FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
M. CAMPOS SÁNCHEZ-BORDONA
fremsat den 30. marts 2023 ( 1 )
Sag C-162/22
A.G.
procesdeltager:
Lietuvos Respublikos generalinė prokuratūra
(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol))
»Præjudiciel forelæggelse – telekommunikation – behandling af personoplysninger – direktiv 2002/58/EF – anvendelsesområde – artikel 15, stk. 1 – adgang til oplysninger, der er lagret af udbydere af elektroniske kommunikationstjenester og indsamlet i forbindelse med efterforskninger – efterfølgende anvendelse af dataene i forbindelse med en efterforskning af en tjenstlig fejl«
|
1. |
Med denne anmodning om præjudiciel afgørelse ønskes det i det væsentlige oplyst, om visse personoplysninger, der er indsamlet i forbindelse med en strafferetlig efterforskning, kan anvendes efterfølgende i forbindelse med en administrativ disciplinærsag, der er anlagt mod en tjenestemand. |
|
2. |
Svaret på dette spørgsmål giver på ny Domstolen lejlighed til at tage stilling til anvendelsesområdet for direktiv 2002/58/EF ( 2 ) på den ene side og direktiv (EU) 2016/680 ( 3 ) og forordning (EU) 2016/679 ( 4 ) på den anden side. |
|
3. |
Med hensyn til direktiv 2002/58 har Domstolen udviklet en fast praksis vedrørende de tilfælde, hvor medlemsstaterne kan indskrænke rækkevidden af de rettigheder og forpligtelser, som dette direktiv fastsætter, samt betingelserne for dette ( 5 ). |
I. Retsforskrifter
A. EU-retten
1. Direktiv 2002/58
|
4. |
Artikel 1 (»Anvendelsesområde og formål«) har følgende ordlyd: »1. Dette direktiv tager sigte på en harmonisering af nationale bestemmelser, der er nødvendig for at sikre et ensartet niveau i beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og navnlig retten til privatliv og fortrolighed i forbindelse med behandling af personoplysninger inden for den elektroniske kommunikationssektor, og for at sikre fri omsætning af sådanne oplysninger og af elektronisk kommunikationsudstyr og elektroniske kommunikationstjenester i Fællesskabet. 2. Med henblik på at nå de i stk. 1 omhandlede mål specificerer og supplerer dette direktivs bestemmelser direktiv 95/46/EF [ ( 6 )]. Nærværende bestemmelser beskytter desuden legitime interesser hos abonnenter, der er juridiske personer. 3. Dette direktiv gælder ikke for aktiviteter, der ikke er omfattet af [EUF-traktaten], som f.eks. de aktiviteter, der er omfattet af afsnit V og VI i traktaten om Den Europæiske Union, og under ingen omstændigheder for aktiviteter, der vedrører den offentlige sikkerhed, forsvaret, statens sikkerhed (herunder statens økonomiske interesser, når disse aktiviteter er forbundet med spørgsmål vedrørende statens sikkerhed) og statens aktiviteter på det strafferetlige område.« |
|
5. |
Artikel 5 (»Kommunikationshemmelighed«), stk. 1, bestemmer: »Medlemsstaterne sikrer kommunikationshemmeligheden ved brug af offentlige kommunikationsnet og offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, både for så vidt angår selve kommunikationen og de dermed forbundne trafikdata, via nationale forskrifter. De forbyder især aflytning, registrering, lagring og andre måder, hvorpå samtaler kan opfanges eller overvåges af andre end brugerne, uden at de pågældende brugere har indvilget heri, bortset fra tilfælde, hvor det er tilladt ifølge lovgivningen, jf. artikel 15, stk. 1. Dette stykke er ikke til hinder for teknisk lagring, som er nødvendig for overføring af en kommunikation, forudsat at princippet om kommunikationshemmelighed ikke berøres heraf.« |
|
6. |
Artikel 15 (»Anvendelsesområdet for visse bestemmelser i direktiv 95/46/EF«) har følgende ordlyd: »1. Medlemsstaterne kan vedtage retsforskrifter med henblik på at indskrænke rækkevidden af de rettigheder og forpligtelser, der omhandles i artikel 5, artikel 6, artikel 8, stk. 1, 2, 3 og 4, og artikel 9, hvis en sådan indskrænkning er nødvendig, passende og forholdsmæssig i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed (dvs. statens sikkerhed), forsvaret, den offentlige sikkerhed, eller forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager eller uautoriseret brug af det elektroniske kommunikationssystem efter artikel 13, stk. 1, i direktiv 95/46/EF. Med henblik herpå kan medlemsstaterne bl.a. vedtage retsforskrifter om lagring af data i en begrænset periode, som kan begrundes i et af de hensyn, der er nævnt i dette stykke. Alle i dette stykke omhandlede forskrifter skal være i overensstemmelse med fællesskabsrettens generelle principper, herunder principperne i EU-traktatens artikel 6, stk. 1 og 2. […] 2. Bestemmelserne i direktiv 95/46/EF, kapitel III, »retsmidler, ansvar og sanktioner«, finder anvendelse på nationale bestemmelser, der vedtages til nærværende direktivs gennemførelse, og på individuelle rettigheder afledt af nærværende direktiv. […]« |
2. Databeskyttelsesforordningen
|
7. |
Artikel 2 (»Materielt anvendelsesområde«) bestemmer: »1. Denne forordning finder anvendelse på behandling af personoplysninger, der helt eller delvis foretages ved hjælp af automatisk databehandling, og på anden ikkeautomatisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register. 2. Denne forordning gælder ikke for behandling af personoplysninger:
[…]
[…]« |
|
8. |
Artikel 5 (»Principper for behandling af personoplysninger«) har følgende ordlyd: »1. Personoplysninger skal: […]
[…]« |
|
9. |
Artikel 6 (»Lovlig behandling«) bestemmer: »1. Behandling er kun lovlig, hvis og i det omfang mindst ét af følgende forhold gør sig gældende: […]
[…] 3. Grundlaget for behandling i henhold til stk. 1, litra c) og e), skal fremgå af:
[…] 4. Når behandling til et andet formål end det, som personoplysningerne er indsamlet til, ikke er baseret på den registreredes samtykke eller EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, som udgør en nødvendig og forholdsmæssig foranstaltning i et demokratisk samfund af hensyn til de mål, der er omhandlet i artikel 23, stk. 1, tager den dataansvarlige, for at afgøre, om behandling til et andet formål er forenelig med det formål, som personoplysningerne oprindelig blev indsamlet til, bl.a. hensyn til følgende:
[…]«. |
3. Direktiv 2016/680
|
10. |
Artikel 1 (»Genstand og formål«), stk. 1, bestemmer: »1. I dette direktiv fastsættes regler om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med de kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder beskytte mod eller forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed.« |
|
11. |
Artikel 2 (»Anvendelsesområde«), stk. 1, bestemmer: »Dette direktiv finder anvendelse på kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på artikel 1, stk. 1.« |
|
12. |
Artikel 4 (»Principper for behandling af personoplysninger«) er affattet således: »1. Medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om, at personoplysninger skal: […]
[…] 2. Behandling, der foretages af den samme eller en anden dataansvarlig til et andet formål omfattet af artikel 1, stk. 1, end det, hvortil personoplysningerne er indsamlet, er tilladt i det omfang[…]
[…]« |
|
13. |
Artikel 9 (»Særlige betingelser for behandling«), stk. 1, bestemmer: »Personoplysninger indsamlet af kompetente myndigheder med henblik på artikel 1, stk. 1, må ikke behandles til andre formål end med henblik på artikel 1, stk. 1, medmindre en sådan behandling er hjemlet i EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret. Hvis personoplysninger behandles til disse andre formål, finder [databeskyttelsesforordningen] anvendelse, medmindre behandlingen udføres i forbindelse med en aktivitet, der falder uden for EU-rettens anvendelsesområde.« |
B. National ret
1. Lietuvos Respublikos elektroninių ryšių įstatymas ( 7 )
|
14. |
I henhold til artikel 65, stk. 2, skal udbydere af elektroniske kommunikationstjenester lagre de forbundne data i bilag 1 til samme lov og, i givet fald, stille dem til rådighed for de kompetente myndigheder, således at sidstnævnte kan anvende dem i forbindelse med bekæmpelsen af grov kriminalitet ( 8 ). |
|
15. |
I henhold til artikel 77, stk. 1, fremsender udbydere af elektroniske kommunikationstjenester de oplysninger, som de lovligt er i besiddelse af, og som navnlig er nødvendige med henblik på forebyggelse, afsløring og retsforfølgning af straffelovsovertrædelser, til de kompetente myndigheder. |
|
16. |
Såfremt der findes en begrundet retsafgørelse eller et andet retsgrundlag, der er fastlagt i lovgivningen, skal udbydere af elektroniske kommunikationstjenester i henhold til artikel 77, stk. 4, gøre det teknisk muligt, navnlig for kriminalefterforskningsorganer og undersøgelsesorganer og i overensstemmelse med de fremgangsmåder, der er fastlagt i strafferetsplejeloven, at kontrollere indholdet af kommunikation, der er udsendt via de elektroniske kommunikationsnet. |
2. Lietuvos Respublikos kriminalinės žvalgybos įstatymas ( 9 )
|
17. |
I henhold til artikel 6, stk. 3, nr. 1), kan kriminalefterforskningsorganer ( 10 ), såfremt betingelserne efter samme lov er opfyldt, og efter tilladelse fra anklagemyndigheden eller en retsinstans, indsamle oplysninger hos udbydere af elektroniske kommunikationstjenester. |
|
18. |
I henhold til artikel 8, stk. 1 og 3, griber efterforskningsmyndighederne på det strafferetlige område ind, når de råder over oplysninger om, at en meget grov, en grov eller en relativt grov lovovertrædelse er ved at blive planlagt eller er blevet begået, og indleder straks en strafferetlig efterforskning, hvis efterforskningen viser, at der foreligger en lovovertrædelse. |
|
19. |
I henhold til artikel 19, stk. 1, nr. 5, kan oplysninger fra kriminalefterforskninger anvendes i de tilfælde, der er nævnt i samme bestemmelses stk. 3 og 4, samt i de øvrige tilfælde, der er fastlagt i lovgivningen. |
|
20. |
I henhold til artikel 19, stk. 3, kan oplysninger om et forhold, der har karakter af en overtrædelse, der er forbundet med korruption, afklassificeres, efter aftale med anklagemyndigheden, og anvendes i forbindelse med en efterforskning af disciplinærforseelser eller tjenstlige fejl. |
3. Lietuvos Respublikos baudžiamojo proceso kodeksas ( 11 )
|
21. |
I henhold til artikel 154 (»Kontrol, registrering og lagring af information fremsendt via elektroniske kommunikationsnet«), stk. 1, kan en efterforsker, ved en afgørelse truffet af en undersøgelsesdommer på anklagemyndighedens anmodning, aflytte, registrere og lagre samtaler, der er udsendt via de elektroniske kommunikationsnet, hvis der er grund til at antage, at der kan opnås oplysninger om en meget grov eller en grov overtrædelse, der er ved at blive planlagt, er ved at blive gennemført eller er blevet gennemført, eller om en relativt grov eller ikke-grov overtrædelse. |
|
22. |
Artikel 177 (»Tilbageholdelse af efterforskningsoplysninger«), stk. 1, bestemmer, at oplysningerne fra efterforskninger er fortrolige, samt at de indtil domstolsbehandlingen af sagen kun kan videregives med tilladelse fra anklagemyndigheden, og for så vidt som en sådan videregivelse er begrundet ( 12 ). |
II. De faktiske omstændigheder, tvisten i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål
|
23. |
Lietuvos Respublikos generalinė prokuratūra (Republikken Litauens rigsadvokat, herefter »rigsadvokaten«) indledte en intern efterforskning af handlinger foretaget af A.G., som på daværende tidspunkt varetog hvervet som anklager ved apygardos prokuratūra (den regionale anklagemyndighed), der viste tegn på embedsmisbrug. |
|
24. |
Udvalget hos rigsadvokaten fandt, at A.G. havde begået embedsmisbrug, og foreslog, at A.G. blev pålagt en disciplinær sanktion, nemlig afskedigelse fra sin stilling. |
|
25. |
Disse handlinger var blevet godtgjort på grundlag af oplysninger, der var indsamlet i forbindelse med den administrative sag, og som stammede fra handlinger foretaget af kriminalefterretningstjenesterne, forklaringer afgivet af andre tjenestemænd og af appellanten samt konklusionerne på to efterforskninger. |
|
26. |
Der forelå nærmere bestemt telefonsamtaler mellem A.G. og advokaten for den mistænkte i den efterforskning, som A.G. ledte vedrørende sager, hvor advokaten havde fungeret som forsvarer ( 13 ). |
|
27. |
Der var ved retsafgørelser blevet givet tilladelse til overvågning og registrering af de oplysninger, der var fremsendt gennem de elektroniske kommunikationsnet. |
|
28. |
Anklagemyndigheden pålagde A.G. en disciplinær sanktion, nemlig afskedigelse, hvilken afgørelse A.G. indbragte for Vilniaus apygardos administracinis teismas (den regionale forvaltningsdomstol i Vilnius, Litauen) med påstand om annullation. |
|
29. |
Dette søgsmål blev forkastet ved dom af 16. juli 2021, eftersom retten i første instans fandt, at kriminalefterretningstjenesternes handlinger havde været lovlige, hvilket også gjorde sig gældende for anvendelsen i forbindelse med disciplinærsagen af de oplysninger, som disse tjenester havde indsamlet. |
|
30. |
A.G. har iværksat appel til prøvelse af dommen i første instans ved Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol), som har forelagt Domstolen nedenstående præjudicielle spørgsmål: »Skal artikel 15, stk. 1, i [direktiv 2002/58], sammenholdt med artikel 7, 8 og 11 samt artikel 52, stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder [chartret], fortolkes således, at disse bestemmelser er til hinder for, at de kompetente offentlige myndigheder anvender data, som er lagret af udbydere af elektroniske kommunikationstjenester, og som kan tilvejebringe oplysninger om en brugers data og den kommunikation, som denne har foretaget ved hjælp af et elektronisk kommunikationsmiddel, i efterforskningen af embedsmisbrug i forbindelse med korruption, uanset om der i det konkrete tilfælde er givet adgang til de nævnte data med henblik på bekæmpelse af grov kriminalitet og forebyggelse af alvorlige trusler mod den offentlige sikkerhed?« |
III. Retsforhandlingerne for Domstolen
|
31. |
Anmodningen om præjudiciel afgørelse indgik til Domstolen den 3. marts 2022. |
|
32. |
A.G., den tjekkiske, den estiske og den ungarske regering, Irland, den italienske og den litauiske regering samt Europa-Kommissionen har afgivet skriftlige indlæg. |
|
33. |
A.G., den franske og den ungarske regering, Irland og den litauiske regering samt Kommissionen har deltaget i retsmødet den 2. februar 2023. |
IV. Bedømmelse
A. Formaliteten. Afgrænsning af svaret på det præjudicielle spørgsmål
|
34. |
Den forelæggende ret er en forvaltningsdomstol, der har kompetence til at foretage domstolsprøvelse af forvaltningsretlige afgørelser. Den karakter har afgørelsen truffet af rigsadvokaten, som pålagde en sanktion i form af afskedigelse af en tjenestemand ved en regional anklagemyndighed for forhold, der udgjorde tjenstlige fejl. |
|
35. |
Hovedsagen omhandler således ikke afgørelser truffet af strafferetlige retsinstanser. Selv om disse afgørelser eksisterer parallelt med den administrative (disciplinær-)sag, der gav anledning til afskedigelsen fra stillingen ( 14 ), er det vigtigt at fremhæve, at tvisten alene vedrører sidstnævnte. |
|
36. |
Når dette er sagt, er forelæggelsesafgørelsen lidt upræcis hvad angår de faktiske omstændigheder i sagen, som beskriver den sammenhæng, hvori det præjudicielle spørgsmål indgår. |
|
37. |
Som den tjekkiske regering og Kommissionen har fremhævet, kan det på baggrund af forelæggelsesafgørelsen ikke med sikkerhed fastslås, om de kompetente myndigheder: a) henvendte sig til udbyderne af de elektroniske kommunikationstjenester med henblik på at indsamle de omtvistede oplysninger eller b) selv indsamlede disse oplysninger direkte. |
|
38. |
Der er bestemt ikke tale om et mindre spørgsmål. Det er afgørende for fastlæggelsen af den EU-lovgivning, der er relevant med henblik på besvarelsen af det præjudicielle spørgsmål. De faktiske omstændigheders nærmere forløb er afgørende for, om i sagen skal anvendes:
|
|
39. |
I sidstnævnte tilfælde er beskyttelsen af personoplysninger underlagt national ret, dog med forbehold af anvendelsen af direktiv 2016/680 ( 15 ). Idet der i det præjudicielle spørgsmål fokuseres på direktiv 2002/58, er der således blevet anlagt et uhensigtsmæssigt fokus. |
|
40. |
Den ungarske regering, som er overbevist om, at personoplysningerne er blevet indsamlet gennem telefonaflytninger foretaget af kriminalefterretningstjenesterne, har rejst tvivl om formaliteten med hensyn til den præjudicielle forelæggelse, eftersom direktiv 2002/58 på denne baggrund ikke ville finde anvendelse. |
|
41. |
Kommissionen er derimod af den opfattelse,
|
|
42. |
Jeg tilslutter mig Kommissionens synspunkt, som i øvrigt er det eneste, der gør det muligt at overvinde den (begrundede) modstand, som forelæggelsesafgørelsen giver anledning til med hensyn til formaliteten. |
|
43. |
På grundlag af denne forståelse af det præjudicielle spørgsmål gør følgende sig gældende for relevansen af direktiv 2002/58 med henblik på besvarelsen:
|
|
44. |
Følgende er ifølge den forelæggende ret relevant med hensyn til den sag, som er indbragt for den:
|
|
45. |
Medmindre der eventuelt foreligger personoplysninger, hvis behandling ikke kunne omfattes af anvendelsesområdet for direktiv 2002/58 (men derimod af anvendelsesområdet for direktiv 2016/680), tyder alt på, at den efterforskning, der udmøntede sig i den pålagte sanktion, gjorde brug af personoplysninger, der var indsamlet af udbyderne af elektroniske kommunikationstjenester. |
|
46. |
Domstolens svar skal være begrænset til den forelæggende rets anmodning, således som den er blevet forelagt. Det skal således afklares, om de personoplysninger, der er blevet indsamlet og behandlet i henhold til artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58 i forbindelse med en strafferetlig efterforskning, efterfølgende kan anvendes i en (administrativ) disciplinærsag, der er anlagt mod en tjenestemand. |
|
47. |
Med denne afgrænsning af anmodningen om præjudiciel afgørelse er den anden side af det ovenstående, at nedenstående spørgsmål ikke er omfattet af denne anmodning:
|
|
48. |
Sammenfattende skal nedenstående betragtninger med hensyn til realiteten se bort fra fortolkningen af direktiv 2016/680 ( 21 ). De er for så vidt angår direktiv 2002/58 begrænset til anvendelsen af personoplysninger, der er indsamlet i henhold til dette direktiv ved en behandling, som må formodes oprindeligt at have været lovlig, eftersom den ikke er omtvistet i hovedsagen. |
B. Realiteten
1. Gennemgang af Domstolens praksis med hensyn til anvendelsen af direktiv 2002/58
|
49. |
Det fremgår af artikel 15, stk. 1, første punktum, i direktiv 2002/58, at medlemsstaterne kan vedtage en foranstaltning, der fraviger princippet om fortroligheden af kommunikation i samme direktivs artikel 5, stk. 1, når en sådan foranstaltning er »nødvendig, passende og forholdsmæssig i et demokratisk samfund« og står i »åbenbart« rimeligt forhold til det mål, der forfølges ( 22 ). |
|
50. |
Det fremgår nærmere bestemt, at medlemsstaternes mulighed for at begrunde en begrænsning af de rettigheder og forpligtelser, der navnlig er fastsat i artikel 5, 6 og 9 i direktiv 2002/58, skal vurderes ved at bedømme alvoren af det indgreb, som en sådan begrænsning indebærer, og ved at kontrollere, at betydningen af det mål af almen interesse, der forfølges med denne begrænsning, står i forhold til denne alvor ( 23 ). |
|
51. |
»For at opfylde kravet om proportionalitet skal en national lovgivning fastsætte klare og præcise regler, der regulerer rækkevidden og anvendelsen af den pågældende foranstaltning, og som opstiller en række mindstekrav, således at de personer, hvis personoplysninger er berørt, råder over tilstrækkelige garantier, der gør det muligt effektivt at beskytte disse oplysninger mod risikoen for misbrug. Denne lovgivning skal være retligt bindende i national ret og navnlig angive, under hvilke omstændigheder og på hvilke betingelser der kan vedtages en foranstaltning om behandling af sådanne oplysninger […]« ( 24 ). |
|
52. |
Hvad angår de mål af almen interesse, der kan begrunde vedtagelse af en forskrift i henhold til artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58, er der i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet et hierarki mellem disse mål, som er bestemt af deres respektive betydning: Betydningen af det mål, der forfølges med en sådan forskrift, skal stå i forhold til alvoren af det indgreb, som den medfører ( 25 ). |
|
53. |
Inden for dette hierarki mellem målene vejer beskyttelsen af den nationale sikkerhed, sammenholdt med artikel 4, stk. 2, TEU, tungere end de andre formål, der er indeholdt i artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58, bl.a. forsvaret, den offentlige sikkerhed eller forebyggelse, efterforskning, afsløring og retsforfølgning i straffesager eller uautoriseret brug af det elektroniske kommunikationssystem. Formålet om bekæmpelse af kriminalitet i almindelighed, herunder også grov kriminalitet, og om beskyttelse af den offentlige sikkerhed falder ind under sidstnævnte kategori ( 26 ). |
|
54. |
Følgende fremgår af denne kategorisering af formål:
|
2. Anvendelsen af denne praksis på denne præjudicielle forelæggelse
|
55. |
Ifølge den forelæggende ret er de omtvistede oplysninger blevet indsamlet ved hjælp af indgreb af alvorlig karakter i de rettigheder, der er sikrede ved chartrets artikel 7, 8 og 11 ( 29 ). |
|
56. |
Det drejer sig som nævnt ikke om at undersøge, om det indledningsvist var lovligt at indsamle disse oplysninger, dvs. at vurdere, om indgrebet var tilstrækkeligt begrundet som følge af den lovovertrædelse, som indgrebet omhandlede. |
|
57. |
Den forelæggende ret har taget stilling til begge disse aspekter (indgrebets alvor og overtrædelsens grovhed), således at de ikke er omtvistede i hovedsagen og dermed ikke har betydning for den præjudicielle forelæggelse. |
|
58. |
Det, der efter den forelæggende rets opfattelse er vigtigt nu, er at afklare, om de pågældende oplysninger: a) også kan anvendes i efterfølgende efterforskninger, der vedrører generel bekæmpelse af kriminalitet (idet det forudsættes, at den adfærd, der er genstand for den omtvistede disciplinære sanktion, falder ind under dette begreb), eller b) kun kan anvendes i efterforskninger, der har til formål at bekæmpe grov kriminalitet. |
|
59. |
Den tjekkiske regering og Irland har undersøgt, om den adfærd, som den forelæggende ret skal tage stilling til, kan anses for en »grov overtrædelse«, og har besvaret dette spørgsmål bekræftende. |
|
60. |
Efter min opfattelse er dette imidlertid et aspekt, som Domstolen ikke har grund til at tage stilling til, eftersom det tilkommer den forelæggende ret at foretage en kvalificering af adfærden. |
|
61. |
Den forelæggende ret har anført, at såfremt anvendelsen af de oplysninger, der er indsamlet ved et alvorligt indgreb i de grundlæggende rettigheder, kun kan begrundes i bekæmpelsen af grov kriminalitet og forebyggelsen af trusler mod den offentlige sikkerhed, kan disse oplysninger ikke anvendes i efterforskningen af disciplinærforseelser, der er forbundet med korruption ( 30 ). Dvs. i efterforskninger som den i hovedsagen omhandlede. |
|
62. |
På grundlag af denne vurdering må det afklares, om de disciplinærforseelser, der ligger til grund for den efterforskning, hvori visse personoplysninger ønskes anvendt, kvalitativt skal være ækvivalente med hensyn til deres grovhed med de lovovertrædelser, der begrundede, at disse oplysninger blev indsamlet ( 31 ). |
|
63. |
I retsmødet har den litauiske regering anerkendt, at afskedigelsen fra stillingen var blevet pålagt som følge af, at den straffede anklager havde overtrådt etiske regler. Svaret på spørgsmålet, om denne overtrædelse (læk af oplysninger om en efterforskning) kan sidestilles med en grov lovovertrædelse eller indebære en alvorlig fare for den offentlige sikkerhed, afhænger af en række faktorer, som kun den forelæggende ret er i stand til at vurdere ( 32 ). |
|
64. |
I retsmødet er bekæmpelsen af korruption blevet nævnt ved flere lejligheder som et underliggende fænomen i forbindelse med adfærd som den i denne sag omhandlede. En diskussion af dette ville kræve mange flere nuanceringer med henblik på den strenghed, der kræves ved alle udtryk for statens ret til strafforfølgning. Det ville f.eks. skulle afklares, om begrebet »korruption« skal forstås i bred forstand, eller om det omhandler en specifik adfærd, som det i teorien måske ville være uforholdsmæssigt at lade omfatte et simpelt brud på tavshedspligten, hvis dette ikke medfører en tilsvarende fordel for tjenestemanden ( 33 ). |
|
65. |
Såfremt den forelæggende ret vurderer, at den overtrædelse af etiske regler, som er blevet sanktioneret i denne sag, er mindre grov end den lovovertrædelse, hvis efterforskning begrundede den foranstaltning, der blev vedtaget i henhold til artikel 15 i direktiv 2002/58, kan svaret på det præjudicielle spørgsmål under alle omstændigheder udledes af følgende udtalelser fra Domstolen:
|
|
66. |
I denne forbindelse gælder der således en form for ækvivalensprincip mellem de mål af almen interesse, der begrunder indsamlingen af personoplysninger, på den ene side, og de mål af almen interesse, der legitimerer deres efterfølgende anvendelse, på den anden side. Den eneste undtagelse til dette princip er som nævnt, når betydningen af det mål, der forfølges med indsamlingen, vejer tungere end betydningen af det mål, der begrundede lagringen. |
|
67. |
En anden forståelse ville fordreje garantiordningen i direktiv 2002/58: De rettigheder, som dette direktiv beskytter, ville kunne blive genstand for alvorlige indgreb ud over de i dette direktivs artikel 15 omhandlede og på andre betingelser end dem, der er fastsat i Domstolens praksis. |
|
68. |
Det er nærmere bestemt kun legitimt at opgive beskyttelsen af retten til kommunikationshemmelighed afhængig af det konkrete mål af almen interesse, der forfølges. Derfor skal lovligheden af adgangen til de lagrede data kontrolleres i hvert enkelt tilfælde i betragtning af alvoren af det indgreb, som den medfører, på den ene side, og betydningen af det mål af almen interesse, som dette indgreb forfølger, på den anden side. |
|
69. |
En uantagelig fortolkning af direktiv 2002/58 er, at der, idet der er givet adgang i forbindelse med et første tilfælde, der lovligt begrunder denne adgang, gives grønt lys til en efterfølgende adgang (i praksis en videreanvendelse af de indsamlede oplysninger) på grundlag af et lavere rangerende mål end målet i forbindelse med det første tilfælde. |
|
70. |
I denne henseende kan de krav, der gælder for den oprindelige adgang (herunder dem, som Domstolen har fastsat med hensyn til tilladelsen til denne adgang ( 36 )), overføres på andre myndigheders efterfølgende anvendelse af de samme oplysninger. |
C. Subsidiært: virkningen af direktiv 2016/680
|
71. |
Jeg har indtil videre anført de betragtninger, som efter min opfattelse er mest egnede til at svare på anmodningen om præjudiciel afgørelse ifølge dens ordlyd, dvs. til at give den forelæggende ret en fortolkning af direktiv 2002/58, således som den har anmodet om. |
|
72. |
Såfremt de i denne sag omtvistede oplysninger ikke er blevet indsamlet i henhold til artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58, men derimod direkte af medlemsstatens kriminalefterretningstjenester i forbindelse med en straffesag, er situationen en anden. |
|
73. |
I så fald finder de nationale retsregler anvendelse, dog med forbehold af anvendelsen af direktiv 2016/680 med hensyn til behandlingen af personoplysninger, der er indsamlet i forbindelse med en strafferetlig efterforskning. Jeg tager det for givet, at kriminalefterretningstjenesternes handlinger i tilfælde som dette er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2016/680. Dette er blevet bekræftet i retsmødet. |
|
74. |
Jeg anførte følgende i mit forslag til afgørelse i sagen Inspektor v Inspektorata kam Visshia sadeben savet (»Formål med behandling af oplysninger – strafferetligt område«) ( 37 ): »Forordning 2016/679 og direktiv 2016/680 indeholder et sammenhængende system, hvori
|
|
75. |
Ved den lejlighed mindede jeg om ( 39 ), at:
|
|
76. |
Således som Domstolen har fortolket artikel 4, stk. 2, i direktiv 2016/680 ( 41 ), kan det næppe tillades, at personoplysninger, der er indsamlet i forbindelse med en straffesag, anvendes til samme formål i forbindelse med en efterfølgende disciplinærsag mod en tjenestemand. |
|
77. |
Jeg bør imidlertid minde om, at det følger af artikel 4, stk. 2, i direktiv 2016/680, at »[b]ehandling, der foretages af den samme eller en anden dataansvarlig til et andet formål omfattet af artikel 1, stk. 1, end det, hvortil personoplysningerne er indsamlet, er tilladt i det omfang[…]
|
|
78. |
På denne baggrund bør den forelæggende ret overveje, om det (anderledes) formål med den efterfølgende behandling er blandt de formål, der er opregnet i artikel 1, stk. 1, i direktiv 2016/680, eller om det falder uden for disse formål:
|
1. Anvendelse af oplysningerne i henhold til artikel 4, stk. 2, i direktiv 2016/680
|
79. |
Med hensyn til den første af de to betingelser, der er fastsat i bestemmelsen, er den kun opfyldt, hvis medlemsstatens ret fremgår af en lov ( 42 ), der regulerer, hvornår den dataansvarlige er bemyndiget til at behandle personoplysningerne. Denne lov skal i øvrigt indeholde bindende, klare og præcise regler ( 43 ). |
|
80. |
Dette er imidlertid et aspekt, som det naturligvis tilkommer den forelæggende ret at efterprøve på baggrund af en undersøgelse af strafferetsplejelovens artikel 177, kriminalefterretningslovens artikel 19, stk. 3, og rigsadvokatens henstillinger ( 44 ). Med disse elementer må det afvejes, i hvilket omfang den nationale ret tillader, at oplysninger, der er indsamlet i forbindelse med en straffesag, kan anvendes, på visse betingelser, i forbindelse med en efterforskning af disciplinærforseelser. I forbindelse med denne efterprøvelse kan Menneskerettighedsdomstolens betragtninger i dommen i Adomaitis-sagen være nyttige ( 45 ). |
|
81. |
Med hensyn til den anden betingelse må den forelæggende ret vurdere, om indgrebet var nødvendigt og forholdsmæssigt i forbindelse med behandlingen af de i denne sag omhandlede oplysninger ( 46 ). |
|
82. |
Menneskerettighedsdomstolens udtalelser i Adomaitis-dommen kan også her bidrage til denne vurdering:
|
2. Anvendelse af oplysningerne i henhold til artikel 9 i direktiv 2016/680
|
83. |
I henhold til artikel 9, stk. 1, i direktiv 2016/680 må personoplysninger indsamlet af kompetente myndigheder med henblik på artikel 1, stk. 1, ikke behandles til andre formål end med henblik på artikel 1, stk. 1, medmindre en sådan behandling er hjemlet i EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret. I så fald finder databeskyttelsesforordningen anvendelse, medmindre behandlingen udføres i forbindelse med en aktivitet, der falder uden for EU-rettens anvendelsesområde ( 49 ). |
|
84. |
Såfremt den forelæggende ret finder, at artikel 4, stk. 2, i direktiv 2016/680 ikke finder anvendelse, skal den anvende databeskyttelsesforordningen. I henhold til sidstnævnte forordning må det ud over den omstændighed, at behandlingen skal være fastlagt i lovgivningen, afklares, om mindst én af betingelserne for lovlig behandling af personoplysninger, der er opregnet udtømmende i denne forordnings artikel 6, stk. 1, er opfyldt. |
V. Forslag til afgørelse
|
85. |
På baggrund af det ovenstående foreslår jeg, at Domstolen svarer Lietuvos vyriausiasis administracinis teismas (Litauens øverste forvaltningsdomstol) således:
|
( 1 ) – Originalsprog: spansk.
( 2 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 12.7.2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (EFT 2002, L 201, s. 37).
( 3 ) – Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med kompetente myndigheders behandling af personoplysninger med henblik på at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af Rådets rammeafgørelse 2008/977/RIA (EUT 2016, L 119, s. 89).
( 4 ) – Europa-Parlamentets og Rådets forordning af 27.4.2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT 2016, L 119, s. 1) (herefter »databeskyttelsesforordningen«).
( 5 ) – Her kan nævnes følgende eksempler, som ikke er udtømmende, på de vigtigste henvisninger til denne retspraksis: dom af 8.4.2014, Digital Rights Ireland m.fl. (C-293/12 og C-594/12, EU:C:2014:238), af 21.12.2016, Tele2 Sverige og Watson m.fl. (C-203/15 og C 698/15, EU:C:2016:970), af 6.10.2020, La Quadrature du Net m.fl. (C-511/18, C-512/18 og C-520/18, EU:C:2020:791, herefter »dommen i sagen La Quadrature du Net«), af 2.3.2021, Prokuratuur (betingelser for adgang til data vedrørende elektronisk kommunikation) (C-746/18, EU:C:2021:152), og af 5.4.2022, Commissioner of An Garda Síochána m.fl. (C-140/20, EU:C:2022:258, herefter »dommen i sagen Commissioner of An Garda Síochána«).
( 6 ) – Europa-Parlamentet og Rådets direktiv af 24.10.1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT 1995, L 281, s. 31).
( 7 ) – Republikken Litauens lov om elektronisk kommunikation, som ændret ved lov nr. IX-2135 af 15.4.2004, senest ændret ved lov nr. XIII-2172 af 6.6.2019, herefter »lov om elektronisk kommunikation«.
( 8 ) – De data, der er opregnet i det nævnte bilag (»Datakategorier, der skal beskyttes«), er nødvendige for at spore kilden til en kommunikation og dens bestemmelsessted, fastslå en kommunikations- og lokaliseringsdato, tidspunkt og varighed, samt brugernes kommunikationstype og ‑materiale (også for mobilkommunikation).
( 9 ) – Republikken Litauens lov om kriminalefterretning, som ændret ved lov nr. XI-2234 af 2.10.2012, senest ændret ved lov nr. XIII-1837 af 20.12.2018, herefter »kriminalefterretningsloven«).
( 10 ) – [O.a.: Sproglig præcisering på spansk, der ikke er relevant for den danske version.]
( 11 ) – Republikken Litauens strafferetsplejelov af 14.3.2002 i den affattelse, der finder anvendelse på hovedsagen (herefter »strafferetsplejeloven«).
( 12 ) – Ifølge Ikiteisminio tyrimo duomenų teikimo ir panaudojimo ne baudžiamojo persekiojimo tikslais ir ikiteisminio tyrimo duomenų apsaugos rekomendacijos (henstillinger om tilvejebringelsen og anvendelsen af oplysninger fra efterforskningen til formål, hvor der ikke indledes retsforfølgning, og beskyttelsen af efterforskningsoplysninger), godkendt ved rigsadvokatens bekendtgørelse nr. 1279 af 17.8.2017, som ændret ved bekendtgørelse nr. 1211 af 25.6.2018, navnlig § 23, beslutter anklagemyndigheden efter at have modtaget en anmodning om adgang til oplysninger fra efterforskningen, om der er grundlag for at give en sådan adgang. I bekræftende fald præciserer anklagemyndigheden, i hvilket omfang der kan gives adgang.
( 13 ) – Som det er blevet anført i retsmødet, verserer der fortsat straffesager mod A.G. og advokaten for disse forhold.
( 14 ) – Jf. fodnote 13 i dette forslag til afgørelse.
( 15 ) – Dommen i sagen La Quadrature du Net, præmis 103: »Når medlemsstaterne direkte vedtager foranstaltninger, der fraviger kravet om fortrolighed i forbindelse med elektronisk kommunikation, uden at pålægge de udbydere, der tilbyder denne form for kommunikation, behandlingsforpligtelser, henhører beskyttelsen af de pågældende personoplysninger […] ikke under direktiv 2002/58, men udelukkende under national ret, dog med forbehold af anvendelsen af [direktiv 2016/680].«
( 16 ) – Forelæggelsesafgørelsens præmis 37.
( 17 ) – Jf. bl.a. dom af 4.12.2018, Minister for Justice and Equality og Commissioner of the Garda Síochána (C-378/17, EU:C:2018:979, præmis 26), og af 22.12.2022, Airbnb Ireland og Airbnb Payments UK (C-83/21, EU:C:2022:1018, præmis 82).
( 18 ) – Den utvetydige henvisning til direktiv 2002/58 i den dispositive del af forelæggelsesafgørelsen og den manglende angivelse af direktiv 2016/680 i begrundelsen peger i samme retning. En anden sag er, at Domstolen, uden at gå ud over grænserne for spørgsmålet, kan give den forelæggende ret nyttige oplysninger med henblik på dens afgørelse, eventuelt med henvisning til andre EU-retlige bestemmelser. Jf. i denne retning dom af 18.9.2019, VIPA (C-222/18, EU:C:2019:751, præmis 50 og den deri nævnte retspraksis).
( 19 ) – Forelæggelsesafgørelsens præmis 35. Min fremhævelse.
( 20 ) – Det er således ikke nødvendigt, at Domstolen tager stilling til lovligheden af disse forudgående handlinger. I modsat fald måtte Domstolen gentage, at der kun kan gives adgang til de oplysninger, som udbyderne af elektroniske kommunikationstjenester besidder, såfremt lagringen af disse oplysninger var i overensstemmelse med artikel 15, stk. 1, i direktiv 2002/58. Jf. i denne retning dommen i sagen La Quadrature du Net, præmis 167. Denne bestemmelse, sammenholdt med chartrets artikel 7, 8 og 11 samt artikel 52, stk. 1, skal fortolkes således, at den er til hinder for lovgivningsmæssige foranstaltninger, der med henblik på sådanne formål i forebyggende øjemed foreskriver generel og udifferentieret lagring af trafikdata og lokaliseringsdata (dommen i sagen La Quadrature du Net, præmis 168).
( 21 ) – Jeg vil ikke desto mindre vende tilbage til dette direktiv subsidiært i den sidste del af dette forslag til afgørelse.
( 22 ) – Dommen i sagen La Quadrature du Net, præmis 129.
( 23 ) – Dommen i sagen La Quadrature du Net, præmis 131 og den deri nævnte retspraksis.
( 24 ) – Dommen i sagen Commissioner of An Garda Síochána, præmis 54.
( 25 ) – Dommen i sagen Commissioner of An Garda Síochána, præmis 56.
( 26 ) – Dommen i sagen La Quadrature du Net, præmis 135 og 136, hvoraf det fremgår, at den nationale sikkerhed er den enkelte medlemsstats eneansvar, som svarer til den primære interesse i at beskytte statens væsentlige funktioner og grundlæggende samfundsinteresser mod aktiviteter, der alvorligt kan destabilisere et lands grundlæggende forfatningsmæssige, politiske, økonomiske eller sociale strukturer og navnlig direkte true samfundet, befolkningen eller staten som sådan, såsom bl.a. terrorvirksomhed. Trusler, som adskiller sig på grund af deres art og særligt alvorlige karakter fra den generelle risiko for, selv alvorlige, spændinger eller forstyrrelser, for den offentlige sikkerhed. Heraf følger, at formålet om beskyttelse af den nationale sikkerhed kan begrunde foranstaltninger, der indebærer indgreb i de grundlæggende rettigheder, som er mere alvorlige end dem, som disse andre formål kan begrunde.
( 27 ) – Dommen i sagen Commissioner of An Garda Síochána, præmis 58.
( 28 ) – Dommen i sagen La Quadrature du Net, præmis 168.
( 29 ) – Dette fremgår af forelæggelsesafgørelsens præmis 46: Heri nævnes data, der kan tilvejebringe oplysninger om den kommunikation, som en bruger har foretaget ved hjælp af et elektronisk kommunikationsmiddel, eller om placeringen af det terminaludstyr, som den pågældende gør brug af, og som kan gøre det muligt at drage præcise slutninger vedrørende de berørte personers privatliv.
( 30 ) – Forelæggelsesafgørelsens præmis 46, in fine.
( 31 ) – I Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 18.1.2022, Adomaitis mod Litauen (CE:ECHR:2022:0118JUD001483318, herefter »Menneskerettighedsdomstolens dom i Adomaitis-sagen«), som omhandlede aflytning af elektronisk kommunikation i forbindelse med vedvarende magtmisbrug begået af en fængselsdirektør, findes en række ledetråde til vurderingen af denne ækvivalens.
( 32 ) – I princippet kan strafbar adfærd, som retsforfølges ved en retssag, på den ene side, ikke sidestilles med en overtrædelse af rent etiske regler, som sanktioneres ved en disciplinærsag, på den anden side. En straffesag og en disciplinærsag er forskellige for så vidt angår deres genstand og karakteren og alvoren af den omtvistede adfærd. Forskellen mellem procedurerne viser i denne henseende, at deres respektive genstande har forskellige niveauer af grovhed.
( 33 ) – Konvention udarbejdet på grundlag af artikel K.3, stk. 2, litra c), i traktaten om Den Europæiske Union, om bekæmpelse af bestikkelse, som involverer tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber eller i Den Europæiske Unions medlemsstater (EFT 1997, C 195, s. 2), omhandler tilfælde af passiv bestikkelse (»at en tjenestemand med forsæt, direkte eller gennem tredjemand, anmoder om eller modtager fordele, uanset disses art, for sig selv eller for tredjemand, eller tager imod et løfte herom, for i strid med sine officielle pligter at udføre eller undlade at udføre en handling, der er omfattet af vedkommendes hverv eller udøvelsen heraf«) og aktiv bestikkelse (»at en person med forsæt, direkte eller gennem tredjemand, lover eller yder en tjenestemand en fordel, uanset dennes art, for ham selv eller for tredjemand, for at han i strid med sine officielle pligter foretager eller undlader at foretage en handling, der er omfattet af vedkommendes hverv eller udøvelsen heraf«), som skal anses for at være strafbar.
( 34 ) – Dommen i sagen Commissioner of An Garda Síochána, præmis 98.
( 35 ) – Dommen i sagen La Quadrature du Net, præmis 166.
( 36 ) – Dommen i sagen Commissioner of An Garda Síochána, præmis 106, med henvisning til Prokuratuur-dommen, præmis 51.
( 37 ) – C-180/21 (EU:C:2022:406) (herefter »forslag til afgørelse i sagen Inspektor v Inspektorata«).
( 38 ) – Forslag til afgørelse i sagen Inspektor v Inspektorata, punkt 35.
( 39 ) – Forslag til afgørelse i sagen Inspektor v Inspektorata, punkt 36-39.
( 40 ) – Kravet om »lovlig behandling« fremgår af databeskyttelsesforordningens artikel 5, stk. 1, litra a) [artikel 4, stk. 1, litra a), i direktiv 2016/680], mens samme forordnings artikel 6 præciserer betingelserne for en sådan behandling. For så vidt som det er relevant her og i henhold til sidstnævnte bestemmelses litra e) skal behandling være nødvendig af hensyn til udførelse af en opgave i samfundets interesse eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse, som den dataansvarlige har fået pålagt.
( 41 ) – Dom af 8.12.2022, Inspektor v Inspektorata kam Visshia sadeben savet (Formål med behandling af oplysninger – strafferetligt område), C-180/21 (EU:C:2022:967) (herefter »dommen i sagen Inspektor v Inspektorata«).
( 42 ) – Jeg er enig med Kommissionen i, at eftersom den efterfølgende anvendelse af personoplysninger, der er indsamlet i forbindelse med en strafferetlig efterforskning, udgør et indgreb i de grundlæggende rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 7 og 8, er det et ufravigeligt krav, at denne anvendelse er fastlagt i lovgivningen som omhandlet i chartrets artikel 52, stk. 1.
( 43 ) – Punkt 51 i dette forslag til afgørelse.
( 44 ) – Fodnote 12 i dette forslag til afgørelse.
( 45 ) – I den nævnte doms § 83 anses den garanti for lovligheden af indgrebet, der er sikret ved de nationale lovgivningsbestemmelser og den litauiske forfatningsretlige retspraksis, for at være tilstrækkelig.
( 46 ) – Som Kommissionen har anført, adskiller denne sag sig ikke i væsentlig grad fra den sag, der blev behandlet i Menneskerettighedsdomstolens dom af 16.6.2016, Versini-Campinchi og Crasnianski mod Frankrig (CE:ECHR:2016:0616JUD004917611). Ifølge denne doms § 57 forfølger behandlingen af kommunikationer, der er aflyttet i en straffesag, i forbindelse med en disciplinærsag på grund af brud på tavshedspligten et legitimt formål i henhold til EMRK’s artikel 8. Det tætte materielle overlap mellem de respektive formål med straffesagen og disciplinærsagen indebærer, at formålene med begge sager samlet set er legitime.
( 47 ) – Menneskerettighedsdomstolens dom i Adomaitis-sagen, § 85.
( 48 ) – Menneskerettighedsdomstolens dom i Adomaitis-sagen, § 87.
( 49 ) – Denne undtagelse er blevet fortolket strengt i dom af 22.6.2021, Latvijas Republikas Saeima (Strafpoint) (C-439/19, EU:C:2021:504, præmis 66).