Parter

I sag C-521/13 P,

angående appel i henhold til artikel 56 i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, iværksat den 27. september 2013,

Think Schuhwerk GmbH , Kopfing (Østrig), ved Rechtsanwalt M. Gail,

sagsøger,

den anden part i appelsagen:

Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) ved G. Schneider, som befuldmægtiget,

sagsøgt i første instans,

har

DOMSTOLEN (Ottende Afdeling)

sammensat af afdelingsformanden, C.G. Fernlund, og dommerne A. Ó Caoimh og E. Jarašiūnas (refererende dommer),

generaladvokat: M. Szpunar

justitssekretær: A. Calot Escobar,

idet Domstolen efter at have hørt generaladvokaten har besluttet at træffe afgørelse ved begrundet kendelse i overensstemmelse med artikel 181 i Domstolens procesreglement,

afsagt følgende

Dommens præmisser

Kendelse

1. Think Schuhwerk GmbH (herefter »Think Schuhwerk«) har i appelskriftet nedlagt påstand om ophævelse af dom afsagt af Den Europæiske Unions Ret i sag Think Schuhwerk mod KHIM (sko med røde snørebåndsender) (T-208/12, EU:T:2013:376, herefter »den appellerede dom«), hvorved Retten annullerede den afgørelse, der den 23. februar 2012 blev truffet af Første Appelkammer ved Kontoret for Harmonisering i det Indre Marked (Varemærker og Design) (KHIM) (herefter »Harmoniseringskontoret«) (sag R 1552/2011-1) vedrørende en ansøgning om registrering af et tegn bestående af røde snørebåndsender på sko som EF-varemærke (herefter »den omtvistede afgørelse«).

Retsforskrifter

2. I Rådets forordning (EF) nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker bestemmer artikel 7, stk. 1, litra b), der har overskriften »Absolutte hindringer for registrering«:

»Udelukket fra registrering er:

[...]

b) varemærker, som mangler fornødent særpræg.«

Baggrunden for tvisten

3. Den 10. maj 2010 indgav Think Schuhwerk en ansøgning om registrerering af et EF-varemærke til Harmoniseringskontoret.

4. Varemærket, som er søgt registreret, er det tegn, som er gengivet herunder:

>image>1

5. I registreringsansøgningen beskrives det omhandlede mærke som følger: »Der ansøges om beskyttelse af sko med røde snørebåndsender.«

6. De varer, som varemærkeansøgningen vedrører, henhører under klasse 25 i Nicearrangementet af 15. juni 1957 vedrørende international klassificering af varer og tjenesteydelser til brug ved registrering af varemærker, som revideret og ændret, og svarer til følgende beskrivelse: »fodtøj, herunder snørebånd«.

7. Ved afgørelse af 22. juni 2011 afviste undersøgeren registreringen for alle varer med henvisning til, at det ansøgte varemærke savnede ethvert fornødent særpræg i henhold til artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

8. Den 26. juli 2011 påklagede Think Schuhwerk undersøgerens afgørelse til Harmoniseringskontoret.

9. Ved den omtvistede afgørelse forkastede Første Appelkammer ved Harmoniseringskontoret (herefter »appelkammeret«) klagen. Appelkammeret anførte, at anvendelsen af røde snørebåndsender ikke skaber et indtryk, der ville afvige stærkt fra den sædvanlige udformning af sko med snørebånd, at forbrugeren blot ville opfatte det som endnu en variant af designet på sko, og at forbrugeren således ikke ville opfatte det mærke, for hvilket der er ansøgt om registrering, som en betegnelse for varernes oprindelse. Appelkammeret fastslog, at varemærket ikke havde det minimum af fornødent særpræg, som er nødvendigt i henhold til artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

Sagen ved Retten og den appellerede dom

10. Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 18. maj 2012 anlagde Think Schuhwerk sag med påstand om annullation af den omtvistede afgørelse. Til støtte for appellen anførte appellanten fire anbringender vedrørende for det første manglende begrundelse som omhandlet i artikel 75 i forordning nr. 207/2009, for det andet tilsidesættelse af nævnte forordnings artikel 76, stk. 3, for det tredje fejlagtig anvendelse af nævnte forordnings artikel 7, stk. 1, litra b), og for det fjerde tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet.

11. Med den appellerede dom frifandt Retten Harmoniseringskontoret.

Parternes påstande for Domstolen

12. Think Schuhwerk har nedlagt følgende påstande:

– Den appellerede dom ophæves.

– Der gives medhold i de i første instans nedlagte påstande.

– Harmoniseringskontoret tilpligtes at betale sagens omkostninger.

13. Harmoniseringskontoret har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, og at Think Schuhwerk tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Om appellen

14. Det fremgår af procesreglementets artikel 181, at Domstolen, når det er åbenbart, at en appel helt eller delvist skal afvises, eller når den helt eller delvist er åbenbart ugrundet, når som helst, på forslag fra den refererende dommer og efter at have hørt generaladvokaten, ved begrundet kendelse kan beslutte helt eller delvist at afvise eller forkaste appellen.

15. Denne bestemmelse bør finde anvendelse i denne sag.

16. Til støtte for appellen har Think Schuhwerk anført fire anbringender. Det første anbringende vedrører tilsidesættelsen af retten til kontradiktion. Med det andet anbringende har sagsøgeren gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl, idet den har underkendt, at den omtvistede afgørelse var utilstrækkeligt begrundet. Med det tredje og fjerde anbringende har appellanten gjort gældende, at Retten har tilsidesat henholdsvis princippet om undersøgelse ex officio af de faktiske omstændigheder samt artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009.

Det første anbringende vedrørende tilsidesættelse af retten til kontradiktion

Parternes argumenter

17. Think Schuhwerk har gjort gældende, at Retten har tilsidesat selskabets ret til at blive hørt. Selskabet har i denne forbindelse anført, at Harmoniseringskontoret ikke afgav indlæg for Retten inden for den fastsatte frist, hvorfor Retten fastsatte en frist for Think Schuhwerk til at fremsætte bemærkninger til forhandlingernes videre forløb med henblik på anvendelsen af artikel 122 i Rettens procesreglement. Think Schuhwerk fremsatte begæring om, at Retten afsagde dom efter selskabets påstande. Retten har imidlertid ikke i den appellerede dom udtalt sig om Harmoniseringskontorets undladelse af at afgive indlæg eller Think Schuhwerks begæring om afsigelse af udeblivelsesdom. Think Schuhwerk har endvidere gjort gældende, at selskabet ikke har haft mulighed for at anmode om afholdelse af et retsmøde med henblik på at redegøre for sin opfattelse af, hvorfor det varemærke, for hvilket der er ansøgt om registrering, har fornødent særpræg.

18. Harmoniseringskontoret har gjort gældende, at dette anbringende er åbenbart ugrundet, idet Retten navnlig ikke er forpligtet til over for parterne at redegøre for forhandlingernes forløb.

Domstolens bemærkninger

19. Indledningsvis bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 9 har anført, at Think Schuhwerk ved skrivelse indleveret til Rettens Justitskontor den 2. oktober 2012 fremsatte begæring om, at Retten afsagde dom efter selskabets påstande; jf. artikel 122, stk. 1, i Rettens procesreglement. Med dette anbringende har Think Schuhwerk imidlertid i det væsentlige kritiseret Retten for ikke at have truffet afgørelse herom og for ikke at have afholdt retsmøde, før den traf afgørelse.

20. I denne forbindelse bemærkes, at procesreglementets artikel 122, stk. 1, første afsnit, bestemmer, at såfremt en sagsøgt, som er lovligt indstævnt, ikke svarer på stævningen i de foreskrevne former og inden for den fastsatte frist, kan sagsøgeren fremsætte begæring om, at Retten afsiger dom efter hans påstande. Ifølge bestemmelsens andet afsnit forkyndes begæringen for sagsøgte, og Retten kan beslutte, at der skal forhandles mundtligt om begæringen.

21. Procesreglementets artikel 122, stk. 2, bestemmer, at Retten, før udeblivelsesdommen afsiges, undersøger, dels om sagen kan antages til realitetsbehandling, dels om formkravene er opfyldt, og om sagsøgerens påstande forekommer begrundede.

22. Det fremgår af disse bestemmelser, at Retten efterprøver, hvorvidt sagsøgerens påstande er begrundede, og afsiger dom uden dog at være forpligtet til at give sagsøgeren medhold i dennes påstande, når den finder, at den råder over tilstrækkelige oplysninger til at kunne afsige udeblivelsesdom, og der ikke er tvivl om, at stævningen kan antages til realitetsbehandling, eller at alle formkrav er behørigt opfyldt. Det bemærkes endvidere, at artikel 122 i Rettens procesreglement ikke giver en part, der har indgivet begæring om, at der afsiges dom efter hans påstande, mulighed for at anmode om, at der afholdes retsmøde, ligesom der heller ikke er fastsat en forpligtelse for Retten til at afholde retsmøde.

23. Det er endvidere ubestridt, at Think Schuhwerks argumenter i sagen for Retten er fremsat vedrørende den omtvistede afgørelse, herunder navnlig for så vidt angår det ansøgte varemærkes særpræg, og at Retten har afsagt den appellerede dom på grundlag af disse argumenter.

24. Under disse omstændigheder skal dette anbringende forkastes som åbenbart ugrundet.

Det andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af begrundelsespligten

Parternes argumenter

25. Think Schuhwerk har anført, at Retten har undladt at fastslå, at appelkammeret har tilsidesat begrundelsespligten. Appelkammeret har i den omtvistede afgørelse støttet ret på omstændigheder, der fremgår af almindelig praktisk erfaring inden for handelen med almindelige forbrugsvarer såsom sko, og som enhver kender, men har ikke begrundet, hvorfor det varemærke, for hvilket der er ansøgt om registrering, ikke har fornødent særpræg. Appelkammeret har således ikke anført, hvilke omstændigheder der fremgår af den nævnte praktiske erfaring, eller indvirkningen heraf på varemærkets særpræg.

26. Harmoniseringskontoret har gjort gældende, at dette klagepunkt er åbenbart ugrundet.

Domstolens bemærkninger

27. I henhold til Domstolens faste retspraksis følger det af artikel 256 TEUF, artikel 58, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol og procesreglementets artikel 169, stk. 2, at et appelskrift præcist skal angive, hvilke elementer der anfægtes i den dom, som påstås ophævet, samt de retlige argumenter, der særligt støtter denne påstand (jf. bl.a. dom Knauf Gips mod Kommissionen, C-407/08 P, EU:C:2010:389, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).

28. Dette krav er ikke opfyldt, når appelskriftet uden at indeholde en argumentation, der har til formål præcist at angive den retlige fejl, den appellerede dom angiveligt er behæftet med, blot gentager de anbringender og argumenter, der allerede er blevet fremført for Retten. En sådan appel har i realiteten kun til formål at opnå, at de i stævningen for Retten fremsatte påstande pådømmes endnu en gang, hvilket ligger uden for Domstolens kompetence (jf. bl.a. kendelse Abbott Laboratories mod KHIM, C-21/12 P, EU:C:2013:23, præmis 85 og den deri nævnte retspraksis).

29. De argumenter, som er fremført i et appelskrift, og som ikke tager sigte på at kritisere den af Retten afsagte dom efter påstand om annullation af en afgørelse, men derimod kritiserer den afgørelse, som begæres annulleret ved Retten, kan ikke antages til realitetsbehandling (jf. kendelse Getty Images mod KHIM, C-70/13 P, EU:C:2013:875, præmis 38 og den deri nævnte retspraksis).

30. I det foreliggende tilfælde er Think Schuhwerks argumenter om tilsidesættelse af begrundelsespligten rettet mod den omtvistede afgørelse og tager således sigte på at opnå, at de i stævningen for Retten fremsatte påstande pådømmes endnu en gang, hvorfor det er åbenbart, at dette anbringende ikke kan antages til realitetsbehandling.

Det tredje anbringende om en tilsidesættelse af princippet om undersøgelse ex officio af de faktiske omstændigheder

Parternes argumenter

31. Think Schuhwerk har gjort gældende, at Retten har underkendt, at appelkammeret ved sin afgørelse tilsidesatte princippet om undersøgelse ex officio af de faktiske omstændigheder. Think Schuhwerk har for så vidt angår de absolutte registreringshindringer gjort gældende, at Harmoniseringskontoret i medfør af artikel 76 i forordning nr. 207/2009 burde undersøge de faktiske omstændigheder ex officio. Harmoniseringskontoret fandt imidlertid, at Think Schuhwerk ikke havde fremlagt beviser for, at det varemærke, for hvilket der er ansøgt om registrering, ville blive opfattet af den tilsigtede kundekreds som en oprindelsesangivelse. Think Schuhwerk har i den forbindelse nærmere bestemt anført, at selskabet i forbindelse med proceduren ved Harmoniseringskontoret havde fremlagt diverse dokumenter, på grundlag af hvilke Harmoniseringskontoret burde have angivet, hvorfor dette varemærke ikke havde fornødent særpræg.

32. Harmoniseringskontoret har anført, at Retten har prøvet anbringendet om en tilsidesættelse af princippet om undersøgelse ex officio af de faktiske omstændigheder. Det følger imidlertid af fast retspraksis, at for så vidt som Think Schuhwerk vil gøre gældende, at et varemærke, for hvilket der er ansøgt om registrering, har fornødent særpræg, må selskabet påvise, at varemærket vitterlig har fornødent særpræg.

Domstolens bemærkninger

33. Det skal fastslås, at dette anbringende reelt er rettet mod de betragtninger, som appelkammeret, herunder Harmoniseringskontoret, har eller ikke har anført i den omtvistede afgørelse, og som ikke er gengivet i den appellerede dom. Think Schuhwerk har endvidere ikke klart angivet, på hvilken måde Retten har begået en retlig fejl ved at forkaste anbringendet om en tilsidesættelse af princippet om undersøgelse ex officio af de faktiske omstændigheder.

34. Med henvisning til den retspraksis, der er nævnt i nærværende kendelses præmis 27-29, er det således åbenbart, at dette anbringende ikke kan antages til realitetsbehandling.

Det fjerde anbringende om en tilsidesættelse af artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009

Parternes argumenter

35. Think Schuhwerk har anført, at Retten, idet den ikke har fastslået, at Harmoniseringskontoret har tilsidesat artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, selv har tilsidesat denne bestemmelse.

36. Think Schuhwerk har for det første gjort gældende, at den retspraksis, der er nævnt i den appellerede doms præmis 31-33, 37 og 38, som vedrører tegn, der er sammenfaldende med selve varens fremtræden i registreringsansøgningen, og som navnlig er relevant for tredimensionale mærker, der udgøres af varens fremtræden eller indpakning, ikke er relevant i det foreliggende tilfælde. I modsætning til farvning af strømpespidser udgør snørebåndsender på sko ikke en uadskillelig del af skoen. Eftersom Retten har lagt den nævnte retspraksis til grund for sin afgørelse, har den underkendt, at røde snørebåndsender på sko kan fungere som oprindelsesangivelse for varen. Think Schuhwerk har i denne forbindelse understreget, at registreringen af dette tegn som varemærke også omfatter skoene, og at selskabet ikke forstår, hvorfor Retten i den appellerede doms præmis 36 kun udtaler sig om snørebånd på sko.

37. Retspraksis vedrørende positionsvaremærker finder heller ikke anvendelse, når der som i det foreliggende tilfælde også skal tages hensyn til det ansøgte mærkes »farveaspekt«, som støtter varemærkets uafhængighed i forhold til den vare, som det betegner, og dermed varemærkets særpræg.

38. Retten har således i lighed med appelkammeret fejlagtig og i strid med Domstolens retspraksis anvendt skønsmæssige kriterier, der er strengere end de kriterier, der finder anvendelse på ord- eller figurmærker.

39. For det andet har Retten såvel som appelkammeret med urette vurderet, at opmærksomhedsgraden hos den relevante kundekreds med hensyn til modevarer, såsom sko, ikke ville være høj.

40. For det tredje har Think Schuhwerk anført, at Retten har underkendt, at det for så vidt angår det fornødne særpræg ikke er afgørende, om det varemærke, der søges registreret, klart adskiller sig fra almindelige normer i branchen. Retten har således på den ene side fejlagtigt anset Think Schuhwerks argumenter vedrørende markedet for sko for at være irrelevante, samtidig med at den på den anden side har anført, at appelkammeret med rette inddrog dette marked i sin vurdering. I modsætning til, hvad Retten har fastslået i den appellerede doms præmis 49, har Think Schuhwerk fremført argumenter, som viser, at farvningen af visse dele af et snørebånd på sko sædvanligvis opfattes af den relevante kundekreds som en angivelse af en vares handelsmæssige oprindelse.

41. For det fjerde har Think Schuhwerk gjort gældende, at Retten har underkendt den omstændighed, at Harmoniseringskontoret har tilsidesat ligebehandlingsprincippet ved ikke i den omtvistede afgørelse at have taget hensyn til registreringen af varemærker, der kan sammenlignes med det ansøgte mærke. Rettens konklusion i den appellerede doms præmis 57, hvorefter det var med rette at appelkammeret fastslog, at registreringen ikke ville være forenelig med forordning nr. 207/2009, er i denne henseende ubegrundet.

42. Harmoniseringskontoret har gjort gældende, at de argumenter, der vedrører de forskellige udformninger af sko og snørebånd på markedet og opmærksomhedsgraden hos den relevante kundekreds, henhører under vurderingen af de faktiske omstændigheder, og det er således åbenbart, at disse argumenter ikke kan antages til realitetsbehandling. De argumenter, der vedrører underkendelsen af en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, kan heller ikke antages til realitetsbehandling, idet de tager sigte på at opnå en fornyet bedømmelse af de faktiske omstændigheder.

Domstolens bemærkninger

43. Det bemærkes for det første, at en appel i henhold til artikel 256, stk.1, TEUF og artikel 58, stk. 1, i statutten for Domstolen er begrænset til retsspørgsmål. Det er alene Retten, der har kompetence til at fastlægge og bedømme de relevante faktiske omstændigheder såvel som til at vurdere bevismaterialet. Bedømmelsen af disse faktiske omstændigheder og beviser er således ikke et retsspørgsmål, der som sådan kan efterprøves af Domstolen under en appelsag, medmindre disse omstændigheder og beviser er blevet urigtigt gengivet (jf. bl.a. domme Mag Instrument mod KHIM, C-136/02 P, EU:C:2004:592, præmis 39, og Les Éditions Albert René mod KHIM, C-16/06 P, EU:C:2008:739, præmis 68).

44. Det må fastslås, at Think Schuhwerks argumenter for så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt snørebåndsender på sko udgør en del, der ikke kan adskilles fra sko, og hvorvidt opmærksomhedsgraden hos den relevante kundekreds er høj, henhører under vurderingen af de faktiske omstændigheder, som kun Retten har kompetence til at bedømme. Det er således åbenbart, at disse argumenter ikke kan antages til realitetsbehandling.

45. For det andet bemærkes, at Think Schuhwerk med den første og tredje argumentationsrække i det væsentlige har bestridt ikke blot Rettens konklusion, hvorefter det varemærke, der er søgt registreret, savner fornødent særpræg i henhold til artikel 7, stk. 1, litra b) i forordning nr. 207/2009, men også relevansen af den retspraksis, som Retten har lagt til grund, da den forkastede anbringendet om, at denne bestemmelse var tilsidesat.

46. I denne forbindelse bemærkes, at Rettens vurdering bygger på de konklusioner, den drog i den appellerede doms præmis 35 og 36, hvorefter snørebåndsender på sko ikke kan adskilles fra skoene, og hvorefter det pågældende varemærke er sammenfaldende med den i registreringsansøgningen omhandlede vares fremtræden, hvilket er faktuelle konstateringer, som ikke er omfattet af Domstolens prøvelse inden for rammerne af en appel.

47. Ifølge Domstolens faste retspraksis skal det fornødne særpræg som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra b) i forordning nr. 207/2009 dels bedømmes i forhold til de varer eller tjenesteydelser, for hvilke der ansøges om registrering, dels i forhold til den opfattelse, som den relevante kundekreds har af varemærket (dom Audi mod KHIM, C-398/08 P, EU:C:2010:29, præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).

48. Det fremgår imidlertid også af fast retspraksis, at gennemsnitsforbrugerens opfattelse ikke nødvendigvis er den samme, når der er tale om et varemærke, der består af selve varens udseende, som når der er tale om et ord- eller figurmærke, der består af et tegn, som er uafhængigt af udseendet af de varer, det betegner, idet gennemsnitsforbrugerne ikke er vant til at udlede varers oprindelse af deres form eller emballage uden nogen grafisk eller tekstmæssig bestanddel, og det kan derfor vise sig vanskeligere at bevise, at et sådant tredimensionalt varemærke har særpræg, end at et ord- eller figurmærke har det (jf. dom Henkel mod KHIM, C-144/06 P, EU:C:2007:577, præmis 36 og den deri nævnte retspraksis).

49. Det følger endvidere af Domstolens faste praksis for det første, at det under disse omstændigheder kun er et varemærke, der afviger betydeligt fra normen eller branchesædvanen og derfor kan opfylde sin grundlæggende oprindelsesfunktion, som ikke mangler fornødent særpræg i henhold til artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009. For det andet finder denne retspraksis, der er udviklet i forbindelse med tredimensionale varemærker, som består af selve varens udseende, tilsvarende anvendelse, når det ansøgte varemærke er et figurmærke, der består af den todimensionale gengivelse af den pågældende vare. I et sådant tilfælde består varemærket nemlig heller ikke af et tegn, som er uafhængigt af fremtrædelsesformen for de varer, det betegner (jf. dom Henkel mod KHIM, EU:C:2007:577, præmis 37 og 38 og den deri nævnte retspraksis).

50. Som det fremgår af den appellerede doms præmis 32-34 samt præmis 37-39, har Retten netop henvist til og anvendt denne retspraksis i det konkrete tilfælde, hvorved den stadfæstede den omtvistede afgørelse, og dette uden at begå en retlig fejl, idet den i forbindelse med sin frie bedømmelse fastslog – således som det fremgår af nærværende kendelses præmis 46 – at snørebåndsender på sko ikke kunne adskilles fra skoene, og at det pågældende varemærke er sammenfaldende med den i registreringsansøgningen omhandlede vares fremtræden.

51. Det følger heraf, at de argumenter, hvorefter Retten har anvendt fejlagtige retlige kriterier i sin vurdering af, hvorvidt det varemærke, for hvilket der er ansøgt om registrering, har det fornødne særpræg, er åbenbart ugrundede.

52. For det andet, for så vidt som Think Schuhwerk ved disse argumenter har bestridt Rettens konklusion, hvorefter dette varemærke savner fornødent særpræg, er det tilstrækkeligt at henvise til, at denne konklusion er resultatet af en faktuel vurdering, og at Think Schuhwerk ikke har gjort gældende, at de faktiske omstændigheder eller beviser er urigtigt gengivet. Med henvisning til den retspraksis, der er nævnt i nærværende kendelses præmis 43, er det åbenbart, at disse argumenter ikke kan antages til realitetsbehandling.

53. For det tredje for så vidt angår de argumenter, hvorefter Retten ikke har vurderet det nævnte varemærkes særpræg i forhold til de varer, der er anført i registreringsansøgningen, og fejlagtigt har fastslået, at Think Schuhwerk ikke havde fremført argumenter, som viser, at farvningen af visse dele af et snørebånd på sko sædvanligvis opfattes af den relevante kundekreds som en angivelse af en vares handelsmæssige oprindelse, skal det fastslås, at de hviler på en forkert forståelse af den appellerede dom.

54. For det første fremgår det af den appellerede doms præmis 36, at Retten har henvist til, at skoene var de varer, for hvilke der var ansøgt om registrering, og at Rettens anvendelse af ordet »varer« i den nævnte præmis henviser til sko med snørebånd.

55. For det andet er det korrekt, at Retten i den appellerede doms præmis 49 har henvist til, at Think Schuhwerk ikke havde »[fremført] beviser for, at farvningen af visse dele af et snørebånd på en sko sædvanligvis opfattes af den relevante kundekreds som en angivelse af en vares handelsmæssige oprindelse«. Det fremgår imidlertid af en samlet læsning af den appellerede doms præmis 46-49, hvor præmis 49 indeholder konklusionen, at Retten, efter at den i de nævnte præmisser har gennemgået de af Think Schuhwerk fremførte argumenter, fandt, at det ikke på baggrund af disse argumenter og beviser var muligt at fastslå, at det varemærke, for hvilket der er ansøgt om registrering, havde fornødent særpræg. Retten har således på ingen måde henvist til, at Think Schuhwerk ikke havde fremført argumenter til støtte for, at varemærket havde fornødent særpræg.

56. Think Schuhwerks første og tredje argumentationsrække skal følgelig forkastes, idet det er åbenbart, at de delvist ikke kan antages til realitetsbehandling og delvist er ugrundede.

57. Hvad for det tredje angår den påståede tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og begrundelsespligten bemærkes, at Retten i den appellerede doms præmis 55 og 56 har henvist til Domstolens faste retspraksis, hvorefter Harmoniseringskontoret i forbindelse med behandlingen af en EF-varemærkeansøgning skal tage hensyn til allerede trufne afgørelser vedrørende lignende ansøgninger, idet de nævnte principper imidlertid skal forliges med legalitetsprincippet, og følgelig skal undersøgelsen af enhver ansøgning om registrering af hensyn til retssikkerheden og kravet om god forvaltningsskik være streng og fuldstændig for at undgå, at der sker uretmæssige registreringer af varemærker (jf. i denne retning dom Agencja Wydawnicza Technopol mod KHIM, C-51/10 P, EU:C:2011:139, præmis 74-77).

58. Eftersom Retten har fastslået, at appelkammeret med rette havde konkluderet, at den omhandlede ansøgning om registrering med hensyn til de varer, som registreringsansøgningen omfattede, og den relevante kundekreds’ opfattelse var udelukket på grund af den absolutte registreringshindring i artikel 7, stk. 1, litra b), i forordning nr. 207/2009, kunne den uden at begå retlige fejl forkaste anbringendet om en tilsidesættelse af det nævnte princip.

59. Think Schuhwerks anbringende, hvorefter ligebehandlingsprincippet er tilsidesat, er følgelig åbenbart ugrundet.

60. Eftersom Retten i øvrigt i den appellerede doms præmis 29-53 har prøvet anbringendet om en urigtig anvendelse af nævnte forordnings artikel 7, stk. 1, litra b), og i den forbindelse har angivet en begrundelse for, at dette anbringende forkastes, er det åbenbart, at appellanten ikke har bevist, at begrundelsespligten er tilsidesat.

61. Dette anbringende skal således forkastes, idet det er åbenbart, at det delvist ikke kan antages til realitetsbehandling, delvist er ugrundet.

62. På baggrund af det ovenstående forkastes appellen i sin helhed, idet det er åbenbart, at appellen delvist ikke kan antages til realitetsbehandling, delvist er ugrundet.

Sagens omkostninger

63. I henhold til artikel 138, stk. 1, i Domstolens procesreglement, der i medfør af samme reglements artikel 184, stk. 1, finder anvendelse i appelsager, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Da Harmoniseringskontoret har nedlagt påstand om, at Think Schuhwerk tilpligtes at betale sagens omkostninger, og Think Schuhwerk har tabt sagen, bør det pålægges denne at betale sagens omkostninger.

Afgørelse

Af disse grunde bestemmer Domstolen (Ottende Afdeling):

1) Appellen forkastes.

2) Think Schuhwerk GmbH betaler sagens omkostninger.