Rådet har erkendt, at alle frister for sagsbehandlingen er blevet overholdt, men har gjort gældende, at sagsøgeren ikke har søgsmålskompetence, fordi han ikke gennem den fastsatte fremgangsmåde har påvist, at der foreligger en erhvervssygdom.

I medfør af Ordning om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme hos tjenestemænd ved De europæiske Fællesskaber skal tjenestemanden udfærdige en anmeldelse om sygdommen til administrationen i den institution, som han tilhører, inden for en rimelig frist regnet fra sygdommens udbrud eller datoen for den første lægelige konstatering heraf, selv om den påståede erhvervssygdom kommer til udbrud efter hans endelige udtræden af tjenesten. I så fald iværksætter administrationen en undersøgelse, hvorunder den indhenter udtalelse fra én eller flere læger (artikel 17). På dette grundlag udfærdiger ansættelsesmyndigheden et udkast til afgørelse, der meddeles den pågældende, ledsaget af de konklusioner, som er afgivet af den eller de læger, der har været konsulteret. Den pågældende kan så inden for en frist af 60 dage anmode om, at et ad hoc-lægeudvalg afgiver udtalelse (artikel 21). Da denne fremgangsmåde ikke er fulgt i nærværende sag, kan sagsøgeren ikke påberåbe sig en erhvervssygdom.

Rådet har anført, at bestemmelserne om henholdsvis erhvervssygdomme og invalidepension adskiller sig fra hinanden, både hvad betingelser og retsvirkninger angår. Efter de første har tjenestemanden ret til en fast godtgørelse, dersom sygdommen opfylder kravene til en erhvervssygdom og medfører en varig uarbejdsdygtighed, der enten er delvis eller total. Derimod suspenderes tjenestemanden efter invalidepensionsordningen og får ret til en invalidepension, dersom sygdommen — hvad enten denne har karakter af en erhvervssygdom eller ikke — medfører en varig invaliditet, der må anses for fuldstændig, og som medfører, at den pågældende er ude af stand til at gøre tjeneste i en stilling i stillingsgruppen. Desuden gælder det, at mens det efter invalidepensionsordningen er institutionen, der ex officio fastslår, at tjenestemanden er ude af stand til at gøre tjeneste, påhviler initiativet efter ordningen for erhvervssygdomme tjenestemanden, der selv skal give oplysning om sygdommens karakter af en erhvervssygdom. Følgelig forudsætter anvendelsen af vedtægtens artikel 78, stk. 2, at det på forhånd efter begæring af tjenestemanden er fastslået, at der foreligger en erhverssygdom, hvilket kun kan ske efter den procedure, der er fastsat ved førnævnte ordning, altså ved, at sagen forelægges et ad hoc-lægeudvalg, der er forskelligt fra invaliditetsudvalget.

Sagsøgeren har i replikken bestridt Rådets opfattelse, hvorefter han ikke forskriftsmæssigt har godtgjort, at der foreligger en erhvervssygdom.

Den procedure, der skal anvendes for at få tillagt godtgørelse for erhvervssygdom efter vedtægtens artikel 73, og den, der skal anvendes for at få tillagt invalidepension, især på grund af erhvervssygdom efter vedtægtens artikel 78, er nemlig forskellige og uafhængige af hinanden, således som Domstolen har fastslået det i dommen af 15. januar 1981 (B. mod Parlamentet, sag 731/79, Sml. 1981, s. 107). Det følger heraf, at man ikke kan lade adgangen til invalidepension i anledning af erhvervssygdom efter artikel 78, stk. 2, være omfattet af reglerne, om den procedure, der er fastsat for at få tillagt erstatning for erhvervssygdom efter artikel 73.

Efter sagsøgerens opfattelse må to spørgsmål besvares, nemlig for det første spørgsmålet om, hvorvidt de psykiske vanskeligheder, der har medført hans varige og totale invaliditet, retligt kan anses som en erhvervssygdom. Dersom spørgsmålet må besvares bekræftende, må der, for det andet, spørges, om der består en årsagssammenhæng, der retligt er tilstrækkelig godtgjort, mellem de psykiske vanskeligheder og den forfølgelse, som han har været udsat for under varetagelsen af sine arbejdsopgaver ved Rådet. De to spørgsmål må besvares bekræftende.

Angående det første spørgsmål hviler artikel 3 i Ordning om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme hos tjenestemænd ved De europæiske Fællesskaber på en blandet ordning om anerkendelse af erhvervssygdomme, idet den nemlig ikke alene anser sygdomme, der er opført i den europæiske liste over erhvervssygdomme, som erhvervssygdomme, men også enhver anden sygdom eller forværring af en bestående sygdom, når det er tilstrækkeligt godtgjort, at den er opstået under eller i forbindelse med tjenesten ved Fællesskaberne. Det sidste led dækker tillige skader af psykisk art.

Vedrørende det andet spørgsmål må det anerkendes, at sagsøgerens neurotiske vanskeligheder er opstået i forbindelse med tjenesten ved Rådet og derfor må anses for at være en erhvervssygdom efter vedtægtens artikel 78, stk. 2. Sagsøgeren har herved hævdet, at han gennem årene har været udsat for en række chikaner fra administrationens side, herunder trusler, dels om at blive overflyttet til Kontoret for officielle Publikationer i Luxembourg, dels om en ugunstig bedømmelse. Disse forhold har medført en gradvis forværring af hans psykiske ligevægt. Det fremgår bl.a. af invaliditetsudvalgets erklæring, at arbejdsklimaet og især sagsøgerens forhold til de overordnede, er den direkte og egentlige årsag til, at de neurotiske vanskeligheder er brudt frem, der gradvis har ført til sagsøgerens invaliditet.

Rådet har i svarskriftet anført, at en erhvervssygdom kun foreligger, når det fremgår af udtalelserne fra ad hoc-læge-udvalget, således som Domstolen har anerkendt det i sin dom af 13. juli 1972 (Vellozzi, sag 29/71, Sml. 1972, s. 133). Desuden kan Domstolen på dette område alene foretage en kontrol af, at proceduren har været forskriftsmæssig, men kan ikke undersøge de spørgsmål, der er af rent lægelig art. Endelig gælder det, at selv om man antager, at de faktiske omstændigheder, der påberåbes af sagsøgeren, foreligger — hvilket Rådet bestrider — fremgår det ikke heraf, at hans bestående sygdom er blevet forværret under udøvelsen af opgaverne i Fællesskabernes tjeneste, og at denne forværring er opstået under udøvelsen eller i forbindelse med udøvelsen heraf. Det er ikke tilstrækkeligt, at udøvelsen af arbejdet blot udgør en faktor, der sammen med andre bidrager til forværringen, idet denne risiko er en del af erhvervsrisikoen for enhver tjenestemand.

Sagsøgeren har i replikken anført, at der må sondres mellem det lægelige aspekt og det retlige aspekt ved en erhvervssygdom. Invaliditetsudvalget, der to gange er blevet forelagt sagen for at udtale sig om, hvorvidt der foreligger en erhvervssygdom som årsag til invaliditeten, har anerkendt, at de nødvendige betingelser for en sådan sygdom er opfyldt, idet udvalget har fundet, at der foreligger et årsags- og virkningsforhold mellem sagsøgerens arbejde (eller arbejdsvilkår) og forværringen af hans tilstand. Når udvalget efter sin tredje behandling af sagen i erklæringen af 25. januar 1982 udtalte, at invaliditeten ikke skyldes en erhvervssygdom, støttes resultatet ikke på lægelige betragtninger, men på juridiske fortolkningsbetragtninger, idet udvalget fejlagtigt fandt, at det ikke kunne foretage nogen fravigelse i forhold til de sygdomme, der er opført på modellisten. Sagsøgeren har under alle omstændigheder hævdet, at arbejdsmiljøet og -vilkårene i Fællesskabernes tjeneste har været de eneste faktorer, der har medført en forværring i hans tilstand.

Rådet har i duplikken anført, at det ikke tilkommer parterne at træde i stedet for det lægeudvalg, der er hjemlet ved Ordning om dækning af risikoen for ulykker og erhvervssygdomme hos tjenestemænd ved De europæiske Fællesskaber.

Rådet har herved gjort gældende, at invaliditetsudvalget ikke var kompetent til at udtale sig om, hvorvidt der forelå en erhvervssygdom. Da det efter sagens anlæg på ny fik sagen forelagt af Rådet, var dets eneste opgave uformelt at give Rådet en redegørelse for, om sagsøgerens påstande med hensyn til årsags- og virkningssammenhængen mellem hans arbejdet (eller arbejdsvilkår) og forværringen i hans tilstand forekom sandsynlige. Rådet har under alle omstændigheder bestridt, at invaliditetsudvalget har anerkendt, at de nødvendige betingelser for en erhvervssygdom foreligger.

Retligt er det Rådets opfattelse, at det, for at man kan tale om en erhvervssygdom, ikke alene er nødvendigt, at sygdommen er indtrådt under eller som følge af udøvelsen af opgaverne i Fællesskabernes tjeneste, men tillige, at udøvelsen af disse opgaver udgør den væsentlige eller fremherskende årsag, dvs. er den nødvendige betingelse for sygdommens frembrud eller forværring. I nærværende sag skyldes den ugunstige udvikling i sagsøgerens patologiske prædisposition ikke arbejdsmiljøet, men snarere vanskeligheder i hans forhold til andre menesker.