Det er imidlertid ikke det eventuelle bedrageri med hensyn til fællesskabsmidlerne, som er det afgørende i denne sag. Det fremgår nemlig af forelæggelseskendelserne, at de straffesager, der alle er anlagt mod de tiltalte, kun kan føre til domfældelse, såfremt det bevises, at der forelå en
Dette er de faktiske omstændigheder, som ligger bag de nationale retsinstansers forelæggelse af spørgsmål for Domstolen.
Rådets forordning (EØF) nr. 1837/80 af
For at undgå, at ydelsen af den variable præmie ved slagtning medfører konkurrencefordrejninger, når de slagtede dyr og/eller får bestemt til slagtning udføres fra Det Forenede Kongerige, bestemmer stk. 3, Min fremhævelse.
Gennemførelsesbestemmelserne for præmien, som blev udstedt i henhold til artikel 9, stk. 4, blev fastsat af Kommissionen ved forordning nr. 1633/84. Med hensyn til opkrævning af clawback-afgiften bestemmer artikel 4, stk. 1, navnlig, at
Jeg skal kort gengive ordningens vigtigste foranstaltninger: a) præmie ved slagtning udbetales altså efter en sats, som fastsættes for den uge, hvori fårene første gang markedsføres med henblik på slagtning eller efter den på slagtedagen gældende sats; b) de får (dyr), som der er ydet præmie for, skal være udført inden 21 dage og c) clawback-afgiften opkræves efter den præmiesats, der er fastsat for den uge, hvorunder udførslen finder sted.
I henhold til artikel 4, stk. 2, skal der stilles en sikkerhed, som skal dække det beløb, der skyldes i henhold til stk. 1; denne sikkerhedsstillelse, som fastsættes af Det Forenede Kongerige, skal være mindst lig med den forventede præmie for den uge, som går forud for den uge, hvor udførslen fra Det Forenede Kongerige fandt sted.
Endelig bestemmer artikel 5, at Det Forenede Kongerige træffer alle fornødne foranstaltninger for at silure overholdelsen af forordningen (stk. 1), herunder om nødvendigt de fornødne foranstaltninger
Lad mig først anføre, at den ordning, som Kommissionen indførte ved forordning nr. 1633/84 nødvendigvis fører til, at præmien ved slagtning må eller kan udgøre et andet beløb end clawback-afgiften. Dette beror netop på, hvilket fremgår af nævnte ordning, at præmie ved slagtning ydes efter en sats, der gælder i ugen for den første markedsføring eller slagtedagen, mens clawback-afgiften derimod opkræves efter den sats, der gælder i den uge, hvor udførslen finder sted. Eller rettere sagt er den clawbackafgift, som opkræves ved udførsel for et får X lig med den præmie, som er blevet ydet en producent i samme uge, men ikke lig med den faktisk ydede præmie for det samme får X. Disse to beløb kan altså kun være ens, når markedsføringen med henblik på slagtning og udførsel finder sted i samme uge.
Tiltalte i hovedsagerne har anført, at den omstændighed, at den opkrævede clawback-afgift ofte er betydeligt højere end den faktisk ydede præmie, og under alle omstændigheder forskellig fra denne, strider mod grundforordningens artikel 9, stk. 3, idet denne bestemmelse taler om opkrævning af en clawback-afgift
Jeg skal med det samme bemærke, at det anførte om, at dette udtryk i artikel 9, stk. 3, overhovedet ikke indebærer, at de to beløb skal være ens (præmiebeløbet og clawback-beløbet), men blot skal svare til hinanden, (hvilket udtryk ikke nærmere præciseres), forekommer mig lidet overbevisende. Uden at komme nærmere ind herpå må jeg gøre opmærksom på, at de to beløb, der er lige, er to beløb, der har samme værdi, og derfor pr. definition må være ens. Ordet
Jeg skal endvidere anføre, at ordlyden af den anfægtede bestemmelse samt dens formål og den sammenhæng, hvori den figurerer, også taler for, at den må fortolkes snævert. Domstolen har i øvrigt allerede fastslået dette netop med hensyn til denne bestemmelse.
Ud fra den konstatering, at Jf. domme af Nævnte domme i sagerne Livestock mod Johnson, præmis 9, og Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, præmis 15.
Domstolen fastslog i dommen i sagen Det Forenede Kongerige mod Kommissionen klart, at opkrævning af clawback-afgift Nævnte dom i sagen Det. Forende Kongerige mod Kommissionen, præmis 11 (min fremhævelse), jf. også dom af Nævnte dom i sagen Det Forenede Kongerige mod Kommissionen, præmis 15 (min fremhævelse).
Jeg mener ikke, at dette resultat ændres af Kommissionens argumentation, hvorefter — set over en givet periode X (som ikke er nærmere præciseret) — forskellene mellem de udbetalte beløb i præmie og beløbene, opkrævet i form af clawback-afgift, indbyrdes udlignes således, at de beløb, der er opkrævet som clawback-afgift — generelt set — i dette tidsrum er lig med de faktisk ydede præmier. Jeg skal vedrørende dette spørgsmål alene anføre, at Kommissionen til støtte for denne opfattelse intet har fremført, der gør muligt at kontrollere, om denne udligning faktisk finder sted. Derimod kan jeg ikke undlade at anføre, at udsvingene i satserne, for så vidt angår fastsættelsen af præmien selv set over et kort tidsrum er yderst betydelige Jeg skal fremføre et eksempel, som givetvis repræsenterer et ydertilfælde, men som klart illustrerer manglerne ved den anvendte metode. I ugen
Jeg skal endelig gøre nogle korte bemærkninger vedrørende den opfattelse, som såvel Kommissionen som Det Forenede Kongeriges regering har gjort sig til talsmand for, nemlig at en ordning vedrørende opkrævning af clawback-afgift, som kræver, at den ydede præmie og clawback-afgiften er nøjagtig ens i praksis, er uigennemførlig eller i hvert fald medfører betydelig tekniske og forvaltningsmæssige vanskeligheder samt uforholdsmæssigt store udgifter. Jeg skal hertil anføre, at selv om de nævnte vanskeligheder virkeligt er betydelige, og den gældende ordning trods alt er praktisk og let at administrere, mener jeg ikke, at der foreligger uoverstigelige vanskeligheder for at gennemføre en ordning, som er i overensstemmelse med grundforordningens artikel 9, stk. 3. F. eks. kunne man indføre en certifikatordning, således at et certifikat følger hvert dyr eller hvert parti, lige fra det første salg indtil den eventuelle udførsel, hvorved de pågældende produkter kunne spores tilbage til producenten, og man således kunne finde frem til den faktisk ydede præmie.
Jeg skal indrømme, at denne metode kan øge risikoen for bedrageri med fællesskabsmidler, fordi det ville være vanskeligere at gennemføre en systematisk kontrol; men dette kan dog ikke ændre kernen i problemet: nemlig at en bestemmelses gyldighed ikke udelukkende kan bedømmes ud fra hensigtsmæssighedsbetragtninger. Endvidere er der, hvis man mener, at vanskelighederne er uoverstigelige, intet til hinder for at ændre udgangsteksten.
Jeg mener derfor, at Kommissionen ved at indføre en ordning om opkrævning af clawbackafgift, som ikke gør det muligt at opkræve et beløb nøjagtigt svarende til præmien ved slagtning som angivet i grundforordningens artikel 9, stk. 3, har overskredet de beføjelser, den fik ved Rådets forordning.
Det må derfor fastslås, at artikel 4, stk. 1, i Kommissionens forordning nr. 1633/84 er ugyldig, idet den hjemler mulighed for opkrævning af en clawback-afgift, som ikke nøjagtig svarer til den faktisk ydede præmie ved slagtning. Ligeledes må artikel 4, stk. 2, kendes ugyldig, idet den kræver en sikkerhedsstillelse, som skal dække de beløb, der skyldes i henhold til stk. 1.
Jeg skal herom indledningsvis anføre, at det fremgår af fast retspraksis, at Domstolen forbeholder sig ret til at begrænse retsvirkningerne af en afgørelse om ugyldighed, også under en sag anlagt i henhold til traktatens artikel 177, hvis der foreligger tvingende hensyn herfor, navnlig af retssikkerhedsmæssig karakter Jf. f.cks. dom af
Når Domstolen i praksis har anvendt denne mulighed har den henvist til de konkrete omstændigheder i de sager, den skulle træffe afgørelse i, såfremt tilbagebetaling af udbetalte beløb i henhold til en ugyldig bestemmelse indebar fare for betydelige økonomiske konsekvenser Dom af
For så vidt angår nærværende sag skal jeg først anføre, at den omstændighed, at artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1633/84 kendes ugyldig, rent økonomisk kun har følger for den del af
Når dette er sagt, skal jeg dog alligevel bemærke, at selv om bestemmelsens gyldighed ikke vedrører clawback-princippet som sådant, påvirker den dog hele opkrævningsordningen.
En dom om ugyldighed, hvis retsvirkning fastsættes ex tune kan nemlig meget vel ændre de retsforhold, som er stiftet på grundlag af den annullerede ordning, og også skabe tvivl om, hvilke beløb der svarer til forskellen mellem den faktisk ydede præmie for et får og den opkrævede clawback-afgift for det samme får, et beløb der — henset til den tidligere ordning — ville være umuligt at fastsætte.
Under henvisning til Domstolens tidligere nævnte praksis mener jeg derfor, at en dom i denne sag, hvori ordningen om opkrævning af clawback-afgift i forordning nr. 1633/84 kendes ugyldig, ikke bør muliggøre tilbagesøgning af forskelsbeløbene mellem den faktisk ydede præmie for et får og den opkrævede clawback-afgift for samme får, hvilket altså bør være undtagelsen.
Af hensyn til en effektiv retsbeskyttelse skal jeg dog foreslå, at ugyldigheden kan påberåbes af de personer, der inden domsafsigelsen ved en retssag (eller ved en tilsvarende klage) havde anfægtet de retsakter, som var udstedt på grundlag af de ugyldige bestemmelser.
Dette spørgsmål rejser problemet, om claw-back-ordningen fortsat kan anvendes, også selv om der ikke foreligger nogen gennemførelsesbestemmelser fra Kommissionens side, og om Det Forenede Kongerige altså er pligtig (eller i hvert fald beføjet) til i kraft af en anden fællesskabsretlig bestemmelse, og indtil der er udstedt nye bestemmelser, til fortsat at opkræve clawback-afgiften med alle de heraf følgende konsekvenser: fremlæggelse af dokumentation og mulighed for strafforfølgning ved regelbrud.
Jeg må indrømme, at jeg er yderst fristet til at besvare dette spørgsmål bekræftende, men det beror måske på den omstændighed, at jeg vanskeligt kan acceptere den antagelse, at man i selve fællesskabsrettens navn kan gøre det muligt for en person at unddrage sig følgerne af et bedrageriforsøg med fællesskabsmidler.
Bortset herfra skal jeg dog anføre, at selv om grundforordningens artikel 9, stk. 3, bestemmer, at der skal opkræves en clawback-afgift og også angiver dens størrelse, bestemmer den også, at Kommissionen skal fastsætte gennemførelsesbestemmelserne hertil. Hvis der ikke foreligger sådanne bestemmelser, kan Det Forenede Kongerige derfor ikke principielt hverken være pligtig efter fællesskabsretten til at fremlægge den omtvistede dokumentation eller til i givet fald at strafforfølge for falske oplysninger i en sådan dokumentation.