De faktiske omstændigheder og retsforhandlingerne forløb samt parternes påstande, anbringender og argumenter kan sammenfattes således:
<TI><NP><NO.P>I —</NO.P><TXT>Faktiske omstændigheder og retsforhandlinger</TXT></NP></TI>1.I henhold til tjenestemandsvedtægtens artikel 65, stk. 1, undersøger Rådet hvert år lønningsniveauet for tjenestemændene og de øvrige ansatte i Fællesskaberne, hvorefter der eventuelt træffes afgørelse om tilpasning af vederlagene.Vedtægtens artikel 64 bestemmer, at vederlaget skal korrigeres med en koefficient, som er afhængig af de forskellige tjenestesteders levevilkår. I henhold til artikel 65, stk. 2, træffer Rådet i tilfælde af en væsentlig ændring i leveomkostningerne inden for en frist på højst to måneder afgørelse om tilpasning af justeringskoefficienten.
Rådet vedtog på sin samling den 29. juni 1976 en ny metode for tilpasning af vederlagene for tjenestemænd og de øvrige ansatte i Fællesskaberne.
Det fremgår af sagen, at formålet med den nye tilpasningsmetode blandt andet var at indarbejde justeringkoefficienten, som dengang androg 148,7 for Belgien og Luxembourg, i grundlønstabellerne. Hvis der ikke samtidig blev truffet særlige foranstaltninger, ville en sådan indsættelse af justeringskoefficienten have medført en nedsættelse af nettovederlaget, da den således forhøjede grundløn ligeledes danner grundlag for beregning af skatterne til Fællesskabet og andre obligatoriske fradrag.
For at råde bod herpå havde personalerepræsentanterne under de forhandlinger med Rådet, som fandt sted inden vedtagelsen af den nye metode, foreslået, at den skattepligtige del af vederlaget justeres ikke blot med den nye justeringskoefficient, som skulle fastsættes, men ligeledes med den indarbejdede justeringskoefficient. Yderligere havde personalerepræsentaterne henledt opmærksomheden på risikoen for, at det forhold, at justeringskoefficienterne indarbejdes, kan føre til skævheder, hvis man som udgangspunkt tager den tjenestemand, som er dårligst stillet, nemlig den ugifte tjenestemand, der har krav på diverse tillæg. Rådet har dog anvendt en anden metode for at undgå en nedsættelse af nettovederlagene, uden at skatteskalaens trin tilpasses forhøjelsen af grundlønnen.
Ifølge den nye tilpasningsmetode, vedtaget den 29. juni 1976, træffer Rådet afgørelse om tilpasning af nettovederlagene, og den således fastsatte nettosats indarbejdes efter den nedenfor anførte metode i de løntabeller, som er anført i vedtægtens artikel 66 og i artikel 63 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte :
- —Det nettovederlag, der svarer til hvert løntrin i hver af tjenestemændenes lønklasser og til hver klasse i hver af de øvrige ansattes grupper, multipliceres med den fastsatte justeringssats.
- —Den nye tabel over bruttovederlag udarbejdes således, at der for hvert løntrin eller -klasse beregnes det bruttobeløb, som efter fradrag af skat og obligatoriske fradrag fører til det ovenfor nævnte ændrede nettobeløb.
- —Ved denne omregning af nettobeløb til bruttobeløb er beregningen foretaget for en ugift tjenestemand, der ikke har krav på diverse tillæg.
- —Indsættelsen af nettosatsen i løntabellen medfører, at justeringskoefficienten for Belgien og Luxembourg fastsættes til 100, og at justeringskoefficienterne for de øvrige tjenestesteder tilpasses under hensyntagen til forholdet mellem indekset for ændringer i leveokostningerne i disse lande og indekset for ændringer i leveomkostningerne i Bruxelles, overalt udtrykt i fælles indekser.
Den nye metode bestemmer følgelig:
i forbindelse med den afgørelse, der træffes ved den følgende årlige undersøgelse, ses der bort fra en eventuel mellemliggende tilpasning af vederlagene, jfr. vedtægtens artikel 65, stk. 2, som foretages ved en tilpasning af de pågældende justeringskoefficienter;
den dagældende justeringskoefficient for Belgien og Luxembourg indarbejdes i løntabellerne i henhold til ovennævnte fremgangsmåde; justeringskoefficienten for Belgien og Luxembourg bliver således 100 %, og justeringskoefficienterne for de øvrige tjenestesteder tilpasses derefter.
Metoden omfatter ligeledes en revisionsklausul navnlig med henblik på at klarlægge, hvilke forbedringer der eventuelt senere kan foretages, og at rette op på eventuelle skævheder.
Indsættelsen af justeringskoefficienterne i løntabellerne blev for første gang gennemført ved Rådets forordning nr. 3177/76 af 21. december 1976 om tilpasning af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte i De europæiske Fællesskaber, samt af justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner (EFT L 359, s. 1). Ifølge forordningen blev justeringskoefficienten for Belgien og Luxembourg, som pr. 1. juli 1976 var fastsat til 157,8, nedsat til 100 med virkning fra 1. januar 1977. Samtidig blev der med virkning fra samme dato indført nye løntabeller.
2.Disse foranstaltninger bevirkede, at der opstod skævheder mellem tjenestemændenes vederlag til fordel for de tjenestemænd, hvis skattepligtige indkomst nedsættes med visse fradrag, og/eller som modtager udlandstillæg. For at rette op på disse skævheder og undgå, at de opstår fremover, ændrede Rådet ved forordning nr. 2859/77 af 19. december 1977 om tilpasning af vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte i De europæiske Fællesskaber, samt af justeringskoefficienterne for disse vederlag og pensioner, Rådets forodning nr. 260/68 af 29. februar 1968 om fastlæggelse af betingelserne for og fremgangsmåden ved opkrævning af skat til De europæiske Fællesskaber (EFT 1968 I, s. 37). I henhold til forordning nr. 2859/77 skulle der for perioden fra 1. juli 1977 til 30. juni 1978 på skatteskalaen anvendes en koefficient på 106,084.Herefter ændrede Rådet ved en beslutning af 26. juni 1978 den tilpasningernetode, som var vedtaget den 29. juni 1976, ved at indføre en formel til justering af de skattepligtige beløb, som er fastlagt i artikel 4 i rådets ovennævnte forordning nr. 260/68.
Selv om Rådet således har undgået en gentagelse af de skævheder, som i perioden 1. januar-30. juni 1977 opstod ved anvendelsen af forordning nr. 3177/76, har det ikke desto mindre vist sig, at da vederlagene efterfølgende blev tilpasset på grundlag af den i forordningen fastsatte løntabel, er den herved opståede skævhed slået igennem fra år til år.
Efter den indførelse af justeringskoefficienten på 157,8 i grundlønstabellerne, der blev vedtaget i december 1976 med virkning fra den 1. januar 1977, blev det konstateret, at den måde, hvorpå indførelsen var blevet gennemført, førte til utilsigtede forøgelser af de skyldige beløb. For at rette op på dette forhold udstedte Rådet den 21. januar 1980 forordning nr. 160/80 om ændring af tjenestemandsvedtægten (EFT L 20, s. 1). Ifølge forordningen indførtes der en ny tabel for den månedlige bruttogrundløn, som rettede op på de nævnte skævheder. Det bestemtes yderligere, at der ikke kan ske tilbagekrævning af den løn, som er udbetalt mellem den 1. juli 1979 og forordningens ikrafttrædelsesdato. Yderlige indførtes en overgangsordning til fordel for de tjenestemænd, der som følge af den nye tabel ville gå ned i løn. For disse tjenestemænd ville den tidligere ordning blive opretholdt, så længe anvendelsen af den nye tabel ikke medfører en indtægtsnedgang.
Bortset fra enkelte særlige tilfælde blev den nedsættelse af grundlønnen, som opstod som følge af justeringen af lønskalaen, korrigeret ved udstedelsen den samme dato af Rådets forordning nr. 161/80 om årlig tilpasning af vederlagene som følge af de justerede tabeller (EFT L 20, 1980, s. 5), som ligeledes trådte i kraft med virkning fra den 1. juli 1979.
3.Ved en administrativ meddelelse af 11. februar 1980 underrettede Kommissionen sine tjenestemænd og øvrige ansatte om, at vederlagene for februar måned 1980 fortsat ville blive beregnet på grundlag af de tidligere tabeller og justeringskoefficienter, og at der ville blive foretaget en separat efterbetaling på grundlag af de nye tabeller og justeringskoefficienter.Alle sagsøgerne indbragte i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, en enslydende klage over lønsedlen for marts måned 1980 samt over lønsedlen vedrørende efterbetaling for perioden 1. januar 1979-29. februar 1980. De gjorde gældende, at Kommissionens afgørelser, som lå til grund for disse lønsedler, er retsstridige, for så vidt de støttes på forordning nr. 160/80, som efter deres opfattelse er ugyldig.
Efter at Kommissionen udtrykkeligt ved skrivelse af 28. juli 1980 havde afvist disse klager, har sagsøgerne den 27. oktober 1980 ved fælles stævning anlagt denne sag.
På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen (første afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling uden forudgående bevisførelse.
På begæring af sagsøgerne udsatte formanden for første afdeling imidlertid inledningen af de mundtlige forhandlinger, indtil Domstolen afsagde dom i sag 59/81, Kommissionen mod Rådet, hvilket skete den 6. oktober 1982.
<TI><NP><NO.P>III —</NO.P><TXT>Parternes anbringender og argumenter</TXT></NP></TI>Sagsøgerne har først og fremmest understreget, at sagen er anlagt til prøvelse af lønsedlerne vedrørende efterbetaling og lønsedlerne for marts 1980, som de har påstået annulleret, for så vidt lønsedlerne støttes på de justerede løntabeller, som blev indført ved forordning nr. 160/80. Der er således tale om en påstand om annullation af individuelle retsakter, idet sagsøgerne har anført, at Rådets forordning nr. 160/80 ikke kan finde anvendelse.
Til støtte for denne påstand har sagsøgerne fremsat seks anbringender.
For det første er forordning nr. 160/80 fejlagtigt begrundet. I modsætning til, hvad der anføres i anden betragtning, kan det ikke hævdes, at forordningen blev udstedt for at rette op på utilsigtede forøgelser af de skyldige beløb, som skyldes indsættelsen af justeringskoefficienten i løntabellerne.
Til trods for den negative udtalelse fra Kommissionen, personalerepræsentanterne og den særlige vedtægtsgruppe og efter at personalerepræsentanterne udtrykkeligt havde gjort opmærksom på, at der ville opstå skævheder, udstedte Rådet nemlig forordning nr. 3177/76, som skulle danne retsgrundlag for de korrigerede forøgelser af de skyldige beløb i henhold til forordning nr. 160/80. Yderligere har Rådet allerede tidligere to gange forsøgt at anvende samme metode, som fremkaldte tilsvarende virkninger. Ifølge sagsøgerne har Rådet haft fuldt kendskab til den risiko for skævheder, som var forbundet med den påtænkte foranstaltning.
I fortsættelse heraf har sagsøgerne i deres tredje anbringende anført, at Rådet ved at udstede forordning nr. 3177/76 uden hensyn til de negative udtalelser har tilsidesat princippet om at udvise forsigtighed i forvaltningen. Da Rådet bevidst har løbet den risiko at acceptere alle følgerne af forordning nr. 3177/76, kan det ikke efterfølgende retfærdiggøre sit synspunkt ved at hævde, at der var sket en fejltagelse.
Sagsøgerne har i det andet anbringende gjort gældende, at udstedelsen af forordning nr. 160/80 er uforenelig med vedtægtens artikel 65 og med den nye tilpasningsmetode, som blev indført i 1976. Ifølge dom af 5. juni 1973 (Kommissionen mod Rådet, sag 81/72, Sml. 1973, s. 575), var Rådet ved den årlige tilpasning af lønningsniveauet for 1979 forpligtet til at overholde de kriterier, som det selv havde fastlagt ved indførelsen af den nye tilpasningsmetode. Ifølge metoden består der imidlertid ingen mulighed for, at Rådet kan anfægte lønningsniveauet i referenceperioden, nemlig i den foreliggende sag fra 1. juli 1978 til 30. juni 1979. Rådet var således uberettiget til at foretage en tilpasning for 1979 på grundlag af ændrede løntabeller. Den eneste begrundelse for i den foreliggende sag at fravige tilpasningsmetoden er ifølge sagsøgerne en fejl, som tidligere var opstået ved udfærdigelsen af tabellerne. Rådet har imidlertid på ingen måde rettet denne fejl ved udstedelsen af forordning nr. 160/80; Rådet er derimod vendt tilbage til den lønpolitik, som det havde fastlagt i 1976.
I denne sammenhæng har sagsøgerne i fjerde og femte anbringende ligeledes påberåbt sig principperne om beskyttelse af den berettigede forventning og velerhvervede rettigheder.
Revisionsklausulen ifølge den nye tilpasningsmetode gjorde det muligt for Rådet, først og fremmest ved udstedelsen af forordning nr. 2859/77 og senere i 1978, for fremtidige forhold at ændre den metode, hvorefter justeringskoefficienterne indarbejdes i lønskalaen, ved at indsætte en formel for tilpasning af den skattepligtige del af vederlaget, hvilket er i overensstemmelse med det af personalerepræsentanterne i 1976 fremførte synspunkt. Rådet har imidlertid ved at anvende revisionsklausulen til at tage indsættelsen af justeringskoefficienterne i lønskalaen op til fornyet overvejelse tilsidesat sagsøgernes berettigede forventning til, at den fastsatte metode respekteres.
Yderligere har sagsøgerne i henhold til forordning nr. 3177/76 krav på, at de løntabeller, som opstår ved anvendelse af metoden for indsættelse af de dengang gældende justeringskoefficienter, opretholdes med henblik på den senere årlige tilpasning af deres vederlag.
Ifølge det sjette anbringende har sagsøgerne endelig anført, at Rådet ved udstedelsen af forordning nr. 160/80 tilsidesatte væsentlige formkrav. Rådet besluttede at udstede forordningen, inden Europa-Parlamentets — i øvrigt ugunstige — udtalelse forelå. Yderligere har Rådet hverken respekteret den samrådsprocedure, som Parlamentet havde krævet i henhold til fælleserklæringen af 4. marts 1975 ( EFT C 89, s. 1), eller forhandlingsproceduren med personalet, som Rådet afsluttede, inden Parlamentet havde afgivet sin udtalelse.
For så vidt angår begrundelsen for forordning nr. 160/80, har sagsøgte, Kommissionen, fremhævet, at formålet med at indarbejde justeringskoefficienterne i lønskalaen var at nedsætte justeringskoefficienten for Belgien og Luxembourg til 100 % og således gengive justeringskoefficienterne deres oprindelige funktion, nemlig at udligne forskellen i leveomkostningerne på de forskellige tjenestesteder. De opståede skævheder kan kun betegnes som sekundære virkninger, og det kan ikke hævdes, at de var tilsigtede af Rådet. Selv om Rådet ikke var uvidende om, at indsættelsen af justeringskoefficienterne ville føre til visse skævheder, blev det imidlertid overrasket dels over omfanget af de forhøjelser af de skyldige beløb, som tilfaldt visse tjenestemænd, dels over de tab, som blev påført andre. Under disse omstændigheder kan Rådet ikke kritiseres for at have fjernet disse skævheder, så meget mere som beslutningen af 29. juni 1976 netop med dette formål for øje indeholdt en revisionsklausul.
For så vidt angår Rådets påståede mangel på forsigtighed, har Kommissionen anført, at den omstændighed, at der foreligger en negativ udtalelse, ikke kan påvirke en forordnings lovlighed. Da Rådet har kompetence til at fastlægge tjenestemandsvedtægten, har den i øvrigt ret til på et hvilket som helst tidspunkt at foretage de af tjenstlige grunde nødvendige ændringer.
Justeringen af lønskalaen er efter Kommissionens opfattelse heller ikke uforenelig med vedtægtens artikel 65 eller med beslutningen af 29. juni 1976. Formålet med at fastsætte nye løntabeller er kun at fjerne den oprindelige årsag til skævhederne, som slår igennem fra år til år, og således hindre, at visse tjenestemænd får økonomisk gevinst, som er den lønpolitik uvedkommende, som ligger til grund for den nye tilpasningsmetode. Rådet fraviger ikke ved forordning nr. 160/80 og nr. 161/80 den lønpolitik, som dannede grundlag for beslutningen af 29. juni 1976. Formålet med denne politik er nemlig på mellemlangt sigt at sikre en udvikling i vederlagene til de europæiske tjenestemænd, der forløber parallelt med den gennemsnitlige udvikling i vederlagene til de forskellige kategorier af offentligt ansatte i medlemsstaterne.
Da revisionsklausulen netop havde til formål at gøre det muligt for Rådet at forbedre tilpasningsmetoden og såleles rette op på skævheder, som eventuelt måtte opstå som følge af metoden, kan sagsøgerne ikke påberåbe sig en berettiget forventning. Personalerepræsentanterne måtte nemlig forvente, at Rådet fremover træffer alle nødvendige foranstaltninger for at rette op på eventuelle skævheder.
Kommissionen har herefter anført, at forordning nr. 160/80 ikke med tilbagevirkende gyldighed kan skade de ansatte. Selv om de justerede løntabeller skal anvendes fra 1. juli 1979, bestemmer forordningen nemlig, at for tjenestemænd og øvrige ansatte, hvis pekuniære rettigheder indskrænkes som følge af de nye tabeller, sker der ingen tilbagekrævning af de skyldige beløb, som er udbetalt mellem den 1. juli 1979 og forordningens inkrafttrædelsesdato. Forordningen krænker således ikke velerhvervede rettigheder. Ved at indføre en overgangsordning til gunst for de samme ansatte, har Rådet derimod snarere sikret dem, at det tidligere nettovederlag opretholdes fremover. Som følge af den årlige tilpasning af vederlagene fra 1979, jfr. forordning nr. 161/80, har det i øvrigt næppe været nødvendigt at anvende denne overgangsordning.
Endelig foreligger der ifølge Kommissionen heller ikke tilsidesættelse af væsentlige formkrav. Rådet udstedte først forordning nr. 160/80 den 21. januar 1980 efter at have gjort sig bekendt med Parlamentets udtalelse af 18. januar 1980. Samrådsproceduren mellem institutionerne i henhold til Fælleserklæringen af 4. marts 1975 skulle i øvrigt ikke anvendes i det foreliggende tilfælde, da Kommissionens forslag ikke havde betydelige finansielle følgevirkninger. Endelig forløb forhandlingsproceduren med personalerepræsentanterne forskriftsmæssigt, og denne procedure er i øvrigt uafhængig af, om der foreligger en udtalelse fra Parlamentet.
Sagsøgerne har i replikken udviklet deres argumenter til støtte for enkelte anbringender.
Til støtte for deres anbringende om, at Rådet ikke kunne være uvidende om de skævheder, som forordning nr. 3177/76 ville medføre, har de henvist til to supplerende dokumenter.
Som begrundelse for sit forslag til ændring af forordning nr. 3177/76, som Kommissionen forelagde Rådet den 18. juli 1977, anførte Kommissionen:
Anvendelsen af denne metode for indsættelse af justeringskoefficienten har ført til undertiden betydelige økonomiske fordele for tjenestemænd i aktiv tjeneste samt til betydelige tab for et større antal tjenestemænd, som har krav på pension eller fratrædelsesgodtgørelse i henhold til de særlige foranstaltninger, som er fastsat i forordningerne nr. 259/68, nr. 2530/72 og nr. 1543/73.
Gruppen af nationale sagkyndige (ved-tægtsgruppen) har undersøgt den skævhed, som har fremkaldt disse økonomiske fordele.
Det var derimod ikke forventet, aţ indsættelsen af justeringskoefficienten i en række tilfælde ville medføre tabDomstolens oversættelse.
.
I en skrivelse af 8. november 1977 fra Kommissionens generaldirektorat for personale og administration, som var vedlagt referatet af samrådsmødet den 28. oktober 1977 vedrørende 1977-rapporten over den årlige undersøgelse af lønningsniveauet, anføres det under henvisning til metoden for indsættelse af justeringskoefficienterne :
Skønt Rådets repræsentanter havde fuldt kendskab til den omstændighed, at denne operation ikke kun ville have neutrale følger, er de overraskede over de økonomiske fordele, som har været konstateret i et stort antal tilfældeDomstolens oversættelse.
.
Ifølge sagsøgerne kunne Rådet imidlertid ikke have været i tvivl om den økonomiske betydning af, at justeringskoefficienterne indarbejdes i løntabellerne, da en lignende indsættelse af en justeringskoefficient af en størrelsesorden på 128 allerede i 1972 havde haft betydelige virkninger.
Efter sagsøgernes opfattelse fremgår det heraf, at Rådet ved at indarbejde justeringskoefficienterne med udgangspunkt i situationen for en ugift tjenestemand, der ikke har krav på diverse tillæg, fuldt bevidst har fastlagt en lønpolitik, som begunstiger familieforsørgere og modtagere af udlandstillæg. Forordning nr. 160/80 er således fejlagtigt begrundet, for så vidt formålet med forordningen var at rette op på virkningerne af en metode for indsættelse af justeringskoefficienterne, som Rådet helt bevidst havde valgt.
Sagsøgerne har i deres anbringender vedrørende tilsidesættelsen af den berettigede forventning og velerhvervede rettigheder fremhævet, at overgangsordningen, som har til formål at undgå en tilbagekrævning af det tidligere faktisk udbetalte skyldige beløb og for fremtiden at opretholde det nettovederlag, som blev udbetalt pr. 30. juni 1979, er uden nogen som helst betydning for dem. Det afgørende for dem er, at der er sket en fastfrysning af vederlagene på grundlag af den sats, som er fastsat den 30. juni 1979, indtil de vederlag, som beregnes på grundlag af de justerede løntabeller, når op på samme niveau some de vederlag, der beregnes på grundlag af de pr. 30. juni 1979 gældende tabeller. Overgangsordningen kan nemlig ikke beskytte sagsøgernes berettigede forventninger til en forhøjelse af de pr. 30. juni 1979 gældende løntabeller på grundlag af en justeringssats, der fastsættes i henhold til den i 1976 vedtagne tilpasningsmetode.
I denne forbindelse har sagsøgerne gjort gældende, at revisionsklausulen i beslutningen af 29. juni 1976 aldrig har haft til formål at tilsidesætte den berettigede forventning til, at virkningerne af en truffen afgørelse opretholdes. Klausulen gør det nemlig kun muligt for Rådet at foretage eventuelle forbedringer af den indførte ordning og at rette op på eventuelle skævheder, men kun for så vidt angår fremtidige forhold. Ud fra dette synspunkt blev indførelsen i 1978 af en formel for fremtidig tilpasning af skatteskalaen reelt betragtet som en endelig løsning af problemet i forbindelse med de skævheder, som skyldes indsættelsen af justeringskoefficienterne.
For så vidt angår tilsidesættelsen af væsentlige formkrav, har sagsøgerne anført, at det var den 17. januar 1980, inden Parlamentets udtalelse forelå, at Rådet meddelte personalet, at det havde besluttet at udstede forordning nr. 160/80, og det er derfor denne dato, som skal tages i betragtning for at afgøre, om Rådet har tilsidesat samrådsproceduren med Parlamentet. Det forhold, at forordningen er dateret den 21. januar, nemlig tre dage — herunder en lørdag og en søndag — efter Europa-Parlamentets vedtagelse af udtalelsen, viser i alt fald ifølge sagsøgerne, at Rådet ikke tillagde den nogen betydning. I henhold til de indgåede forpligtelser i forbindelse med samrådet mellem institutionerne og forhandlingen med personalerepræsentanterne, tilkommer det i øvrigt ikke Rådet ensidigt af afgøre, hvorledes disse procedurer skal forløbe.
Kommissionen har i duplikken gjort gældende, at de supplerende dokumenter, som var vedlagt replikken, og hvorefter Rådet var overrasket over skævhedernes omfang, kun bekræfter, at forordning nr. 160/80 var rigtigt begrundet. Hvis Rådet nemlig ville have begunstiget visse ansatte, kunne det have anvendt en enklere fremgangsmåde.
For så vidt angår den berettigede forventning og de velerhvervede rettigheder, har Kommissionen anført, at forordning nr. 160/80 er udstedt med hjemmel i artikel 24 i traktaten om oprettelse af et fælles Råd og en fælles Kommission for De europæiske Fællesskaber, og at der er tale om en forordning om ændring af tjenestemandsvedtægten. Forordningen er således ikke omfattet af de gennemførelsesbestemmelser, som der henvises til i artikel 65 og i tilpasmngsmetoden af 29. juni 1976. Disse bestemmelser danner retsgrundlaget for forordning nr. 161/80. Selv om revisionsklausulen først og fremmest vedrører selve tilpasningsmetoden, kan det ikke hævdes, at den ikke kan anvendes til at rette op på de skævheder, som den årlige tilpasning af vederlagene, som foretages i medfør af metoden, kan give anledning til. Yderligere var formålet med forordning nr. 160/80 at genoprette ligestillingen mellem tjenestemænd og øvrige ansatte, for så vidt angår fremtidige forhold, uden at ændre efterbetalingen af vederlag i henhold til den tidligere gældende ordning (jfr. dom af 19. 3. 1975, Gillet, sag 28/74, Sml. 1975, s. 473).
For så vidt angår tilsidesættelsen af væsentlige formkrav, har Kommissionen fastslået, at forordning nr. 160/80 er dateret den 21. januar 1980, og at den således er udstedt efter Parlamentets udtalelse, selv om der forud for denne dato var fremsat visse forslag eller givet udtryk for visse hensigter.