|
29.7.2005 |
DA |
Den Europæiske Unions Tidende |
L 199/45 |
KOMMISSIONENS FORORDNING (EF) Nr. 1219/2005
af 28. juli 2005
om ændring af forordning (EF) nr. 1623/2000 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 om den fælles markedsordning for vin for så vidt angår markedsmekanismer
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR —
under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,
under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1493/1999 af 17. maj 1999 om den fælles markedsordning for vin (1), særlig artikel 33 og 36, og
ud fra følgende betragtninger:
|
(1) |
Artikel 13 i Kommissionens forordning (EF) nr. 1623/2000 (2) fastsætter inden for rammerne af støtteordningen for most, der anvendes som tilsætning i vin, en undtagelsesbestemmelse for most hidrørende fra andre vindyrkningszoner end zone CIII, der kun gælder indtil udgangen af produktionsåret 2004/05. Indtil der sker en mere grundlæggende ændring af denne støtteordning ved den planlagte reform af den fælles markedsordning for vin, bør denne undtagelsesbestemmelse forlænges indtil udgangen af produktionsåret 2006/07. |
|
(2) |
Artikel 45, 59 og 61 i forordning (EF) nr. 1623/2000 fastsætter visse datoer i tilknytning til destillation af biprodukter fra vinfremstilling. Da høsten i produktionsåret 2004/05 har været meget stor, er der i visse medlemsstater praktiske vanskeligheder med at afslutte denne destillation inden for de fastsatte frister. Det er derfor nødvendigt at udsætte de nævnte datoer. |
|
(3) |
Artikel 52 i forordning (EF) nr. 1623/2000 fastsætter for produktionsårene 2001/02 til 2004/05 en undtagelse fra destillationsordningen for vin, der er fremstillet af druer, som i klassificeringen både er opført som druesorter til persning og som druesorter til fremstilling af brændevin med oprindelsesbetegnelse. Indtil der sker en mere grundlæggende ændring af denne ordning ved den planlagte reform af den fælles markedsordning for vin, bør denne undtagelsesbestemmelse forlænges indtil udgangen af produktionsåret 2006/07. |
|
(4) |
I artikel 63a i forordning (EF) nr. 1623/2000, der vedrører destillation til konsumalkohol, er der fastsat en procentdel af produktionen, for hvilken producenterne kan deltage i destillationen. Det er nødvendigt at fastsætte procentdelen for produktionsåret 2005/06. |
|
(5) |
Forordning (EF) nr. 1623/2000 bør ændres i overensstemmelse hermed. |
|
(6) |
Da det næste produktionsår begynder den 1. august 2005, bør nærværende forordning anvendes fra denne dato. |
|
(7) |
Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Forvaltningskomitéen for Vin — |
UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:
Artikel 1
I forordning (EF) nr. 1623/2000 foretages følgende ændringer:
|
1) |
I artikel 13, stk. 1, andet afsnit, ændres udtrykket »for produktionsåret 2003/04 og 2004/05« til »for produktionsårene 2003/04 til 2006/07«. |
|
2) |
I artikel 45, stk. 1, tilføjes følgende afsnit: »Uanset første afsnit er den deri omhandlede dato for produktionsåret 2004/05 den 31. august i det efterfølgende produktionsår.« |
|
3) |
I artikel 52, stk. 1, fjerde afsnit, ændres udtrykket »for produktionsårene 2001/02 til 2004/05« til »for produktionsårene 2001/02 til 2006/07«. |
|
4) |
I artikel 59 tilføjes følgende stykke: »Uanset stk. 1 er den deri omhandlede dato for produktionsåret 2004/05 den 15. september i det efterfølgende produktionsår.« |
|
5) |
I artikel 61, stk. 3, tilføjes følgende afsnit: »Dog er den i første afsnit omhandlede dato for produktionsåret 2004/05 den 15. september i det efterfølgende produktionsår.« |
|
6) |
Artikel 63a, stk. 2, første afsnit, sidste punktum, affattes således: »For produktionsårene 2004/05 og 2005/06 er procentdelen fastsat til 25 %.« |
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på tredjedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Den anvendes fra den 1. august 2005.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 28. juli 2005.
På Kommissionens vegne
Mariann FISCHER BOEL
Medlem af Kommissionen
(1) EFT L 179 af 14.7.1999 s. 1. Forordning senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 1795/2003 (EUT L 262 af 14.10.2003, s. 13).
(2) EFT L 194 af 31.7.2000, s. 45. Forordning senest ændret ved forordning (EF) nr. 616/2005 (EUT L 103 af 22.4.2005, s. 15).