a)EØF-traktaten, navnlig dens artikler 67 og 169;b)protokollen vedrørende De europæiske Fællesskabers privilegier og immuniteter (herefter benævnt protokollen), navnlig artikel 12 litra c);c)Rådets første direktiv af 11. maj 1960 til gennemførelse af traktatens artikel 67 (EFT 1959-1962, s. 47) som ændret ved Rådets andet direktiv af 18. december 1962 (EFT 1963-1964, s. 5), navnlig artikel 1 ;d)Vedtægten for tjenestemænd i De europæiske Fællesskaber, navnlig artikel 24 samt artikel 17 i bilag VII;e)retsregler og almindelige retsgrundsætninger, navnlig lighedsprincippet samt principperne om fordelende retfærdighed og om pligten til at drage omsorg for de ansatte.

Sagsøgerens klagepunkt går dels ud på, at den belgiske stat ved IBLC's omtvistede beslutninger ikke har overholdt de forpligtelser, som påhviler den i henhold til traktaten og/eller den afledte fællesskabsret, og har gjort indgreb i sagsøgerens status, og dels at sagsøgte, som har pligt til at overvåge, at traktatens bestemmelser og/eller de i henhold til denne udstedte bestemmelser overholdes, og som bl.a. har en forpligtelse til at bistå sine tjenestemænd og øvrige ansatte, også i forhold til sagsøgeren, ikke har truffet alle nødvendige foranstaltninger til annullation af disse beslutninger, og således på en vis måde har taget del i gennemførelsen af IBLC's beslutning, som er genstand for rundskrivelsen af 1. juni 1982.

Kommissionens holdning med hensyn til udbetaling af løn til dens ansatte har ikke ændret sig, hverken efter 21. december 1981 eller efter 1. juni 1982. Den har begrænset sig til fra sine konti til de af dens ansatte angivne konti at overføre løn og forskellige tillæg i belgiske eller luxembourgske francs uden nærmere betegnelse af disse beløb. Fordelingen af denne sum mellem en særlig konvertibel udlandskonto og en assimileret indlandskonto foretages af bankerne, og Kommissionen griber ikke ind i dette på nogen måde. Den har i øvrigt heller ikke kompetence til at gøre det.

Ifølge Kommissionen kan søgsmålet kun forstås således, at det rejser følgende spørgsmål :

1)Har Kommissionen behørigt opfyldt sin bistandspligt ved at reagere tilstrækkelig hurtigt og tilstrækkelig effektivt til at hjælpe sine ansatte, hvis forhold var blevet forstyrret af IBLC's beslutning af 21. december 1981?2)Kunne Kommissionen stille sig tilfreds med de foranstaltninger, som IBLC indførte i juni 1982, eller havde den pligt til at fortsætte sine bestræbeiser på at opnå endnu gunstigere foranstaltninger af de belgiske myndigheder?

Derfor kan sagsøgerens påstande kun reduceres til to momenter, nemlig konstatering af Kommissionens passivitet og eventuelt pligt til at betale erstatning.

Selv i denne begrænsede sammenhæng har sagsøgeren ikke ret til at rejse tvivl om Kommissionens anvendelse af hele den række midler, som står til dens rådighed, navnlig iværksættelsen af proceduren i henhold til traktatens artikel 169 mod de to pågældende medlemsstater, da den akt, hvorved Kommissionen afslår at indlede traktat-brudsproceduren mod en medlemsstat, hverken kan gøres til genstand for et annullationssøgsmål eller et passivitetssøgsmål (se Domstolens dom af 1. 3. 1966, Lütticke, sag 48/65, Sml. 1965-1968, s. 169). I øvrigt begrænser Kommissionen sig i almindelighed til under en procedure i henhold til traktatens artikel 169 at nedlægge påstand om, at Domstolen konstaterer, at staten har undladt at overholde sine forpligtelser i henhold til traktaten, hvilket i hvert fald ikke vil tilfredsstille sagsøgeren. Endelig og navnlig har Kommissonen fastholdt med hensyn til realiteten, at IBLC's nye foranstaltninger ikke retligt kan anfægtes.

Med hensyn til sidstnævnte anbringende har sagsøgeren fremhævet dette søgsmåls særlige karakter, idet der er tale om en sag, hvor Domstolen har fuld prøvelscret i henhold til traktatens artikel 179 og vedtægtens artikel 91, og som altså er anlagt af en tjenestemand, over for hvem Kommissionen har særlige forpligtelser. Ifølge sagsøgeren har en tjenestemand, som klager over en medlemsstats retsakter, der er ulovlige i henhold til fællesskabsretten, og som ikke blot berører ham umiddelbart, men endog gør indgreb i hans status, ret til at kræve af sagsøgte, at den, såfremt disse retsakters ophævelse ikke opnås på anden måde, indleder traktatbrudsproceduren eller i hvert fald subsidiært dennes administrative fase. Sagsøgeren har tilføjet, at såfremt Domstolen fastslår, at en medlemsstat faktisk ikke har overholdt en forpligtelse, som påhviler den i henhold til traktaten, skal denne stat i henhold til traktatens artikel 171 gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger. Følgelig kan sagsøgte gennem denne procedure opnå det af sagsøgeren ønskede resultat.

Sagsøgeren har konkluderet, at sagsøgte med urette antager, at den nævnte påstand i stævningen må afvises eller er for vidtgående.

Regeringen har fremhævet, at sagsøgeren selv har erkendt, at formålet med IBLC's omtvistede beslutninger ikke kunne anses for ulovligt, da det var at bringe arbitragetransaktionerne til ophør. Sagsøgeren vil imidlertid begrænse begrebet arbitrage til den meget simple form, som den havde, før IBLC traf sine beslutninger, hvilket er uacceptabelt for den belgiske regering. For den drejer det sig ikke om at modsætte sig en eller anden teknik, men om at forhindre enhver brug af en konvertibel konto, som fører til, at indehaveren af denne konto både kan svække den belgiske franc og med henblik på sine udgifter i UEBL kan drage fordel af de beskyttelsesforanstaltninger, som valutamyndighederne træffer, og for hvilke de afholder omkostningerne.

Dette formål er blevet nået ved at indføre en ordning, der indebærer et minimum af nødvendige restriktioner for brugen af de europæiske tjenestemænds konvertible konti.

Når IBLC's anden beslutning forudsætter, at tjenestemanden eller den ansatte underskriver en bestemt forpligtelse, mener regeringen, at dennes affattelse er tilstrækkelig klar til at hindre det misbrug, som sagsøgeren synes at frygte. Med hensyn til de særlige forpligtelser heri har regeringen bl.a. fremhævet, at der ikke er tale om at forbyde den ene eller den anden arbitrageteknik, men om et resultat, der, selv om det tidligere blev nået på en enkel måde, for fremtiden kan blive nået ved en mere udarbejdet fremgangsmåde. Dette forklarer, at forpligtelsen ikke indeholder en udtømmende opregning af de handlinger, som kan føre til det forbudte resultat. I øvrigt står der i forpligtelsen, at tjenestemanden (eller den ansatte) i tilfælde af manglende opfyldelse af sine forpligtelser udsætter sig for eventuel retsforfølgning fra IBLC's side, dvs. indgivelse af anmeldelse til anklagemyndigheden; såfremt denne beslutter at rejse tiltale, tilkommer det Domstolene — og ikke IBLC — at udtale sig om, hvorvidt der foreligger en lovovertrædelse, og om dennes strafferetlige og civilretlige følger. Endelig har regeringen bemærket, at tjenestemandens forpligtelse til inden otte dage at sælge den løn, der udbetales i fremmed valuta, på det regulerede marked, ikke vedrører de midler, som tjenestemanden eller den ansatte overfører i henhold til artikel 17 i vedtægtens bilag VII. Regeringen har henvist til, at forpligtelsen klart præciserer de fastsatte grænser for brugen af den konvertible konto med henblik på køb af fremmed valuta, idet disse transaktioner tillades i det omfang, de er nødvendige for at opfylde enhver påtagen forpligtelse eller for at foretage en opsparing.

Følgelig har den belgiske regering nedlagt påstand om, at sagsøgte frifindes, og at sagsøgeren dømmes til at betale omkostningerne ved dens intervention.