15.1.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 9/1


KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2020/29

af 14. januar 2020

om afvisning af godkendelse af tanniner af grene af Vitis vinifera som basisstof, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 af 21. oktober 2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler og om ophævelse af Rådets direktiv 79/117/EØF og 91/414/EØF (1), særlig artikel 23, stk. 5, sammenholdt med artikel 13, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Kommissionen modtog den 30. juni 2017 en ansøgning fra Biomolécules et Biotechnologies Végétales (BBV) EA2106 og Institut Technique de l'Agriculture Biologique (ITAB) om godkendelse af tanniner af grene af Vitis vinifera som basisstof. Ansøgningen var vedlagt de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 23, stk. 3, andet afsnit, i forordning (EF) nr. 1107/2009.

(2)

Kommissionen anmodede Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (»autoriteten«) om videnskabelig bistand. Autoriteten forelagde en teknisk rapport om tanniner af grene af Vitis vinifera for Kommissionen den 2. maj 2018 (2). Kommissionen forelagde vurderingsrapporten (3) og udkastet til nærværende forordning om afvisning af godkendelse af tanniner af grene af Vitis vinifera for Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder den 24. juni 2019 og færdiggjorde dem inden komitéens møde den 22. oktober 2019.

(3)

Af den dokumentation, ansøgeren har fremsendt, fremgår det ikke, at tanniner af grene af Vitis vinifera opfylder kriterierne for fødevarer, som defineret i artikel 2 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 (4).

(4)

Der blev i autoritetens tekniske rapport konstateret specifikke betænkeligheder vedrørende tanniner af grene af Vitis vinifera. Der forelå ingen toksikologisk vurdering for tanniner af grene af Vitis vinifera anvendt som plantebeskyttelsesmiddel, navnlig for så vidt angår beskyttelse af børn. Dette gælder for vurderingen af eksponeringsrisikoen fra andre kilder end kosten, navnlig for tilstedeværende og lokale beboere. Derudover var der ikke tilstrækkelige oplysninger til at udføre en miljørisikovurdering af stoffet.

(5)

Der forelå ingen relevante vurderinger, der var foretaget i henhold til anden EU-lovgivning, jf. artikel 23, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1107/2009.

(6)

Kommissionen opfordrede ansøgerne til at fremsætte deres bemærkninger til autoritetens tekniske rapport og til Kommissionens udkast til vurderingsrapport. Ansøgerne fremsatte ingen bemærkninger.

(7)

I Kommissionens vurderingsrapport er det derfor ikke fastslået, at kravene i artikel 23 i forordning (EF) nr. 1107/2009 er opfyldt. Tanniner af grene af Vitis vinifera bør derfor ikke godkendes som basisstof.

(8)

Denne forordning er ikke til hinder for, at der kan indgives en ny ansøgning vedrørende godkendelse af tanniner af grene af Vitis vinifera som basisstof i overensstemmelse med artikel 23, stk. 3, i forordning (EF) nr. 1107/2009.

(9)

Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Tanniner af grene af Vitis vinifera godkendes ikke som basisstof.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 14. januar 2019.

På Kommissionens vegne

Ursula VON DER LEYEN

Formand


(1)   EUT L 309 af 24.11.2009, s. 1.

(2)  Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), 2017. Technical report on the outcome of the consultation with Member States and EFSA on the basic substance application for Vitis vinifera cane tannins for use in plant protection as protectant and repellent. EFSA supporting publication 2018:EN-1414. 46 s. doi: 10.2903/sp.efsa.2018.EN-1414.

(3)  http://ec.europa.eu/food/plant/pesticides/eu-pesticides-database/public/?event=activesubstance.selection&language=DA.

(4)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer vedrørende fødevaresikkerhed (EFT L 31 af 1.2.2002, s. 1).