I.

Indledning

1.

Den frie politiske debat er et grundelement i ethvert demokratisk samfund. Den politiske scenes aktører benytter sig af forskellige udtryksformer, såsom overdrivelse eller humor, for at nå ud til så mange vælgere som muligt, henlede opmærksomheden på problemer af almen interesse, fremhæve deres evne til at løse dem eller kritisere deres modstandere. Den politiske debat er dog underlagt begrænsninger som følge af de regler, der gælder for den, og hensynet til andres rettigheder. Som denne sag illustrerer, er det dog undertiden vanskeligt at fastlægge disse grænser, for så vidt som de er resultatet af en afvejning af forskellige modstående rettigheder og interesser. Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af bestemmelserne i direktiv (EU) 2015/2436  ( 2 ) og forordning (EU) 2017/1001  ( 3 ) og giver således Domstolen lejlighed til at præcisere de relevante kriterier til brug ved afvejningen af ytringsfriheden og de rettigheder, der tillægges indehavere af velkendte varemærker.

II.

Retsforskrifter

A.

EU-retten

1.

Direktiv 2015/2436

2.

Artikel 10 i direktiv 2015/2436 med overskriften »Rettigheder knyttet til et varemærke« har følgende ordlyd:

2.

Forordning 2017/1001

3.

Artikel 9 i forordning 2017/1001 med overskriften »Rettigheder knyttet til et EU-varemærke« bestemmer følgende:

B.

Beneluxkonventionen

4.

Artikel 2.20 i Beneluxkonventionen om intellektuel ejendomsret (varemærker og design)  ( 5 ) (herefter »Beneluxkonventionen«) med overskriften »Rettigheder knyttet til et varemærke« fastsætter følgende:

III.

De faktiske omstændigheder i hovedsagen, det præjudicielle spørgsmål og retsforhandlingerne for Domstolen

5.

Inter IKEA Systems BV (herefter »IKEA«), der er kendt af den brede offentlighed for sine saml-selv-møbler, der leveres i sæt med instruktioner, er indehaver af tre Beneluxvaremærker og et EU-varemærke, som er registreret for flere klasser af varer og tjenesteydelser.

6.

Den 14. november 2022 præsenterede det politiske parti Vlaams Belang på en pressekonference offentligt sit program til reformering af den belgiske asyl- og indvandringspolitik med titlen »IKEA-PLAN – Immigratie Kan Echt Anders« (»IKEA-PLAN – indvandring kan virkelig være anderledes«), der omfattede 15 politiske forslag, der blev beskrevet som »klar til samling«. Illustrationerne til denne præsentation viste de varemærker, som IKEA er indehaver af, og figurer, der lignede dem, der bruges i selskabets vejledninger til samling af dets produkter. Et dokument med en mere detaljeret politisk plan, hvori denne præsentation var nævnt, blev offentliggjort på et websted. Desuden blev pressekonferencen omtalt i Vlaams Belangs sociale mediekanaler og efterfølgende delt af interesserede personer.

7.

Den 22. november 2022 anlagde IKEA ved Nederlandstalige Ondernemingsrechtbank Brussel (den nederlandsksprogede ret i handels- og erhvervsretlige sager i Bruxelles, Belgien), som er den forelæggende ret, et krænkelsessøgsmål mod Vrijheidsfonds og Algemeen Vlaams Belang, der er to almennyttige foreninger, og mod de fysiske personer, der repræsenterer Vlaams Belang  ( 6 ). Den forelæggende ret fastslog, at dette søgsmål alene kunne antages til realitetsbehandling i forhold til Vrijheidsfonds, der havde ført Vlaams Belangs kampagne på dette politiske partis eller dets lederes vegne og for deres regning.

8.

Den forelæggende ret har anført, at Vrijheidsfonds har anerkendt at have brugt de varemærker, som IKEA er indehaver af, uden dettes samtykke, og har forpligtet sig til at ophøre med at anvende dem, indtil den forelæggende ret har truffet endelig afgørelse i hovedsagen. Vrijheidsfonds skulle have udnyttet disse varemærkers renommé til at styrke sit budskab og øge udbredelsen heraf, hvilket udgør en »rimelig grund« som omhandlet i artikel 9, stk. 2, litra c), i forordning 2017/1001 samt artikel 10, stk. 2, litra c), og artikel 10, stk. 6, i direktiv 2015/2436.

9.

I denne henseende er den forelæggende ret af den opfattelse, at selv om varemærkeindehaverens eneret er en ejendomsret, der er sikret ved artikel 17, stk. 2, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), er den dog ikke absolut.

10.

Udøvelsen af denne ret er nemlig begrænset til situationer, hvor tredjemands brug af varemærket gør indgreb i dets funktioner, navnlig når varemærket er velkendt. Desuden kan varemærkets funktion som angivelse af oprindelse, for så vidt som den er knyttet til specialitetsprincippet, kun bringes i fare, såfremt der er risiko for forveksling i forbrugerens bevidsthed med hensyn til oprindelsen af den vare, der er forsynet med tegnet. Et indgreb i varemærkets investeringsfunktion kan kun komme på tale, når tredjemands brug af et tegn, der er identisk med varemærket, for varer eller tjenesteydelser af samme eller lignende art som dem, for hvilke varemærket er registreret, i væsentlig grad hæmmer indehaverens brug af varemærket med henblik på at opnå eller opretholde et omdømme, der kan tiltrække eller fastholde forbrugere. På samme måde giver et indgreb i reklamefunktionen kun indehaveren ret til at forbyde brugen af varemærket, hvis denne brug skader varemærket som salgsfremmende element eller som instrument i indehaverens kommercielle strategi.

11.

Den forelæggende ret har anført, at beskyttelsen mod brug for andre typer varer og tjenesteydelser desuden er begrænset af tredjemands mulighed for at påberåbe sig en »rimelig grund«.

12.

Den forelæggende ret har gjort gældende, at begrebet »rimelig grund« skal fortolkes i overensstemmelse med det grundlæggende princip om ytringsfrihed, der er beskyttet ved artikel 10 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«), og chartrets artikel 11, og at den foreliggende sag derfor vedrører en konflikt mellem ligeværdige grundlæggende rettigheder, nemlig ytringsfriheden og ejendomsretten.

13.

I denne henseende har den forelæggende ret anført, at Europa-Parlamentet under det forberedende arbejde med direktiv 2015/2436 overvejede at medtage parodisk brug af et varemærke blandt undtagelserne til eneretten  ( 7 ), således som fastsat i den føderale varemærkelov i Amerikas Forenede Stater, Lanham Act 1946 (15 U.S.C.1125). Dette forslag blev imidlertid ikke fulgt, og det er endnu ikke fastlagt, hvilke omstændigheder der kan høre under begrebet »rimelig grund«, når der er tale om parodi på et varemærke.

14.

Ifølge den forelæggende ret er Domstolen ikke desto mindre i dommen i sagen Leidseplein Beheer og de Vries  ( 8 ) gået væk fra den restriktive fortolkning af dette begreb og har præciseret, at dette »ikke kun omfatter objektivt tvingende grunde, men også kan være knyttet til subjektive grunde hos en tredjemand, der anvender et tegn, der er identisk med eller ligner et renommeret varemærke«.

15.

Den forelæggende ret har ligeledes fremhævet, at begrebet »rimelig grund« fortolkes forskelligt i Nederlandene og Belgien, idet de belgiske retter anlægger en meget restriktiv fortolkning heraf.

16.

Den forelæggende ret har ligeledes anført, at Beneluxdomstolen i dommen i sagen Moët Hennessy Champagne Service mod Cedric Art  ( 9 ) har fastslået, at »den kunstneriske frihed udgør en rimelig grund som omhandlet i [Beneluxkonventionens artikel 2.20, stk. 2, litra d)] til at bruge et tegn, der er identisk med eller ligner varemærket, med et andet formål end at adskille varer eller tjenesteydelser, hvis det kunstneriske udtryk er det originale resultat af en kreativ formgivningsproces, som ikke har til formål at skade varemærket eller dets indehaver«.

17.

Ordlyden af de fortolkningsspørgsmål, der lå til grund for denne dom, var næsten identisk med ordlyden af det foreliggende præjudicielle spørgsmål. Beneluxdomstolen tog ikke stilling til relevansen af de specifikke kriterier, der var omhandlet i disse spørgsmål, men anlagde en vid fortolkning af begrebet »rimelig grund«, idet den fandt, at den grund, der kan forbindes med ytringsfriheden, kun kunne udelukkes, hvis tredjemand havde til hensigt at skade indehaveren af varemærket.

18.

På denne baggrund har Nederlandstalige Ondernemingsrechtbank Brussel (den nederlandsksprogede ret i handels- og erhvervsretlige sager i Bruxelles) ved afgørelse af 4. maj 2023, indgået til Domstolen den 8. maj 2023, besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

–

den grad, i hvilken ytringen har en kommerciel karakter eller et kommercielt mål

–

den grad, i hvilken konkurrencemotiver mellem parterne spiller en rolle

–

den grad, i hvilken ytringen har almen interesse, er samfundsmæssigt relevant eller giver anledning til debat

–

relationen mellem de ovennævnte kriterier

–

hvor velkendt det pågældende mærke er

–

omfanget af den uberettigede benyttelse, dens intensitet og systematik samt graden af udbredelse efter område, tid og omfang, under hensyntagen til det omfang, i hvilket denne står i rimeligt forhold til det budskab, som ytringen skal udtrykke

–

den grad, i hvilken ytringen og de omstændigheder, der ledsager den, såsom ytringens betegnelse og reklame, skader det omhandlede varemærkes renommé, særpræg og image (»reklamefunktion«)

–

den grad, i hvilken ytringen udgør et selvstændigt oprindeligt bidrag, og det omfang, i hvilket det forsøges at undgå forvekslinger eller associationer med de omhandlede varemærker eller det indtryk, at der består en kommerciel eller anden relation mellem ytringen og indehaveren af varemærket (»oprindelsesfunktion«), også under hensyntagen til den måde, hvorpå indehaveren af varemærket inden for reklame og kommunikation har opbygget et bestemt image og renommé?«

19.

Der er indgivet skriftlige indlæg af IKEA, Vrijheidsfonds og Europa-Kommissionen. De samme parter var repræsenteret i retsmødet, som blev afholdt den 10. juni 2025.

IV.

Analyse

20.

Den forelæggende ret ønsker med det præjudicielle spørgsmål nærmere bestemt oplyst, hvilke kriterier der skal tages i betragtning ved vurderingen af, om der foreligger en »rimelig grund« som omhandlet i artikel 9, stk. 2, litra c), i forordning 2017/1001 samt artikel 10, stk. 2, litra c), og artikel 10, stk. 6, i direktiv 2015/2436, for så vidt angår den brug af et tegn, som en forening, der handler på et politisk partis vegne og for dettes regning, foretager for at udbrede og fremme dette partis program.

21.

Inden dette spørgsmål behandles, skal det undersøges, om det kan antages til realitetsbehandling, hvilket IKEA har bestridt.

A.

Formaliteten

22.

IKEA har i sit skriftlige indlæg gjort gældende, at selskabet har iværksat appel af den afgørelse, hvorved den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse er blevet indgivet, og at den forelæggende ret derfor skal erklære sig inkompetent i tvisten i hovedsagen på grund af appellens overførende virkning, og at det derfor er ufornødent at træffe afgørelse i sagen. IKEA har desuden under henvisning til Nationale Loterij-kendelsen  ( 10 ) gjort gældende, at selv om anmodningen ikke er blevet trukket tilbage, er der ikke nogen grund til at besvare det omhandlede spørgsmål, eftersom begrundelsen for ordningen med præjudiciel forelæggelse ikke er, at der skal afgives responsa vedrørende generelle eller hypotetiske spørgsmål, men at der foreligger et behov med henblik på selve afgørelsen af en retstvist.

23.

Det fremgår af fast retspraksis, at Domstolen er bundet af forelæggelsesafgørelsen, som har virkning, så længe den ikke er blevet ophævet  ( 11 ). Den forelæggende ret har anført, at IKEA’s appel er blevet afvist, og den finder derfor, at det tilkommer Domstolen at træffe afgørelse vedrørende det præjudicielle spørgsmål, og har ikke ophævet sin forelæggelsesafgørelse.

24.

Til forskel fra den sag, der gav anledning til kendelsen i Nationale Loterij-sagen  ( 12 ), som vedrørte en tvist, der var blevet afgjort af en appeldomstol, som således havde påtaget sig ansvaret for at sikre overholdelsen af EU-retten  ( 13 ), er tvisten i den foreliggende sag desuden endnu ikke afgjort, bl.a. med hensyn til de aspekter, der er omhandlet i det præjudicielle spørgsmål.

25.

Det følger heraf, at det præjudicielle spørgsmål kan antages til realitetsbehandling, og at der skal træffes afgørelse om anmodningen om præjudiciel afgørelse.

B.

Realiteten

1.

Det præjudicielle spørgsmåls rækkevidde

26.

Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse vedrører fortolkningen af bestemmelserne i direktiv 2015/2436 og forordning 2017/1001. For det første hører de Beneluxvaremærker, som IKEA er indehaver af, nemlig under Beneluxkonventionens beskyttelsesordning, der er vedtaget på grundlag af varemærkedirektiverne  ( 14 ), således at direktiv 2015/2436 fastsætter den ordning, der finder anvendelse på disse varemærker, og for det andet hører det EU-varemærke, som IKEA er indehaver af, under forordning 2017/1001.

27.

Som det fremgår af artikel 10, stk. 1, i direktiv 2015/2436 og artikel 9, stk. 1, i forordning 2017/1001, giver registreringen af et nationalt varemærke eller et EU-varemærke indehaveren en eneret til varemærket. Disse to juridiske instrumenter fastsætter imidlertid, at udøvelse af denne ret er underlagt visse begrænsninger.

28.

I denne henseende sætter eneretten indehaveren af varemærket i stand til at beskytte sine særlige interesser som indehaver heraf, dvs. at sikre, at varemærket kan opfylde sine egentlige funktioner. Udøvelsen af denne ret bør derfor være begrænset til de tilfælde, hvor tredjemands brug af tegnet krænker eller kan krænke en af varemærkets funktioner. Blandt disse er varemærkets væsentligste funktion, som er at garantere den pågældende vares eller tjenesteydelses oprindelse over for forbrugerne og navnlig den funktion at garantere kvaliteten af denne vare eller tjenesteydelse, eller kommunikations-, investerings- eller reklamefunktionerne  ( 15 ).

29.

Følgelig kan indehaveren af et nationalt varemærke eller et EU-varemærke i henhold til artikel 10, stk. 2, litra a) og b), i direktiv 2015/2436 og artikel 9, stk. 2, litra a) og b), i forordning 2017/1001 modsætte sig brugen af et identisk tegn i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, som er identiske med dem, for hvilke varemærket er registreret, og, hvis der er risiko for forveksling, mod brugen af et tegn, som er identisk med eller ligner varemærket, i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, som er identiske med eller ligner sådanne varer eller tjenesteydelser.

30.

I det varemærkeretlige system for nationale varemærker og EU-varemærker er beskyttelsen af velkendte varemærker bredere end beskyttelsen af simple varemærker  ( 16 ). I henhold til artikel 10, stk. 2, litra c), i direktiv 2015/2436 og artikel 9, stk. 2, litra c), i forordning 2017/1001 kan indehaveren af et velkendt varemærke således modsætte sig tredjemands brug af et tegn, også selv om der ikke er identitet mellem tegnet og varemærket og ikke er risiko for forveksling. Disse bestemmelser fastsætter ligeledes, at indehavere af velkendte varemærker kan forbyde tredjemand at gøre erhvervsmæssig brug af tegn, der er identiske med eller ligner disse varemærker, hvis denne brug medfører en utilbørlig udnyttelse af disses særpræg eller renommé (»snylteri« eller »free-riding«) eller skader dette særpræg (»udvanding«, »nedslidning« eller »udviskning«) eller renommé (»tilsmudsning« eller »fornedrelse«)  ( 17 ).

31.

Både direktiv 2015/2436 og forordning 2017/1001 tager imidlertid generelt sigte på en afvejning mellem på den ene side varemærkeindehaverens interesse i at sikre varemærkets væsentligste funktion og på den anden side andre erhvervsdrivendes interesse i at kunne råde over tegn, der kan betegne deres varer og tjenesteydelser.

32.

Tredjemands interesser i erhvervsmæssigt at anvende et tegn, som ligner et velkendt varemærke, er taget i betragtning gennem muligheden for brugeren af det nævnte tegn for at påberåbe sig en »rimelig grund«  ( 18 ). Når indehaveren af det velkendte varemærke har godtgjort, at der foreligger en krænkelse som omhandlet i artikel 10, stk. 2, litra c), i direktiv 2015/2436 og i artikel 9, stk. 2, litra c), i forordning 2017/1001, påhviler det således tredjemand, der har anvendt et tegn, der ligner det velkendte varemærke, at godtgøre, at anvendelsen af et sådan tegn har en rimelig grund som omhandlet i disse bestemmelser  ( 19 ).

33.

Begrebet »rimelig grund«, hvormed den forelæggende ret søger at forene ejendomsretten med ytringsfriheden, er således kernen i den foreliggende sag.

34.

Inden jeg fortolker dette begreb, vil det efter min mening være hensigtsmæssigt kort at redegøre for de generelle betingelser for anvendelse af de varemærkeretlige bestemmelser med henblik på – billedligt talt – at »gøde jorden« for den analyse, der følger.

35.

Den brug af et tegn, der er identisk med eller ligner et varemærke, navnlig et velkendt varemærke, som indehaveren kan modsætte sig i medfør af artikel 10, stk. 2, i direktiv 2015/2436 og artikel 9, stk. 2, i forordning 2017/1001, skal for det første være »erhvervsmæssig« og for det andet ske i forbindelse med »varer eller tjenesteydelser«. Det skal i denne forbindelse noteres, at sondringen mellem disse to betingelser for anvendelse ikke er klar, og at de, således som jeg vil redegøre for i det følgende  ( 20 ), synes delvis at overlappe hinanden i visse sammenhænge.

36.

Selv om det præjudicielle spørgsmål ikke vedrører de generelle betingelser for anvendelse af artikel 10, stk. 2, i direktiv 2015/2436 og artikel 9, stk. 2, i forordning 2017/1001, er disse bestemmelser ikke uden betydning, når den rette balance mellem de rettigheder, der er knyttet til et varemærke, og ytringsfriheden skal findes. I retslitteraturen er det nemlig blevet anført, at der i visse situationer, hvor der tilsyneladende forelå en konflikt mellem ejendomsretten og ytringsfriheden, ikke var nogen konflikt, idet brugen af tegnet ikke var erhvervsmæssig  ( 21 ) eller foretaget i forbindelse med varer eller tjenesteydelser  ( 22 ).

37.

Undersøgelsen af disse to generelle betingelser kan i øvrigt vise sig at være nyttig for den forelæggende ret, for så vidt som den sag, der er indbragt for den, er støttet på såvel de varemærkeretlige bestemmelser vedrørende en indehavers eneret som på Beneluxkonventionens artikel 2.20, stk. 2, litra d), vedrørende de i artikel 10, stk. 6, i direktiv 2015/2436 omhandlede krænkelser, der følger af brugen af et tegn med »et andet formål end at adskille varer eller tjenesteydelser«, som ikke kræver, at denne brug er erhvervsmæssig  ( 23 ).

38.

I denne henseende var parterne i hovedsagen i retsmødet uenige om, hvorvidt de to omhandlede betingelser er opfyldt i den foreliggende sag. Ifølge Vrijheidsfonds er den omhandlede brug ikke foretaget i private forhold, men erhvervsmæssigt, for så vidt som den havde til formål at opnå økonomisk vinding. IKEA har til gengæld gjort gældende, at de varemærker, som selskabet er indehaver af, ikke er blevet brugt til at adskille varer og tjenesteydelser, således at dets søgsmål skal bedømmes på grundlag af Beneluxkonventionens artikel 2.20, stk. 2, litra d), hvis ordlyd svarer til ordlyden af artikel 10, stk. 6, i direktiv 2015/2436.

39.

Det skal anføres, at det præjudicielle spørgsmål også omhandler sidstnævnte bestemmelse og det deri indeholdte begreb »rimelig grund«.

40.

Artikel 10 i direktiv 2015/2436 fastsætter i stk. 6 bl.a., at stk. 1-2 ikke berører de nationale bestemmelser vedrørende beskyttelse af et tegn mod brug, der har et andet formål end at adskille varer eller tjenesteydelser, når denne brug uden rimelig grund medfører en utilbørlig udnyttelse af varemærkets særpræg eller renommé, eller sådan brug skader dette særpræg eller renommé.

41.

EU-lovgiver har således ønsket at erindre om, at beskyttelsen af et varemærke mod brug af et tegn med et andet formål end at adskille varer eller tjenesteydelser ikke er omfattet af den EU-retlige harmonisering. En læsning af artikel 10, stk. 6, i direktiv 2015/2436 i lyset af 40. betragtning hertil  ( 24 ) og retspraksis vedrørende den tilsvarende bestemmelse i forgængeren for dette direktiv bekræfter denne fortolkning  ( 25 ).

42.

Når tegnet ikke bruges til at skelne mellem varer eller mellem tjenesteydelser, er det derfor medlemsstaternes nationale ret, der skal anvendes for at fastslå omfanget og i givet fald det konkrete indhold af den beskyttelse, der ydes varemærkeindehaverne. På dette område kan medlemsstaterne beslutte, om de vil vedtage lovgivning. Hvis de, på de betingelser, de selv fastsætter, vedtager lovgivning, kan de kræve enten, at tegnet er identisk med varemærket, eller at det ligner varemærket, eller at der foreligger en anden forbindelse  ( 26 ), og de kan ligeledes beslutte, om de vil anvende begrebet »rimelig grund«.

43.

Her skal der gøres to bemærkninger.

44.

I første række knytter direktiv 2015/2436 ingen retlige konsekvenser til brug – med eller uden rimelig grund – af et tegn med et andet formål end at adskille varer eller tjenesteydelser. For så vidt som begrebet »rimelig grund« i dette direktivs artikel 10, stk. 6, a priori ikke har nogen selvstændig retlig betydning, er det i øvrigt ikke muligt ved fortolkning af EU-retten at fastlægge, hvilke kriterier der skal anvendes ved vurderingen af, om der foreligger en »rimelig grund« som omhandlet i denne bestemmelse. Jeg foreslår derfor, at den nævnte bestemmelse ikke fortolkes.

45.

I anden række kan en medlemsstat beslutte at indføre begrebet »rimelig grund« i sin nationale lovgivning om beskyttelse af varemærker mod brug af et tegn med et andet formål end at adskille varer eller tjenesteydelser og anse dette begreb for at have samme betydning som i artikel 10, stk. 2, litra c), i direktiv 2015/2436. I så fald ville fortolkningen af denne bestemmelse kunne være nyttig for den nationale ret, for hvilken der er anlagt sag på grundlag af denne lovgivning. For det første hører den nationale lovgivning imidlertid ikke under dette direktivs anvendelsesområde, og i mangel af andre anvendelige EU-retlige bestemmelser er den ikke omfattet af EU-retten. I dette andet tilfælde vil chartret ikke finde anvendelse  ( 27 ). For det andet skal den nationale ret ved undersøgelsen af, om der foreligger en »rimelig grund«, baseret på afvejningen af ytringsfriheden i forhold til andre rettigheder, tage hensyn til den omstændighed, at denne afvejning ikke foretages i situationer, hvor brugen af tegnet er »erhvervsmæssig« og foretages i forbindelse med »varer eller tjenesteydelser« som omhandlet i direktiv 2015/2436. Resultatet af denne afvejning er således muligvis ikke det samme som det, der følger af bestræbelserne på at finde den rette balance mellem ytringsfriheden og de rettigheder, der følger af dette direktiv. Som jeg vil redegøre for nedenfor  ( 28 ), kan udøvelsen af denne frihed baseret på brug af et tegn uden for det erhvervsmæssige område i overensstemmelse med praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«) nyde en videre beskyttelse end den, der finder sted på det erhvervsmæssige område.

46.

For fuldstændighedens skyld og for at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar vil jeg undersøge, om brugen af et tegn, der er identisk med eller ligner et varemærke, i forbindelse med en politisk kampagne, der føres af en forening på et politisk partis og dettes lederes vegne og for deres regning, udgør en brug, der foretages erhvervsmæssigt og i forbindelse med varer eller tjenesteydelser som omhandlet i de varemærkeretlige bestemmelser.

2.

Erhvervsmæssig brug af et tegn i forbindelse med varer eller tjenesteydelser

47.

Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen og af drøftelserne i retsmødet, at Vrijheidsfonds’ vedtægtsmæssige formål er at yde økonomisk og materiel støtte til Vlaams Belang  ( 29 ). Det var i denne egenskab, at Vrijheidsfonds førte den omhandlede kampagne på dette politiske partis vegne og for dettes regning. De sagsøgte i hovedsagen synes i øvrigt at være enige i, at de omhandlede varemærker er blevet anvendt med henblik på at styrke dette politiske partis budskab, »øge dets gennemslagskraft« og udbrede det.

48.

Med henblik på at afgøre, om den brug i forbindelse med en politisk kampagne af et tegn, der er identisk med eller ligner et varemærke, og som er foretaget af en forening, der har ført denne kampagne på et politisk partis vegne og for dettes regning, udgør en brug foretaget erhvervsmæssigt og i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, som indehaveren af dette varemærke kan modsætte sig i medfør af artikel 10, stk. 2, litra c), i direktiv 2015/2436 og artikel 9, stk. 2, litra c), i forordning 2017/1001, skal følgende forhold analyseres: om tegnet for det første anvendes af en almennyttig forening, om denne forening for det andet handler på tredjemands vegne og for dennes regning, og om den for det tredje handler med henblik på at fremme et politisk budskab i denne tredjemands interesse.

a)

En almennyttig enheds brug af et tegn

49.

Det fremgår af fast retspraksis, at brugen af et tegn sker erhvervsmæssigt, når den ikke finder sted i private forhold, men i forbindelse med en erhvervsmæssig aktivitet, hvormed der søges opnået økonomisk vinding  ( 30 ). De enerettigheder, som er knyttet til et varemærke, kan i princippet udelukkende gøres gældende af indehaveren af dette varemærke over for erhvervsdrivende og dermed alene inden for rammerne af en erhvervsmæssig aktivitet  ( 31 ). Hvis de transaktioner, der gennemføres, som følge af deres volumen, hyppighed eller andre kendetegn går ud over en rent privat aktivitet, agerer den, der foretager disse, desuden erhvervsmæssigt  ( 32 ).

50.

I denne henseende udføres en aktivitet, der indgår i en politisk kampagne, i sagens natur på den ene side ikke i private forhold. Dette kan der ikke være tvivl om med hensyn til en pressekonference, der organiseres med henblik på at sikre den bredest mulige udbredelse af annonceringen af et nyt politisk program, som derefter gøres tilgængeligt online.

51.

På den anden side kan man spørge sig selv, om en sådan aktivitet, selv om den går ud over en rent privat aktivitet, har det økonomiske aspekt, der kræves for at kunne anses for erhvervsmæssig.

52.

Den omstændighed, at Vrijheidsfonds ikke arbejder med gevinst for øje, er imidlertid ikke afgørende for, om denne forening har gjort erhvervsmæssig brug af de omhandlede varemærker.

53.

Domstolen har endnu ikke haft lejlighed til at beskæftige sig med spørgsmålet om almennyttige enheders erhvervsmæssige brug af varemærker, som en indehaver kan modsætte sig i medfør af de bestemmelser, der er omhandlet i det foreliggende præjudicielle spørgsmål, men den har givet nyttig vejledning i denne henseende i dommen i sagen Verein Radetzky-Orden  ( 33 ) vedrørende begrebet reel brug.

54.

Med henblik på at sætte betragtningerne vedrørende dette begreb ind i deres rette sammenhæng skal det erindres, at indehaveren af et varemærke kan fortabe sine rettigheder, når der inden for en sammenhængende femårsperiode ikke i den pågældende medlemsstat er gjort reel brug af det for de varer eller tjenesteydelser, for hvilke det er registreret  ( 34 ).

55.

I denne henseende har Domstolen, uafhængigt af det eventuelle økonomiske aspekt af en almennyttig forenings virksomhed, som jeg vil vende tilbage til senere  ( 35 ), præciseret, at der gøres reel brug af et varemærke, når en sådan forening i sin kontakt med offentligheden anvender varemærket på meddelelser om arrangementer, på forretningspapirer og på reklamer, og det anvendes af foreningens medlemmer ved indsamling og uddeling af indsamlingsbidrag i den forstand, at medlemmerne bærer foreningens emblemer  ( 36 ). I denne forbindelse har Domstolen fremhævet, at det ikke er afgørende, at varerne leveres, eller at tjenesteydelserne præsteres uden gevinst for øje. Den omstændighed, at en velgørende organisation ikke arbejder med gevinst for øje, udelukker nemlig ikke, at den kan have til formål at skabe og herefter bevare afsætningsmuligheder for varer eller tjenesteydelser, for hvilke varemærket er registreret  ( 37 ). Ifølge Domstolen er det heller ikke udelukket, at varemærker, som er registreret af en almennyttig forening, har en berettigelse, idet de kan beskytte foreningen mod tredjemands eventuelle erhvervsmæssige brug af identiske eller lignende tegn  ( 38 ).

56.

Hvis en almennyttig forening, for ikke at miste den eneret, der er knyttet til foreningens varemærke, kan påberåbe sig den brug, der er foretaget for at identificere og fremme foreningens varer eller tjenesteydelser, må denne forening – og enhver anden indehaver af et varemærke – også kunne påberåbe sig sin eneret med henblik på beskytte sig mod en brug af den pågældendes varemærke, som en tredjemand foretager uden gevinst for øje for at identificere og fremme sine varer eller tjenesteydelser. I denne henseende skal en sådan brug af et tegn, som denne tredjemand foretager, også anses for at være erhvervsmæssig.

57.

Denne fortolkning understøttes af Domstolens mere generelle praksis vedrørende betingelserne for bedømmelsen af, om der er gjort reel brug af et varemærke. Denne bedømmelse skal nemlig foretages på grundlag af samtlige faktiske omstændigheder, der kan godtgøre, at varemærket virkelig anvendes i forretningslivet  ( 39 ). Jeg minder om  ( 40 ), at ifølge Domstolen udgør brug, som en almennyttig forening foretager for at identificere eller fremme sine varer eller tjenesteydelser over for offentligheden og for at adskille disse fra varer eller tjenesteydelser med en anden oprindelse, en sådan anvendelse i forretningslivet.

58.

Det fremgår af ovenstående betragtninger, at en almennyttig forening også kan gøre erhvervsmæssig brug af et tegn, når dette tegn anvendes offentligt for at identificere og fremme dens varer eller tjenesteydelser.

59.

For fuldstændighedens skyld og hvad stadig angår Vrijheidsfonds’ almennyttige formål har foreningen i retsmødet anført, at det belgiske parlament tildeler politiske partier en bevilling på grundlag af deres valgresultater. Der er således en indirekte, men identificerbar forbindelse mellem den politiske kampagneindsats og de midler, der stilles til rådighed for et bestemt politisk parti eller de enheder, der støtter det. Dette er endnu en grund til at antage, at Vrijheidsfonds har gjort brug af tegn i en sammenhæng, der kan sammenlignes med den erhvervsmæssige kontekst. I en lignende situation – der forelå i dommen i sagen Verein Radetzky-Orden  ( 41 ) – henledte Domstolen nemlig opmærksomheden på den omstændighed, at forskellige almennyttige foreninger, som umiddelbart forekommer at levere deres ydelser vederlagsfrit, i realiteten finansieres via statsstøtte eller modtager bidrag i forskellige former.

60.

Henset til den omstændighed, at Vrijheidsfonds anerkender at have ført kampagnen på Vlaams Belangs vegne og for dettes regning, opstår nu spørgsmålet, om en brug ligeledes anses for at være foretaget erhvervsmæssigt, når en tredjemand ikke bruger et tegn, der er identisk med eller ligner et varemærke, i egen interesse, men i en anden persons interesse.

b)

Brug af et tegn på tredjemands vegne og for dennes regning

61.

Hvad angår spørgsmålet, om den berørte kan anses for selv at have gjort brug af et tegn, der er identisk med et varemærke, selv om vedkommende har handlet i en tredjemands økonomiske interesse, har Domstolen præciseret, at det, for at det kan konstateres, at der foreligger erhvervsmæssig brug, er irrelevant, hvem der har ejendomsretten til de varer, som varemærket er anbragt på  ( 42 ).

62.

Selv om den interesse for tredjemand, der kan kvalificeres som »økonomisk«, henset til mine betragtninger i punkt 57 i dette forslag til afgørelse, kan bestå i at skabe eller bevare afsætningsmuligheder for varer eller tjenesteydelser uden gevinst for øje, gør den omstændighed, at Vrijheidsfonds har anvendt de omhandlede tegn til at styrke et politisk partis budskab og adskille det fra andre partiers budskab, det ikke i sig selv muligt at antage, at denne brug ikke er foretaget erhvervsmæssigt.

63.

Jeg skal påpege, at Domstolen fulgt det samme ræsonnement som i punkt 61 i dette forslag til afgørelse til støtte for den fortolkning, at tredjemands brug af et tegn også foretages »for varer eller tjenesteydelser« som omhandlet i de varemærkeretlige bestemmelser, når tredjemanden handler for en andens regning, som de pågældende varer eller tjenesteydelser tilhører  ( 43 ).

64.

Dette bringer mig til undersøgelsen af betingelsen for anvendelse af artikel 10, stk. 2, i direktiv 2015/2436 og artikel 9, stk. 2, i forordning 2017/1001 vedrørende brug af et tegn i forbindelse med varer eller tjenesteydelser. Man kan nemlig spørge sig selv, om brug af et tegn til at udbrede et politisk budskab sker »i forbindelse med varer eller tjenesteydelser« som omhandlet i bestemmelserne i EU-varemærkeretten.

c)

Brug af et tegn til politiske formål

65.

Den brug, som en indehaver kan modsætte sig i henhold til varemærkeretten, skal ikke alene være foretaget erhvervsmæssigt, men også i forbindelse med varer eller tjenesteydelser.

66.

Betingelsen om, at brugen af et tegn er foretaget i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, er udtrykkeligt fastsat i den indledende del af artikel 10, stk. 2, i direktiv 2015/2436 og af artikel 9, stk. 2, i forordning 2017/1001  ( 44 ). Henset til den generelle karakter af denne betingelse finder denne ligeledes anvendelse på velkendte varemærker, og det særlige ved den beskyttelse, der indrømmes sådanne varemærker, ligger i, at indehaveren også kan forbyde brug af et tegn, der er identisk med eller ligner vedkommendes varemærke, i forbindelse med varer eller tjenesteydelser, der er helt forskellige fra dem, for hvilke dette varemærke er registreret. Den nævnte betingelse fremgår desuden af sammenligningen af anvendelsesområderne for dette direktivs artikel 10, stk. 2, litra c), og artikel 10, stk. 6. Anvendelsesområdet for disse to bestemmelser afhænger nemlig af, om varemærket bruges for at betegne, at de pågældende varer eller tjenesteydelser hidrører fra en bestemt virksomhed, dvs. som varemærke, eller om brugen sker med andet formål  ( 45 ).

67.

Som jeg har anført  ( 46 ), bruges et tegn desuden også »erhvervsmæssigt«, når det anvendes offentligt af en almennyttig forening med henblik på at skabe eller bevare en afsætningsmulighed for en vare eller tjenesteydelse fra tredjemand. Med hensyn til kvalificeringen af en almennyttig forenings brug synes de to betingelser for anvendelse, der er fastsat i artikel 10, stk. 2, i direktiv 2015/2436 og artikel 9, stk. 2, i forordning 2017/1001, således delvis at overlappe hinanden.

68.

Hvad angår vurderingen af, om brugen sker »i forbindelse med varer eller tjenesteydelser«, fremgår det af den retspraksis, der er nævnt i punkt 63 i dette forslag til afgørelse, at brugen af et tegn, der er identisk med eller ligner et varemærke, for varer eller tjenesteydelser fra en tredjemand eller den person, for hvis regning denne tredjemand handler, udgør en adfærd, som varemærkeindehaveren kan modsætte sig i medfør af artikel 10, stk. 2, i direktiv 2015/2436 og artikel 9, stk. 2, i forordning 2017/1001  ( 47 ).

69.

Det fremgår i øvrigt af dommen i sagen Google France og Google  ( 48 ), at de former for brug, der er opregnet i artikel 10, stk. 3, i direktiv 2015/2436 og i artikel 9, stk. 3, i forordning 2017/1001, og som varemærkeindehaveren kan modsætte sig, er »brug for varer eller tjenesteydelser«. Denne dom vedrører de retsakter, der gik forud for dette direktiv og denne forordning, og som blandt de former for brug, som indehaveren kan modsætte sig, kun nævner anbringelse af tegnet på varerne eller deres emballage, udbud af varerne eller tjenesteydelserne til salg under det pågældende tegn, import eller eksport under det pågældende tegn samt anvendelse af tegnet på forretningspapirer og i reklameøjemed.

70.

I henhold til de nugældende retsakter omfatter den ikkeudtømmende opregning af brug af et tegn, som indehaveren kan forbyde, nu bl.a. også anvendelse »som handels- eller firmanavn«. Umiddelbart kunne man tro, at EU-lovgiver med tilføjelsen af denne brug har villet begrænse relevansen af betingelsen vedrørende brugen af et tegn »i forbindelse med varer eller tjenesteydelser«. Det fremgår imidlertid af betragtningerne til disse retsakter  ( 49 ), at denne tilføjelse bekræfter Domstolens praksis, hvorefter brugen af et selskabsnavn, en forretningsbetegnelse eller et forretningsskilt, der begrænser sig til at identificere et selskab eller betegne en forretning, ikke kan anses for at være foretaget »i forbindelse med varer eller tjenesteydelser«. Der foreligger derimod brug »i forbindelse med varer eller tjenesteydelser«, når tredjemand bruger tegnet på en sådan måde, at der skabes en forbindelse mellem det tegn, der udgør tredjemands selskabsnavn, forretningsbetegnelse eller forretningsskilt, og de varer eller tjenesteydelser, som tredjemand sælger eller præsterer  ( 50 ). Tegnet anvendes således ikke kun »i forbindelse med varer eller tjenesteydelser«, når det direkte og åbenbart anvendes til at identificere eller fremme tredjemands varer eller tjenesteydelser, men også når det anvendes indirekte i forbindelse med sådanne varer eller tjenesteydelser.

71.

Jeg udleder heraf, at brug af et tegn, der ikke har nogen forbindelse med varer eller tjenesteydelser fra en anden person end indehaveren, ikke kan anses for at være brug »i forbindelse med en vare eller en tjenesteydelse«  ( 51 ). Når et tegn, som er identisk med eller ligner et varemærke, udelukkende bruges i forbindelse med varer eller tjenesteydelser fra indehaveren af dette varemærke, selv for at kritisere denne indehaver eller vedkommendes varer eller tjenesteydelser, foretages denne brug for det første således ikke under omstændigheder, der gør det muligt for indehaveren at modsætte sig brugen i medfør af de varemærkeretlige bestemmelser. For det andet foretages selv en parodisk brug af et tegn, der er identisk med eller ligner et varemærke, »i forbindelse med varer eller tjenesteydelser«, for så vidt som den foretages i forbindelse med varer eller tjenesteydelser fra en anden person end indehaveren.

72.

I den foreliggende sag er jeg af den opfattelse, at der som anført af IKEA i retsmødet, ikke er nogen forbindelse mellem det varemærke, som IKEA er indehaver af, og den brug, der er gjort af dette varemærke. Der er i øvrigt efter min opfattelse ingen tvivl om, at de omhandlede tegn ikke er blevet anvendt til at starte en debat om IKEA eller dets varer, men i et politisk partis interesse med henblik på at fremme dette partis politiske budskab og adskille det fra andre belgiske partiers budskab.

73.

Spørgsmålet er herefter, om Vrijheidsfonds har gjort brug af et tegn i forbindelse med en vare eller en tjenesteydelse.

74.

Det er i denne forbindelse korrekt, at organisering af politiske møder, der defineres som »tilrettelæggelse af en forsamling af personer med forskellige politiske formål eller for at debattere relevante spørgsmål«, udgør en tjenesteydelse, der hører under klasse 45 i Nicearrangementet, opført under rubrik 450238, idet klasserne i dette arrangement beskriver de varer og tjenesteydelser, for hvilke der kan gøres krav på varemærkebeskyttelse i erhvervsmæssig sammenhæng. Mere generelt omfatter klasse 45 personlige og sociale ydelser præsteret af andre for at efterkomme personlige behov, således at rubrik 450238 synes at vedrøre en tjenesteydelse vedrørende logistikken i forbindelse med et politisk møde, der leveres til en person, der ønsker at organisere eller deltage i mødet. I den foreliggende sag er de varemærker, som IKEA er indehaver af, imidlertid ikke blevet brugt i forbindelse med en ydelse bestående i at arrangere en pressekonference, men i forbindelse med et politisk partis program, som under en sådan konference er blevet promoveret under tegn, der er identiske med eller ligner disse varemærker.

75.

Et politisk program udgør ikke i sig selv hverken en vare eller en tjenesteydelse. Det har en oplysende funktion, derved at det fastsætter formålene og handlingsplanen for den enhed, der har udarbejdet eller vedtaget det. Den omstændighed, at det tegn, hvorunder programmet offentliggøres, i offentlighedens bevidsthed kan forbindes med denne enhed, indebærer ikke, at dette tegn anvendes »i forbindelse med varer eller tjenesteydelser«  ( 52 ).

76.

Omvendt skal brugen af et tegn, når den sker under omstændigheder, der skaber en forbindelse med den pågældende enheds varer eller tjenesteydelser, kvalificeres som brug »i forbindelse med en vare eller en tjenesteydelse«. Som eksempel kan nævnes, at brug i forbindelse med varer kan bestå i at anbringe det tegn, hvorunder et program udbredes, på genstande, der uddeles til et politisk partis tilhængere, og brug i forbindelse med tjenesteydelser kan ske i form af tilrettelæggelse af en begivenhed under samme tegn. Brug af et tegn i reklame, der foretages af eller for en enhed, som distribuerer sådanne genstande eller tilrettelægger sådanne begivenheder, udgør efter min opfattelse ligeledes brug »i forbindelse med varer eller tjenesteydelser«.

77.

Det tilkommer den forelæggende ret at efterprøve, om Vrijheidsfonds har anvendt tegn, der er identiske med eller ligner de velkendte varemærker, »erhvervsmæssigt« og »i forbindelse med varer eller tjenesteydelser«. Hvis dette er tilfældet, vil det indebære, at artikel 10, stk. 2, litra c), i direktiv 2015/2436 og artikel 9, stk. 2, litra c), i forordning 2017/1001 principielt finder anvendelse på tvisten i hovedsagen. Hvis den forelæggende ret derimod når frem til den konklusion, at denne brug ikke opfylder de generelle betingelser for anvendelse af disse bestemmelser, vil den skulle undersøge søgsmålet i hovedsagen i lyset af bl.a. bestemmelsen i Beneluxkonventionen vedrørende de krænkelser, der er omhandlet i dette direktivs artikel 10, stk. 6.

78.

Det forelæggende ret vil herefter skulle efterprøve, om IKEA har godtgjort, at Vrijheidsfonds brug uden IKEA’s samtykke af de varemærker, som IKEA er indehaver af, bidrager til deres udvanding eller tilsmudsning eller udgør snylteri.

79.

I denne henseende anmoder den forelæggende ret ikke Domstolen om en fortolkning af artikel 10, stk. 2, litra c), i direktiv 2015/2436 og artikel 9, stk. 2, litra c), i forordning 2017/1001, for så vidt som disse bestemmelser præciserer de typer krænkelser, som en indehaver af et velkendt varemærke kan modsætte sig. Det fremgår desuden af forelæggelsesafgørelsen og af Vrijheidsfonds’ skriftlige indlæg, at fonden som begrundelse for anvendelsen af de varemærker, som IKEA er indehaver af, påberåber sig ytringsfriheden som »rimelig grund«, idet vurderingen af, om der er tale om en sådan rimelig grund, foretages efter, at det er konstateret, at en af de krænkelser, der er omhandlet i disse bestemmelser, foreligger. Da dette argument ikke kan påvirke denne konstatering, vil jeg koncentrere min analyse om fortolkningen af begrebet »rimelig grund«.

80.

Uanset hvilken konklusion den forelæggende ret når frem til, vil en fortolkning af begrebet »rimelig grund« være til nytte for den ved afgørelsen af den tvist, der er indbragt for den, idet dette begreb anvendes i alle de ovennævnte bestemmelser.

3.

Spørgsmålet, om der foreligger en »rimelig grund«

a)

Det præjudicielle spørgsmåls rækkevidde

81.

Med hensyn til den første del af det præjudicielle spørgsmål, der vedrører ytringsfriheden, har IKEA gjort gældende, at denne del er formuleret meget generelt, og foreslået, at den omformuleres, således at den alene omfatter den situation, at tredjemand gør brug af et varemærke alene med det formål at bruge dets renommé til at styrke et politisk budskab. Hvad angår den anden del af dette spørgsmål mener IKEA, at denne del også bør omformuleres, eftersom den vedrører visse kriterier for vurderingen af, om der foreligger en »rimelig grund«, som er irrelevante, mens andre relevante kriterier er udeladt.

82.

Det skal i denne forbindelse erindres, at retten til at bestemme, hvilke spørgsmål der skal forelægges Domstolen, alene tilkommer den nationale ret, og parterne kan ikke ændre deres indhold  ( 53 ).

83.

Uafhængigt af den generelle karakter af den første del af det præjudicielle spørgsmål er denne del i øvrigt ikke uden relevans for besvarelsen af den anden del. Det er nemlig ikke klart, om – og i givet fald i hvilket omfang – de argumenter, der er støttet på udøvelsen af ytringsfriheden, skal tages i betragtning i forbindelse med vurderingen af, om der foreligger en »rimelig grund«.

84.

Når dette er sagt, vil jeg, i betragtning af den anden del af det præjudicielle spørgsmål, for at give den forelæggende ret et hensigtsmæssigt svar, koncentrere min analyse om brugen af et tegn til at udbrede og fremme et politisk program. Den forelæggende ret ønsker nemlig oplyst, hvilke kriterier der – i forbindelse med vurderingen af, om der foreligger en »rimelig grund« – er relevante med henblik på at forene ejendomsretten med ytringsfriheden, og, som jeg vil påvise, er den omstændighed, at denne frihed udøves i en politisk kontekst, desuden ikke uden relevans for afvejningen af de omhandlede grundlæggende rettigheder.

b)

Varemærkeretten og ytringsfriheden

85.

Den forelæggende ret ønsker med den første del af det præjudicielle spørgsmål oplyst, om anvendelse af begrebet »rimelig grund« som omhandlet i artikel 9, stk. 2, litra c), i forordning 2017/1001 og artikel 10, stk. 2, litra c), i direktiv 2015/2436 kan tjene som en mekanisme, der gør det muligt at opfylde kravene til beskyttelse af ytringsfriheden, der er sikret ved chartrets artikel 11, på det varemærkeretlige område.

86.

I denne henseende definerer de EU-retlige retsakter på varemærkeområdet ikke begrebet »rimelig grund«, og det skal derfor fortolkes under hensyntagen til den generelle opbygning af og formålene med det system, det indgår i  ( 54 ).

87.

Domstolen har fastslået, at dette begreb er udtryk for det almindelige mål, der forfølges med retsakter på varemærkeområdet, som er at foretage en afvejning mellem på den ene side varemærkeindehaverens interesse i at sikre varemærkets væsentligste funktion og på den anden side en tredjemands interesser i erhvervsmæssigt at kunne anvende et sådant tegn, der kan betegne de varer og tjenesteydelser, som vedkommende markedsfører  ( 55 ). Følgelig omfatter dette begreb ikke kun objektivt tvingende grunde, men kan også kan være knyttet til subjektive grunde hos en tredjemand  ( 56 ).

88.

Spørgsmålet er, om brug af et tegn med henblik på at styrke et politisk budskab kan udgøre en »rimelig grund«, og om ytringsfriheden tilvejebringer en passende analyseramme til at afgøre, om der foreligger en sådan grund.

89.

Dette spørgsmål kommer af, at både beskyttelsen af de rettigheder, der er knyttet til et varemærke, og hensynet til tredjemands interesser som »rimelig grund« har en kommerciel dimension. Det skal fastslås, at den retlige ramme på varemærkeområdet umiddelbart ikke er den mest hensigtsmæssige til at løse spændingerne mellem den frie politiske debat og de rettigheder, der tilkommer en anden person, som ikke ønsker at være involveret i markedsføringen af idéer. Det er ikke desto mindre denne retlige ramme, der skal anvendes, når en tredjemands virksomhed er baseret på brugen af et tegn, der svarer til et velkendt varemærke, og krænker dette.

90.

I denne henseende er varemærkeindehaverens rettigheder beskyttet ved chartrets artikel 17, der i stk. 2 udtrykkeligt nævner intellektuel ejendomsret. På samme måde sikrer artikel 1 i protokol nr. 1 til EMRK retten til beskyttelse af ejendom, og denne beskyttelse gælder også for intellektuelle ejendomsrettigheder, herunder varemærker  ( 57 ).

91.

Desuden sikrer EMRK’s artikel 10 og chartrets artikel 11 ytringsfriheden for »enhver«, uden at der sondres mellem, om det formål, der forfølges, er indtægtsgivende eller ej. Disse bestemmelser gælder derfor ikke alene for visse typer meddelelser, idéer eller udtryksmåder af politisk art, men også for kommercielle oplysninger  ( 58 ). Uanset om tegnet anvendes i forbindelse med en politisk kampagne som varemærke eller ej, kan jeg ikke se nogen grund til at antage, at en adfærd, der har til formål at udbrede og fremme et politisk budskab, ikke kan være omfattet af den beskyttelse, der er sikret ved disse bestemmelser. Hvad i øvrigt angår de udtrykte idéer og oplysninger beskytter chartrets artikel 11 ud over indholdet heraf også den måde, hvorpå de udtrykkes, således at valget af en bestemt stil eller symbolisme i det politiske liv er omfattet af denne bestemmelse.

92.

Når flere grundlæggende rettigheder er berørt, skal der foretages en afvejning af disse på baggrund af de krav, der er fastsat i chartrets artikel 52, stk. 1  ( 59 ).

93.

En sådan afvejning er ligeledes en integreret del af den mekanisme til beskyttelse af ytringsfriheden, der er fastsat i EMRK, hvis artikel 10, stk. 2, bestemmer, at udøvelsen af denne frihed kan underkastes sådanne restriktioner, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund, bl.a. »for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder«. Menneskerettighedsdomstolen har anerkendt, at den ved undersøgelsen af nødvendigheden af et indgreb i et demokratisk samfund med henblik på at »beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder« kan være foranlediget til at efterprøve, om de nationale myndigheder har sikret en rimelig ligevægt i beskyttelsen af de to værdier, der er sikret ved denne konvention, og som kan synes modstridende i visse sager  ( 60 ).

94.

For at opfylde kravene til beskyttelse af de grundlæggende rettigheder skal EU-retten således sikre en rimelig balance mellem de berørte rettigheder og friheder. Varemærkeretten giver imidlertid ikke udtrykkeligt mulighed for at begrænse de rettigheder, der er knyttet til et varemærke, af hensyn til tredjemand, som ønsker at udøve sin ytringsfrihed.

95.

Idet artikel 10 i direktiv 2015/2436 og artikel 9 i forordning 2017/1001 nemlig i det væsentlige beskriver de former for adfærd fra tredjemands side, som indehaveren af et varemærke kan modsætte sig, tegner disse bestemmelser konturerne af indehaverens eneret, mens artikel 14 i disse retsakter angiver begrænsningerne i et varemærkes retsvirkninger.

96.

Idéen om at supplere listen over begrænsninger i varemærkets retsvirkninger ved at fastsætte en begrænsning til fordel for af visse former for udøvelse af ytringsfriheden blev foreslået under det forberedende arbejde med direktiv 2015/2436  ( 61 ) og forordning 2017/1001  ( 62 ), men dette forslag blev ikke fulgt. I modsætning til ophavsretten, hvor artikel 5, stk. 3, litra k), i direktiv 2001/29/EF  ( 63 ) fastsætter en undtagelse fra princippet om beskyttelse af værker, når der er tale om karikatur, parodi og pastiche, indeholder den retlige ramme for varemærker på EU-rettens nuværende udviklingstrin derfor ikke en lignende bestemmelse.

97.

Det skal indledningsvis anføres, at selve den omstændighed, at omfanget af den eneret, der er knyttet til et varemærke, navnlig et velkendt varemærke, afgrænses ved hjælp af de generelle betingelser for anvendelse af artikel 10, stk. 2, i direktiv 2015/2436 og artikel 9, stk. 2, i forordning 2017/1001, skyldes ønsket om at finde en rimelig balance mellem varemærkeindehavernes rettigheder og andres rettigheder, herunder ytringsfriheden. Set i dette lys gør de generelle betingelser, hvorefter indehaverens eneret alene omfatter brugen af et tegn »erhvervsmæssigt« og »i forbindelse med varer og tjenesteydelser«, det muligt at udelukke visse former for brug af et tegn, i forbindelse med hvilke ytringsfriheden er i spil, fra varemærkerettens anvendelsesområde. I betragtning af tendensen til at fortolke disse betingelser funktionelt  ( 64 ) er der imidlertid mange situationer, hvor ytringsfriheden er i spil, og som hører under dette anvendelsesområde.

98.

Det kan umiddelbart ligeledes hævdes, at argumenterne vedrørende udøvelsen af ytringsfriheden ikke kan fremføres med henblik på at begrunde brugen af velkendte varemærker, eftersom EU-lovgiver ved at indrømme disse varemærker en forstærket beskyttelse, der er strengt begrænset til de tre omhandlede former for krænkelse, allerede har foretaget en afvejning af de rettigheder, der tilkommer indehaverne af sådanne varemærker, og ytringsfriheden.

99.

Det må imidlertid for det første konstateres, at dette ikke er tilfældet, eftersom begrebet »rimelig grund« gør det muligt at tilgodese tredjemands subjektive interesser fra sag til sag, hvilket yderligere styrker dets formål om at beskytte de grundlæggende rettigheder.

100.

For det andet anerkendes det i direktiv 2015/2436 og forordning 2017/1001, at der ved anvendelsen heraf er behov for at afveje de rettigheder, der er knyttet til et varemærke, over for de grundlæggende rettigheder og friheder, navnlig ytringsfriheden  ( 65 ). I tråd hermed har Domstolen udtrykkeligt afvist den idé, at »der inden for området kunst, kultur og litteratur er et permanent ønske om at bevare ytringsfriheden, som ikke findes inden for varemærkeområdet«  ( 66 ), og fastslået, at ytringsfriheden skal tages i betragtning ved anvendelsen af en af hindringerne for registrering af et varemærke.

101.

For det tredje indeholder EU-varemærkeretten, når bortses fra begrebet »rimelig grund«, ingen mekanisme, der gør det muligt at opfylde behovet for at afveje de rettigheder, der er knyttet til et velkendt varemærke, over for ytringsfriheden.

102.

Artikel 14, stk. 1, litra c), i direktiv 2015/2436 og i forordning 2017/1001 nævner nemlig blandt begrænsningerne i varemærkets retsvirkninger den begrænsning, der vedrører den erhvervsmæssige brug af varemærket for at identificere eller henvise til varer eller tjenesteydelser som tilhørende indehaveren af det pågældende varemærke. Det fremgår endvidere af stk. 2 i disse artikler, at indehaveren ikke kan forbyde en sådan brug, når den sker i overensstemmelse med god markedsføringsskik.

103.

Det skal i denne henseende anføres, at visse former for udøvelse af ytringsfriheden ifølge retslitteraturen kan være omfattet af denne begrænsning  ( 67 ). Da de argumenter, der vedrører udøvelsen af denne frihed, kan fremføres med henblik på at påberåbe sig denne begrænsning, er det umiddelbart ikke nødvendigt at tillade tredjemand at fremføre de samme argumenter som »rimelig grund«.

104.

I denne henseende vedrører artikel 14, stk. 1, litra c), i direktiv 2015/2436 og i forordning 2017/1001 den henvisende brug af varemærket (»med henblik på at identificere eller henvise til de pågældende varer eller tjenesteydelser som værende indehaverens varer eller tjenesteydelser«), men omfatter dog ikke en bredere vifte af andre former for adfærd bestående i brug af et tegn, der udelukkende foretages i forbindelse tredjemands varer eller tjenesteydelser.

105.

Hvad angår sådanne former for adfærd synes det forhold, at der ikke findes en bestemmelse om begrænsning af de rettigheder, der er knyttet til et varemærke, med henblik på at sikre overholdelsen af ytringsfriheden, ikke at give anledning til særlig tvivl, når der er tale om almindelige varemærker, i forhold til hvilke beskyttelsen bl.a. er betinget af, at der foreligger dobbelt identitet eller risiko for forveksling, fordi disse krav afgrænser omfanget af indehaverens eneret og efterlader et tilstrækkeligt råderum til at forene de modstridende rettigheder. De nævnte krav er imidlertid uden relevans henset til den forstærkede beskyttelse af velkendte varemærker. En afvisning af den fortolkning, hvorefter argumenterne om udøvelse af ytringsfriheden kan udgøre en »rimelig grund«, vil derfor udelukke enhver mulighed for at afveje denne frihed over for de rettigheder, der tilkommer indehavere af velkendte varemærker.

106.

I mangel af andre bestemmelser, der gør det muligt at forene de rettigheder, der er knyttet til et velkendt varemærke, med ytringsfriheden, når varemærket ikke bruges til at identificere indehaverens varer eller tjenesteydelser, skal anvendelsen af begrebet »rimelig grund« således tjene som en mekanisme, der gør det muligt at opfylde kravene til beskyttelse af de omhandlede grundlæggende rettigheder.

107.

I denne henseende vil jeg gerne præcisere, at udøvelsen af ytringsfriheden ikke i sig selv udgør en »rimelig grund«. De samme hensyn som dem, der fører til, at beskyttelsen af denne frihed prioriteres højest ved dens afvejning over for andres rettigheder, kan derimod gyldigt anses for en sådan grund.

108.

Jeg foreslår derfor, at den første del af det præjudicielle spørgsmål besvares med, at anvendelse af begrebet »rimelig grund« som omhandlet i artikel 9, stk. 2, litra c), i forordning 2017/1001 og artikel 10, stk. 2, litra c), i direktiv 2015/2436 kan tjene som en mekanisme, der gør det muligt at opfylde kravene til beskyttelse af ytringsfriheden, der er sikret ved chartrets artikel 11, på det varemærkeretlige område.

109.

Med denne betragtning er jeg nået frem til undersøgelsen af kriterierne for vurderingen af, om der foreligger en »rimelig grund« baseret på ytringsfriheden.

c)

Kriterier for vurderingen af, om der foreligger en »rimelig grund«

110.

Den forelæggende ret ønsker med den anden del af det præjudicielle spørgsmål nærmere bestemt oplyst, ud fra hvilke kriterier det kan fastslås, at der foreligger en »rimelig grund« som omhandlet i artikel 9, stk. 2, litra c), i forordning 2017/1001 og artikel 10, stk. 2, litra c), i direktiv 2015/2436, der kan tvinge indehaveren af et velkendt varemærke til at tåle tredjemands uautoriserede brug af varemærket for at udbrede og fremme et politisk program.

111.

De otte kriterier, der er anført i det præjudicielle spørgsmål, for vurderingen af, om der foreligger en »rimelig grund«, synes at være anført som eksempler, da nogle af dem ikke afspejler de faktiske omstændigheder i hovedsagen  ( 68 ), og det præjudicielle spørgsmål er formuleret åbent (»findes der andre kriterier«). Jeg vil derfor koncentrere mig om de mest relevante og nødvendige kriterier for at løse det dilemma, som den forelæggende ret står over for.

112.

For det første giver Domstolens praksis nyttige holdepunkter vedrørende kriterierne for vurderingen af, om der foreligger en »rimelig grund«.

113.

I dommen i sagen Interflora og Interflora British Unit  ( 69 ) fastslog Domstolen således, efter at have undersøgt anvendelsen af nøgleord til søgning og annoncering på internettet, at når den reklame, der vises på internettet ved anvendelse af et søgeord, som svarer til et velkendt varemærke, foreslår et alternativ til varemærkeindehaverens varer eller tjenesteydelser, uden at tilbyde en simpel efterligning af varemærkeindehaverens varer eller tjenesteydelser, uden at skade varemærkets renommé eller særpræg og uden i øvrigt at krænke varemærkets funktioner, vedrører en sådan brug i princippet en sund og loyal konkurrence inden for sektoren for de omhandlede varer eller tjenesteydelser og har derfor en »rimelig grund«.

114.

Ud fra denne tankegang fremhævede Domstolen i dommen i sagen Leidseplein Beheer og de Vries, at det for at afgøre, om tredjemands anvendelse inden indgivelsen af ansøgningen om det velkendte varemærke af et tegn, der ligner dette varemærke, kan anses for »rimelig grund«, navnlig skal tages i betragtning, hvad hensigten hos brugeren af dette tegn var, og afgøres, om tegnet blev anvendt i god tro  ( 70 ). I denne henseende fastslog Domstolen, at det skulle afgøres, om brugen af et tegn ikke var et forsøg på udnyttelse af det pågældende varemærkes renommé, men var nødvendig i forbindelse med en egentlig udvidelse af udvalget af varer fra en tredjemand, der allerede tidligere havde anvendt dette tegn  ( 71 ).

115.

Der kan drages to konklusioner af disse betragtninger i retspraksis.

116.

For det første kan en tredjemands intention om at opnå det resultat, som de bestemmelser, som den forelæggende ret ønsker fortolket, skal forbyde, nemlig brug af et tegn med henblik på »utilbørlig udnyttelse« af varemærkets særpræg eller renommé eller for at »skade« dette særpræg eller renommé, ikke udgøre en »rimelig grund«. Konstateringen af, at en af disse krænkelser foreligger, er nemlig en forudsætning for, at de nævnte bestemmelser finder anvendelse, og kan således ikke gøre det muligt for en tredjemand at undgå den beskyttelse, som de fastsætter. Brugen af et tegn i den hensigt at lægge sig i kølvandet på et velkendt varemærke kan således ikke uden anden gyldig begrundelse udgøre en rimelig grund.

117.

For det andet kan en sådan gyldig grund konstateres at foreligge, bl.a. når brugen af et tegn er nødvendig på grund af objektivt tvingende hensyn eller tredjemands subjektive interesser, herunder den økonomiske og handelsmæssige betydning af denne brug. Der skal imidlertid ikke være tale om en absolut nødvendighed, men om en grund, der i forhold til indehaverens interesse og henset til de almindeligt anerkendte adfærdsnormer i den sektor, hvor tredjemand opererer, begrunder, at denne indehaver tvinges til at tåle brugen af et tegn, der er identisk med eller ligner vedkommendes varemærke.

118.

Som jeg har anført  ( 72 ), skal der ved vurderingen af, om der foreligger en »rimelig grund«, der ligeledes er baseret på udøvelsen af ytringsfriheden, på samme måde findes en balance mellem denne frihed og de rettigheder, der tilkommer indehaveren af et velkendt varemærke.

119.

Ifølge Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende afvejningen af ejendomsretten over for ytringsfriheden er et særligt relevant kriterium, om og i hvilket omfang den pågældende ytring bidrager til en debat af almen interesse  ( 73 ). Menneskerettighedsdomstolen har i sin praksis vedrørende politisk tale og debat ligeledes henledt opmærksomheden på ytringens form og dens eventuelle satiriske karakter  ( 74 ).

120.

I denne henseende nævnes i det præjudicielle spørgsmål bl.a. friheden til at udtrykke politiske meninger og politisk parodi, hvilket kan tyde på, at Vrijheidsfonds har anvendt disse ytringsformer.

121.

Det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens faste praksis, at selv om EMRK’s artikel 10, stk. 2, ikke levner meget plads til begrænsninger af ytringsfriheden på området for politisk tale og spørgsmål af almen interesse, råder de kontraherende stater over en vid skønsmargen ved reguleringen af ytringsfriheden på det kommercielle område, idet omfanget af denne skal relativiseres, når det ikke er en persons strengt »forretningsmæssige« ytring, der er i spil, men personens deltagelse i en debat af almen interesse  ( 75 ).

122.

Det er i denne henseende korrekt, at det politiske program, der er blevet udbredt ved brug af IKEA’s varemærker, berører et meget følsomt emne, nemlig asyl- og indvandringspolitikken i en af medlemsstaterne, som er af legitim interesse for offentligheden.

123.

IKEA’s søgsmål vedrører imidlertid ikke indholdet af et politisk program, men udbredelsen af programmet under dets varemærker. Den vurdering, som den nationale ret skal foretage for at fastslå, om der foreligger en »rimelig grund« i tvisten i hovedsagen, vedrører således ikke det politiske program som sådan, men anvendelsen af et tegn, der svarer til de velkendte varemærker, med henblik på at øge synligheden af dette program og af det politiske parti, der fremlægger det.

124.

Set ud fra denne synsvinkel og med forbehold for den efterprøvelse, som den forelæggende ret skal foretage, var brugen af de varemærker, som IKEA er indehaver af, ikke begrundet i bidraget til en debat af almen interesse. Debatten om asyl- og indvandringspolitikken vedrører nemlig på ingen måde de omhandlede varemærker, deres indehaver eller dennes varer. Desuden synes denne debat at vedrøre et emne, der, som IKEA har gjort gældende i retsmødet, er i strid med selskabets politiske neutralitet. I denne henseende skal det fremhæves, at det tilkommer en tredjemand, der ønsker at påberåbe sig en »rimelig grund«, at godtgøre, at en ytring, der er baseret på brug af et tegn inden for politisk tale og debat, tager sigte på varemærket, indehaveren eller dennes varer eller tjenesteydelser, eller at indehaveren selv ved sin tidligere adfærd har deltaget i den omhandlede debat af almen interesse.

125.

Hvad angår konkurrenceforholdet mellem indehaveren af et velkendt varemærke og den tredjemand, der bruger et tegn, der er identisk med eller ligner varemærket, hvilket forhold er blandt de kriterier, som den forelæggende ret har nævnt, er det min opfattelse, at begrænsningerne af ytringsfriheden i forbindelse med debatten mellem de forskellige aktører på den politiske scene skal betragtes med den største forbeholdenhed. Konkurrencen mellem de politiske partier er nemlig naturlig og indebærer kritik af modstandernes udtalelser. Det forekommer mig derimod vanskeligere at sikre det samme beskyttelsesniveau for en politisk aktørs adfærd, der tager sigte på at inddrage en politisk neutral enhed i en debat med henblik på at styrke sit eget budskab.

126.

Det påberåbte varemærkes velkendthed, som den forelæggende ret ligeledes har henvist til, kan ikke rejse tvivl om denne betragtning. Det er korrekt, at store virksomheder ifølge Menneskerettighedsdomstolens praksis, som Vrijheidsfonds har henvist til, uundgåeligt og bevidst udsætter sig for, at deres handlinger undersøges nøje, og grænserne for den tilladte kritik er videre for deres vedkommende. Denne retspraksis vedrører imidlertid for det første den situation, hvor visse udtalelser er rettet mod en given stor virksomhed. For det andet har Menneskerettighedsdomstolen ligeledes anerkendt, at der findes en konkurrerende interesse i at beskytte virksomhedernes kommercielle succes og levedygtighed til gavn for enkeltpersoner og økonomien i bred forstand  ( 76 ). Et varemærkes velkendthed som følge af indehaverens kommercielle indsats kan derfor ikke anvendes som et argument, der svækker den beskyttelse, der er knyttet til dette varemærke.

127.

Under disse omstændigheder kan et eventuelt bidrag til debatten af almen interesse fra en ytring, der er baseret på brug af tegn, der svarer til velkendte varemærker, med henblik på at udbrede et politisk program, der ikke vedrører disse varemærker, indehaveren heraf eller dennes varer og tjenesteydelser, henset til denne indehavers interesse, ikke veje tungere end den omstændighed, at denne brug skal ses som et forsøg på at lægge sig i kølvandet på et velkendt varemærke med henblik på at fremme egne interesser. En sådan ytringsform kan ikke være omfattet af den forstærkede beskyttelse, der indrømmes den udøvelse af friheden, der bidrager til debatten af almen interesse, og kan uden en anden gyldig begrundelse ikke anses for en brug, der har en rimelig grund.

128.

Endelig skal det, for at vende tilbage til begrebet »politisk parodi« og relevansen af den potentielt satiriske karakter af brugen af et tegn, præciseres, at dette begreb har en beskrivende karakter og ikke har nogen selvstændig retlig betydning. Begrebet »politisk parodi« synes nemlig at vedrøre brugen af et tegn dels i form af en parodi, dels i forbindelse med en politisk debat.

129.

I denne henseende fremgår det for det første af Menneskerettighedsdomstolens praksis vedrørende ytringsfrihed  ( 77 ) og af Domstolens praksis på det ophavsretlige område  ( 78 ), at en parodi har to væsentlige kendetegn: Den skal dels vække forestilling om et eksisterende værk, samtidig med at den skal udvise synlige forskelle i forhold til dette, dels være et udtryk for humor eller en latterliggørelse. Det tilkommer således den forelæggende ret at efterprøve, om de tegn, som Vrijheidsfonds har anvendt, udviser synlige forskelle i forhold til IKEA’s varemærker, og om deres humoristiske karakter skyldes denne forenings indsats eller den sammenhæng, hvori den har placeret dem, eller om Vrijheidsfonds har givet udtryk for en satirisk opfattelse af dette selskab eller dets varer.

130.

For det andet skal der tages hensyn til den omstændighed, at henset til de modstridende rettigheder, der er i spil, skal selv udtalelser, der bidrager til en debat af almen interesse, overholde kravet om rimelig moderation. Den parodiske karakter af disse udtalelser kan imidlertid begrunde anvendelse af overdrivelse eller fordrejning af virkeligheden. Ud fra dette perspektiv er kriteriet vedrørende den potentielt satiriske karakter af brugen af et tegn subsidiært i forhold til kriteriet om bidrag til debatten af almen interesse: Den parodiske form af ytringen baseret på brugen af et tegn, der bidrager til en sådan debat, kan berettige en vis overdrivelse i denne ytring.

131.

For fuldstændighedens skyld vil jeg gerne anføre, at de øvrige kriterier, som den forelæggende ret har nævnt, nemlig omfanget af brugen af et tegn og graden af dens skadelighed, ikke vedrører spørgsmålet, om der foreligger en »rimelig grund«, men om der foreligger en krænkelse af varemærket, og at de derfor tages i betragtning på de tidligere trin i analysen.

132.

På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at den anden del af det præjudicielle spørgsmål besvares med, at indehaveren af et velkendt varemærke ikke i henhold til en »rimelig grund« kan blive tvunget til, uden en anden gyldig begrundelse, at tåle en tredjemands brug af et tegn, der er identisk med eller ligner indehaverens varemærke, når varemærkets eventuelle bidrag til debatten af almen interesse ikke vejer tungere end den omstændighed, at denne brug skal ses som et forsøg på at lægge sig i kølvandet på et velkendt varemærke med henblik på at udbrede og fremme et politisk program. Dette er tilfældet, når programmet ikke henviser til spørgsmål vedrørende dette varemærke, dets indehaver eller dennes varer eller tjenesteydelser.

V.

Forslag til afgørelse

133.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer det præjudicielle spørgsmål, der er forelagt af Nederlandstalige Ondernemingsrechtbank Brussel (den nederlandsksprogede ret i handels- og erhvervsretlige sager i Bruxelles, Belgien), således: