1

Sagsøgeren, FU, har med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 270 TEUF nedlagt påstand om annullation af Europa-Parlamentets afgørelse af 30. november 2023, hvorved Parlamentet afviste sagsøgerens ulykkesanmeldelse af 27. november 2023 på grund af for sen anmeldelse (herefter »den anfægtede afgørelse«).

Tvistens baggrund

2

Den 20. august 2023 oplevede sagsøgeren, der er tjenestemand ved Europa-Parlamentet, under en rejse til Grækenland smerter i sit højre knæ, da hun landede efter et spring.

3

Den 21. august 2023 opsøgte sagsøgeren en læge i Grækenland, som bl.a. rådede hende at få foretaget en magnetisk resonansscanning (MRI), når knæet ikke længere var hævet.

4

Den 12. september 2023 havde sagsøgeren stadig smerter efter at være hjemvendt fra sin rejse og konsulterede sin praktiserende læge, som bad hende få foretaget undersøgelser af en anden læge.

5

Den 12. oktober 2023 fik sagsøgeren foretaget en MRI.

6

Den 19. oktober 2023 anbefalede en ortopædisk speciallæge på grundlag af MRI-resultaterne sagsøgeren at opsøge en kirurg for at opnå en ny udtalelse og i givet fald at overveje et kirurgisk indgreb.

7

Den 24. oktober 2023 bekræftede en kirurg, at der var behov for et kirurgisk indgreb.

8

Den 15. november 2023 anbefalede en anden speciallæge ligeledes et kirurgisk indgreb.

9

Den 27. november 2023 anmeldte sagsøgeren sin ulykke til Parlamentet (herefter »ulykkesanmeldelsen«). I ulykkesanmeldelsen præciserede sagsøgerens praktiserende læge, at det på tidspunktet for undersøgelsen ikke havde været muligt at vurdere skadens alvor.

10

Den 30. november 2023 meddelte ansættelsesmyndigheden ved den anfægtede afgørelse sagsøgeren, at hendes ulykkesanmeldelse var blevet indgivet for sent.

11

Den 27. februar 2024 indgav sagsøgeren en klage over den anfægtede afgørelse, som blev afvist ved Parlamentets afgørelse af 12. juli 2024 og blev meddelt sagsøgeren samme dag.

Parternes påstande

12

Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande:

–

Den anfægtede afgørelse annulleres.

–

Parlamentet tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

13

Parlamentet har, støttet af Rådet for Den Europæiske Union, nedlagt følgende påstande:

–

Frifindelse.

–

Sagsøgeren tilpligtes at betale sagsomkostningerne.

14

Europa-Kommissionen har nedlagt påstand om, at Rådet frifindes.

Retlige bemærkninger

15

[Som berigtiget ved kendelse af 13.11.2025] Sagsøgeren har til støtte for søgsmålet fremsat tre anbringender vedrørende for det første en tilsidesættelse af begrundelsespligten og af artikel 15, stk. 2, i den fælles ordning vedrørende risikodækning for ulykker og erhvervssygdomme for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »den fælles sygeforsikringsordning«) og et åbenbart urigtigt skøn, for det andet en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet og for det tredje subsidiært en ulovlighedsindsigelse vedrørende den fælles sygeforsikringsordnings artikel 15, stk. 2.

Formaliteten

16

Uden formelt at fremsætte en formalitetsindsigelse har Parlamentet fremført to grunde til, at det bør fastslås, at sagen ikke kan antages til realitetsbehandling.

Den første formalitetsindsigelse om stævningens manglende klarhed

17

Parlamentet har gjort gældende, at sagsøgeren hverken har struktureret sin stævning omkring klart identificerede anbringender, har fulgt den rækkefølge, der er angivet i begyndelsen af stævningen, eller har samlet sine argumenter i et afsnit, der svarer til overskriften på disse anbringender. Sagsøgeren har endvidere draget konklusioner ud fra grunde, der ikke er blevet tilstrækkeligt uddybet, såsom tilsidesættelse af den fælles sygeforsikringsordnings artikel 4 og 7, tilsidesættelse af omsorgspligten og retten til god forvaltning samt tilsidesættelse af begrundelsespligten.

18

Sagsøgeren har bestridt denne argumentation.

19

Det skal i denne forbindelse bemærkes, at artikel 76, litra d), i Rettens procesreglement bestemmer, at stævningen skal indeholde »de anbringender og argumenter, der gøres gældende, samt en kortfattet fremstilling af anbringenderne«. Det følger således af fast retspraksis, at det ikke påhviler Unionens retsinstanser at tage stilling til argumenter, som en part har påberåbt sig, og som ikke er tilstrækkeligt klare og præcise, for så vidt som de ikke er genstand for nogen anden forklaring og ikke er ledsaget af en specifik argumentation til støtte herfor (jf. i denne retning dom af 11.12.2024, FFPE mod Parlamentet, T-179/23, EU:T:2024:897, præmis 128 og den deri nævnte retspraksis).

20

Selv om sagsøgeren i det foreliggende tilfælde har gjort de tre anbringender, der er nævnt i præmis 15 ovenfor, gældende, er det korrekt, at stævningen ikke er støttet på en successiv påberåbelse af disse anbringender, og at disse ikke er fremsat under særskilte overskrifter. Fremstillingen af argumenterne i selve stævningen gør det imidlertid muligt på en tilstrækkelig forståelig måde at identificere de tre påberåbte anbringender og de argumenter, der er fremført til støtte herfor.

21

Hvad endvidere angår argumenterne om den angivelige tilsidesættelse af den fælles sygeforsikringsordnings artikel 4 og 7 har sagsøgeren gjort gældende, at tilfælde af forsinket ulykkesanmeldelse ikke udgør et tilfælde af udelukkelse fra den dækning eller de ydelser, der er fastsat i de nævnte artikler. Det skal i denne forbindelse fastslås, at selv om argumentationen ikke er underbygget af egne betragtninger, synes den imidlertid at være knyttet til den angiveligt fejlagtige fortolkning af den fælles sygeforsikringsordnings artikel 15, stk. 2, som er påberåbt i forbindelse med det første anbringende vedrørende en tilsidesættelse af nævnte artikel og et åbenbart urigtigt skøn.

22

Det samme gælder den angivelige tilsidesættelse af omsorgsprincippet og af princippet om retten til god forvaltning. Sagsøgeren har i denne forbindelse gjort gældende, at en restriktiv fortolkning af den fælles sygeforsikringsordnings artikel 15, stk. 2, er i strid med retten til god forvaltning, som pålægger administrationen at behandle enhver persons sager retfærdigt, og med administrationens omsorgspligt over for sine ansatte, som forpligter den til at foretage en grundig undersøgelse af alle omstændighederne i hver enkelt sag.

23

Hvad endelig angår tilsidesættelsen af begrundelsespligten har sagsøgeren gjort gældende, at ansættelsesmyndigheden har tilsidesat sin begrundelsespligt ved hverken at præcisere begrebet »gyldig grund« eller de kriterier, der finder anvendelse i den foreliggende sag. I denne henseende er argumentationen tæt forbundet med argumentationen vedrørende begrebet »gyldig grund« i den fælles sygeforsikringsordnings artikel 15, stk. 2, der er udviklet inden for rammerne af det første anbringende, således at den må anses for at være forbundet hermed.

24

Den første formalitetsindsigelse skal derfor forkastes.

Den anden formalitetsindsigelse om manglende overholdelse af reglen om overensstemmelse

25

Parlamentet har gjort gældende, at sagsøgeren ikke har overholdt reglen om overensstemmelse mellem klagen og stævningen. Sagsøgeren har i klagen ikke fremført noget argument vedrørende den angivelige tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet, den angivelige tilsidesættelse af den fælles sygeforsikringsordnings artikel 4 og 7 og den angivelige tilsidesættelse af begrundelsespligten samt ulovlighedsindsigelsen vedrørende den fælles sygeforsikringsordnings artikel 15, stk. 2.

26

Sagsøgeren har bestridt denne argumentation.

27

I denne henseende bemærkes, at reglen om overensstemmelse mellem klagen og stævningen kræver, at et anbringende, der fremsættes for Unionens retsinstanser, allerede skal være blevet fremført under den administrative procedure, idet søgsmålet i modsat fald afvises, således at administrationen har været i stand til at gøre sig bekendt med de klagepunkter, som den pågældende fremfører mod den anfægtede afgørelse. I personalesager kan de påstande, som nedlægges for Unionens retsinstanser, således kun støttes på indsigelser, der hviler på samme grundlag som de i klagen anførte, idet det præciseres, at disse indsigelser kan uddybes for Unionens retsinstanser ved anbringender og argumenter, som ikke nødvendigvis er anført i klagen, men som står i nøje forbindelse hermed. Det skal endvidere fremhæves dels, at eftersom den administrative procedure er uformel, og de berørte personer som regel på dette stadium handler uden bistand fra en advokat, bør administrationen ikke fortolke klager restriktivt, men tværtimod indtage en fleksibel holdning ved behandlingen af disse, dels at artikel 91 i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (herefter »vedtægten«) ikke har til formål strengt og endeligt at fastlægge rammerne for den eventuelle retslige fase (jf. i denne retning dom af 13.11.2024, WS mod EUIPO, T-221/23, ikke trykt i Sml., EU:T:2024:820, præmis 47 og 49 og den deri nævnte retspraksis).

28

Som det er præciseret i præmis 21-23 ovenfor, har sagsøgeren fremført argumenterne vedrørende tilsidesættelsen af den fælles sygeforsikringsordnings artikel 4 og 7, omsorgspligten og retten til god forvaltning samt den angivelige tilsidesættelse af begrundelsespligten til støtte for det første anbringende. Dette anbringende hviler på samme grundlag som det, der ligger til grund for indsigelserne i klagen. Hvad angår den angivelige tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet er anbringendet knyttet til den samme begrundelse som den, der ligger til grund for indsigelserne i klagen. Det kan derfor ikke fastslås, at disse argumenter udgør nye anbringender i forhold til klagen.

29

For så vidt angår ulovlighedsindsigelsen, som er fremsat inden for rammerne af det tredje anbringende, fremgår det af retspraksis, at strukturen af det mellemkommende retsmiddel, som ulovlighedsindsigelsen udgør, principielt begrunder, at det fastslås, at en sådan indsigelse, der rejses for første gang for Unionens retsinstanser, kan antages til realitetsbehandling, som en undtagelse til reglen om overensstemmelse mellem stævningen og klagen (dom af 16.12.2020, RN mod Kommissionen, T-442/17 RENV, EU:T:2020:618, præmis 60)

30

Den omstændighed, at ulovlighedsindsigelsen vedrørende artikel 15, stk. 2, i den fælles sygeforsikringsordning er blevet rejst for første gang i forbindelse med stævningen, medfører følgelig ikke, at denne indsigelse ikke kan antages til realitetsbehandling.

31

Henset til ovenstående betragtninger skal afvisningsgrunden vedrørende den manglende overholdelse af reglen om overensstemmelse forkastes.

Realiteten

Det første anbringende vedrørende tilsidesættelse af begrundelsespligten og af den fælles sygeforsikringsordnings artikel 15, stk. 2, og et åbenbart urigtigt skøn

32

Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at begyndelsestidspunktet for den frist, inden for hvilken ulykkesanmeldelsen skal indgives, bør fastsættes i forhold til det tidspunkt, hvor den forsikrede bliver opmærksom på, at denne har været offer for en ulykke. Hun havde imidlertid kun gradvist fået kendskab til omfanget af sin skade på grund af ulykkens mindre omfang og den sene fremkomst af symptomerne. Forsinkelsen af hendes ulykkesanmeldelse var således ufrivillig. Forsinkelsen med at anmelde ulykken var rimelig, henset til det manglende kendskab til skaden på hendes fysiske integritet indtil den 15. november 2023.

33

Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at den forsinkede indgivelse af ulykkesanmeldelsen ligeledes var begrundet i den omstændighed, at det var umuligt for hende at konsultere en læge, der var i stand til at foretage de krævede konstateringer. I henhold til den fælles sygeforsikringsordnings artikel 15, stk. 1, og i henhold til selve ordlyden af ulykkesanmeldelsesformularen skal ulykkesanmeldelsen ledsages af en lægeerklæring med angivelse af skadernes art og de sandsynlige følger af ulykken.

34

Parlamentet har, støttet af Rådet og Kommissionen, bestridt denne argumentation.

35

Den fælles sygeforsikringsordning blev vedtaget af EU-institutionerne på grundlag af vedtægtens artikel 73, stk. 1.

36

Den fælles sygeforsikringsordnings artikel 2, stk. 1, definerer begrebet »ulykke« som »enhver pludselig begivenhed, der har forvoldt den forsikrede fysisk eller psykisk skade, og som er udløst eller til dels er udløst af faktorer, der er eksterne i forhold til offerets legeme […]«.

37

Endvidere bestemmer den fælles sygeforsikringsordnings artikel 15, stk. 1, med overskriften »Ulykkesanmeldelse«, at »[e]n forsikret, som er offer for en ulykke, eller dennes ydelsesberettigede pårørende skal anmelde ulykken til administrationen i den institution, som han tilhører«. Samme artikels stk. 2 bestemmer følgende:

38

Det fremgår af den fælles sygeforsikringsordnings artikel 15, stk. 2, at det er fra ulykkesdatoen, at tidagesfristen, inden for hvilken anmeldelsen skal indgives, begynder at løbe, og ikke den dato, hvor den forsikrede bliver opmærksom på ulykken. Endvidere bestemmer den fælles sygeforsikringsordnings artikel 15, stk. 2, at den forsikrede kan overskride fristen på ti dage i tilfælde af force majeure eller anden gyldig grund, hvis den forsikrede fremlægger bevis for, at han har været udsat for en ulykke, og påviser en årsagssammenhæng mellem ulykken og de fysiske og psykiske men.

39

Begrebet »gyldig grund« til en forsinket anmeldelse af en ulykke er hverken defineret i den fælles sygeforsikringsordning eller i retspraksis. Dette begreb bør anvendes strengt af to grunde: dels fordi den udgør en undtagelse fra en veletableret forpligtelse til at indgive en ulykkesanmeldelse inden for en frist på ti arbejdsdage, dels fordi der er tale om et begreb vedrørende EU-retlige bestemmelser, der giver ret til økonomiske ydelser (jf. i denne retning dom af 7.6.2023, OP mod Parlamentet, T-143/22, EU:T:2023:313, præmis 99 og den deri nævnte retspraksis). Ifølge retspraksis vedrørende en anmodning om overførsel af erhvervede pensionsrettigheder skal tjenestemanden for at begrunde en manglende overholdelse af fristen i en situation, der ikke kan anses for at være et tilfælde af force majeure, godtgøre, at denne har været stillet over for en ekstraordinær situation, der skyldes årsager, som ikke kan tilskrives tjenestemanden. Betingelserne for at begrunde en sådan situation er mindre strenge end dem, der kræves for at godtgøre et tilfælde af force majeure, og det påhviler den pågældende person at bevise, at der foreligger eksterne begivenheder, som forhindrer vedkommende i at overholde en forpligtelse, mens denne person for at godtgøre, at der foreligger et tilfælde af force majeure, ikke blot skal godtgøre, at der er indtrådt usædvanlige begivenheder, som den pågældende ikke har indflydelse på, men også at vedkommende har udvist en påpasselig adfærd for at sikre sig mod konsekvenserne af disse begivenheder (jf. i denne retning dom af 9.10.2024, CF mod Kommissionen, T-51/24, ikke trykt i Sml., EU:T:2024:686, præmis 77 og 49 og den deri nævnte retspraksis).

40

I denne henseende skal begrebet »gyldig grund« fortolkes således, at den forsikrede skal godtgøre at have været stillet over for en ekstraordinær situation, der skyldes årsager, som ikke kan tilskrives denne, og som er en følge af, at den forsikrede er ude af stand til at indgive en ulykkesanmeldelse inden for ti arbejdsdage efter ulykken.

41

Hvad for det første angår sagsøgerens argument om manglende begrundelse har sagsøgeren gjort gældende, at den anfægtede afgørelse ikke præciserer begrebet »gyldig grund« og de kriterier, der finder anvendelse. Det fremgår imidlertid af denne afgørelse, at ulykkesanmeldelsen blev afvist som for sent indgivet, og at fristen for anmeldelse af en ulykke henviser til ulykkesdatoen og ikke til den dag, hvor den forsikrede oplevede en forværring af sin helbredstilstand, eller den dag, hvor der blev stillet en fuldstændig diagnose. Det blev ligeledes fastslået, at sagsøgeren fik kendskab til ulykken samme dag, og at hun ikke havde fremlagt noget bevis for force majeure eller nogen gyldig grund, der forhindrede hende i at indgive ulykkesanmeldelsen inden for den fastsatte frist. Den anfægtede afgørelse indeholder derfor en klar og utvetydig angivelse af grundene til, at de af sagsøgeren anførte grunde ikke udgør en gyldig grund med henblik på at begrunde forsinkelsen med indgivelsen af ulykkesanmeldelsen, hvilket har gjort det muligt for sagsøgeren at få kendskab til grundlaget for denne afgørelse og for Retten at udøve sin prøvelsesret med hensyn til afgørelsens lovlighed. Det følger heraf, at Parlamentet ikke har tilsidesat den begrundelsespligt, der er fastsat i artikel 296, stk. 2, TEUF og artikel 41, stk. 2, litra c), i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (jf. i denne retning dom af 10.11.2017, Icap m.fl. mod Kommissionen, T-180/15, EU:T:2017:795, præmis 287 og den deri nævnte retspraksis).

42

For det andet er sagsøgeren, henset til præmis 40 ovenfor, med urette af den opfattelse, at den blotte fremlæggelse af bevis for ulykken er tilstrækkelig til at begrunde forsinkelsen af ulykkesanmeldelsen. Det følger ligeledes heraf, at når der ikke foreligger en begrundelse i et tilfælde af force majeure eller en anden gyldig grund, medfører den omstændighed, at en anmeldelse af en ulykke er indgivet for sent, et afslag på dækning af ulykken. Selv om den forsikrede, således som Parlamentet, Rådet og Kommissionen har præciseret, ikke kan drage fordel af den supplerende dækning af ulykkesforsikringen, når der ikke foreligger bevis for et tilfælde af force majeure eller nogen anden gyldig grund, er sidstnævnte dog fortsat berettiget til godtgørelse af sine lægeudgifter i henhold til den fælles sygeforsikringsordning.

43

Hvad i det foreliggende tilfælde angår spørgsmålet om, hvorvidt forsinkelsen af ulykkesanmeldelsen kunne begrundes med henvisning til gyldige grunde, skal det bemærkes, at sagsøgeren i sin ulykkesanmeldelse har beskrevet de symptomer, nemlig et hævet knæ og gangbesvær, som hun havde bemærket fra dagen efter ulykken. Hun forklarede, at den læge, hun besøgte i lægecentret den dag, anbefalede hende at få foretaget en MRI, når hun vendte tilbage fra rejsen. Hun anførte, at smerterne fortsatte, da hun vendte hjem. Under disse omstændigheder kunne hun ikke før udløbet af fristen på ti arbejdsdage efter datoen for den ulykke, hun havde været udsat for, være uvidende herom i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i den fælles sygeforsikringsordnings artikel 2, stk. 1. Hun kunne derfor ikke gøre gældende, at hun først for sent fik kendskab til alvoren af sine skader med henblik på at godtgøre, at forsinkelsen af hendes ulykkesanmeldelse var begrundet med henvisning til en gyldig grund.

44

I øvrigt fremgik det ganske vist af blanketten til ulykkesanmeldelsen, at denne skal ledsages af en lægeerklæring fra en læge. Det kræves imidlertid på ingen måde, at der stilles en samlet diagnose for at kunne anmelde en ulykke. Den fælles sygeforsikringsordnings artikel 15, stk. 1, fastsætter nemlig kun bestemmelse om en lægeerklæring, »som angiver læsionernes art og de sandsynlige følger af ulykken«. Det fremgår imidlertid af ulykkesanmeldelsen, at sagsøgeren inden for den frist på ti dage, der er fastsat i den fælles sygeforsikringsordnings artikel 15, stk. 1, henvendte sig til et lægecenter, og hun har ikke godtgjort, at den læge, som hun besøgte, havde nægtet at fremsende en lægeerklæring til hende.

45

Henset til ovenstående betragtninger har sagsøgeren ikke godtgjort, at der foreligger force majeure eller en gyldig grund, som har forhindret hende i at overholde den frist på ti arbejdsdage, der er fastsat i den fælles sygeforsikringsordnings artikel 15, stk. 2. Parlamentet har hverken anlagt et urigtigt skøn eller foretaget en urigtig anvendelse af den fælles sygeforsikringsordnings artikel 15 ved at antage, at hun ikke har angivet nogen gyldig begrundelse for den forsinkelse, hvormed hun indgav sin ulykkesanmeldelse. I denne henseende er den anfægtede afgørelse ikke behæftet med en fejl.

46

En sådan konstatering kan ikke drages i tvivl af de supplerende argumenter, som sagsøgeren har påberåbt sig.

47

Sagsøgeren har gjort gældende, at tilfælde af forsinket ulykkesanmeldelse ikke udgør et tilfælde af udelukkelse fra den dækning eller de ydelser, der er fastsat i den fælles sygeforsikringsordnings artikel 4 og 7. I denne forbindelse bemærkes, at den fælles sygeforsikringsordnings artikel 4 og 7 fastsætter væsentlige betingelser for accept af en ulykke, som er uafhængige af den frist, der er fastsat i den fælles sygeforsikringsordnings artikel 15, stk. 2.

48

Ifølge sagsøgeren er den fortolkning af den fælles sygeforsikringsordnings artikel 15, stk. 2, der fremgår af den anfægtede afgørelse, desuden i strid med retten til god forvaltning, som pålægger administrationen at behandle enhver persons sager retfærdigt, og med administrationens omsorgspligt over for sine ansatte, som forpligter den til at foretage en grundig undersøgelse af alle omstændighederne i hver enkelt sag. Som det fremgår af præmis 41 ovenfor, foretog ansættelsesmyndigheden en grundig undersøgelse af omstændighederne i den foreliggende sag, og uden yderligere forklaring fra sagsøgeren er det ikke blevet godtgjort, at fortolkningen af den fælles sygeforsikringsordnings artikel 15, stk. 2, var i strid med princippet om god forvaltningsskik og omsorgspligten.

49

Det følger af samtlige ovenstående betragtninger, at det første anbringende bør forkastes.

Det andet anbringende vedrørende tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet

50

Sagsøgeren har med det andet anbringende gjort gældende, at ligebehandlingsprincippet og proportionalitetsprincippet er blevet tilsidesat.

51

Parlamentet er, støttet af Rådet, af den opfattelse, at det andet anbringende skal afvises.

52

I denne forbindelse har sagsøgeren til støtte for dette anbringende begrænset sig til at gøre gældende dels, at Parlamentet har anvendt kriteriet om »gyldig grund« som omhandlet i den fælles sygeforsikringsordnings artikel 15, stk. 2, vilkårligt, dels at afvisningen af hendes ulykkesanmeldelse er i strid med proportionalitetsprincippet, eftersom overskridelsen af fristen ikke skyldes uagtsomhed, uden yderligere forklaring.

53

For så vidt som sagsøgeren ikke har uddybet sin argumentation, skal det andet anbringende derfor afvises i henhold til den retspraksis, der er nævnt i præmis 19 ovenfor.

Det tredje anbringende vedrørende ulovlighedsindsigelsen for så vidt angår artikel 15 i den fælles sygeforsikringsordning

54

Sagsøgeren har subsidiært gjort gældende, at den fælles sygeforsikringsordnings artikel 15, stk. 2, er ulovlig. Såfremt denne artikel skal fortolkes således, at den strengt fastsætter en frist på ti arbejdsdage for anmeldelse af en ulykke, skal denne bestemmelse erklæres ulovlig, henset til det uberettigede og uforholdsmæssige indgreb i vedtægtens ret til dækning mod risikoen for ulykker som omhandlet i vedtægtens artikel 73. Formuleringen af denne bestemmelse er til hinder for en indskrænkende fortolkning for så vidt angår de grunde, der kan tages i betragtning ved undersøgelsen af, om overskridelsen af anmeldelsesfristen er begrundet. Vilkåret, således som ansættelsesmyndigheden har fortolket det, svarer til et urimeligt vilkår, der medfører en skævhed i de forsikredes og forsikringsgiverens rettigheder, og tilsidesætter retten til social sikring i vedtægtens artikel 73.

55

Parlamentet har, støttet af Rådet og Kommissionen, bestridt denne argumentation.

56

Den ulovlighedsindsigelse, som sagsøgeren har påberåbt sig, har til formål at opnå, at det fastslås, at den fælles sygeforsikringsordnings artikel 15, stk. 2, ikke kan finde anvendelse, fordi den nævnte artikel ikke er i overensstemmelse med vedtægtens artikel 73, for så vidt som den fastsætter, at ulykkesanmeldelsen skal indgives inden for en frist på ti arbejdsdage efter ulykkesdatoen.

57

I denne forbindelse fremgår det indledningsvis klart af vedtægtens artikel 73, stk. 1, at tjenestemanden er dækket mod risikoen for ulykker »[u]nder de betingelser, der er fastsat i henhold til en af EU-institutionernes ansættelsesmyndigheder efter fælles aftale«. Denne artikel har tjent som retsgrundlag for vedtagelsen af sygeforsikringsordningen, og fastsættelsen af betingelserne for godtgørelse af afholdte udgifter henhører således under den kompetence, som institutionerne er tillagt ved vedtægtens artikel 73.

58

Endvidere er der undtagelser fra den frist, der er fastsat i den fælles sygeforsikringsordnings artikel 15, stk. 2, nemlig tilfælde af force majeure og legitime grunde.

59

Som Parlamentet, Kommissionen og Rådet desuden har gjort gældende, udgør fastsættelsen af en tidsmæssig betingelse for indgivelsen af en ulykkesanmeldelse en nødvendig foranstaltning med henblik på at forebygge misbrug af rettigheder og svig. En sådan betingelse har nemlig til formål at gøre det muligt for institutionerne med tilstrækkelig sikkerhed at efterprøve, om den anmeldte ulykke faktisk har fundet sted, og om der er årsagsforbindelse mellem ulykken og skaderne.

60

Endelig er en frist på ti dage ikke urimelig, i betragtning af at de forsikrede kan vedlægge en første lægeerklæring til deres ulykkesanmeldelse, som derefter kan suppleres.

61

Den frist, der er fastsat i den fælles sygeforsikringsordnings artikel 15, stk. 2, og inden for hvilken, bortset fra tilfælde af force majeure, eller såfremt der foreligger en gyldig grund, en ulykke skal anmeldes, for at den sikrede kan få godtgjort de afholdte udgifter, kan derfor ikke anses for at være i strid med vedtægtens artikel 73, stk. 1.

62

Følgelig skal ulovlighedsindsigelsen forkastes som ugrundet, således at Kommissionen må frifindes i det hele.

Sagsomkostninger

63

I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at bære sine egne sagsomkostninger og at betale Parlamentets omkostninger i overensstemmelse med dettes påstand herom.

64

I henhold til procesreglementets artikel 138, stk. 1, skal de medlemsstater og institutioner, der er indtrådt i en sag, hver bære deres egne sagsomkostninger. Rådet og Kommissionen bærer således hver deres egne sagsomkostninger.

1)

Europa-Parlamentet frifindes.

2)

FU bærer sine egne omkostninger og betaler de af Parlamentet afholdte omkostninger.

3)

Rådet for Den Europæiske Union og Europa-Kommissionen bærer hver deres egne omkostninger.