FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT
A. RANTOS
fremsat den 12. juni 2025 ( 1 )
Sag C-209/24 P
VP
mod
Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop)
»Appel – personalesag – midlertidigt ansat – afslag på forlængelse af kontrakt som midlertidigt ansat på ubestemt tid – artikel 266 TEUF – foranstaltninger, der er nødvendige for at opfylde Rettens annullationsdom – urigtig gengivelse af beviser – Domstolens procesreglement – artikel 151, stk. 1 – fortrolig kommunikation mellem advokater«
Indledning
|
1. |
Med sin appel har VP (herefter »appellanten«) nedlagt påstand om ophævelse af Den Europæiske Unions Rets dom af 7. februar 2024, VP mod Cedefop (T-563/22, herefter »den appellerede dom«, EU:T:2024:72), hvorved Retten frifandt Cedefop i hendes søgsmål med påstand om dels annullation af afgørelsen truffet af den administrerende direktør for Det Europæiske Center for Udvikling af Erhvervsuddannelse (Cedefop) den 17. december 2021 (herefter »den omtvistede afgørelse«) og af afgørelsen truffet af Cedefops klageudvalg den 17. juni 2022 (herefter »afgørelsen om afslag på klagen«), dels om betaling af 5000000 EUR i erstatning for den ikke-økonomiske skade, som hun angiveligt har lidt. |
|
2. |
Den omtvistede afgørelse og afgørelsen om afslag på klagen blev vedtaget af Cedefop i forlængelse af Rettens dom af 16. december 2020, VP mod Cedefop (T-187/18, herefter »annullationsdommen«, EU:T:2020:613), hvorved Retten navnlig annullerede afgørelser, hvorved Cedefop havde givet afslag på sagsøgerens ansøgning om forlængelse af hendes kontrakt som midlertidigt ansat i dette agentur. |
|
3. |
Som Domstolen har anmodet om, vil dette forslag til afgørelse dels fokusere på det første appelanbringende om tilsidesættelse af artikel 266 TEUF og om et åbenbart urigtigt skøn med den begrundelse, at Retten foretog en urigtig gengivelse af beviserne med hensyn til gennemførelsen af annullationsdommen, dels på Cedefops anmodning om, at et dokument, der indeholder en korrespondance mellem to advokater, skal udtages af sagsakterne. |
Tvistens baggrund
|
4. |
Den 16. november 2007 blev appellanten ansat af Cedefop som midlertidigt ansat med henblik på at udøve hvervet som juridisk rådgiver i henhold til en tidsbegrænset kontrakt, der blev forlænget til den 15. november 2017. Før sidstnævnte dato fremsendte appellanten en ansøgning til Cedefops administrerende direktør om forlængelse af hendes kontrakt for en ubegrænset periode fra den 16. november 2017 ( 2 ), som blev afslået ved direktørens afgørelse af 12. maj 2017. Sagsøgeren indgav en klage over denne afgørelse, som blev afslået ved afgørelse af 1. december 2017 truffet af Cedefops klageudvalg (herefter »klageudvalget«), og anlagde derefter søgsmål ved Retten. |
|
5. |
Ved annullationsdommen annullerede Retten for det første afgørelserne af 12. maj og 1. december 2017 ( 3 ), tilpligtede for det andet Cedefop at betale et beløb på 30000 EUR for den økonomiske skade, som appellanten havde lidt, og et beløb på 10000 EUR for den ikke-økonomiske skade, som denne havde lidt, frifandt for det tredje i øvrigt Cedefop og pålagde for det fjerde Cedefop at betale sagsomkostningerne. |
|
6. |
Den 8. januar 2021 fremsendte appellanten en anmodning til den nye administrerende direktør for Cedefop om at opfylde denne dom ved at forlænge appellantens kontrakt, og efter en første afgørelse ( 4 ), der blev annulleret af klageudvalget ( 5 ), og efter at have opfordret appellanten til at fremsætte bemærkninger ( 6 ) meddelte den nye direktør ved den omtvistede afgørelse appellanten, at eftersom Cedefop havde betalt hele det beløb, som Retten i annullationsdommen havde pålagt Cedefop at betale, var der ikke grundlag for at træffe yderligere foranstaltninger for at opfylde denne dom. En klage over denne afgørelse, der blev indgivet af appellanten den 3. marts 2022, blev afslået ved afgørelsen om afslag på klagen. |
Retsforhandlingerne for Retten og den appellerede dom
|
7. |
Ved stævning indleveret til Rettens Justitskontor den 2. september 2022 nedlagde sagsøgeren for det første påstand om annullation af den omtvistede afgørelse, herunder den dermed uløseligt forbundne afgørelse om ikke at forlænge hendes ansættelseskontrakt på ubestemt tid, samt af afgørelsen om afslag på klagen, for det andet om erstatning for den ikke-økonomiske skade, som hun havde lidt som følge af disse afgørelser, og for det tredje om, at Cedefop tilpligtedes at betale sagsomkostningerne. |
|
8. |
Appellanten fremsatte fem anbringender ( 7 ), hvoraf hun trak det første tilbage i retsmødet, mens Retten ved den appellerede dom frifandt Cedefop med hensyn til de øvrige fire anbringender. |
|
9. |
Hvad nærmere angår det andet anbringende om tilsidesættelse af artikel 266 TEUF og et åbenbart urigtigt skøn bemærkede Retten indledningsvis i den appellerede doms præmis 36, at afgørelsen om afslag på klagen supplerede begrundelserne i den omtvistede afgørelse, for så vidt som afslaget på at forlænge appellantens kontrakt i førstnævnte afgørelse ikke blot var baseret på betragtningerne i sidstnævnte afgørelse, men også på betragtninger vedrørende Cedefops interne forhold, således som sammenfattet i den appellerede doms præmis 37. |
|
10. |
Dernæst fandt Retten i den appellerede doms præmis 38, at Cedefop havde efterkommet forpligtelsen til at genoptage proceduren for behandling af ansøgningen om forlængelse af appellantens kontrakt og til at træffe en ny afgørelse som erstatning for afgørelsen af 12. maj 2017 ( 8 ), eftersom Cedefop, således som det fremgik af begrundelsen for afgørelsen om afslag på klagen, ved undersøgelsen af appellantens klage havde fundet, at der ikke var grundlag for at genansætte hende af hensyn til dette agenturs interne organisation. I den appellerede doms præmis 41 fastslog Retten i øvrigt, at de begrundelser, der lå til grund for det nye afslag på at imødekomme ansøgningen om forlængelse af appellantens kontrakt adskilte sig fra dem, der dannede grundlag for afgørelsen af 12. maj 2017. |
|
11. |
Endelig fastslog Retten i den appellerede doms præmis 43 og 44 dels, at appellanten ikke havde bestridt rigtigheden af begrundelsen om udviklingen i Cedefops interne organisation, dels at denne begrundelse i sig selv var tilstrækkelig til at begrunde afgørelsen om ikke at forlænge appellantens kontrakt. Retten konkluderede følgelig i den appellerede doms præmis 46, at de argumenter, hvormed appellanten havde anfægtet begrundelsen om, at der ikke skulle træffes foranstaltninger efter annullationsdommen, eftersom betalingen af de i denne dom fastsatte erstatninger var tilstrækkelig til at sikre en korrekt opfyldelse, skulle forkastes som irrelevante. |
Retsforhandlingerne for Domstolen og parternes påstande
|
12. |
Appellanten har den 17. marts 2024 iværksat appel til prøvelse af den appellerede dom. Hun har nedlagt påstand om, at den appellerede dom ophæves, at Cedefop tilpligtes at erstatte den af appellanten lidte ikke-økonomiske skade, der efter ret og billighed er opgjort til 5000000 EUR, og at Cedefop pålægges at betale sagsomkostningerne, såvel i appelsagen som i sagen for Retten. |
|
13. |
Cedefop har nedlagt påstand om, at appellen forkastes, at der træffes afgørelse om, at bilag C.1 udtages af sagsakterne, og at appellanten tilpligtes at betale sagsomkostningerne. |
Bedømmelse
|
14. |
Som anført i indledningen til dette forslag til afgørelse vil min bedømmelse fokusere på det første af appellantens ni appelanbringender om en urigtig gengivelse af oplysningerne i sagsakterne ( 9 ) og på Cedefops anmodning om, at bilag C.1 udtages af sagsakterne. |
Det første appelanbringende
|
15. |
Med det første anbringende har appellanten, efter at have anført, at Retten i den appellerede doms præmis 38 tiltrådte appellantens andet anbringende i første instans, idet den anerkendte, at Cedefop var forpligtet til at vedtage en ny afgørelse for at opfylde annullationsdommen ( 10 ), foreholdt Retten, at den gengav beviserne, navnlig afgørelsen om afslag på klagen, urigtigt. Retten fandt i den appellerede doms præmis 22 og 34-38 med urette, at den omtvistede afgørelse og afgørelsen om afslag på klagen gennemførte annullationsdommen, idet den erstattede afgørelserne af 12. maj og 1. december 2017. |
|
16. |
I det følgende vil jeg først gennemgå de relevante aspekter af Rettens bedømmelse, inden jeg undersøger, om der foreligger en urigtig gengivelse af beviserne, som appellanten har anført. |
Rettens bedømmelse
|
17. |
Som det fremgår af annullationsdommens konklusion, annullerede Retten afgørelserne af 12. maj og 1. december 2017 og tilpligtede Cedefop at betale appellanten erstatning for den økonomiske og den ikke-økonomiske skade, som denne havde lidt, idet den »i øvrigt« frifandt Cedefop. Bortset fra at Cedefop blev tilpligtet at betale erstatning for den økonomiske og den ikke-økonomiske skade, angav Retten ikke noget om eventuelle foranstaltninger, som det påhvilede Cedefop at træffe. |
|
18. |
Efter denne annullationsdom vedtog Cedefop den omtvistede afgørelse og, som svar på appellantens klage, afgørelsen om afslag på klagen, der er genstand for den appellerede dom. |
|
19. |
I den appellerede doms præmis 34 fremhævede Retten, at Cedefop som led i opfyldelsen af annullationsdommen var forpligtet til at foretage en fornyet behandling af ansøgningen om forlængelse af appellantens kontrakt og at vedtage en ny afgørelse som erstatning for afgørelsen af 12. maj 2017 i overensstemmelse med denne doms konklusion og de præmisser, som dannede det fornødne grundlag herfor. Efter denne præcisering fastslog Retten i den appellerede doms præmis 47, at appellanten ikke med føje kunne gøre gældende, at Cedefop havde tilsidesat artikel 266 TEUF og havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn med afgørelsen om ikke at forlænge hendes ansættelseskontrakt. Retten nåede til denne konklusion af de to nedenfor anførte grunde. |
|
20. |
I første række fandt Retten i nævnte doms præmis 38 i det væsentlige, at Cedefop havde efterkommet den af appellanten påberåbte forpligtelse til at genoptage proceduren vedrørende ansøgningen om forlængelse og til at vedtage en ny afgørelse ( 11 ). Dels konstaterede Retten i nævnte doms præmis 35, at Cedefops administrerende direktør med den omtvistede afgørelse havde fastslået, at »det ikke påhvilede [Cedefop] at træffe nogen yderligere foranstaltning med henblik på opfyldelse« ud over at betale de erstatninger, som appellanten var blevet tilkendt ved annullationsdommen. Dels fremhævede Retten i samme doms præmis 36 og 37, at klageudvalget med afgørelsen om afslag på klagen havde »suppleret begrundelserne« i den omtvistede afgørelse, »idet den ligeledes baserede afgørelsen om afslag på klagen på betragtninger vedrørende Cedefops interne forhold« og navnlig på, at Cedefop »påtænkte at omorganisere den måde, hvorpå den juridiske funktion blev varetaget i agenturet [...], uden at have til hensigt at genansætte personer eller genindføre tidligere arbejdsprocesser« ( 12 ). |
|
21. |
I anden række bemærkede Retten i den appellerede doms præmis 39-43, at Cedefop ikke var forpligtet til at forlænge appellantens kontrakt, eftersom en midlertidigt ansat ikke har ret til forlængelse af sin kontrakt, og at appellanten med argumentet om, at en genindsættelse af appellanten i hendes stilling var i overensstemmelse med tjenestens interesse, ikke specifikt havde bestridt rigtigheden af begrundelsen om udviklingen i Cedefops interne organisation ( 13 ). I nævnte doms præmis 46 præciserede Retten imidlertid, at Cedefops argument om, at der ikke skulle træffes nogen efterfølgende foranstaltning med henblik på opfyldelse af annullationsdommen, var irrelevant, henset til den omstændighed, at dette agentur i den omtvistede afgørelse, der blev bedømt med hensyn til begrundelsen i afgørelsen om afslag på klagen, havde taget stilling til ansøgningen om forlængelse af kontrakten ( 14 ). |
|
22. |
På denne baggrund konkluderer jeg derfor, at Retten i den appellerede dom forkastede det andet anbringende i klagesagen i første instans alene med den begrundelse, der er sammenfattet i punkt 20 i dette forslag til afgørelse, og som var baseret på »udviklingen i Cedefops interne organisation« og navnlig på betragtningen om, at dette agentur »påtænkte at ændre sin interne organisation og at omorganisere den måde, hvorpå den juridiske funktion blev varetaget i agenturet«. |
|
23. |
Efter disse præciseringer skal det efterprøves, om Retten, således som appellanten har gjort gældende, gengav beviserne, og nærmere bestemt afgørelsen om afslag på klagen, urigtigt, da den konkluderede, at Cedefop havde opfyldt annullationsdommen korrekt. |
Den urigtige gengivelse af beviserne
|
24. |
Appellanten har anført, at Cedefop indtil september 2023 til stadighed gjorde gældende, at en afgørelse vedrørende opfyldelsen af annullationsdommen ikke var påkrævet og heller ikke var blevet truffet ( 15 ), mens Retten i den appellerede dom på grundlag af en urigtig gengivelse af de faktiske omstændigheder antog, at der var blevet vedtaget en ny afgørelse, der erstattede de annullerede afgørelser af 12. maj og 1. december 2017, idet den fandt, at afgørelsen om afslag på klagen udgjorde en sådan ny afgørelse. Cedefop har heroverfor anført, at agenturet, selv om det ikke var forpligtet hertil, foretog en fornyet behandling af ansøgningen om forlængelse af appellantens kontrakt og gav afslag herpå efter denne fornyede behandling. I afgørelsen om afslag på klagen konkluderede klageudvalget nemlig principalt, at Cedefop ikke nødvendigvis var forpligtet til at foretage en fornyet behandling af ansøgningen om forlængelse af kontrakten, og subsidiært, at udvalget ikke desto mindre havde behandlet (og afslået) denne ansøgning. |
|
25. |
I denne forbindelse skal jeg erindre om, at det fremgår af artikel 266, stk. 1, TEUF, at den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, har pligt til at gennemføre de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af den dom, hvorved retsakten er erklæret ugyldig ( 16 ). |
|
26. |
I overensstemmelse med Domstolens faste praksis følger det desuden af artikel 256, stk. 1, andet afsnit, TEUF og artikel 58, stk. 1, i statutten, at det alene er Retten, der er kompetent til dels at fastlægge de faktiske omstændigheder i sagen, når bortses fra tilfælde, hvor den indholdsmæssige urigtighed af dens konstateringer følger af akterne i den sag, den har behandlet, dels at tage stilling til disse faktiske omstændigheder. Heraf følger, at bedømmelsen af de faktiske omstændigheder ikke udgør et retsspørgsmål, der er undergivet Domstolens prøvelsesret, medmindre der er tale om en urigtig gengivelse af de for Retten fremlagte beviser ( 17 ). En sådan urigtig gengivelse af beviserne foreligger, hvis det uden fremlæggelse af nye beviser fremgår åbenbart, at bedømmelsen af de foreliggende beviser er urigtig eller åbenbart i strid med deres ordlyd. Denne urigtige gengivelse skal imidlertid fremgå på åbenbar vis af sagsakterne, uden at det skal være fornødent at foretage en fornyet bedømmelse af de faktiske omstændigheder og beviserne. Endvidere påhviler det en appellant, der gør gældende, at Retten har gengivet beviserne urigtigt, præcist at angive, hvilke beviser der er blevet urigtigt gengivet af Retten, og at påvise de fejl i dens undersøgelse, der efter appellantens opfattelse har foranlediget Retten til denne urigtige gengivelse ( 18 ). |
|
27. |
I den foreliggende sag vedtog Cedefop efter annullationsdommen den omtvistede afgørelse, som efterfølgende blev bekræftet ved afgørelsen om afslag på klagen, der, som Retten fremhævede i den appellerede doms præmis 38, ligeledes er relevant for undersøgelsen af den omtvistede afgørelses lovlighed. |
|
28. |
Jeg er af den opfattelse, at Cedefop gennemførte annullationsdommen i overensstemmelse med artikel 266 TEUF og opfyldte sin forpligtelse til at besvare appellantens ansøgning og efterfølgende klage. I denne forbindelse synes appellanten at sammenblande to forskellige aspekter i sin argumentation. På den ene side spørgsmålet om, hvorvidt der forelå en afgørelse om opfyldelse af annullationsdommen, og på den anden side spørgsmålet om, hvorvidt den afgørelse, hvorved Cedefop mener at have opfyldt annullationsdommen (dvs. den omtvistede afgørelse, suppleret af afgørelsen om afslag på klagen), var velbegrundet. |
|
29. |
Det skal imidlertid undersøges, om Retten, således som appellanten har gjort gældende, gengav beviserne, og nærmere bestemt afgørelsen om afslag på klagen, urigtigt, da den konkluderede, at Cedefop havde opfyldt annullationsdommen. |
|
30. |
I denne henseende vil jeg i første række anføre, at Cedefops administrerende direktør besvarede appellantens anmodning om opfyldelse af annullationsdommen, idet han i det væsentlige fremhævede, at virkningerne af den ulovlighed, som Retten havde konstateret i annullationsdommen, var blevet godtgjort med betalingen af den af Retten fastsatte godtgørelse. |
|
31. |
I anden række noterer jeg, at klageudvalget i afgørelsen om afslag på klagen navnlig undersøgte anbringendet vedrørende Cedefops tilsidesættelse af artikel 266 TEUF. Navnlig forkastede Cedefop på s. 16 og 17 i denne afgørelse argumenterne angående »begrundelserne [i annullationsdommen] vedrørende nedlæggelsen af den juridiske tjeneste og den manglende forlængelse af appellantens kontrakt« ( 19 ). Denne del af nævnte afgørelse består i det væsentlige af tre argumenter, hvorved klageudvalget præciserede følgende:
|
|
32. |
I tredje og sidste række vil jeg fremhæve, at Retten i den appellerede doms præmis 18 fandt, at »Cedefops administrerende direktør [i den omtvistede afgørelse] nødvendigvis havde besluttet [...], at der ikke var grundlag for at forlænge appellantens ansættelseskontrakt«, og i denne doms præmis 38 præciserede, at Cedefop med afgørelsen om afslag på klagen – som ifølge Rettens vurdering i nævnte doms præmis 22 supplerede begrundelserne i den omtvistede afgørelse – havde behandlet og afslået ansøgningen om forlængelse af kontrakten »på grundlag af overvejelser i tilknytning til dette agenturs interne organisation« ( 24 ). |
|
33. |
I denne sammenhæng skal det vurderes, om Retten, idet den fandt, at klageudvalget med afgørelsen om afslag på klagen havde tilføjet en yderligere begrundelse for afslaget på appellantens ansøgning, foretog en urigtig gengivelse af beviserne i den appellerede dom. Denne vurdering vedrørte i det væsentlige fortolkningen af det tredje argument, som er omtalt i punkt 31 i dette forslag til afgørelse, hvorefter klageudvalget erindrede om, at Cedefops interne omorganisering, og navnlig af agenturets juridiske tjeneste, ikke involverede nogen hensigt om at genansætte personer eller genindføre tidligere arbejdsprocesser ( 25 ). |
|
34. |
I denne forbindelse er det korrekt, at det ikke fremgår klart, at klageudvalget med dette argument havde til hensigt at begrunde afslaget på forlængelse af appellantens kontrakt, idet det også støttede sig på en begrundelse, der supplerede den, der lå til grund for den omtvistede afgørelse, nemlig, som fremhævet af Retten i denne doms præmis 38, »på grundlag af overvejelser i tilknytning til dette agenturs interne organisation« ( 26 ). Det kan imidlertid ikke udelukkes, at denne passage kan forstås således, at den implicit afslog ansøgningen om forlængelse af appellantens kontrakt. Idet klageudvalget anførte, at agenturet ikke havde til hensigt at »genansætte personer eller genindføre tidligere arbejdsprocesser« af årsager, som ikke vedrørte appellantens personlige situation, i tilknytning til den interne organisation af den juridiske tjeneste, kunne klageudvalget nemlig implicit kun henvise til, at det ikke var nødvendigt at forlænge appellantens kontrakt, hvilket udgjorde en subsidiær begrundelse, der adskilte sig fra den eneste begrundelse i den omtvistede afgørelse, hvori det blot konstateredes, at Cedefop ikke var forpligtet til at træffe nogen anden foranstaltning med henblik på opfyldelse af annullationsdommen. |
|
35. |
Henset til denne mulighed, som i det mindste kan forsvares, er jeg derfor af den opfattelse, at de nødvendige betingelser for at fastslå, at beviserne blev gengivet urigtigt, således som de er sammenfattet i punkt 26 i dette forslag til afgørelse, ikke er opfyldt, og nærmere bestemt, at Rettens bedømmelse af beviserne, dvs. afgørelsen om afslag på klagen, ikke er åbenbart i modstrid med denne afgørelses ordlyd. |
|
36. |
Såfremt Domstolen er enig i denne fortolkning, skal det første appelanbringende derfor forkastes. |
|
37. |
Såfremt Domstolen derimod finder, at Rettens begrundelse er behæftet med en urigtig gengivelse af beviserne, skal det første appelanbringende tages til følge og den appellerede dom følgelig ophæves. Som det fremgår af den appellerede doms præmis 37, 43 og 44, støttede Retten sig nemlig udelukkende på begrundelsen i de omtvistede afgørelser vedrørende udviklingen i Cedefops interne organisation, da den frifandt Cedefop i første instans ( 27 ). I så fald skal det undersøges, om Domstolen har mulighed for at træffe afgørelse i sagen i første instans, hvilket vil blive behandlet i de følgende punkter i dette forslag til afgørelse. |
Søgsmålet i første instans
|
38. |
I henhold til artikel 61 i statutten kan Domstolen, når en af Retten truffen afgørelse ophæves, selv træffe endelig afgørelse i sagen, hvis den er moden til påkendelse. |
|
39. |
Dette vil efter min opfattelse være tilfældet i den foreliggende sag i den situation, hvor Domstolen måtte finde, at den appellerede dom skal ophæves. I en sådan situation råder den nemlig over alle de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse vedrørende det andet anbringende i sagen i første instans om tilsidesættelse af artikel 266 TEUF og et åbenbart urigtigt skøn ( 28 ). |
|
40. |
Med dette anbringende har appellanten i det væsentlige fremført to argumenter. Hun har i første række gjort gældende, at det som led i opfyldelsen af annullationsdommen påhvilede Cedefop at genoptage proceduren for behandling af ansøgningen om forlængelse af hendes kontrakt og vedtage en ny afgørelse som erstatning for den omtvistede afgørelse, og i anden række, at en forlængelse af kontrakten var den eneste mulige foranstaltning med henblik på at afhjælpe de i annullationsdommen konstaterede ulovligheder. |
|
41. |
Hvad angår det første argument skal jeg dels erindre om, at det fremgår af artikel 266, stk. 1, TEUF, at den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, har pligt til at gennemføre de foranstaltninger, der er nødvendige til opfyldelse af den dom, hvorved retsakten er erklæret ugyldig, dels om, at efter annullationsdommen var Cedefop forpligtet til at træffe de foranstaltninger, der var nødvendige til opfyldelse af denne dom ( 29 ), og, som Retten selv anerkendte i den appellerede doms præmis 34, vedtage en ny retsakt til erstatning af afgørelsen af 12. maj 2017. |
|
42. |
Efter annullationsdommen vedtog Cedefop den omtvistede afgørelse, der blev bekræftet ved afgørelsen om afslag på klagen. Selv om dette agentur ved den omtvistede afgørelse ikke foretog en fornyet behandling af ansøgningen om forlængelse af appellantens kontrakt, svarede det hende ikke desto mindre, at det ikke var forpligtet til at træffe nogen foranstaltninger ud over betalingen af den godtgørelse, som Retten havde pålagt det at betale, hvilket i sidste ende svarede til implicit at konkludere, at det ikke var nødvendigt at forlænge appellantens ansættelseskontrakt ( 30 ). |
|
43. |
I forbindelse med afgørelsen om afslag på klagen bekræftede klageudvalget denne begrundelse, idet det navnlig fremhævede, at den godtgørelse, som Retten fastsatte i annullationsdommen – og som appellanten selv havde nedlagt påstand om som godtgørelse for den økonomiske skade som følge af den manglende forlængelse af hendes kontrakt – udgjorde »en rimelig genoprettelse af hele den økonomiske skade, som [denne havde] lidt«, således som Retten fastslog i annullationsdommens præmis 201. |
|
44. |
I lyset af disse forhold er jeg af den opfattelse, at Cedefop ved den omtvistede afgørelse, som bekræftet ved afgørelsen om afslag på klagen, implicit foretog en fornyet behandling af ansøgningen om forlængelse af appellantens kontrakt, idet Cedefop fandt, at agenturet ikke var forpligtet til at træffe nogen foranstaltninger ud over betalingen af den godtgørelse, som Retten havde pålagt det at betale. |
|
45. |
Hvad angår det andet argument noterer jeg, som Retten fremhævede i den appellerede doms præmis 25, 26 og 41, at en midlertidigt ansat ikke har ret til forlængelse af sin kontrakt, idet muligheden for at forlænge kontrakten blot er en valgmulighed, der er overladt til den kompetente myndigheds skøn, og institutionerne råder over et vidt skøn ved organisationen af deres tjenestegrene ( 31 ). Disse betragtninger er så meget desto mere relevante, når der er tale om at erstatte en tidsbegrænset kontrakt med en tidsubegrænset kontrakt, som skaber en mere stabil og tidsmæssigt ubegrænset forbindelse mellem institutionen og den pågældende ansatte ( 32 ). Heraf følger, at opfyldelsen af annullationsdommen ikke nødvendigvis skulle udmønte sig i en forlængelse af appellantens kontrakt ( 33 ). |
|
46. |
Uanset om Cedefops svar, som er genstand for de andre appelanbringender ( 34 ), var velbegrundet, er jeg derfor af den opfattelse, at Cedefop vedtog de foranstaltninger, som udførelsen af annullationsdommen i henhold til artikel 266 TEUF krævede. |
|
47. |
Såfremt Domstolen finder, at det første appelanbringende skal tages til følge, og at der derfor skal træffes endelig afgørelse i sagen i første instans, foreslår jeg sammenfattende, at det andet anbringende i første instans forkastes. |
Anmodningen om udtagelse af bilag C.1 af sagsakterne
|
48. |
I sit svarskrift har Cedefop i henhold til artikel 151 i Domstolens procesreglement anmodet Domstolen om, at bilag C.1 til appellen udtages af sagsakterne, idet dette bilag indeholder en korrespondance mellem appellanten, hendes tidligere advokat og en tredjemand, hvori der ved copy-paste var indsat indholdet af en e-mail af 2. april 2021 fra Cedefops advokat til appellantens tidligere advokat vedrørende muligheden for at indlede drøftelser mellem parterne med henblik på at afgøre tvisten i mindelighed ( 35 ). Cedefop har i det væsentlige gjort gældende, at den omhandlede korrespondance er omfattet af fortroligheden i korrespondancen mellem advokater i henhold til den belgiske Code de déontologie de l’avocat (regler om god advokatskik), idet Cedefop har fremhævet, at hverken appellanten eller hendes nuværende rådgiver var adressater for den anfægtede e-mail, mens appellanten har gjort gældende, at den i disse regler fastsatte fortrolighed for det første udgør en intern regel for barreau de Bruxelles (advokatsamfundet i Bruxelles, Belgien), som appellanten ikke er bundet af, og for det andet, at denne korrespondance udgør et afgørende bevis til støtte for hendes standpunkt ( 36 ). |
|
49. |
Indledningsvis skal jeg erindre om, at EU-retten ikke indeholder specifikke regler om brugen af beviser. I henhold til Domstolens faste praksis er det princip, der finder anvendelse i denne henseende, princippet om den frie bevisbedømmelse, hvoraf følger, at det for Unionens retsinstanser kun er muligt at anfægte antagelsen til realitetsbehandling af et beviselement, der er fremlagt rettidigt, ved at henvise til den omstændighed, at dette beviselement er modtaget uretmæssigt ( 37 ). Når en part uretmæssigt har fremlagt beviser, skal der nærmere bestemt foretages en afvejning af de interesser, der udspringer af den ret til en retfærdig rettergang, som tilkommer de respektive parter i sagen, idet der skal tages hensyn til de interesser, der er beskyttet ved de bestemmelser, som er blevet tilsidesat eller omgået i forbindelse med fremskaffelsen af sådanne beviser ( 38 ). Det følger heraf, at når Unionens retsinstanser skal tage stilling til en anmodning om udtagelse af beviser, skal den foretage en afvejning mellem på den ene side interesserne hos sagsøgeren, der har fremlagt disse beviser, navnlig under hensyn til, om disse beviser er relevante for vurderingen af, om det ved Unionens retsinstanser anlagte søgsmål er begrundet, og på den anden side modpartens interesser, der konkret og faktisk kan lide skade, såfremt disse beviser fortsat opretholdes i sagsakterne ( 39 ). |
|
50. |
Jeg skal endvidere nævne, at hvad angår situationen i den foreliggende sag har retten til iagttagelse af den fortrolige karakter af korrespondance mellem en advokat og dennes klient ganske vist længe været anerkendt af Domstolen ( 40 ), navnlig som udtryk for princippet om retten til en retfærdig rettergang og princippet om respekt for privatliv, som er sikret i henholdsvis chartrets artikel 47 og 7 ( 41 ) og i artikel 6 og 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (EMRK) ( 42 ). |
|
51. |
Når det er sagt, forekommer det mig, at beskyttelsen af fortroligheden af kommunikation mellem en advokat og dennes klient – som i øvrigt hovedsageligt tager sigte på at beskytte sidstnævntes interesser – ikke under alle omstændigheder kan udstrækkes til korrespondance mellem advokater, medmindre denne kommunikation indgår i kommunikation mellem advokat og klient ( 43 ). Beskyttelsen af fortroligheden af korrespondance mellem advokater er nemlig normalt sikret på nationalt niveau gennem regler for god advokatskik, der er vedtaget af de kompetente advokatsamfund, eventuelt efter mandat fra lovgiver, og er kun bindende for de advokater, der er undergivet disse regler ( 44 ). |
|
52. |
Såfremt Bruxelles’ advokatsamfunds regler om god advokatskik, således som Cedefop har gjort gældende, i den foreliggende sag blev overtrådt af appellantens tidligere advokat ( 45 ), berører ansvaret for denne overtrædelse kun den pågældende advokat. En sådan overtrædelse kan, såfremt den måtte anses for godtgjort, ikke i sig selv medføre, at appellanten får forbud mod at fremlægge beviser, som hun ikke har erhvervet uretmæssigt ( 46 ). |
|
53. |
Det rejser ikke tvivl om denne konklusion, at der i det foreliggende tilfælde var tale om en korrespondance, hvori muligheden for en mindelig løsning af tvisten blev overvejet, eftersom denne korrespondance under alle omstændigheder ikke vedrørte en eventuel udveksling af fortrolige oplysninger om indholdet af en mulig mindelig løsning af tvisten, men blot gav udtryk for Cedefops principielle vilje til at deltage i sådanne forhandlinger ( 47 ). Den retspraksis, hvortil Cedefop har henvist, vedrører i øvrigt tredjemands aktindsigt i visse dokumenter, der var udarbejdet af Kommissionen i forbindelse med et traktatbrudssøgsmål, og synes ikke relevant i den foreliggende sag ( 48 ). |
|
54. |
På baggrund heraf foreslår jeg, at Cedefops anmodning om, at bilag C.1 udtages af sagsakterne, afvises ( 49 ). |
Forslag til afgørelse
|
55. |
På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen træffer følgende afgørelse:
|
( 1 ) – Originalsprog: fransk.
( 2 ) – Hendes ansøgning var baseret på artikel 90, stk. 1, i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union (tjenestemandsvedtægten), der gælder for midlertidigt ansatte i medfør af artikel 46 i ansættelsesvilkårene for de øvrige ansatte i Den Europæiske Union.
( 3 ) – Retten fastslog i det væsentlige dels, at afgørelsen af 12.5.2017 var behæftet med et åbenbart urigtigt skøn, idet den begrundede den manglende forlængelse af appellantens kontrakt med den påtænkte nedlæggelse af Cedefops juridiske tjeneste, dels at denne afgørelse, for så vidt som det ikke kunne udelukkes, at den særskilt kunne være begrundet i, at Cedefops direktør havde mistet tilliden til appellanten, blev truffet i strid med retten til at blive hørt, retten til forsvar og tjenestemandsvedtægtens artikel 26.
( 4 ) – Ved skrivelse af 2.3.2021 (herefter »afgørelsen af 2. marts 2021«) gjorde den administrerende direktør gældende, at opfyldelsen af denne dom kun indebar en ret til erstatning for den økonomiske og den ikke-økonomiske skade, eftersom der var ydet kompensation for virkningerne af den af Retten fastslåede ulovlighed med udbetalingen af erstatningen.
( 5 ) – Efter en klage indgivet af appellanten i medfør af tjenestemandsvedtægtens artikel 90, stk. 2, fremsendte formanden for klageudvalget den 29.7.2021, en skrivelse til appellanten, hvori han oplyste, at udvalget på et møde den 16.7.2021 havde besluttet at tage hendes klage af 28.4.2021 til følge og »annullere« afgørelsen af 2. marts 2021, eftersom appellanten ikke havde haft lejlighed til at fremsætte bemærkninger hertil. I mellemtiden havde Retten frifundet Cedefop i det søgsmål, som appellanten havde anlagt til prøvelse af afgørelsen af 2. marts 2021 ved kendelse af 20.5.2022, VP mod Cedefop (T-534/21, EU:T:2022:327).
( 6 ) – Den nye direktør fremsendte den 7.9.2021 en skrivelse til appellanten, hvorved han meddelte hende, at han ikke havde til hensigt at træffe de yderligere foranstaltninger, som sidstnævnte havde fremsat ønske om i sin anmodning, eftersom annullationsdommen allerede var blevet opfyldt fuldt ud, og opfordrede hende til at fremsætte bemærkninger til den påtænkte afgørelse, hvilket hun gjorde den 15.10.2021.
( 7 ) – Disse anbringender vedrørte klageudvalgets manglende kompetence (det første anbringende), tilsidesættelse af artikel 266 TEUF og et åbenbart urigtigt skøn (det andet anbringende), tilsidesættelse af omsorgspligten (det tredje anbringende), tilsidesættelse af princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, af ligebehandlingsprincippet og af princippet om ikke-diskrimination (det fjerde anbringende) og misbrug af beføjelser (det femte anbringende).
( 8 ) – Jeg noterer, at den appellerede doms præmis 38 er formuleret uklart. Retten bemærkede nemlig indledningsvis, at »sagsøgeren har gjort gældende, at det som led i opfyldelsen af [annullationsdommen] påhvilede Cedefop at genoptage behandlingen [...] og vedtage en ny afgørelse«, uden udtrykkeligt at tage stilling til, om der forelå en sådan forpligtelse, og dernæst besvarede dette argument med, at »[d]et skal dog bemærkes, at Cedefop i det foreliggende tilfælde har efterkommet denne forpligtelse« (min fremhævelse).
( 9 ) – De øvrige anbringender, som appellanten har fremført, vedrører tilsidesættelse af pligten til ex officio at undersøge klageudvalgets kompetence og til at konstatere, at den ikke forelå, med henblik på at vedtage en afgørelse vedrørende opfyldelsen af annullationsdommen (det andet og det tredje anbringende), om tilsidesættelse af princippet om en »domstol oprettet ved lov«, der er fastsat i artikel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«), og Rettens manglende kompetence til at annullere annullationsdommen (det fjerde og det femte anbringende), tilsidesættelse af artikel 266 TEUF (det sjette anbringende), tilsidesættelse af det retlige princip udledt af dom af 25.10.2013, Kommissionen mod Moschonaki (T-476/11 P, EU:T:2013:557, præmis 71 og 73), og af 16.10.2019, ZV mod Kommissionen (T-684/18, EU:T:2019:748, præmis 20) (det syvende anbringende), en begrundelsesmangel (det ottende anbringende) og endelig tilsidesættelse af retten til at blive hørt, der er fastsat i chartrets artikel 47 (det niende anbringende). Alle disse anbringender er udelukkende rettet mod de grunde i den appellerede dom, hvorpå Retten støttede sig på for at forkaste det andet anbringende i første instans om tilsidesættelse af artikel 266 TEUF og et åbenbart urigtigt skøn (jf. i denne henseende punkt 9 i dette forslag til afgørelse).
( 10 ) – Med dette anbringende gjorde appellanten dels gældende, at det som led i opfyldelsen af annullationsdommen påhvilede Cedefop at genoptage proceduren for behandling af ansøgningen om forlængelse af hendes kontrakt og vedtage en ny afgørelse som erstatning for den omtvistede afgørelse, dels at en forlængelse af hendes kontrakt var den eneste mulige foranstaltning med henblik på at afhjælpe de i annullationsdommen konstaterede ulovligheder. Jeg noterer, at selv om appellanten i overskriften til punkt VII.1 og i punkt 52 i hendes appelskrift har gjort gældende, at Retten »tiltrådte« det andet anbringende i første instans, har hun efter min opfattelse henvist til den omstændighed, at Retten, idet den forkastede dette anbringende, ifølge hende anerkendte »[Cedefops] forpligtelse til at vedtage en ny afgørelse«.
( 11 ) – Jf. fodnote 8 i dette forslag til afgørelse.
( 12 ) – Denne begrundelse fremgik af s. 16 og 17 i afgørelsen om afslag på klagen.
( 13 ) – I dommens præmis 44 præciseres, at »denne begrundelse, der blev fremført i afgørelsen om afslag på klagen, i sig selv var tilstrækkelig til at begrunde afgørelsen om ikke at forlænge sagsøgerens kontrakt«.
( 14 ) – Retten forkastede med andre ord appellantens argument om, at Cedefop havde tilsidesat artikel 266 TEUF og havde anlagt et åbenbart urigtigt skøn, med den begrundelse, at dette agentur, uafhængigt af spørgsmålet om, hvorvidt der skulle træffes foranstaltninger, under alle omstændigheder havde vedtaget en afgørelse til opfyldelse af annullationsdommen.
( 15 ) – Samtidig har appellanten, noget selvmodsigende, gjort gældende, at Cedefops administrerende direktør havde givet afslag på hendes ansøgning om genindsættelse på trods af den afsagte annullationsdom.
( 16 ) – Domstolen har fastslået, at når en retsakt annulleres eller erklæres ugyldig, er de institutioner, fra hvilken retsakten hidrører, i medfør af denne bestemmelse udelukkende forpligtet til at gennemføre de nødvendige foranstaltninger til dommens opfyldelse. Institutionerne har derfor en vid skønsbeføjelse til at vælge de midler, der skal anvendes med henblik på at drage konsekvenserne af en dom om annullation eller ugyldighed, idet det forudsættes, at disse midler skal være forenelige med den pågældende doms konklusion og de grunde, der danner det fornødne grundlag derfor (jf. navnlig dom af 29.11.2018, Bank Tejarat mod Rådet, C-248/17 P, EU:C:2018:967, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis). Retten har præciseret, at i forbindelse med udøvelsen af det skøn, som administrationen råder over i medfør af artikel 266 TEUF, tilkommer det denne at træffe et valg mellem de forskellige relevante foranstaltninger, der er i overensstemmelse med annullationsdommens begrundelse såvel som med EU-rettens principper og regler, med henblik på at forene tjenestens interesser med nødvendigheden af på passende vis at beskytte sagsøgerens rettigheder, og at det berørte organ eller agentur, når det undersøger, hvilken gennemførelsesforanstaltning der skal træffes, for at overholde de EU-retlige principper og regler skal undgå, at de foranstaltninger, der vedtages, er behæftet med de samme uregelmæssigheder som dem, der blev fastslået i annullationsdommen (jf. navnlig dom af 23.10.2024, ZR mod EUIPO, T-634/22, EU:T:2024:746, præmis 42 og 45 og den deri nævnte retspraksis).
( 17 ) – Jf. dom af 12.12.2024, DD mod FRA (C-130/22 P, EU:C:2024:1018, præmis 26 og den deri nævnte retspraksis).
( 18 ) – Jf. dom af 12.12.2024, DD mod FRA (C-130/22 P, EU:C:2024:1018, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).
( 19 ) – Disse passager udgør den sidste del af afgørelsens punkt C.
( 20 ) – Klageudvalget fremhævede, at appellanten selv havde nedlagt påstand om godtgørelse for den økonomiske skade, hun havde lidt som følge af den manglende forlængelse af hendes kontrakt.
( 21 ) – Klageudvalget erindrede om, at Retten ifølge fast retspraksis ved udøvelse af sine kompetencer ikke kan rette påbud til EU-institutionerne eller træffe afgørelse på disses vegne.
( 22 ) – Denne afgørelse fremgik af eksekutivkomitéens konklusioner, der blev fremlagt den 3.3.2021, hvortil appellanten henviste i sin klage.
( 23 ) – Klageudvalget anførte, at den foreslåede tidsplan for indledningen af den pågældende ansættelsesprocedure var tæt knyttet til resultatet af proceduren til ansættelse af en HR-direktør.
( 24 ) – Retten henviste til det tredje argument, der er anført i punkt 31 i dette forslag til afgørelse.
( 25 ) – Jeg erindrer om, at denne passage i afgørelsen om afslag på klagen i den originale engelske tekst har følgende ordlyd: »[b]ased on a thourough and transparent assessment of the status quo performed in 2021 on the basis of 2020 data, Cedefop intends to reorganise the way the legal function works to mitigate the identified risks without intending to reinstate persons or past working organisations« (»[p]å grundlag af en indgående og gennemsigtig undersøgelse af den aktuelle situation, der blev foretaget i 2021 på basis af data fra 2020, påtænker Cedefop at omorganisere den måde, hvorpå den juridiske funktion varetages, med henblik på at begrænse de identificerede risici, uden at have til hensigt at genansætte personer eller genindføre tidligere arbejdsprocesser«).
( 26 ) – Med dette argument synes klageudvalget med andre ord i det væsentlige blot at forkaste appellantens argument, der hovedsageligt vedrørte den omstændighed, at Cedefops administrerende direktørs beslutning om at genoprette en stilling som intern juridisk rådgiver i Cedefop, som eksekutivkomitéen tiltrådte, nødvendigvis indebar, at hendes kontrakt skulle forlænges, uden at tage stilling til, om denne forlængelse var nødvendig eller hensigtsmæssig.
( 27 ) – Det må fastslås, at det er vanskeligt at forstå, hvad der førte til, at Retten kun tog stilling til en af de to begrundelser, som var anført i den omtvistede afgørelse som suppleret ved afgørelsen om afslag på klagen, uden at anse det for nødvendigt at tage stilling til det principale anbringende om afslaget på appellantens ansøgning ifølge Cedefop, hvorefter der ikke skulle træffes nogen efterfølgende foranstaltninger med henblik på opfyldelse af annullationsdommen, som Retten nøjedes med at anse for irrelevant.
( 28 ) – Eftersom genstanden for dette forslag til afgørelse er begrænset til det første anbringende, berører denne analyse ikke undersøgelsen af de andre appelanbringender.
( 29 ) – Jf. punkt 17 i dette forslag til afgørelse.
( 30 ) – Retten udtalte sig i denne retning i den appellerede doms præmis 18.
( 31 ) – Jf. i denne retning navnlig dom af 12.12.2024, DD mod FRA (C-130/22 P, EU:C:2024:1018, præmis 39).
( 32 ) – Dette finder bekræftelse i Rettens faste praksis (jf. dom af 9.11.2022, QM mod Europol, (T-164/21, EU:T:2022:695, præmis 83 og den deri nævnte retspraksis).
( 33 ) – I denne forbindelse synes appellanten at sammenblande Cedefops forpligtelse til efter annullationsdommen at vedtage en ny afgørelse vedrørende ansøgningen om forlængelse af hendes kontrakt på den ene side og de grunde, som den nye afgørelse var støttet på (den omtvistede afgørelse, der blev bekræftet ved afgørelsen om afslag på klagen), på den anden side. Spørgsmålet om, hvorvidt de grunde, der var anført i disse afgørelser, var holdbare, er således tæt knyttet til disse afgørelsers materielle indhold, uanset om dette agentur vedtog en afgørelse med henblik på opfyldelsen af annullationsdommen.
( 34 ) – Jf. fodnote 9 i dette forslag til afgørelse.
( 35 ) – Denne e-mail lå i forlængelse af appellantens anmodning til Cedefop om opfyldelse af annullationsdommen ved den forlængelse af hendes kontrakt, som Cedefop havde modsat sig.
( 36 ) – For klarheds skyld skal jeg påpege, at appellanten indledningsvis ligeledes har gjort gældende, at denne anmodning skal afvises, eftersom den ikke er fremsat ved et særskilt dokument. Efter min opfattelse skal denne indsigelse imidlertid ikke tages til følge. Som Cedefop har gjort gældende, skulle nævnte anmodning i henhold til artikel 151, stk. 1, i Domstolens procesreglement nemlig kun fremsættes i et særskilt dokument, såfremt Cedefop havde anmodet om, at Domstolen tog stilling til denne anmodning uden at indlede behandlingen af sagens realitet, hvilket ikke er tilfældet i den foreliggende sag.
( 37 ) – Jf. navnlig dom af 12.7.2022, Nord Stream 2 mod Parlamentet og Rådet (C-348/20 P, EU:C:2022:548, præmis 129 og den deri nævnte retspraksis). Jf. ligeledes i retslitteraturen K. Lenaerts et al., EU Procedural Law, anden udgave, Oxford University Press, 2023, s. 790. I denne forbindelse har Domstolen besluttet at udtage et dokument fra sagsakterne i en sag, navnlig i tilfælde med udtalelser afgivet af juridiske tjenester til internt brugt (kendelse af 23.10.2002, Østrig mod Rådet, C-445/00, EU:C:2002:607, præmis 12, og af 14.5.2019, Ungarn mod Parlamentet, C-650/18, EU:C:2019:438, præmis 8-19) eller af en national forvaltning (kendelse af 23.3.2007, Stadtgemeinde Frohnleiten og Gemeindebetriebe Frohnleiten, C-221/06, EU:C:2007:185, præmis 19-23).
( 38 ) – Jf. analogt dom af 12.7.2022, Nord Stream 2 mod Parlamentet og Rådet (C-348/20 P, EU:C:2022:548, præmis 130). I det pågældende tilfælde var der tale om interne dokumenter, der var omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30.5.2001 om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter (EFT 2001, L 145, s. 43), hvis fremlæggelse hverken var blevet tilladt af den pågældende institution eller var blevet anordnet af Unionens retsinstanser.
( 39 ) – Jf. i denne retning dom af 12.7.2022, Nord Stream 2 mod Parlamentet og Rådet (C-348/20 P, EU:C:2022:548, præmis 131).
( 40 ) – Jf. dom af 18.5.1982, AM & S Europe mod Kommissionen (155/79, EU:C:1982:157, præmis 18-27).
( 41 ) – Jf. i denne henseende hvad mere generelt angår grundlaget for beskyttelsen af advokaters tavshedspligt generaladvokat Poiares Maduros forslag til afgørelse Ordre des barreaux francophones et germanophone m.fl. (C-305/05, EU:C:2006:788, punkt 36-46 og den deri nævnte retspraksis). Jf. ligeledes i retslitteraturen D. Van Gerven, »Professional Secrecy in Europe«, i Professional Secrecy of Lawyers in Europe, Cambridge University Press, 2013, s. 6-8.
( 42 ) – Som anført i mit forslag til afgørelse Orde van Vlaamse Balies m.fl. (C-694/20, EU:C:2022:259, punkt 49), der på dette punkt blev bekræftet af Domstolen i dommen af 8.12.2022, Orde van Vlaamse Balies m.fl. (C-694/20, EU:C:2022:963, punkt 27), fremgår det af praksis fra Menneskerettighedsdomstolen, at EMRK’s artikel 8, stk. 1, beskytter fortroligheden af korrespondancen mellem enkeltpersoner og tildeler korrespondancen mellem advokater og deres klienter en forstærket beskyttelse (jf. i denne retning Menneskerettighedsdomstolen, den 6.12.2012, Michaud mod Frankrig, CE:ECHR:2012:1206JUD001232311, §§ 117 og 118). I lighed med denne bestemmelse, som ikke alene beskytter opgaver i forbindelse med klientens forsvar, men også juridisk rådgivning, garanterer chartrets artikel 7 nødvendigvis fortroligheden af denne rådgivning, både med hensyn til indholdet heraf og med hensyn til dens eksistens. Som påpeget af Menneskerettighedsdomstolen kan personer, der konsulterer en advokat, nemlig med rimelighed forvente, at deres korrespondance forbliver privat og fortrolig (Menneskerettighedsdomstolen, den 9.4.2019, Altay mod Tyrkiet (nr. 2), CE:ECHR:2019:0409JUD001123609, § 49). Bortset fra i ekstraordinære situationer skal disse personer derfor med rette kunne have tillid til, at deres advokat ikke uden deres samtykke over for nogen person afslører, at de har konsulteret vedkommende.
( 43 ) – Jf. navnlig i denne retning D. Van Gerven, »Professional Secrecy in Europe«, i Professional Secrecy of Lawyers in Europe, Cambridge University Press, 2013, s. 17 og 18.
( 44 ) – Der er i øvrigt ingen ensartethed i denne henseende i de nationale retssystemer. I visse systemer er denne korrespondance ganske vist genstand for en næsten absolut beskyttelse (jf. eksempelvis foruden artikel 6.1 i de belgiske regler om god advokatskik, som Cedefop har nævnt, artikel 3.1 i Règlement Intérieur National de la profession d’avocat en France (det interne nationale reglement for advokatstanden i Frankrig) og artikel 48 i den italienske Codice Deontologico Forense (regler om god advokatskik), men selv i disse tilfælde påhviler den forpligtelse, der følger af denne beskyttelse, de berørte advokater. På europæisk niveau ifølge § 5.3.1 i adfærdskodeksen fra Rådet for Advokatsamfund i Den Europæiske Union (CCBE) (2019), tilgængelig på engelsk på følgende adresse: https://www.ccbe.eu/fileadmin/speciality_distribution/public/documents/DEONTOLOGY/DEON_CoC/EN_DEON_CoC.pdf., »[i]f a lawyer intends to send communications to a lawyer in another Member State, which the sender wishes to remain confidential or without prejudice he or she should clearly express this intention prior to communicating the first of the documents« ([h]vis en advokat har til hensigt at sende meddelelser til en advokat i en anden medlemsstat, som afsenderen ønsker behandlet »fortroligt« eller »uden præjudice«, skal han klart give udtryk for dette, inden han sender den første meddelelse). Denne kodeks’ § 5.3.2 præciserer, at »[i]f the prospective recipient of the communications is unable to ensure their status as confidential or without prejudice he or she should inform the sender accordingly without delay« ([h]vis den kommende modtager af meddelelserne ikke er i stand til at sikre deres behandling som »fortrolige« eller »uden præjudice«, skal denne straks oplyse afsenderen herom). I kommentaren til § 5.3 i det forklarende notat til dette dokument nævnes i øvrigt forskellene i tilgang blandt medlemsstaterne.
( 45 ) – I denne forbindelse noterer jeg, at selv om den af appellanten påberåbte omstændighed, hvorefter Cedefops repræsentant selv anmodede appellantens tidligere repræsentant om aktindsigt i hendes kommunikation med appellanten, ikke er støttet af et bevis, indikerede selv indholdet af denne kommunikation efter min opfattelse, at den tidligere repræsentant meddelte sin klient, at Cedefop var villig til at deltage i drøftelser. Jeg vil imidlertid ikke tage stilling til muligheden for at gengive hele korrespondancen mellem de to omhandlede kolleger i stedet for at sammenfatte den, idet dette spørgsmål under alle omstændigheder er omfattet af det kompetente advokatsamfunds regler og ikke er relevant i den foreliggende sag.
( 46 ) – Som bl.a. omhandlet i den praksis, der er anført i punkt 49 i dette forslag til afgørelse.
( 47 ) – I denne henseende har Retten i en lignende situation i det væsentlige anerkendt muligheden for at gøre en foreliggende dialog mellem parterne vedrørende en eventuel mindelig løsning af tvisten gældende (dom af 18.10.2023, BZ mod ECB, T-162/21, EU:T:2023:647, præmis 133).
( 48 ) – I forbindelse med denne praksis har Retten nemlig i det væsentlige fastslået, at af hensyn til fremme af det omhandlede formål, dvs. at der findes en mindelig løsning på tvisten mellem Kommissionen og den pågældende medlemsstat, inden Domstolen afsiger dom, er det derfor berettiget at afslå aktindsigt i dokumenter, der er udarbejdet inden for rammerne af den omhandlede procedure (jf. dom af 12.9.2007, API mod Kommissionen, T-36/04, EU:T:2007:258, præmis 121 og den deri nævnte retspraksis).
( 49 ) – Denne konklusion berører naturligvis ikke spørgsmålet om dette dokuments bevisværdi, som vil blive bedømt af Domstolen i overensstemmelse med det princip om fri bevisbedømmelse, der er nævnt i punkt 49 i dette forslag til afgørelse.