Bruxelles, den 12.11.2020

COM(2020) 700 final

2020/0314(NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Det Blandede EØS-Udvalg vedrørende en ændring af bilag IV (Energi) til EØS-aftalen

[32015R1222 — retningslinjer for kapacitetsbegrænsning]

(EØS-relevant tekst)


BEGRUNDELSE

1.BAGGRUND FOR FORSLAGET

•Forslagets begrundelse og formål

Udkastet til Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse (der er knyttet som bilag til forslaget til Rådets afgørelse) har til formål at ændre bilag IV (Energi) til EØS-aftalen med henblik på at indarbejde Kommissionens forordning (EU) 2015/1222 af 24. juli 2015 om fastsættelse af retningslinjer for kapacitetstildeling og håndtering af kapacitetsbegrænsninger 1 i EØS-aftalen.

I de elnetregler og retningslinjer, der er fastlagt på grundlag af den tredje energipakke, fastsættes de tekniske regler, der skal lette handelen på EU's indre elmarked. Et fuldt fungerende og indbyrdes sammenkoblet indre marked for energi er afgørende for at opretholde energiforsyningssikkerheden, fremme konkurrenceevnen og sikre, at forbrugerne kan købe energi til overkommelige priser. Der er etableret en betydelig sammenkobling af elmarkederne mellem Norge som en EØS-EFTA-stat og EU's medlemsstater. For at sikre ensartet lovgivning som grundlag for handel med elektricitet er det derfor afgørende, at de tekniske regler for handel inden for EU's indre marked for elektricitet udvides til at omfatte EØS.

I Kommissionens forordning (EU) 2015/1222 fastsættes regler for tildeling af tilgængelig kapacitet på grænseoverskridende samkøringslinjer indenfor det indre marked for elektricitet, med det formål at lette handelen i day-ahead og intraday-markederne. Forordningen fastsætter krav til fastlæggelsen af fælles metoder til kapacitetsberegning, kriterier til vurdering af effektivitet og en revisionsprocedure vedrørende de fastsatte budområder. Den gælder for alle transmissionssystemoperatører, med undtagelse af dem, der befinder sig på øer, der ikke er forbundet med andre systemer.

Tilpasningerne i vedlagte udkast til Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse er mere vidtgående, end hvad der kan anses for at være rent tekniske tilpasninger som omhandlet i Rådets forordning nr. 2894/94. Unionens holdning skal derfor fastlægges af Rådet.

•Sammenhæng med de gældende regler på samme område

Vedlagte udkast til Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse udvider den allerede eksisterende EU-politik til EØS/EFTA-landene (Norge, Island og Liechtenstein).

•Sammenhæng med Unionens politik på andre områder

Udvidelsen af den gældende EU-ret til at omfatte EØS/EFTA-landene ved indarbejdelse heraf i EØS-aftalen gennemføres i overensstemmelse med målene og principperne i aftalen, der har til formål at oprette et dynamisk og ensartet Europæisk Økonomisk Samarbejdsområde, som skal bygge på fælles regler og lige konkurrencevilkår.

2.RETSGRUNDLAG, NÆRHEDSPRINCIPPET OG PROPORTIONALITETSPRINCIPPET

•Retsgrundlag

Den lovgivning, der skal indarbejdes i EØS-aftalen, bygger på artikel 194 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde.

I henhold til artikel 1, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 2894/94 2  om visse gennemførelsesbestemmelser til EØS-aftalen fastlægger Rådet på forslag af Kommissionen den holdning, som skal indtages på Unionens vegne til de afgørelser, som omhandles i nævnte stk. 3.

•Nærhedsprincippet (for områder, der ikke er omfattet af enekompetence)

Forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet af følgende grund:

Målet for dette forslag, nemlig at sikre ensartethed på det indre marked, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af foranstaltningens virkninger bedre nås på EU-plan.

•Proportionalitetsprincippet

I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet går dette forslag ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dets mål.

•Valg af retsakt

I henhold til artikel 98 i EØS-aftalen er reguleringsmidlet Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse. Det Blandede EØS-Udvalg sikrer en effektiv gennemførelse og anvendelse af EØS-aftalen. Den træffer med henblik herpå afgørelser i de i EØS-aftalen fastsatte tilfælde.

3.RESULTATER AF EFTERFØLGENDE EVALUERINGER, HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER

•Efterfølgende evalueringer/kvalitetskontrol af gældende lovgivning

Ikke relevant.

4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET

Indarbejdelsen af ovennævnte forordning i EØS-aftalen forventes ikke at få virkninger for budgettet.

5.ANDRE FORHOLD

•Nærmere redegørelse for de enkelte bestemmelser i forslaget

Tilpasning a) — manglende anvendelse på Island og Liechtenstein

Eftersom transmissionssystemet i Island ikke er forbundet med andre transmissionssystemer, bør Kommissionens forordning (EU) 2015/1222 derfor ikke finde anvendelse på Island.

Kommissionens forordning (EU) 2015/1222 bør ikke finde anvendelse på Liechtenstein, da Liechtenstein på grund af sin beskedne størrelse og det begrænsede antal elkunder ikke har et eget eltransmissionsnet.

Tilpasning b) og betragtning (6) — følsomme oplysninger om elektricitetssystemet

Kommissionens forordning (EU) 2015/1222 indeholder bestemmelser om oplysningspligt over for det europæiske net af elektricitetstransmissionssystemoperatører (ENTSO for elektricitet) og Agenturet for Samarbejde mellem Energireguleringsmyndigheder (ACER). Tilpasning b) gør det muligt for de respektive transmissionssystemoperatører (TSO'er) og reguleringsmyndigheder at udveksle sådanne oplysninger og beskytte dem.

Tilpasning c) og betragtning (7) — henvisning til den norske TSO's, den udpegede elektricitetsmarkedsoperatørs (NEMO) og den nationale reguleringsmyndigheds ret til at deltage i udarbejdelsen og godkendelsen af vilkår, betingelser og metoder

Med denne tilpasning og den ovennævnte betragtning tilpasses de relevante bestemmelser i artikel 9 i Kommissionens forordning (EU) 2015/1222 vedrørende de relevante enheders ret til at deltage i udarbejdelsen og godkendelsen af vilkår, betingelser og metoder, således at Norge er omfattet.

2020/0314 (NLE)

Forslag til

RÅDETS AFGØRELSE

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Det Blandede EØS-Udvalg vedrørende en ændring af bilag IV (Energi) til EØS-aftalen

[32015R1222 — retningslinjer for kapacitetsbegrænsning]

(EØS-relevant tekst)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 194 sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2894/94 af 28. november 1994 om visse gennemførelsesbestemmelser til aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde 3 , særlig artikel 1, stk. 3,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)Aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde 4  ("EØS-aftalen") trådte i kraft den 1. januar 1994.

(2)I henhold til EØS-aftalens artikel 98 kan Det Blandede EØS-Udvalg træffe afgørelse om at ændre bl.a. bilag IV til EØS-aftalen.

(3)Kommissionens forordning (EU) 2015/1222 af 24. juli 2015 om fastsættelse af retningslinjer for kapacitetstildeling og håndtering af kapacitetsbegrænsninger 5 skal indarbejdes i EØS-aftalen.

(4)Bilag IV til EØS-aftalen bør derfor ændres.

(5)Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Blandede EØS-Udvalg, bør derfor baseres på det udkast til afgørelse, der er knyttet til nærværende afgørelse —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i Det Blandede EØS-Udvalg til den foreslåede ændring af bilag IV (Energi) til EØS-aftalen, baseres på det udkast til Det Blandede EØS-Udvalgs afgørelse, der er knyttet til nærværende afgørelse.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på datoen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den […].

   På Rådets vegne

   Formand

(1)    EUT L 197 af 25.7.2015, s. 24.
(2)    EFT L 305 af 30.11.1994, s. 6.
(3)    EFT L 305 af 30.11.1994, s. 6.
(4)    EFT L 1 af 3.1.1994, s. 3.
(5)    EUT L 197 af 25.7.2015, s. 24.