7.For at kunne træffe afgørelse i denne sag har Hoge Raad forelagt Domstolen fem præjudicielle spørgsmål. Jeg skal gennemgå disse spørgsmål i en lidt anden orden end den af Hoge Raad anførte. De første to spørgsmål vedrører retsvirkningerne af en anerkendt retsafgørelse, det tredje spørgsmål vedrører muligheden for at anvende en af grundene til ikke at anerkende eller ikke at fuldbyrde en retsafgørelse, og endelig vedrører de sidste to spørgsmål de retsmidler, der kan anvendes under en senere fuldbyrdelsessag. Processuelt er der imidlertid tale om følgende faser i den anførte rækkefølge:anerkendelsen, som sker ex officio i henhold til Bruxelles-konventionen;
fuldbyrdelsespåtegningen, der meddeles i henhold til konventionen;
selve fuldbyrdelsen, der — som Domstolen har fastslået i Deutsche GenossenschaftsbankdommenDom af 2. juli 1985, i sag 148/84, Sml. s. 1981, præmis 18.
— er reguleret af national ret.
Jeg skal først behandle den eventuelle rækkevidde af grundene til ikke at anerkende eller fuldbyrde retsafgørelser (I) for dernæst at forsøge at fastlægge virkningerne af en anerkendt retsafgørelse (II). Endelig vil jeg undersøge fjerde og femte spørgsmål vedrørende de retsmidler, der kan anvendes under en fuldbyrdelsessag (III).
<TI><NP><NO.P>III —</NO.P><TXT>Anfægtelse af fuldbyrdelsen (Hoge Raad's fjerde og femte spørgsmål)</TXT></NP></TI>26.Hoge Raad's spørgsmål kan sammenfattes således: kan den part, mod hvem der er givet tilladelse til fuldbyrdelse, under en fuldbyrdelsessag påberåbe sig en indsigelse mod fuldbyrdelsen, som denne part ikke inden for den i konventionens artikel 36 fastsatte frist har fremsat over for afgørelsen om fuldbyrdelsespåtegning}27.Retsmidlerne i henhold til artikel 36 skal alt efter det enkelte tilfælde iværksættes en eller to måneder efter forkyndelsen af afgørelsen om fuldbyrdelsespåtegning. Sagen skal indbringes for en af de retter, der er anført i artikel 37 for hver af de kontraherende stater. Afgørelsen i disse sager kan kun anfægtes i henhold til bestemmelserne for hver enkelt stat i artikel 37, stk. 2. Under alle omstændigheder er det kun muligt at påberåbe sig de i artikel 27 opregnede grunde. I den foreliggende sag skal det netop afgøres, om en af disse grunde kan gøres gældende på anden måde end efter de i konventionen fastsatte processuelle regler.28.Det skal straks siges, at en sådan mulighed, som ville betyde, at en grund til ikke at anerkende en retsafgørelse kunne gøres gældende under selve fuldbyrdelsen, efter min opfattelse er i strid med konventionens opbygning, således som Domstolen har fortolket den. Domstolen har i Brennero-dommenSag 258/83, Sml. 1984, s. 3971.
og Deutsche Genossenschaftsbank-dommen fastslået, at retsmidlerne i henhold til konventionen, der er selvstændig og udtømmende, ikke kan anvendes uden for de anførte tilfælde eller suppleres med nationale bestemmelser.29.I Brennero-dommen udtalte Domstolen:Ifølge artikel 37, stk. 2, kan afgørelsen i appel- eller genoptagelsessagen kun anfægtes ved en kassationsappel... Efter konventionens almindelige opbygning, og på baggrund af, at et af dens væsentligste formål er at forenkle proceduren i fuldbyrdelsesstaten, kan denne bestemmelse ikke udstrækkes, således at den også tillader et retsmiddel mod en anden afgørelse end den endelige afgørelse i appel- eller genoptagelsessagen...Ovennævnte sag 258/83, præmis 15.
.
Det fremgår klart heraf, at for så vidt konventionen har til formål at lette proceduren for anerkendelse /fuldbyrdelsespåtegning, kan de heri fastsatte retsmidler ikke anvendes uden for det i artiklerne 36 ff. definerede område. Denne regel tilsidesættes således, hvis man under en sag efter fuldbyrdelsespåtegningen påberåber sig en af de i konventionen anførte grunde. Allerede antagelsen til realitetsbehandling af en grund til ikke at anerkende en retsafgørelse vil, hvis den fremføres under en fuldbyrdelsessag, svare til, at der gives mulighed for at anfægte fuldbyrdelsespåtegningen, som er endelig efter udløbet af den i artikel 36 fastsatte frist.
30.I Deutsche Genossenschaftsbank-dommen har Domstolen på den anden side udtrykt sig særdeles klart, idet den udtalte:Da konventionen begrænser sig til at give regler om meddelelse af fuldbyrdelsespåtegning på udenlandske eksigible fundamenter og ikke angår selve fuldbyrdelsen, der forbliver underkastet vedkommende nationale lovgivning...Ovennævnte sag 148/84, præmis 18.
.
31.Dette princip er efter min opfattelse et nødvendigt supplement til det foregående, idet der herved sikres en skarp sondring mellem konventionen og national ret. Konventionen regulerer anerkendelsen og fuldbyrdelsespåtegningen, og den indeholder en udtømmende opregning af de retsmidler, der kan anvendes. Fuldbyrdelsen reguleres udelukkende af national ret. Denne ordning udelukker, at man kan overtage et retsmiddel fra konventionen for at anvende det uden for det heri fastsatte område. Systemets opbygning fører uundgåeligt til, at fremmedlegemet udstødes.32.Men det er nødvendigt nøjagtigt at fastlægge rækkevidden af denne regel. Udløbet af fristen til at iværksætte de angivne retsmidler bevirker ganske vist, at man mister retten til at fremsætte anbringender, der støttes på konventionen. Det bevirker dog ikke af den grund, at det retsstifiende forhold bortfalder, dvs. den situation der retligt fører til anvendelse af konventionen. Ret beset er der her kun tale om den logiske følge af den klassiske sondring mellem det retsstiftende forhold og retsreglen.33.Det kan således ikke længere over for den ret, der skal fuldbyrde afgørelsen, gøres gældende, at der foreligger uforenelige retsafgørelserne, jfr. artikel 27. Dette ændrer dog ikke ved den situation, som kunne føre til anvendelse af konventionen — in casu en skilsmisse. Skilsmissedommen er en kendsgerning i det nederlandske retssystem. Derfor er der intet til hinder for, at den kan påberåbes til støtte for ethvert retsmiddel, som ifølge national ret kan iværksættes mod fuldbyrdehen. Dette fremgår klart af Deutsche Genossenschaftsbank-dommen, hvor Domstolen efter at have fastslået, at konventionen ikke angår selve fuldbyrdelsen, udtalte:... kan tredjemænd, der berøres, imod tvangsfuldbyrdelsesforanstaltningerne iværksætte de retsmidler, der er hjemlet i national ret i den stat, i hvilken tvangsfuldbyrdelsen finder stedOvennævnte sag 148/84, præmis 18.
.
34.Herved bliver Hoge Raad's sidste spørgsmål dog ikke genstandsløst. Det ønskes her afgjort, om retten i den stat, begæringen rettes til, er forpligtet til ex officio at anvende reglen om, at et anbringende, der støttes på konventionen, ikke kan fremsættes i en senere fuldbyrdelsessag. Ifølge den juridiske litteraturJfr. Droz, op. cit., s. 264, nr. 426 ff.
fremgik det, indtil de sidste forhandlinger, udtrykkeligt af konventionens artikel 1, at den skulle anvendes ex officio; at denne bestemmelse udgik, skyldtes oversættelsesvanskeligheder i en af de kontraherende stater. Jenard-rapporten, som nævner konventionens præceptive karakterJfr. Jenard-rapporten, EFT C 59, s. 8.
, anfører:... [konventionen] skal anvendes ex officio... Eksperterne har fastholdt princippet om, at konventionen skal anvendes ex officio.
35.Domstolen har i De Wolf-dommenSag 42/76, Sml. 1976, s. 1759.
udtalt, at det ifølge konventionen er udelukket at anvende en anden procedure, herunder muligheden for at opnå en ny realitetsdom i fuldbyrdelsesstaten.36.Hvis det var muligt uden for det i artiklerne 36 ff. fastsatte område at gøre en af de i artikel 27 anførte grunde gældende, ville konventionen miste en væsentlig del af sin selvstændige og udtømmende karakter. Afvisning af en sådan indsigelse er en sanktion, som sikrer, at det ved konventionen indførte system ikke bringes ud af ligevægt. Af samme grund må den nationale rets anvendelse ex officio af konventionen være den logiske og nødvendige følge af reglen om, at konventionen skal anvendes, når der er tale om anerkendelse af en retsafgørelse eller tilladelse til at fuldbyrde denne. Som anført i Jenard-rapporten,skal [retterne i medlemsstaterne] anvende konventionens forskrifter, uanset om parterne påberåber sig dem eller ejJfr. Jenard-rapporten, s. 8.
.
37.Selv om jeg har fundet det nødvendigt at behandle alle de spørgsmål, Hoge Raad har forelagt Domstolen, skal jeg foreslå, at Domstolen i sin besvarelse kun tager stilling til de punkter, der er nødvendige for at afgøre hovedsagen. Da hovedsagen vedrører selve fuldbyrdelsen, idet anerkendelsen og fuldbyrdelsespåtegningen er endelig, skal jeg sammenfattende foreslå, at de forelagte spørgsmål besvares således:En retsafgørelse, der anerkendes i henhold til Bruxelles-konventionen af 27. september 1968, kan ikke have videre retsvirkninger end dem, en tilsvarende indenlandsk retsafgørelse har i den stat, begæringen rettes til. Det tilkommer udelukkende den ret, der skal fuldbyrde afgørelsen, at fastlægge disse retsvirkninger ved, om fornødent, at sammenholde rækkevidden af den anerkendte retsafgørelse med rækkevidden af en indenlandsk retsafgørelse. De i artikel 27 anførte grunde til ikke at anerkende en retsafgørelse kan ikke gøres gældende uden for det i artiklerne 36 ff. fastsatte område. Retten i den stat, begæringen rettes til, skal afvise en sådan indsigelse ex officio, selv om den nationale lovgivning ikke giver hjemmel hertil, men afvisningen er ikke til hinder for, at det forhold eller den situation, som ellers kunne danne grundlag for en sådan indsigelse, kan påberåbes til støtte for ethvert andet retsmiddel, som i henhold til national ret kan iværksættes mod fuldbyrdelsen.