Sagsøgeren har understreget, at den anfægtede beslutning er omfattet af vedtægtens artikel 7, stk. 1, hvorved der principielt udelukkende [skal] tages hensyn til tjenstlige synspunkter.

Ifølge sagsøgerens opfattelse kan det ganske vist ikke benægtes, at indholdet af dette udtryk er omfattet af fællesskabsadministrationens frie skøn, men det må dog efterprøves, om denne administration herved har forfulgt lovlige formål. I modsat fald må det anerkendes, at beslutningen er behæftet med en retlig mangel.

Sagsøgeren har fremhævet, at han i hele sin karriere har koncentreret sig om mejerisektoren. Det var netop på grund af disse usædvanlige og specialiserede kundskaber, at Kommissionen ansatte ham i kraft af den særlige hjemmel for direkte udnævnelse i vedtægtens artikel 29, stk. 2, til en stilling, hvis arbejdsområde i enhver henseende svarede til hans kundskaber. Følgelig kræver såvel tjenstlige synspunkter som hensynet til denne undtagelsesmæssige ansættelsesprocedure, at sagsøgeren fortsat skal arbejde med de særlige opgaver, der var begrundelsen for og årsagen til hans ansættelse.

I øvrigt ses det ikke, hvorledes tjenstlige synspunkter kan forenes med såvel den situation, der nu opstår i afdeling VI/D/1 som følge af sagsøgerens fratræden, som med den nødvendighed man hævder, der er for at forstærke afdelingen VI/G/4 ved at flytte ham derhen. Efter sagsøgerens opfattelse vil hans fravær nemlig bevirke, at afdelingen VI/D/1 nu vil fungere dårligt. Det er rigtigt, at det anføres, at afdeling VI/G/4 er bagefter, men dette forhold skyldes de særligt vanskelige forhold i forbindelse med regnskabsafslutninger. I øvrigt vil sagsøgerens specielle erfaring ikke være til nogen gavn dér.

Endvidere burde ansættelsesmyndigheden ved sin vurdering af, hvad der var tjenstlige synspunkter, også have taget hensyn til, hvorledes tjenestegrenene virkede i forholdet udadtil, hvor sagsøgerens tvungne omplacering har vakt opsigt.

Endelig har sagsøgeren anført, at selv om indholdet af begrebet tjenstlige synspunter hovedsagelig må fastlægges af ansættelsesmyndigheden, går ansættelsesmyndigheden dog for vidt, hvis den overhovedet ikke tager hensyn til den ansattes synspunkt. Ansættelsesmyndigheden har hverken taget hensyn til sagsøgerens specialisering eller hans ønsker, og administration har derved tilsidesat sin omsorgspligt (Fürsorgepflicht).

Sagsøgeren har konkluderet, at henvisningen til tjenstlige synspunkter som begrundelse for at give ham nye opgaver er en retlig mangel, som gør den anfægtede beslutning ulovlig.

Kommissionen har understreget, at alle tjenestemænd, uanset hvordan de er blevet ansat, er omfattet af samme vedtægtsregler og derfor alle kan forflyttes eller få ændret deres placering, når tjenstlige synspunkter taler derfor.

Generaldirektøren for GD VI og med ham ansættelsesmyndigheden har ikke overskredet de vide grænser for det frie skøn, som de har på dette område, da de antog, at sagsøgeren, netop på grund af hans særlige kvalifikationer, kunne gøre bedre fyldest i afdelingen VI/G/4 end i afdelingen VI/D/1.

I øvrigt har man taget hensyn til sagsøgerens interesse. Sagsøgeren er nemlig nu chef for en sektion, hvilket han ikke var før, og han udøver nu opgaver, som de ansvarlige myndigheder betragter som mere vigtige, og som svarer til hans lønklasse og kvalifikationer. Sagsøgeren kan altså ikke beråbe sig nogen krænkelse af omsorgsforpligtelsen.

Følgelig har man med den omstridte beslutning på ingen måde tilsidesat vedtægtens artikel 7, stk. 1.

Sagsøgeren har gjort gældende, at Kommissionens afgørelse af 29. oktober 1980 er blevet tilsidesat, idet han uden videre har fået en anden placering, selv om de betingelser, der kræves efter afgørelsen, ikke var opfyldt for hans vedkommende.

Kommissionen har svaret, at sagsøgerens ændrede placering ikke var en direkte følge af mobilitetsproceduren, som nemlig ikke skulle afløse den nuværende forflyttelsesordning efter vedtægtens artikel 29, stk. 1, litra a). Det er korrekt, at omplaceringer er omfattet af vedtægtens artikel 7, stk. 1, for så vidt angår bevarelse af rettigheder og beskyttelse af tjenestemændenes legitime interesse, men disse regler er i nærværende tilfælde også strengt blevet overholdt. Der er altså intet grundlag for dette anbringende.

Sagsøgeren har gjort gældende, at den omstridte beslutning, som enhver anden beslutning, der indebærer et klagepunkt, efter vedtægtens artikel 25 skal begrundes. I nærværende tilfælde er der imidlertid ingen begrundelse, men alene en generel henvisning til tjenstlige synspunkter. Den begrundelse, der muligt kan udledes af de for beslutningen forberedende akter, eksempelvis sagsøgerens samtale med Villain den 13. oktober 1981, er indbyrdes modstridende, utilstrækkelige eller ufuldstændige. Således fremgår det klart, at sagsøgerens ændrede indplacering blev besluttet i medfør af mobilitetspoli-tikken, selv om de betingelser, der måtte kræves opfyldt for at iværksætte denne politik, ikke forelå.

Kommissionen har gentaget, at den foranstaltning, der blev truffet for sagsøgerens vedkommende, var en ændret indplacering ud fra tjenstlige synspunkter. Ved afgørelsen af, om begrundelseskravet i vedtægtens artikel 25 er opfyldt, skal man ikke blot tage hensyn til ordlyden af selve beslutningen, men også til alle de omstændigheder, hvorunder den er truffet og bragt til sagsøgerens kundskab, og endvidere de tjenstlige skrivelser og andre meddelelser, der lå til grund for den.

I dette tilfælde fremgår det klart, at sagsøgeren har modtaget tilstrækkelige oplysninger om grundene til hans ændrede indplacering. Ikke alene havde generaldirektøren nemlig i løbet af en samtale oplyst sagsøgeren om, at han havde til hensigt at foreslå, at sagsøgeren blev omplaceret til afdeling VI/G/4, men havde også givet sagsøgeren lejlighed til at fremsætte sine indvendinger hertil. Generaldirektøren har svaret på disse indvendinger i en skrivelse af 29. oktober 1981, i hvilken han også redegjorde for grundene til, at han havde måttet beslutte sig til at give sagsøgeren en ændret indplacering.

Følgelig må den anfægtede beslutning anses for at være tilstrækkelig begrundet.

Sagsøgeren har ikke bestridt, at en vel gennemført mobilitetspolitik er hensigtsmæssig. Han gør imidlertid gældende, at det fremgår af de foranstående argumenter, at den omstridte beslutning på ingen måde er begrundet i tjenstlige synspunkter, når den bedømmes i forhold til mobilitetspolitikkens krav. Sagsøgeren har heraf udledt, at ansættelsesmyndigheden ved sin omplacering af ham til afdeling VI/G/4 har forfulgt formål, der ikke er i overensstemmelse med en objektiv anvendelse af vedtægten og mobilitetspolitikken.

Kommissionen har understreget, at ansættelsesmyndigheden, da den af egen drift ændrede sagsøgerens placering, gjorde brug af de beføjelser, den har i medfør af vedtægten til gennemførelse af tjenstlige synspunkter, og tjenstlige synspunkter er i øvrigt den eneste begrundelse for, at den har denne beføjelse. Der har altså hverken været tale om inkompetence eller om magtfordrejning.