European flag

Tidende
Den Europæiske Unions

DA

Serie L


2023/2858

15.12.2023

RÅDETS AFGØRELSE (EU) 2023/2858

af 12. december 2023

om den holdning, der skal indtages på Den Europæiske Unions vegne i Energifællesskabets Ministerråd, som afholdes i Wien, Østrig, den 14. december 2023

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 194, stk. 1, sammenholdt med artikel 218, stk. 9,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Energifællesskabstraktaten blev indgået af Unionen ved Rådets afgørelse 2006/500/EF (1) og trådte i kraft den 1. juli 2006.

(2)

I henhold til energifællesskabstraktatens artikel 47 skal ministerrådet træffe foranstaltninger, der i henhold til nævnte traktats artikel 76 kan have form af afgørelser eller anbefalinger.

(3)

Ministerrådet vil på sit 21. møde den 14. december 2023 vedtage en række retsakter, der er knyttet til denne afgørelse, og som er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, og som repræsentanterne for Den Europæiske Union vil stemme om.

(4)

Formålet med de påtænkte retsakter er at lette opfyldelsen af målene i energifællesskabstraktaten.

(5)

Det er hensigtsmæssigt at fastlægge den holdning, der skal indtages på Unionens vegne i ministerrådet, til de retsakter, der er knyttet til denne afgørelse, da disse retsakter vil have retsvirkninger for Unionen —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Den holdning, der skal indtages på Unionens vegne på det 21. møde i ministerrådet, som afholdes i Wien, Østrig, den 14. december 2023, til de emner, der er omfattet af anvendelsesområdet for artikel 218, stk. 9, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, er at godkende vedtagelsen af de retsakter, der er knyttet til denne afgørelse.

2.   Kommissionen kan før eller under mødet i ministerrådet aftale mindre ændringer af de retsakter, der er knyttet til denne afgørelse, i lyset af bemærkninger fra kontraherende parter i energifællesskabet, uden at Rådet skal træffe yderligere afgørelser.

Artikel 2

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. december 2023.

På Rådets vegne

P. NAVARRO RÍOS

Formand


(1)  Rådets afgørelse 2006/500/EF af 29. maj 2006 om Det Europæiske Fællesskabs indgåelse af energifællesskabstraktaten (EUT L 198 af 20.7.2006, s. 15).


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/2858/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)