13.10.2020   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 335/13


RÅDETS AFGØRELSE (FUSP) 2020/1465

af 12. oktober 2020

om en EU-aktion til støtte for De Forenede Nationers verificerings- og inspektionsmekanisme i Yemen

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 28, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 18. september 2018 vedtog Rådet på grundlag af en anmodning fra De Forenede Nationers (FN's) verificerings- og inspektionsmekanisme (UNVIM) afgørelse (FUSP) 2018/1249 (1) om en EU-aktion til støtte for UNVIM. Den tekniske gennemførelse af afgørelse (FUSP) 2018/1249 blev overladt til FN's Projektkontor (UNOPS) og havde til formål at sætte UNVIM i stand til fortsat at udføre sine opgaver for så vidt angår overvågning og inspektion i overensstemmelse med FN's Sikkerhedsråds resolution (UNSCR) 2216 (2015).

(2)

Den 13. december 2018 undertegnede parterne i konflikten i Yemen Stockholmaftalen, hvis bestemmelser blev godkendt ved UNSCR 2451 (2018) og 2452 (2019). UNVIM fik en førende rolle med hensyn til at bistå Yemen Sea Ports Corporation med forvaltningen af og i forbindelse med inspektioner i havnene i Hodeidah, Saleef og Ras Issa.

(3)

Den 18. februar 2019 vedtog Rådet konklusioner, hvori det udtrykker tilfredshed med vedtagelsen af Stockholmaftalen samt den enstemmige vedtagelse af UNSCR 2451 (2018) og 2452 (2019). Rådet gentog sin opfordring til alle parter om at lette leveringen af kommercielle forsyninger, herunder brændstof, og mindede om, at havnen Hodeidahs funktion sammen med havnene Saleef og Ras Issa er af afgørende betydning for millioner af yemenitters overlevelse. Rådet mindede om sin støtte til UNVIM for at sikre, at handelsvarer fortsat kommer ind i Yemen, under fuld overholdelse af alle relevante UNSCR'er.

(4)

Den 4. oktober 2019 vedtog Rådet på grundlag af en anmodning fra UNVIM afgørelse (FUSP) 2019/1672 (2) og forlængede Unionens støtte for UNVIM.

(5)

UNSCR 2505 (2020) og 2534 (2020) forlængede mandatet for FN's mission til støtte for Hodeidahaftalen (UNMHA) med henblik på at støtte gennemførelsen af aftalen om byen Hodeidah og havnene Hodeidah, Saleef og Ras Issa som fastsat i Stockholmaftalen.

(6)

Den 15. juli 2020 anmodede UNVIM om yderligere støtte fra Unionen.

(7)

Unionen bør forny sin støtte til UNVIM med henblik på gennemførelsen af UNVIM's mandat —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Unionen fornyer sin støtte til UNVIM med henblik på at gennemføre UNVIM's mandat som angivet i de relevante UNSCR'er, navnlig UNSCR 2216 (2015) og 2451 (2018). Denne støtte har det overordnede mål at bidrage til at genoprette en uhindret fri strøm af handelsvarer til Yemen ved at tilvejebringe en gennemsigtig og effektiv klareringsproces for kommercielle transporter med kurs mod havne i Yemen, der ikke er under Yemens regerings kontrol, og at styrke UNVIM's rolle med hensyn til at gennemføre bestemmelserne i Stockholmaftalen.

2.   Projektets specifikke mål er:

—

at øge strømmen af handelsgods til Yemen ved at fremskynde klareringsprocessen for kommercielle transporter yderligere og fremme rederiers tillid for så vidt angår adgang til havnene Hodeidah, Saleef og Ras Issa for kommerciel skibsfart

—

at styrke UNVIM's evne til at deployere i havnene i Hodeidah, Saleef og Ras Issa som angivet i Stockholmaftalen og de relevante UNSCR'er.

3.   Unionen støtter gennem denne afgørelse FN's generalsekretærs særlige udsendings kontor for Yemen og UNMHA med hensyn til deployeringen af UNVIM i havnene Hodeidah, Saleef og Ras Issa. Med henblik herpå bidrager Unionen til omkostningerne ved styrkelsen af UNVIM og derved til at opfylde den yemenitiske befolknings behov som led i en bredere humanitær strategi.

Bilaget indeholder en beskrivelse af projektet.

Artikel 2

1.   Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (»den højtstående repræsentant«) er ansvarlig for gennemførelsen af denne afgørelse.

2.   Den tekniske gennemførelse af de aktiviteter, der er omhandlet i artikel 1, overlades til UNOPS. Det udfører nævnte opgave under den højtstående repræsentants ansvar. Med henblik herpå indgår den højtstående repræsentant de nødvendige ordninger med UNOPS.

Artikel 3

1.   Det finansielle referencebeløb for gennemførelsen af det projekt, der er omhandlet i artikel 1, er 2 059 838 EUR.

2.   De udgifter, der finansieres med det beløb, som er anført i stk. 1, forvaltes i overensstemmelse med de procedurer og regler, der gælder for Unionens budget.

3.   Kommissionen fører tilsyn med, at de udgifter, der finansieres med det beløb, som er anført i stk. 1, forvaltes korrekt. Med henblik herpå indgår den en bidragsaftale med UNOPS. Det skal fremgå af nævnte bidragsaftale, at UNOPS sikrer, at Unionens bidrag bliver synligt.

4.   Kommissionen bestræber sig på at indgå den bidragsaftale, der er omhandlet i stk. 3, snarest muligt efter vedtagelsen af denne afgørelse. Den underretter Rådet om eventuelle vanskeligheder i forbindelse med denne proces og om datoen for indgåelse af nævnte bidragsaftale.

Artikel 4

1.   Den højtstående repræsentant aflægger rapport til Rådet om gennemførelsen af denne afgørelse på grundlag af regelmæssige rapporter udarbejdet af UNVIM, herunder rapporter på de månedlige møder i UNVIM's styringskomité. Disse rapporter danner grundlag for Rådets evaluering.

2.   Kommissionen giver Rådet oplysninger om de finansielle aspekter af gennemførelsen af det projekt, der er omhandlet i artikel 1.

Artikel 5

Denne afgørelse træder i kraft på dagen for vedtagelsen.

Den finder anvendelse fra den 1. oktober 2020.

Denne afgørelse udløber 12 måneder efter datoen for indgåelse af den bidragsaftale mellem Kommissionen og UNOPS, der er omhandlet i artikel 3, stk. 3.

Udfærdiget i Luxembourg, den 12. oktober 2020.

På Rådets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand


(1)  Rådets afgørelse (FUSP) 2018/1249 af 18. september 2018 om en EU-aktion til støtte for De Forenede Nationers verificerings- og inspektionsmekanisme i Yemen (EUT L 235 af 19.9.2018, s. 14).

(2)  Rådets afgørelse (FUSP) 2019/1672 af 4. oktober 2019 om en EU-aktion til støtte for De Forenede Nationers verificerings- og inspektionsmekanisme i Yemen (EUT L 256 af 7.10.2019, s. 10).


BILAG

EU-støtten tager sigte på at støtte UNVIM ved at finansiere dets personel som følger:

—

medarbejdere, der skal deployeres i Hodeidah: en koordineringsmedarbejder, en feltsikkerhedsrådgiver, to overvågningsmedarbejdere, to forbindelsesofficerer, en protokol- og operationsassistent, en lokal sikkerhedsassistent og en administrativ assistent

—

en overvågningsmedarbejder skal deployeres i Saleef, og en i Ras Issa

—

en scanneroperatør.

Desuden finansieres også administrativt støttepersonale, der er nødvendigt for gennemførelsen af EU-aktionen til støtte for UNVIM (en økonomiansvarlig, en indkøbsansvarlig og en HR-medarbejder).

UNOPS ansætter det personel og de medarbejdere, som er omhandlet i dette bilag, i overensstemmelse med UNOPS' ansættelsesregler og -procedurer. UNOPS orienterer forinden EU-Udenrigstjenesten om alle stillinger, der opslås.