Grunden til Warmerdams ophold i Det Forenede Kongerige var, at hendes ægtefælle på dette tidspunkt opholdt sig i landet i forbindelse med en praktikantperiode. Ved udløbet af denne praktikantperiode opsagde Warmerdam sin beskæftigelse, og ægteparret vendte, efter først at have foretaget en ferierejse gennem Skotland, den 30. august 1975 tilbage til Nederlandene. Warmerdam lod sig den 1. september 1975 registrere som arbejdssøgende i Nederlandende.

Warmerdam indbragte denne afgørelse for Raad van Beroep, Arnhem, som ved dom af 8. september 1977 gav hende medhold og hjemviste sagen til BNAB, for at denne kunne træffe fornyet afgørelse under hensyntagen til dommen. BNAB ankede denne dom til Centrale Raad van Beroep, Utrecht, med påstand om ophævelse af den indankede dom og om frifindelse.

Centrale Raad van Beroep fandt det nødvendigt at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

1)Erhverver den, der i forordning (EØF) nr. 1408/71's forstand, således som forordningen var affattet på det pågældende tidspukt, udelukkende er forsikret mod en eller flere risici, som kun henhører under én gren i en social sikringsordning [i dette tilfælde den i artikel 4, stk. 1, litra e), nævnte gren], på grundlag heraf også den status som arbejdstager, der kræves for at få ret til de fordele, som denne forordning giver med hensyn til en anden social sikringsgren [i dette tilfælde den i artikel 4, stk. 1, litra g), nævnte gren]?2)Kan den kompetente institution i en medlemsstat, som nævnt i artikel 67, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1408/81, således som forordningen var affattet på det pågældende tidspunkt, ved anvendelsen af lovgivningen i denne medlemsstat kun tage hensyn til beskæftigelsesperioder tilbagelagt i henhold til en anden medlemsstats lovgivning — som opfylder betingelsen om, at de ville være blevet anset for forsikringsperioder, hvis de havde været tilbagelagt efter den førstnævnte lovgivning — såfremt disse beskæftigelsesperioder også ifølge den lovgivning, ifølge hvilken de er tilbagelagt, defineres eller anses som forsikringsperioder for samme sociale sikringsgren?

Denne bestemmelse hører til kapitel 6 i forordning (EØF) nr. 1408/71, som har overskriften arbejdsløshed, og som består af en række regler, som vandrende arbejdstagere inden for Fællesskabet kan påberåbe sig med henblik på at opnå ret til ydelser ved arbejdsløshed. Dette kapitels afdeling 1 og 2 indeholder en række almindelige regler om sammenlægning af beskæftigelses- eller forsikringsperioder tilbagelagt i forskellige medlemsstater (artikel 67), beregning af ydelserne (artikel 68) og udbetaling af ydelser til arbejdsløse, der rejser til en anden medlemsstat (artikel 69 og artikel 70). Dette kapitels afdeling 3 indeholder en enkelt artikel, artikel 71, og sikrer på visse betingelser grænsearbejdere [stk. 1, litra a)] og andre arbejdstagere [stk. 1, litra b)], som under deres seneste beskæftigelse var bosat i en anden medlemsstat end den kompetente

I artikel 1, litra q), i forordning nr. 1408/71 defineres dette udtryk som den medlemsstat, på hvis område den kompetente institution befinder sig. Ifølge artikel 1, litra o), betyder den kompetente institution bl. a. den institution, som den pågældende er tilsluttet på tidspunktet for indgivelse af begæringen om ydelser, eller den institution, hvorfra den pågældende er berettiget eller ville være berettiget til at modtage ydelser, såfremt han eller et eller flere af hans familiemedlemmer var bosat i den medlemsstat, på hvis område denne institution befinder sig.

1)Arbejdsløse arbejdstagere, som under deres seneste beskæftigelse var bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat, modtager ydelser efter følgende regler:

(...)

b)(...)

ii)Andre arbejdstagere end grænsearbejdere, der er helt arbejdsløse, og som stiller sig til rådighed for arbejdsformidlingen i den medlemsstat, på hvis område de er bosat, eller som vender tilbage til denne stats område, modtager ydelser efter denne stats lovgivning, som om de senest havde været beskæftiget der; ...

Den allerførste dom, der må nævnes, er dommen af 15. december 1976 (sag 39/76, Mouthaan, Sml. s. 1901), hvori Domstolen præciserede, at [ifølge niende betragtning til forordning (EØF) nr. 1408/71] har artikel 71, stk. 1, litra b), ii), til formål at sikre arbejdstagere, der befinder sig i en af de der omhandlede situationer, arbejdsløshedsydelser på sådanne betingelser, at de bedst muligt sættes i stand til at søge nyt arbejde (dommens præmis 13). Denne afgørelse blev for nylig gentaget i dommen af 12. juni 1986 (sag 1/85, Miethe, Sml. s. 1837, præmis 16), og i dommen af 22. september 1988 (sag 236/87, Bergemann, Sml. s. 5125, præmis 18).

Den anden dom, som jeg her vil erindre om, er dommen af 27. maj 1982 (sag 227/81, Aubin, Sml. s. 1991). I denne dom statuerede Domstolen, at artikel 71, stk. 1, litra b), ii), i det væsentlige tilsigter at give de arbejdsløse en valgmulighed, som under deres seneste beskæftigelse var bosat i en anden medlemsstat end den kompetente stat. De kan vælge at kræve ydelser efter lovgivningen i den stat, hvor de senest har arbejdet, eller efter lovgivningen i den stat, hvor de er bosat (dommens præmisser 13 og 19; se også Miethe-dommen, præmisserne 9-10).

Endelig vil jeg nævne dommen af 17. februar 1977 (sag 76/76, Di Paolo, Sml. s. 315). Denne sag var blevet forelagt Domstolen af Belgiens Cour de cassation, som skulle træffe afgørelse om et krav på ydelser ved arbejdsløshed fra en i Belgien bosat person, som senest havde haft beskæftigelse i Det Forenede Kongerige og derefter var vendt tilbage til sin familie i Belgien, hvor den pågældende ansøgte om ydelser ved arbejdsløshed. En af betingelserne for at få tildelt ydelser ved arbejdsløshed i Belgien er bevis for et vist antal arbejdsdage. For at føre dette bevis havde arbejdstageren anmodet om anvendelse af artikel 67. Denne artikels stk. 3 bestemmer, at sammenlægningsreglerne i artildens stk. 1 og 2 kun anvendes på betingelse af, at den pågældende senest har tilbagelagt forsikrings- eller beskæftigelsesperioder efter den lovgivning, i henhold til hvilken ydelserne begæres. Denne betingelse gælder ifølge samme stk. 3 imidlertid ikke for de tilfælde, der omhandles bl. a. i artikel 71, stk. 1, litra b), ii).

I dommen fastslog Domstolen, at artikel 71, stk. 1, til fordel for grænsearbejdere og andre arbejdstagere på visse betingelser tillader en fravigelse af reglen i artikel 67, stk. 3. Den væsentligste betingelse er, at den pågældende er bosat i en anden medlemsstat end den, hvis lovgivning han var undergivet ved sin seneste beskæftigelse (dommens præmisser 10 og 11). I dommen bemærkes det, at denne bestemmelse har til formål at lade bopælsstaten bære omkostningerne ved arbejdsløshedsydelser (i stedet for den seneste beskæftigelsesstat) for visse kategorier af arbejdstagere, der har bevaret en snæver forbindelse til det land, hvor de har etableret sig og har deres sædvanlige opholdssted. Denne regel er imidlertid ikke længere berettiget, såfremt undtagelsen i artikel 71 i forordning (EØF) nr. 1408/71 ved en for vid fortolkning af udtrykket bopæl kom til at omfatte alle de vandrende arbejdstagere, der er beskæftiget i én medlemsstat, mens deres familie fortsat har deres sædvanlige opholdssted i en anden medlemsstat; derfor skal artikel 71, stk. 1, litra b), ¡i), fortolkes strengt (dommens præmisser 12 og 13).

Med hensyn til bopælskravet gik dommen nærmere ind på betydningen af udtrykket den medlemsstat, på hvis område de er bosat i artikel 71, stk. 1, litra b), ii). Ved dette udtryk skal forstås den medlemsstat, hvor arbejdstageren, selv om han er beskæftiget i en anden medlemsstat, fortsætter med at have sin sædvanlige bopæl, og hvor hans sædvanlige interessecentrum ligeledes befinder sig. Tilføjelsen eller som vender tilbage til denne stats område betyder blot, at begrebet bopæl ikke nødvendigvis udelukker et ikke-sædvanligt opholdssted i en anden medlemsstat. Der skal således tages hensyn til varigheden og kontinuiteten af den bopæl, som den pågældende havde, før han flyttede, til varigheden af og formålet med hans fravær, til arten af beskæftigelsen i den anden medlemsstat samt til den pågældendes hensigt, som den fremgår af samtlige omstændigheder (dommens præmisser 17-22). Således gjorde dommen det klart, at udtrykket var bosat i artikel 71, stk. 1, henviser til et midlertidigt opholdssted i den medlemsstat, hvor arbejdstageren udøvede sin seneste beskæftigelse; udtrykket er bosat i stk. 1, litra b), ii), henviser derimod til den sædvanlige bopæl, som den pågældende arbejdstager har bevaret under sin seneste udenlandske beskæftigelse, og hvor hans sædvanlige interessecentrum ligeledes befinder sig

Terminologien i artikel 71 har åbenbart ført den nederlandske regering på vildspor. I sit indlæg nævner den nemlig, at Warmerdam ikke er omfattet af artikel 71, stk. 1, litra b), ii), fordi hun under sin seneste beskæftigelse ikke var bosat på en anden end den kompetente medlemsstats område, hvorved den nederlandske regering åbenbart fortolker udtrykket var bosat som havende bopæl.

Det fremgår ikke klart af forelæggelseskendelsen, om Warmerdam har bevaret sin bopæl i Nederlandene, mens hun udøvede beskæftigelse i Storbritannien. Såfremt man tilslutter sig min opfattelse, vil jeg gå ud fra, aţ bopælskravet i dette tilfælde ikke står til diskussion (hvilket dog skal verificeres af den forelæggende ret) — og at Warmerdam således kan anses for under sit ophold i Storbritannien at have bevaret sin bopæl i Nederlandene

Hvis dette ikke er tilfældet, vil Warmerdam ikke kunne gøre krav på anvendelse af artikel 71 og således heller ikke på den deri fastsatte valgmulighed. I så fald vil hun være henvist til de almindelige sammeniægningsregler i artikel 67. Artikel 67, stk. 3, (hvorom yderligere nedenfor i punkt 12) indeholder imidlertid en restriktion for anvendelsen af disse sammeniægningsregler: Arbejdstageren skal senest have tilbagelagt forsikrings- eller beskæftigelsesperioder efter den lovgivning, i henhold til hvilken ydelserne begæres.

Ved besvarelsen af dette spørgsmål lægger man i de for Domstolen afgivne indlæg generelt den definition af begrebet arbejdstager til grund, som gives i artikel 1, litra a), i forordning (EØF) nr. 1408/71. I dette litra a) findes der en række alternative definitioner af begreberne arbejdstager og selvstændig erhvervsdrivende. Denne artikels længde og kompleksitet udspringer af, at det er nødvendigt ved anvendelsen af forordning (EØF) nr. 1408/71 at anvende ét arbejdstagerbegreb for et stort antal sociale sikringsordninger.

Warmerdam, som støttes heri af den nederlandske regering, er af den opfattelse, at hendes egenskab af arbejdstager klart fremgår af ordlyden af artikel 1, litra a). Hun har herved henvist til, at denne bestemmelse forbinder egenskaben arbejdstager med den omstændighed, at man er forsikret mod en eller flere risici, der svarer til de sikringsgrene, som indgår i en social sikringsordning, uden at tage stilling til en sådan egenskab for hver enkelt gren i den sociale sikringsordning. I deres argumentation lægges der vægt på, at begrebet arbejdstager er et fællesskabsbegreb, som ganske vist skal udfyldes nationalt, dog således at forstå, at den nationale udfyldning skal være i overensstemmelse med fællesskabsretten. I Warmerdame indlæg henvises der på dette punkt også til dommen af 19. marts 1964 (sag 75/63, Unger, Sml. 1954-1964, s. 471), som drejede sig om definitionen af arbejdstager i forgængeren for forordning (EØF) nr. 1408/71, nemlig forordning (EØF) nr. 3/58

Ridets forordning nr 3 om social sikring af vandrende arbejdstagere, JO 30, 1958, s. 561 ff.

Mere specifikt med hensyn til Centrale Raad van Beroeps første spørgsmål har BNAB ikke benægtet, at definitionen af arbejdstagere i artikel 1, litra a), i forordning (EØF) nr. 1408/71 også gælder ved anvendelsen af artikel 71, men har gjort gældende, at ordlyden af artikel 1, litra a), ikke kan betragtes isoleret. Man har henvist til, at formålet med denne bestemmelse består i at afgrænse kategorien af arbejdstagere fra kategorien af selvstændige erhvervsdrivende, og at den ikke fandtes i den foregående forordning (EØF) nr. 3/58. I sidstnævnte forordning var der ikke optaget nogen definition af arbejdstager, og man måtte ifølge BNAB udlede egenskaben arbejdstager af anvendelsen af bestemmelserne vedrørende de særskilte sociale sikringsgrene. Denne vurdering skal efter BNAB's opfattelse være fulgt i Domstolens domme af 19. december 1968 (sag 19/68, De Cicco, Smi. 1965-1968, s. 567) og af 27. oktober 1971 (sag 23/71, Janssen, Smi. s. 225).

BNAB har endelig også henvist til dommen af 29. september 1976 (sag 17/76, Brack, Smi. s. 1429), hvoraf man mener at kunne udlede, at egenskaben arbejdstager også efter den nugældende forordning (EØF) nr. 1408/71 skal vurderes for hver enkelt social sikringsgren. Denne dom drejede sig om spørgsmålet, om en britisk revisor, som i 17 år havde været socialforsikret i egenskab af selvstændig (ganske vist efter tidligere i 9 år at være forsikret som arbejdstager), kunne betragtes som arbejdstager i forbindelse med anvendelsen af artikel 22, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1408/71, som bl. a. indeholder en tilbagebetalingsordning for ydelser ved sygdom, som ydes i en anden medlemsstat. BNAB har henvist til dommens præmis 30, hvori Domstolen fastslog, at personer (som hr. Brack), som befinder sig i den af den engelske forelæggende ret beskrevne situation, med henblik på anvendelsen af artikel 22, stk. 1, litra a), ii), i forordning (EØF) nr. 1408/71, skulle anses for arbejdstagere i denne forordnings forstand

BNAB's kursivering. Jeg vil gerne allerede her nævne, at denne fortolkning af Domstolens dom forekommer mig urigtig. Ganske vist havde Domstolen ifølge dommens præmis 17 kun taget den forelæggende rets spørgsmål i betragtning, for så vidt angår sygdom. Imidlertid kan det intetsteds af dommens præmisser udledes, at Domstolen ville betragte egenskaben arbejdstager for hver enkelt social sikringsgren. Domstolen har i denne dom kun udledt denne egenskab af den omstændighed, at den pågældende var forsikret mod en bestemt risiko, nemlig den eneste, som hovedsagen drejede sig om.

Dernæst mener BNAB også at kunne finde støtte for sin opfattelse i systematikken i forordning (EØF) nr. 1408/71, nærmere bestemt i de såkaldte sammenlægningsregler. Forordning (EØF) nr. 1408/71 indeholder en række regler, som giver mulighed for at sammenlægge de beskæftigelses- eller forsikringsperioder, der er tilbagelagt i forskellige medlemsstater, ved fastlæggelsen af de rettigheder, som forordningen giver. BNAB har henvist til, at disse sammenlægningsregler i forordningen reguleres særskilt for hver enkelt forsikringsgren (og, således forstår jeg dette argument, på forskellig måde)

BNAB har med hensyn til ydelser ved sygdom henvist til artikel 18 og med hensyn til ydelse ved invaliditet til artikel 38.

Kommissionen har også henvist til, at definitionen i artikel 1, litra a), ii), taget som helhed er uforenelig med den opfattelse, at begrebet arbejdstager i forordning (EØF) nr. 1408/71 er et enhedsbegreb, som ikke skal vurderes særskilt for hver enkelt social sikringsgren. Jeg henviser for en uddybning af dens argument på dette punkt til retsmøderapporten (se punkt 4).

Selv om begge definitioner ganske vist er ligelydende og deres anvendelse (i hvert fald i dette tilfælde) ikke fører til forskellige resultater, viser den bestående spaltning klart, at egenskaben arbejdstager i forordning (EØF) nr. 1408/71 først og fremmest, omend ikke udelukkende, bestemmes afhængigt af den nationale ordning, der finder anvendelse, snarere end afhængigt af forsikringsgrenen.

Af ordlyden af artikel 71 og den nævnte retspraksis kan det endvidere også udledes, at denne valgfrihed med hensyn til stedet for arbejdsløshedsydelsen kun står til rådighed for vandrende arbejdstagere. Der er så to muligheder: enten drejer det sig om personer, som allerede, da de begav sig til en anden medlemsstat (hvor de havde deres seneste beskæftigelse, før de blev arbejdsløse), havde egenskab af arbejdstagere i den i forordning (EØF) nr. 1408/71 forudsatte betydning

Dette var f. eks. tilfældet i hovedsagen i sagerne Mouthaan (sag 39/76, nævnt ovenfor i punkt 5) og Aubin (sag 227/81, nævnt ovenfor i punkt 5).

Konkret skal Centrale Raad van Beroep tage stilling til, om Warmerdam i Nederlandene (forudsat hun havde beholdt sin bopæl der — se ovenfor, punkt 5) havde egenskaben arbejdstager i den betydning, der forudsættes i artikel 1, litra a), i), på det tidspunkt, da hun begav sig fra Nederlandene til Det Forenede Kongerige i marts 1975, eller om hun i kraft af sit beskæftigelsesforhold i Det Forenede Kongerige kunne anses for der at have erhvervet egenskaben arbejdstager i den i artikel 1, litra a), ii), forudsatte betydning. Denne test sker for hver enkelt medlemsstat (hvilket i øvrigt som allerede nævnt ovenfor følger af opbygningen af forordning (EØF) nr. 1408/71, som henviser til de nationale ordninger med hensyn til udfyldningen af begrebet arbejdstager). Som led i denne undersøgelse er det dog ikke nødvendigt at tage stilling til, som den nationale ret har foreslået, om arbejdstageren i den seneste beskæftigelsesmedlemsstat har været forsikret mod risikoen for arbejdsløshed, hvilket skyldes to grunde. For det første erhverver en arbejdstager i henhold til artikel 71 kun krav på ydelser ved arbejdsløshed i henhold til den lovbestemte ordning i den medlemsstat, som han vælger, i dette tilfælde Nederlandene; den lovbestemte ordning i den seneste bopælsstat, kommer derfor ikke i betragtning. For det andet indfører artikel 71 den fiktion, at den seneste beskæftigelse

Bemærk, at de tekniske udtryk beskæftigelsesperioder eller forsikringsperioder i artikel 67 ikke anvendes i artikel 71.

Dette spørgsmål, som forudsætter, at Warmerdam faktisk har egenskab af arbejdstager i forordning (EØF) nr. 1408/71's forstand, er stillet i forbindelse med en diskussion, som først er opstået mellem parterne for Centrale Raad van Beroep. Raad van Beroep, Arnhem, (underinstansen i hovedsagen) havde antaget, at Warmerdam opfyldte kravet om et bestemt antal dage, som den nederlandske lovgivning stiller som betingelse for tildeling af ydelser ved arbejdsløshed. BNAB anfægtede denne betragtning for den forelæggende ret med følgende argument. Da artikel 71, stk. 1, litra b), ii), bestemmer, at lovgivningen i bopælsmedlemsstaten (her Nederlandene) finder anvendelse med hensyn til retten til ydelser, skal Warmerdam bl. a. have tilbagelagt et minimalt antal forsikringsperioder. I hendes tilfælde vil beviset for det krævede antal forsikringsperioder kun kunne føres, hvis der tages hensyn til de i Det Forenede Kongerige tilbagelagte arbejdsdage. Dette kan ifølge BNAB kun ske ved anvendelse af sammenlægningsregleme i artikel 67 i forordning (EØF) nr. 1408/71. BNAB mener altså, at denne bestemmelse kun tillader sammenlægning af beskæftigelsesperioder, som er tilbagelagt i en anden medlemsstat, for så vidt disse perioder i denne anden medlemsstat gælder som forsikringsperioder, dvs. forsikringsperioder for samme gren af den sociale sikringsordning som den, for hvilken ydelserne begæres. Da Warmerdam under sit beskæftigelsesforhold i Det Forenede Kongerige ikke var forsikret mod risikoen for arbejdsløshed, kan hendes dér præsterede arbejde ikke komme i betragtning ved sammenlægning som forsikringsperiode.

I tilslutning til denne diskussion har den forelæggende ret således stillet Domstolen endnu et spørgsmål i forbindelse med fortolkningen af artikel 67, stk. 1, i forordning (EØF) nr. 1408/71. Spørgsmålet er, om denne bestemmelse betinger sammenlægning af beskæftigelsesperioder tilbagelagt i en anden medlemsstat af, at sådanne perioder også efter den lovgivning, i henhold til hvilken de er tilbagelagt, anses for forsikringsperioder for samme sociale sikringsgren.

For det andet må der ved fortolkningen af artikel 67 tages hensyn til denne artikels stk. 3. Heri findes der en supplerende betingelse for anvendelse af sammenlægningsreglerne i stk. 1 og stk. 2; disse kan nemlig kun påberåbes af arbejdstagere, der senest (dvs. umiddelbart før de blev arbejdsløse) har tilbagelagt forsikrings- eller beskæftigelsesperioder i henhold til den lovgivning, på grundlag af hvilken ydelserne begæres. Ifølge de af Centrale Raad van Beroep fastslåede faktiske omstændigheder er dette ikke tilfældet, da Warmerdam umiddelbart efter sin tilbagevenden fra Det Forenede Kongerige har ladet sig registrere som arbejdssøgende i Nederlandene.

Artikel 67, stk. 3, bestemmer imidlertid, at denne supplerende betingelse for anvendelse ikke gælder for de i artikel 71, stk. 1, litra a), ¡i), og litra b), ii), omhandlede tilfælde. Heraf følger, at Centrale Raad van Beroep først skal tage stilling til, om Warmerdam kan påberåbe sig reglen i artikel 71, stk. 1, litra b), ii), (se herom i det foregående under behandlingen af det første spørgsmål, punkterne 5, 8 og 9), før der kan træffes afgørelse om anvendelse af artikel 67.

forsikrings- eller beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt som arbejdstager efter enhver anden medlemsstats lovgivning, som om det drejede sig om beskæftigelsesperioder, der var tilbagelagt efter den for denne institution gældende lovgivning.

Når man betragter denne bestemmelse, synes det (af BNAB rejste) spørgsmål, om de i en anden medlemsstat tilbagelagte beskæftigelsesperioder dér anses for forsikringsperioder for samme sociale sikringsgren, ikke at være relevant; i henhold til artikel 67, stk. 2, betragtes sådanne perioder nemlig, som om det drejede sig om beskæftigelsesperioder, der var tilbagelagt efter den for [den kompetente] institution gældende lovgivning, således at spørgsmålet om subsumptionen af sådanne perioder i den anden medlemsstat klart ikke kommer på tale.

BNAB har imidlertid i sit indlæg henvist til ordlyden af artikel 67, stk. 2, hvor denne bestemmer, at den kompetente institution skal medregne beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt som arbejdstager efter enhver anden medlemsstats lovgivning.. Deraf udleder BNAB, at spørgsmålet, om en bestemt periode kan anses for en beskæftigelsesperiode, ifølge artikel 67 skal afgøres på grundlag af den lovgivning, i henhold til hvilken den er tilbagelagt. Med andre ord, der skal være tale om beskæftigelsesperioder, der betegnes eller anerkendes som sådanne i en anden medlemsstat end den, hvorunder den kompetente institution hører

Dene led stammer fra præmis 6 i den af BNAB's citerede dom af 15. mans 1978, sag 126/77, Frangiamorc, Sml. s. 725.

Denne argumentation kan ikke overbevise mig, fordi den, som det med rette anføres i Warmerdams indlæg, vil stille en yderligere betingelse for sammenlægning af beskæftigelsesperioder, nemlig at de i en anden medlemsstat tilbagelagte beskæftigelsesperioder ifølge denne medlemsstats lovgivning skal gælde som perioder, i hvilke arbejdstageren er forsikret for samme sociale sikringsgren. En sådan betingelse kan hverken findes i ordlyden af artikel 67, stk. 2, eller i retspraksis.

I hvert fald må det i forbindelse med den sag, der verserer for den forelæggende ret, anføres (og nu tager jeg artikel 67, stk. 3, i betragtning), at den af BNAB hævdede betingelse for anvendelse af artikel 67 ikke gælder, når artikel 71, stk. 1, litra b), ii), finder anvendelse. Denne artikel fastsætter nemlig (som Kommissionen med rette har bemærket) en anden og gunstigere sammenlægningsordning end artikel 67. Ifølge artikel 71, stk. 1, litra b), ii), har arbejdstagerne ret til ydelse i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor de er bosat, som om de senest havde været beskæftiget der. Denne sammenlægningsregel gør det til overflod klart, at der kun skal tages hensyn til lovgivningen i den kompetente medlemsstat

Dette indebærer, som jeg har nævnt ovenfor (i punkt 10), al den seneste bcskæftigclscsmedlcmstals forsikringsordnings karakteristika og rækkevidde ikke er af betydning.

forsikrings- eller beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt som arbejdstager efter enhver anden medlemsstats lovgivning, som om det drejede sig om forsikringsperioder, der var tilbagelagt efter den for denne institution gældende lovgivning, dog forudsat at beskæftigelsesperioderne ville være blevet anset for forsikringsperioder, hvis de havde været tilbagelagt efter denne lovgivning.

Det fremgår af Centrale Raad van Beroeps andet spørgsmål, at Centrale Raad van Beroep anser den betingelse, som stilles i slutningen af bestemmelsen (dog forudsat...) for opfyldt. Derfor foreligger der tilsyneladende den samme situation som ved anvendelsen af artikel 67, stk. 2: De i den anden medlemsstat tilbagelagte beskæftigelsesperioder skal anses for forsikringsperioder, der er tilbagelagt i henhold til den for den kompetente institution gældende lovgivning. Heller ikke her giver ordlyden af artikel 67 og reglen i artikel 71 nogen mulighed for at stille krav om, at beskæftigelsesperioderne i henhold til den anden medlemsstats lovgivning skal anses for forsikringsperioder for den sociale sikringsgren arbejdsløshed.

1)Artikel 71, stk. 1, litra b), ii), i forordning (EØF) nr. 1408/71 skal fortolkes således, at den giver et valg mellem ydelsesordninger, såvel for personer, som ved påbegyndelsen af deres seneste beskæftigelse allerede har egenskaben arbejdstager i henhold til den sociale sikringsordning i den medlemsstat, hvor de er bosat [hvorved denne egenskab skal bestemmes på grundlag af den regel i forordningens artikel 1, litra a), som gælder for den medlemsstat, hvor de er bosat], og som under deres seneste beskæftigelse har bevaret egenskaben arbejdstager [hvorved denne egenskab skal bestemmes på grundlag af den regel i forordningens artikel 1, litra a), der gælder for den medlemsstat, hvor de senest var beskæftiget], som for personer, som erhverver egenskaben arbejdstager i kraft af deres seneste beskæftigelse [hvorved denne egenskab skal bestemmes på grundlag af den regel i forordningens artikel 1, litra a), som finder anvendelse på den medlemsstat, hvor de senest var beskæftiget]; herved kræves det ikke, at sådanne arbejdstagere, såfremt de vælger lovgivningen i den medlemsstat, hvor de er bosat, har været forsikret mod risikoen for arbejdsløshed i den medlemsstat, hvor de senest har været beskæftiget.2)Artikel 71, stk. 1, litra b), ii), i forordning (EØF) nr. 1408/71 skal fortolkes således, at institutionen i den medlemsstat, hvor arbejdstageren er bosat, ved bestemmelsen af dennes ret til ydelser handler, som om arbejdstagerens seneste beskæftigelse var udøvet på den medlemsstats område, hvor han er bosat; herved kræves det ikke, at sådan beskæftigelse i henhold til lovgivningen i den medlemsstat, hvor den faktisk blev udført, anses for forsikringsperioder for samme sociale sikringsgren.