51997PC0725(03)

Forslag til Rådets forordning (EF, Euratom, EKSF) om ændring af forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 260/68 om fastlæggelse af betingelserne for og fremgangsmåden ved opkrævning af skat til De Europæiske Fællesskaber /* KOM/97/0725 endelig udg. - CNS 98/0058 */

EF-Tidende nr. C 118 af 17/04/1998 s. 0014


Forslag til Rådets forordning (EF, Euratom, EKSF) om ændring af forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 260/68 om fastlæggelse af betingelserne for og fremgangsmåden ved opkrævning af skat til De Europæiske Fællesskaber (98/C 118/09) KOM(97) 725 endelig udg. - 98/0058(CNS)

(Forelagt af Kommissionen den 20. februar 1998)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af et fælles Råd og en fælles Kommission for De Europæiske Fællesskaber,

under henvisning til protokollen vedrørende De Europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter, særlig artikel 13 og 23,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Monetære Institut, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Den Europæiske Centralbank (herefter benævnt EBC) oprettes, så snart dens direktion er udnævnt;

(2) Bestemmelserne om opkrævning af skat til De Europæiske Fællesskaber på de vilkår og efter den fremgangsmåde, der er fastlagt i forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 260/68 (1), bør udvides til også at gælde for løn, vederlag og honorarer til medlemmer af Den Europæiske Centralbanks Styrelsesråd, Generelle Råd og personale; anvendelsen af denne beskatningsordning på Det Europæiske Monetære Institut bliver irrelevant, når instituttet træder i likvidation -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Artikel 12a i forordning (EØF, Euratom, EKSF) nr. 260/68 affattes således:

»Artikel 12a

Denne forordning finder, hvad angår løn, vederlag og honorarer samt invalidepension, alderspension og pension til efterladte, som Den Europæiske Centralbank udbetaler, anvendelse på medlemmerne af Den Europæiske Centralbanks Styrelsesråd og Generelle Råd samt på bankens personale og pensionsmodtagere, såfremt disse hører til de grupper, der er fastlagt af Rådet under anvendelse af artikel 16, stk. 1, i protokollen vedrørende privilegier og immuniteter.«

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for Den Europæiske Centralbanks oprettelse.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

(1) EFT L 56 af 4.3.1968, s. 8.