udtaler, at Kommissionens stiltiende beslutning om afslag på sagsøgerens ansøgning om at genindtræde i sin lønklasse, sine rettigheder og løn efter udløbet af hans tjenestefrihed af personlige årsager, er vedtægtsstridig, hvorfor den kendes ugyldig;

Ved udløbet af sagsøgerens tjenestefrihed af personlige årsager var der et stort antal ledige stillinger i lønklasse A 4 og i stillingsgruppe A 5/4, som svarede til sagsøgers kvalifikationer, og hvoraf et vist antal fandtes i det generaldirektorat, hvor sagsøger arbejdede inden sin tjenestefrihed. Kommissionens beslutning af 14. januar 1970 benævnt tjenestefrihed af personlige årsager, som blev offentliggjort i Personaleposten nr. 103 af 27. februar 1970, medførte en formodning om, at den tjenestemand, som skulle genindtræde, var egnet til at besætte de stillinger i hans lønklasse, som var ledige i hans oprindelige generaldirektorat eller tjeneste.

Følgelig er alle udnævnelser til stillinger i lønklasse A 4 eller stillingsgruppe A 5/4, som blev foretaget efter den 12. oktober 1973, i strid med sagsøgerens rettigheder, undtagen hvis Kommissionen i hvert enkelt tilfælde kan godtgøre, at han savnede de nødvendige kvalifikationer, og at den tjenestemand, som blev udnævnt, havde alle de i meddelelsen om den ledige stilling krævede kvalifikationer. Da sagsøgeren ikke var blevet personligt underrettet om disse udnævnelser, og da de heller ikke var offentliggjort i et aktstykke, hvortil han havde adgang, kan han stadig for retten nedlægge påstand om deres ophævelse, for så vidt de efter den 12. oktober 1973 var til hinder for hans udnævnelse til en af de nævnte stillinger.

Sagsøgeren finder, at Domstolen hverken selv kan lade ham genindtræde eller kræve, at Kommissionen lader ham genindtræde, hvilket ligger til grund for de første fem afsnit i hans påstande.

Han har dernæst fastslået, at Kommissionen uretmæssigt har forbigået ham. — For at kunne beregne den som følge af denne forbigåelse lidte skade, må det fastslås, at Kommissionen har haft pligt til fra den 12. oktober 1973 at lade sagsøgeren genindtræde i sin lønklasse, sine rettigheder og sit vederlag. Således skal dette afsnit i sagsøgerens påstande forstås.

Sagsøgeren har for så vidt angår litra d) i sidstnævnte afsnit anført, at der i artiklerne 41 og 50, som omhandler tilfælde, hvor Kommissionen er berettiget til af egen drift at forbigå tjenestemænd bortset fra tilfælde af tjenestefejl eller uduelighed, henvises til vedtægtens bilag IV. Imidlertid har bilag IV et videre anvendelsesområde, da det som udgangspunkt har taget de godtgørelser, som blev ydet de tjenestemænd, der blev frigjort fra tjenesten som følge af institutionernes sammenlægning og Fællesskabets udvidelse. I tilfælde af uretmæssig forbigåelse bør godtgørelsen til den ramte tjenestemand være mindst lige så stor som den mest gunstige løsning for den pågældende tjenestemand, som indeholdes i de fire regelsæt vedrørende udtræden af tjenesten.

Stavningen i sag 34/76 (indgivet den 21. april 1976)

1.Sagsøgeren nedlagde påstand om, at Domstolen:

udtaler, at det stiltiende afslag pa klagen af 3. oktober 1975 er ugyldigt;

udtaler, at nærværende sager er uden genstand, og at sagsøgte frifindes.

afviser Kommissionens frifindelsespåstand;

…

subsidiært:

behandler påstanden i forbindelse med behandlingen af sagens realitet udsætter afgørelsen om sagsomkostningerne.

For det andet anførte sagsøger, at påstanden om frifindelse savner retligt grundlag: Kommissionen har ikke anvendt vedtægtens artikel 40, stk. 4, litra d) korrekt.

—en erstatning på en halv million belgiske francs til dækning af de økonomiske tab som følge af den afbrudte karriere,—en erstatning på en million belgiske francs for den ikke-økonomiske skade, som sagsøgeren har lidt

og at Kommissionen, medmindre sagsøger inden dommens afsigelse har fået mulighed for at genindtræde med virkning fra den 12. oktober 1973 med hensyn til lønklasse, rettigheder og vederlag uden betingelser eller forbehold, yder ham erstatning for uretmæssig forbigåelse bestående af følgende tre beløb:

Endelig nedlægger sagsøgeren påstand om, at Domstolen:

udtaler, at beslutningen af 29. juli 1976 strider mod vedtægten, idet den først lader sagsøgeren indtræde med virkning fra 15. august 1976 i stedet for 12. oktober 1973, og følgelig kender beslutningen ugyldig.

Det fremgår af denne bestemmelse, at tjenestemanden efter udløbet af hans tjenestefrihed af personlige årsager skal genindtræde under to betingelser: at der findes en stilling i den kategori eller tjenestegruppe, der svarer til hans lønklasse, og at han ikke afslår at modtage stillinger. Den nyeste udgave af bestemmelsen uddyber den første af de to betingelser ved at indsætte ordene … såfremt han er i besiddelse af de fornødne kvalifikationer …. Denne tilføjelse er underforstået i den tidligere gældende udgave. Eftersom de to ovennævnte betingelser er opfyldt, skal sagsøgeren efter reglerne automatisk genindtræde fra den 12. oktober 1973 og har ifølge vedtægtens artikel 62 ret til vederlag fra denne dato. Ganske vist har Kommissionen lidt et vist tab, fordi den ikke har kunnet drage nytte af en af dens tjenestemænds arbejde; men skylden herfor påhviler udelukkende generaldirektoratet for personale og administration.

Kommissionen ophørte ved sin beslutning af 29. juli 1976 med at modsætte sig sagsøgerens faktiske genindtræden. Kommissionen nægtede alene at erkende sine fejl og yde sagsøgeren erstatning.

Ifølge beslutningens anden betragtning var sagsøger ikke genindtrådt den 12. oktober 1973. Sagsøger anfører i så henseende, at Kommissionen, da den ikke lod ham genindtræde med virkning fra den nævnte dato, og da denne forsinkelse alene kunne tilregnes den selv, burde bære følgerne heraf og erstatte ethvert tab, som sagsøgeren har lidt.

Den fortolkning af vedtægtens artikel 4, som findes i tredje betragtning til beslutningen, er ifølge sagsøger forkert af to grunde: dels er der i nærværende sag hverken tale om en udnævnelse eller om en forfremmelse, men om indplacering af en tjenestemand, som skulle genindtræde i medfør af artikel 40. Dels var der den 12. oktober 1973 et anseligt antal ledige stillinger, som sagsøgeren kunne have tiltrådt.

Beslutningen af 29. juli 1976 manglede i øvrigt følgende henvisninger: 1o Domstolens udtalelse i dommen 1/74, 2o sagsøgerens anmodning af 6. januar 1975 om en beslutning og 3o hans herpå følgende klage af 3. juli 1975.

Sagsøger kræver følgelig, at Kommissionen ændrer sin beslutning således, at den indføjer de manglende henvisninger, udelader anden og tredje betragtning, erstatter datoen den 15. august 1976 med den 12. oktober 1973 i beslutningens artikel 1 og ophæver artikel 3. Såfremt Kommissionen skulle nægte at ændre sin beslutning, anmoder sagsøgeren Domstolen om at ophæve den.

For så vidt angår sagsøgerens påståede økonomiske og ideelle skade, har han anført, at Kommissionen har blokeret hans karriere ved at nægte ham genindtræden. Han har som følge af den løbende strid ikke indgivet ansøgning til ledige stillinger siden oktober 1973. Han har imidlertid indgivet ansøgning til en stilling som chef for VIII C 2 industrielt samarbejde, fremme af handelen og regionalt samarbejde, hvor han mente, at det var vanskeligt at opstille en modkandidat, hvis kvalifikationer kunne sammenlignes med hans. Han blev imidlertid udelukket fra denne stilling i henhold til vedtægtens artikel 40. Han finder, at denne affære beviser, at såfremt han var genindtrådt i henhold til vedtægten, var han senest i juni 1975 blevet forfremmet til lønklasse A 3, og han havde ved karrierens afslutning mindst nået det sidste løntrin i lønklasse A 2. En aktuarmæssig beregning viser, at det økonomiske tab som følge af lønforskellen mellem de to stillingsgrupper, er på over 1,5 millioner FB. Hvis man hertil føjer den ideelle skade ved hans degradering, kommer man frem til et beløb på omkring 2,5 millioner FB.

udtaler, at sagsøgeren efter udløbet af hans tjenestefrihed af personlige årsager burde være genindtrådt i den første ledige stilling, hvortil han havde de fornødne kvalifikationer;

Denne bestemmelse hjemler dog ifølge Kommissionen ikke tjenestemanden med tjenestefrihed af personlige årsager en automatisk ret til genindtræden samme dag, som tjenestefriheden udløber. Varigheden af tjenestefriheden af personlige årsager kan som det fremgår af artikel 40, stk. 2, ikke forstås som et forbud mod, at institutionen yderligere forlænger den over for den tjenestemand, som måtte ønske det. Den pågældende har krav på at genindtræde efter udløbet af hans tjenestefrihed, men denne genindtræden er betinget af to forhold: der skal være en ledig stilling, og tjenestemanden skal være i besiddelse af de nødvendige kvalifikationer til den. Lige indtil tjenestemanden genindtræder, har han en status med tjenestefrihed af personlige årsager, selv om der forløber lang tid mellem udløbet af den periode, for hvilken der blev givet tjenestefrihed, og hans genindtræden. Sagsøgeren har således hele tiden haft tjenestefrihed af personlige årsager, og Kommissionen ser ikke, hvilken interesse han har i at foregive det modsatte.

For så vidt angår sagsøgers påstand om, at Kommissionen vedtægtsmæssigt har været forpligtet til at lade sagsøgeren genintræde den 12. oktober 1973, gør Kommissionen gældende, at den efter udløbet af hans tjenestefrihed af personlige årsager var forpligtet til at lade sagsøgeren genindtræde i den første ledige stilling, der svarede til hans kvalifikationer.

Med hensyn til hvilke konsekvenser man skal udlede heraf, sondrer Kommissionen mellem to teorier, som sagsøger synes at operere med: enten handler han, som om Kommissionen havde nægtet at lade ham genindtræde, og kræver erstatning herfor, eller også forsøger han at få Domstolen til at udtale, at de betingelser, som han finder nødvendige for at kunne genindtræde, foreligger.

For så vidt den angår første teori, bemærker Kommissionen, at den til trods for den langsommelige behandling af sagsøgerens genindtræden ikke havde til hensigt principielt at nægte genindtræden. Den finder således, at sagsøgerens erstatningskrav som følge af lovstridig forbigåelse totalt savner grundlag, ja endog relevans, ikke alene i forhold til de nye faktiske omstændigheder, som er indtruffet, efter at sagerne blev anlagt, men også fordi de alene kan anses som et subsidiært krav om erstatning, såfremt der ikke sker genindtræden samt ydes rimelig erstatning for det eventuelt lidte tab. Under alle omstændigheder savner sagsøgers påstande det fornødne grundlag, da almindelige retsgrundsætninger inden for forvaltningsretten er til hinder for, at der udbetales vederlag til tjenestemænd, som ikke har gjort tjeneste i den omhandlede periode, og da den pågældende desuden ikke har godtgjort at have lidt noget tab eller dettes omfang.

For så vidt angår den anden teori, fremhæver Kommissionen, at det påhviler sagsøgeren at godtgøre, at han var i besiddelse af de nødvendige kvalifikationer til at kunne besætte de stillinger, som han påstår ophævet. Kommissionen bestrider dog ikke, at nogle af de ledige stillinger efter den omhandlede dato kunne svare til sagsøgers kvalifikationer. Det, som Kommissionen derimod bestrider, er, at kravet var berettiget, både fordi det ikke ville give sagsøger nogen fordele, og fordi der ikke var et rimeligt forhold mellem kravet og det tilstræbte mål: Sagsøgeren ville ikke drage nogen fordel af, at nogen af de foretagne udnævnelser blev ophævet, og under ingen omstændigheder nogen yderligere fordel i forhold til de betingelser, som Kommissionen kunne opstille for hans genindtræden. Kommissionen finder, at der samtidig med at sagsøger, selv om det sker med en vis forsinkelse, genindtræder i overensstemmelse med vedtægtens bestemmelser kan udbetales fuld erstatning for et eventuelt tab.

Efter det for Kommissionen oplyste må den fastslå, at det eneste tab, som sagsøgeren har lidt, består i et anormalt karriereforløb. Den finder, at en beslutning om genindtræden udformet som i beslutningen af 29. juli 1976 vil være tilstrækkelig til helt at erstatte dette tab i overensstemmelse med Domstolens dom af 1. juli 1976 i sag 58/75, Sergy mod Kommissionen (Sml. 1976, s. 1139). Derudover fastslår Kommissionen, at stævningerne ikke indeholder nogen form for bevis for, at sagsøger har lidt yderligere tab.

Endelig fremhæver Kommissionen, at fra den 1. marts 1976 at regne, datoen for det første tilbud til sagsøgeren, kunne forsinkelserne for så vidt angår hans genindtræden ikke længere tilregnes Kommissionen.

afviser sagen fra realitetsbehandling,

Kommissionen anfører flere grunde for sagens afvisning:

Den del af sagsøgers påstande, som allerede optræder i stævningerne i sagerne 126/75 og 34/76, skal afvises fra realitetsbehandling, jf. Domstolens dom af 10. juli 1975 i sagerne 4 og 30/74, Scuppa mod Kommissionen (Sml. 1975, s. 919); der var ikke forud for nærværende sag indgivet administrativ klage i henhold til vedtægtens artikel 91, stk. 2; beslutningen af 29. juli 1976 har aldrig fået nogen virkning, eftersom dens adressat nægtede at acceptere den; sagsøger har ingen søgsmålsinteresse, da han kan nøjes med at nægte at godkende den pågældende beslutning, for at den berøves enhverbindende virkning. Kommissionen fremhæver i så henseende, at den vil være nødsaget til at trække den nævnte beslutning tilbage. Virkningen af tilbagetrækningen vil være identisk med virkningen af en ophævelse ved dom.

udtaler, at afvisningsindsigelsen savner fornødent grundlag,

…

Sagsøger anfører, at da beslutningen af 29. juli 1976 er en udtrykkelig beslutning om delvis afvisning af hans administrative klage af 3. juli 1975, kan søgsmålet antages til realitetsbehandling efter vedtægtens artikel 91, stk. 2. Sagsøger har alligevel med henblik på under alle omstændigheder at bevare sine rettigheder den 28. oktober 1976 indgivet administrativ klage efter artikel 90, stk. 2, om er blevet registreret den 3. november.

Kommissionen har i øvrigt ved at besvare klagen af 3. juli 1975 ophævet sin stiltiende afvisning af 7. november 1975. Dette rejser igen problemet om stævningen af 12. januar 1976, der først og fremmest havde den nævnte ophævelse til formål. Imidlertid vil denne stævning på sagens nuværende stade ikke kunne trækkes tilbage, i det mindste ikke så længe afvisningsindsigelsen i sag 92/76 ikke er forkastet. Sag 92/76 vil således i påkommende tilfælde kunne erstatte søgsmålet af 12. januar. Det har derfor været nødvendigt for ham at gentage de væsentligste argumenter og påstande fra det nævnte søgsmål.

Sagsøgeren anfører, for så vidt angår hans manglende søgsmålsinteresse, at retssagen ikke var rettet mod den tilbudte stilling, som sagsøgeren formelt har godkendt, med mod de vilkår, som Kommissionen havde stillet for den tilbudte genindtræden, samt mod den stiltiende afvisning af alle de øvrige krav i både hans begæring om beslutning af 6. januar 1975 og i hans følgende administrative klage af 3. juli 1975. Der var i sagen alene nedlagt påstand om ophævelse af beslutningen af 29. juli 1976, fordi det var det eneste retsmiddel til at opnå ændring af genindtrædelsesvilkårene.

I øvrigt kan beslutningen af 29. juli 1976 ikke anføres til støtte for sagsøgte. Den indeholder nemlig ud over stillingstilbudet mindst én beslutning, som skadede sagsøgeren. Ifølge beslutningen skulle sagsøgeren nemlig først genindtræde fra den 15. august 1976 i en stilling i hans kategori eller lønklasse.

Han finder, at Kommissionens fortolkning af vedtægtens artikel 40, stk. 4, litra d) fører til det absurde resultat, at artiklen alene forbyder Kommissionen at forlænge en tjenestemands tjenestefrihed af personlige årsager, såfremt denne anmoder herom; derimod giver den administrative adgang til efter eget skøn og i ubegrænset tid at lade den tjenestemand, som har anmodet om genindtræden, forblive tjenestefri uden løn. Denne fortolkning strider i øvrigt mod det almindelige retsprincip, hvorefter man ikke kan lægge egen retsstridig handling til grund.

Sagsøger bekræfter, at han i de tre verserende sager opererer med to hypoteser: enten at Kommissionen har nægtet at lade ham genindtræde, eller at det statueres, at betingelserne for en korrekt anvendelse af vedtægten er opfyldt. Han kunne i sin stævning af 12. januar 1976 dog alene anvende den første hypotese, da Kommissionen gennem sit stiltiende afslag på sagsøgers klage af 3. juli 1973 havde udelukket ham fra tjenesten.

Sagsøger anfører nærmere, at såfremt han opnår ophævelse af de stiltiende beslutninger om afvisning, som udgør denne retsstridige forbigåelse, og Domstolen udtaler, at Kommissionen havde og stadig har pligt til at lade ham genindtræde fra den 12. oktober 1973, erklærer han sig parat til at anse den af ham i sag 126/75 nedlagte påstand om erstatning som subsidiær løsning på hans genindtræden i sin lønklasse, sine rettigheder og sit vederlag fra udløbet af hans tjenestefrihed af personlige årsager. I begge tilfælde skal der endvidere fastsættes erstatning for sagsøgerens ideelle og karrieremæssige skade. Han opretholder dog i det væsentlige sine påstande, men i overensstemmelse med Kommissionens krav overlader han denne valget mellem erstatningen for den skete retsstridige forbigåelse.

For så vidt angår sagsøgerens krav om annullation af udnævnelser, henviser han til, at Kommissionen har erkendt, at personaleafdelingen burde have ladet sagsøgerens akter indgå blandt ansøgningerne til stillingerne i lønklasse A 5/4 i generaldirektoraterne II, III, IV, VIII, XI, og XVI. Men sagsøgers ansøgning er ikke indgået blandt ansågningerne til nogen stilling. Følgelig anmoder sagsøger om, at denne bedømmelse nu skal foretages un der Domstolens kontrol.

For så vidt angår Kommissionens argument vedrørende et misforhold mellem krav om annullation af udnævnelser og det tilstræbte mål, svarer sagsøger, at hans genindtræden ganske vist blot kræver en stilling, men at det ikke tilkommer ham at vælge mellem de ledige stillinger ved udløbet af hans tjenestefrihed af personlige årsager. Dette er grunden til, at han begærer alle de efter denne dato foretagne udnævnelser taget op til fornyet overvejelse.

For så vidt angår sagsøgers påståede krav om løn efter tjenestefriheden af personlige årsager, anfører han, at der ikke findes hjemmel i vedtægten til fra dette vederlag at trække løn oppebåret for arbejde uden for institutionerne. Situationen er en anden for så vidt angår familietillæg, hvor vedtægtens artikel 67 indeholder forbud mod dobbeltydelser. Bibeskæftigelse for tjenestemænd ved Kommissionens omfattes af vedtægtens artikel 12. stk. 3. Denne bestemmelse nævner ingen forbindelse mellem lønnet bibeskæftigelse uden for institutionen og et fradrag i den pågældende tjenestemands vederlag. Sagsøgers arbejde for UNCTAD bør i øvrigt anses for godkendt i nævnte artikels forstand. Han henviser i så henseende til, at Kommissionen havde godkendt dette arbejde under hans tjenestefrihed af personlige årsager. Man må således kunne antage, at godkendelsen af, at sagsøger arbejdede som interregional konsulent for UNCTAD samtidig med, at han fik tjenestefrihed af personlige årsager, er blevet stiltiende fornyet, indtil han faktisk genoptog sit arbejde ved Kommissionen.

Endelig anfører sagsøger for så vidt angår sit krav på vederlag, at vedtægtens artikel 55 bestemmer, at tjenestemanden får løn for til enhver tid at stå til rådighed for sin institution. Hvis institutionen beholder ham uden at sætte ham til aktivt arbejde, har kan ikke desto mindre stadig krav på sit vederlag. Denne løsning er i øvrigt optaget i luxembourgsk ret.

Sagsøgeren anfører yderligere, at de faktiske omstændigheder til grund for sag 58/75, Sergy, var forskellige fra nærværende sags: Sergy havde netop meddelt Kommissionens administration, at han stod til rådighed, han havde godkendt sin genoptræden og først derefter indgivet klage.

For så vidt angår sagsøgers genindtræden, foreslår han som retsbevarende foranstaltning, at Kommissionen anerkender, at han fra nu af genoptager sin tjeneste, for eksempel i den af Kommissionen foreslåede stilling, uden at dette betyder en godkendelse af de vilkår, som Kommissionen har knyttet til sit tilbud.

Sagsøgeren tilføjer, at den stilling, som Kommissionen nu tilbyder ham, ikke er den første ledige stilling i den i artikel 40 nævnte forstand. Desuden kan det forhold, at sagsøgeren genoptager sin tjeneste i denne stilling, alene betyder en godkendelse af forflyttelse i tjenestens interesse til denne stilling fra den første ledige stilling i den i artikel 40 nævnte forstand, i hvilken sagsøger stadig kræver at genindtræde fra den 12. oktober 1973 at regne.