|
Den Europæiske Unions |
DA L-udgaven |
|
2025/505 |
20.3.2025 |
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2025/505
af 19. marts 2025
om ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2022/632 om forlængelse af de midlertidige foranstaltninger med hensyn til bestemte frugter med oprindelse i Argentina, Brasilien, Sydafrika, Uruguay og Zimbabwe for at hindre indslæbning og spredning af skadegøreren Phyllosticta citricarpa (McAlpine) Van der Aa i Unionen
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/2031 af 26. oktober 2016 om beskyttelsesforanstaltninger mod planteskadegørere og om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 228/2013, (EU) nr. 652/2014 og (EU) nr. 1143/2014 og om ophævelse af Rådets direktiv 69/464/EØF, 74/647/EØF, 93/85/EØF, 98/57/EF, 2000/29/EF, 2006/91/EF og 2007/33/EF (1), særlig artikel 41, stk. 2, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/632 (2) er der fastlagt foranstaltninger med hensyn til frugter af Citrus L., Fortunella Swingle, Poncirus Raf., og hybrider heraf, bortset fra frugter af Citrus aurantium L. og Citrus latifolia Tanaka (»frugterne«), med oprindelse i Argentina, Brasilien, Sydafrika, Uruguay og Zimbabwe, for at forhindre indslæbning og spredning på Unionens område af Phyllosticta citricarpa (McAlpine) Van der Aa (»skadegøreren«). Den udløber den 31. marts 2025. |
|
(2) |
Siden 2022 har medlemsstaterne indberettet flere tilfælde af manglende overholdelse på grund af forekomst af skadegøreren i import til Unionen af frugterne med oprindelse i Argentina, Sydafrika, Uruguay og Zimbabwe. Desuden har der siden nævnte år ikke været nogen import til Unionen af de pågældende citrusfrugter med oprindelse i Brasilien. Det har derfor ikke været muligt at foretage en vurdering af Brasiliens overholdelse af foranstaltningerne i gennemførelsesforordning (EU) 2022/632. |
|
(3) |
Som følge heraf er det nødvendigt at opretholde de foranstaltninger, der er fastsat i gennemførelsesforordning (EU) 2022/632 for frugterne fra hvert af disse tredjelande, da disse foranstaltninger fortsat er nødvendige for at holde den respektive plantesundhedsmæssige risiko for Unionens område på et acceptabelt niveau. |
|
(4) |
Den plantesundhedsmæssige risiko, der er forårsaget af forekomsten af skadegøreren i Argentina, Brasilien, Sydafrika, Uruguay og Zimbabwe, og som skyldes import til Unionen af frugterne fra disse tredjelande, varierer hvert år for hvert oprindelsestredjeland for frugterne. Den bør derfor vurderes yderligere på grundlag af den seneste tekniske og videnskabelige udvikling inden for forebyggelse og bekæmpelse af den pågældende skadegører. |
|
(5) |
Foranstaltningerne i gennemførelsesforordning (EU) 2022/632 bør derfor opretholdes indtil den 31. marts 2028. |
|
(6) |
Da gennemførelsesforordning (EU) 2022/632 udløber den 31. marts 2025, bør nærværende forordning finde anvendelse fra den 1. april 2025 for at undgå lovgivningsmæssige tomrum. |
|
(7) |
Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder — |
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
Ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2022/632
Artikel 11 i gennemførelsesforordning (EU) 2022/632 affattes således:
»Artikel 11
Udløbsdato
Denne forordning udløber den 31. marts 2028.«
Artikel 2
Ikrafttræden og anvendelse
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Den finder anvendelse fra den 1. april 2025.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 19. marts 2025.
På Kommissionens vegne
Ursula VON DER LEYEN
Formand
(1) EUT L 317 af 23.11.2016, s. 4, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2016/2031/oj.
(2) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2022/632 af 13. april 2022 om foranstaltninger med hensyn til bestemte frugter med oprindelse i Argentina, Brasilien, Sydafrika, Uruguay og Zimbabwe for at hindre indslæbning og spredning af skadegøreren Phyllosticta citricarpa (McAlpine) Van der Aa i Unionen (EUT L 117 af 19.4.2022, s. 11, ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2022/632/oj).
ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2025/505/oj
ISSN 1977-0634 (electronic edition)