Den foreliggende sag skal ses i lyset af nedenstående fællesskabsregler:

I sin oprindelige formulering, der gjaldt til den 31. marts 1979, lød tjenestemandsvedtægtens artikel 63 som følger:

Denne paritet var på 12,50 BFR for 1 DM og 8 BFR for 100 LIT.

Ifølge artikel 17 i vedtægtens bilag VII kan en tjenestemand anmode om, at en del af hans indtægter regelmæssigt eller undtagelsesvist overføres til et andet land end det, hvori han gør tjeneste. Artiklens stk. 4, i den til 31. marts 1979 gældende formulering, bestemte, at overførslerne skulle ske gennem den institution, tjenestemanden tilhørte, til den gældende officielle vekselkurs på overførsels-dagen. Den sidste af IMF vedtagne paritet, som ikke var blevet ændret siden 1. november 1969 (altså f.eks. 13,66 BFR for 1 DM) betragtedes som officiel vekselkurs i den i den nævnte bestemmelse anførte betydning.

Efter at man i 1971 var gået bort fra et internationalt valutasystem med faste kurser, som ligger til grund for disse bestemmelser, afspejlede de omtalte kurser i stadig ringere grad de pågældende valutaers købekraft og deres værdi på valutabørserne. De tjenestemænd, som lod foretage overførsler til lande, hvis valuta var blevet opskrevet i forhold til de af IMF opgivne pariteter, kunne således opnå en kursgevinst i forhold til de overførsler, der fandt sted til de normale markedsbetingelser.

Ifølge den retsstilling, der var gældende inden 1. april 1979, skulle den i vedtægtens artikel 64 omhandlede justeringskoefficient, der afspejler levevilkårene på tjenestemandens tjenestested, finde anvendelse på hele vederlaget, herunder den del, der overførtes til et andet land i medfør af artikel 17 i bilag VII. Dette medførte en sideløbende forhøjelse af justeringskoefficienten for tjenestemænd med tjenestested i lande som f.eks. Italien, Det forenede Kongerige og Irland, hvor valutaen var nedskrevet i forhold til IMF's pariteter, og en nedsættelse af koefficienten for tjenestemænd med tjenestested i lande, hvis valuta var gået op i værdi i forhold til IMF-parite-terne.

Disse regler kunne give pensionsberettigede særlige fordele. Hvis de erklærede at ville bosætte sig i et land med svag valuta, ville justeringskoefficienten for det pågældende land finde anvendelse på deres pension i medfør af vedtægtens artikel 82, stk. 1. Artikel 45 i vedtægtens bilag VIII åbnede mulighed for, at de kunne få udbetalt pensionen i hjemlandets hårde valuta eller i det lands hårde valuta, hvor den institution, tjenestemanden tilhørte, havde sæde. Dette forhold blev kritiseret af generaladvokat Mayras i forslaget til afgørelse i sag 28/74 (Gillet, Smi. 1975, s. 478).

Allerede i 1974 forelagde Kommissionen Rådet en række forslag, som skulle fjerne de mangler ved reglerne for udbetaling af vederlag og pension, der skyldtes bortfaldet af faste valutakurser i det internationale valutasystem.

Forslaget af 13. juni 1974 (EFT C 88, s. 25) til rådsforordning om ændring af vedtægten indeholdt en ny version af artikel 17, stk. 4, i vedtægtens bilag VII:

Den 1. april 1977 forelagde Kommissionen Rådet et forslag til forordning om indførelse af den europæiske regningsenhed (ERE) i vedtægten (EFT C 99, s. 5), som blev afvist af vedtægtsudvalget, der havde fået forslaget forelagt. Rådet indhentede udtalelser fra Europa-Parlamentet og Domstolen. Ved beslutning af 7. juli 1977 (EFT C 183, s. 55) tiltrådte Parlamentet forslaget, idet det henviste til Kommissionens forsikringer om, at dens forslag på ingen måde i henseende til vederlag og andre godtgørelser vil være til skade for tjenestemændene. Under mødet havde Kommissionsmedlem C. Tugendhat, der er ansvarlig for administrative spørgsmål, udtalt: ... Målet med Kommissionens system er at skabe en finansiel neutralitet, og det, vi mener, vi kan opnå med vores system, er en ensartet købekraft. Det, vi ønsker er, at en tjenestemand ved Kommissionen i en given lønklasse, hvad enten han arbejder i Bruxelles eller Luxembourg eller London eller et hvilket som helst andet sted inden for Fællesskabet, skal være i stand til at købe nøjagtig den samme mængde varer, som hans kollega i en anden del af Fællesskabet ... Problemet med overførsler optager ligeledes Kommissionen. I øjeblikket er et forslag til ændring af vedtægten for tjenestemænd under overvejelse. Efter vor opfattelse skal denne ændring vedtages senest samtidig med det foreliggende forslag til forordning, og den omhandler, mener jeg, et andet punkt, der har været uro om.

Da det ikke lykkedes Rådet i 1978 at vedtage forslag af 6. oktober 1976 til forordning om anvendelse af den europæiske regningsenhed (ERE) i de af De europæiske Fællesskabers institutioner vedtagne retsakter (EFT C 271, s. 5), bestræbte Kommissionen sig — under hensyntagen til den således opståede situation — på at gennemføre den i forslaget af 1. april 1977 omhandlede ajourføring af vekselkurserne for tjenestemændenes vederlag. Som bilag til sin rapport for 1978 vedrørende den årlige undersøgelse af lønningsniveauet (Dok. KOM (78) 673 endel, af 29. 11. 1978), gav Kommissionen Rådet nedenstående meddelelse, der ikke gav anledning til høring af Parlamentet, Domstolen eller vedtægtsudvalget:

Den 21. december 1978 udstedte Rådet forordning nr. 3085/78 om ændring, især vedrørende de valutakurser, der skal anvendes, af forordning nr. 259/68 om vedtægten for tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber samt ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i disse Fællesskaber, og af forordning nr. 2530/72 samt forordning nr. 1543/73 om visse særlige foranstaltninger (EFT L 369, s. 6). Forordningen gentager formuleringen i Kommissionens meddelelse af 29. november 1978 og, for så vidt angår justeringskoefficienten for de overførte beløb, formuleringen i forslaget af 1. april 1977. Forordningen fastsætter den 1. juli som den afgørende dato for beregningen af det vederlag, som udbetales i en anden valuta end belgiske francs på grundlag af de vekselkurser, der anvendes ved gennemførelsen af Fællesskabernes almindelige budget, ligesom den præciserer, at denne dato ændres ved den årlige undersøgelse af lønningsniveauet.

Samtidig med ajourføringen af kurserne ændrede Rådet ved forordning nr. 3086/78 af 21. december 1978 om tilpasning af justeringskoefficienterne for vederlag og pensioner til tjenestemænd og øvrige ansatte i De europæiske Fællesskaber som følge af ændringen af vedtægtens bestemmelser vedrørende de valutakurser, der anvendes i forbindelse med vedtægten (EFT L 369, s. 8), størrelsen af justeringskoefficienterne for de forskellige tjenestesteder, således at enhver tjenestemand (eller midlertidigt ansat), der ikke gør tjeneste i Belgien eller i Luxembourg, modtager samme vederlag for april 1979 som for den foregående måned. Da udgangspunktet (vederlagets størrelse udtrykt i belgiske francs) nemlig antages at forblive uændret, for så vidt angår fastsættelsen, og da resultatet (det udbetalte beløb i den nationale betalingsvaluta) på den anden side normalt bør være det samme, var det altså, ved ændring af en af parametrene (vekselkursen) for fastsættelsen, nødvendigt at tilpasse den anden parameter (justeringskoefficienten) for at sikre en neutral operation.

For at fastsætte den i vedtægtens artikel 64 omhandlede justeringskoefficient har Rådet og Kommissionen siden 1967 anvendt følgende procedure for at sammenligne prisniveauet i Bruxelles og de forskellige tjenestesteder: EF's statistiske Kontor udfærdiger regelmæssigt, i samarbejde med de kompetente nationale myndigheder, en oversigt over priser for varer og tjenesteydelser, der anses for at repræsentere typiske udgiftsposter for tjenestemandsfamilier på de forskellige tjenestesteder. For hver enkelt post beregnes forholdet mellem prisen i Bruxelles og prisen i den by, der tjener som reference for tjenestemandens tjenestested. Denne sammenligning gør det muligt at beregne forholdet mellem købekraften for de landes valuta, hvor Fællesskabets tjenestemænd gør tjeneste. Det efter Fisher-metoden beregnede indeks udtrykker f.eks. prisforholdet Bruxelles-Rom og Rom-Bruxelles ved et enkelt tal. Dette tal anvendes ved beregningen af justeringskoefficienterne inden for Fællesskabet, da det udtrykker det reversible prisforhold mellem to byer, og det derfor gør det muligt at foretage prissammenligninger ikke blot mellem to, men mellem flere tjenestesteder. Ifølge den her beskrevne metode når man frem til justeringskoefficienten ved at dividere det således beregnede Fisher-indeks med den tilsvarende valutakurs, der anvendes ved omregning af tjenestemændenes vederlag til den respektive nationale valuta ifølge vedtægtens artikel 63. I oktober-november 1975 blev der foretaget en komparativ prisundersøgelse i alle Fællesskabets hovedstæder.

Sagsøgerne, der er forhenværende tjenestemænd i Kommissionen, og som har fået deres pension udbetalt i Italien, har rettidigt indbragt en klage i den i tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2, anførte betydning med henblik på at anfægte de i de nævnte forordninger indeholdte afgørelser. Ved anlægget af nærværende sag var klagerne endnu ikke blevet besvaret.

Sagen blev registreret på Domstolens justitskontor den 24. januar 1980.

Rådet og Kommissionen har henholdsvis den 28. februar 1980 og 29. februar 1980 nedlagt påstand om afvisning.

På grundlag af den refererende dommers rapport og efter at have hørt generaladvokaten har Domstolen (første afdeling) besluttet at indlede den mundtlige forhandling om formaliteten uden forudgående bevisførelse.

Sagsøgerne har nedlagt følgende påstande :

Rådet har ved begæring indgivet i medfør af procesreglementets artikel 91 nedlagt påstand om, at sagerne afvises, for så vidt angår Rådet.

Kommissionen har ved begæring indgivet i medfør af procesreglementets artikel 91 nedlagt følgende påstand :

Sagsøgerne har anført, at pensionsordningen for tjenestemænd i Fællesskaberne er en ordning med bidrag. Vedtægtens artikel 83, stk. 2, bestemmer, at tjenestemændene bidrager med en tredjedel til finansieringen af pensionsordningen. De to resterende tredjedele finansieres af Fællesskaberne. Det følger heraf, at pensionen kun udgør et opsat vederlag og ikke en slags erkendtlighed fra arbejdsgiverens side.

Alle tjenestemænd i en bestemt lønklasse og med en bestemt anciennitet indbetaler det samme beløb, dels ved et direkte fradrag i lønnen, dels ved et tilsvarende bidrag fra arbejdsgiverside, uafhængigt af tjenestemandens nationalitet eller tjenestested. I virkeligheden indeholdes tjenestemandens bidrag i belgiske francs i lønnen uden anvendelse af nogen form for justering.

Sagsøgerne gør gældende, at denne ordning forudsætter, at en tjenestemand, der har betalt et vist beløb af samme størrelse som det af de andre tjenestemænd i samme lønklasse og med samme anciennitet indbetalte beløb, modtager en pension af samme størrelse som de andre tjenestemænds, svarende dels til de beløb, der har været indeholdt i hans løn, dels til de af arbejdsgiveren indbetalte beløb.

I den vedtagne pensionsordning retter pensionsbeløbet sig derimod ikke blot efter de af tjenestemanden indbetalte beløb, men ligeledes efter det land, som han erklærer at ville bosætte sig i på pensioneringstidspunktet.

På grund af den vedtagne ordning med justeringskoefficienter modtager de pensionsberettigede tjenestemænd med opholdssted i visse lande, efter sagsøgernes mening, en lavere pension end den, de har ret til på grundlag af de samlede til gunst for dem indbetalte bidrag. En pensionsberettiget tjenestemand bosat i Belgien modtager f.eks. en pension, der er 34 % højere end den pension, der oppebæres af en pensioneret tjenestemand i samme lønklasse og med samme anciennitet, men med bopæl i Italien, selv om de begge har indbetalt samme beløb, og selv om begge har fået udbetalt samme beløb til dækning af deres pension.

Sagsøgerne finder det ulovligt at indeks-regulere pensionsbeløbet på grundlag af bopælen og de dér eksisterende leveomkostninger, fordi den pensionsberettigedes bevægelsesfrihed derved begrænses netop på det tidspunkt, hvor han har mest brug for den. Pensionens størrelse bør udelukkende fremtræde som slutsummen af de samlede bidrag, som ingen er berettiget til at påvirke eller justere på grundlag af valutariske og geografiske kriterier.

Sagsøgerne mener, at deres berettigede forventninger er blevet tilsidesat på grund af vedtagelsen af de anfægtede forordninger, der har bevirket, at deres pension er blevet mere end halveret.

Artikel 45 i vedtægtens bilag VIII bestemmer, at [pensions]-ydelserne kan, efter modtagernes valg, enten udbetales i hjemlandets, opholdslandets eller det lands valuta, hvor den institution tjenestemanden tilhørte, har sæde.

Indtil vedtagelsen af de anfægtede forordninger var det den den 1. januar 1965 af Den internationale Valutafond fastsatte vekselkurs, der skulle anvendes (for Italien 8 BFR = 100 LIT), og justeringskoefficienten var 146,8. Efter vedtagelsen af forordningerne nr. 3085/78 og 3086/78 anvendtes samme kurser, som ved gennemførelsen af De europæiske Fællesskabers almindelige budget den 1. juli 1978 (3,83 BFR = 100 LIT) og justeringskoefficienten blev 70,3.

De nye regler havde til følge, at sagsøgernes pension blev mere end halveret.

Sagsøgerne mener, at denne situation har haft meget alvorlige konsekvenser for de tjenestemænd, der er berettiget til pension i belgiske francs, og som har opholdssted i lande med svag valuta; de har tilrettelagt deres liv på grundlag af de modtagne pensionsbeløb og oplever nu, at disse beløb nedskæres drastisk.

Ifølge vedtægtens artikel 64 fastsættes justeringskoefficienterne efter levevilkårene i de forskellige medlemsstater. Artikel 65 bestemmer, at koefficienterne beregnes matematisk. For Italiens vedkommende foretages beregningen som følger: til kursen 8 BFR = 100 LIT svarer en justeringskoefficient på 146,8. Da den gældende kurs er 3,83 BFR = 100 LIT, fremgår den nye justeringskoefficient, der skal anvendes, af ligningen 8 : 146,8 = 3,83 : x, hvilket giver:

afrundet til 70,3, der netop er den nye justeringskoefficient.

Sagsøgerne gør gældende, at man ikke når frem til en fornuftig og retfærdig justeringskoefficient ved at foretage en matematisk udregning.

Justeringskoefficienten skal beregnes objektivt for at tage hensyn til udviklingen i levevilkårene og pengenes købekraft i Fællesskabets forskellige medlemsstater. Den bør hvile på en passende statistisk undersøgelse udført af de forskellige nationale statistiske kontorer i samarbejde med De europæiske Fællesskabers statistiske Kontor på grundlag af en ensartet referenceværdi.

Sagsøgerne hævder, at Europa-Parlamentet ikke er blevet hørt om forordningerne nr. 3085/78 og nr. 3086/78.

Kommissionens forslag af 1. april 1977 (EFT C 99, 1977), der blev godkendt af Parlamentet (EFT C 183, 1977) har efter sagsøgernes opfattelse til formål at indføre den europæiske regningsenhed i tjenestemandsvedtægten samt at fastsætte regningsenhedens værdi i forhold til de forskellige valutaer pr. 1. juli 1977, mens forordning nr. 3085/78 af 21. december 1978 (EFT L 369, 1978) derimod udelukkende har til formål at ajourføre de ved aftale den 1. juli 1978 i belgiske francs fastsatte valutakurser i forhold til de andre valutaer. Forordning nr. 3085/78 henviser til Parlamentets udtalelse afgivet halvandet år tidligere om Kommissionens tidligere forslag af 1. juli 1977 om indførelsen af den europæiske regningsenhed.

Sagsøgerne mener ikke, det kan være lovligt at ændre en tekst ved at anvende en udtalelse om en tidligere tekst, som på et væsentligt punkt afviger fra den nye.

I forbindelse med afvisningsindsigelsen har Rådet begæret, at Domstolen i medfør af procesreglementets artikel 91, stk. 1, tager stilling til formaliteten uden at indlede behandlingen af hovedsagen.

Med hensyn til annullationssøgsmålet vedrørende forordningerne nr. 3085/78 og nr. 3086/78 mener Rådet, at det kun kan antages til realitetspåkendelse, hvis det opfylder betingelserne i vedtægtens artikler 90 og 91. Det er ikke tilfældet.

Rådet anfører, dels at sagsøgerne aldrig har indbragt en klage i den i vedtægtens artikel 90, stk. 2, anførte betydning, dels at Rådet ikke kan anses som ansættelsesmyndighed i forhold til sagsøgerne, der er forhenværende tjenestemænd ved Kommissionen. Forordningerne nr. 3085/78 og nr. 3086/78 kan ikke betragtes som akter, der indeholder et klagepunkt, og som kan anfægtes ifølge søgsmålsreglerne i artikel 91, da denne artikel kun hjemler søgsmål mod akter, der indeholder et klagepunkt, og som er udstedt af ansættelsesmyndigheden (artikel 90, stk. 2).

Rådet mener, at annullationssagen heller ikke kan anlægges i medfør af traktatens artikel 173, da forordningerne nr. 3085/78 og nr. 3086/78 finder anvendelse over for samtlige tjenestemænd og forhenværende tjenestemænd i Fællesskaberne, der er gået på pension. Man kan således ikke hævde, at det drejer sig om beslutninger, der retter sig til sagsøgerne, eller om beslutninger, som berører dem umiddelbart og individuelt, skønt de er udfærdiget i form af en forordning.

Rådet tilføjer, at selv om sagerne havde støtte i artikel 173, måtte de alligevel afvises, da de ikke er blevet anlagt inden for den i artiklen anførte frist.

Det er Rådets opfattelse, at sagsøgernes påstand om, at forordningerne nr. 3085/78 og nr. 3086/78 bør kendes uanvendelige i forhold til dem, er støttet på traktatens artikel 184.

Rådet gør gældende, at en dom, som kender en forordning uanvendelig efter en påstand om dens ulovlighed, kun tager stilling til en enkelt indsigelse, der er fremsat under sagen, og som derfor har begrænsede retsvirkninger. Domstolen har tidligere udtalt, at annulation af en individuel beslutning som følge af retlige mangler ved de generelle beslutninger, som den er udledt af, kun påvirker den generelle beslutnings virkninger i det omfang, disse kommer til udtryk i den annullerede individuelle beslutning (dom af 13. 6. 1958 i sag 9/56 Meroni & Co., Industrie Metallurgiche SpA mod Den Høje Myndighed for EKSF, Sml. 1954-1964, s. 55; org. ref. Recueil 1958, s. 11, og dom af 12. 6. 1958 i sag 15/57 Compagnie des Hauts Fourneaux de Chasse mod Den Høje Myndighed for EKSF, Sml. 1954-1964, s. 103; org. ref. Recueil 1958, s. 157), og at dette søgsmål, for så vidt det støttes på artikel 184, ikke kan antages til realitetspåkendelse.

Sagsøgernes krav om en kompensations-godtgørelse kan ifølge Rådet ikke gennemføres ved et erstatningssøgsmål i medfør af traktatens artikel 215. Rådet mener, at et sådant søgsmål må afvises, og har herved henvist til dom af 22. oktober 1975 (sag 9/75, Meyer-Burckhardt mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, Sml. 1975, s. 1171).

Sagsøgerne har i bemærkningerne til Rådets afvisningspåstand gjort gældende, at de alle har indbragt deres klage inden for den i tjenestemandsvedtægtens artikel 90 anførte frist.

Ifølge sagsøgerne må forordningerne nr. 3085/78 og nr. 3086/78 betragtes som akter, der indeholder et klagepunkt, idet størrelsen af deres pensionsrettigheder for juni måned 1980 er mere end halveret i forhold til de i september 1979 udbetalte ydelser. De anfægtede forordninger er udstedt af Rådet og gennemført af Kommissionen; derfor har sagsøgerne besluttet at anlægge sag mod begge disse institutioner.

Efter sagsøgernes opfattelse har den i traktatens artikel 184 indeholdte undtagelsesbestemmelse udelukkende til formål at muliggøre et direkte søgsmål mod Rådet i det omfang, de anfægtede retsakter er udstedt af denne institution.

Med hensyn til påstanden om en kompensationsgodtgørelse hævder sagsøgerne, at deres krav kan støttes på den almindelige pligt, Fællesskabets institutioner har til at yde deres tjenestemænd bistand. Sagsøgerne kan ikke se, hvorfor denne almindelige bistandspligt ikke ligeledes skulle omfatte Fællesskabets pensionsberettigede forhenværende tjenestemænd eller øvrige ansatte.

Kommissionen har i begæringen i medfør af procesreglementets artikel 91 anført, at sagen bør afvises, da den er rettet mod akter, der ikke er udstedt af den i forhold til sagsøgerne kompetente ansættelsesmyndighed. I sag 48/79 (Ooms m.fl. mod Kommissionen for De europæiske Fællesskaber, Sml. 1979, s. 3121), hvorunder sagsøgerne som i den foreliggende sag havde nedlagt påstand om annullation af forordningerne nr. 3085/78 og nr. 3086/78, har Domstolen i kendelse af 4. oktober 1979 kendt for ret:

Kommissionen anfører, at søgsmålet heller ikke kan antages til realitetsbehandling i medfør af artikel 173.

Den mener, at en tjenestemand eller en forhenværende tjenestemand kun kan anlægge et søgsmål med støtte i artikel 179. Den i artikel 179 hjemlede kompetence er eksklusiv og tillader ikke en kumulativ eller konkurrerende kompetence, der støtter sig på almindelige søgsmålsregler.

I dom af 22. oktober 1975 (sag 9/75, Meyer-Burckhardt mod Kommissionen, Sml. 1975, s. 1171) og dom af 17. februar 1977 (sag 48/76, Reinarz mod Kommissionen og Rådet for De europæiske Fællesskaber, Sml. 1977, s. 291) har Domstolen udtalt:

Kommissionen konstaterer, at Domstolens praksis, der er opstået på grundlag af en erstatningssag lige så fuldt finder anvendelse i et annullationssøgsmål (jf den allerede citerede dom af 22. oktober 1975, hvori Domstolen udtalte: Selv om annullationssøgsmålet og erstatningssøgsmålet faktisk udgør forskellige retsmidler, findes der imidlertid, for så vidt angår tvister mellem tjenestemændene og institutionerne, ikke i vedtægtens artikel 90 og 91 nogen sondring i så henseende, hverken med hensyn til den administrative procedure eller til den judicielle behandling, disse tvister kan give anledning til.)

Hvis erstatningssøgsmålet rent processuelt udelukkende støttes på artikel 179, må det samme gælde annullationssøgsmålet.

Hvis det antages, at de almindelige regler for annullationssøgsmål alligevel kan komme i betragtning såvel sideløbende som konkurrerende, når tvisten mellem Fællesskaberne og en af deres ansatte eller tidligere ansatte har til formål at opnå annulation af en retsakt udstedt af Kommissionen eller Rådet, gør Kommissionen gældende, at tvisten alligevel ikke kan antages til realitetspåkendelse, da den ikke opfylder de i traktatens artikel 173 indeholdte betingelser. Den foreliggende sag er for det første anlagt efter udløbet af den i artikel 173 fastsatte frist på to måneder. Endvidere opfylder den ikke de i samme artikels stk. 2 indeholdte betingelser (jf. Domstolens kendelse i ovennævnte sag 48/79: ... Da forordningerne nr. 3085/78 og 3086/78 hverken udgør en beslutning, der er rettet til sagsøgerne, eller en beslutning, som, skønt den er udfærdiget i form af en forordning, dog berører dem umiddelbart og individuelt, kan søgsmålet heller ikke antages til realitetsbehandling, for så vidt som det er baseret på EØF-traktatens artikel 173).

For så vidt angår påstandene om, at forordningerne nr. 3085/78 og nr. 3086/78 kendes uanvendelige i forhold til sagsøgerne, gør Kommissionen gældende, at de pågældende ikke kan påberåbe sig traktatens artikel 184. Artiklen hjemler ikke en selvstændig klageadgang, men indeholder muligheden af ved en mellemafgørelse med begrænset retsvirkning at erklære en forordning uanvendelig under en sag for Domstolen, der selv har hjemmel i en anden af traktatens bestemmelser (dom af 14. 12. 1962, forenede sager 31 og 33/62, Milchwerke Heinz Wohrmann & Sohn KG og Firma Alfons Liitticke GmbH mod Kommissionen for Det europæiske økonomiske Fællesskab, Sml. 1954-1964, s. 373; org. ref. Recueil 1962, s. 967). Den foreliggende sag er anlagt som et selvstændigt hovedsøgsmål, og følgelig kan sagsøgerne ikke påberåbe sig artikel 184.

Med hensyn til kravet om en kompensationsgodtgørelse står det efter Kommissionens opfattelse fast, at en erstatningssag med fuld prøvelsesret for Domstolen, ikke vil kunne påkendes, når et annullationssøgsmål må afvises (dom af 10. 12. 1969 i sag 32/68, Grasselli mod Kommissionen, (Sml. 1969, s. 141; org. ref. Recueil 1969, s. 505)).

Yderligere indeholder stævningen, for så vidt den fremsætter krav om godtgørelse, intet som helst om den eller de søgsmålsgrunde, der kan støtte påstanden, hvilket er i strid med procesreglementets artikel 38, stk. 1.

Sagsøgerne har i deres bemærkninger til Kommissionens afvisningspåstand understreget, at de har anfægtet forordningerne nr. 3085/78 og nr. 3086/78 over for såvel Rådet som Kommissionen, da forordningerne er vedtaget af Rådet og gennemført af Kommissionen. Da begge institutioner kan betragtes som ansættelsesmyndighed, overlader sagsøgerne det til Domstolen at afgøre dette spørgsmål.

Sagsøgerne mener, at de anfægtede forordninger kan rekurreres i medfør af vedtægtens artikel 90, stk. 2. Forordningerne indeholder forholdsregler af generel karakter, der, efter at være vedtaget af Rådet, er gennemført over for samtlige pensionsberettigede med skadelige virkninger for en del af dem.

Sagsøgerne mener endvidere, at sagen kan antages til realitetspåkendelse i medfør af artikel 173, stk. 2. Efter deres opfattelse udgør de anfægtede forordninger beslutninger, der retter sig til sagsøgerne, og som, skønt de er udfærdiget i form af en forordning, berører dem umiddelbart og individuelt.

Sagsøgerne gør gældende, at påstandene om, at forordningerne nr. 3085/78 og nr. 3086/78 kendes uanvendelige, er fremsat i form af et selvstændigt hovedsøgsmål. Følgelig har Domstolen kompetence i medfør af traktatens artikel 184.

Sagsøgerne anfører, at da hovedpåstanden kan admitteres, kan også påstanden om tildeling af en kompensationsgodtgørelse antages til realitetspåkendelse.

I retsmøderne den 19. og 20. februar 1981 har parterne afgivet mundtlige indlæg.

Generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse i retsmødet den 14. maj 1981.