EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 13.2.2020
COM(2020) 51 final
2020/0023(NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om undertegnelse på vegne af Den Europæiske Union og dens medlemsstater og midlertidig anvendelse af en protokol til aftalen om oprettelse af en associering mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Mellemamerika på den anden side for at tage hensyn til Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union
BEGRUNDELSE
Aftalen om oprettelse af en associering mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Mellemamerika på den anden side ("associeringsaftalen"), blev undertegnet den 29. juni 2012 og er endnu ikke trådt fuldt i kraft, idet nogle medlemsstater endnu ikke har ratificeret den.
Associeringsaftalens handelssøjle har midlertidigt været anvendt siden 1. august 2013 for Honduras, Nicaragua og Panama, siden 1. oktober 2013 for Costa Rica og El Salvador og siden 1. december 2013 for Guatemala.
I henhold til artikel 6, stk. 2, i akten om Republikken Kroatiens tiltrædelse forpligtede Kroatien sig til at tiltræde eksisterende aftaler, der er undertegnet og indgået af medlemsstaterne og Den Europæiske Union med tredjelande. Medmindre andet er fastsat i særlige aftaler, tiltræder Kroatien disse eksisterende aftaler ved indgåelse af protokoller, som Rådet, der træffer afgørelse med enstemmighed på medlemsstaternes vegne, indgår med de pågældende tredjelande.
Den 14. september 2012 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger med de berørte tredjelande med henblik på indgåelse af de relevante protokoller. Forhandlingerne med Mellemamerika startede i maj 2014 og blev afsluttet med et positivt resultat i juni 2018. Navnlig blev parterne, for så vidt angår bananer, der er importeret fra Mellemamerika, enige om i stabiliseringsklausulen at ændre de udløsende importmængder, hvorover EU kan suspendere præferencetoldbehandlingen. Præferencetolden er uændret. Kommissionen finder resultatet af forhandlingerne tilfredsstillende.
Teksten til protokollen til associeringsaftalen, der tager hensyn til Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union, blev endeligt udformet af begge parter den 27. juni 2019 i forbindelse med mødet i associeringsudvalget. Kommissionen henstiller til Rådet, at det vedtager vedlagte rådsafgørelse om undertegnelse og midlertidig anvendelse af protokollen på vegne af Den Europæiske Union og dens medlemsstater. Den foreslåede protokol gør Republikken Kroatien til part i associeringsaftalen med Mellemamerika. Teksten til associeringsaftalen og protokollen på kroatisk vil være at betragte som autentiske på samme vilkår som for aftalens øvrige sprogudgaver.
Det foreslås, at der desuden træffes afgørelse om indgåelse af protokollen på vegne af Den Europæiske Union og dens medlemsstater.
2020/0023 (NLE)
Forslag til
RÅDETS AFGØRELSE
om undertegnelse på vegne af Den Europæiske Union og dens medlemsstater og midlertidig anvendelse af en protokol til aftalen om oprettelse af en associering mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Mellemamerika på den anden side for at tage hensyn til Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 217 sammenholdt med artikel 218, stk. 5,
under henvisning til akten om Republikken Kroatiens tiltrædelse, særlig artikel 6, stk. 2, andet afsnit,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Aftalen om oprettelse af en associering mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Mellemamerika på den anden side ("aftalen") blev undertegnet den 29. juni 2012, og aftalens del IV (Handel), med undtagelse af artikel 271, har været anvendt i henhold til artikel 353, stk. 4, i aftalen mellem Unionen og Honduras, Nicaragua og Panama siden den 1. august 2013, mellem Unionen og Costa Rica og El Salvador siden den 1. oktober 2013 og mellem Unionen og Guatemala siden den 1. december 2013.
(2)Den 24. september 2012 bemyndigede Rådet Kommissionen til at indlede forhandlinger med Mellemamerika med henblik på at indgå en protokol til aftalen for at tage hensyn til Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union ("protokollen").
(3)Den 27. juni 2019 blev forhandlingerne afsluttet på vellykket vis.
(4)Protokollen bør undertegnes på Unionens og dens medlemsstaters vegne med forbehold af indgåelse på et senere tidspunkt.
(5)Protokollen bør anvendes midlertidigt i overensstemmelse med protokollens artikel 12, stk. 3, indtil afslutningen af de procedurer, som er nødvendige for dens ikrafttræden —
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Undertegnelsen på Unionens og dens medlemsstaters vegne af en protokol til associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Centralamerika på den anden side for at tage hensyn til Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union godkendes herved med forbehold af indgåelse af den nævnte protokol.
Teksten til protokollen er knyttet som bilag til denne afgørelse.
Artikel 2
Formanden for Rådet bemyndiges herved til at udpege den eller de personer, der er beføjet til at undertegne protokollen på Unionens og medlemsstaternes vegne.
Artikel 3
Protokollen anvendes midlertidigt i overensstemmelse med protokollens artikel 12, stk. 3, indtil afslutningen af procedurerne for dens ikrafttræden.
Artikel 4
Denne afgørelse træder i kraft på dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Udfærdiget i Bruxelles, den […].