Med udgangspunkt i en uge på 6 dage, jf. artikel 15, stk. 3 i forordning nr. 574/72 og artikel 13, stk. 4 i forordning (EØF) nr. 4, vil omregningen af de 142 italienske uger til måneder give 32,77 måneder.

Ganske vist indeholder EØF-forordningerne en bestemt omregningsmetode men ingen udtrykkelig bestemmelse om, hvorledes decimaler skal behandles. Den ventetid på 60 kalendermåneder, der kræves ifølge tysk lovgivning, er ikke tilbagelagt, hvis man går ud fra artikel 15, stk. 3 i forordning nr. 574/72, der omhandler omregningen af de perioder, der er tilbagelagt under en anden medlemsstats lovgivning, og som skal tages i betragtning i henhold til artikel 45, stk. 1 i forordning nr. 1408/71.

I kommentaren til forordningsforslagets artikel 15 hedder det:

Da der ikke findes nogen regel, der forudsætter, at der kan findes en rest, som er mindre end den tidsenhed, der anvendes i det pågældende system, kan denne rest ikke tages i betragtning ved beregningen af de forsikringsperioder, der er tilbagelagt i henhold til andre meldlemsstaters lovgivning. Fællesskabslovgiver har ikke anset mangelen på en bestemmelse vedrørende muligheden for at afrunde det samlede tal for et hul i loven, som burde udfyldes.

Den procedure, som sagsøgte i hovedsagen har fulgt ved omregningen, medfører ikke, at en udenlandsk arbejdstager stilles ringere. Heller ikke for en tysk forsikret vil omregning af forsikringsperioder, der e.r tilbagelagt efter italiensk lovgivning, ske efter tysk ret men efter nævnte artikel 15, stk. 3. Da EØF-traktatens artikel 51 kun indeholder regler om, at de ulemper, som flytningen til et andet land kan medføre for den vandrende arbejdstager, skal forhindres, kan den ikke danne grundlag for en særlig gunstig stilling. Dette ville imidlertid blive tilfældet her, såfremt den særskilte beregning af forsikringsperioderne, der gennemføres i de pågældende medlemsstater, kunne give den vandrende arbejdstager en fordel derved, at summen af disse forsikringsperioder blev rundet op endnu en gang under deres omregning.

En sådan fortolkning af artikel 15, stk. 3 er den, der bedst svarer til grundsætningen om lige behandling og til de anstrengelser i samordningsøjemed, som medlemsstaterne gør sig.

De retlige betingelser, der efter en medlemsstats lovgivning skal være opfyldt (i særdeleshed, at ventetiden skal være tilbagelagt og forsikringsbegivenheden indtrådt efter tysk ret), kan ikke via en juridisk fiktion få til følge, at der tildeles en ydelse i en anden medlemsstat. Hverken forordningerne nr. 1408/71 og 574/72 eller forordningerne (EØF) og nr. 3 og nr. 4 indeholder selv bestemmelser, der vedrører ventetiden i den betydning, dette begreb har i den tyske lovgivning om sociale forsikringer. Dette fremgår af, at ikke alle medlemsstater kender ydelser, der er betinget af en ventetid. Med hensyn til ventetiden er det derfor national ret, der fortsat er afgørende, også selv om der i medfør af de fællesskabsretlige bestemmelser skal tages hensyn til samtlige forsikringsperioder, der er tilbagelagt i medlemsstaterne. På samme måde som artikel 28, stk. 1 i forordning nr. 3 bestemte, at Institutionen i hver af de nævnte medlemsstater… efter sin egen lovgivning [bestemmer], om den pågældende person opfylder betingelserne for adgang til de i den nævnte lovgivning hjemlede ydelser

Socialministeriets oversættelse.

Da de fællesskabsretlige bestemmelser, der skal anvendes i dette tilfælde, intet indeholder om, hvad der skal gøres med decimaler, der fremkommer under omregningen, skal disse hverken lades ude af betragtning eller rundes op men ganske enkelt medtages uændret ved sammenlægningen, hvad der giver et tal på 59,77 måneder. Hvorvidt det resultat, der fremkommer ved denne sammenlægning, er tilstrækkeligt for erhvervelse af ret til pension må afgøres efter nationale retsregler. Hvis disse indeholder hjemmel for, at decimaler kan rundes op (således som det er. tilfældet i § 1250, stk. 3 i RVO), nyder den vandrende arbejdstager for sa vidt de samme rettigheder som en statsborger i den pågældende medlemsstat.

Udtrykket i artikel 45 … som om det drejede sig om perioder, der var tilbagelagt efter den for denne institution gældende lovgivning, kan ikke fortolkes således, at artiklens påbud om, at forsikringsperioder tilbagelagt i andre medlemsstater skal medregnes, indsnævres i den forstand, at det nævnte udtryk pålægger den kompetente institution at efterprøve, hvorvidt forsikringsperioder i udlandet er tilbagelagt på en måde, der kan forenes med den nationale lovgivning, der gælder for institutionen. Udtrykket forsikringsperioder, som anvendes i artikel 45, stk. 1, defineres i artikel 1, litra r) i forordning nr. 1408/71 som bidragseller beskæftigelsesperioder, der i den lovgivning, efter hvilken de er tilbagelagt eller anses for tilbagelagt, betegnes eller anderkendes som forsikringsperioder, samt alle dermed ligestillede perioder, for så vidt der efter nævnte lovgivning tillægges dem gyldighed som forsikringsperioder. Den kompetente institution skal altså rette sig efter den lovgivning, efter hvilken disse perioder er tilbagelagt. Denne løsning svarer til den, som Domstolen nåede frem til i dommen 6. juni 1972 (Murru mod Commission regionale d'assurance maladie de Paris, Rec. 1972, s. 333), selv om det i den pågældende sag ville have været mere fordelagtigt for den pågældende vandrende arbejdstager, om den kompetente institution havde henholdt sig til sin egen lovgivning. Imidlertid kan det her spørges, om medregningen af de bidrag, der er betalt efter forsikringsbegivenhedens indtræden, ikke er et problem af den art, som forordning nr. 1408/71 overlader det til lovgivningen på det sted, hvor den pågældende er beskæftiget, at løse, og om der ikke herved er tale om at definere ventetiden i dette begrebs betydning i § § 1246, stk. 3 og 1247, stk. 3 i RVO, altså et spørgsmål om fortolkning og anvendelse af nationale tyske forskrifter. Men dette ville stride mod formålet både med artikel 45, stk. 1 og med EØF-traktatens artikel 51. Det er altså ikke tilstrækkeligt til at sikre arbejdskraftens frie bevægelighed, at den vandrende arbejdstager garanteres lige behandling med nationale arbejdstagere, men han må også beskyttes mod de ulemper og de tab, som hans flytning kan medføre. Såfremt der derfor i medfør af § 1 i den italienske anordning af 31. december 1971 er meddelt tilladelse til også for perioden efter forsikringsbegivenhedens indtræden at. betale frivillige bidrag til en invaliditets- og alderdomsforsikring, og såfremt sådanne frivillige bidrag er betalt, skal den kompetente tyske institution lægge disse bidrag til grund uden forudgående prøvelse.

Sagsøgte i hovedsagen, repræsenteret af sin direktør, Wanders, og Kommissionen, repræsenteret af sin juridiske rådgiver Koch som befuldmægtiget, har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 25. september 1975.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 15. oktober 1975.