Den 12. oktober 1976 lod firmaet Welding, Hamburg, sagsøger i hovedsagen, visse mængder maltrin 10 og maltrin 20 tolddeklarere til fri omsætning ved toldkontoret i Hamburg. Toldmyndighederne henførte denne vare under andet sukker, henhørende under position 17.02 Dsukker, sirup og andre sukkeropløsninger, ikke andetsteds tariferet i den fælles toldtarif, og udstedte efter udtagelse af en prøve foreløbige meddelelser om importafgift og monetær udligning. Efter sagkyndig undersøgelse og ændring af den oprindelige afgørelse lagde toldmyndighederne ved senere afgørelser af 4. februar, 10. marts og 27. oktober 1977 til grund, at maltrin 10 havde et saccharoseindhold på 94,7 % og maltrin 20 et saccharoseindhold på 95,6 % og fastsatte en hertil svarende importafgift. Toldmyndighederne angav artikel 7, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 837/68 som hjemmel herfor.

Stykke 2, som ændret ved forordning nr. 878/69, har følgende ordlyd:

Efter at have indgivet en resultatløs administrativ klage anlagde firmaet Welding sag ved Finanzgericht Hamburg den 1. november 1977. Firmaet har gjort gældende, at fastsættelsen af importafgifterne efter et saccharoseindhold på 94,7 % og 95,6 % fører til et meningsløst resultat. Hvis den toldtekniske prøve- og læreanstalts resultater og toldkontrollens angivelser, gående ud på et dextroseindhold på 11,6 % eller 18,2 %, lægges til grund, vil hele den importerede vares indhold i praksis blive underkastet den for sukker gældende importafgift og monetære udligning, selv om varen for mere end 80 % vedkommende består af dekstrin, nedbrudt stivelse, som, da det ikke er sukker, henhører under position 35.05 Dekstrin og dekstrinlim; opløselig stivelse og brændt stivelse; stivelsesklister). Hvis den i maltrin 10 og maltrin 20 indeholdte maltose med et saccharoseindhold på mere end 85 % importeres adskilt fra en dekstrin, der er så ren som muligt, er maltosen kun undergivet importafgift og monetær udligning for den faktisk konstaterede eller beregnede saccharose, mens dekstrin er fritaget for disse afgifter. Lane og Eynonmetoden, som foreskrives i artikel 7, stk. 2, første afsnit, i forordning (EØF) nr. 837/68 til bestemmelse af saccharoseindholdet, egner sig ikke for varer med et indhold af dekstroseækvivalenter på under 30 %. For disse varer findes der andre metoder, der giver nøjagtige resultater.

Firmaet Welding har derfor anmodet Finanzgericht om at fastsætte afgiften og det monetære udligningsbeløb efter det faktiske saccharoseindhold, herunder indholdet af andet som saccharose beregnet sukker i henhold til artikel 7, stk. 2, første afsnit i forordning (EØF) nr. 837/68.

Ifølge firmaet Welding er artikel 7, stk. 2, andet afsnit i forordning nr. 837/68 blevet anvendt forkert, da det ikke må glemmes, at denne bestemmelse kun er en speciel anvendelse af første afsnit, som baserer beregningen af importafgiften på det samlede sukkerindhold omregnet til saccharose; tørstofindholdet, som nævnes i andet afsnit, kan logisk set kun være saccharoseindholdet i tørstoffet idet man ellers vil komme til det meningsløse resultat, at produkter med et lavere saccharoseindhold — under 85 % — underkastes en højere afgift end produkter med et højere saccharoseindhold — over 85 %.

I øvrigt har firmaet Welding anfægtet Kommissionens ret til at tage udgangspunkt i tørstoffet, da Rådets forordning nr. 3330/74 af 19. december 1974 (EFT L 359 af 31. 12. 1974, s. 1) om den fælles markedsordning for sukker udelukkende lægger saccharoseindholdet til grund som et kriterium, der skal tages i betragtning med henblik på importafgiften for hvidt sukker.

Endelig mente firmaet Welding, at koefficienten 0,95, som anvendes ved beregningen i henhold til første afsnit, bør indføres i andet afsnit for også dér at undgå, at der lægges højere afgift på en vare med et lavere sukkerindhold.

Af alle disse grunde krævede firmaet Welding, at indholdet af saccharose i firmaets importerede maltrin beregnes på grundlag af kriterierne i første afsnit — ikke andet afsnit — i artikel 7, stk. 2 i forordning nr. 837/68.

Hauptzollamt krævede søgsmålet afvist under påberåbelse af den efter Hauptzollamt's mening klare bestemmelse i artikel 7, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 837/68 som ændret ved forordning nr. 878/69.

Finanzgericht Hamburg har udsat sagen ved kendelse af 15. marts 1978. De tvivlsspørgsmål, som har ført denne ret til at forelægge sagen kan i henhold til kendelsens grunde sammenfattes således:

Med denne begrundelse har Finanzgericht Hamburg forelagt Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

Kendelsen fra Finanzgericht Hamburg blev registreret på Domstolens justitskontor den 29. marts 1978.

Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, repræsenteret af Bourgeois som befuldmægtiget, bistået af Sack, og firmaet Welding, sagsøger i hovedsagen, repræsenteret af Von Rosen, har indgivet indlæg i henhold til artikel 20 i protokollen vedrørende statutten for Domstolen.

På grundlag af den refererende dommers rapport, og efter at have hørt generaladvokaten, har Domstolen ved kendelse af 12. juli 1978 henvist sagen til anden afdeling.

EF-Kommissionen gennemgår først hovedsagens faktiske omstændigheder. Den foretager dernæst en retlig undersøgelse af de problemer, de stillede spørgsmål rejser.

Den anfører indledningsvis, at den anfægtede bestemmelse nu har været gældende i næsten ti år og først er blevet vedtaget efter nøje undersøgelse og konsultation af en sagkyndig, hvis erklæring Kommissionen fremlægger.

Vedrørende det første præjudicielle spørgsmål bestræber Kommissionen sig på at forsvare selve beregningsmetoden for importafgiften og dernæst at imødegå de i forelæggelseskendelsen anførte øvrige begrundelser for den omtvistede bestemmelses ugyldighed.

Den gennemgår først problemets faktiske forudsætninger. Maltose er en sukkerart, der henhører under position 17.02 D i den fælles toldtarif; dekstrin, nedbrudt stivelse, henhører under position 35.05, men bestemmelse nr. 2 til kapitel 35 foreskriver, at som dekstrin betragtes produkter fremstillet ved nedbrydning af stivelse, med indhold af reducerende sukkerarter (sukkerarter, som reducerer kobbersalte i en alkalisk opløsning fra en højere til en lavere oxyderingsgrad — glucose, fructose, maltose, galactose, lactose etc. — og som kan påvises på denne måde) beregnet som dekstrose (kemisk ren glucose) på 10 % eller mindre af tørstoffet. Malt-dekstrin med et større indhold af reducerende sukkerarter henhører under position 17.02.

De indførte varer, maltrin 10 og maltrin 20 udviste et indhold af maltose, en reducerende sukkerart, på henholdsvis 11,6 % og 18,2 %. Dekstroseækvivalenten er altså højere end den i bestemmelse nr. 2 til den fælles toldtarifs kapitel 35 satte grænse på 10 %. Det betyder, at hele varen skal henføres under position 17.02 D i den fælles toldtarif og følgelig behandles som sukker.

Beregningen af importafgiften for sukker foretages efter de metoder, der er fastlagt i artikel 15, stk. 5, i forordning nr. 3330/74 og artikel 7 i forordning nr. 837/68. Udgangspunktet er beregningen af en vares saccharoseindhold, herunder indholdet af andet som saccharose beregnet sukker, som multipliceres med importafgiftens basisbeløb (artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 837/68). Det er dog ikke muligt på analyseteknikkens nurværende stadium at beregne saccharoseindholdet efter en ensartet metode for alle sukkerarter. Kommissionen var derfor ved vedtagelsen af forordning nr. 837/68 nødsaget til, alt efter varens sammensætning, at fastsætte forskellige metoder til bestemmelse af det samlede sukkerindhold. Efter længere drøftelser med repræsentanter for videnskaben viste det sig, at den sålkaldte Lane og Eynonmetode, hvorved sukker inverteres i en opløsning, må anses som den pålideligste for de fleste varer. Den fastsættes i artikel 7, stk. 2, første afsnit, i forordning nr. 837/68 som en principielt anvendelig metode til beregning af det samlede sukkerindhold. Som andre kendte analysemetoder svigter den dog ved bestemte — dog i international samhandel sjældent forekommende — sammensætninger, især af simple sukkerarter som f.eks. glucose, fructose, hexoser og pentoser. Da der ikke findes nogen nøjagtigere metode for disse produkter, lægger artikel 7, stk. 2, andet afsnit, tørstofindholdet til grund for disse varers vedkommende.

Der har ikke været vanskeligheder forbundet med anvendelsen af denne objektive metode. I det foreliggende tilfælde har det indførte maltrins sammensætning kun kunnet føre til anvendelse af artikel 7, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 837/68. Den omstændighed, at indførsel af maltose og dekstrin hver for sig — og ikke blandet — pålægges en mindre afgift, følger ikke af den omtvistede bestemmelse, men fremgår af afgrænsningen af dekstrin i selve den fælles toldtarif. Tilfælde af denne art er uundgåelige, da enhver tarifering nødvendigvis indebærer afgrænsninger.

Det står herefter tilbage at undersøge, om anvendelse af forskellige koefficienter på saccharoseindholdet fører til forskelsbehandling. Koefficienten 0,95, som skal anvendes ifølge artikel 7, stk. 2, første afsnit, er berettiget ved den inversion af sukkeret, som forhøjer det oprindelige saccharoseindhold med ca. 5 %, og som opstår ved anvendelsen af Lane og Eynonmetoden, som anbefales for det i første afsnit nævnte tilfælde; koefficienten fører indholdet tilbage til dets udgangsværdi. Den i andet afsnit anbefalede metode medfører derimod ingen overvurdering af indholdet, som må udlignes; i dette tilfælde er det altså normalt at anvende koefficienten 1.

Kommissionen gennemgår derefter de øvrige ugyldighedsgrunde, der er anført i kendelsen fra Finanzgericht.

Begrundelsespligten angår ikke nødvendigvis detaljerne i hver enkelt bestemmelse i en omfangsrig forordning (dom af 13. 3. 1968 i sag 5/67, Sml. 1965-1968, s. 469, og dom af 10. 6. 1973 i sag 80/72, Sml. 1973, s. 652). Større krav ville føre til en oppustning af fællesskabsretsakterne såvel som til ægte kommentarer eller videnskabelige redegørelser. Det kan derfor ikke kritiseres, at forordning nr. 837/68 i sin begrundelse blot henviser til, at det for at undgå fordrejninger af konkurrencen er nødvendigt at foreskrive den metode, efter hvilken indholdet af saccharose kan bestemmes.

Artikel 7, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 837/68, som ændret ved forordning nr. 878/69, afviger desuden ikke fra artikel 15, stk. 5, i grundforordningen nr. 3330/74. Allerede ordlyden af sidstnævnte bestemmelse (især udtrykket på grundlag af saccharoseindholdet) beviser, at Rådet ikke har haft til hensigt præcist at fastsætte indholdet af saccharose eller andet sukker omsat til saccharose, men tillader, at andre kriterier tages i betragtning, således at saccharoseindholdet forbliver det væsentlige element ved beregningen af importafgiften. I praksis svarer tørstoffet desuden næsten nøjagtigt til det samlede sukkerindhold.

Herefter er det ifølge Kommissionen overflødigt at undersøge det andet præjudicielle spørgsmål.

Kommissionen foreslår endelig, at de af Finanzgericht Hamburg forelagte spørgsmål besvares således:

Sagsøgerne i hovedsagen har fremlagt en kopi af det skriftlige indlæg, de har indgivet til Finanzgericht, samt teknisk dokumentation vedrørende Somogyimetoden til beregning af sukkerindholdet i maltoser og kornbestanddele.

De tilføjer, at artikel 7, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 837/68 kun giver en forklaring, henholdsvis er beregningsgrundlag for den i stk. 1 nævnte beregning af importafgiften. Stk. 2, andet afsnit, fastsætter kun en anden beregningsmåde for saccharoseindholdet (herunder indholdet af andet som saccharose beregnet sukker) end den i første afsnit nævnte. Det i første punktum i andet afsnit nævnte begreb tørstofindhold må — systematisk set — læses som tørstofindhold af saccharose, herunder indholdet af andet som saccharose beregnet sukker. Det vil sige (hvilket også er i overensstemmelse med denne forordning og forordning (EØF) nr. 3330/74), at kun det i tørstoffet konstaterede saccharoseindhold, herunder indholdet af andet som saccharose beregnet sukker, er pålagt importafgift for sukker.

Firmaet Welding og EF-Kommissionen har afgivet mundtlige indlæg og besvaret spørgsmål fra Domstolen i retsmødet den 21. september 1978.

Firmaet Weldings advokat har gjort nærmere rede for de tekniske forklaringer i sit skriftlige indlæg og har fremhævet, at tørstoffet for en stor dels vedkommende ikke består af sukker og understreget uegnetheden af den ar Kommissionen foreskrevne undersøgelses- og analysemetode, idet denne metode er blevet afprøvet af en sagkyndig på et tidspunkt, hvor de omtvistede varer endnu ikke var omfattet af markedsordningen for sukker. Kommissionen og dens sagkyndige har bestræbt sig på at undgå ekstra arbejde for toldmyndighederne; dette forklarer indførelsen af en standardsmetode, som i fremtiden må erstattes af en mere moderne og nøjagtig metode. Firmaet Weldings advokat har ved hjælp af eksempler forsøgt at påvise den gældende ordnings urimelighed, idet den både er urigtig og egnet til, alt efter den enkelte' toldmyndigheds fortolkning, at fremkalde forstyrrelser på markedet.

Kommissionen har opretholdt det standpunkt, den skriftligt har givet udtryk for. Den har forsøgt at imødegå de anbringender, sagsøger i hovedsagen støtter på varens kemiske sammensætning. Den har fremhævet, at enkelthederne ved denne sammensætning kun har ringe indflydelse på den retlige løsning af problemet, som må løses ved at anvende den fælles toldtarif på en vare, der tariferes som sukker. Generaladvokaten har fremsat sit forslag til afgørelse i retsmødet den 26. oktober 1978.