8.12.2006   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 343/96


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 4. december 2006

om tredjelandes værdipapirudstederes anvendelse af oplysninger, der er udarbejdet i henhold til internationalt anerkendte regnskabsstandarder

(meddelt under nummer K(2006) 5804)

(2006/891/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked, og om ændring af direktiv 2001/34/EF (1), særlig artikel 23, stk. 4, andet afsnit, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder (2) skal selskaber, der reguleres af en medlemsstats lovgivning, og hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked i en medlemsstat, for hvert regnskabsår, der starter den 1. januar 2005 eller senere, udarbejde koncernregnskaber i overensstemmelse med vedtagne internationale regnskabsstandarder, nu i almindelighed benævnt International Financial Reporting Standards (IFRS).

(2)

I artikel 4 i direktiv 2004/109/EF kræves det, at hvis en udsteder skal udarbejde et koncernregnskab, skal den reviderede årsrapport omfatte et sådant koncernregnskab udarbejdet i overensstemmelse med IFRS vedtaget i henhold til artikel 3 i forordning (EF) nr. 1606/2002. Desuden kræves det i artikel 5 i direktiv 2004/109/EF vedrørende halvårsrapporter, at det regnskab i sammendrag, der fremlægges af udstedere, som skal udarbejde koncernregnskaber, skal være udarbejdet i overensstemmelse med disse standarder. Disse krav gælder for alle udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked, uanset om deres vedtægtsmæssige hjemsted er beliggende i Fællesskabet eller i et tredjeland.

(3)

Artikel 23, stk. 1, i direktiv 2004/109/EF indeholder imidlertid en bestemmelse, som tillader den kompetente myndighed i hjemlandet at undtage en udsteder fra et tredjeland fra visse krav i direktivet, herunder kravene i artikel 4 og 5 om års- og halvårsrapporter, såfremt tredjelandets lovgivning indeholder ækvivalente krav, eller udsteder opfylder kravene i lovgivningen i et tredjeland, som den kompetente myndighed i hjemlandet betragter som ækvivalente. Artikel 23, stk. 2, i direktiv 2004/109/EF indeholder desuden en bestemmelse om en overgangsundtagelse for udstedere, hvis vedtægtsmæssige hjemsted er i et tredjeland. Sådanne udstedere er undtaget fra kravet om at udarbejde årsregnskaber i overensstemmelse med artikel 4 eller 5 i det direktiv før det regnskabsår, der begynder den 1. januar 2007 eller senere, på betingelse af, at disse årsregnskaber udarbejdes i overensstemmelse med internationalt accepterede standarder, jf. artikel 9 i forordning (EF) nr. 1606/2002.

(4)

Siden vedtagelsen af forordning (EF) nr. 1606/2002 har mange lande indført IFRS direkte i deres nationale regnskabsstandarder. Dette viser klart, at et af målene med denne forordning — nemlig at fremme en stadig større samordning af regnskabsstandarderne, således at IFRS accepteres på internationalt plan og er virkelig globale standarder — er ved at blive opfyldt. Det er derfor hensigtsmæssigt, at udstedere i tredjelande undtages fra pligten til at udarbejde årsregnskab eller halvårsregnskab i overensstemmelse med IFRS som krævet i artikel 4 og 5 i direktiv 2004/109/EF, hvis disse regnskaber udarbejdes i overensstemmelse med de nationale regnskabsstandarder i et tredjeland, og hvis de i henhold til IAS 1 Præsentation af årsregnskabet indeholder en udtrykkelig og uforbeholden erklæring om, at de er i overensstemmelse med IFRS.

(5)

I sin udtalelse fra juni 2005 gav Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg (CESR), der er oprettet ved Kommissionens afgørelse 2001/527/EF (3) udtryk for, at Canadas, Japans og Amerikas Forenede Staters almindeligt anerkendte regnskabsprincipper (GAAP), hver for sig stort set er ækvivalente med IFRS vedtaget i henhold til artikel 3 i forordning (EF) nr. 1606/2002, dog under forudsætning af afhjælpende foranstaltninger såsom yderligere oplysninger og i visse tilfælde supplerende regnskabsrapportering.

(6)

I januar 2005 meddelte Accounting Standards Board of Japan (ASBJ) og International Accounting Standards Board (IASB), at de var enige om at iværksætte et fælles projekt med det formål at formindske forskellene mellem IFRS og de japanske GAAP, og de iværksatte i marts 2005 et fælles arbejdsprogram for at samordne de japanske GAAP med IFRS. I januar 2006 erklærede Accounting Standards Board of Canada officielt, at denne organisations mål var at arbejde for indførelsen af ét sæt globalt anerkendte standarder af høj kvalitet for børsnoterede selskaber, og drog den konklusion, at dette mål bedst nås ved inden for fem år at samordne de canadiske regnskabsstandarder med IFRS. I februar 2006 offentliggjorde IASB og American Financial Accounting Standards Board et aftalememorandum, hvori der skitseres et arbejdsprogram til sikring af konvergens mellem IFRS og US GAAP med henblik på at opfylde en af US Securities and Exchange Commission's (SEC) betingelser, som skal være opfyldt, før den senest i 2009 afskaffer afstemningskravet for udenlandske udstedere, der anvender IFRS, og som er registreret hos SEC.

(7)

Det er imidlertid vigtigt, at kvaliteten af den principbaserede IFRS-regnskabsaflæggelse bevares, at IFRS-standarderne anvendes konsistent, at der er passende retssikkerhed for virksomheder og investorer, og at EU's virksomheder garanteres ligebehandling med hensyn til regnskaber på verdensplan. Den fremtidige vurdering af ækvivalensen bør baseres på en detaljeret teknisk og objektiv analyse af forskellene mellem IFRS og tredjelandes regnskabsstandarder samt på den konkrete anvendelse af disse GAAP sammenholdt med IFRS. Udviklingen i konvergensprocessen bør undersøges nøje, før der træffes en beslutning om ækvivalensen.

(8)

På baggrund af de bestræbelser, som de standardudstedende organisationer i Canada, Japan og Amerikas Forenede Stater, har gjort for at nærme sig til IFRS, bør det tillades udstedere fra tredjelande at udarbejde deres årsregnskaber og halvårsregnskaber i overensstemmelse med regnskabsstandarderne i Canada, Japan eller Amerikas Forenede Stater i en toårs overgangsperiode, mens de standardudstedende organisationer og regulerende organer fortsætter en aktiv dialog, konvergensprocessen fortsætter, og situationsrapporten færdiggøres.

(9)

Mens mange lande har indført IFRS direkte i deres nationale GAAP, tilnærmer andre lande de nationale GAAP til IFRS over en vis periode. På baggrund heraf bør det i en overgangsperiode på højst to år også tillades sådanne tredjelandsudstedere at vedblive med at udarbejde deres års- og halvårsregnskaber i overensstemmelse med en GAAP, der er ved at blive tilnærmet til IFRS, forudsat at den ansvarlige nationale myndighed har givet et offentligt tilsagn herom og etableret et arbejdsprogram. For at sikre, at undtagelsen kun anvendes i tilfælde, hvor disse betingelser er opfyldt, bør det kræves, at tredjelandsudstederen fremlægger beviser, som overbeviser den kompetente myndighed om, at den nationale myndighed har fremsat en offentlig erklæring og etableret et arbejdsprogram. For at sikre konsistens inden for Fællesskabet bør CESR samordne de kompetente myndigheders vurdering af, om disse betingelser er opfyldt med hensyn til GAAP i de enkelte tredjelande.

(10)

I løbet af denne periode på to år bør Kommissionen ikke blot føre en aktiv dialog med de relevante tredjelandsmyndigheder, men også nøje overvåge udviklingen i konvergensen mellem IFRS og GAAP i Canada, Japan, Amerikas Forenede Stater og andre tredjelande, som har etableret et konvergensprogram, for at sikre, at den er i stand til at træffe en beslutning om ækvivalensen mindst seks måneder inden den 1. januar 2009. Kommissionen skal desuden aktivt overvåge udviklingen i de relevante tredjelandsmyndigheders arbejde med at fjerne eventuelle krav til fællesskabsudstedere, som får adgang til de finansielle markeder i et tredjeland, om afstemning af regnskaber, der er udarbejdet ved hjælp af IFRS. Ved udgangen af den forlængede overgangsperiode skal Kommissionens beslutning være sådan, at udstedere inden og uden for EU behandles ens.

(11)

Kommissionen bør regelmæssigt holde Det Europæiske Værdipapirudvalg og Europa-Parlamentet underrettet om udviklingen hen imod afskaffelsen af afstemningsforpligtelserne og om udviklingen i konvergensprocessen. Kommissionen skal derfor inden den 1. april 2007 underrette Det Europæiske Værdipapirudvalg og Europa-Parlamentet om den tidsplan for konvergensen, der er lagt af de nationale regnskabsmyndigheder i Canada, Japan og Amerikas Forenede Stater. Endvidere skal Kommissionen inden den 1. april 2008 og efter høring af CESR aflægge rapport til Det Europæiske Værdipapirudvalg og Europa-Parlamentet om evalueringen af tredjelandes GAAP, som anvendes af udstedere, der ikke skal udarbejde deres års- og halvårsregnskaber i overensstemmelse med IFRS før det regnskabsår, der begynder den 1. januar 2009 eller senere. Endelig bør Kommissionen inden den 1. januar 2008 og efter passende høring af CESR sikre, at der findes en definition af ækvivalens, som anvendes i forbindelse med beslutningen om ækvivalensen vedrørende tredjelandes GAAP på grundlag af en ækvivalensmekanisme, der er udarbejdet til det formål.

(12)

Foranstaltningerne i denne beslutning er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Europæiske Værdipapirudvalg —

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Før regnskabsår, der begynder den 1. januar 2009 eller senere, kan en udsteder, der har sit vedtægtsmæssige hjemsted i et tredjeland, udarbejde sine årlige koncernregnskaber og halvårlige koncernregnskaber i overensstemmelse med regnskabsstandarderne i et tredjeland, forudsat at en af følgende betingelser er opfyldt:

a)

Noterne til regnskaberne indeholder en udtrykkelig og uforbeholden erklæring om, at de opfylder de internationale regnskabsstandarder i overensstemmelse med IAS 1 Præsentation af årsregnskabet.

b)

Regnskaberne er udarbejdet i overensstemmelse med enten Canadas, Japans eller Amerikas Forenede Staters almindeligt anerkendte regnskabsprincipper.

c)

Regnskaberne er udarbejdet i overensstemmelse med de almindeligt anerkendte regnskabsprincipper i et andet tredjeland end Canada, Japan eller Amerikas Forenede Stater, og følgende betingelser er opfyldt:

i)

En myndighed i et tredjeland, som har ansvaret for de pågældende nationale regnskabsstandarder, har før begyndelsen af det regnskabsår, som regnskabet vedrører, givet et offentligt tilsagn om at konvergere disse standarder med International Financial Reporting Standards.

ii)

Denne myndighed har udarbejdet et arbejdsprogram, som viser, at man har til hensigt at arbejde hen imod konvergens inden den 31. december 2008.

iii)

Udstederen fremlægger materiale, som overbeviser den kompetente myndighed om, at betingelserne i nr. i) og ii) er opfyldt.

Artikel 2

1.   Kommissionen forelægger inden den 1. april 2007 Det Europæiske Værdipapirudvalg og Europa-Parlamentet en første rapport om den tidsplan, som myndighederne med ansvar for nationale regnskabsstandarder i USA, Japan og Canada har lagt for konvergensen mellem IFRS og de almindeligt anerkendte regnskabsprincipper i disse lande.

2.   Kommissionen overvåger nøje og underretter regelmæssigt Det Europæiske Værdipapirudvalg og Europa-Parlamentet om udviklingen i konvergensen mellem International Financial Reporting Standards og de almindeligt anerkendte regnskabsprincipper i Canada, Japan og Amerikas Forenede Stater og om de fremskridt, der er sket med hensyn til at afskaffe de afstemningskrav, der gælder for EF-udstedere i disse lande. Hvis processen ikke skrider tilfredsstillende frem, underretter Kommissionen straks Det Europæiske Værdipapirudvalg og Europa-Parlamentet herom.

3.   Kommissionen underretter desuden regelmæssigt Det Europæiske Værdipapirudvalg og Europa-Parlamentet om udviklingen i drøftelserne med de regulerende myndigheder og om de fremskridt, der er sket med hensyn til konvergensen mellem International Financial Reporting Standards og de almindeligt anerkendte regnskabsprincipper i de tredjelande, der er nævnt i artikel 1, litra c), samt om udviklingen hen imod afskaffelsen af eventuelle afstemningskrav. Hvis processen ikke skrider tilfredsstillende frem, underretter Kommissionen straks Det Europæiske Værdipapirudvalg og Europa-Parlamentet herom.

4.   Foruden forpligtelserne i henhold til stk. 2 og 3 deltager Kommissionen i og opretholder en regelmæssig dialog med myndighederne i tredjelande og forelægger inden den 1. april 2008 Det Europæiske Værdipapirudvalg og Europa-Parlamentet en rapport om udviklingen i konvergensen og udviklingen hen imod afskaffelsen af eventuelle afstemningskrav, der gælder for EF-udstedere i henhold til reglerne i et tredjeland, som er omfattet af artikel 1, litra b) eller c). Kommissionen kan give en anden person til opgave at udarbejde rapporten.

5.   Mindst seks måneder inden den 1. januar 2009 træffer Kommissionen beslutning om ækvivalensen vedrørende de almindeligt anerkendte regnskabsprincipper i tredjelande i henhold til en definition af ækvivalens og en ækvivalensmekanisme, som den har udarbejdet inden den 1. januar 2008 i overensstemmelse med den procedure, der er omhandlet i artikel 27, stk. 2, i direktiv 2004/109/EF. Til opfyldelse af dette stykke hører Kommissionen først Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg om ækvivalensdefinitionens, ækvivalensmekanismens og beslutningens egnethed.

Artikel 3

Denne beslutning er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 4. december 2006.

På Kommissionens vegne

Charlie McCREEVY

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 390 af 31.12.2004, s. 38.

(2)   EFT L 243 af 11.9.2002, s.1.

(3)   EFT L 191 af 13.7.2001, s. 43.