DOMSTOLENS DOM

AF 8. DECEMBER 1970

Kommanditgesellschaft in firma Otto Witt

mod Hauptzollamt Lüneburg

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Finanzgericht Hamburg)

Sag 28/70

Processprog: Tysk

Angående:

En anmodning om fortolkning af Rådets forordning (EØF) nr. 22 af 4. april 1962 (JO nr. 30. 1962) indgivet til Domstolen i henhold til EØF-traktatens artikel 177 af Finanzgericht Hamburg i en sag, der verserer for denne ret mellem ovennævnte parter.

Domskonklusion:

Betegnelsen »fjerkræ« i den fælles toldtarifs positioner 01.05 og 02.02, der er gentaget i artikel 1 i Rådets forordning nr. 22 af 4. april 1962, omfatter fjerkræ, som opdrættes til nytte — eller slagteformål, navnlig med henblik på fremstilling af fødevarer.

Generaladvokatens forslag til afgørelse :

Spørgsmålet bør besvares således:

a)

Bestemmelsen af, hvad der skal forstås ved fjerkræ i forordning nr. 22, skal ske på samme måde for positionerne 01.05 og 02.02, det vil sige uafhængigt af, om der er tale om levende eller slagtet fjerkræ.

b)

Fjerkræ i den artikel 1 i forordning nr. 22 forudsatte betydning er kun de tamme former af de dér opregnede fjerkrætyper.

c)

Høns i denne definitions forstand er tamhøns, som tilhører arten »gallus« og herfra stammende arter.

d)

Også krydsninger mellem disse høns og andre hønsearter er tamhøns, medmindre de ved en udtalt vildtsmag klart adskiller sig fra tamhøns.

Sammendrag

1.

Præjudicielle spørgsmål — Domstolens beføjelser — grænser

(EØF-traktatens artikel 177)

2.

Fælles toldtarif — betegnelsen »fjerkræ« — anvendelsområde

(Rådets forordning nr. 22, artikel 1)

1.

Det er ikke inden for de beføjelser, artikel 177 tillægger Domstolen, tilladt denne at anvende traktaten på et konkret tilfælde.

Den skal begrænse sig til at uddrage de for fortolkningen af fællesskabsretten relevante faktorer af det af den nationale ret formulerede spørgsmål under hensyntagen til de af denne givne oplysninger.

2.

Betegnelsen »fjerkræ« i den fælles toldtarifs positioner 01.05 og 02.02, der er gentaget i artikel 1 i Rådets forordning nr. 22 af 4. april 1962, omfatter fjerkræ, som opdrættes til nytte-eller slagteformål, navnlig med henblik på fremstilling af fødevarer.