|
Den Europæiske Unions |
DA L-udgaven |
|
2026/2152 |
22.10.2026 |
KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2026/2152
af 21. september 2026
om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2026/2108 for så vidt angår fastsættelse af EU-håndteringsgebyret
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR –
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2026/2108 af 16. september 2026 om EU-toldkodeksen og oprettelse af Den Europæiske Unions Toldmyndighed og om ophævelse af forordning (EU) nr. 952/2013 (1), særlig artikel 20, stk. 10, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Ved artikel 20, stk. 2, i forordning (EU) 2026/2108 indføres der et EU-håndteringsgebyr, som skal opkræves i forbindelse med handel med tredjelande. Dette gebyr består af et fast beløb pr. varepost for de tjenester, der skal ydes for at behandle en anmodning om henførsel af varer til proceduren for overgang til fri omsætning, når disse varer sælges ved fjernsalg til en kunde, der befinder sig i Unionens toldområde som defineret i nævnte forordnings artikel 3, hvilket omfatter en kunde i de dele af toldområdet, hvor Rådets direktiv 2006/112/EF (2) og (EU) 2020/262 (3) ikke finder anvendelse (særlige fiskale områder). |
|
(2) |
I henhold til artikel 20, stk. 3, i forordning (EU) 2026/2108 skal størrelsen af EU-håndteringsgebyret svare til de omtrentlige omkostninger ved de tjenester, der ydes, og navnlig omkostningerne forbundet med kontrol af dataene, gennemførelse af risikoanalyser samt kontrol og omkostninger, som er forbundet med den relevante infrastruktur, herunder relevante tjenester ydet af EU-Toldmyndigheden. Disse omkostninger fastsættes i en rapport, som udarbejdes af Kommissionen hvert andet år, jf. artikel 20, stk. 8, i forordning (EU) 2026/2108. Denne rapport er nødvendig for at sikre, at EU-håndteringsgebyret afspejler de omtrentlige omkostninger, som toldmyndighederne skal afholde, og giver Kommissionen mulighed for regelmæssigt at gennemgå og tilpasse gebyrniveauet. |
|
(3) |
For de kommende to år vil Kommissionens første rapport, som dækker perioden 2026-2028, indeholde estimater af såvel medlemsstaternes som Kommissionens omkostninger i forbindelse med de relevante digitale toldsystemer samt oplysninger om andelen af toldpersonale, der er ansvarligt for klarering, toldkontrol samt kontrol og andre procedurer efter frigivelse, for så vidt som de har til opgave at kontrollere data, foretage risikoanalyser samt den nødvendige toldkontrol i forbindelse med varer, der sælges ved fjernsalg. Medlemsstaterne vil desuden skulle investere i e-handelsudstyr efter indkaldelser af EU-tilskud til finansiering af toldudstyr. Denne EU-finansiering indgår i omkostningsestimatet. Til gengæld skal der ved bestemmelsen af de relevante omkostninger ikke tages hensyn til medlemsstaternes investeringer i kontrolinfrastruktur, som udelukkende finansieres over det nationale budget, eller omkostninger, som markedsovervågningsmyndighederne afholder i forbindelse med overensstemmelseskontrol af varer, som indføres til EU-markedet, når disse myndigheder ikke fungerer som udpegede myndigheder i henhold til artikel 25 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1020 (4). Vurderingen af omkostningselementet anses for at være moderat, da det er baseret på konservative antagelser. Størrelsen af gebyret bør desuden være baseret på historiske data såvel som de senest tilgængelige data. På samme måde er der foretaget en rimelig og så realistisk fremskrivning som muligt af mængden importerede varer fra fjernsalg, der kan forventes i de kommende år. På grundlag heraf anses et EU-håndteringsgebyr på 2 EUR pr. varepost for at svare til de omtrentlige omkostninger, der er tæt forbundet med toldtilsynet med sådanne varer. |
|
(4) |
Det fastsættes i artikel 287, stk. 4, i forordning (EU) 2026/2108, at EU-håndteringsgebyret finder anvendelse fra 10 dage efter ikrafttrædelsen af Kommissionens delegerede retsakt om fastsættelse af beløbet herfor. Af hensyn til retssikkerheden og sammenhængen er det derfor nødvendigt at ensrette anvendelsesdatoen for nærværende forordning med dette krav. For at sikre, at nærværende forordning anvendes uden ophold, og for at undgå forstyrrelser i anvendelsen af EU-håndteringsgebyret, bør denne forordning træde i kraft på datoen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende og finde anvendelse 10 dage efter ikrafttrædelsen – |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Størrelsen af EU-håndteringsgebyret
Det EU-håndteringsgebyr, der er indført ved artikel 20, stk. 2, i forordning (EU) 2026/2108, fastsættes til 2 EUR pr. varepost.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Den anvendes fra den 1. november 2026.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 21. september 2026.
På Kommissionens vegne
Ursula VON DER LEYEN
Formand
(1) EUT L, 2026/2108, 19.9.2026, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2026/2108/oj.
(2) Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347 af 11.12.2006, s. 1 ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2006/112/oj).
(3) Rådets direktiv (EU) 2020/262 af 19. december 2019 om den generelle ordning for punktafgifter (EUT L 58 af 27.2.2020, s. 4, ELI: http://data.europa.eu/eli/dir/2020/262/oj).
(4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2019/1020 af 20. juni 2019 om markedsovervågning og produktoverensstemmelse og om ændring af direktiv 2004/42/EF og forordning (EF) nr. 765/2008 og (EU) nr. 305/2011 (EUT L 169 af 25.6.2019, s. 1, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2019/1020/oj).
ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_del/2026/2152/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)