(jf. præmis 47)

(jf. præmis 49)

Motorkøretøjsfabrikanternes iværksættelse af en kontingenteringsstrategi for forsyningen til forhandlerne med det formål at begrænse reeksporten udgør ikke en ensidig foranstaltning, men derimod en aftale i førnævnte bestemmelses forstand, når motorkøretøjsfabrikanterne for at gennemtvinge denne strategi anvender de bestemmelser i forhandlerkontrakten, der giver mulighed for at begrænse leverancerne til forhandlerne og derved får indflydelse på disses forretningsmæssige adfærd.

(jf. præmis 60, 63-65 og 67)

Det fremgår modsætningsvis af denne bestemmelse, at når handlingerne ligger uden for grænserne for den anmeldte erhvervsudøvelse, kan bødefritagelsen ikke finde anvendelse for nogen af disse handlinger, da den pågældende erhvervsudøvelse ikke længere svarer til den, der beskrives i anmeldelsen. Dette resultat støttes af den betragtning, at i et tilfælde, hvor den påtalte adfærd består i en række foranstaltninger, der har samme formål, ville det være kunstigt at underopdele denne adfærd med det formål kun at anvende bødefritagelsen på nogle af de foranstaltninger, som den består i.

(jf. præmis 83, 84, 178 og 179)

(jf. præmis 96 og 98)

(jf. præmis 124 og 127)

(jf. præmis 151)

DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling)
18. september 2003(1)

»Appel – konkurrence – forhandling af biler – opdeling af markeder – EF-traktatens artikel 85 (nu artikel 81 EF) – forordning (EØF) nr. 123/85 – spørgsmålet, om overtrædelsen kan tilregnes den pågældende virksomhed – retten til at blive hørt – begrundelsespligt – retlige følger af videregivelse af oplysninger til pressen – betydningen af en forskriftsmæssig anmeldelse for beregningen af bøden – kontraappel«

I sag C-338/00 P,

Volkswagen AG, Wolfsburg (Tyskland), ved Rechtsanwalt R. Bechtold, og med valgt adresse i Luxembourg,

appellant,

angående appel af dom afsagt den 6. juli 2000 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Fjerde Afdeling) i sag T-62/98, Volkswagen mod Kommissionen (Sml. II, s. 2707), hvori der er nedlagt påstand om delvis ophævelse af denne dom,

den anden part i appelsagen:

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved K. Wiedner, som befuldmægtiget,. bistået af avocat H.-J. Freund,

sagsøgt i første instans,

har

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling),,

sammensat af afdelingsformanden, J.-P. Puissochet, og dommerne C. Gulmann, V. Skouris (refererende dommer), F. Macken og N. Colneric,

generaladvokat: D. Ruiz-Jarabo Colomer
justitssekretær: ekspeditionssekretær M.-F. Contet,

efter at parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 27. juni 2002,

og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 17. oktober 2002,

afsagt følgende

Dom

1)

udelukkende til denne, eller

2)

udelukkende til denne og til et bestemt antal andre virksomheder i salgsnettet [...]«

8)

uden for aftaleområdet

a)

ikke at have filialer eller udleveringslagre til varetagelse af salget af aftalevarer og tilsvarende varer

b)

ikke at hverve kunder til aftalevarer og tilsvarende varer

9)

ikke at overlade til tredjemand at sælge eller yde service på aftalevarer og tilsvarende varer uden for aftaleområdet

10)

kun at levere en videreforhandler

a)

aftalevarer og tilsvarende varer, når videreforhandleren er en virksomhed i salgsnettet, eller

[...]

11)

kun at sælge de af aftaleprogrammet omfattede motorkøretøjer [...] til endelige forbrugere, der gør brug af en mellemhandler, når denne forinden skriftligt har fået fuldmagt til at købe og eventuelt afhente et bestemt motorkøretøj.«

3)

inden for aftaleområdet og inden for et bestemt tidsrum at bestræbe sig på at sælge mindst det antal aftalevarer, som parterne aftaler, eller som leverandøren i mangel af enighed fastlægger på grundlag af skøn over forhandlerens afsætningsmuligheder

8)

at gøre endelige forbrugere opmærksom derpå i almindelige vendinger, såfremt han ved reparation eller vedligeholdelse af aftalevarer eller tilsvarende varer også anvender reservedele af andre fabrikater

3)

aftaleparterne [...] indgår aftaler om konkurrencebegrænsende foranstaltninger, der ikke udtrykkeligt er fritaget af denne forordning, eller

7)

fabrikanten, leverandøren, eller en anden virksomhed i salgsnettet direkte eller indirekte gør det vanskeligt for endelige forbrugere, bemyndigede mellemmænd eller forhandlere at købe aftalevarer eller tilsvarende varer hos en virksomhed i salgsnettet efter eget valg inden for fællesmarkedet og at få ydet service på sådanne varer, eller begrænser de endelige forbrugeres mulighed for at videresælge aftalevarer eller tilsvarende varer; under forudsætning af at salget ikke sker i kommercielt øjemed, eller

8)

leverandøren uden objektive grunde betaler forhandlerne i forhold til de solgte motorkøretøjers destination eller køberens bopæl [...]«

»1

Sagsøgeren er Volkswagen-koncernens holdingselskab. Koncernens erhvervsmæssige aktiviteter omfatter fremstilling af biler af mærkerne Volkswagen, Audi, Seat og Skoda samt fremstilling af komponenter og reservedele. [...]

2

Biler af mærkerne Volkswagen og Audi sælges i Fællesskabet gennem selektive forhandlernet. Indførslen til Italien af disse biler samt af dele og tilbehør hertil sker med eneret gennem det i Verona (Italien) registrerede italienske selskab Autogerma SpA (herefter »Autogerma«), som er et 100%-ejet datterselskab af sagsøgeren, og som derfor sammen med sidstnævnte udgør en økonomisk enhed. Salget i Italien sker gennem juridisk og økonomisk uafhængige forhandlere, der imidlertid er kontraktmæssigt forbundet med Autogerma.

[...]

8

Fra september 1992 og i 1993 faldt den italienske lire kraftigt i forhold til den tyske mark. Sagsøgeren forhøjede imidlertid ikke sine salgspriser i Italien tilsvarende. De prisforskelle, der var et resultat af denne situation, gjorde det økonomisk fordelagtigt at reeksportere biler af mærkerne Volkswagen og Audi fra Italien.

9

I årene 1994 og 1995 modtog Kommissionen breve fra tyske og østrigske forbrugere, der klagede over forhindringer i forbindelse med køb af nye biler af de ovennævnte mærker i Italien med henblik på omgående reeksport til Tyskland og Østrig.

10

Ved skrivelse af 24. februar 1995 meddelte Kommissionen sagsøgeren, at den på baggrund af klager fra tyske forbrugere havde konstateret, at sagsøgeren eller Autogerma havde pålagt de italienske forhandlere af mærkerne Volkswagen og Audi kun at sælge biler til italienske kunder, idet man truede dem med at ophæve deres forhandleraftale. I samme skrivelse pålagde Kommissionen sagsøgeren at bringe denne forhindring for reeksport til afslutning og inden for en frist af tre uger fra modtagelsen af skrivelsen at give Kommissionen meddelelse om de foranstaltninger, der var iværksat med henblik herpå.

[...]

13

Den 17. oktober 1995 besluttede Kommissionen at foretage kontrolundersøgelser i medfør af artikel 14, stk. 3, i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962: første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT 1959-1962, s. 81). Kontrolundersøgelserne fandt sted den 23. og 24. oktober 1995 [...]

14

På grundlag af de dokumenter, der blev fundet i forbindelse med kontrolundersøgelserne, antog Kommissionen, at sagsøgeren, Audi og Autogerma sammen med deres italienske forhandlere havde iværksat en politik, der tog sigte på at opdele markedet. Den 25. oktober 1996 forkyndte Kommissionen en meddelelse af klagepunkter med dette indhold for sagsøgeren og Audi.

15

Ved skrivelse af 18. november 1996 anmodede sagsøgeren og Audi om aktindsigt. De gennemgik sagens akter den 5. december 1996.

16

Den 19. december 1996 udsendte Autogerma efter sagsøgerens udtrykkelige anmodning en rundskrivelse til sine italienske forhandlere, hvori det præciseredes, at reeksport til endelige forbrugere (efter omstændighederne gennem mellemmænd) og til forhandlere, der tilhørte forhandlernettet, var lovlige og således ikke ville blive mødt med sanktioner. I rundskrivelsen anførtes det også, at forhandlerrabatten på salgsprisen for bestilte biler, kaldet ‘margen’, og udbetalingen af forhandlernes bonus var helt uafhængig af spørgsmålet om, hvorvidt bilen var blevet solgt i eller uden for aftaleområdet.

[...]

20

Den 28. januar 1998 vedtog Kommissionen [den anfægtede] beslutning. I beslutningen er alene sagsøgeren anført som adressat. I denne forbindelse har Kommissionen bemærket, at sagsøgeren er ansvarlig for den konstaterede overtrædelse under hensyn til, at Audi og Autogerma var datterselskaber af sagsøgeren, der kendte deres aktiviteter. For så vidt angår de italienske forhandlere har Kommissionen anført, at disse ikke deltog aktivt i hindringen eller besværliggørelsen af reeksporten, men at de som ofre for den restriktive politik, som producenterne og Autogerma førte, måtte tiltræde politikken under pres.

[...]

22

Kommissionen har med hensyn til de af sagsøgeren og Audi trufne foranstaltninger henvist til et »splitmargensystem« [...] Kommissionen har endvidere henvist til sagsøgerens og Audis reduktion af forhandlernes lagre. Denne foranstaltning, der var ledsaget af en restriktiv leveringspolitik, bevirkede en væsentlig forlængelse af leveringstiderne og førte til, at nogle kunder annullerede deres bestilling. Den gjorde det i øvrigt muligt for Autogerma at afvise leveringsanmodninger fra tyske forhandlere (krydsleverancer inden for Volkswagens salgsnet). Kommissionen har ligeledes henvist til Audis og Autogermas betingelser med hensyn til beregningen af den kvartalsvise bonus på 3%, som blev ydet forhandlerne på grundlag af det antal biler, de solgte.

23

Blandt de sanktioner, Autogerma indførte over for forhandlerne, har Kommissionen nævnt opsigelsen af en række forhandleraftaler og afskaffelsen af kvartalsbonussen på 3% for så vidt angår salg uden for aftaleområdet.

[...]

26

Kommissionen konkluderer, at disse foranstaltninger, der alle indgår i det aftaleforhold, som producenten via Autogerma har med forhandlerne i det selektive forhandlernet, hidrører fra en aftale eller en samordnet praksis og udgør en overtrædelse af traktatens artikel 85, stk. 1, idet de er udtryk for iværksættelsen af en politik til opdeling af markedet. Kommissionen har præciseret, at foranstaltningerne ikke er omfattet af forordningerne nr. 123/85 og nr. 1475/95, idet ingen bestemmelse i disse forordninger åbner mulighed for at fritage en aftale, der har til formål at forhindre endelige forbrugeres paralleleksport gennem befuldmægtigede eller gennem andre forhandlere i forhandlernettet. Kommissionen har ligeledes præciseret, at muligheden for individuel fritagelse er udelukket i det foreliggende tilfælde, idet sagsøgeren, Audi og Autogerma ikke har anmeldt nogen del af deres aftale med forhandlerne, og at hindringerne for reeksporten under alle omstændigheder udgør en tilsidesættelse af det hensyn til forbrugerbeskyttelse, der fremgår af traktatens artikel 85, stk. 3.

[...]

28

I beslutningens artikel 1 konstaterer Kommissionen, at sagsøgeren i forening med sine datterselskaber Audi og Autogerma har »overtrådt EF-traktatens artikel 85, stk. 1, da virksomheden har indgået aftaler med de italienske forhandlere i salgsnettet med henblik på at forbyde eller begrænse salg til endelige forbrugere fra andre medlemsstater, uanset om de foretager købet selv eller gennem en af dem bemyndiget mellemmand, og til forhandlere i salgsnettet i andre medlemsstater«. I beslutningens artikel 2 pålægger den sagsøgeren at bringe overtrædelserne til ophør og pålægger med henblik herpå sagsøgeren at træffe de i beslutningen opregnede foranstaltninger.

29

Ved beslutningens artikel 3 pålægger Kommissionen sagsøgeren en bøde på 102 000 000 ECU under henvisning til den konstaterede overtrædelses grovhed. I denne forbindelse har Kommissionen antaget, at hindring af slutbrugeres paralleleksport af biler og af krydsleverancer inden for forhandlernettet er i strid med et af Det Europæiske Fællesskabs grundlæggende principper, nemlig ønsket om at skabe et fællesmarked, hvorfor den konstaterede overtrædelse må anses for særlig grov. Hertil kommer, at de regler, der gælder i så henseende, har været fastsat i mange år, og at Volkswagen-koncernen har den største markedsandel blandt motorkøretøjsfabrikanterne i Fællesskabet. Kommissionen har også citeret en række dokumenter som bevis for, at sagsøgeren var sig fuldt ud bevidst, at adfærden udgjorde en overtrædelse af traktatens artikel 85. Kommissionen har endvidere understreget, at overtrædelsen varede i mere end ti år. Endelig har Kommissionen som skærpende omstændigheder lagt vægt på, dels at sagsøgeren ikke ophørte med de påtalte foranstaltninger, selv om Kommissionen i 1995 sendte sagsøgeren to skrivelser, hvori den gjorde opmærksom på, at en hindring eller besværliggørelse af paralleleksport fra Italien ville være ensbetydende med en overtrædelse af konkurrencereglerne, dels at sagsøgeren udnyttede den økonomiske afhængighed, der eksisterer mellem en større motorkøretøjsproducent og dens forhandlere, hvilket førte til, i visse tilfælde ret betydelige, omsætningstab for forhandlerne. I denne forbindelse beskrives det i beslutningen, at sagsøgeren, Audi og Autogerma truede mere end 50 forhandlere med opsigelse af deres forhandleraftale, såfremt de fortsatte med at sælge køretøjer til udenlandske kunder, og at forhandleraftalerne faktisk blev opsagt i 12 tilfælde, hvorved de berørte virksomheders eksistens blev truet.

30

Beslutningen blev meddelt sagsøgeren ved skrivelse af 5. februar 1998, som sagsøgeren modtog den følgende dag.

–

Med hensyn til den hindring, der fulgte af bonusordningen, og den angivelige tilsidesættelse af forordning nr. 123/85, var det logisk, at bonussen på 3% blev udbetalt afhængigt af, om forhandleren korrekt havde opfyldt sin forpligtelse, som består i at koncentrere sin virksomhed på sit aftaleområde; følgelig var 15-procentsreglen, hvorefter alle salg skulle tages i betragtning ved beregningen af bonussen, men hvorefter salg uden for aftaleområdet kun blev taget i betragtning med maksimalt 15% af forhandlerens samlede salg (herefter »15-procentsreglen«), fuldt ud berettiget efter selve ordlyden af forordning nr. 123/85 (første og niende betragtning og artikel 4, stk. 1, nr. 3, i denne).

–

I modsætning til hvad Kommissionen hævder, er der aldrig blevet indført et splitmargensystem.

–

Det er fejlagtigt, at Kommissionen har fastslået, at den forretningsmæssige adfærd hos producenterne og deres salgsnet i Italien over for forbrugere fra andre medlemsstater udgjorde en hindring for reeksport.

–

Alle de opsigelser af forhandleraftaler, som Kommissionen har lagt til grund, angik forhandlere, der ved gentagne lejligheder havde solgt biler til uautoriserede forhandlere, og som i nogle tilfælde tillige groft havde misligholdt deres kontraktlige forpligtelser.

–

De påtalte handlinger fortsatte ikke efter oktober 1995; de dokumenter, som Kommissionen har beslaglagt, angik kun årene 1993-1995.

–

En begrænsning af forsyningen på det italienske marked kan ikke betegnes som aftale i traktatens artikel 85, stk. 1’s forstand.

»49

Denne regel [15-procentsreglen] var egnet til at tilskynde de italienske forhandlere til at sælge mindst 85% af de biler, der var til rådighed, i deres aftaleområde. Reglen begrænsede de endelige forbrugeres og andre medlemsstaters forhandleres muligheder for at erhverve biler i Italien, og dette særligt i perioder, hvor sådanne køb var af stor interesse for dem, og hvor der var et begrænset antal biler til rådighed til salg i denne stat [...]. Det følger heraf, at Kommissionen med rette kunne konkludere, bl.a. i beslutningens punkt 181, at 15-procentsreglen ikke var omfattet af den fritagelse, der er fastsat i forordning nr. 123/85. Selv om nemlig forordning nr. 123/85 giver fabrikanterne store muligheder for at beskytte deres salgsnet, tillader den dem ikke træffe foranstaltninger, der bidrager til at opdele markederne (Domstolens dom af 24.10.1995, sag C-70/93, Bayerische Motorenwerke, Sml. I, s. 3439, præmis 37).

[...]

189

[...] det fremgår klart af det forhold, at 15-procentsreglen var uafbrudt i kraft mellem den 1. januar 1988 og den 30. september 1996 [...], at sagsøgeren overtrådte Fællesskabets konkurrenceregler gennem hele denne periode (jf. præmis 49). [...]«

»105 Retten må konstatere, at sagsøgerens argumentation klart modsiges af et betragteligt antal klager, som forbrugere fra andre medlemsstater end Italien, for størstedelens vedkommende tyske og østrigske, navnlig i 1995 sendte dels til sagsøgeren, Audi eller Autogerma, dels til Kommissionen. På Rettens anmodning om at tilsende sig samtlige de skrivelser fra forbrugere, som Kommissionen modtog eller beslaglagde, har Kommissionen fremlagt mere end 60 breve og telefaxer, der har det til fælles, at de indeholder klager over forhindringer, de pågældende forbrugere er stødt på i forbindelse med erhvervelse af en bil af mærket Volkswagen eller Audi i Italien. Det er tilstrækkeligt, som sket nedenfor, at referere nogle af de breve, Kommissionen har undersøgt i den anfægtede beslutning.«

»115 Det fremgår på tilstrækkelig repræsentativ måde af disse dokumenter, at kunder med hjemsted uden for Italien i den omhandlede periode havde de allerstørste vanskeligheder ved at finde en italiensk forhandler af mærkerne Volkswagen og Audi, der var parat til at sælge dem en bil. Kommissionen kunne derfor med rette konkludere, at den forretningsmæssige adfærd hos producenterne og deres distributionsnet i Italien over for forbrugere fra andre medlemsstater ligeledes udgjorde en hindring for reeksport.«

»236 Det fremgår af fast retspraksis, at en opfordring fra en motorkøretøjsfabrikant til dennes autoriserede forhandlere ikke er en ensidig handling, der falder uden for anvendelsesområdet for traktatens artikel 85, stk. 1, men en aftale i denne bestemmelses forstand, såfremt den er et led i en helhed af faste forretningsforbindelser, der er reguleret ved en på forhånd truffet generel aftale (Domstolens dom af 17.9.1985, forenede sager 25/84 og 26/84, Ford mod Kommissionen, Sml. s. 2725, præmis 21, og Bayerische Motorenwerke-dommen, præmis 15 og 16). Denne retspraksis gælder for det foreliggende tilfælde. Som det nemlig fremgår af behandlingen af det første anbringende (jf. navnlig præmis 49, 58, 89-92 samt 162-165), havde 15-procentsreglen, kontingenteringen af leverancerne, kontrollerne og advarslerne alle som formål at øve indflydelse på de italienske forhandlere i forbindelse med opfyldelsen af deres aftaler med Autogerma.«

»283 Ifølge fast retspraksis kan en uregelmæssighed af den art, der er fastslået ovenfor, føre til annullation af beslutningen, hvis det bevises, at den nævnte beslutning ville have fået et andet indhold, hvis uregelmæssigheden ikke havde foreligget (Domstolens dom af 16.12.1975, forenede sager 40/73-48/73, 50/73, 54/73-56/73, 111/73, 113/73 og 114/73, Suiker Unie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 1663, præmis 91, og [Rettens dom af 7.7.1994, sag T-43/92], Slazenger mod Kommissionen, [Sml. II, s. 441], præmis 29). I den foreliggende sag har sagsøgeren dog ikke tilvejebragt et sådant bevis. Intet lader nemlig formode, at Det Rådgivende Udvalg eller kommissærkollegiet ville have ændret størrelsen af den foreslåede bøde eller indholdet af den foreslåede beslutning, hvis de omhandlede oplysninger ikke var blevet meddelt.

284

Som følge heraf skal dette led af tredje anbringende forkastes. [...]«

»297 Af den anfægtede beslutnings begrundelse fremgår i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 190 (nu artikel 253 EF) Kommissionens overvejelser klart og utvetydigt, hvilket dels har gjort det muligt for sagsøgeren at sætte sig ind i grundene til beslutningen med henblik på at forsvare sine rettigheder, dels gjort det muligt for Retten at udøve sin kontrol med beslutningens rigtighed (Domstolens dom af 15.5.1997, sag C-278/95 P, Siemens mod Kommissionen, Sml. I, s. 2507, præmis 17, Rettens dom af 6.4.1995, sag T-150/89, Martinelli mod Kommissionen, Sml. II, s. 1165, præmis 65, og [af 21.10.1997, sag T-229/94], Deutsche Bahn mod Kommissionen, [Sml. II, s. 1689], præmis 96).

298

Der er nemlig i den anfægtede beslutning med hensyn til de forskellige påtalte handlinger klart redegjort for grundene til, at Kommissionen var af den opfattelse, at sagsøgeren havde overtrådt traktatens artikel 85, stk. 1. Kommissionens analyser har gjort det muligt for Retten at gennemføre sin legalitetskontrol. Tilsvarende har sagsøgeren såvel i stævningen som senere under sagen svaret på den argumentation, Kommissionen har anført i beslutningen med hensyn til konstateringen af, at der forelå en overtrædelse, hvilket viser, at der i beslutningen er givet sagsøgeren de oplysninger, der var nødvendige for, at virksomheden kunne forsvare sine rettigheder.

299

Som beskrevet ovenfor i præmis 27 har Kommissionen i øvrigt i beslutningen, nærmere bestemt i dennes punkt 194-201, udtrykkeligt svaret på en række af de bemærkninger, sagsøgeren og Audi fremførte som svar på meddelelsen af klagepunkter. Det bør i denne forbindelse tilføjes, at Kommissionen ikke havde pligt til at svare på sagsøgerens detaljerede indsigelser såsom indsigelserne vedrørende sagsøgerens margenpolitik. Det var tilstrækkeligt, at Kommissionen, således som den gjorde i beslutningens punkt 62-66, forklarede, hvorfor den mente, at et splitmargensystem var blevet iværksat (dommen i sagen Siemens mod Kommissionen, præmis 17 og 18). Tilsvarende har Kommissionen behørigt begrundet sin analyse af de beslaglagte dokumenter ved detaljeret at forklare, hvorfor den mente, at dokumenterne beviste eksistensen af den påståede overtrædelse uden at svare punkt for punkt på den anderledes fortolkning af dokumenterne, som sagsøgeren havde givet udtryk for i sit svar på meddelelsen af klagepunkter. [...]«

»334 For så vidt angår det første spørgsmål ligger det i den foreliggende sag fast, at Kommissionen anså overtrædelsen for forsætlig og ikke blot uagtsom (beslutningens punkt 214). Denne vurdering er i det hele berettiget. Som det blev konstateret ovenfor under første anbringende, traf sagsøgeren foranstaltninger, der havde til formål at afskærme det italienske marked og således at hindre konkurrence [...]. I øvrigt er det for, at en tilsidesættelse af traktatens konkurrenceregler kan anses for forsætlig, ikke nødvendigt, at virksomheden var vidende om, at den overtrådte reglerne; det er tilstrækkeligt, at den ikke kunne være uvidende om, at dens adfærd havde til formål at begrænse konkurrencen (Rettens dom af 2.7.1992, sag T-61/89, Dansk Pelsdyravlerforening mod Kommissionen, Sml. II, s. 1931, præmis 157, og af 6.4.1995, sag T-143/89, Ferriere Nord mod Kommissionen, Sml. II, s. 917, præmis 41). Når henses til den foreliggende faste retspraksis, hvorefter adfærd, der går ud på opdeling af markeder, er uforenelig med Fællesskabets konkurrenceregler [...], kunne sagsøgeren ikke være uvidende om, at virksomhedens adfærd hindrede konkurrencen.«

»342 For så vidt angår argumentationen om, at convenzione B blev anmeldt i 1988, og at Kommissionen følgelig ikke kunne forfølge sagsøgeren for den deri indeholdte 15-procentsregel, bemærkes for det første, at forbuddet i artikel 15, stk. 5, litra a), i forordning nr. 17 mod at pålægge bøder for handlinger, »som foretages efter, at anmeldelse er sket til Kommissionen, og inden denne træffer beslutning i henhold til traktatens artikel 85, stk. 3, for så vidt de ligger inden for grænserne for den i anmeldelsen beskrevne erhvervsudøvelse«, kun gælder for aftaler, der faktisk er anmeldt i overensstemmelse med gældende formkrav (Domstolens dom af 10.12.1985, forenede sager 240/82-242/82, 261/82, 262/82 og 269/82, Stichting Sigarettenindustrie m.fl. mod Kommissionen, Sml. s. 3831, præmis 77, [Rettens] dom [af 21.2.1995] i sagen SPO m.fl. mod Kommissionen [sag T-29/92, Sml. II, s. 289], præmis 342; jf. også Domstolens dom af 10.7.1980, sag 30/78, Distillers Company mod Kommissionen, Sml. s. 2229, præmis 23 og 24). Dernæst bemærkes, at Kommissionen ved en skrivelse af 25. november 1988 (svarskriftets bilag 3) meddelte Autogerma, at virksomhedens indsendelse af convenzione B ikke udgjorde en anmeldelse efter forordning nr. 17 [...]

343

Uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt indsendelsen af convenzione B udgjorde en anmeldelse efter forordning nr. 17, burde selve den omstændighed, at aftalen var blevet meddelt Kommissionen allerede i 1988, have foranlediget denne til ikke at antage, at aftalen i sig selv udgjorde et forhold, der gav grundlag for forhøjelse af bøden, for så vidt angår overtrædelsens grovhed (beslutningens punkt 217). Derfor skal der ikke tages hensyn til perioden fra 1988 til 1992, i hvilken 15-procentsreglen i convenzione B udgjorde den eneste påtalte handling (jf. beslutningens punkt 202), ved bødeudmålingen, heller ikke selv om den nævnte regel med rette blev anset for at være forenelig med traktaten (jf. vedrørende sidstnævnte punkt præmis 49 og 189).

344

Omvendt kunne der tages hensyn til 15-procentsreglen ved bødeudmålingen, for så vidt angår perioden fra 1993 til 1996. Som det er konstateret ovenfor [...], blev loftet, der var fastsat gennem 15-procentsreglen, i den pågældende periode kombineret og således forstærket med andre foranstaltninger med henblik på at hindre reeksport. [...] Også selv om det var bevist, at convenzione B var anmeldt, må det derfor konstateres, at anvendelsen af 15-procentsreglen siden 1993 lå uden for de grænser for erhvervsudøvelsen, som ordlyden af den aftale, der blev indsendt til Kommissionen, beskrev, hvorfor bødefritagelsen efter den klare ordlyd af artikel 15, stk. 5, litra a), i forordning nr. 17 ikke længere finder anvendelse efter dette tidspunkt. Det følger heraf, at det ville have været passende at lægge datoen den 1. september 1993 til grund som begyndelsesdato for den periode, der skulle tages i betragtning ved bødeudmålingen [...]«

»347 Nedsættelsen af bøden skal imidlertid ikke nødvendigvis ske forholdsmæssigt i forhold til afkortningen af den varighed, Kommissionen havde lagt til grund, eller svare til summen af de procentsatser, på grundlag af hvilke Kommissionen har beregnet forhøjelser for perioden fra 1988 til august 1993, for sidste kvartal 1996 og for året 1997 (jf. tilsvarende Dunlop Slazenger-dommen, præmis 178). Det tilkommer nemlig Retten på grundlag af dens fulde prøvelsesret selv at vurdere sagens omstændigheder med henblik på at fastsætte bødens størrelse (Domstolens dom af 9.11.1983, sag 322/81, Michelin mod Kommissionen, Sml. s. 3461, præmis 111, og Rettens dom af 11.3.1999, sag T-148/94, Preussag Stahl mod Kommissionen, Sml. II, s. 613, præmis 728). I den foreliggende sag kræver dels den begåede overtrædelses ganske særlige grovhed, som denne er beskrevet ovenfor i præmis 336, dels den intensive måde, hvorpå de ulovlige foranstaltninger blev gennemført, således som den omfattende korrespondance, der er omtalt under behandlingen af første anbringende, viser, at der fastsættes en bøde, der virker reelt afskrækkende (Rettens dom af 10.3.1992, sag T-12/89, Solvay mod Kommissionen, Sml. II, s. 907, præmis 309, og [Domstolens] dom af 17.7.1997 i sagen Ferriere Nord mod Kommissionen [sag C-219/95 P, Sml. I, s. 4411], præmis 33). Når henses til det således anførte, kan den pålagte bøde på 102 000 000 ECU, der, som sagsøgeren har bekræftet i besvarelse af et skriftligt spørgsmål fra Retten, omtrentlig svarer til 0,5% af Volkswagen-koncernens omsætning i 1997 i de tre stater Italien, Tyskland og Østrig, og til 0,25% af omsætningen i Den Europæiske Union i samme år, ikke anses for at være unormalt høj. Endelig formindsker den omstændighed, at Kommissionens konklusioner med hensyn til splitmargensystemet og opsigelsen af visse forhandleraftaler ikke er anset for tilstrækkeligt bevist, ikke den betydelige grovhed af den omhandlede, der er behørigt bevist gennem beviset for andre former for påtalt adfærd [...]

348

Under hensyn til samtlige ovennævnte forhold og betragtninger finder Retten, der træffer afgørelse på grundlag af sin fulde prøvelsesret efter EF-traktatens artikel 172 (nu artikel 229 EF) og artikel 17 i forordning nr. 17 (Domstolens dom af 15.12.1994, sag C-320/92 P, Finsider mod Kommissionen, Sml. I, s. 5697, præmis 46, og af 17.12.1998, sag C-185/95 P, Baustahlgewebe mod Kommissionen, Sml. I, s. 8417, præmis 129), det passende at nedsætte bødens beløb [...] til 90 000 000 EUR.«

»1)

Kommissionens beslutning 98/273/EF af 28. januar 1998 om en procedure i henhold til EF-traktatens artikel 85 (IV/35.733 – VW) annulleres, for så vidt som den fastslår,

a)

at et splitmargensystem og opsigelsen af visse forhandleraftaler som sanktion udgjorde foranstaltninger, der var blevet truffet for at forhindre reeksport af køretøjer af mærkerne Volkswagen og Audi fra Italien foretaget af endelige forbrugere og forhandlere af de nævnte mærker fra andre medlemsstater

b)

at overtrædelsen ikke var fuldstændig ophørt i perioden fra den 1. oktober 1996 indtil vedtagelsen af beslutningen.

2)

Den bøde, som sagsøgeren er blevet pålagt ved den anfægtede beslutnings artikel 3, nedsættes til 90 000 000 EUR.

3)

I øvrigt frifindes Kommissionen.

4)

Sagsøgeren bærer sine egne omkostninger og betaler 90% af Kommissionens omkostninger.

5)

Kommissionen bærer 10% af sine egne omkostninger.«

–

Den appellerede dom ophæves, og den anfægtede beslutning annulleres.

–

Kommissionen tilpligtes at betale omkostningerne i sagen for Retten og for Domstolen.

–

Appellen forkastes.

–

Den appellerede dom ophæves, og sagen hjemvises til Retten til afgørelse, i det omfang den har nedsat den bøde, der blev pålagt appellanten, til 90 000 000 EUR, uden at den ved fastsættelsen af denne bøde har taget hensyn til den 15-procentsregel, der er fastsat i »convenzione B« i den forhandleraftale, som blev indgået i 1988 for perioden 1988-1992.

–

Appellanten tilpligtes at betale sagens omkostninger for Domstolen, og det forbeholdes Retten at træffe afgørelse om omkostningerne i forbindelse med kontraappellen.

–

I modsætning til hvad Retten har fastslået, er nedsættelsen på 3% af bonussen til de italienske forhandlere, der har foretaget over 15% af deres salg uden for deres aftaleområde, ikke i strid med traktatens artikel 85, stk. 1, og under alle omstændigheder er den dækket af forordning nr. 123/85 (første anbringende).

–

»Den begrænsede forsyning« af det italienske marked, som Retten lægger til grund, er som ensidig foranstaltning ikke omfattet af forbuddet mod aftaler i samme artikel 85, stk. 1 (andet anbringende).

–

Det er en tilsidesættelse af artikel 15, stk. 5, litra a), i forordning nr. 17, at der er taget hensyn til bonusordningen (jf. første anbringende) ved beregningen af bøden (tredje anbringende).

–

Rettens konstateringer med hensyn til spørgsmålet, om overtrædelsen er forsætlig, opfylder ikke kravene i artikel 15, stk. 2, i forordning nr. 17 (fjerde anbringende).

–

Retten har i den appellerede dom lagt andre faktiske omstændigheder til grund end dem, som den anfægtede beslutning er baseret på (femte anbringende).

–

Retten har tilsidesat retten til at blive hørt (forstået som retten til kontradiktion) ved til skade for appellanten at udnytte klager fra forbrugere, om hvilke appellanten ikke har kunnet fremsætte sit synspunkt under den administrative procedure (sjette anbringende).

–

I modsætning til hvad Retten har fastslået, er den anfægtede beslutning ikke tilstrækkeligt begrundet, og den er derfor retsstridig (syvende anbringende).

–

Retten har ikke overholdt sin begrundelsespligt med hensyn til den bøde, som den har fastsat (ottende anbringende).

–

Den for tidlige bekendtgørelse af udkastet til beslutning fra det medlem af Kommissionen, der er ansvarlig for konkurrencespørgsmålet, medfører under alle omstændigheder, at den anfægtede beslutning er retsstridig (niende anbringende).

På grundlag af disse præmisser

DOMSTOLEN (Sjette Afdeling)