Ifølge EØF-traktatens artikel 54, sţk. 3, litra g), udfører Rådet og Kommissionen de opgaver, som er overdraget dem med henblik på gennemførelse af etableringsretten, navnlig ved i det omfang det er nødvendigt og med det formål at gøre dem lige byrdefulde, at samordne de garantier som kræves i medlemsstaterne af de i artikel 58, stk. 2, nævnte selskaber (privatretlige selskaber, heri indbefattet kooperative selskaber, samt alle andre juridiske personer, der henhører under, den offentlige ret eller privatretten, med undtagelse af selskaber, som ikke arbejder med gevinst for øje) til beskyttelse af såvel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser.

Den 18. december 1961 vedtog Rådet en almindelig plan for ophævelse af begrænsningerne i etableringsfriheden inden for Det europæiske økonomiske Fællesskab (EFT spec. udg. IX 7). Ifølge denne plans afsnit VI, skal samordningen af de garantier, der kræves i medlemsstaterne af selskaber for at beskytte såvel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, i fornødent omfang og med henblik på at gøre dem lige byrdefulde, finde sted inden udløbet af andet år af overgangsperiodens anden etape.

I medfør af disse bestemmelser udstedte Rådet det første direktiv, direktiv 68/151 af 9. marts 1968, og det andet direktiv, direktiv 77/91 af 13. december 1976, om samordning af de garantier, der kræves i medlemsstaterne af de i artikel 58, stk. 2, i traktaten nævnte selskaber til beskyttelse af såvel selskabsdeltagernes som tredjemands interesser, for så vidt angår stiftelsen af aktieselskabet samt bevarelsen af og ændringer i dets kaptial, med det formål at gøre disse garantier lige byrdefulde (EFT L 26, 1977, s. 1).

Direktiv 77/91 blev meddelt medlemsstaterne den 16. december 1976. Ifølge direktivets artikel 43 skulle medlemsstaterne sætte de nødvendige administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser i kraft for at efterkomme direktivet inden for en frist på to år fra dets meddelelse, dvs. inden den 16. december 1978, og straks give Kommissionen underretning herom.

Efter at have fastslået, at kongeriget Belgien ikke inden for den fastsatte frist havde vedtaget de foranstaltninger, som var nødvendige for at gennemføre direktivet og i hvert fald ikke have givet Kommissionen underretning herom, indledte Kommissionen ved skrivelse af 8. januar 1980 en procedure mod nævnte medlemsstat i henhold til traktatens artikel 169.

I nævnte skrivelse fastslog Kommissionen, at kongeriget Belgien havde undladt at opfylde sine forpligtelser, ved ikke at iværksætte de foranstaltninger, som var nødvendige til at omsætte direktivet til national ret, og opfordrede den belgiske regering til at fremsætte sine bemærkninger inden to måneder.

Ved skrivelser af 29. februar og 17. marts 1980 gav Belgiens første repræsentation ved Fællesskaberne Kommissionen meddelelse om, at det var en meget vanskelig og teknisk betonet opgave at tilpasse belgisk lovgivning til direktivet, at direktivet havde mødt megen modstand og rejst flere problemer. Det første lovudkast med henblik på at tilpasse den nationale lovgivning til direktivet blev forelagt Conseil d'Etat den 5. oktober 1978 til udtalelse. På grundlag af Conseil d'Etat's udtalelser blev lovudkastet tilpasset den 29. januar 1979. På grund af regeringskrisen, valget i december 1978 og den tid, der medgik til regeringsdannelsen, kunne lovudkastet først godkendes af det belgiske ministerråd den 9. november 1979. Lovudkastet om ændring af lovbekendtgørelsen af 30. november 1935 vedrørende privatretlige selskaber blev forelagt senatet (Chambre des representants) den 5. december 1979.

Den 29. september 1980 fremsatte Kommissionen i medfør af EØF-traktatens artikel 169, stk. 1, en begrundet udtalelse, som blev meddelt den 8. oktober 1980, i hvilken Kommissionen fastslog, at kongeriget Belgien havde tilsidesat en forpligtelse efter traktaten og opfordrede kongeriget Belgien til, inden for en frist på to måneder efter meddelelsen om den begrundede udtalelse, at træffe de foranstaltninger, som var nødvendige for at gennemføre direktivet.

Den 29. januar 1981 underrettede Belgiens faste repræsentation Kommissionen om, at senatets særlige udvalg havde påbegyndt behandlingen af lovforslaget, og at regeringen ville insistere på, at forhandlingerne og afstemningen om lovforslaget burde fremskyndes mest muligt.

Ved stævning, indgivet den 12. juni 1981, har Kommissionen i medfør af EØF-traktatens artikel 169, stk. 2, anlagt sag ved Domstolen med henblik på at det statueres, at kongeriget Belgien har undladt at opfylde sine forpligtelser efter traktaten ved at undlade at gennemføre direktiv 77/91.

Skriftvekslingen er foregået forskriftsmæssigt. Kommissionen har givet afkald på fremlæggelse af replik.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse. Den har dog opfordret den belgiske regering til at oplyse skriftligt, på hvilken dato lovgivningsproceduren med henblik på gennemførelsen af direktivet blev påbegyndt. Denne opfordring har den belgiske regering efterkommet inden for den fastsatte frist.

Kommissionen har nedlagt følgende påstande :

Regeringen for kongeriget Belgien har ikke nedlagt nogen udtrykkelig påstand.

Kommissionen har anført, at direktiver i henhold til traktatens artikel 189, stk. 3, er bindende med hensyn til det tilsigtede mål for enhver medlemsstat, som de rettes til, men at de overlader det til de nationale myndigheder at bestemme form og midler for gennemførelsen. At direktiverne er bindende indebærer, at medlemsstaterne er forpligtet til at overholde de frister, som er fastsat i direktiverne til vedtagelse af nationale lovbestemmelser med henblik på direktivernes gennemførelse.

Der foreligger et traktatbrud uanset hvilken national myndighed, den manglende gennemførelse af direktivet kan tilregnes, og uanset om traktatbruddet beror på en positiv handling eller en undladelse. En medlemsstat kan ikke som begrundelse for at tilsidesætte en forpligtelse påberåbe sig bestemmelser eller praksis i sin nationale retsorden eller andre særlige omstændigheder på nationalt plan.

Disse principper er blevet fastslået ved Domstolens faste praksis.

Det er derfor ubestrideligt, at kongeriget Belgien har undladt at opfylde en forpligtelse efter traktaten, ved ikke inden for de fastsatte frister at vedtage de foranstaltninger, som var nødvendige til gennemførelse af direktiv 77/91.

Regeringen for kongeriget belgien har gjort gældende, at det på grund af den langvarige lovgivningsproces i Belgien er særligt vanskeligt at gennemføre direktiverne inden for de foreskrevne frister. Også den politiske krise i de senere år i Belgien har forsinket gennemførelsen yderligere.

Endvidere var det udelukket at delegere beføjelserne til den udøvende magt, da direktivbestemmelserne vedrørende kapitalselskaber er komplicerede og griber ind i både civilretten og i erhvervsretten.

Endvidere er fristerne i direktiverne om kapitalselskaber for korte. Det første direktiv af 9. marts 1968 var det først muligt at genenemføre i Belgien i marts 1973. I det tredje direktiv af 9. oktober 1978 om fusioner af aktieselskaber indrømmedes medlemsstaterne en frist på tre år til at gennemføre direktivets bestemmelser i national ret. Denne tendens til at forlænge fristerne genfindes i flere EØF-direktivforslag, som stadig er på forhandlingsstadiet.

Forsinkelsen beroede endvidere på, at lovbekendtgørelsen om privatretlige selskaber skulle tilpasses det fjerde direktiv af 25. juli 1978 om årsregnskaberne for visse selskabsformer. Tilpasningen af den belgiske lovgivning til dette direktiv fandt stedt ved ændringsforslag til lovforslaget om tilpasning til det andet direktiv, således at de to direktiver kunne omsættes samtidig til national ret.

Der er afgivet kortfattede mundtlige indlæg i retsmødet den 28. april 1982 af Kommissionen ved Delmoly og af regeringen for kongeriget Belgien ved Hoebaer.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 22. juni 1982.