<TI><NP><NO.P>I —</NO.P><TXT>De relevante fællesskabsretlige bestemmelser</TXT></NP></TI>2.I artikel 1 i Rådets forordning (EØF) nr. 170/83 af 25. januar 1983 om en fællesskabsordning for bevarelse og forvaltning af fiskeressourcerneEFT L 24, s. 1.
(herefter 1983-forordningen) bestemmes det, at ordningen har til formål:... at beskytte fiskebankerne, bevare havets biologiske ressourcer og sikre en afbalanceret udnyttelse heraf på et varigt grundlag og på tilfredsstillende økonomiske og sociale betingelser ....
De bevaringsforanstaltninger, som er nødvendige til gennemførelse af disse målsætninger, og som vedtages af Rådet på forslag af Kommissionen, kan omfatte ikke blot traditionelle metoder som lukkede sæsoner eller områder, bestemmelser om fiskeredskaber og mindste fiskestørrelse, men tillige fastsættelse af samlede tilladte fangstmængder (herefter TAC) for de enkelte bestande eller grupper af bestande, for hvilke en begrænsning af fangsterne viser sig påkrævet.
3.1983-forordningens artikel 3, stk. 1, lyder:Skulle det for en fiskeart eller beslægtede fiskearter vise sig påkrævet at begrænse fangsternes størrelse, fastsættes årligt det samlede antal fangster af de enkelte bestande eller grupper af bestande, den andel, der står til rådighed for Fællesskabet, samt eventuelt de samlede fangster, som er indrømmet tredjelande, og de særlige betingelser, der skal gælde for disse fangster.
Artikel 4, stk. 1, bestemmer følgende:
De fangstmængder, der står til rådighed for Fællesskabet, som omhandlet i artikel 3, fordeles mellem medlemsstaterne på en sådan måde, at hver enkelt medlemsstat sikres et relativt stabilt fiskeri med hensyn til hver af de pågældende bestande.
4.På grundlag af 1983-forordningen har Rådet udstedt henholdsvis forordning (EØF) nr. 3926/90 af 20. december 1990 om fastsættelse for 1991 af de samlede tilladte fangstmængder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande samt af visse betingelser for fiskeri af disse fangstmængderEFT L 378, s. 1.
(herefter 1990-forordningen) og forordning (EØF) nr. 3882/91 af 18. december 1991 om fastsættelse for 1992 af de samlede tilladte fangstmængder for visse fiskebestande og grupper af fiskebestande samt af visse betingelser for fiskeri af disse fangstmængderEFT L 367, s. 1.
(herefter 1991-forordningen). Ved disse forordningers respektive artikel 3 og bilag blev de kvoter af ansjosbestanden fastsat, som tildeltes Den Franske Republik i ICES-område VIII (herefter området)I det væsentlige omfatter dette område farvandet i Biscayabugten.
. Disse kvoter androg såvel for fiskeriåret 1991 som for fiskeriåret 1992 3000 tons. Herudover indeholdt begge forordningers artikel 5 følgende bestemmelse:1.Det er forbudt at beholde om bord eller lande fangster af arter af bestande, for hvilke der er fastsat TAC eller kvoter, medmindre:- i)fangsterne er taget af fartøjer fra en medlemsstat, der har en kvote, og denne kvote ikke er opbrugt...
5.Funktionen af TAC-ordningen reguleres endvidere af Rådets forordning (EØF) nr. 2241/87 af 23. juli 1987 om fastsættelse af visse foranstaltninger til kontrol af fiskeriEFT L 207, s. 1.
(herefter 1987-forordningen)1987-forordningen er siden blevet ændret ved Rådets forordning (EØF) nr. 3483/88 af 7.11.1988 (EFT L 306, s. 2) og er nu blevet erstattet af Rådets forordning (EØF) nr. 2847/93 af 12.10.1993 om indførelse af en kontrolordning under den fælles fiskeripolitik (EFT L 261, s. 1).
. 1987-forordningens artikel 1 bestemmer:1.For at sikre, at alle gældende regler vedrørende bevarelses- og kontrolforanstaltninger overholdes, skal hver medlemsstat på sit område og inden for de farvande, der hører under dens højhedsområde eller jurisdiktion, foretage overvågning af fiskeriet og dertil knyttet virksomhed. Den inspicerer fiskerfartøjer og alle aktiviteter, herunder landing, salg og opbevaring af fisk og registrering af landinger og salg, hvor inspektion kan gøre det muligt at efterprøve gennemførelsen af denne forordning.2.Såfremt en medlemsstats kompetente myndigheder efter en overvågning eller inspektion i henhold til stk. 1, konstaterer, at de gældende regler vedrørende bevarelses- og kontrolforanstaltninger ikke er overholdt, anlægger de straffesag eller træffer administrative foranstaltninger mod det pågældende fartøjs skipper eller enhver anden ansvarshavende person.
6.I henhold til 1987-forordningens artikel 11, stk. 1, afskrives fisk, som er taget af fiskerfartøjer, der fører en medlemsstats flag eller er registreret i en medlemsstat, på denne medlemsstats kvote. I henhold til artikel 9, stk. 1 og 2, er medlemsstaterne i den forbindelse forpligtet til inden den 15. i hver måned at registrere alle landinger fra medlemsstatens fartøjer, og at give Kommissionen meddelelse om alle fisk, som er undergivet TAC eller kvoter, og som er landet i medlemsstatens havne i løbet af den foregående måned.7.1987-forordningens artikel 11, stk. 2, bestemmer:Hver medlemsstat fastsætter den dato, på hvilken fangsterne af en kvoteret bestand eller gruppe af bestande, taget af fiskerfartøjer, som fører dens flag eller er registreret i denne, må antages at have opbrugt den kvote, der er blevet den tildelt for denne bestand eller gruppe af bestande. Medlemsstaten nedlægger fra denne dato foreløbigt forbud mod fiskeri af fisk af denne bestand eller gruppe af bestande for de nævnte fartøjer samt forbud mod opbevaring om bord, omladning og landing, såfremt fangsterne er foretaget efter denne dato, og fastsætter den dato, indtil hvilken omladning og landing eller sidste meddelelse om fangster er tilladt. Denne foranstaltning meddeles straks Kommissionen, som underretter de øvrige medlemsstater herom (min fremhævelse).
Efter underretning om det foreløbige forbud skal Kommissionen i medfør af artikel 11, stk. 3, på grundlag af de foreliggende oplysninger fastsætte den dato, på hvilken den pågældende medlemsstats kvote må antages at være opbrugt, og underrette den berørte medlemsstat herom. Kommissionen kan også fastsætte en sådan dato på eget initiativ. I henhold til artikel 11, stk. 3, har en fastsættelse af denne dato følgende betydning:
Fiskerfartøjer, der fører en medlemsstats flag eller er registreret i en medlemsstat, ophører med at fiske en art af en kvoteret bestand eller gruppe af bestande på den dato, på hvilken den kvote, der for denne art af den pågældende bestand eller gruppe af bestande er tildelt vedkommende medlemsstat, må antages at være opbrugt; disse fartøjer ophører med at omlade eller lande, lade omlade eller lande eller beholde disse fangster om bord, såfremt de er foretaget efter denne dato.
8.I henhold til artikel 11b i 1987-forordningen i den ændrede udgaveArtikel 11b blev indføjet ved artikel 1, stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 3483/88, jf. ovenfor.
kan en medlemsstat, såfremt den konstaterer, at et fiskerfartøj fra denne stat ikke har overholdt bevarings- eller kontrolforanstaltningerne, fastsætte yderligere kontrolforanstaltninger for det pågældende fartøj. Disse kan omfatte inspektion af fartøjet eller tilladelse til kun at lande fisk ... hvis fartøjet medfører et dokument, der er attesteret af registreringsmedlemsstaten med angivelse af, at denne medlemsstat har inspiceret fartøjet i løbet af de sidste to måneder.<TI><NP><NO.P>IV —</NO.P><TXT>Retlig vurdering og konklusion</TXT></NP></TI>25.Den Franske Republik bestrider ikke, at den hverken i 1991 eller 1992 rettidigt traf bestemmelse om foreløbige foranstaltninger om forbud mod det omhandlede fiskeri efter ansjos, da det tidspunkt nærmere sig, hvor kvoten ville være opbrugt. Artikel 11, stk. 2, pålægger medlemsstaterne en klar og utvetydig forpligtelse. Denne forpligtelse er opbygget efter modellen i artikel 10, stk. 2, i Rådets forordning (EØF) nr. 2057/82 af 29. juni 1982 om fastsættelse af visse foranstaltninger til kontrol med fiskeri fra fartøjer hjemmehørende i medlemsstaterneEFT L 220, s 1.
, som allerede er blevet fortolket af Domstolen i forbindelse med tidligere traktatbrudssager, som Kommissionen har anlagt mod FrankrigJf. note 13, sag C-62/89.
. I den sag fandt Domstolen, at ... medlemsstaterne rettidigt skal træffe enhver nødvendig foranstaltning for at forhindre overskridelser af de pågældende kvoter, således at de kvoter, som er tildelt medlemsstaterne, overholdes af hensyn til bevarelsen af fiskeressourcerneSammesteds, præmis 17.
. Som følge af denne forpligtelse skal den berørte medlemsstat ... træffe retligt bindende foranstaltninger vedrørende et foreløbigt fiskeriforbud forud for det tidspunkt, hvor kvoterne var opfisketSammesteds, præmis 18.
(min fremhævelse). I sit forslag til afgørelse forklarede generaladvokat Jacobs tydeligt ræsonnementet bag denne fortolkning, idet han — efter at have fastslået, hvilken væsentlig rolle de foreløbige forbud spiller ved sikringen af, at kvoterne bliver overholdt — konstaterede:En fortolkning af artikel 10, stk. 2, hvorefter medlemsstaterne kan opfiske kvoten, inden de handler eller vedtager foranstaltninger, der ikke er retligt bindende, kan ikke forenes med kvoternes bindende karakter. En sådan fortolkning ville ligeledes være i strid med det grundlæggende formål med kvoter, nemlig bevarelse af knappe fiskeressourcerSammesteds, punkt 20 i forslaget til afgorelse.
.
26.Hvad angår 1991 har den franske regering anført, at dens undladelse af at træffe passende foreløbige foranstaltninger skyldtes mangler ved dens informationsindsamlingssystem. Et tilsvarende anbringende vedrørende de praktiske vanskeligheder ved at forudse den forestående opfiskning af kvoterne blev fremført i den ovennævnte sag, hvor det blev klart forkastet af Domstolen, der udtalte, at det fulgte af fast praksis, at ... en medlemsstat ikke [kan] henvise til praktiske vanskeligheder som begrundelse for en manglende gennemførelse af passende kontrolforanstaltningerSammesteds, præmis 23.
.27.Dernæst blev overtrædelsen ikke imødegået på tilfredsstillende vis, selv efter at kendskabet til overskridelsen af kvoten var blevet åbenbart. Den franske regerings eneste reaktion var at sende et telex til sine søfartsmyndigheder, som derved blev anmodet om at bekendtgøre den foranstaltning, som Kommissionen var ved at træffe som en direkte følge af Den Franske Republiks manglende indsats for at sikre, at franske fiskerfartøjer overholdt den kvote, som var tildelt Frankrig. Under hensyntagen til såvel den utvetydige karakter som vigtigheden af den bevaringsforpligtelse, som er pålagt medlemsstaterne ved 1987-forordningens artikel 11, stk. 2, må en sådan reaktion anses for fuldstændigt utilstrækkelig.28.I 1992 synes de franske myndigheders indstilling til den omstændighed, at kvoten blev opbrugt, at have været at forlade sig på udsigten til overførsel af en del af den spanske kvote. Domstolen har allerede tidligere fastslået, at medlemsstaterne ikke må forlade sig på den blotte mulighed for en senere kvoteudveksling med henblik på at frigøre sig for forpligtelserne i henhold til Fællesskabets fiskerilovgivning:... Sådanne forhandlinger, hvis udfald i øvrigt er usikkert, kan ikke berettige, at fiskeriet fortsætter, efter at kvoten er opfisket; såfremt forsøget på at opnå en forhøjelse af kvoten ved hjælp af en kvoteudveksling mislykkes, eller de mængder, der opnås, ikke er tilstrækkelige til at dække de faktiske fangster, indebærer enhver forsinkelse af en foreløbig lukning af fiskeriet en risiko for en endnu større kvoteoverskridelse. Det følger heraf, at enhver aftale om kvoteudveksling med en anden medlemsstat med henblik på en kvoteforhøjelse skal indgås, enten før den oprindelige kvote er opfisket eller efter nedlæggelsen af det foreløbige fiskeriforbudJf. note 13, sag C-62/89, præmis 13.
.
Ingen af disse betingelser var opfyldt i denne sag. Selv efter at overførslen af kvoten var sikret, var de franske myndigheder ikke i stand til at forhindre, at den forhøjede kvote ulovligt blev overskredet af franske fiskerfartøjer.
29.Derfor finder jeg, at der bør gives Kommissionen medhold i den nedlagte påstand om, at Den Franske Republik med urette undlod at tage skridt til at indføre et foreløbigt forbud mod det omhandlede fiskeri efter ansjos for derved at sikre, at de kvoter, som var tildelt Frankrig for 1991 og 1992, blev overholdt.30.Kommissionen har endvidere nedlagt en påstand vedrørende de franske myndigheders manglende forfølgelse — i form af anlæg af straffesag eller ved at træffe administrative foranstaltninger — af de franske fartøjer, som var ansvarlige det fortsatte fiskeri trods den omstændighed, at Den Franske Republiks kvoter for 1991 og 1992 var opbrugt, og af de ansvarlige for den virksomhed forbundet med fiskeri af samme bestand. Kommissionen har med rette fremhævet, at en sådan undladelse udgør en klar overtrædelse af 1987-forordningens artikel 1 sammenholdt med artikel 11, stk. 3, og artikel 5 i hhv. 1990- og 1991-forordningen. Kommissionens henvisning til virksomhed forbundet med bør omfatte sådanne accessoriske handlinger som nævnes i artikel 11, stk. 3. Efter min opfattelse har Kommissionen også med rette gjort gældende, at de manglende effektive straffeforanstaltninger mod sådanne overtrædelser bringer kvotesystemets funktion i fare. Hvad angår 1991 har Den Franske Republik ikke fremført nogen anbringender, der enten kunne begrunde eller undskylde undladelserne. Det er derfor klart, at der bør gives Kommissionen medhold i den nedlagte påstand vedrørende de franske myndigheder manglende handling for så vidt angår fiskeriåret 1991.31.Som begrundelse for ikke at have truffet nogen som helst foranstaltninger til at efterkomme sine forpligtelser i henhold til den pågældende fællesskabslovgivning har den franske regering, hvad angår 1992, henvist (i form af avisudklip, der er vedlagt som bilag til svarskriftet) til de spændte socioøkonomiske forhold i den berørte branche og til sandsynligheden for, at der ville opstå social uro, og at der kunne finde strafbare handlinger sted, såfremt den havde forsøgt at forfølge de fartøjer, som foretog ulovligt fiskeri. Jeg finder, at en sådan indstilling til gennemførelsen af fællesskabslovgivningen fra en medlemsstats side er åbenbart uacceptabel. Traktatens artikel 189, stk. 2, foreskriver, at forordninger er almengyldige, bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Traktatens artikel 5 pålægger medlemsstaterne en streng forpligtelse til at samarbejde og til at træffe alle foranstaltninger, som er egnede til at sikre opfyldelsen af traktatens mål.32.Heraf følger efter min opfattelse, at medlemsstaterne i tilfælde, hvor de konkret er pålagt at håndhæve fællesskabsretten, er forpligtet til anvende deres fulde statsapparat, om nødvendigt inklusive deres politimæssige beføjelser, for at sikre, at de opfylder deres forpligtelser. 1987-forordningens artikel 1, stk. 2, giver ikke anledning til tvivl for så vidt angår denne pligt, hvorimod det overlades til medlemsstaten at vælge mellem passende og virksomme strafferetlige eller administrative indgreb. Rækkevidden af denne forpligtelse kan reduceres under helt exceptionelle omstændigheder, hvor en medlemsstat på grund af en konkret hændelse, der udgør force majeure, er ude af stand til at opfylde sine forpligtelserSe f.eks. dom af 11.7.1985, sag 101/94, Kommissionen mod Italien, Sml. s. 2629, hvori Domstolen anerkendte, at et bombeattentat mod en datacentral kunne have udgjort force majeure (i hvert fald i en vis, ikke langstrakt periode) hvad angår Italiens manglende indsamling af visse statistiske oplysninger, som krævedes i henhold til fællesskabslovgivningen.
. Under de omstændigheder, som foreligger i denne sag, finder jeg, at selv hvis den franske regering formelt havde forsøgt at påberåbe sig den herskende socioøkonomiske situation som bevis for den type uoverstigelige vanskeligheder, som kunne udgøre force majeure, ville jeg have været alvorligt i tvivl ikke blot om den bevismæssige værdi af avisudklip, fremlagt til støtte for et sådant anbringende, men — hvilket er mere grundlæggende — om, hvorvidt de pågældende socioøkonomiske omstændigheder nogensinde kunne begrunde, at en medlemsstat undlader at forfølge sine egne statsborgeres tilsidesættelser af fællesskabsrettenSammesteds, præmis 16.
. I denne sag er der imidlertid ikke blevet fremført nogen sådant anbringende. I lyset af Den Franske Republiks ubestridte undladelse af at efterkomme sine forpligtelser i henhold til fællesskabsretten i 1992 er min konklusion derfor, at der bør gives Kommissionen medhold i dens påstand på dette punkt.