Jeg bemærker, at det fremgår af fast retspraksis, at det ikke kan foreholdes Retten, at den ikke har truffet afgørelse vedrørende et anbringende, som ikke er blevet fremført for denne13 –Jf. i denne retning bl.a. dom af 8.12.2011, Chalkor mod Kommissionen (C-386/10 P, EU:C:2011:815, præmis 70), og af 22.10.2015, AC-Treuhand mod Kommissionen (C-194/14 P, EU:C:2015:717, præmis 55)..

Anvendelsen af dette princip rejser vanskeligheder, når der er tale om muligheden for at tage anbringender op af egen drift.

Det er muligt at hævde, at eftersom førsteinstansen kan eller endog skal tage stilling til et anbringende af egen drift, begår den ved ikke at gøre dette en retlig fejl, som Domstolen kan tage under pådømmelse i forbindelse med en appelsag. Denne tilgang kan forklare, hvorfor Domstolen ind imellem har accepteret at behandle et sådant anbringende i forbindelse med en appelsag 14 –Jf. kendelse af 9.2.2012, Deutsche Bahn mod KHIM (C-45/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2012:69, præmis 61), og dom af 19.6.2014, FLS Plast mod Kommissionen (C-243/12 P, EU:C:2014:2006, præmis 48), hvor Domstolen fastslog, at det var med føje, at Retten ikke af egen drift behandlede et anbringende om, at den afgørelse, der var genstand for påstand om annullation, var behæftet med en manglende begrundelse..

Det fremgår imidlertid af en nyere præcisering af retspraksis, at et appelanbringende, der vedrører den omstændighed, at Retten ikke af egen drift har taget stilling til begrundelsen i en afgørelse, der påstås annulleret, ikke kan antages til realitetsbehandling, når det vedrører omstændigheder, som ikke er blevet påberåbt for Retten.

Domstolen afviste således at realitetsbehandle et anbringende, hvorefter Retten angiveligt havde undladt at kritisere en mangelfuld begrundelse for en sådan afgørelse vedrørende forhold, som appellanten ikke udtrykkeligt havde påberåbt sig i sit søgsmål for Retten 15 –Dom af 26.11.2013, Gascogne Sack Deutschland mod Kommissionen (C-40/12 P, EU:C:2013:768, præmis 46-55 og 61-64), og af 17.9.2015, Total mod Kommissionen (C-597/13 P, EU:C:2015:613, præmis 21 og 22)..

Efter min opfattelse er denne begrænsning, der gælder for appelanbringender, fuldt ud begrundet i hensynet til rettergangsmåden i appelsager for Domstolen. Inden for rammerne af en appelsag er Domstolens kompetence nemlig i princippet begrænset til at tage stilling til den retlige afgørelse, der er blevet truffet vedrørende de anbringender, som er blevet behandlet i første instans 16 –Dom af 26.11.2013, Gascogne Sack Deutschland mod Kommissionen (C-40/12 P, EU:C:2013:768, præmis 52). Jf. ligeledes generaladvokat Wahls forslag til afgørelse Total mod Kommissionen (C-597/13 P, EU:C:2015:207, punkt 118-128).. En prøvelse af, om de anfægtede vurderinger er begrundede, indebærer nødvendigvis en kontrol af, om begrundelsen i den afgørelse, der for Retten er genstand for en påstand om annullation, er tilstrækkelig. Det ville imidlertid være urimeligt at kræve, at Retten af egen drift skulle kontrollere begrundelsen for en sådan afgørelse vedrørende omstændigheder, der ikke er blevet påberåbt for den 17 –Jf. generaladvokat Wahls forslag til afgørelse Total mod Kommissionen (C-597/13 P, EU:C:2015:207, punkt 118-128)..

Det følger heraf, at et anbringende om, at Retten ikke af egen drift har kritiseret, at det organ, der er ophavsmand til en retsakt, har tilsidesat sin begrundelsespligt vedrørende omstændigheder, der ikke udtrykkeligt er blevet påberåbt for Retten, ikke kan antages til realitetsbehandling i forbindelse med appelsagen.

Efter min opfattelse finder denne tilgang også anvendelse på varemærketvister.

Hvad nærmere bestemt angår EUIPO’s og Rettens anvendelse af artikel 52, stk. 3, i forordning nr. 207/2009, bemærkes, at en appelsag ikke kan vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt en afgørelse fra appelkammeret er tilstrækkelig begrundet med hensyn til en del af varerne eller tjenesteydelserne, når appellanten ikke udtrykkeligt har påberåbt sig denne omstændighed for Retten.

Det er i denne forbindelse ikke tilstrækkeligt, at appellanten generelt har anfægtet anvendelsen af en registreringshindring eller en ugyldighedsgrund i forhold til alle de omhandlede varer eller tjenesteydelser. Appellanten skal for at kunne gøre gældende, at en sådan hindring eller grund ikke finder anvendelse for en del af disse varer og tjenesteydelser, udtrykkeligt have fremsat denne påstand i forbindelse med sagen for Retten.

Denne løsning kan udledes af retspraksis. Domstolen har nemlig allerede fastslået, at det, for så vidt som det utvetydigt fremgik af en afgørelse fra EUIPO, at en registreringshindring kunne gøres gældende over for alle de omhandlede varer, påhvilede appellanten i forbindelse med sit søgsmål for Retten med påstand om annullation af denne afgørelse at identificere de varer, som denne registreringshindring ikke kunne finde anvendelse på, eller at anfægte den omstændighed, at de omfattede varer udgjorde en homogen kategori 18 –Kendelse af 11.12.2014, FTI Touristik mod KHIM (C-253/14 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2014:2445, præmis 49). Jeg bemærker, at appellanten for Retten havde anfægtet, at registreringshindringen kunne anvendes i forhold til en del af varerne og tjenesteydelserne, men uden at give en tilstrækkelig redegørelse for dette argument. Det pågældende appelanbringende blev derfor ikke afvist fra realitetsbehandling, men forkastet som åbenbart ugrundet..

I det foreliggende tilfælde har Yoshida i forbindelse med sagen for Retten begrænset sig til generelt at anfægte anvendelsen af ugyldighedsgrunden og har ikke specifikt påberåbt sig anvendelsen af denne ugyldighedsgrund med hensyn til en bestemt del af de omhandlede varer, nemlig »slibesten og slibestensholdere«, »husholdnings- og køkkenbeholdere« og »knivblokke til at opbevare knive«.

Yoshida kan derfor ikke i forbindelse med appellen kritisere Retten for ikke at have undersøgt denne omstændighed af egen drift og for ikke at have kritiseret den påståede manglende begrundelse i de omtvistede afgørelser på dette punkt.

Det ville efter min opfattelse forholde sig anderledes i det tilfælde, hvor det var Retten og ikke appelkammeret, der havde foretaget den første konstatering af, at der forelå en ugyldighedsgrund med hensyn til disse varer 19 –Jeg bemærker, at Retten har beføjelse til at omgøre en afgørelse truffet af et appelkammer ved EUIPO i henhold til artikel 65, stk. 3, i forordning nr. 207/2009.. I denne situation er det nemlig muligt under appelsagen at gøre gældende, at Rettens dom er behæftet med en utilstrækkelig begrundelse i lyset af artikel 52, stk. 3, i forordning nr. 207/2009 20 –Jf. vedrørende en sådan situation i forbindelse med undersøgelsen af en registreringshindering dom af 17.10.2013, Isdin mod Bial-Portela (C-597/12 P, EU:C:2013:672, præmis 28 og 29)..

Dette er imidlertid ikke tilfældet i den foreliggende sag, idet Retten begrænsede sig til at stadfæste afgørelserne fra appelkammeret ved EUIPO, hvorved Yoshidas varemærker blev erklæret ugyldige for alle de omhandlede varer.

Nærværende anbringendes første led kan derfor efter min opfattelse ikke antages til realitetsbehandling.

Selv om Domstolen måtte fastslå, at nærværende led i det andet anbringende kan antages til realitetsbehandling, er det efter min opfattelse under alle omstændigheder ugrundet.

Jeg bemærker for det første, at det følger af fast retspraksis, at begrundelsen klart og utvetydigt skal angive de betragtninger, som den institution, der har udstedt retsakten, har lagt til grund, således at de berørte parter kan få kendskab til grundlaget for den trufne foranstaltning, og således at den kompetente ret kan udøve sin prøvelsesret. Det kræves imidlertid ikke, at begrundelsen angiver alle de forskellige relevante faktiske og retlige momenter, da spørgsmålet, om en retsakts begrundelse er tilstrækkelig, ikke blot skal vurderes i forhold til ordlyden, men ligeledes til den sammenhæng, hvori den indgår, samt under hensyn til alle de retsregler, som gælder på det pågældende område 21 –Dom af 21.10.2004, KWS Saat mod KHIM (C-447/02 P, EU:C:2004:649, præmis 65)..

Domstolen har allerede fastslået, at den kompetente myndighed, når den giver afslag på at registrere et varemærke, i sin afgørelse skal angive det resultat, den er nået til, for hver enkelt af de omfattede varer og tjenesteydelser. Såfremt den samme registreringshindring eller ugyldighedsgrund gør sig gældende for en kategori eller en gruppe af varer eller tjenesteydelser, kan den kompetente myndighed dog begrænse sig til at anføre en generel begrundelse for alle de omhandlede varer eller tjenesteydelser 22 –Dom af 15.2.2007, BVBA Management, Training en Consultancy (C-239/05, EU:C:2007:99, præmis 38)..

Denne beføjelse, som tilkommer den kompetente myndighed på varemærkeområdet, tager hensyn til den omstændighed, at varemærkeansøgninger ofte omfatter et stort antal varer og tjenesteydelser23 –Generaladvokat Sharpstons forslag til afgørelse i BVBA Management, Training en Consultancy (C-239/05, EU:C:2006:450, punkt 42 og 43)..

Domstolen har anlagt den samme tilgang med hensyn til EUIPO’s undersøgelse af registreringshindringer eller ugyldighedsgrunde24 –Jf. kendelse af 6.2.2009, MPDV Mikrolab mod KHIM (C-17/08 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2009:64, præmis 34), af 9.12.2009, Prana Haus mod KHIM (C-494/08 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2009:759, præmis 46), af 18.3.2010, CFCMCEE mod KHIM (C-282/09 P, EU:C:2010:153, præmis 37 og 38), af 21.3.2012, Fidelio mod KHIM (C-87/11 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2012:154, præmis 43), dom af 17.10.2013, Isdin mod Bial-Portela (C-597/12 P, EU:C:2013:672, præmis 27), og en righoldig praksis fra Retten bl.a. dom af 27.4.2016, Niagara Bottling mod EUIPO (NIAGARA) (T-89/15, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:244, præmis 31), og af 12.5.2016, Zuffa mod EUIPO (ULTIMATE FIGHTING CHAMPIONSHIP) (T-590/14, ikke trykt i Sml., EU:T:2016:295, præmis 26)..

For ikke at tilsidesætte retten til en effektiv domstolsprøvelse gælder muligheden for at anføre en generel begrundelse for alle de omhandlede varer og tjenesteydelser kun de varer og tjenesteydelser, der har en indbyrdes forbindelse, der er tilstrækkelig direkte og konkret til, at de udgør en tilstrækkeligt homogen kategori eller en gruppe af varer og tjenesteydelser 25 –Jf. i denne retning dom af 15.2.2007, BVBA Management, Training en Consultancy (C-239/05, EU:C:2007:99, præmis 36), og kendelse af 18.3.2010, CFCMCEE mod KHIM (C-282/09 P, EU:C:2010:153, præmis 40), og en righoldig praksis fra Retten bl.a. dom af 2.4.2009, Zuffa mod KHIM (ULTIMATE FIGHTING CHAMPIONSHIP) (T-118/06, EU:T:2009:100, præmis 28), og af 16.10.2014, Larrañaga Otaño mod KHIM (GRAPHENE) (T-458/13, EU:T:2014:891, præmis 26)..

Denne betingelse er efter min opfattelse fuldt ud opfyldt i det foreliggende tilfælde.

Jeg bemærker, at de varer, der er omfattet af de anfægtede varemærker, nemlig »spisebestik, sakse, knive, gafler, skeer, slibesten, slibestensholdere, strygestål, fiskebenspincetter« og »husholdnings- og køkkenbeholdere (dog ikke af ædle metaller eller overtrukket hermed), venderedskaber, køkkenspatler, knivblokke til at opbevare knive, tærteskeer, kageskeer« alle udgør køkkenredskaber 26 –Den omstændighed, at varerne er omfattet af to forskellige klasser, nemlig klasse 8 og 21, er ikke, således som Yoshida har fremhævet i appelskriftet, relevant, idet klassificering i henhold til Nice-arrangementet sker af rent administrative grunde..

Disse varer udgør efter min opfattelse en tilstrækkeligt homogen gruppe i forhold til prøvelsen af den påberåbte ugyldighedsgrund.

Det fremgår nemlig af begrundelsen i de omtvistede afgørelser27 –Jf. punkt 30, 34-36 og 40 i de omtvistede afgørelser. at de anfægtede tegn udgør håndtaget på de varer, for hvilke der er ansøgt om registrering. Dette argument er baseret på den forudsætning, at alle de omhandlede varer, dvs. de forskellige former for køkkenredskaber, kan udstyres med et håndtag.

Appelkammeret anførte således efter min opfattelse på en tilstrækkelig måde grundene til, at der bestod en forbindelse mellem de omhandlede varer, som kunne begrunde, at de skulle behandles samlet. Selv om begrundelsen i de omtvistede afgørelser ganske vist er kortfattet, er den sammenhængende og sætter Yoshida i stand til at forstå EUIPO’s appelkammers argumentation i forhold til alle de omhandlede varer og giver Retten mulighed for at prøve denne argumentation.

Det er hensigtsmæssigt at sondre mellem spørgsmålet om begrundelsen og spørgsmålet om, hvorvidt de nævnte afgørelser er korrekte28 –Jf. dom af 2.4.1998, Kommissionen mod Sytraval og Brink’s France (C-367/95 P, EU:C:1998:154, præmis 67).. Begrundelsespligten er opfyldt, idet disse afgørelser indeholder en klar og sammenhængende begrundelse, hvoraf fremgår, at appelkammeret har fundet, at alle de omhandlede varer udgør en homogen gruppe som følge af den omstændighed, at de har fælles kendetegn. Spørgsmålet om, hvorvidt appelkammeret med urette har fastslået, således som appellanten har hævdet, at alle varerne har dette fælles kendetegn, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt de nævnte omtvistede afgørelser er korrekt begrundet.

I denne forbindelse har Yoshidas argument om, at visse af de omhandlede varer ikke er udstyret med et håndtag, reelt til formål at anfægte rigtigheden af appelkammerets argumentation vedrørende en ny omstændighed, der ikke er blevet påberåbt for Retten, og som i øvrigt vedrører et faktisk forhold. Dette argument kan derfor ikke antages til realitetsbehandling i forbindelse med appelsagen.

Under alle omstændigheder er der ikke givet en overbevisende redegørelse for dette argument. For det første har Yoshida for så vidt angår »slibesten« og »husholdnings- og køkkenbeholdere«, der omfatter kasseroller og gryder, ikke forklaret, hvorfor disse varer ikke kan udstyres med et håndtag.

Hvad for det andet angår »slibestensholdere« og »knivblokke til at opbevare knive«, er der, således som EUIPO med føje har anført, tale om varer, der ikke har en selvstændig brugsfunktion i forhold til anvendelsen af slibesten eller knive, og som derfor kan udgøre en kategori eller en særskilt gruppe af varer i forhold til undersøgelsen af registreringshindringer eller ugyldighedsgrunde. Selv om det antages, at »knivblokke til at opbevare knive« kan anses for at udgøre en gruppe af varer, der adskiller sig fra gruppen af »knive«, synes en fælles løsning endelig under alle omstændigheder at være påkrævet 29 –Retten har gentagne gange fastslået, at når anvendelsen af to kategorier af varer i forening er påkrævet eller i det mindste forudsættes som følge af deres væsentlige egenskaber, kan appelkammeret anvende en fælles løsning. Jf. dom af 2.12.2008, Ford Motor mod KHIM (FUN), (T-67/07, EU:T:2008:542, præmis 44), og af 8.9.2010, Wilfer mod KHIM (Gengivelse af et guitarhoved) (T-458/08, ikke trykt i Sml., EU:T:2010:358, præmis 66)..

På baggrund af samtlige disse betragtninger er det min opfattelse, at det andet appelanbringendes første led ikke skal antages til realitetsbehandling, og at det under alle omstændigheder er ugrundet.