at der er vedtaget en afgørelse på grundlag af kapitel 2 i afsnit V i traktaten om Den Europæiske Union, som tager sigte på helt eller delvis at afbryde eller indskrænke de økonomiske og finansielle forbindelser med det berørte tredjeland. Kommissionen har ikke beføjelse til at fremsætte forslag til en sådan afgørelse. I mangel af en sådan afgørelse vedtaget i overensstemmelse med afsnit V, kapitel 2, i traktaten om Den Europæiske Union har Kommissionen ikke beføjelse til at fremsætte et forslag til en retsakt til vedtagelse på grundlag af artikel 215 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

(7)

Af disse grunde er det åbenbart, at forslaget til borgerinitiativ »Sikring af, at den fælles handelspolitik er i overensstemmelse med EU-traktaterne og overholder international ret« falder uden for Kommissionens beføjelse til at fremsætte et forslag til EU-retsakt til gennemførelse af traktaterne, jf. forordningens artikel 4, stk. 2, litra b), sammenholdt med dennes artikel 2, nr. 1) —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Det afslås at registrere forslaget til borgerinitiativ »Sikring af, at den fælles handelspolitik er i overensstemmelse med EU-traktaterne og overholder international ret«.

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til initiativtagerne (medlemmerne af borgerkomitéen) til forslaget til borgerinitiativ »Sikring af, at den fælles handelspolitik er i overensstemmelse med EU-traktaterne og overholder international ret«, som repræsenteres ved [personoplysninger slettet efter samråd med initiativtagerne], der fungerer som kontaktpersoner.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. september 2019.

På Kommissionens vegne

Frans TIMMERMANS

Førstenæstformand


(1)   EUT L 65 af 11.3.2011, s. 1.