Holder man sig udelukkende til spørgsmålets ordlyd, volder besvarelsen af det første spørgsmål åbenbart ingen vanskeligheder. Faktisk er det i andre sager forlængst klarlagt, at artikel 95 skal forstås som et forbud mod forskelsbehandling: Ifølge denne bestemmelse må der ikke pålægges importerede varer interne afgifter, som er højere end de afgifter, der pålægges lignende indenlandske varer (Se f.eks. sag 31/67, Sammlung der Rechtsprechung, 1968, s. 351. Forslag til af g. 54/72). Ud fra dette synspunkt er den antagelse meget nærliggende, at denne bestemmelse udelukker, at det tillades, at der efter opkrævning af udligningsafgift ved import af maskiner, dvs. efter opkrævning af en afgift, der bl.a. skal modsvare den indenlandske omsætningsafgift, endnu engang efter montering af maskinerne opkræves omsætningsafgift på grundlag af maskinernes værdi og monteringsudgifterne. Går man ud fra spørgsmålets ordlyd synes altså den besvarelse at trænge sig på, at sådanne dobbelte byrdepålæg ikke er forenelige med artikel 95.

Herimod kan det i øvrigt heller ikke indvendes, at det også i indlandet kan tænkes at forekomme, at sådanne maskiner først af fabrikanten leveres, til en mellemhandler og derefter af denne leveres videre til slutaftageren, altså situationer hvor der efter systemet med den flerledede omsætningsafgift ligeledes sker dobbelt afgiftsopkrævning. Denne indvending er i den forbindelse simpelthed uden betydning, fordi man på grund af ønsket om at spare unødvendige afgiftsbyrder så godt som aldrig kommer ud for den slags transaktioner, altså fordi de er atypiske. Som Kommissionen ikke mindst under henvisning til EØF-traktatens artikel 97 (dvs. muligheden for fastsættelse af gennemsnitssatser ved opkrævning af udligningsafgift) med rette har fremhævet, kommer i det foreliggende tilfælde kun typiske afgiftsmetoder i betragtning, dvs. der må gås ud fra den indenlandske afgiftsbyrde for den fabrikant, der sælger umiddelbart til slutaftageren. Da det er sikkert, at der ved denne konstellation kun skal betales omsætningsafgift en gang, er — for at sige det endnu en gang — i virkeligheden den slutning nærliggende, at det, der efter den spørgende dommers beskrivelse ved første blik ser ud som en dobbeltbeskatning, skal anses for utilladeligt i henhold til EØF-traktatens artikel 95.

Imidlertid er løsningen på det fremlagte problem nøjere betragtet måske alligevel ikke så simpel, hvis man ser på den af forbundsregeringen fremførte argumentation. Som De ved, bestrider forbundsregeringen kraftigt, at omsætningsafgiften allerede var indeholdt i udligningsafgiften. Den gør gældende, at det eneste afgørende er en sammenligning af afgiftsbyrderne i det enkelte tilfælde. Gennemføres en sådan på tilstrækkelig konsekvent måde med hensyn til de omhandlede varer, vil det fremgå, hvilken påligning af omsætningsafgift tilsvarende i indlandet producerede og monterede industrianlæg måtte bære, hvorved det kan fastslås, at det ikke kun drejede sig om påligning af 4 % omsætningsafgift på salg og levering, men desuden (på baggrund af systemet med den flerledede omsætningsafgift) om påligning af afgift på de forud for fremstillingen liggende trin, dvs. afgiftspålæg på leveringer af råstoffer og halvfabrikata. Denne forudgående afgiftsbyrde har ved de fleste investeringsgoder andraget mere end 6 %, og den har ved de her omhandlede produkter, specialkartemaskiner, nået et niveau på 5,71 %. På denne måde kommer man imidlertid til en samlet afgiftsbyrde på omkring 10 %, pg dermed viser det sig, navnlig når man betænker, at det med hensyn til udligningsafgiftssatsen på 6 % har drejet sig om en gennemsnits-sats, at der trods dobbeltbeskatning af importerede industrianlæg ikke forekom forskelsbehandling af udenlandske produkter.

Man må altså spørge sig selv, om man uden videre kan forbigå disse argumenter, hvad sagsøgeren i hovedsagen og Kommissionen åbenbart mener, man kan. Det forekommer mig ikke ubetænkeligt, skønt man ikke kan lade være med at indrømme, at nogle af de af dem fremdragne argumenter ikke er betydningsløse.

Det er således utvivlsomt rigtigt at gå ud fra, at udligningsafgiften havde den funktion i almindelighed at sørge for en omsætningsafgiftsmæssig ligestilling af importerede varer og dette med et dobbelt formål: for det første med henblik på, at importvarer ikke ved udførslen blev underkastet omsætningsafgift (udligning af det umiddelbare omsætningsafgiftspålæg), og for det andet under hensyn til, at der ved eksport blev ydet en godtgørelse for de forudgående afgiftspålæg (udligning af den indirekte omsætningsafgiftsbelastning). Således be tragtet kan den konstatering ikke med sikkerhed afvises, at omsætningsafgiften allerede er indeholdt i udligningsafgiften. Dette stemmer i øvrigt også overens med den opfattelse, der udtrykkes i kommentarer om emnet, og i den forbindelse kan der ikke mindst henvises til den af forbundsregeringen den 12. marts 1963 til Kommissionen afgivne erklæring, hvorefter den almindelige omsætningsafgiftssats på 4 % skal anses for indeholdt i. udligningsafgiftssatsen på 6 %, og kun resten på 2 % skal betragtes som egentlig udligningsafgift, dvs. som udligning for den forudgående afgiftsbyrde. Endvidere må der give grund til overvejelser, når det i denne sammenhæng gøres gældende, at forbundsregeringens opfattelse indebærer, at der kun foreligger en fuld udligning i de forholdsvis sjældne tilfælde af montageleveringer, mens der ved de langt overvejende antal tilfælde af almindelig import ikke forekommer en sådan udligning.

På den anden side (og dette kan anføres imod Kommissionens opfattelse, hvorefter det må formodes, at udligningsafgiften fuldkommen svarer til den indenlandske afgiftsbyrde) kommer vi ikke uden videre uden om den erkendelse, at de pågældende kommentarer udtrykkeligt fremhæver, at der med en sats på 2 % ikke er opnået fuld udligning af det forudgående afgiftspålæg (jf. Kommentar zum Umsatzsteuergesetz af Hübschmann, Grabower, Beck, v. Wallis, Schwarz, Schmidt, Amn. 4 til § 7, stk. 4-7). Især er det bemærkelsesværdigt, hvad Schwarz (i sin Kommentar zur Umsatzausgleichsteuer, amn. 14 til omsætningsafgiftslovens § 7) anfører i denne forbindelse, nemlig at der under forhandlingerne om den tolvte omsætningsafgiftsændringslov blev lagt vægt på, at udligningsafgiften ikke forhøjes i alle tilfælde, hvor en udligningsafgiftssats er lavere end omsætningsafgiftsbelastningen af tilsvarende indenlandske varer, men kun, når forskellen har ført til en så vidtgående konkurrenceforstyrrelse for de indenlandske produkter, at der viser sig strukturelle virkninger for de pågældende erhvervsgrene. Desuden ved vi, at der i den allerede nævnte af forbundsregeringen overfor Kommissionen afgivne erklæring findes en tilsvarende bemærkning, hvori det i virkeligheden udtales, at de fleste produkter måtte bære en forudgående afgiftsbyrde på over 50 % af normalsatsen, og at den forudgående omsætningsafgiftsbelastning som følge heraf efter den tyske industrisammenslutnings opfattelse endog ved 96 % af alle produkter udgør 4 %. Endvidere er for så vidt den kendsgerning oplysende, at de ved udførslen gældende restitutionssatser (hvorom det i øvrigt i en af forbundsfinansministeren til Kommissionen rettet udtalelse af 13. november 1959 siges, at de er for lave og ikke yder fuld udligning af den forudgående afgiftsbyrde) var fastlagt til en højde af 3 %, hvilket sikkert ikke var blevet tilladt, hvis det skulle være lagt til grund, at andelen på 2 % af udligningsafgiften skulle udgøre en fuldkommen udligning af den forudgående afgiftsbyrde.

Men hvad kan der så sluttes af alle disse oplysninger, til støtte for hvilke forbundsregeringen efter min opfattelse har fremført indlysende handelspolitiske grunde? Det forekommer mig kun at kunne være følgende: Det er ved anvendelsen af EØF-traktatens artikel 95 ikke acceptabelt at lægge vægt på afgiftsproceduren, dvs. på den kendsgerning, at der i et givet tilfælde som f.eks. i hovedsagen forekommer en gentagen belastning af importerede varer med. omsætningsafgift. I betragtning af forbundsregeringens forsøg på under angivelse af nøjagtige tal og under påberåbelse af sagkyndiges erklæringer at føre bevis for lige behandling af importerede varer er det snarere nødvendigt at foretage en sammenligning af afgiftsbyrden i det enkelte tilfælde. Alene af en såden fremgår det, om artikel 95 er blevet krænket i det tilfælde, der er af interesse for hovedsagen. En sådan sammenligning kan naturligvis ikke gennemføres i den foreliggende sag, da der så ikke mere ville være tale om fortolkning, men snarere om retsanvendelse, som den kun kan praktiseres af Domstolen efter proceduren i artikel 169. En sådan retsanvendelse tilkommer i den foreliggende sagssammenhæng imidlertid alene den forelæggende dommer, som i givet fald må betjene sig af eksperters bistand ved løsningen af dette vanskelige problem. Med dette kan jeg afslutte besvarelsen af det første spørgsmål, hvorved man fornuftigvis ikke bør holde sig strengt til ordlyden, og vende mig til forelæggelseskendelsens andet spørgsmål.

Til dette spørgsmål har Kommissionen som bekendt fra først af udtrykt den opfattelse, at det er uden relevans for afgørelsen, og den har derfor overhovedet ikke taget stilling under den skriftlige forhandling og kun subsidiært og kort under den mundtlige forhandling. Sagsøgeren i hovedsagen har derimod misbilliget denne indstilling. Det sagsøgende selskab indtager det standpunt, at den nationale dommer er frit stillet med hensyn til vurderingen af, hvad der er relevant for afgørelsen af den verserende sag. Domstolen, som har fået forelagt sagen som præjudicielt spørgsmål, har derfor ikke beføjelse til at prøve relevansen for afgørelsen; den er derimod begrænset til at besvare det stillede spørgsmål.

Lad os altså tørst se på, hvorledes det forholder sig hermed.

Hvad angår det principielle spørgsmål, om Domstolen kan prøve relevansen for afgørelsen af de spørgsmål, der er forelagt den, har jeg for så vidt allerede meget tidligt udtrykt min opfattelse, hvorefter Domstolen ikke i alle tilfælde kan være tvunget til i denne forbindelse at følge den nationale dommers synspunkt. Jeg henviser i den forbindelse til mit forslag til afgørelse i sagen 26/62 (Sammlung der Rechtsprechung, 1963, s. 40). Denne opfattelse har Domstolen i mellemtiden i hvert fald delvis gjort til sin egen, nemlig (i Salgoildommen — 13/68, Sammlung der Rechtsprechung, 1968, s. 679) med den konstatering, at den kan afholde sig fra at fortolke en bestemmelse, når den åbenbart fejlagtigt fremdrages af en national dommer med henblik på løsningen af en retstvist. Efter min overbevisning består der heller ikke efter den af sagsøgeren i hovedsagen afgivne redegørelse nu nogen anledning til at fravige denne retsopfattelse. Faktisk er det jo kun meningen med proceduren efter EØF-traktatens artikel 177 at sikre en ensartet anvendelse af Fællesskabsretten i medlemsstaterne og yde fortolkningsbistand herved. Der kan altså kun gøres brug af denne bestemmelse, for så vidt anvendelse af Fællesskabsretten overhovedet kommer på tale. Er en sådan anvendelse imidlertid klart udelukket, og kan dette fastslås uden indgreb i de på national ret grundede deduktioner (som selvfølgelig er forbeholdt den nationale dommer), må besvarelsen af de stillede spørgsmål undlades, da det ikke er Domstolens opgave at udfærdige afhandlinger af rent akademisk interesse. Ved anvendelse af dette princip, som sagsøgeren — som allerede sagt — ikke med sine argumenter formåede at omstøde, kommer jeg med henblik på kendsgerningerne i den foreliggende sag til følgende slutninger.

Det fremgår af de fra præsidenten for retten i Biella modtagne akter, at der af Finanzamt Bentheim udover afgiftsresolutioner for årene 1963 — 1967 (der klart vedrører den gamle tyske omsætningsafgiftslovgivning) også er blevet udstedt en afgiftsresolution for 1968, dateret den 18. januar 1971. Ved nærmere eftersyn bliver det imidlertid klart, at også den kun drejer sig om en afgiftsgæld i henhold til den ældre omsætningsafgiftslovgivning, eftersom der ikke er foretaget nogen indførelse i den for den nye omsætningsafgiftslov reserverede rubrik. Det står desuden fast, at det i sagen for den italienske dommer alene drejer sig om afgiftspligt i henhold til de opregnede afgiftsresolutioner, for hvilke der er foretaget udpantninger, thi sagsøgeren forlanger jo under bestridelse af udpantningens tilladelighed betaling af den heraf omfattede fordring på købesummen. Når der i en skrivelse fra Finanzamt Bentheim også indeholdes visse bemærkninger om anvendelsen af den nye omsætningsafgiftslov, må de her lades ude af betragtning, fordi det kun drejer sig om udtalelser og opfordringer til afgivelse af afgiftserklæringer efter den nye omsætningsafgiftslovgivning, uden at det allerede var kommet til tilsvarende afgiftsfastsættelser og navnlig ikke til udpantningsforretninger, hvilke som sagt alene er af relevans for hovedsagen. Derfor kan det i virkeligheden med sikkerhed siges, at spørgsmålet om beskatning efter den nye tyske omsætningsafgiftsret ikke har nogen betydning i hovedsagen. Deraf kan det imidlertid også udledes, at der i det foreliggende tilfælde ikke består nogen nødvendighed af at gå ind på fortolkningen af det nævnte rådsdirektiv, da det alene angår den nye ret, dvs. den pr. 1. januar 1968 ikrafttrådte merværdiafgift.

På grund at klart manglende relevans for afgørelsen i hovedsagen kan der herefter bortses fra besvarelsen af det andet spørgsmål, og dette uden at det kommer an på, fra hvilket tidspunkt direktivet har retsvirkninger, nemlig allerede fra den effektive indførelse af merværdiafgiftssystemet i forbundsrepublikken eller først fra 1. januar 1972, dvs. fra det tidspunkt, hvor merværdiafgriften i henhold til direktiv 463/69 (ABl. nr. L 320 af 20. 12. 1969) senest skal være indført i alle. medlemsstater.

Dertil kan der etter min opfattelse i korthed bemærkes følgende. For det første er det nødvendigt med en vis modificering af det stillede spørgsmål. Ser jeg ret, blev der i de af sagsøgeren med hans udenlandske kunder afsluttede aftaler nemlig ikke vedtaget leveringer frit fabrikken eller frit grænsen, hvorimod der blev truffet aftale om montering i importlandet, altså præstation af en ydelse i dette land.

Opfattet således er det ikke overraskende, at sagsøgeren også blev underkastet importlandets afgiftsprocedure (kun herom drejer det sig nu, ikke om afgiftens størrelse). Det må dog indrømmes, at dette medfører en vis ulempe for eksportøren, fordi han i et fremmed land med et fremmed sprog må affinde sig med en efter omstændighederne fremmedartet procedure. Ved benyttelse af assistance af skatte-konsulenter, som heller ikke indenlandske virksomheder kan undvære, kan en sådan besværlighed ved den grænseoverskridende handel dog næppe føre til indskrænkninger i handelen, der kan sammenlignes med dem, der følger af kvantitative restriktioner.

Ser man — hvad forbundsregeringen gør — i EØF-traktatens artikel 30 kun et særligt udtryk for diskrimineringsforbudet, er det desuden betydningsfuldt, at der ikke for udenlandske virksomheder gjaldt nogen speciel, kompliceret afgifts-procedure, men at de på samme måde som de indenlandske producenter var undergivet den normale afgiftsprocedure. Endelig må man også erindre, at hvis man anerkendte den opfattelse, at artikel 30 forbyder at underkaste den, som præsterer arbejdsresultater inden for en anden medlemsstat en fremmed skatteprocedure, ville den frie udveksling af tjenesteydelser, som er et af Traktatens grundlæggende formål være vanskelig at gennemføre. Derfor synes da også det allerede nævnte omsætningsafgiftsdirektiv, som der ikke her skal gås nærmere ind på, ikke at udelukke, at de i en anden medlemsstat præsterede ydelser omfattes af merværdiafgiften i den pågældende stat (jf. artikel 2 a i direktiv 67/228 af 11. april 1967).

Jeg vil derfor mene, at anvendelsen af tidligere tyske afgiftsprocedurer på de af sagsøgeren ved montering præsterede ydelser vanskeligt berettiger til at tale om en krænkelse af EØF-traktatens artikel 30 (her kommer det ikke an på særegenheder og komplikationer ved den nye merværdiafgiftslov).

Med disse bemærkninger er også med hensyn til det tredje spørgsmål, for så vidt det kan anses for værende af betydning for sagen, alt væsenligt sagt.

a)EØF-traktatens artikel 95 forbyder at lægge højere afgift på importerede varer end på lignende indenlandske varer. Dens anvendelse forudsætter en sammenligning af afgiftsbyrden i hvert enkelt tilfælde under hensyntagen til de på indenlandske varer liggende forudgående afgiftspålæg. Forbudet griber imidlertid ikke ind, blot fordi det konstateres, at der må svares omsætningsafgift af værdien af et industrianlæg efter montering, når der allerede i forvejen ved import af de enkelte maskiner blev opkrævet udligningsafgift, der også har til formål at etablere ligestilling med det indenlandske afgiftspålæg.b)Besvarelsen af det andet spørgsmål, der vedrører problemer om opkrævning af merværdiafgift, er klart unødvendig for afgørelsen af den nationale tvist, da det i hovedsagen alene drejer sig om en efter den gamle tyske omsætningsafgiftslov fastsat afgiftsskyld. For så vidt kan Domstolen altså undlade at tage stilling.c)EØF-traktatens artikel 30 og 31 forbyder ikke, at et i en medlemsstat hjemmehørende eksportfirma, når det i en anden stat udfører en handling, som i denne stat er afgiftskriterium, underkastes denne stats skatteregler under samme betingelser som indenlanske virksomheder.