Kommissionen har i sit skriftlige indlæg givet udtryk for den opfattelse, at sagsøgeren i hovedsagen ikke har indgivet en ansøgning om international beskyttelse i Forbundsrepublikken Tyskland. Den har anført, at [d]en pågældendes advokat […] i et brev til de nederlandske myndigheder [har] påberåbt sig et brev af 4.7.2016 fra Bundesamt für Migration und Flüchtlinge (det tyske forbundskontor for migration og flygtninge […]), som anfører, at der tages fingeraftryk af alle udlændinge, der rejser ind i Tyskland, og at de alle registreres under kategori 1 i Eurodacsystemet – kategorien for asylansøgere, der adskiller sig fra kategorien for personer, der pågribes i forbindelse med ulovlig passage af en ydre grænse – uanset om der rent faktisk er indgivet en asylansøgning. Denne fremgangsmåde ved registreringen har i mellemtiden haft den konsekvens, at de tyske myndigheder, som i den foreliggende sag, har afvist anmodninger fra den nederlandske myndighed med den begrundelse, at der ikke var indgivet en asylansøgning (jf. punkt 8 i dette indlæg).

Ifølge Kommissionen svarede de tyske myndigheder, den 7.4.2016, for øjeblikket med et afslag for at overholde den i Dublin III-forordningens artikel 25, stk. 1, fastsatte svarfrist. Svaret kræve[de] en yderligere undersøgelse i Tyskland, som [de nederlandske myndigheder] ville blive informeret om uden først at skulle anmode herom (jf. punkt 5 i det skriftlige indlæg).

I retsmødet den 16.1.2018 bekræftede den advokat, som repræsenterer sagsøgeren i hovedsagen i sag C-47/17, at tvangsbøden skal forstås således, at der skal betales et beløb for hver dag, afgørelsen er forsinket, også tilbage i tiden, i forhold til den frist, der er fastsat for de administrative myndigheders afgørelse.

Selv om det synes at fremgå af sagsakterne, at sagsøgeren i hovedsagen ikke har indgivet en asylansøgning i Italien, hvorved der i dette tilfælde er tale om en overtagelse (og ikke en tilbagetagelse), henviser de italienske myndigheder i deres meddelelse af accept af overførslen til Dublin III-forordningens artikel 18, stk. 1, litra b). Jeg bemærker desuden, at Kommissionen har anført, at den pågældendes advokat […] den 8.4.2016 [gjorde] opmærksom på, at Italien ikke [var] blevet ansvarlig pr. 26.1.2016, men pr. 1.9.2015. Fristen på seks måneder for overførslen i henhold til Dublin III-forordningens artikel 29 var således allerede udløbet (jf. punkt 23 i Kommissionens skriftlige indlæg).

Det fremgår af fjerde betragtning til Dublin III-forordningen, at det fælles europæiske asylsystem bør indebære en klar og brugbar metode til fastsættelse af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en asylansøgning. Ifølge femte betragtning til denne forordning [bør e]n sådan metode […] baseres på kriterier, der er objektive og retfærdige for både medlemsstaterne og de pågældende personer. Den bør især gøre det muligt hurtigt at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig, for at sikre en effektiv adgang til procedurerne om meddelelse af international beskyttelse og for ikke at bringe målet om en hurtig behandling af ansøgninger om international beskyttelse i fare.

Domstolen har således i sin skrivelse af 16.10.2017 til de berørte, der er omfattet af artikel 23 i dens statut, stillet spørgsmål med hensyn til retsgrundlaget for den yderligere procedure for fornyet behandling, der er indført ved artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1560/2003. Ifølge sagsøgeren i hovedsagen i sag C-48/17 tillægger Dublin III-forordningen ikke Kommissionen nogen beføjelse til at indføre en procedure for fornyet behandling. Den tyske regering er af den opfattelse, at selv om Dublin III-forordningen ikke medfører nogen udtrykkelig beføjelse til at anvende proceduren for fornyet behandling, præciserer [forordning nr. 1560/2003, i første betragtning], at der bør fastsættes en række konkrete bestemmelser, som kræves med henblik på en effektiv gennemførelse af Dublin III-forordningen. Formålet er bl.a. at lette behandlingen af ansøgningen. Artikel 5 i forordning [nr. 1560/2003], der omfatter bestemmelser om behandlingen af anmodninger, såfremt der gives afslag på disse, er også omfattet af dette formål. Sagsøgeren i hovedsagen i sag C-48/17 har i retsmødet den 16.1.2018 anført, at retsgrundlaget for den pågældende procedure for fornyet behandling efter hans opfattelse ikke kunne være Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 4. Kommissionen har i retsmødet gjort gældende, at Dublin II-forordningens artikel 17, stk. 3, (som delvis svarer til Dublin III-forordningens artikel 21, stk. 3) og Dublin III-forordningens artikel 29, stk. 4, udgjorde retsgrundlaget for artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1560/2003. I denne henseende har den nederlandske regering tilsluttet sig Kommissionens bemærkninger.

I øvrigt heller ikke Dublin II-forordningen.

Tidligere Dublin II-forordningen. Jf. i denne retning første betragtning til forordning nr. 1560/2003.

Efter min opfattelse, og i overensstemmelse med Dublin III-forordningens artikel 21, stk. 1, og artikel 23, stk. 1, samt dom af 26.7.2017, Mengesteab (C-670/16, EU:C:2017:587, præmis 67), kan den anmodende medlemsstat efter et negativt svar fra den anmodede medlemsstat fremsætte en ny anmodning om overtagelse eller tilbagetagelse på den betingelse, at de ved Dublin III-forordningens artikel 21 og 23 fastsatte bindende frister er overholdt. Heraf følger, at muligheden for sideløbende anmodninger om overtagelse eller tilbagetagelse er til stede, i hvert fald i teorien. Hvis de pågældende frister er udløbet, kan den anmodende medlemsstat dog ikke længere fremsætte en sådan anmodning. Kommissionen har i sit svar på Domstolens skriftlige spørgsmål anført, at [p]roceduren for anmodning om fornyet behandling er blevet anvendt i et ikke ubetydeligt antal sager (2903 anmodninger i 2015, 8442 i 2016) og resulterer i en accept i ca. en tredjedel af sagerne (i forbindelse med 1019 anmodninger fremsat i 2015 og 2489 anmodninger fremsat i 2016).

Som nævnt i punkt 111 i dette forslag til afgørelse er den anmodede medlemsstat i henhold til artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1560/2003 kun ansvarlig for behandlingen af en ansøgning om international beskyttelse, hvis den udtrykkeligt accepterer dette ansvar inden for en rimelig frist.

I denne henseende lader bestemmelsens ordlyd ingen tvivl om den bindende karakter: Denne mulighed skal udnyttes inden for tre uger efter modtagelsen af det negative svar.

Kommissionen har i punkt 53 i sit indlæg gjort opmærksom på, at Dublin III-forordningen og forordning nr. 1560/2003, der er vedtaget til gennemførelse heraf, indeholder en række klart bindende tidsfrister, men det er ikke alt, der er underlagt bindende tidsfrister. Det er netop grunden til, at der ikke kan anlægges en fortolkning, som strider imod en utvetydig tekst. Hvad angår artikel 5, stk. 2, i forordning [nr. 1560/2003] kan der reelt være situationer, hvor den anmodede medlemsstats myndigheder skal undersøge komplekse sager, der f.eks. vedrører uledsagede mindreårige og eventuelle familiemedlemmer. I sådanne situationer ville en kort, bindende tidsfrist være i strid med formålet om, at udpegningen af den ansvarlige medlemsstat skal være korrekt. Der ligger således et politisk hensyn til grund for den utvetydige formulering af artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1560/2003.

Ifølge den nederlandske regering er denne frist kun en retningslinje for den anmodede medlemsstat. Ifølge Kommissionen tager forordning nr. 1560/2003 ikke sigte på at fastsætte en strengt bindende frist, men snarere på at angive retningslinjer, der så vidt muligt skal følges. Der er således tale om en rent vejledende frist. Det Schweiziske Forbund, der kun har fremsat bemærkninger vedrørende det første præjudicielle spørgsmål, er mindre kategorisk og er af den opfattelse, at [b]estemmelsens ordlyd taler for, at fristen i artikel 5, stk. 2, i forordning [nr. 1560/2003] blot er vejledende og ikke en præklusionsfrist. Det fremgår således tydeligt, navnlig på grundlag af visse sprogversioner af artikel 5, stk. 2, […] at den anmodede [medlemsstats] pligt til at reagere inden for en frist på to uger ikke kan forstås således, at en manglende overholdelse af denne frist umiddelbart skal have retlige konsekvenser. Forpligtelsen til at bestræbe sig på indebærer derimod en vis fleksibilitet i tidsfristen for at svare på anmodningen om fornyet behandling. Det er således muligt for den anmodede stat at reagere på anmodningen, selv efter at fristen på to uger er udløbet. Dublin III-forordningens formål taler imidlertid for, at fristen i artikel 5, stk. 2, i forordning […] nr. 1560/2003 er en principiel forpligtelse, der skal overholdes, og ikke kun en irrelevant angivelse af et tidsrum. Min fremhævelse.

Det Forenede Kongeriges regering har anført, at [der] i modsætning til f.eks. Dublin III-forordningens artikel 22 og 25 […] ikke [er] foreskrevet en automatisk overførsel af ansvaret, når den anmodede medlemsstat ikke svarer […] inden for en frist på to uger […] (jf. punkt 20 i dens indlæg). Ifølge den ungarske regering [vil m]an […] konstatere, at hverken [Dublin III-forordningen] eller forordning nr. 1560/2003 udtrykkeligt knytter nogen retlige konsekvenser til et manglende svar på en anmodning om fornyet behandling eller til en overskridelse af den frist på to uger, der er fastsat herfor, og således heller ikke nogen konsekvens, som har betydning for ansvaret for behandlingen af ansøgningen om international beskyttelse (jf. punkt 18 i dens indlæg). Den tyske regering har i sine svar på Domstolens skriftlige spørgsmål givet udtryk for den opfattelse, at Dublin III-forordningen [ikke] fastsætter […] nogen retlig konsekvens af manglende svar på anmodningen om fornyet behandling af anmodningen om overtagelse eller tilbagetagelse. […] [D]et bemærkes, at et manglende svar ikke kan medføre overførsel af ansvaret uden et retsgrundlag i Dublin III-forordningen.

Som det fremgår af selve denne bestemmelses ordlyd, navnlig udtrykket bestræber sig på.

Artikel 5, stk. 2, i forordning nr. 1560/2003 bestemmer, at [d]en anmodede medlemsstat bestræber sig på at svare inden for to uger. Under alle omstændigheder genåbner denne yderligere procedure ikke de frister, der er fastsat i artikel 18, stk. 1 og 6, og i artikel 20, stk. 1, litra b), i [Dublin II-forordningen]. Min fremhævelse. Dublin II-forordningens artikel 18, stk. 1 og 6, og artikel 20, stk. 1, litra b), svarer til Dublin III-forordningens artikel 22, stk. 1 og 6, og artikel 25, stk. 1.

Ifølge Kommissionens opfattelse kan disse frister således hverken forlænges eller give anledning til overførsel af ansvar. Dette betyder med andre ord, at den anmodede medlemsstat efter et negativt svar som omhandlet i artikel 5, stk. 1, i forordning nr. 1560/2003 kun kan blive ansvarlig, hvis den selv accepterer dette. Grunden hertil er, at en anmodning om fornyet behandling ikke er en ny anmodning om tilbagetagelse. En anmodning om fornyet behandling forpligter den anmodede medlemsstat til at undersøge situationen på ny og bekræfte, om den fastholder sit negative svar, intet andet. En anden fortolkning ville i øvrigt også være i strid med retsreglernes trinfølge, da den ville indebære, at en gennemførelsesforordning skulle fravige en grundforordning. Min fremhævelse.

Sag C-48/17.

Sag C-47/17. Den forelæggende ret har i de forenede sager C-47/17 og C-48/17 gjort opmærksom på, at artikel 31, stk. 3, i direktiv 2013/32 bestemmer, at medlemsstaterne sikrer, at undersøgelsesproceduren afsluttes senest seks måneder efter, at ansøgningen er indgivet. Det er derfor ikke umiddelbart indlysende, at perioden for fornyet behandling på grundlag af artikel 5, stk. 2, i [forordning nr. 1560/2003] af afgørelsen af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af asylansøgningen, skal kunne være længere end den frist, der er sat for afgørelsen af selve asylansøgningen, der skal træffes efter, at der er taget stilling til spørgsmålet om, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af ansøgningen. I overensstemmelse med mine bemærkninger i dette forslag til afgørelses punkt 75 er det min opfattelse, af de i direktiv 2013/32, navnlig artikel 31, stk. 3, fastsatte frister klart adskiller sig fra fristerne i Dublin III-forordningen og følgelig fra fristerne i forordning nr. 1560/2003.

I overensstemmelse med princippet om loyalt samarbejde som fastsat i artikel 4, stk. 3, TEU skal medlemsstaterne således bl.a. bistå Unionen i gennemførelsen af dens opgaver.

Ifølge Det Forenede Kongeriges regering [er d]et […] ikke muligt at fastsætte, hvad der udgør en rimelig frist, da dette begreb pr. definition hænger nøje sammen med de faktiske omstændigheder. Det afhænger af sammenhængen, hvad der er rimeligt (jf. punkt 22 i dens indlæg).

I sag C-47/17 har de tyske myndigheder ikke besvaret statssekretærens anmodning om fornyet behandling af 14.4.2016. Det skal bemærkes, at de italienske myndigheder i sag C-48/17 den 26.1.2016 accepterede ansvaret for at behandle den pågældendes ansøgning om international beskyttelse som følge af en anmodning fra statssekretæren om fornyet behandling dateret den 1.12.2015 og en rykkerskrivelse dateret den 18.1.2016, dvs. inden for mindre end to måneder efter fremsættelsen af den pågældende anmodning.

Kommissionen har vejledende anført, at de omstændigheder og forhold, som eventuelt kunne være relevante for denne vurdering, er navnlig […] undersøgelsens omfang og de skridt, der skal tages for at behandle anmodningen, samt en eventuel ekstra arbejdsbyrde for de kompetente myndigheder. Den nederlandske regering er af den opfattelse, at følgende omstændigheder kan navnlig være relevante for besvarelsen af spørgsmålet om, hvorvidt en frist er rimelig: 1) De pågældende myndigheder i den anmodende medlemsstat eller den anmodede medlemsstat har skullet foretage adskillige undersøgelser vedrørende den pågældende; 2) de pågældende myndigheder i den anmodende medlemsstat og den anmodede medlemsstat har skullet kommunikere adskillige gange, f.eks. for at afklare divergerende synspunkter; 3) de pågældende myndigheder i den anmodede medlemsstat har fået en vigtigere arbejdsbyrde, f.eks. en meget stor tilstrømning af asylansøgere.

Jf. punkt 113 i dette forslag til afgørelse.