Ved stillingsopslag KOM/1134-1140/80, som blev offentliggjort i Ledige stillinger, nr. 49, opslog Kommissionen syv stillinger ledige som ledende oversættere i lønklasse LA 5/4; stillingerne skulle besættes i henhold til de budgetmæssige bevillinger.

Kvalifikationskravene for de pågældende stillinger var følgende:

Der indkom tretten ansøgninger inden for den i stillingsopslaget fastsatte frist, herunder fra sagsøgerne samt fra Tilly Bye Rasmussen og Anker Rasmussen.

For så vidt angår de pågældende fire personers kvalifikationer bemærkes følgende:

Den 1. marts 1981 udnævnte Kommissionen således Tilly Bye Rasmussen og Anker Rasmussen til ledende oversættere og meddelte den 3. april 1981 de to sagsøgere afslag på deres ansøgninger. I medfør af tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2, indgav sagsøgerne henholdsvis den 3. juni og den 15. maj 1981 en klage over afslaget. Kommissionen afviste klagerne ved afgørelser af 1. december 1981; stævningen er indgivet til Domstolen den 8. januar 1982.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten, har Domstolen (anden afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling, uden at der skal foretages bevisførelse. Den har dog anmodet Kommissionen om at besvare følgende spørgsmål inden den 5. marts 1983:

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande:

I svarskriftet har Kommissionen nedlagt følgende påstande:

I duplikken har Kommissionen nedlagt følgende yderligere påstand:

I stævningen har sagsøgerne gjort gældende, at stillingerne ikke burde være tildelt Tilly Bye Rasmussen og Anker Rasmussen; for så vidt angår Tilly Bye Rasmussen anføres, at hun ikke opfylder betingelserne i stillingsopslaget, da EA-uddannelsen ikke er uddannelse på universitetsniveau afsluttet med eksamensbevis eller faglig erfaring af tilsvarende niveau; for så vidt angår Anker Rasmussen opfylder han ikke betingelse to i stillingsopslaget, da han ikke har lang erfaring i oversættelse efter at have opnået eksamen på universitetsniveau.

I stedet burde stillingerne være tildelt sagsøgerne, idet de opfylder stillingsopslagets betingelser, da de begge har både universitetseksamen og lang tids erfaring i oversættelse og revision.

I svarskriftet har Kommissionen principalt påstået afvisning af de nedlagte påstande. Den anfører, at afslagene ikke kan annulleres, eftersom ansættelsesmyndigheden har en vidtrækkende skønsmæssig beføjelse med hensyn til at vurdere ansøgeres kvalifikationer, og en udnævnelse, der er sket ud fra en helhedsvurdering, kan ikke tilsidesættes, medmindre der foreligger et åbenbart fejlskøn, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag. Endvidere er det udelukket, at Domstolen skulle kunne give en institution et pålæg; Domstolen kan således ikke bestemme, at sagsøgerne skal udnævnes til ledende oversættere.

Subsidiært har Kommissionen anført, at såfremt Domstolen accepterer at tage sagsøgernes påstande op til nærmere overvejelse, ønsker den at understrege, at sagsøgerne ikke har gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden skulle have gjort sig skyldig i nogen formel eller materiel fejl, hvilket må være en af forudsætningerne for at følge sagsøgernes påstand om annullation af ansættelsesmyndighedens retsakt.

Kommissionen har desuden gjort gældende, at tjenestemandsvedtægten ikke giver tjenestemænd, som opfylder betingelserne for at blive forfremmet, nogen subjektiv ret hertil. Under alle omstændigheder har udvælgelsesproceduren ifølge Kommissionen været helt normal, således som det fremgår af en sammenligning mellem de to sagsøgeres karriereforløb på den ene side og Tilly Bye Rasmussens og Anker Rasmussens på den anden.

Kommissionen har ligeledes understreget, at der ved afslaget på sagsøgernes ansøgninger ikke er taget stilling til, hvorvidt sagsøgerne på et senere tidspunkt kan forfremmes, men Kommissionen har gentaget, at sagsøgerne ikke har noget vedtægtsmæssigt krav på at forpligte Kommissionen til at søge oprettet to nye stillinger som ledende oversættere med henblik på at ansætte sagsøgerne heri med anciennitet fra den 1. marts 1981.

Med henblik på muligheden af at annullere udnævnelserne af Tilly Bye Rasmussen og Anker Rasmussen har Kommissionen anført, at for så vidt angår Tilly Bye Rasmussen har hendes uddannelse bestået i en kombination af praktisk erhvervsarbejde og teoretisk uddannelse, som også omfatter studier på et niveau, der må sidestilles med universitetsniveau, og for så vidt angår Anker Rasmussen afsluttedes hans uddannelse — efter at have været afbrudt i 1974 — med en eksamen på universitetsniveau i juni 1979. Både før og efter færdiggørelsen af sin uddannelse har Anker Rasmussen på heltidsbasis været beskæftiget med oversættelsesarbejde.

Ifølge Kommissionen måtte den af sagsøgerne fremførte søgsmålsgrund desuden støttes på vedtægtens artikel 45, stk. 1; sagsøgerne har imidlertid misfortolket denne vedtægtsbestemmelse, idet forfremmelser sker på grundlag af en helhedsbedømmelse af ansøgernes fortjenester, og en sammenligning af eksamensbeviser er ikke noget afgørende kriterium. Sagsøgernes anbringender har derfor ikke støtte i vedtægten.

I replikken har sagsøgerne fremsat en række bemærkninger til Kommissionens sagsfremstilling, inden de har gennemgået dens retlige bemærkninger.

Sagsøgerne har henvist til vurderingerne i deres bedømmelser for perioden 1. juli 1977 — 30. juni 1979. Disse vurderinger er blevet bekræftet i bedømmelserne for den følgende periode, og det er således i strid hermed, at direktør for afdelingen for oversættelse, dokumentation, reproduktion og bibliotek, A. Ciancio, i en skrivelse af 18. februar 1981 som begrundelse for at afvise sagsøgernes ansøgninger anfører, at de ikke havde de for en ledende oversætter væsentlige egenskaber, nemlig den pålidelighed og sikkerhed i udtryksformen, som er nødvendige for den tjenestemand, hvis oversættelser ikke behøver revision. De har i den forbindelse understreget, at A. Ciancios vurdering også er i strid med Kommissionens bemærkninger om sagsøgerne i sag 10/82.

Efter sagsøgernes opfattelse kan det desuden undre, at ansøgere, der end ikke opfylder betingelserne i stillingsopslaget, skal omfattes af undtagelsen om hurtigt karriereforløb; ifølge sagsøgerne er en sådan praksis fra administrationens side endvidere i strid med vedtægtens artikel 5, stk. 3.

Videre har sagsøgeren bemærket, at deres tjenestefrihed af personlige årsager i tjenestens interesse skal medtages ved anciennitetsberegningen; dette vil betyde, dels at Lene Øhrgaard har større anciennitet end Tilly og Anker Rasmussen, samtidig med at hun på ansættelsestidspunktet havde en langt højere uddannelse, dels at Jean-Louis Delvaux har samme anciennitet som Tilly og Anker Rasmussen, ligesom han på ansættelsestidspunktet ligeledes havde en langt højere uddannelse.

For så vidt angår Kommissionens retlige bemærkninger har sagsøgerne først anført, at ansættelsesmyndigheden har ansat personer, der ikke opfylder stillingsopslagets betingelser, hvorved den har foretaget et åbenbart fejlskøn. Selv om de to personer, der blev udnævnt, skulle opfylde kvalifikationskravene, foreligger der alligevel et åbenbart fejlskøn fra Kommissionens side, idet sagsøgerne er langt højere kvalificeret end de to udnævnte tjenestemænd. Til bevis herfor bør der ifølge sagsøgerne indhentes en ekspertudtalelse, der belyser indholdet af følgende uddannelser: cand. mag., cand. phil., cand. ling, merc, EA, korrespondenteksamen og cand. mere.

Når ansættelsesmyndigheden således fejlagtigt har givet to kvalificerede ansøgere afslag, medens to andre, der ikke opfylder betingelserne i stillingsopslaget eller i hvert fald er langt mindre kvalificerede, er blevet udnævnt i stedet, må følgen af dette være, at ansættelsesmyndigheden udbedrer den skade, sagsøgerne har lidt, ved at tildele dem to LA 5-stillinger. Det bevillingsmæssige grundlag for de pågældende to stillinger er til stede, og Domstolen kan således tage sagsøgernes påstand til følge, uden at det er nødvendigt at fratage Tilly og Anker Rasmussen deres stillinger.

Med hensyn til Kommissionens argument om, at udnævnelsen er sket efter sammenligning af ansøgernes fortjenester, har sagsøgerne anført, at der hos såvel K. Marstrand som J. S. Pignot — i strid med vedtægten — findes parallelle aktmapper, som benyttes i forbindelse med udnævnelsesprocedurer. Sagsøgerne støtter dette på, at der ved forfremmelsesproceduren for året 1981 skete en fejlregning for Jean-Louis Delvaux’ vedkommende ved pointberegningen efter Noël-metoden. Sagsøgerne har følgelig opfordret Kommissionen til at fremlægge de parallelle aktmapper for de pågældende fire personer.

Sagsøgerne har aldrig gjort gældende, at de har ret til at blive forfremmet. De har derimod anført, at de i den foreliggende sag er blevet forbigået til fordel for to ansøgere, der ikke opfylder stillingsopslagets betingelser. Der er således tale om en anden situation end den af sagsøgte omtalte. Der foreligger således en tilsidesættelse af vedtægtens artikel 27, der bestemmer, at det er de bedst kvalificerede blandt de ansøgere, der opfylder stillingsopslagets betingelser, der skal ansættes. Sagsøgerne har desuden gjort gældende, at i det omfang ansættelsesmyndigheden selv har formaliseret kravene i et stillingsopslag, er den bundet heraf og kan således ikke længere henvise til artikel 45. Enhver afvigelse fra de formaliserede krav i opslaget vil være udtryk for magtfordrejning.

Den fejl, ansættelsesmyndigheden har begået ved at udnævne personer, der ikke opfylder stillingsopslagets betingelser, viser, at ansættelsesmyndigheden forfølger uvedkommende interesser, og sagsøgerne gør derfor også gældende, at der foreligger magtfordrejning. Ifølge sagssøgerne må anbringendet under hensyn til de nye oplysninger i svarskriftet tages under påkendelse, selv om det først er fremført i replikken.

Sagsøgerne stiller sig desuden meget tvivlende over for deres muligheder for senere at blive forfremmet, idet de har anført, at i forbindelse med de i 1981 foretagne forfremmelser blev Jean-Louis Delvaux prioriteret som nr. 16 og Lene Øhrgaard er slet ikke blevet indstillet.

Endelig har sagsøgerne anført, at ingen af de domme, Kommissionen har påberåbt sig, er relevante for nærværende sag.

I duplikken har Kommissionen med hensyn til sagsøgernes udsigter til at blive forfremmet bemærket, at ansættelsesmyndigheden på intet tidspunkt har givet udtryk for, at sagsøgerne skulle være ukvalificerede til forfremmelse inden for deres nuværende tjenestegren; dette bekræftes af, at Jean-Louis Delvaux blev indstillet til forfremmelse i 1981. Hans placering på listen angiver ikke nogen uberettiget tilsidesættelse af ham, idet listen ikke kun vedrører den danske oversættelsesafdeling.

Ifølge sagsøgte indeholder replikken med hensyn til kvalifikationskravene til ansøgerne til stillingerne som ledende oversættere ikke andre elementer end dem, Kommissionen allerede har taget stilling til i svarskriftet. Sagsøgerne har gentaget den påstand, som går igen som hovedmotivet i deres sagsanlæg, nemlig at en afsluttet universitetsuddannelse er den afgørende betingelse for forfremmelse. Stillingsopslaget anfører imidlertid udtrykkeligt som kvalifikationskrav: ... eller faglig erfaring på tilsvarende niveau. Sagsøgernes ensidige henvisning til eksamenskriteriet som grundlag for at komme i betragtning ved forfremmelse er således i modstrid med kvalifikationskravene i stillingsopslaget. Forfremmelser afgøres af ansættelsesmyndigheden efter kriterierne i vedtægtens artikel 45 efter en sammenligning af ansøgernes fortjenester og ikke kun på grundlag af universitetseksamener. Desuden kan ansøgere med en sproglig-litterær uddannelse ikke have fortrin frem for ansøgere med en erhvervs-præget teoretisk og faglig uddannelse. Kommissionen må afvise en sådan indskrænkning i ansættelsesmyndighedens kompetence til at udvælge sine medarbejdere.

Med hensyn til spørgsmålet om anciennitetsberegningen har Kommissionen bemærket, at tjenestefrihed af personlige årsager med henblik på faglig videreuddannelse ikke i henhold til vedtægtens artikel 24 skal medtages ved anciennitetsberegningen; Kommissionen har i den forbindelse anført, at en sådan videreuddannelse kan ske sideløbende med udøvelsen af en tjenstlig funktion. Kommissionen har i øvrigt understreget, at tjenestetid som kontraktansat medregnes ved beregning af anciennitet.

Kommissionen har bestridt sagsøgernes anbringende om, at der budgetmæssigt skulle være ledige LA 5-stillinger, idet den har anført, at selv om oversigten over de budgetmæssigt ledige stillinger i marts 1982 indeholder et vist antal LA 5-stillinger, indebærer dette ikke, at disse stillinger er ledige, idet de er udnyttet til ansættelser i lønklasserne LA 8 og LA 7.

For så vidt angår spørgsmålet om parallelle aktmapper har Kommissionen understreget, at den fejlberegning, Jean-Louis Delvaux var udsat for, er blevet korrigeret. Kommissionen er af den opfattelse, at sådanne fejlberegninger beklageligvis kan ske, men at vedtægtens artikel 26, der foreskriver, at alle dokumenter skal forelægges vedkommende tjenestemand, tilvejebringer en fyldestgørende sikkerhed mod, at der kommer til at indgå fejl i den personlige aktmappe til skade for tjenestemanden. Sagsøgte har tilføjet, at de såkaldte parallelle aktmapper ikke tjener som et substitut for de vedtægtsmæssigt førte personlige aktmapper, og sagsøgerne kan ikke på noget grundlag påstå, at ansættelsesmyndigheden i forbindelse med deres ansøgninger om forfremmelse skulle have anvendt andre end de oplysninger, der indeholdes i deres personlige aktmappe. Kommissionen har følgelig afvist sagsøgernes opfordring til at fremlægge de såkaldte parallelle aktmapper.

Endelig har Kommissionen bemærket, at anbringendet om magtfordrejning, der først er fremført i replikken, må afvises i henhold til procesreglementets artikel 42, stk. 2, idet der ikke under skriftvekslingen er fremkommet hverken retlige eller faktiske omstændigheder, som vil kunne berettige sagsøgerne til at fremføre nye søgsmålsgrunde.

Som svar på det første spørgsmål (jfr ovenfor s. 2382) har Kommissionen erklæret, at for tjenestemænd i katagori A er ansættelse som alt overvejende hovedregel sket blandt ansøgere med universitetsuddannelse; i sprogtjenesten derimod har kandidater med ligestillede faglige kundskaber tidligere periodisk kunnet deltage i udvælgelsesprøver, og der er i et vist omfang rekrutteret tjenestemænd med dokumenterede faglige kundskaber, som har kunnet ligestilles med en universitetsuddannelse. Forskellen mellem den foretagne ansættelse til tjenestemandsstillinger i katagori A og i sprogtjenesten beror imidlertid ikke på en differentieret fortolkning af vedtægtens artikel 5, men den anvendte praksis er begrundet i de faktiske omstændigheder, som kan variere fra den ene gruppe til den anden.

Som svar på det andet spørgsmål har Kommissionen anført, at den ikke ved det videre karriereforløb sondrer mellem tjenestemænd ansat på grundlag af en universitetsuddannelse og tjenestemænd ansat på grundlag af hermed ligestillede faglige kvalifikationer. Forfremmelser sker efter bedømmelse af tjenestemandens arbejdsindsats og arbejdsresultater.

I retsmødet den 21. april 1983 redegjorde Torben Rode som sagkyndig på sagsøgernes vegne for indholdet af de forskelige danske sproglige uddannelser efter studentereksamen. Derefter afgav sagsøgerne ved Jytte Thorbek og Kommissionen for De europæiske Fællesskaber ved Johannes Føns Buhl, som befuldmægtiget, mundtlige indlæg og besvarede Domstolens spørgsmål.

Under retsmødet anerkendte sagsøgerne, at sagen angår en beslutning om forfremmelse i henhold til vedtægtens artikel 45 og drejer sig om omfanget af ansættelsesmyndighedens skøn i forbindelse med en udnævnelse på grundlag af et stillingsopslag.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 19. maj 1983.