Bekendtgørelse nr. 16-334 af
VAS har i retsmødet anført, at den i dommen af
Det påberåbte tab bestod i
I forelæggelsesafgørelsens præmis 17 gøres der rede for en debat i den nationale retspraksis vedrørende normative ændringers virkning på igangværende annullationssøgsmål. IG har anført, at VAS i en anden dom af
Efter at have bemærket, at dommen af
Forelæggelsesafgørelsen indeholder en tilstrækkelig forklaring af de grunde, der har ledt den forelæggende ret til at indgive de præjudicielle spørgsmål. Den opfylder således det i Domstolens procesreglements artikel 94, litra c), fastsatte krav. Der findes en sammenhæng mellem hovedsagens genstand og EU-retten, eftersom den oprindelige tvist, der lå til grund for det efterfølgende erstatningssøgsmål, omhandlede anvendelsen af direktiv 2012/27. Muligheden for et sådant søgsmål kan afhænge af, i hvilken grad de i den bulgarske lovgivning foreskrevne retsmidler er egnede til at påberåbe sig EU-retten. Det er i sagen ikke blevet bestridt, at den af VAS afsagte dom af
Sag
Randstad Italia-dommen, præmis 56, med henvisning til dom af
Randstad Italia-dommen, præmis 58:
Herved forstås et søgsmål eller et retsmiddel, som principalt er rettet mod selve retsforskriften, og ikke blot mod de enkelte gennemførelsesretsakter herfor.
Dom af
Dom af
Sag
For så vidt som de er generelle, er disse betragtninger fortsat gyldige, selv om den bulgarske lovgivning på området er blevet ændret, således som der blev redegjort for i retsmødet.
Præmis 140. Præmis 142. Præmis 143.
Jf. fodnote 6 i dette forslag til afgørelse.
Efter VAS’ opfattelse giver den nationale lovgivning enhver, der mener at have lidt skade som følge af en forvaltningsakt, der angiveligt er ulovlig, mulighed for at opnå erstatning for den lidte skade ved hjælp af et erstatningssøgsmål. Dette søgsmål giver ligeledes mulighed for at prøve lovligheden af den pågældende akt og opfylder navnlig ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet som foreskrevet i EU-retten. Efter den polske regerings opfattelse kræver chartrets artikel 47 ikke, at der skal findes et selvstændigt retsmiddel til prøvelse af de nationale bestemmelsers forenelighed med EU-retten. For så vidt som bulgarsk ret tilsyneladende tillader, at det i forbindelse med et erstatningssøgsmål vedrørende skader forårsaget af en tilbagekaldt forvaltningsakt er muligt at fastslå, at den pågældende akt er ulovlig, opfylder den omtvistede nationale lovgivning kravene om adgang til effektive retsmidler. Kommissionen er i det væsentlige enig i den polske regerings standpunkt med hensyn til, at det i henhold til chartrets artikel 47 er tilstrækkeligt med et erstatningssøgsmål, som gør det muligt at prøve lovligheden af en ændret retsforskrift.
Randstad Italia-dommen, præmis 58, og dom af
Den senere ændring gør det således muligt, at de hidtidige virkninger af den anfægtede bestemmelse fortsat kan bestå. Hvad angår Unionens procesordning har VAS i sit skriftlige indlæg gjort gældende, at Domstolens procesreglement i henhold til dets artikel 149 anerkender, at et direkte søgsmål mister sin genstand, såfremt den anfægtede retsakt er blevet ændret, inden der afsiges dom. Uanset om denne løsning har forrang, når der ikke er truffet en afgørelse i første instans, forholder det sig imidlertid således, at et annullationssøgsmål mod en retsakt, som ikke længere er i kraft, ifølge Domstolens praksis ikke nødvendigvis mister sin genstand af denne grund, såfremt sagsøgeren fastholder sin interesse i at få annulleret den pågældende retsakt. Jf. i denne retning K. Lenaerts, I. Maselis og K. Gutman:
I nogle medlemsstater finder samme regel anvendelse i forbindelse med den senere kontrol af lovenes forfatningsmæssighed. En ophævelse af disse love efter søgsmålets anlæggelse vil i princippet medføre en henlæggelse af sagen, eftersom der i en sag, som sigter mod en objektiv tilretning af retsordenen, ikke er grundlag for at afsige dom vedrørende en lovtekst, som ikke længere er i kraft. Det er imidlertid muligt ikke at anvende dette kriterium, når en lov – på trods af, at den er blevet ophævet – vedbliver med at have visse retsvirkninger (vedvarende retsvirkninger), eller når det er nødvendigt at fastlægge, om den ville have været forenelig med forfatningen, såfremt den havde fundet anvendelse på de omtvistede omstændigheder i overensstemmelse med princippet
Jeg skal erindre om, at denne retsforskrift, som er gengivet i punkt 10 i dette forslag til afgørelse, tillader den administrative myndighed at
Ifølge forelæggelsesafgørelsen (præmis 9) havde VAS fastholdt, at der i tvisten forelå en tilbagekaldt normativ retsakt, hvorpå forvaltningsproceslovens artikel 204, stk. 3, finder anvendelse. Når skaderne er forårsaget af en tilbagekaldt retsakt, er det i henhold til ovennævnte bestemmelse den retsinstans, der behandler erstatningssøgsmålet, som skal tage stilling til, om retsakten er ulovlig.
IG har i retsmødet gjort rede for, at VAS’ afdeling traf sin afgørelse uden at høre ham om sagens mulige fortabelse af sin genstand.
Det blev under debatten i retsmødet konstateret, at en minimal ændring af retsforskriften ville være tilstrækkelig til, at den igangværende retslige procedure ville miste sin genstand. IG havde gjort gældende (punkt 45 i hans skriftlige indlæg), at den udførte ændring ikke var af en sådan art, eftersom den nye bekendtgørelse videreførte den samme beregningsmetode. Den forelæggende ret har imidlertid fastslået, at den bekendtgørelse, der blev offentliggjort den
Punkt 4 i IG’s skriftlige indlæg, idet han har fastholdt dette standpunkt i retsmødet. Hans argumenter blev efter min opfattelse ikke svækket i løbet af den efterfølgende debat.
dommen i første instans genoptages ved en højere instans (i det foreliggende tilfælde VAS i en afdeling sat af fem dommere), som erklærer den ugyldig af grunde, der ikke kan henføres til realiteten, men derimod til en omstændighed, der intet har med sagen at gøre, men som alene afhænger af et ensidigt ønske hos retsforskriftens ophavsmand, som desuden er appellant i sagen erklæringen om den anfægtede normative retsakts ugyldighed, som fastsat af retten i første instans, afføder virkninger, herunder de virkninger, der vedrører det tidsrum, hvori den pågældende retsakt var i kraft.
Jf. generelt dom af
i første omgang at forsøge at opnå annullation af den retsforskrift, som er uforenelig med EU-retten, ved hjælp af et søgsmål, som på trods af at være blevet taget til følge i første instans kan ende med på uforudset vis at miste sin genstand som følge af en ændring af den pågældende bestemmelse, der gennemføres med henblik på at undgå følgerne af dens annullation i anden omgang at begære erstatning for det lidte tab ved at påberåbe sig statens ansvar VAS anførte i retsmødet, at enhver, der anfægter lovligheden af en retsforskrift ved denne, ligeledes har mulighed for at begære erstatning herfor. VAS forklarede dog, at den selv skal henvise en sådan begæring til den kompetente ret, som skal tage stilling til, om staten er ifaldet ansvar.
En national lovgivning, som fastsætter et selvstændigt retsmiddel til anfægtelse af foreneligheden mellem nationale bestemmelser og EU-retlige forskrifter, skal sikre, at dette retsmiddel, som står til borgernes rådighed, er effektivt.
En sådan effektivitet er ikke sikret, såfremt en dom fra en domstol i første instans, hvorved en retsakt med lavere rang er blevet erklæret uforenelig med EU-retten, og til prøvelse af hvilken der er iværksat en kassationsappel, i henhold til den nationale lovgivning kan annulleres – uden at begrundelsen herfor undersøges – alene på grund af en ændring af retsakten efter afsigelsen af den pågældende dom af den samme myndighed, som vedtog den anfægtede retsakt, hvorved den nævnte dom mister sin virkning, og en realitetsbehandling heraf i forbindelse med kassationsappellen forhindres.