|
23.7.2021 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 263/7 |
RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2021/1210
af 22. juli 2021
om en bistandsforanstaltning i form af et generelt støtteprogram til Den Afrikanske Union under den europæiske fredsfacilitet i 2021
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, stk. 1, og artikel 41, stk. 2,
under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
I overensstemmelse med Rådets afgørelse (FUSP) 2021/509 (1) blev der oprettet en europæisk fredsfacilitet (EPF) til medlemsstaternes finansiering af EU-aktioner under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik med henblik på at bevare fred, forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed i overensstemmelse med traktatens artikel 21, stk. 2, litra c). EPF kan navnlig i medfør af artikel 1, stk. 2, litra b), nr. ii), i afgørelse (FUSP) 2021/509 finansiere bistandsforanstaltninger til støtte for militære aspekter af fredsstøttende operationer, der ledes af en regional eller international organisation. |
|
(2) |
Bistandsforanstaltninger under EPF kan tage form af en specifik foranstaltning eller et generelt støtteprogram med et bestemt geografisk eller tematisk fokus. |
|
(3) |
Rådet anerkender den fortsatte strategiske betydning af Afrika-EU-partnerskabet for fred og sikkerhed under den fælles Afrika-EU-strategi, navnlig den samarbejdsramme, der er etableret under fredsfaciliteten for Afrika (APF), og den ledende rolle, som Den Afrikanske Union (AU) spiller for opretholdelse af fred og sikkerhed på det afrikanske kontinent, som angivet i artikel 16 i protokollen om oprettelse af Den Afrikanske Unions Freds- og Sikkerhedsråd. Rådet er fortsat fast besluttet på at opbygge AU-kapaciteter på dette område, yde bistand til afrikanskledede fredsstøttende operationer og styrke den afrikanske freds- og sikkerhedsarkitektur hen imod dens fulde operationalisering i overensstemmelse med aftalememorandummet mellem Den Afrikanske Union og Den Europæiske Union om fred, sikkerhed og regeringsførelse af 23. maj 2018 samt på at opretholde etablerede samarbejdsmekanismer, navnlig en integreret tilgang baseret på partnerskab, høring og øget strategisk koordinering. |
|
(4) |
En gnidningsløs overgang for Unionens støtte fra APF til EPF bør sikres gennem vedtagelsen af en bistandsforanstaltning i form af et generelt støtteprogram til AU, som dækker andet halvår af 2021 (»bistandsforanstaltningen«). Det forventes, at bistandsforanstaltningen skal efterfølges af yderligere støtte til AU for perioden 2022-2024. Et generelt program giver mulighed for fortsat levering af pålidelig og forudsigelig finansiering til de afrikanskledede fredsstøttende operationer, som AU's Freds- og Sikkerhedsråd har givet bemyndigelse til eller godkendt, samtidig med at det sikrer den nødvendige fleksibilitet til at reagere effektivt på konflikter på det afrikanske kontinent. Det forventes, at aktioner under bistandsforanstaltningen vil kunne gennemføres af enheder, som har erfaring med gennemførelse af aktioner under APF. Aktioner under bistandsforanstaltningen vil blive gennemført under hensyntagen til principperne og kravene i afgørelse (FUSP) 2021/509 og i overensstemmelse med reglerne for gennemførelse af indtægter og udgifter, der finansieres under EPF. |
|
(5) |
Ved sin skrivelse fra juni 2021 til Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (den »højtstående repræsentant«) anmodede AU Unionen om fra den 1. juli 2021 fortsat at yde støtte til de afrikanskledede fredsstøttende operationer, som AU's Freds- og Sikkerhedsråd har givet bemyndigelse til eller godkendt. |
|
(6) |
Rådet bekræfter på ny, at det er fast besluttet på at beskytte, fremme og overholde menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og de demokratiske principper med henblik på at styrke retsstatsforhold og god regeringsførelse i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt, verdenserklæringen om menneskerettighederne og folkeretten, navnlig den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitær folkeret — |
VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:
Artikel 1
Oprettelse, mål og anvendelsesområde
1. En bistandsforanstaltning i form af et generelt støtteprogram til Den Afrikanske Union, der skal finansieres under den europæiske fredsfacilitet (EPF) (»bistandsforanstaltningen«), oprettes hermed. Bistandsforanstaltningen skal finansiere aktioner godkendt af Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) inden den 31. december 2021.
2. Målet for bistandsforanstaltningen er at nedbringe hyppigheden, varigheden og intensiteten af voldelige konflikter i Afrika og at styrke Den Afrikanske Unions (AU's) rolle med hensyn fred og sikkerhed på det afrikanske kontinent.
3. For at nå målene fastsat i stk. 2 skal bistandsforanstaltningen finansiere de militære aspekter af de afrikanskledede fredsstøttende operationer, som AU's Freds- og Sikkerhedsråd har givet bemyndigelse til eller godkendt.
Artikel 2
Godkendelse af støtte til aktioner under bistandsforanstaltningen
1. I henhold til artikel 59, stk. 7, i afgørelse (FUSP) 2021/509 skal støtte til alle aktioner under bistandsforanstaltningen ske på anmodning af AU's Kommission som modtager af bistandsforanstaltningen (»modtageren«).
2. Efter en anmodning som omhandlet i stk. 1 skal den højtstående repræsentant efter høring af administratoren for bistandsforanstaltninger udpeget i henhold til afgørelse (FUSP) 2021/509 (»administratoren for bistandsforanstaltninger«) om spørgsmål vedrørende finansiel gennemførelse fremsætte en henstilling, der skal behandles og godkendes af PSC, og som opridser den foreslåede støtte, herunder dens budget, den eller de enheder, der er valgt blandt dem, der er anført i nærværende afgørelses artikel 5 stk. 2, til at gennemføre den foreslåede støtte, og betragtninger vedrørende konfliktsensitivitet og risikoanalyser samt foranstaltninger til overvågning og kontrol efter behov, jf. nærværende afgørelses artikel 6.
Artikel 3
Finansielle ordninger
1. Det finansielle referencegrundlag til dækning af udgifterne i forbindelse med bistandsforanstaltningen udgør 130 000 000 EUR. I overensstemmelse med artikel 29, stk. 5, i afgørelse (FUSP) 2021/509 kan administratoren for bistandsforanstaltninger indkalde bidrag op til 104 000 000 EUR efter vedtagelsen af nærværende afgørelse, i det omfang de midler, som er til rådighed til bistandsforanstaltninger, er utilstrækkelige til at finansiere indbetalinger i 2021. De bidrag, som indkaldes af administratoren, må kun benyttes til at betale udgifter inden for de grænser, der er godkendt af udvalget nedsat ved afgørelse (FUSP) 2021/509 i ændringsbudgettet for 2021 svarende til denne bistandsforanstaltning.
2. Alle udgifter forvaltes efter reglerne for gennemførelse af indtægter og udgifter, der finansieres under EPF.
3. Udgifter i forbindelse med aktioner, der er godkendt til gennemførelse under bistandsforanstaltningen, er berettigede til finansiering i 60 måneder fra den 1. juli 2021.
Artikel 4
Ordninger med modtageren
1. Den højtstående repræsentant indgår de fornødne ordninger med modtageren for at sikre overholdelse af de krav og betingelser, der fastsættes af Rådet, herunder overholdelse af folkeretten, navnlig den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret, som en betingelse for at yde støtte under bistandsforanstaltningen.
2. De ordninger, der er omhandlet i stk. 1, omfatter bestemmelser, der forpligter modtageren til at sikre:
|
a) |
korrekt og effektiv anvendelse af alle aktiver, der stilles til rådighed under bistandsforanstaltningen, til de formål, hvortil de blev tilvejebragt |
|
b) |
tilstrækkelig vedligeholdelse af alle aktiver, der stilles til rådighed under bistandsforanstaltningen, for at sikre brugbarhed og operationel disponibilitet gennem aktivernes livscyklus |
|
c) |
at intet aktiv, der er stillet til rådighed under bistandsforanstaltningen, går tabt eller uden samtykke fra det facilitetsudvalg, der er nedsat ved afgørelse (FUSP) 2021/509, afhændes til andre personer eller enheder end dem, som er blevet udpeget i disse ordninger, ved afslutningen af dets livscyklus eller ved bistandsforanstaltningens udløb eller ophævelse. |
3. De ordninger, der er omhandlet i stk. 1, omfatter bestemmelser om suspension og ophævelse af støtten under bistandsforanstaltningen, hvis modtageren bryder de forpligtelser, der er fastsat i stk. 2.
4. Administratoren for bistandsforanstaltninger indgår en finansieringsaftale med modtageren, der omfatter bistandsforanstaltningen. Administratoren for bistandsforanstaltninger informerer udvalget nedsat ved afgørelse (FUSP) 2021/509 om den aftale, der skal indgås.
Artikel 5
Gennemførelse
1. Den højtstående repræsentant er ansvarlig for at sikre gennemførelsen af denne afgørelse i overensstemmelse med afgørelse (FUSP) 2021/509 og reglerne for gennemførelse af indtægter og udgifter, der finansieres under EPF, og med den integrerede metodologiske ramme for vurdering og fastlæggelse af de krævede foranstaltninger og kontroller med henblik på bistandsforanstaltninger under EPF.
2. Aktionerne under bistandsforanstaltningen som omhandlet i artikel 2 kan, bl.a. ved hjælp af tilskud, som kan ydes uden indkaldelse af forslag, gennemføres helt eller delvis af en hvilken som helst af følgende enheder:
|
a) |
AU's Kommission |
|
b) |
Den Arabiske Maghrebunion |
|
c) |
Fællesskabet af Stater i Sahel og Sahara |
|
d) |
Fællesmarkedet for det Østlige og Sydlige Afrika |
|
e) |
Det Østafrikanske Fællesskab |
|
f) |
Den østafrikanske beredskabsstyrke |
|
g) |
Det Centralafrikanske Økonomiske Fællesskab |
|
h) |
Det Økonomiske Fællesskab af Vestafrikanske Stater |
|
i) |
Den Mellemstatslige Organisation for Udvikling |
|
j) |
Nordafrikas regionale kapacitet |
|
k) |
Southern African Development Community |
|
l) |
G5 Sahel |
|
m) |
Kommissionen for Tchad Sø-Bassinet |
|
n) |
De Forenede Nationers (FN's) Højkommissariatet for Menneskerettigheder |
|
o) |
FN's sekretariat |
|
p) |
FN's Projektkontor |
|
q) |
FN's støttekontor i Somalia |
|
r) |
sådanne ministerier eller offentlige administrationer eller andre offentligretlige organer og agenturer i medlemsstaterne eller privatretlige organer, der har fået overdraget offentlige serviceopgaver, som fastsat i bilaget, i det omfang sidstnævnte har fået stillet tilstrækkelige finansielle garantier. |
3. Administratoren for bistandsforanstaltninger bekræfter en specifik enheds evne til at gennemføre en aktion eller en del heraf inden PSC's godkendelse af støtte til aktionen.
Artikel 6
Overvågning, evaluering og kontrol
1. Foranstaltninger til overvågning, evaluering og kontrol af aktioner under bistandsforanstaltningen oprettes i overensstemmelse med den integrerede metodologiske ramme for vurdering og fastlæggelse af de krævede foranstaltninger og kontroller i forbindelse med bistandsforanstaltninger under EPF.
2. De foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, skal navnlig tjene til at sikre, at modtageren og enhver anden enhed, der direkte modtager støtte under bistandsforanstaltningen, overholder den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret, samt at modtageren opfylder alle andre tilsagn og forpligtelser, der er fastsat i henhold til de i artikel 4 omhandlede ordninger.
3. Afhængigt af den godkendte støtte til en aktion under bistandsforanstaltningen kan de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 1, omfatte overvågning af fremskridt i forhold til betingelser og benchmarks, der er aftalt med modtageren, fastlæggelse og overvågning af rammer for overholdelse af den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret og krav om rettidig omhu, kontrol af aktiver efter afsendelse for at sikre hensigtsmæssig brug og undgå omdirigering samt fastlæggelse af tilbagetræknings- og exitstrategier.
Artikel 7
Suspension og ophævelse
1. I henhold til artikel 64 i afgørelse (FUSP) 2021/509 kan PSC beslutte at suspendere eller ophæve støtte til aktioner under bistandsforanstaltningen eller suspendere hele bistandsforanstaltningen på anmodning af en medlemsstat eller den højtstående repræsentant i følgende tilfælde:
|
a) |
hvis modtageren bryder sine forpligtelser i henhold til folkeretten, navnlig menneskerettighedslovgivningen og den humanitære folkeret, eller ikke opfylder tilsagnene afgivet i henhold til de i artikel 4 omhandlede ordninger |
|
b) |
hvis kontrakten med en gennemførelsesaktør er blevet suspenderet eller ophævet som følge af dennes brud på sine forpligtelser i henhold til kontrakten |
|
c) |
hvis situationen i det pågældende geografiske område ikke længere gør det muligt at gennemføre foranstaltningen, samtidig med at der sikres tilstrækkelige garantier |
|
d) |
hvis foranstaltningen ikke længere tjener sit formål eller ikke længere er i Unionens interesse. |
I hastende og undtagelsesvise tilfælde kan den højtstående repræsentant midlertidigt suspendere gennemførelsen af bistandsforanstaltningen helt eller delvis, indtil PSC træffer afgørelse.
2. PSC kan henstille til Rådet, at bistandsforanstaltningen ophæves.
Artikel 8
Sammenhæng i EU-aktioner
I henhold til artikel 8 i afgørelse (FUSP) 2021/509 skal der sikres sammenhæng mellem aktioner under bistandsforanstaltningen og andre aktioner på området for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og foranstaltninger inden for rammerne af instrumenter på andre områder af Unionens optræden udadtil samt øvrige EU-politikker, herunder den integrerede tilgang til eksterne konflikter og kriser.
Artikel 9
Ikrafttræden
Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.
Den finder anvendelse fra den 1. juli 2021.
Udfærdiget i Bruxelles, den 22. juli 2021.
På Rådets vegne
G. DOVŽAN
Formand
(1) Rådets afgørelse (FUSP) 2021/509 af 22. marts 2021 om oprettelse af en europæisk fredsfacilitet og om ophævelse af afgørelse (FUSP) 2015/528 (EUT L 102 af 24.3.2021, s. 14).
BILAG
Liste over ministerier, offentlige administrationer og andre offentligretlige organer og agenturer i medlemsstaterne, og privatretlige organer, der har fået overdraget offentlige serviceopgaver, og som har fået stillet tilstrækkelige finansielle garantier, og som helt eller delvis må gennemføre aktioner under bistandsforanstaltningen (1):
|
— |
Deutsche Gesellschaft für Internationale Zusammenarbeit |
|
— |
Expertise France |
(1) Denne liste vedrører alene bistandsforanstaltningen oprettet ved denne afgørelse og udelukker ikke muligheden for, at andre enheder kan udpeges for fremtidige bistandsforanstaltninger, herunder i form af et generelt program.