Den begrundelse, som sagsøgeren har anfægtet, og som sagsøgte har lagt til grund for afslaget på fællesskabsfinansiering af de pågældende udgifter, er anført i en sammenfattende rapport af 21. juli 1987 og i det første tillæg hertil af 25. september 1987, som er nævnt i retsmøderapportens punkt 16.

Sagt i korthed har sagsøgte afslået fællesskabsfinansiering på grund af en række sammenhængende omstændigheder, der dels i det væsentlige vedrører en mangel på organisation og effektiv kontrol med hensyn til ydelsen af præmierne, dels, og i anden række, vedrører en række ifølge Kommissionens opfattelse relativt vigtige individuelle beslutninger om ydelse af de pågældende præmier, hvis ulovlighed klart skulle fremgå af en simpel aktindsigt, og som yderligere understreger den mangelfulde administrative organisation og kontrol. Sagsøgeren deler selvsagt ikke sagsøgtes synspunkt. Kommissionen har i sin skriftlige argumentation opdelt begrundelsen for afslaget i fem led, som jeg skal gennemgå særskilt.

Bortset fra den første begrundelse for at nægte finansiering, med hensyn til hvilken jeg først skal udtale mig særskilt (i punkterne 5-7), skal jeg samlet gennemgå begrundelserne for afslaget, og sagsøgerens anfægtelse heraf, idet jeg sondrer efter arten af den pågældende præmie.

Følgende spørgsmål, som vil blive gennemgået senere i dette forslag (men ikke i den angivne rækkefølge), forekommer mig at udgøre væsentlige juridiske tvistepunkter, som kan gøres til genstand for en retslig afgørelse inden for de to præmieområder: for det første spørgsmålet om, i hvilket omfang Kommissionen af de særlige bestemmelser i fællesskabsforordningerne, sammenholdt med grundforordningen og Traktatens artikel 5, kan udlede en mindstenorm for et forvaltningssystem og navnlig et kontrolsystem; for det andet, hvorvidt Kommissionen — såfremt den har kompetence hertil — i det foreliggende tilfælde har anvendt en rigtig mindstenorm; for det tredje, i hvilket omfang har Kommissionen med rette kunnet fastslå, at sagsøgeren i de tre berørte områder ikke havde opfyldt de af Kommissionen opstillede mindstekrav; for det fjerde, er den sanktion, eller nærmere bestemt den følge, der udspringer af et afslag på finansiering — ved ekstrapolation under afslutningen af EUGFL-regnskaberne — generelt begrundet og underbygget i det forebyggende tilfælde? Dette fjerde spørgsmål, som navnlig vedrører Domstolens praksis mht. fordelingen og bevisbyrden i EUGFL-sager, berører også forholdet mellem afslutningen af EUGFL-regnskaber på den ene side og på den anden side Kommissionens mulighed for at indlede en procedure i henhold til Traktatens artikel 169 for at få fastslået, at en medlemsstat har tilsidesat bestemte forpligtelser, som påhviler den i medfør af Traktatens artikel 169.

Sagsøgeren har i replikken anført, at der faktisk har fundet et organiseret og systematisk samarbejde sted mellem forbundsmyndighederne og de kompetente delstatsmyndigheder. Sagsøgeren har herved henvist til et cirkulære, et ensartet ansøgningsskema, og det samarbejde, som er blevet etableret ved forberedelsen af de direktiver

Udtrykket direktiver skrives her mellem anførselstegn, fordi de i den tyske retsorden omhandlede bestemmelser er det fællesskabsretlige begreb uvedkommende, som er defineret i EØF-Traktatens artikel 189, stk. 3.

Sagsøgte har i duplikken gjort gældende, at i henhold til procesreglementets artikel 42, stk. 1, udgør mødereferaterne yderligere bevismidler, som er for sent indgivet, men som kunne have været indgivet samtidig med stævningen, og allerede langt tidligere, nemlig i forbindelse med dialogen mellem Kommissionen og medlemsstaterne, der gik forud for beslutningen om afslutning af EUGFL-regnskaberne. Sagsøgte har endvidere anført, at de fremlagte mødereferater ikke godtgør, at der ved de pågældende møder er blevet lagt vægt på kravene om kontrol med de pågældende præmieordninger.

Uafhængigt af tekniske retsplejebetragtninger kan de senere fremlagte mødereferater ikke fuldt ud ændre situationen, som den forelå på det relevante tidspunkt, dvs. på tidspunktet for regnskabsafslutningen

Dom af 7. februar 1979, Frankrig mod Kommissionen, præmisserne 7 og 8 (15/76 og 16/76, Sml. s. 321).

Jeg mener i øvrigt, at på det pågældende område, hvor forbundsmyndighederne tilsyneladende ikke besad nogen egentlig beslutnings- eller gennemførelseskompetence, kunne de pågældende myndigheder slet og ret begrænse sig til at træffe begrænsede samordningsforanstaltninger, såsom dem, sagsøgeren har nævnt i replikken, og som er nævnt tidligere (punkt 5).

Når henses til vanskeligheden med særskilt at gennemgå de forskellige begrundelser for afslaget, som Kommissionen har påberåbt sig, og sagsøgerens anfægtelse heraf, skal jeg foretage dette afhængigt af de forskellige præmier. Jeg skal først behandle fårepræmien, der angår de højeste beløb, og derefter præmien for ammekøer. Den første præmie er kun blevet udelukket fra fællesskabsfinansiering i forbindelse med Landwirtschaftskammer Rheinland, mens det for den anden præmie gjaldt de tre områder, der er nævnt i punkt 2.

fra den 1. april 1984, dvs. fra produktionsåret 1984

Artikel 3, stk. 5, i forordning (EØF) nr. 1837/80 foreskriver, at produktionsåret begynder den første mandag i april.

Formelt set gjaldt der følgende betingelser for ydelse af præmien til fårekødsproducenter (jfr. ligeledes punkt 7 i retsmøderapporten):

når bortses fra de tilfælde, hvor de særlige betingelser i artikel 2, stk. 2 (tilfældet med de medlemsstater, der har indført en ordning med permanent registrering af ændringer i fårebestanden) eller i artikel 3, stk. 2, andet punktum (medlemsstaterne kan fastsætte en kortere periode for indgivelse af ansøgninger inden for det tidsrum, der begynder den 1. december og slutter den 30. april) i forordning nr. 3007/84 forelå, skulle ansøgningen om præmier indgives til den ansvarlige myndighed, som hver enkelt medlemsstat har udpeget, i tidsrummet fra den 1. december til den 30. april det følgende år; skæringsdatoen den 30. april kunne dog fremrykkes af medlemsstaterne

Artikel 3, stk. 2, i forordning (EØF) nr. 3007/84.

(første afsnit) Inden udløbet af den periode på 100 dage, som fastsættes i overensstemmelse med artikel 2, gennemfører de ansvarlige myndigheder, som medlemsstaterne har udpeget, en administrativ kontrol suppleret med inspektioner på stedet, systematiske eller i form af stikprøver, af det antal præmie-berettigede moderfår, der er angivet i præmieansøgningen.

(tredje afsnit) Medlemstater, der har indført en ordning til registrering af forandringer i fårebestandens omfang, kan dog foretage denne kontrol i en anden periode af det år, i hvilket ansøgningerne indgives.

Desuden har Kommissionen, for så vidt angår regnskabsårene 1984 og 1985, henvist til ordlyden af artikel 8, stk. 1, i grundforordning nr. 729/70, der bestemmer følgende:

Medlemsstaterne træffer i overensstemmelse med de nationale administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser de fornødne foranstaltninger for

samt til artikel 9, stk. 1, i samme grundforordning, der bestemmer:

Medlemsstaterne stiller alle oplysninger, der er nødvendige for Fondens funktion, til rådighed for Kommissionen, og træffer alle foranstaltninger, der er egnet til at lette eventuelle kontrolforanstaltninger — herunder undersøgelser på selve stedet — hvis gennemførelse Kommissionen skønner formålstjenlig som led i administrationen af fællesskabsfinansieringen.

Når Kommissionen understreger, at den kun opstiller mindstekrav, giver den derfor efter min opfattelse udtryk for, at den i mangel af særlige kontrolforpligtelser i fællesskabsforordninger, hverken kan eller vil fastsætte de kontrolforskrifter eller kontrolforanstaltninger, som den anser for nødvendige, men at den forventer, at medlemsstats terne og deres organer indfører det minimum af kontrolforanstaltninger, der med rimelighed må anses for nødvendigt.

Jeg skal illustrere denne opfattelse ved hjælp af det ovennævnte krav mht. konstateringen af antallet af får. Kommissionen mener herom, at de overordnede myndigheder over for de tjenestemænd, der skulle foretage kontrollen, burde have præciseret den procentsats af ansøgende landbrugsbedrifter, der burde gøres til genstand for en kontrol på stedet (ved stikprøver i Forbundsrepublikken Tyskland) samt hyppigheden af denne kontrol (idet der i mange tilfælde burde have været foreskrevet et efterfølgende kontrolbesøg); mht. den administrative kontrol burde der endvidere have været givet meddelelse om, hvilke indicier (eksempelvis vigtige ændringer i antallet af dyr i forhold til det foregående år), som de især burde have været opmærksomme på

Det skal her bemærkes, at der ved en betingelse som den foreliggende vanskeligt kan sondres mellem administrativ kontrol og kontrol på stedet (jfr. ovenfor fodnote 18).

I forbindelse med gennemgangen af præmien for ammekøer, hvor den faktiske situation er mindre klar, vil jeg have lejlighed til at gennemgå det spørgsmål, der er rejst i det foregående punkt, og som går ud på, om der eksisterer bestemte kontrolforpligtelser for medlemsstaterne, som ikke udtrykkelig er nævnt i fællesskabsforordningerne, og om den manglende overholdelse af disse forpligtelser kan føre til et afslag på finansiering via EUGFL.

materielt set skal ansøgeren være selvstændig med landbrug som hovederhverv, dvs. at den del af indkomsten, som hidrører fra landbrugsbedriften, skal udgøre 50% eller derover

Artikel 1 og artikel 5, stk. 1, litra a), i den førnævnte forordning (EØF) nr. 1357/80, og artikel 3 i direktiv 72/159/EØF(EFT 1972 II, s. 312).

Der gjaldt følgende formelle betingelser for ydelse af præmien til ammekøer (jfr punkt 3 i retsmøderapporten):

ansøgningerne om præmie skulle indgives til den af hver medlemsstat udpegede ansvarlige myndighed inden den 31. oktober 1983

Kommissionens forordning (EØF) nr. 2795/83 af 6. oktober 1983 om undtagelse fra forordning (EØF) nr. 1244/82 for så vidt angår den for produktionsåret 1983/1984 gældende dato for indgivelse af ansøgninger om præmie for opretholdelse af besætninger af ammekøer (EFT L 274, s. 20).

De af hver medlemsstat udpegede myndigheder foretager en administrativ kontrol suppleret med inspektion på stedet ved stikprøver eller om nødvendigt systematisk kontrol af:

1.For det første skal der gives de kompetente myndigheder en præcis oplysning om de racer, der kommer i betragtning ved ydelsen af præmien til ammekøer, jfr. bilaget til forordning nr. 1357/80, som affattet ved forordning nr. 1417/81; desuden skal de tjenestemænd, der skal foretage kontrollen på stedet, gives instrukser om, hvorledes der i tvivlstilfælde skal træffes afgørelse om en ammekos tilhørsforhold til en bestemt race. Dette krav er ikke blevet overholdt i dette tilfælde i de tre berørte områder

Vurderingen er mindre negativ for si vidt angär Baden-Württemberg; i denne delstat har der foreligget enkelte angivelser i de administrative forskrifter.

Sagsøgeren har besvaret dette klagepunkt med, at det ikke er nødvendigt at gentage bilaget til en fællesskabsforordning i instrukser til de tjenestemænd, der skal foretage kontrollen på stedet, da disse er specialister på området. Sagsøgte har heroverfor anført, at cirkulærerne fra Landwirtschaftskammer Rheinland, som sagsøgeren har vedlagt replikken, beviser, at der klart forelå uklarheder og endog modsigelser med hensyn til den præcise afgrænsning mellem de præmieberettigede og de ikke-præmieberettigede racer.

Under den mundtlige forhandling har sagsøgtes repræsentant imidlertid erklæret, at sagsøgte frafaldt dette anbringende mht. de utilstrækkelige instrukser vedrørende racerne, og at man således tilsyneladende anså bilagene til replikken for tilfredsstillende.

Sagsøgeren har anført, at for så vidt som der eksisterer et sådant mærkningssystem, f. eks. i form af numre til øremærkning af ammekøer, og som derfor er angivet i ansøgningen, drejer det sig om en forpligtelse, i henhold til tysk lovgivning, som overskrider kravene i henhold til fællesskabsreglerne. Under den mundtlige forhandling har sagsøgeren imidlertid erkendt, at individualiseringen ved mærkning udgør et supplerende element (foruden registeret over besætningen), der gør det muligt at optælle antallet af dyr og således kontrollere overholdelsen af betingelsen for den hermed forbundne fællesskabsfinansiering.

Sagsøgte har anført, at der under alle omstændigheder ikke var sikret en sikker mærkning ved den konkrete udformning af reglerne, som gik i den rigtige retning i de forskellige berørte områder og navnlig i det område, der henhører under Landwirtschaftskammer Rheinland i Bonn. De administrative forskrifter i Nordrhein-Westfalen krævede således en mærkning uden muligheder for forveksling, men indeholdt dog ikke regler for det tilfælde, at der anvendtes samme nummer for to dyr, som holdes af samme landbruger; for disse tilfælde har man ifølge sagsøgte med urette ikke foreskrevet, hvilke andre former for kendetegn, der skal gøre det muligt at identificere dyrene, og man har ikke foreskrevet andre kendetegn, der i så fald obligatorisk skal angives i ansøgningen.

Blandt de enkelttilfælde, som sagsøgte har henvist til i svarskriftet, er der et bestemt antal fra området under Landwirtschaftskammer Rheinland, hvor der er blevet anvendt samme øremærkningsnummer to eller tre gange, uden at de kompetente myndigheder har reageret. Med hensyn til disse enkelttilfælde har sagsøgeren anført, at de pågældende numre faktisk var blevet anvendt for forskellige køer, der kunne identificeres ved andre kendetegn. Dette svar gendriver imidlertid ikke i egentlig forstand det klagepunkt, som sagsøgte har fremført, eftersom det ikke beviser, at den kompetente tjenestemand faktisk skulle undersøge de øvrige kendetegn og faktisk har undersøgt dem, og end mindre at der for den landbruger, som indgav ansøgningen, eksisterede en særlig forpligtelse til at angive de øvrige kendetegn, såfremt et nummer anvendtes flere gange.

Jeg mener imidlertid, at det bevismateriale, som sagsøgte rådede over i denne henseende ikke er særlig overbevisende; for det første fremgår der ikke en mærkningsforpligtelse, der trodser enhver kritik, så klart af betingelserne for ydelse, som faktisk ikke kræver, at de samme dyr skal holdes i perioden på seks måneder, så længe kun det samme antal holdes; for det andet, og dette er mere vigtigt, retfærdiggør de gennemgåede enkelttilfælde tilsyneladende den konklusion, at der kun forelå få tilfælde med dobbelt angivelse af det samme nummer, og at angivelsen af den pågældende race eller krydsning dog gjorde det muligt at foretage en sondring og således en identificering i sagen.

Sagsøgeren har taget afstand fra sagsøgtes anbringender med den begrundelse, at retsforskrifternes ikke indeholdt nogen særlig forpligtelse med hensyn til hyppigheden eller intensiteten af kontrollen på stedet. Sagsøgeren har endvidere anført, med hensyn til forpligtelsen til at foretage endnu en kontrol i de bedrifter, der er blevet gjort til genstand for en kontrol på stedet, at en så usmidig ordning vil afsvække kontrollens effektivitet, der netop hviler på dens uventede karakter.

Sagsøgte har generelt anført, at sagsøgte ikke ønsker at pålægge medlemsstaterne detaljerede eller strenge instrukser eller anvisninger, men blot vil angive en række punkter, på hvilke medlemsstaten eller dens kompetente organ selv skal vedtage konkrete regler, der gør det muligt for de udøvende tjenestegrene at få kendskab til, hvad de skal holde sig til, således at de overordnede tjenestemænd er vidende om, hvad der skal kontrolleres, og eventuelt kan foreslå visse tilpasninger ud fra den indsamlede erfaring, og således at Kommissionen kan få oplysninger om kontrolsystemet med henblik på at fastslå, om erfaringen er tilstrækkelig eller ej, og drage fordel heraf med hensyn til andre systemer. Sagsøgte har især understreget, at i områder som Baden-Württemberg, hvor kontrollen på stedet kun udføres i begyndelsen af seksmånedersperioden, må der foreskrives endnu et kontrolbesøg i en række landbrugsbedrifter for at kontrollere den faktiske overholdelse af seksmånedersforpligtelsen.

Det er altså nødvendigt med en sammenhængende og logisk kontrolpolitik, inden for rammerne af hvilken der opstilles et minimum af konkrete regler, der kan tjene som ledetråd for de udøvende tjenestegrene. Ifølge et anbringende, der ikke bestrides af sagsøgte, eksisterer der hverken i Bayern eller i Nordrhein-Westfalen noget som helst holdepunkt for eksistensen af en sådan politik.

Hvad angår Regierungspräsidium Stuttgart, hviler sagsøgtes negative vurdering på følgende omstændighed: der er ganske vist foretaget optællinger af antallet af dyr i forbindelse med kontrolbesøg, der — i de tilfælde, hvor ansøgningen ikke blev afhentet af en tjenestemand — blev gennemført kort tid efter indgivelsen af ansøgningen, men der er ikke sket den mindste kontrol med hensyn til den faktiske opretholdelse af det angivne antal dyr i resten af den foreskrevne periode på seks måneder.

Under den mundtlige forhandling har sagsøgeren underbygget sit anbringende om, at Kommissionen ikke kunne fremhæve denne procentsats som et forudsætningsvist krav, under anbringende af, at Kommissionen selv udtrykkeligt kunne have fastsat sådanne krav i sin gennemførelsesforordning, og at Kommissionen desuden faktisk har gjort brug af denne mulighed i en beslutning af 7. juli 1989 (ikke offentliggjort i EFT). I denne beslutning foreskrives for stikprøver en procentsats på 10%. Ifølge sagsøgeren fremgår det modsætningsvist af denne beslutning, at der ikke for den forudgående periode (her produktionsårene 1984 og 1985) og i forbindelse med de heri ikke omhandlede kontrolpligter (f. eks. en fornyet kontrol i visse enkelttilfælde) påhvilede medlemsstaterne en detaljeret kontrolforpligtelse.

Det er i denne forbindelse klart, at retssikkerheden i forholdet mellem Kommissionen og en medlemsstat ikke spiller samme rolle som i forholdet mellem myndighederne på den ene side og en retsundergiven eller afgiftspligtig på den anden side

Jfr. navnlig mit forslag til afgørelse i sag 262/87, Nederlandene mod Kommissionen, pkt. 12, dom af 2. februar 1989, Sml. 1989, s. 225. Af denne grund er den sammenligning, som blev fremført under retsmødet, med det forhold, der eksisterer mellem en påtaleberettiget myndighed og en privatperson, der har parkeret sit køretøj ulovligt, irrelevant.

Når henses til det fælles ansvar, som påhviler Kommissionen og medlemsstaterne, med hensyn til eksistensen af et effektivt kontrolsystem, er det ikke korrekt at hævde, at der kun gælder de kontrolregler, der udtrykkeligt er nævnt i fællesskabsretlige bestemmelser

Jfr. dommen af 19. oktober 1989, Italien mod Kommissionen, pramis 18 (258/87, 337/87 og 338/87, Sml. 1989, s. 3359 og 3384), i hvilken Domstolen ikke fulgte punkt 46 i generaladvokat Lenz' forslag til afgorelse af 7. juli 1989.

Det foreliggende tilfældes tilhørsforhold til den ene eller den anden af disse to muligheder, for så vidt angår præmierne for ammekøer, springer ikke umiddelbart i øjnene. Dels kan det betragtes som et tilfælde, hvor der, da det drejer sig om en vigtig betingelse for ydelse, mangler enhver form for organisation af kontrollen på stedet i to af de tre berørte områder, mens overholdelsen af denne betingelse i det tredje område (henhørende under Regierungspräsidium Stuttgart) kun kontrolleres forbigående på stedet og på en måde, som ikke er fuldstændig overbevisende (ved forespørgsler eller ved kontrolbesøg, der foretages i periodens begyndelse). Alt dette gælder, selv om kontrollen på stedet er foreskrevet som et supplement til den administrative kontrol i artikel 4, stk. 1, i forordning nr. 1244/82 (jfr. punkt 15 ovenfor). Dels kan det foreliggende tilfælde betragtes som et tilfælde, hvor Kommissionen som betingelse for finansiering forventer af medlemsstaten, at den i det pågældende regnskabsår gennemfører et bestemt antal kontrolbesøg på stedet, hvis antal Kommissionen efterfølgende fastsætter.

Jeg mener, at Kommissionens klagepunkt, for så vidt angår de tre berørte områder, nemlig i Bayern og i Rheinland, snarere vedrører manglen på enhver form for organiseret kontrol på stedet, og at den begrundelse, der er givet for Kommissionens beslutning med hensyn til de pågældende områder fortsat er gyldige, med forbehold — og navnlig hvad angår Regierungspräsidium Stuttgart, fordi kontrolmanglerne og derfor ligeledes årsagsforbindelsen er mindre underbygget — af kausalitetsspørgsmålet, som skal gennemgås i det følgende jfr. punkt 28).

Ifølge sagsøgeren er det ikke nødvendigt at udfærdige en skriftlig redegørelse mht. kontrollen på stedet, når denne kontrol ikke fører til en omgørelse af beslutningen om ydelse af præmier; hvad endvidere angår Kommissionens tvivl med hensyn til den faktiske gennemførelse af kontrollen på stedet, kan beviset herfor føres ved hjælp af mødekalendere og bilag for de pågældende tjenestemænds rejseudgifter.

Jeg mener, at sagsøgte har anvendt dette kontrolkrav på rette måde; man kan vanskeligt forestille sig, at en medlemsstat kun pålægger tjenestemænd, der udsendes for at kontrollere anvendelsen af egne midler, en rapporteringspligt i det omfang, hvori de måtte have afsløret uregelmæssigheder. Selv om det forholdt sig således, ville en sådan administrativ organisation være utilstrækkelig for kontrollen med anvendelsen af fællesskabsmidler. For så vidt angår de sanktioner, der skal anvendes på personer, som tilsidesætter fællesskabsretten, og som er snævert forbundet med den foreliggende problematik, har Domstolen med føje fastslået, at kravet om en tilsvarende sanktion, som den der anvendes for rent nationale overtrædelser, udgør et mindstekrav, som skal iagttages, når kravet om en effektiv gennemførelse af fællesskabsretten ikke tilsiger en strengere sanktion

Denne fortolkning fremgår af dommen af 21. september 1989, Kommissionen mod Grækenland (68/88, endnu ikke trykt i Domssamlingen) og navnlig af udtrykket under alle omstændigheder, som Denyttes i præmis 24. Jfr. endvidere generaladvokat Darmons rorslag til afgørelse, pkt. 10, af 29. november 1988 i sag 94/87, Kommissionen mod Tyskland, og præmis 12 i dommen af 2. februar 1989 (Sml. s. 175) i samme sag.

Kommissionen kunne derfor fastslå, at der ikke var sket opfyldelse af dette krav, som er snævert forbundet med det foregående, i det tre berørte områder.

Sagsøgerens første reaktion heroverfor har været det hæftige svar, at skattehemmeligheden umuliggør en kontrol med indkomster, der er opnået på denne måde, og at de generelle principper i forvaltningsretten til beskyttelse af borgerne ligeledes forhindrer, at der foretages andre undersøgelser hos tredjemænd. Sagsøgte har heroverfor anført, at de påberåbte tyske bestemmelser ikke finder anvendelse i dette tilfælde, eftersom beskyttelsen af de skattemæssige oplysninger kun gælder for videregivelse til ubeføjede personer og ¡kke finder anvendelse på en række offentlige funktioner, hvis udøvelse afhænger af indkomstforholdene, og som derfor heller ikke kan påberåbes med hensyn til kontrollen med anvendelsen af fællesskabsmidler. Hvad nærmere angår skattehemmeligheden, mener jeg, at sagsøgte har ret; i dommen af 10. januar 1980, Kommissionen mod Italien (267/78)

Sml. 1980, s. 31.

Sagsøgeren har endvidere mht. oplysningerne om andre indkomster anført, at der føres individuelle sagsmapper for hver enkelt landbrugsbedrift. Sagsøgte mener, at det herved drejer sig om en utilstrækkelig oplysningskilde, eftersom en afgørende årsag til den manglende overholdelse af indkomstbetingelserne består i udøvelsen af en anden faglig virksomhed end landbrugsvirksomhed, hvilken oplysning der i øvrigt intet indeholdes om i sagsmappen for landbrugsbedriften.

For Regierungspräsidium Stuttgart må bedømmelsen derimod være en anden; dér var det foreskrevet, at tjenestemændene skulle afhente ansøgningerne i ansøgernes bedrift, hvilket samtidig indebar en første overfladisk kontrol på stedet; man kunne herved måske afsløre eksistensen af usædvanlig høje indkomster, fravær på grund af omfangsrige bierhverv eller tilstedeværelsen af apparater, der var nødvendige for leveringen af mejeriprodukter. For så vidt angår disse to krav, der efter deres natur ikke let kan kontrolleres, kan man derfor ikke hævde, at sagsøgeren har tilsidesat sine kontrolforpligtelser på ligeså tydelig måde i området under Regierungspräsidium Stuttgart som i de to andre områder.

I de første domme på området har Domstolen henvist til de ikke afgjorte spørgsmål vedrørende den nøjagtige funktion, som bør tillægges afslutningen af EUGFL-regnskaberne

Domme af 7. februar 1979, Nederlandene mod Kommissionen, præmis 12 (11/76, Sml. s. 245), og Tyskland mod Kommissionen, præmis 12 (18/76, Sml. s. 343): Det står i øvrigt fast, at der indtil nu ikke er foreskrevet nogen særlig procedure for ansvarspålæggelse i fællesskabsretten med henblik pá at regulere de uoverensstemmelser, som opstar mellem Fællesskabet og medlemsstaterne; Kommissionens afslutning af regnskaberne indebærer således nodvendigvis, at enten Kommissionen eller den pågældende medlemsstat pålægges udgifterne.

Det samme ekstrapoleringsprincip er allerede blevet anerkendt af Domstolen i en række konkrete situationer. Den mest vidtgående variant, der blev anvendt i et tilfælde, der kan sammenlignes med fårepræmierne i området under Landwirtschaftskammer Rheinland, består i at afslå finansiering, når det er fuldstændigt umuligt for Kommissionen at opnå kendskab til, om reglerne er blevet anvendt korrekt

Jeg skal herved henvise til dommen i sagen Frankrig mod Kommissionen, jfr. fodnote 7.

Disse to domme viser klart, at Kommissionen ved afslutningen af EUGFL-regnskaber kan afvise flere udgifter end dem, som vedrører enkelte partier eller tilfælde, i hvilke den med sikkerhed ved, at de ikke giver ret til fællesskabsfinansiering. Denne tingenes tilstand, der skyldes mangel på et sikkert kendskab til enkelttilfælde og nødvendigheden af finansiel disciplin, fører uundgåeligt til, at der indtræder en vis adskillelse mellem forholdet virksomhed-medlemsstat og forholdet Kommissionen-medlemsstat: medlemsstaten kan ikke, f. eks. ved afslag på finansiering på grund af utilstrækkelig kontrol eller på grund af en af den selv foretagen forkert fortolkning, udligne den manglende godtgørelse ved at rejse krav over for virksomhederne

Dette betyder dog ikke, at afslaget på finansering udgør en sanktion mod medlemsstaten. Til forskel fra en dom i henhold til EØF-Traktatens artikel 171 foreligger der ikke det med misbilligelsen forbundne moralske element. Afslutningen af EUGFL-rcgnskaber er ikke andet end en beslutning om fordeling af en økonomisk byrde mellem to administrative enheder.

I det foreliggende tilfælde har sagsøgeren ikke været i stand til at rejse den mindste tvivl om sagsøgtes bedømmelse af præmien til ammekøer i Bayern og i det område, der henhører under Landwirtschaftskammer Rheinland. I de to områder er der tilsyneladende ikke blevet foretaget nogen kontrol med, om der er blevet holdt det foreskrevne antal kvæg i det foreskrevne tidsrum, eller med hensyn til overholdelsen af betingelserne om indkomst og ikke-levering af mejeriprodukter. Hvad angår Regierungspräsidium Stuttgart, synes det derimod muligt, i overensstemmelse med den allerede nævnte dom i sag 49/83

Jfr. fodnote 48.

Da begger parter til dels har tabt sagen, skal jeg foreslå, at der træffes afgørelse om sagens omkostninger i henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 3.