European flag

Den Europæiske Unions
Tidende

DA

L-udgaven


2025/1499

21.7.2025

RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2025/1499

af 18. juli 2025

om en bistandsforanstaltning inden for rammerne af den europæiske fredsfacilitet til støtte for de togolesiske væbnede styrker

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, stk. 1, og artikel 41, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets afgørelse (FUSP) 2021/509 (1) oprettede den europæiske fredsfacilitet (EPF) til medlemsstaternes finansiering af EU-aktioner under den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik med henblik på at bevare fred, forebygge konflikter og styrke den internationale sikkerhed i henhold til traktatens artikel 21, stk. 2, litra c). I henhold til artikel 1, stk. 2, i afgørelse (FUSP) 2021/509 skal EPF navnlig anvendes til at finansiere bistandsforanstaltninger såsom aktioner til at styrke tredjelandes og regionale og internationale organisationers kapaciteter vedrørende militær- og forsvarsanliggender.

(2)

Togo udsættes i øjeblikket for angreb fra islamistiske militante grupper fra Sahelregionen, navnlig i landets nordlige dele. Den 17. juli 2023 opfordrede Togo Unionen til at deployere et sikkerheds- og forsvarsinitiativ til støtte for vestafrikanske lande i Guineabugten. Den 3. august 2023 oprettede Rådet ved afgørelse (FUSP) 2023/1599 (2) et sådant initiativ i Benin og Ghana, og den 25. september 2023 udvidede Rådet ved afgørelse (FUSP) 2023/2066 (3) dette initiativ til Elfenbenskysten og Togo. Der er endnu ikke udstationeret nogen rådgiver under initiativet til Togo.

(3)

Den 18. marts 2025 modtog Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik en anmodning fra Togo, hvori Unionen anmodes om at støtte de togolesiske væbnede styrker med indkøb af nøgleudstyr, der styrker deres kapaciteter.

(4)

Bistandsforanstaltningerne skal gennemføres under hensyntagen til principperne og kravene i afgørelse (FUSP) 2021/509, navnlig overholdelse af Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP (4), og i overensstemmelse med reglerne for gennemførelse af indtægter og udgifter, der finansieres inden for rammerne af EPF.

(5)

Rådet bekræfter på ny, at det er fast besluttet på at beskytte, fremme og overholde menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og de demokratiske principper og at styrke retsstatsforhold og god regeringsførelse i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt, verdenserklæringen om menneskerettighederne og folkeretten, navnlig den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

Oprettelse, mål, anvendelsesområde og varighed

1.   Der oprettes herved en bistandsforanstaltning, som skal finansieres inden for rammerne af den europæiske fredsfacilitet (EPF) (»bistandsforanstaltningen«), til fordel for Togo (»modtageren«).

2.   Bistandsforanstaltningens mål er følgende:

a)

at styrke samarbejdet mellem Unionen og Togo på sikkerheds- og forsvarsområdet

b)

at styrke de togolesiske væbnede styrkers militær- og forsvarskapaciteter

c)

at støtte de togolesiske væbnede styrker i deres bestræbelser på at beskytte landets territoriale integritet og suverænitet og i deres bestræbelser på at beskytte civilbefolkningen i Togo mod interne og eksterne angreb.

3.   For at nå de i stk. 2 fastsatte mål finansierer bistandsforanstaltningen følgende typer ikkedødbringende udstyr:

a)

udstyr til støtte for deployering og organisering af de togolesiske væbnede styrker i felten

b)

individuelt beskyttelsesudstyr og real life support-udstyr

c)

sprængstofbekæmpelsesudstyr.

Bistandsforanstaltningen finansierer også forsyninger og tjenester i tilknytning hertil, herunder uddannelse, der er knyttet til det leverede udstyr, hvor det er nødvendigt.

4.   Bistandsforanstaltningens varighed er 30 måneder fra datoen for vedtagelsen af denne afgørelse.

Artikel 2

Finansielle ordninger

1.   Det finansielle referencebeløb til dækning af udgifterne i forbindelse med bistandsforanstaltningen udgør 10 000 000 EUR.

2.   Alle udgifter forvaltes i overensstemmelse med afgørelse (FUSP) 2021/509 og reglerne for gennemførelse af indtægter og udgifter, der finansieres inden for rammerne af EPF.

Artikel 3

Ordninger med modtageren

1.   Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»den højtstående repræsentant«) indgår de nødvendige ordninger med modtageren for at sikre dens overholdelse af de krav og betingelser, der er fastsat ved denne afgørelse, som en betingelse for ydelse af støtte inden for rammerne af bistandsforanstaltningen.

2.   De ordninger, der er omhandlet i stk. 1, skal omfatte bestemmelser, der forpligter modtageren til at sikre:

a)

at enhederne i de togolesiske væbnede styrker, der ydes støtte til inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, overholder den relevante folkeret, navnlig den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret

b)

korrekt og effektiv anvendelse af aktiver, der stilles til rådighed inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, til de formål, hvortil de stilles til rådighed

c)

tilstrækkelig vedligeholdelse af aktiver, der stilles til rådighed inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, for at sikre, at de er anvendelige og operationelt disponible i hele deres livscyklus

d)

at aktiver, som stilles til rådighed inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, ikke går tabt eller overføres til andre personer eller enheder end dem, der er identificeret i disse ordninger.

3.   De ordninger, der er omhandlet i stk. 1, skal omfatte bestemmelser om suspension og ophævelse af støtten inden for rammerne af bistandsforanstaltningen, hvis modtageren tilsidesætter de forpligtelser, der er fastsat i stk. 2.

Artikel 4

Gennemførelse

1.   Den højtstående repræsentant er ansvarlig for at sikre gennemførelsen af denne afgørelse i overensstemmelse med afgørelse (FUSP) 2021/509 og i overensstemmelse med reglerne for gennemførelse af indtægter og udgifter, der finansieres inden for rammerne af EPF, og med den integrerede metodologiske ramme for vurdering og fastlæggelse af de krævede foranstaltninger og kontroller med henblik på bistandsforanstaltninger inden for rammerne af EPF.

2.   Gennemførelsen af de aktiviteter, der er omhandlet i denne afgørelses artikel 1, stk. 3, varetages af administratoren for bistandsforanstaltninger.

Artikel 5

Overvågning, kontrol og evaluering

1.   Den højtstående repræsentant overvåger modtagerens overholdelse af forpligtelserne i artikel 3. Denne overvågning skal anvendes til at skabe bevidsthed om konteksten og risiciene for tilsidesættelse af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 3, og til at bidrage til at forebygge sådanne tilsidesættelser, herunder krænkelser af den internationale menneskerettighedslovgivning og den humanitære folkeret begået af enheder i de togolesiske væbnede styrker, som modtager støtte inden for rammerne af bistandsforanstaltningen.

2.   Kontrol af udstyr og forsyninger efter afsendelse tilrettelægges som følger:

a)

leveringsverifikation, hvorved EPF-leveringsattester skal undertegnes af slutbrugerstyrkerne ved overdragelsen af ejendomsretten

b)

rapportering om fortegnelsen, hvorved modtageren skal aflægge årlig rapport om fortegnelsen over udpegede genstande, indtil Den Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Komité (PSC) ikke længere finder sådan rapportering nødvendig

c)

besøg på stedet, hvorved modtageren efter anmodning skal give den højtstående repræsentant og EPF-revisorerne adgang til at foretage kontroller på stedet og EPF-revisioner.

3.   Den højtstående repræsentant foretager en endelig evaluering, når bistandsforanstaltningen er afsluttet, for at vurdere, om bistandsforanstaltningen har bidraget til at nå målene i artikel 1, stk. 2.

Artikel 6

Rapportering

I gennemførelsesperioden forelægger den højtstående repræsentant halvårlige rapporter om gennemførelsen af bistandsforanstaltningen for PSC i overensstemmelse med artikel 63 i afgørelse (FUSP) 2021/509. Administratoren for bistandsforanstaltninger informerer regelmæssigt det ved afgørelse (FUSP) 2021/509 nedsatte facilitetsudvalg om modtagelsen af indtægter og afholdelsen af udgifter i overensstemmelse med nævnte afgørelses artikel 38, herunder ved at give oplysninger om de involverede leverandører og underleverandører.

Artikel 7

Suspension og ophør

1.   PSC kan beslutte helt eller delvis at suspendere gennemførelsen af bistandsforanstaltningen i overensstemmelse med artikel 64 i afgørelse (FUSP) 2021/509.

2.   PSC kan henstille, at Rådet ophæver bistandsforanstaltningen.

Artikel 8

Ikrafttræden

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. juli 2025.

På Rådets vegne

M. BJERRE

Formand


(1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2021/509 af 22. marts 2021 om oprettelse af en europæisk fredsfacilitet og om ophævelse af afgørelse (FUSP) 2015/528 (EUT L 102 af 24.3.2021, s. 14, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2021/509/oj).

(2)  Rådets afgørelse (FUSP) 2023/1599 af 3. august 2023 om Den Europæiske Unions sikkerheds- og forsvarsinitiativ til støtte for vestafrikanske lande i Guineabugten (EUT L 196 af 4.8.2023, s. 25, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/1599/oj).

(3)  Rådets afgørelse (FUSP) 2023/2066 af 25. september 2023 om ændring af afgørelse (FUSP) 2023/1599 om Den Europæiske Unions sikkerheds- og forsvarsinitiativ til støtte for vestafrikanske lande i Guineabugten (EUT L 238 af 27.9.2023, s. 141, ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2023/2066/oj).

(4)  Rådets fælles holdning 2008/944/FUSP af 8. december 2008 om fælles regler for kontrol med eksport af militærteknologi og -udstyr (EUT L 335 af 13.12.2008, s. 99, ELI: http://data.europa.eu/eli/compos/2008/944/oj).


ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2025/1499/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)