FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT G. REISCHL
FREMSAT DEN 29. JANUAR 1981 ( 1 )
Høje Domstol.
Sagsøgeren i den sag, i hvilken jeg i dag fremsætter forslag til afgørelse, blev ansat ved Kommissionen som midlertidigt ansat i lønklasse A 3 på grundlag af en toårig kontrakt, der blev underskrevet den 14. juli 1975, og som havde virkning fra den 15. august 1975. Han gjorde først tjeneste ved Det fælles Forskningscenter i Ispra som chef for afdelingen administration og personale. Fra den 16. marts 1977 gjorde han tjeneste som chef for afdelingen administration og infrastruktur ved Det fælles Forskningscenter i Petten. Den oprindelige ansættelseskontrakt blev den 26. maj 1977 erstattet af en kontrakt på ubestemt tid i henhold til artikel 2, litra d), jf. artikel 8 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne; kontrakten trådte i kraft den 1. november 1976. Ifølge kontraktens artikel 5
kunne denne ophæves på de betingelser, der er fastsat i artiklerne 47 til 50 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne, og ansættelsesfristen var fastsat i forhold til længden af den tilbagelagte tjenestetid — en måned for hvert tjenesteår — mindst tre måneder og højst 10 måneder. Da sagsøgerens tolv år gamle søn, der var ramt af en alvorlig hjertesygdom, skulle gennemgå en operation i De forenede Stater — af hvis følger han afgik ved døden nogle måneder senere — blev sagsøgeren med virkning fra den 15. februar 1978 tilknyttet Kommissionens delegation i Washington, hvilket gjorde det muligt for ham at være sammen med sin søn. I denne periode — i april 1978 — blev han offer for et overfald og hårdt såret af pistolskud. Som følge heraf blev han vedvarende, delvis invalid og fik i henhold til vedtægtens artikel 73 erstatning — først på grundlag af en invaliditetsgrad på 20 %, senere på 27 %.
Sagsøgeren genoptog i begyndelsen af september måned 1978 sin tjeneste i Petten. Efter at han i løbet af dette år havde modtaget flere skrivelser, der gav udtryk for en negativ vurdering af hans tjenesteudøvelse, blev ansættelseskontrakten med virkning fra den 15. maj 1979 opsagt i en skrivelse af 1. februar 1979 fra generaldirektøren for Det fælles Forskningscenter. Opsigelsen trådte derefter i kraft den 15. august 1979, fordi opsigelsesfristen på grund af sagsøgerens sygdom først begyndte at løbe senere, jf. artikel 47, stk. 2, litra a), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte.
Sagsøgeren indgav den 27. april 1979 klage over denne opsigelse. Klagen blev afvist ved afgørelse af 17. oktober 1979, der blev meddelt sagsøgeren den 25. oktober 1979.
Sagsøgeren anlagde derpå den 16. januar 1980 sag ved Domstolen. Sagsøgerens påstande — som de fremtræder i replikken — lyder således:
|
1. |
den beslutning om afskedigelse, som blev truffet af generaldirektøren for Det fælles Forskningscenter, og som blev meddelt ved skrivelse af 1. februar 1979, annulleres; |
|
2. |
— subsidiært det statueres, at afskedigelsen udsættes, indtil Ministerrådet har truffet en afgørelse vedrørende det forslag fra Kommissionen, hvorefter de midlertidigt ansatte, som afskediges fra De europæiske Fællesskabers institutioner, beskyttes mod risici såsom arbejdsløshed, sygdom og invaliditet, eller i det mindste indtil sagsøgeren, hvis kontrakt i mellemtiden på ny begynder at løbe med tilbagevirkende kraft fra den 15. august 1979, er dækket mod de nævnte risici ved sagsøgtes foranstaltning; |
|
3. |
— mere subsidiært sagsøgte tilpligtes at træffe alle nødvendige foranstaltninger for, at sagsøgeren fra tidspunktet fra sin kontrakts udløb under samme betingelser er omfattet af den sociale sikring, som er fastsat for midlertidigt ansatte i forslag til Rådets forordning (EKSF, EØF, Euratom) om ændring af vedtægten for tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber samt ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Fællesskaberne (EFT C 191 af 30. 7. 1979, s. 9), eller at sagsøgte i det mindste tilpligtes at træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for, at sagsøgeren fra tidspunktet for sin kontrakts udløb er omfattet af den sociale sikring, som vil gælde for midlertidigt ansatte i henhold til den forordning, som Rådet udsteder i medfør af forslaget; |
|
4. |
— mest subsidiært det statueres, at sagsøgerens opsigelsesvarsel burde have været ti måneder; følgelig dømmes sagsøgte til at godtgøre sagsøgeren et beløb svarende til den løn, som han ville have oppebåret i den opsigelsesperiode, der ikke blev indrømmet ham, her seks og en halv måned, og godtgørelsen forhøjes med renter 8 % p.a. fra den 15. august 1979; |
|
5. |
— under alle omstændigheder den stiltiende og udtrykkelige afvisning af den klage, sagsøgeren indgav den 27. april 1979, annulleres. |
Kommissionen har nedlagt påstand om frifindelse.
Jeg indtager følgende stilling til det af parterne anførte:
|
1. |
Det er ubestrideligt, at sagsøgerens ansættelseskontrakt blev opsagt, fordi sagsøgerens overordnede var nået til det resultat, at sagsøgerens faglige kvalifikationer var utilstrækkelige til udøvelsen af hans hverv. Sagsøgeren mener, at især denne vurdering er forkert. Da Kommissionen — som har bevisbyrden — ikke har fremlagt et passende bevis, er beslutningen om afskedigelse uberettiget. Den kritiske skrivelse fra januar 1978 fra sagsøgerens overordnede, som man tilsyneladende har tillagt særlig betydning, er under ingen omstændigheder tilstrækkelig. Sagsøgeren har i en skrivelse fra februar 1978 i detaljer tilbagevist den kritik, som var rejst imod ham, uden at denne skrivelse nogen sinde er blevet tilbagevist. Ovennævnte skrivelse blev desuden affattet ét år inden afskedigelsen samtidig med, at sagsøgeren derpå fik en yderligere chance. Dette følger af skrivelsens sidste sætning, som er affattet således: »Følgelig må jeg indtrængende anmode Dem om at få hold på afdelingen og effektivt behandle de egentlige problemer«. Denne skrivelse kan derfor ikke påberåbes som begrundelse for afskedigelsen; tværtimod havde det været nødvendigt at påvise, at sagsøgerens indsats heller ikke var tilfredsstillende efter denne dato. Skrivelsen af 5. oktober 1978 er efter sagsøgerens opfattelse heller ikke tilstrækkelig i denne forbindelse, da den ikke indeholder nogen videregående forklaring; sagsøgeren var desuden først hjemkommet fra De forenede Stater en måned før dette tidspunkt, hvilket han ikke mener kan anses som en tilstrækkelig prøvetid. Sagsøgeren kritiserer endelig ligeledes skrivelsen fra januar 1978 for at være usammenhængende. For så vidt han i denne skrivelse blev bebrejdet at have udvist manglende autoritet, må der tages hensyn til, at hans overordnede selv i vid udstrækning har bidraget hertil ved ofte at gå uden om sagsøgeren og tage direkte kontakt med hans underordnede. Da skrivelsen på den anden side omhandler sagsøgerens mangler som chef, spørger sagsøgeren, hvorfor ansættelsesmyndigheden da ikke havde tilmeldt ham til passende videreuddannelseskurser, hvilket ville have været i overensstemmelse med dens bistandspligt.
|
|
2. |
Sagsøgeren anfører derefter ligeledes — uden ganske vist at vende tilbage hertil i sit andet indlæg — at det, fordi ansættelseskontrakten blev opsagt på grund af utilstrækkelig faglig indsats, var nødvendigt at tage vedtægtens artikel 51 i betragtning, som bestemmer, at begrundelsen for at træffe denne foranstaltning skal meddeles den pågældende, og at denne skal have lejlighed til at fremsætte bemærkninger hertil. Desuden burde beslutningen om afskedigelse først være truffet efter overholdelse af de bestemmelser om disciplinærforfølgning, som er fastsat i vedtægtens bilag IX, bl.a. om Disciplinærrådets mellemkomst. Denne forholdsregel burde i det mindste have været taget i betragtning, fordi den ordning, der er fastsat i artikel 2, litra d), i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte, erstattede den vedtægtsmæssige ordning, og fordi sådanne ansatte i vid udstrækning — hvilket i alle tilfælde gælder for sagsøgeren — beklæder samme tidsbegrænsede stillinger som tjenestemænd ved Fællesskabet. Jeg mener imidlertid ligesom Kommissionen, at man heller ikke kan følge sagsøgeren på dette punkt, og at det ikke ud fra de ovennævnte bestemmelser kan statueres, at afskedigelsessagen er behæftet med mangler. De anførte bestemmelser finder givet ikke direkte anvendelse. De er — således som det fremgår af deres ordlyd — klart affattet for tjenestemænd. Artikel 11 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte henviser ganske vist på visse punkter til tjenestemandsvedtægten, men vedtægtens artikel 51 nævnes ikke i denne forbindelse, ligesom der ikke i artikel 49 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte — der omhandler opsigelse af disciplinære grunde — er henvist til den fremgangsmåde, der er fastsat i vedtægtens bilag IX. Der kan heller ikke på grundlag af grundsætningen om ligebehandling være tale om analog anvendelse. Det er nemlig af ringe betydning, at visse ansatte og tjenestemænd udøver tilsvarende hverv; det er snarere afgørende, at tjenestemændenes status hviler på princippet om sikkerhed i ansættelsen, som ikke gælder for de øvrige ansatte; denne forskelligartede status gør det muligt at følge forskellige fremgangsmåder ved ansættelsesforholdets ophør. I den udstrækning, det i foreliggende sag kun er spørgsmålet, om sagsøgerens ret til kontradiktion er blevet overholdt, dvs. om der er taget hensyn til en grundsætning, som ifølge praksis gælder generelt og under alle omstændigheder, når det skal undersøges, om der er sket en alvorlig krænkelse af individuelle interesser, mener jeg imidlertid heller ikke, at der i denne sammenhæng er grund til kritik. Sagsøgerens opmærksomhed blev således allerede fra slutningen af 1977 og begyndelsen af 1978 henledt på, at han ydede en utilstrækkelig indsats (se specielt skrivelsen fra januar 1978, som jeg allerede har behandlet i detaljer), og han modtog ligeledes de kritiske skrivelser af 5. oktober og 13. november i løbet af 1978. Sagsøgeren havde både lejlighed til at gøre sine synspunkter gældende under de mange møder med hans overordnede og i de mange skrivelser, som jeg allerede har nævnt. Det er derfor klart, at han var tilstrækkelig oplyst om de mangler, som man bebrejdede ham, til at forsvare sig, og at den fremgangsmåde, som gik forud for afskedigelsen, derfor forløb på lovlig vis. |
|
3. |
Sagsøgeren påberåber sig endelig også i tredje anbringende til sine påstande visse almindelige retsgrundsætninger, f.eks. bistandspligten og grundsætningen om lighed og social sikring, og han gør gældende, at Kommissionen har begået en tjenstlig fejl og misbrugt sin ret til at foretage afskedigelser. Efter hans opfattelse — som også er gjort gældende i anden sammenhæng — må opsigelsen af ansættelseskontrakten på grund af påståede utilstrækkelige evner som chef, anses for at være ulovlig, fordi Kommissionen ikke har overholdt sin bistandspligt ved at undlade at tilmelde sagsøgeren til et specielt videreuddannelseskursus i »management«. Under alle omstændigheder var opsigelsesvarslet for kort, fordi det kun blev fastsat til det korteste varsel, der gælder i henhold til artikel 47 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte. Endelig kunne han ikke erklæres for at være afskediget — eller i det mindste kunne afskedigelsen ikke træde i kraft — før der var vedtaget en ordning, som også for Fællesskabet indebar dækning mod risiko for arbejdsløshed, sygdom og invaliditet efter et ansættelsesforholds ophør. Kommissionen er i det mindste i sagsøgerens tilfælde forpligtet til at træffe foranstaltninger for at beskytte ham mod ovennævnte risici.
»Artikel 28a: Den tidligere midlertidigt ansatte, som efter udløbet af sin kontrakt opfylder betingelserne for at opppebære arbejdsløshedsunderstøttelse, eller som ville opfylde disse, hvis ikke han var uarbejdsdygtig, er dækket i tilfælde af sygdom og barsel i henhold til den tvungne sociale sikringsordning i den EF-stat, hvori han tager bopæl, for så vidt angår:
I tilfælde, hvor den tidligere midlertidigt ansatte har ret til de ydelser, der en nævnt i andet led i det foregående stykke, tilkommer der de personer, han har forsørgerpligt overfor, samme fordele. De bestemmelser, der gælder med hensyn til kontrol, betaling og refusion, svarer til de i andet punktum i artikel 28b anførte.« »Artikel 28b: For så vidt angår beskyttelse mod arbejdsløshed, dækkes den tidligere midlertidigt ansatte gennem den tvungne arbejdsløshedsforsikring i den medlemsstat, hvori han tager bopæl. Han er underkastet de bestemmelser om kontrol og betaling, der gælder for den forsikring, hvortil institutionen overfører et beløb svarende til de ydelser, der udbetales til de pågældende.« I denne forbindelse må det først konstateres, at de argumenter, som sagsøgeren har fremført med henblik på den erstatning, der er omhandlet i vedtægtens artikel 73, og om arten af udtrædelsespengene, er relevante. Der skal desuden lægges særligt mærke til følgende elementer.
Det skal i denne forbindelse principielt fastholdes, at det forekommer muligt at afsige en sådan dom, selv om der ikke er fremsat nogen udtrykkelig påstand med henblik herpå. For det første kan det antages, at en sådan påstand allerede stiltiende følger af de udtrykkeligt fremsatte påstande. Det skal dernæst anføres, at Domstolen allerede gentagne gange har gået således til værks i medfør af princippet om, at der ligeledes ex officio kan ydes erstatning i tvister om økonomiske spørgsmål, hvori Domstolen har fuld prøvelsesret. Jeg henviser i denne forbindelse f.eks. til dom i sagen 23/69 (Anneliese Fiehn mod Kommissionen, dom af 9. juli 1970, Sml. 1970, s. 95) eller dom i sagen 24/79 (Dominique Noëlle Oberthur mod Kommissionen, dom af 5. juni 1980). Med hensyn til det grundlæggende spørgsmål, som her behandles, dvs. spørgsmålet, om det må anses for at være et udtrykkeligt krav, at der skal foreligge en vis social beskyttelse — som den sagsøgeren forestiller sig — efter ophøret af en ikke-sikret ansættelse forekommer de argumenter, som sagsøgeren har fremført, hverken særlig hensigtsmæssige eller overbevisende. Dette gælder sagsøgerens henvisning til den almindelige lighedsgrundsætning, som ikke er bevist at spille en rolle på netop det omræde, som her behandles. Det gælder ligeledes for princippet om bistandspligten, som, selv om man går ud over ordlyden af vedtægtens artikel 24, aldrig tidligere i fællesskabsretten er blevet tillagt så vidtgående følger på området for social sikring, og hvorom det heller ikke er bevist, at denne er fortolket således i national ret. Dette gælder endvidere grundsætningen om social sikring, med henblik på hvilken sagsøgeren har indskrænket sig til at hævde, at denne gælder i samtlige medlemsstater, og at Fællesskabet havde til formål at sikre det sociale fremskridt, selv om man måtte forvente, at han — i form af en udtømmende undersøgelse af sammenlignende ret — påviser, at det kan fastslås, at der i medlemsstaternes retsordener gælder den fælles almindelige grundsætning, at der skal ydes en vis social beskyttelse efter ophøret af et ikke-varigt ansættelsesforhold, eller at denne grundsætning i det mindste gælder i de mest fremskridtsvenlige medlemsstater. Hvis man ser bort fra dette og selv prøver at indkredse spørgsmålet, forekommer det først nødvendigt at konstatere, at medlemsstaternes arbejdsret ikke synes at indeholde noget princip om, at arbejdsgiveren er forpligtet til at tegne forsikring mod risikoen for sygdom og invaliditet, der gælder ud over arbejdsforholdets varighed. Det tilkommer i almindelighed arbejdstageren selv at sørge for dette, bortset fra de tilfælde, hvor arbejdsløshedsforsikring eller bistandshjælp kommer i betragtning. Til gengæld fremgår det, at svaret må være et andet med hensyn til forsikring mod arbejdsløshed. Ganske vist indeholder de nationale retsordener ikke noget almindeligt princip, hvorefter enhver arbejdssøger skal være forsikret i så henseende og modtage støtte, hvis arbejdssøgningen er forgæves. Det er imidlertid fastsat i samtlige medlemsstaters retsordener — i overensstemmelse med Den europæiske Kodeks om social Sikkerhed af 16. april 1964 — at lønmodtagere skal silures på denne måde og under visse betingelser efter ansættelsesophøret tildeles en dækning, som i et vist tidsrum sikrer dem en passende indtægt. Dette gælder i øvrigt ligeledes for de offentligt ansatte, for så vidt det ikke drejer sig om faste stillinger inden for det offentlige. I Fællesskabets medlemsstater finder den almindelige arbejdsløshedsforsikringsordning eller dele heraf delvis anvendelse på disse ansatte, eller også gælder en analog ordning. Det var derfor nærliggende at indføre en tilsvarende ordning for Fællesskabets ansatte i det omfang, disses kontrakter var midlertidige, så meget mere som de nationale ordninger — med undtagelse af almindelig bistandshjælp, som, idet den ikke har samme betydning, er relevant her — ikke i almindelighed dækker Fællesskabets tidligere ansattes arbejdsløshed på grund af de særlige betingelser, der er fastsat i disse ordninger (arbejde i et vist tidsrum ifølge et nationalt arbejdsforhold, indbetaling af forsikringsbidrag til den sociale sikring eller specielt til arbejdsløshedsforsikringen). Den omstændighed, at der ikke findes en sådan beskyttelse af Fællesskabets ansatte, kan derfor efter min opfattelse ikke betegnes som andet end en uacceptabel lakune. Denne burde være afhjulpet i hvert fald inden 1976, da antallet af kontraktansatte blev udvidet betydeligt også på områder, hvor — som i administrationen — dette ikke forekom klart nødvendigt. Hvis dette skridt var blevet taget i rette tid, ville man uden tvivl have kunnet finde en tilfredsstillende løsning på trods af alle de vanskeligheder af teknisk art, som er blevet fremført under sagen. Under hensyn til den standard, som samtlige medlemsstaters gældende ret i dag befinder sig på, kan denne undladelse kun betegnes som en alvorlig mangel, hvorfor der i denne henseende foreligger en tjenstlig fejl fra de kompetente fællesskabsorganers side. For nærværende må man drage konsekvenserne heraf i form af tildeling af en passende erstatning i de særlige konkrete tilfælde, som vil blive forelagt. Med hensyn til beregningen af erstatningen i nærværende sag — hvor sagsøgeren, så vidt jeg ved, stadig er arbejdsløs og heller ikke frivilligt har mulighed for at sikre sig mod risikoen for arbejdsløshed i henhold til den belgiske lovgivning, som kommer i betragtning for ham — har Domstolen utvivlsomt et vist skøn, som, hvis man går ud fra den antagelse, at en fællesskabsordning vil bygge på almindelige grundsætninger i national ret, er støttet på visse kriterier, som kan udledes af disse grundsætninger. Det er her først væsentligt, at tildeling af ydelserne gøres afhængige af, at arbejdsforholdet har haft en vis varighed, eller at tilslutningen til arbejdsløshedsforsikringen har varet en vis tid. De tidsrum, som her kommer i betragning — og som med hensyn til den korteste arbejdsperiode varierer mellem 75 og 600 dage og med hensyn til tilslutning til den sociale sikring mellem seksogtyve uger og to år, indebærer derfor givet, at sagsøgeren, som i tre og et halvt år har gjort tjeneste ved Fællesskabet, skal have erstatning, selv om han tidligere var selvstændig. På den anden side skal det anføres, at retsordenen i de fleste af medlemsstaterne bestemmer, at den sikrede selv skal indbetale forsikringsbidrag, det vil sige afholde udgifter for at sikre sig mod arbejdsløshed. Man kan ligeledes forvente, at sådanne bidrag vil indgå i en fremtidig fællesskabsordning; følgelig må der ligeledes tages hensyn til dette ved beregning af erstatningen. Det skal endelig bemærkes, at arbejdsløshedsunderstøttelsen er begrænset til visse tidsrum, som varierer mellem seks måneder og halvandet år, men som i de fleste tilfælde udgør ca. ét år, og at understøttelsesbeløbet i almindelighed dækker en vis procentdel af den tidligere løn — f.eks. i Forbundsrepublikken Tyskland 68 % af den tidligere løn, i Luxembourg 80 % af den sidste bruttoløn med visse maksimumsgrænser og i Danmark 90 % af den sidste løn. Sådanne faktorer må naturligvis ligeledes tages i betragtning. Under hensyn til ovenstående ville jeg i foreliggende tilfælde, hvor det drejer sig om en tidligere ansat i lønklasse A 3, som har oppebåret en forholdsvis høj løn, anse en erstatning, der dækker ca. 80 % af sidste årlige grundløn, for at være passende. Jeg er imidlertid betænkelig ved på nuværende tidspunkt at fremlægge et sådant forslag. Det ma være en betingelse, at sagsøgeren faktisk har været arbejdsløs, efter han fratrådte sin stilling ved Fællesskaberne. Det må ligeledes være en betingelse, at han forgæves har søgt at finde en anden beskæftigelse, blandt andet i betragtning af, at han inden sin tiltrædelse ved Fællesskaberne var selvstændig virksomhedsrådgiver. Nærværende sag har endnu ikke tilvejebragt tilstrækkeligt klare svar på disse spørgsmål. Disse spørgsmål må først afklares, hvilket måske gør det muligt at nå frem til et forlig, efter at det principielt er fastslået, at der foreligger en tjenstlig fejl. Jeg foreslår følgelig, at der på nuværende tidspunkt kun afsiges en kendelse om tilvejebringelse af flere faktiske oplysninger, før den endelige dom afsiges. |
|
4. |
Jeg foreslår følgelig, at Domstolen på den ene side statuerer, at der ikke kan gives sagsøgeren medhold i nogen af de fremsatte påstande, men at Domstolen på den anden side ligeledes principielt kender for ret, at der foreligger en tjenstlig fejl, for så vidt der i fællesskabsretten ikke i rette tid er genemført en ordning med dækning mod risiko for arbejdsløshed efter ophør af en kontraktmæssig ansættelse. Der kan imidlertid ikke heraf udledes nogen pligt til at betale en erstatning på 80 % af sagsøgerens sidste årlige grundløn, medmindre det klart er fastslået, at sagsøgeren har været arbejdsløs mindst ét år efter opsigelsen af hans kontrakt, og at han forgæves har søgt passende beskæftigelse. Sagsøgeren skal med henblik på denne bevisførelse indrømmes en frist. Parterne skal ved udløbet af denne frist opfordres til over for Domstolen at gøre rede for tvistens stilling og en eventuel mindelig afgørelse af erstatningsspørgsmålet. Afgørelsen vedrørende sagens omkostninger skal derfor midlertidigt udsættes. |
( 1 ) – Oversat fra tysk.