31999R1600

Rådets forordning (EF) nr. 1600/1999 af 12. juli 1999 om indførelse af endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af tråd af rustfrit stål af diameter 1 mm og derover med oprindelse i Indien og om afslutning af proceduren vedrørende importen af tråd af rustfrit stål af diameter 1 mm og derover med oprindelse i Republikken Korea

EF-Tidende nr. L 189 af 22/07/1999 s. 0019 - 0025


RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 1600/1999

af 12. juli 1999

om indførelse af endelig antidumpingtold og endelig opkrævning af den midlertidige told på importen af tråd af rustfrit stål af diameter 1 mm og derover med oprindelse i Indien og om afslutning af proceduren vedrørende importen af tråd af rustfrit stål af diameter 1 mm og derover med oprindelse i Republikken Korea

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab(1), særlig artikel 9,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2026/97 af 6. oktober 1997 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab(2), særlig artikel 24,

under henvisning til forslag fremsat af Kommissionen efter høring af Det Rådgivende Udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

A. MIDLERTIDIGE FORANSTALTNINGER

(1) Kommissionen indførte ved forordning (EF) nr. 617/1999(3) (i det følgende benævnt "den midlertidige forordning") midlertidig antidumpingtold på importen af tråd af rustfrit stål med diameter 1 mm eller derover (i det følgende benævnt "tyk tråd" eller "den pågældende vare") med oprindelse i Indien og henhørende under KN-kode ex 7223 00 19.

(2) I samme forordning konkluderedes det foreløbigt, at der ikke burde indføres antidumpingtold på importen af den pågældende vare med oprindelse i Korea, som var omfattet af samme undersøgelse, da de konstaterede dumpingmargener enten var de minimis eller meget tæt på at være det.

B. EFTERFØLGENDE PROCEDURE

(3) Efter meddelelsen om de væsentligste kendsgerninger og overvejelser, der lå til grund for beslutningen om at indføre midlertidige foranstaltninger over for importen af tyk tråd med oprindelse i Indien (i det følgende benævnt "meddelelsen"), fremsatte flere interesserede parter bemærkninger skriftligt. De parter, der anmodede herom, fik også mulighed for at blive hørt mundtligt.

(4) Kommissionen fortsatte med at indhente og efterprøve alle oplysninger, som den anså for nødvendige med henblik på en endelig afgørelse.

(5) Alle parter blev underrettet om de væsentligste kendsgerninger og overvejelser, der lå til grund for, at det påtænkes at anbefale, at der indføres en endelig antidumpingtold, og at der sker en endelig opkrævning af de beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed i form af midlertidig told. De fik også en frist til at gøre indsigelse efter denne meddelelse.

(6) Parternes mundtlige og skriftlige bemærkninger blev overvejet, og de foreløbige konklusioner er derefter ændret, hvor dette var relevant.

C. DEN PÅGÆLDENDE VARE OG SAMME VARE

(7) Den pågældende vare er tyk tråd af rustfrit stål, med indhold af nikkel på 2,5 vægtprocent og derover, med undtagelse af tråd med indhold af nikkel på 28 vægtprocent og derover, men ikke over 31 vægtprocent, og af chrom på 20 vægtprocent og derover, men ikke over 22 vægtprocent.

(8) Det konstateredes i undersøgelsens foreløbige fase, at der var forskelle i fysiske egenskaber og anvendelsesformål mellem tråd af rustfrit stål, der er omfattet af den foreliggende undersøgelse, dvs. tråd af diameter 1 mm eller derover (tyk tråd), og tråd af diameter under 1 mm (fin tråd). Der er derfor tilsyneladende ingen eller kun meget begrænset udskiftelighed mellem tykke og fine trådes anvendelsesformål. Det fremgik imidlertid også af den midlertidige forordning, at spørgsmålet om, hvorvidt der kunne drages en klar skillelinje mellem disse to varer, ville blive undersøgt yderligere i den endelige fase.

(9) På grundlag af de yderligere oplysninger, der er indhentet fra interesserede parter, konkluderes det, at tyk tråd og fin tråd er to forskellige varer, da de har forskellige fysiske egenskaber og anvendes til forskellige formål. For det første, og for så vidt angår de fysiske egenskaber, har tyk og fin tråd af rustfrit stål forskellig trækstyrke, kornstruktur og belægning. For det andet er det for så vidt angår de to varers forskellige anvendelsesformål konstateret, at tyk.tråd anvendes til kraftigere tekniske anvendelsesformål, såsom fastgørelsesanordninger, produkter til forstærkning af mure, svejsetråd osv. Fin tråd anvendes derimod som regel til præcisionsformål, såsom net og filtre (trådvæv) med små åbninger til filtrering af meget fine eller små partikler (f.eks. støvfiltre og kemiske filtre), medicinske eller kirurgiske anvendelsesformål osv.

(10) På grundlag af ovenstående konkluderes det, at fin og tyk tråd er to forskellige varer, der har forskellige egenskaber og anvendelsesformål, og at de ikke er indbyrdes udskiftelige set fra brugernes synsvinkel.

(11) I betragtning af ovenstående og da ingen af de berørte parter fremsatte bemærkninger til Kommissionens foreløbige undersøgelsesresultater vedrørende den pågældende vare og betragtningerne om den samme vare, bekræftes kendsgerningerne og konklusionerne i betragtning 7 til 11 i den midlertidige forordning.

D. DUMPING

1. Korea

(12) Da ingen interesserede parter har fremsat bemærkninger, og da undersøgelsen ikke har ført til nogen anden konklusion, bekræftes de foreløbige undersøgelsesresultater i betragtning 23, litra b), i den midlertidige forordning, nemlig at de konstaterede dumpingmargener for de pågældende koreanske eksporterende producenter er ubetydelige, undtagen for to eksportører. Den vejede gennemsnitlige landsdækkende dumpingmargen for alle de undersøgte eksporterende producenter, der repræsenterer hele eksporten af tyk tråd af rustfrit stål fra Korea til Fællesskabet, er desuden de minimis, dvs. under 2 % af cif prisen, Fællesskabets grænse. Under disse omstændigheder må dumpingmargenen for Korea anses for ubetydelig, jf. artikel 9, stk. 3, i grundforordningen.

2. Indien

a) Normal værdi

(13) Flere indiske eksporterende producenter fremførte, at de gennemsnitlige fortjenstmargener, der benyttedes til at fastsætte den beregnede normale værdi, var urimelige, især fordi de var betydeligt højere end den fortjenstmargen på 5 %, der nævnes i betragtning 79 i den midlertidige forordning som en rimelig fortjenstmargen for EF-erhvervsgrenen ved fastsættelsen af den ikke-skadevoldende pris. Disse eksporterende producenter gjorde gældende, at selskabernes fortjenstmargen i undersøgelsesperioden, dvs. et samlet tal, der både omfatter den pågældende vare og andre varer, skulle benyttes til at fastsætte den beregnede normale værdi. For ikke-overskudsgivende selskaber blev det gjort gældende, at gennemsnittet af selskabsfortjenstmargenerne for rentable virksomheder i Indien skulle benyttes til at fastsætte den beregnede normale værdi.

(14) Som alternativ hertil blev der fremsat ønske om, at den gennemsnitlige fortjeneste blev beregnet for hvert enkelt berørt selskab på grundlag af alt salg på hjemmemarkedet, dvs. salg af såvel rentable som ikke-rentable varetyper, og ikke blot på grundlag af hjemmemarkedssalget af rentable varetyper.

(15) I denne forbindelse skal det bemærkes, at beløbene for fortjeneste i henhold til artikel 2, stk. 6, i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 (i det følgende benævnt "grundforordningen") skal baseres på oplysninger om produktion og salg i normal handel af samme vare på eksportlendets hjemmemarked. I denne forbindelse kan der kun tages hensyn til tabsgivende salg af en bestemt varetype ved fastsættelsen af fortjenstmargenen, hvis den ikke-overskudsgivende salgsmængde af en sådan type ikke overstiger 20 % af det samlede salg af den pågældende type. Denne regel er blevet overholdt ved fastsættelsen af den fortjenstmargen, der er anvendt ved fastsættelsen af den beregnede normale værdi.

(16) Kravene vedrørende den fortjenstmargen, der anvendes til at fastsætte den beregnede normale værdi, afvises derfor.

(17) En indisk eksporterende producent gjorde gældende, at der skulle tages hensyn til lagerudsving for varer under fremstilling ved fastsættelsen af den beregnede normale værdi. Kravet blev imødekommet, da den endeligt forelagte dokumentation var tilstrækkelig.

(18) To indiske eksporterende producenter, som havde haft tab gennem undersøgelsesperioden, hævdede i henhold til artikel 2, stk. 5, i grundforordningen, at disse tab havde fundet sted i påbegyndelsesfasen, og at der skulle tages hensyn til denne situation. Da ingen af disse to selskaber imidlertid opfyldte kriterierne i artikel 2, stk. 5, i grundforordningen, kunne denne justering ikke indrømmes.

(19) Da der ikke er fremsat andre bemærkninger vedrørende fastsættelsen af den normale værdi, bekræftes de øvrige undersøgelsesresultater i betragtning 12 og 13 i den midlertidige forordning.

b) Eksportpris

(20) Da der ikke er fremsat nye bemærkninger vedrørende fastsættelsen af eksportprisen, bekræftes undersøgelsesresultaterne i betragtning 14 til 16 i den midlertidige forordning.

c) Sammenligning

(21) En indisk eksporterende producent ønskede, at dens forretningsmæssigt forbundne importørs kreditomkostninger blev fastsat på grundlag af de betalingsbetingelser, som denne importør indrømmede sin første uafhængige kunde i Fællesskabet, i stedet for på grundlag af de betalingsbetingelser, der var aftalt mellem moderselskabet og den forretningsmæssigt forbundne importør. Dette ønske blev imødekommet, og fastsættelsen af kreditomkostningerne blev justeret i overensstemmelse hermed.

(22) Da der ikke blev fremsat andre bemærkninger vedrørende de justeringer, der blev foretaget for at sikre en rimelig sammenligning, bekræftes de foreløbige undersøgelsesresultater i betragtning 17 til 19 i den midlertidige forordning.

d) Dumpingmargener

(23) Da der ikke er fremsat nye bemærkninger vedrørende fastsættelsen af dumpingmargenen, bekræftes undersøgelsesresultaterne i betragtning 20 til 22 i den midlertidige forordning. På dette grundlag udgør dumpingmargenerne udtrykt i procent af prisen, beregnet cif Fællesskabets grænse:

>TABELPOSITION>

E. SKADE

1. Erhvervsgrenen i Fællesskabet

(24) Da ingen af de berørte parter har fremlagt nye beviser eller nye underbyggede argumenter, bekræftes kendsgerningerne og resultaterne i betragtning 24 og 25 i den midlertidige forordning, nemlig at de klagende EF-producenter, der tegner sig for mere end 65 % af den samlede produktion i Fællesskabet af tyk tråd af rustfrit stål, udgør erhvervsgrenen i Fællesskabet, jf. artikel 4, stk. 1, i grundforordningen.

2. Konkurrenceaspekter

(25) I de bemærkninger, de fremsatte efter meddelelsen, gentog de indiske eksporterende producenter deres påstand om, at alle de tal, som EF-erhvervsgrenen har opgivet i forbindelse med denne undersøgelse, kunstigt vil være for store som følge af den ensartede anvendelse af systemet med "legeringstillæg", og at det derfor ikke vil være muligt at foretage en nøjagtig skadesanalyse i forbindelse med antidumpingproceduren. Da ingen interesserede parter har fremført nye argumenter, og da Kommissionen har truffet en endelig afgørelse om afvisning af klagen i sag IV/E-1/36.930 om stænger af rustfrit blankt stål, der tilhører samme kategori af varer som tråd af rustfrit stål, bekræftes undersøgelsesresultaterne i betragtning 27 i den midlertidige forordning.

3. Forbrug i Fællesskabet

(26) Efter meddelelsen har nogle interesserede parter fremført, at den metode, der blev fulgt med henblik på at fastsætte forbruget i Fællesskabet, navnlig med hensyn til ikke-samarbejdsvillige EF-producenters salg og importen fra tredjelande, var uhensigtsmæssig.

(27) I denne forbindelse bør det erindres, at der kun er adgang til detaljerede og verificerede oplysninger for EF-erhvervsgrenen og de samarbejdsvillige eksporterende producenter i de pågældende lande. I overensstemmelse med EF-institutionernes faste praksis blev der derfor gjort brug af oplysninger, der var tilgængelige for Kommissionen, og især uafhængige statistiske kilder. Ingen interesserede parter har fremlagt oplysninger, der viser, at EF-institutionernes fremgangsmåde var urimelig og ikke berettiget under de omstændigheder, der forelå i denne sag.

(28) Undersøgelsesresultaterne i betragtning 28 og 29 i den midlertidige forordning bekræftes derfor.

4. Dumpingimportens mængde og markedsandel

(29) Da ingen interesserede parter fremsatte nye argumenter, bekræftes undersøgelsesresultaterne i betragtning 30 og 31 i den midlertidige forordning.

5. Dumpingimportens priser

(30) Nogle interesserede parter anfægtede den metode, Kommissionen havde benyttet i den foreløbige fase til at beregne prisunderbudsmargenerne. De påstod, at disse margener var for store, fordi de beløb, hvormed de eksporterende producenters priser lå under EF-erhvervsgrenens priser, ikke blev udlignet med beløb, der lå herover.

(31) Det skal bemærkes, at i henhold til den metode for beregning af prisunderbudsmargenerne, der beskrives i betragtning 33 og 34 i den midlertidige forordning, blev dumpingimportens vejede gennemsnitlige nettosalgspriser sammenlignet model for model med EF-erhvervsgrenens gennemsnitlige nettopriser på fællesskabsmarkedet. Denne metode gjorde det derfor muligt for hver enkelt model at tage hensyn til det beløb, hvormed de eksporterende producenters priser for en eksporttransaktion oversteg EF-erhvervsgrenens vejede gennemsnitspris. Påstanden blev derfor afvist.

(32) Da der ikke er fremsat andre bemærkninger bekræftes konklusionerne i betragtning 32 til 35 i den midlertidige forordning.

6. EF-erhvervsgrenens situation

(33) Da ingen interesserede parter fremsatte bemærkninger til de foreløbige undersøgelsesresultater vedrørende de økonomiske indikatorer for EF-erhvervsgrenens situation, bekræftes konklusionerne i betragtning 36 til 43 i den midlertidige forordning.

(34) Nogle interesserede parter har fremført, at de økonomiske indikatorer for fællesskabserhvervsgrenen ikke gjorde det muligt at konkludere, at denne erhvervsgren havde lidt væsentlig skade. De påstod, at EF-erhvervsgrenens situation var forholdsvis stabil i den af undersøgelsen omfattede periode og endda udviste tegn på forbedringer med hensyn til produktion, salgsmængde og investeringer. For så vidt angår rentabiliteten kan den nedadgående tendens forklares ved EF-erhvervsgrenens beslutning om at koncentrere sig om produkter, der har højere produktionsomkostninger.

(35) Det bør erindres, at konklusionen om, at der er forvoldt EF-erhvervsgrenen væsentlig skade, som nævnt i betragtning 44 og 45 i den midlertidige forordning var baseret på den kendsgerning, at EF-erhvervsgrenen over for dumpingimporten ikke kunne følge vækstudviklingen på markedet og ikke genvandt sin stilling på markedet, men kun kunne holde sin salgsmængde stabil på bekostning af sin rentabilitet, der faldt stærkt på baggrund af en situation med faldende salgspriser. EF-erhvervsgrenens salgsmængde steg kun med 5 % mellem 1994 og undersøgelsesperioden, mens fællesskabsmarkedet voksede med 20 % i samme periode. Den svage nedgang i produktionen og investeringerne er udtryk for, at EF-erhvervsgrenen forsøgte at bevare sin markedsandel på et marked i betydelig vækst. Den faldende udvikling i EF-erhvervsgrenens rentabilitet skyldes således ikke udelukkende, om overhovedet, at den også begyndte at fremstille modeller, der var udsat for mindre konkurrence fra dumpingimporten.

(36) På grundlag af ovenstående konkluderes det, at der er forvoldt erhvervsgrenen i Fællesskabet væsentlig skade, jf. betragtning 44 og 45 i den midlertidige forordning.

F. ÅRSAGSSAMMENHÆNG

(37) Efter vedtagelsen af den midlertidige forordning stillede nogle interesserede parter spørgsmålstegn ved, om den skade, som EF erhvervsgrenen havde lidt, var forårsaget af dumpingimporten. Det blev især hævdet, at skaden var forårsaget af andre faktorer, nemlig af EF-producenter, der ikke tilhører erhvervsgrenen i Fællesskabet som defineret ovenfor. Det blev i denne forbindelse fremført, at i betragtning af EF-producenternes begrænsede samarbejdsvilje var vurderingen af virkningerne af de ikke-samarbejdsvillige fællesskabsproducenters salg ikke fuldt ud pålidelig.

(38) I betragtning af gennemsigtigheden og prisfølsomheden på EF-markedet for tråd af rustfrit stål er det ikke urimeligt at konkludere, at andre EF-producenter sandsynligvis har gennemlevet en tilsvarende udvikling som den, der konstateredes for erhvervsgrenen i Fællesskabet, navnlig med hensyn til priser. Desuden har ingen interesserede parter fremlagt oplysninger, der kunne tyde på, at de producenter, der ikke var med til at indgive klagen, har arbejdet under mere positive forhold. Påstanden bør derfor afvises, og undersøgelsesresultaterne i betragtning 50 i den midlertidige forordning, nemlig at andre EF-producenter ikke har bidraget til den skade, der er forvoldt erhvervsgrenen i Fællesskabet, bekræftes.

(39) I betragtning af ovenstående bekræftes konklusionerne i betragtning 46 til 59 i den midlertidige forordning, nemlig at dumpingimport fra Indien til lave priser har forvoldt EF-erhvervsgrenen væsentlig skade.

G. FÆLLESSKABETS INTERESSER

(40) Efter vedtagelsen af den midlertidige forordning har brugerne fremsat bemærkninger om toldens mulige konsekvenser.

(41) Da der ikke er fremsat yderligere bemærkninger med hensyn til indvirkningen af tolden på EF-erhvervsgrenens og andre EF-producenters situation, bekræftes for så vidt angår disse foretagender den konklusion, at en indførelse af foranstaltninger sandsynligvis vil gøre det muligt for EF-erhvervsgrenen at genopnå en tilfredsstillende fortjeneste samt opretholde og videreudvikle sine aktiviteter i Fællesskabet og derved sikre både beskæftigelse og investeringer.

(42) Da uafhængige importører og leverandørerne ikke har reageret yderligere, bekræftes undersøgelsesresultaterne i betragtning 66 til 70 i den midlertidige forordning.

(43) For så vidt angår brugerne har nogle selskaber hævdet, at en indførelse af foranstaltninger vil have en direkte virkning på deres økonomiske situation, da priserne på deres råmaterialer vil stige. De har imidlertid også erklæret, at der er andre leveringskilder end Indien uden for Fællesskabet. I betragtning af toldens samlede lave niveau vil virkningen af prisstigninger desuden være begrænset.

(44) Andre brugere har fremhævet kvaliteten og pålideligheden af EF-erhvervsgrenens varer og finder derfor, at en indførelse af foranstaltninger ikke vil påvirke deres egen situation.

(45) Undersøgelsesresultaterne i betragtning 60 til 77 i den midlertidige forordning bekræftes derfor i den forstand, at der ikke er tvingende årsager til ikke at indføre antidumpingtold.

H. ENDELIG FREMGANGSMÅDE

1. Korea

(46) I betragtning af ovenstående konklusioner om, at den vejede gennemsnitlige dumpingmargen for import med oprindelse i Korea for landet som helhed er ubetydelig, bør proceduren vedrørende import af tyk tråd af rustfrit stål med oprindelse i Korea afsluttes i overensstemmelse med artikel 9, stk. 3, i grundforordningen.

2. Indien

(47) På grundlag af ovenstående konklusioner om dumping, skade, årsagssammenhæng og Fællesskabets interesser overvejedes det, hvilken form og størrelse de endelige antidumpingforanstaltninger skulle have for at afhjælpe virkningerne af den skadelige dumping.

(48) Som forklaret i betragtning 79 i den midlertidige forordning beregnedes der derfor en ikke-skadevoldende pris på et niveau, der dækker EF-erhvervsgrenens produktionsomkostninger og en rimelig fortjeneste.

(49) Resultatet af sammenligningen af de ikke-skadevoldende priser med producenternes eksportpriser på samme handelstrin var skadesmargener, der lå fra omkring 20 % til mere end 50 % af importprisen, frit Fællesskabets grænse. For tre indiske eksporterende producenter var denne margen under dumpingmargenerne.

(50) Undersøgelsesresultaterne i betragtning 83 i den midlertidige forordning, nemlig at alle de undersøgte ordninger udgør eksportsubsidier som omhandlet i artikel 3, stk. 4, litra a), i forordning (EF) nr. 2026/97, bekræftes. Subsidierne kan således påvirke de indiske eksporterende producenters eksportpriser og dermed medføre større dumpingmargener. Derfor, og som det fremgår af betragtning 80 til 82 i den midlertidige forordning, må antidumpingtolden derfor justeres, således at den afspejler de faktiske dumpingmargener, der foreligger efter indførelsen af udligningstold, som udligaer virkningerne af eksportsubsidierne.

(51) På grundlag af ovenstående udgør den endelige told udtrykt i procent af prisen, cif Fællesskabets grænse, ufortoldet, og under hensyntagen til resultaterne af antisubsidieproceduren følgende:

>TABELPOSITION>

(52) I betragtning af den betydelige samarbejdsvilje, der er udvist, bør satsen for den højeste selskabsspecifikke antidumpingtold, der er fastlagt, anvendes for de øvrige eksporterende producenter. Denne sats er 55,6 %. Denne told blev ikke justeret i henhold til artikel 24, stk. 1, i forordning (EF) nr. 2026/97, da den var fastsat på grundlag af et selskab, nemlig Triveni, der ikke fandtes at have modtaget udligningsberettigede eksportsubsidier.

(53) De individuelle toldsatser, der er anført i denne forordning, blev fastsat på grundlag af resultaterne af den foreliggende antidumpingundersøgelse. De afspejler derfor den situation, der konstateredes ved undersøgelsen. Disse toldsatser finder derfor udelukkende anvendelse på import af varer med oprindelse i det pågældende land og fremstillet af de nævnte specifikke retlige enheder. Varer fremstillet af alle andre selskaber, der ikke er udtrykkeligt nævnt i den relevante del af denne forordning, herunder forretningsmæssigt forbundne enheder, kan ikke drage fordel af disse satser, men er omfattet af satsen for resttolden.

(54) Alle anmodninger om anvendelse af disse individuelle toldsatser (f.eks. efter ændring af den pågældende virksomheds navn) fremsendes straks til Kommissionen sammen med alle relevante oplysninger, især om ændringer af selskabets aktiviteter i forbindelse med fremstilling og hjemmemarkeds- og eksportsalg i tilknytning til den pågældende navneændring.

J. OPKRÆVNING AF DEN MIDLERTIDIGE TOLD

(55) I betragtning af størrelsen af de dumpingmargener, der fastsattes endeligt for de eksporterende producenter i Indien, og af alvoren af den skade, der er forvoldt erhvervsgrenen i Fællesskabet, findes det nødvendigt, at de beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed i henhold til den midlertidige forordning, opkræves endeligt med den endelige told, medmindre de midlertidige toldsatser er lavere, i hvilket tilfælde sidstnævnte gælder

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

1. Der indføres en endelig antidumpingtold på importen af tråd af rustfrit stål af diameter 1 mm og derover, med indhold af nikkel på 2,5 vægtprocent og derover, undtagen med indhold af nikkel på 28 vægtprocent og derover, men ikke over 31 vægtprocent, og af chrom på 20 vægtprocent og derover, men ikke over 22 vægtprocent, henhørende under KN-kode ex 7223 00 19 (Taric-kode 7223 00 19*90) og med oprindelse i Indien.

2. Den endelige antidumpingtold fastsættes til følgende af nettoprisen, frit Fællesskabets grænse, ufortoldet:

>TABELPOSITION>

3. Gældende bestemmelser vedrørende told finder anvendelse, medmindre andet er fastsat.

4. De individuelle toldsatser (i modsætning til den landsomfattende told, der gælder for "andre") finder udelukkende anvendelse på import af varer, der er fremstillet af de nævnte specifikke retlige enheder, og som har oprindelse i det pågældende land. Varer, der er fremstillet af ethvert andet selskab, der ikke er nævnt med sit nøjagtige navn i den relevante del af forordningen, kan ikke drage fordel af disse satser.

Alle anmodninger om anvendelse af disse individuelle toldsatser (f.eks. efter en ændring af enhedens navn) fremsendes straks til Kommissionen(4) sammen med alle relevante oplysninger, især om ændringer af selskabets aktiviteter i forbindelse med fremstilling og hjemmemarkeds- og eksportsalg i tilknytning til den pågældende navneændring. Efter konsultation af Det Rådgivende Udvalg ændrer Kommissionen forordningen i overensstemmelse hermed ved at ajourføre listen over selskaber, som er omfattet af individuelle toldsatser.

Artikel 2

1. De beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed i form af midlertidig antidumpingtold på import af tråd af rustfrit stål af diameter 1 mm eller derover med oprindelse i Indien i henhold til forordning (EF) nr. 617/1999(5), opkræves endeligt med den endelige toldsats. Beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed ud over den endelige antidumping, frigives.

2. De i artikel 1, stk. 4, omhandlede bestemmelser finder også anvendelse på den endelige opkrævning af de beløb, for hvilke der er stillet sikkerhed i form af midlertidig antidumpingtold.

Artikel 3

Proceduren vedrørende importen af tråd af rustfrit stål af diameter 1 mm eller derover med oprindelse i Korea afsluttes.

Artikel 4

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. juli 1999.

På Rådets vegne

S. NIINISTÖ

Formand

(1) EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 905/98 (EFT L 128 af 30.4.1998, s. 18).

(2) EFT L 288 af 21.10.1997, s. 1.

(3) EFT L 79 af 24.3.1999, s. 13.

(4) Europa-Kommissionen

Generaldirektorat I - Eksterne Forbindelser

Direktorat C

DM 24 - 8/38

Rue de la Loi/Wetstraat 200 B - 1049 Bruxelles/Brussel.

(5) EFT L 79 af 24.3.1999, s. 13.