31999D0793

1999/793/EF: Kommissionens beslutning af 8. juli 1999 om Luxembourgs anmodning om en overgangsordning i henhold til artikel 24 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/92/EF om fælles regler for det indre marked for elektricitet (meddelt under nummer K(1999) 1551/3) (Kun den franske udgave er autentisk)

EF-Tidende nr. L 319 af 11/12/1999 s. 0012 - 0017


KOMMISSIONENS BESLUTNING

af 8. juli 1999

om Luxembourgs anmodning om en overgangsordning i henhold til artikel 24 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/92/EF om fælles regler for det indre marked for elektricitet

(meddelt under nummer K(1999) 1551/3)

(Kun den franske udgave er autentisk)

(1999/793/EF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/92/EF om fælles regler for det indre marked for elektricitet(1), særlig artikel 24,

efter at have underrettet medlemsstaterne om Luxembourgs anmodning i henhold til artikel 24, stk. 1, i direktiv 96/92/EF, og

ud fra følgende betragtninger:

I. BAGGRUND

1. Procedure

(1) I skrivelse af 13. februar 1998 indgav Ministère de l'Energie de Luxembourg en anmodning til Kommissionen om en overgangsordning i henhold til artikel 24 i direktiv 96/92/EF.

(2) I skrivelse af 20. oktober forelagde ministeriet Kommissionen yderligere oplysninger.

(3) Den 15. december 1998 fandt et møde sted mellem repræsentanter for ministeriet og repræsentanter for Kommissionens tjenestegrene.

2. Elektricitetssektoren og Luxembourgs implementering af direktiv 96/92/EF

(4) Luxembourg har endnu ikke implementeret direktiv 96/92/EF. Lovforslag af 16. december 1998 indeholder en ordning med reguleret tredjepartsadgang. Privilegerede kunder er endelige kunder med et årligt forbrug over 100 GWh, svarende til ca. 45 % af landets samlede forbrug.

(5) Luxembourgs elektricitetsforsyning er delt mellem selskabet Cegedel, hvoraf staten ejer hovedparten, og som leverer 70 % af landets forbrug, og Sotel, et selskab, der ejes af sværindustrien. Sotel leverer elektricitet til denne industri og til jernbanen og står for 30 % af landets forbrug. Cegedel har siden 1927 haft koncession på distribution og eneret på den offentlige elektricitetsforsyning. Cegedel virker også som transmissionssystemoperatør (TSO) og importerer 92,8 % af sit elektricitetsbehov fra Tyskland på grundlag af en langsigtet aftale med RWE. De resterende 7 % aftages fra små private eller offentlige producenter, der overvejende producerer på grundlag af vandkraft og kraftvarmeproduktion.

3. Overgangsordningen meddelt af Luxembourgs regering

(6) Anmodningen indgivet af Luxembourg består af flere elementer, som henviser dels til artikel 24, stk. 1, dels til artikel 24, stk. 3, i direktiv 96/92/EF.

3.1. Artikel 24, stk. 1, i direktiv 96/92/EF

(7) Luxembourg giver udtryk for, at energikøbsaftalen indgået mellem Cegedel og RWE (de egentlige parter er staten Luxembourg, Société Electrique de l'Our SA og RWE AG), som oprindelig blev indgået den 30. april 1963, som er ændret flere gange og udløber den 31. december 2000, bør betragtes som en forpligtelse i den i artikel 24, stk. 1, i direktiv 96/92/EF anvendte betydning. Aftalen omfatter en eneleverandørklausul i RWE's favør. Hvad Cegedel angår, leverer det elektricitet til store industrielle forbrugere med et årligt forbrug over 100 GWh, som i henhold til direktiv 96/92/EF vil være privilegerede fra den 19. februar 1999. Hvis disse privilegerede kunder vælger at gøre brug af en anden leverandør end Cegedel, kan RWE revidere de takster, der gælder for Cegedel. For at beskytte Cegedel's stilling anmoder Luxembourgs regering om en overgangsordning gældende til 31. december 2000, hvor energikøbsaftalen også udløber. Meddelelsen giver ingen specifikke oplysninger om foranstaltningerne indeholdt i overgangsordningen.

3.2. Artikel 24, stk. 3, i direktiv 96/92/EF

(8) På baggrund af det luxembourgske elektricitetssystems lille størrelse samt den kendsgerning, at artikel 24, stk. 3, i direktiv 96/92/EF specifikt omtaler Luxembourg, anmoder Luxembourgs regering om:

a) En undtagelse fra artikel 14, stk. 3, i direktiv 96/92/EF: "De skal i noterne til regnskaberne opføre en særskilt balance og en særskilt resultatopgørelse for hver aktivitet": Luxembourg anmoder om tilladelse til, at den særskilte balance og særskilte resultatopgørelse for de aktiviteter, som skal holdes adskilt (produktions-, transmissions-, distributions- og ikke-elektricitetsrelaterede aktiviteter), ikke opføres i noterne til de offentliggjorte årsregnskaber, men holdes på det interne regnskabsniveau.

b) En restriktiv fortolkning af artikel 20, stk. 1, i direktiv 96/92/EF "i) at uafhængige producenter og egenproducenter kan forhandle sig til adgang til systemet, således at de kan forsyne deres egne faciliteter og deres datterselskaber i samme medlemsstat eller i en anden medlemsstat via det sammenkoblede system": Luxembourg anmoder om, dels at definitionen af "datterselskab" baseres på Rådets direktiv 83/349/EØF(2), senest ændret ved direktiv 90/605/EØF(3), der kræver, at mindst 50 % af selskabet ejes af moderselskabet, og dels at adgangsretten begrænses til tilfælde, hvor egenproducenten producerer et overskud af elektricitet, og leverancen til egne faciliteter og datterselskaber er begrænset til denne overskudsmængde.

II. JURIDISK ANALYSE

1. Retsgrundlag: Artikel 24 i direktiv 96/92/EF

(9) Luxembourgs regering har indgivet en anmodning i henhold til artikel 24 i direktiv 96/92/EF. Meddelelsen består af to dele, som kræver særskilt vurdering:

- anmodning om en overgangsordning i den i artikel 24, stk. 1 og 2, anvendte betydning

- anmodning om undtagelser for små isolerede systemer i den i artikel 24, stk. 3, anvendte betydning.

2. Overgangsordning for energikøbsaftalerne

2.1. Kravene i artikel 24, stk. 1 og 2, i direktiv 96/92/EF

(10) Artikel 24 i direktiv 96/92/EF fastslår følgende: "1. Medlemsstater, i hvilke forpligtelser eller driftsgarantier, som er givet inden dette direktivs ikrafttræden, ikke vil kunne opfyldes på grund af bestemmelserne i dette direktiv, kan anmode om en overgangsordning, som kan indrømmes dem af Kommissionen under hensyn til bl.a. det berørte systems størrelse, systemets sammenkoblingsgrad og den berørte elektricitetsindustris struktur. Kommissionen underretter under iagttagelse af kravet om fortrolighed medlemsstaterne om sådanne anmodninger, inden den træffer afgørelse. Afgørelsen offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

2. Overgangsordningen skal være tidsbegrænset og skal være kædet sammen med gyldighedsperioden for de pågældende forpligtelser og garantier, jf. stk. 1. Overgangsordningen kan omfatte undtagelser fra kapitel IV, VI og VII i dette direktiv. Anmodninger om en overgangsordning skal indgives til Kommissionen senest et år efter dette direktivs ikrafttræden."

(11) Artikel 24, stk. 1 og 2, i direktiv 96/92/EF kræver, på baggrund af EF-traktaten, at Kommissionen undersøger følgende elementer, når den skal tage stilling til en anmodning om overgangsordning:

A. Krav vedrørende arten af de relevante forpligtelser eller driftsgarantier

1) Der skal foreligge dokumentation for, at der er tale om en forpligtelse eller driftsgaranti.

2) Forpligtelsen eller driftsgarantien skal være givet inden 20. februar 1997.

3) Der skal være en årsagssammenhæng mellem direktivets ikrafttræden og den manglende evne til at opfylde forpligtelsen.

B. Krav vedrørende de foreslåede foranstaltninger med henblik på at nå de pågældende mål

1) Foranstaltningerne i overgangsordningen skal ligge inden for rammerne af undtagelser fra direktivets kapitel IV, VI og VII.

2) Overgangsordningen skal være tidsbegrænset og skal være kædet sammen med gyldighedsperioden for de pågældende forpligtelser og driftsgarantier.

3) Overgangsordningen skal gøre brug af de mindst restriktive foranstaltninger af rimelig nødvendighed for at opnå de pågældende mål. Kommissionen må under sin stillingtagen til disse spørgsmål tage blandt andet det berørte systems størrelse, systemets sammenkoblingsgrad og den berørte elektricitetsindustris struktur i betragtning.

2.2. Vurdering af Luxembourgs overgangsordning

A. Krav vedrørende arten af de relevante forpligtelser eller driftsgarantier

(12) Luxembourgs meddelelse var vedlagt en kopi af den pågældende energikøbsaftale. Aftalens parter er på købersiden den luxembourgiske stat med ret til at handle via Cegedel og på sælgersiden RWE AG samt SEO SA, som er hjemmehørende i Luxembourg. Aftalen blev oprindeligt indgået i 1963 og har været fornyet og ændret flere gange. Den 22. oktober 1990 vedtoges en ændring, ifølge hvilken (ændringens § 6) aftalens nugælgende løbetid er indtil 31. december 2000.

(13) På denne baggrund betragter Kommissionen kravene A.1 og A.2 som værende opfyldt i nærværende tilfælde.

(14) Hvad angår krav A.3, må medlemsstaten have tilstrækkeligt belæg for, at den pågældende forpligtelse ville medføre en særlig byrde eller strandet omkostning, som følger af implementeringen af direktivet, og som bringer den forpligtede part i en situation, hvor det er praktisk eller økonomisk umuligt at opfylde den pågældende forpligtelse. Dette ville være tilfældet, hvis energikøbsaftalen var en "take or pay"-aftale, dvs. en aftale, som fastsatte en vis mængde, som køberen skulle betale for, også selv om det viser sig umuligt for køberen at sælge denne mængde videre til en salgspris, der dækker købsprisen. I dette tilfælde kan der være tale om strandede omkostninger, som, hvis de bliver en uoverkommelig byrde, retfærdiggør anmodningen om en overgangsordning.

(15) Den pågældende aftale indeholder imidlertid ikke en sådan take or pay-klausul, dvs. der er ingen minimumsmængde på lang sigt, som køberen skal aftage. Aftalen er fleksibel, da den reelt købte/forbrugte mængde elektricitet (MWh) fastsættes efterfølgende. Også hvad angår kapacitetsbetalinger (MW) er aftalens vilkår fleksible og giver mulighed for at justere disse kapacitetsbetalinger med relativt korte mellemrum. Generelt pristalsreguleres priserne ved hjælp af formler, der tager hensyn til kulpriser og arbejdsomkostninger. Desuden indeholder aftalens § 9.2 en klar almen genforhandlingsret for begge parter, hvis de økonomiske vilkår undergår væsentlige ændringer.

(16) Såfremt privilegerede kunder, som på nuværende tidspunkt forsynes af Cegedel, går over til en anden leverandør, ville Cegedel således kunne tilpasse sit køb fra RWE. Der er derfor ingen risiko for, at Cegedel havner i en situation, hvor det er nødt til at aftage og betale for elektricitet fra RWE, som det ikke kan sælge videre til sine kunder.

(17) I denne sammenhæng bør det erkendes, at tabet af kunder nemt kan bringe Cegedel i en situation, hvor det mister en markedsandel. Dette kan føre til lavere avance som følge af faste omkostninger, eller fordi det mister mængderabat fra RWE. Dette regnes imidlertid for en normal handelsrisiko, som ganske vist er en følge af indførelsen af konkurrence ved direktiv 96/92/EF, men ikke en strandet omkostning, som omfattes af i direktivets artikel 24.

(18) Luxembourgs regering fremfører eneleverandørklausulen i energikøbsaftalen som argument. RWE har eneret til levering af al elektricitet til Luxembourgs offentlige forsyningssystem med undtagelse af Cegedel's egenproduktion med vandkraft eller CHP (kombineret varme og el) samt et begrænset overskud tilført fra industriens egenproduktion.

(19) Der må imidlertid skelnes klart mellem en eneretsklausul og take or pay-klausulen beskrevet ovenfor. Det er kun take or pay-klausuler, der kan give strandede omkostninger, som falder inden for rammerne af direktivets artikel 24. At eneretsklausulen begrænser Cegedel's købemuligheder, er ikke en forpligtelse, som ikke kan opfyldes, fordi Cegedel måske mister privilegerede kunder. Selv om mængden aftaget fra RWE skulle falde, ville det ikke have noget med eneretsklausulen at gøre.

(20) Ikke desto mindre skal det i denne beslutning ikke på forhånd bedømmes, hvorvidt denne eller en lignende eneleverandørklausul er forenelig med EU-traktatens konkurrenceregler, navnlig efter liberaliseringen af elektricitetsmarkedet med implementeringen af direktiv 96/92/EF. I beslutningen skal det heller ikke på forhånd bedømmes, hvorvidt distributørernes (Cegedel's) ret til at handle som privilegeret kunde med hensyn til den elektricitetsmængde, der forbruges af kunder angivet som privilegerede inden for deres distributionssystem, jf. artikel 19, stk. 3, i direktiv 96/92/EF, eventuelt er i modstrid med en sådan eneretsklausul.

(21) Endelig er det Kommissionens holdning, at den pågældende aftale ikke kan forårsage strandede omkostninger for Cegedel, da Cegedel kan tilpasse sin købsmængde til den mængde, det selv sælger videre til sine kunder. Der er derfor ikke tilstrækkeligt belæg for, at direktivets ikrafttræden medfører, at Cegedel bliver ude af stand til at opfylde sine forpligtelser som krævet i artikel 24, stk. 1, i direktiv 96/92/EF.

B. Krav vedrørende de foreslåede foranstaltninger med henblik på at nå de pågældende mål

(22) I meddelelsen anmodes om en overgangsordning gældende til 31. december 2000. Meddelelsen indeholder imidlertid ingen specifikke angivelser af, hvilke foranstaltninger en sådan overgangsordning ville indeholde eller gøre brug af. Meddelelsen indeholder ingen specifikke anmodninger om undtagelse fra kapitel IV, VI og VII i direktiv 96/92/EF.

(23) På baggrund af ovenstående konklusion, om at krav A.3 tydeligvis ikke opfyldes af overgangsordningen i henhold til direktivets artikel 24, stk. 1, er yderligere vurderinger af kravene vedrørende foranstaltningerne indeholdt i den meddelte overgangsordning overflødige.

(24) Meddelelsen indeholder ingen tilkendegivelse af, at Luxembourg har planer om at indføre en økonomisk støttemekanisme som kompensation til de involverede elektricitetsselskaber. Hvis en sådan økonomisk støtteordning påtænkes, bør den eventuelt meddeles i henhold til EF-traktatens artikel 87 og 88.

3. Undtagelser på grundlag af det luxembourgske systems størrelse

3.1. Kravene i artikel 24, stk. 3, i direktiv 96/92/EF

(25) Artikel 24, stk. 3, i direktiv 96/92/EF fastslår også følgende: "Medlemsstater, som efter at have efterkommet dette direktiv kan påvise, at der er betydelige problemer forbundet med driften af deres små isolerede systemer, kan anmode om undtagelser fra de relevante bestemmelser i kapitel IV, V, VI og VII, som kan indrømmes dem af Kommissionen. Denne underretter under iagttagelse af kravet om fortrolighed medlemsstaterne om sådanne anmodninger, inden den træffer afgørelse. Afgørelsen offentliggøres i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Dette stykke gælder også for Luxembourg".

(26) Denne bestemmelse kræver derfor, at Kommissionen undersøger følgende elementer, når den i ovenstående tilfælde skal tage stilling til en anmodning om overgangsordning:

1) Direktivets bestemmelse gælder generelt set kun for små isolerede systemer. I direktivets artikel 2, nr. 23, defineres "lille isoleret system" som ethvert system med et forbrug på under 2500 GWh i 1996, som får mindre end 5 % af sit årlige forbrug dækket via sammenkobling med andre systemer. Luxembourg nævnes udtrykkeligt som en undtagelse.

2) Overgangsordningens foranstaltninger skal ligge inden for rammerne af undtagelser fra direktivets kapitel IV, VI og VII.

3) Medlemsstaterne skal efter at have efterkommet direktivet bevise, at der er betydelige problemer forbundet med driften af deres små isolerede systemer.

4) Kommissionen anvender proportionalitetskriteriet, når den tager stilling til hver enkelt anmodning, hvilket betyder, at den foreslåede foranstaltning skal være den mindst restriktive over for handel og konkurrence af rimelig nødvendighed for at opnå de pågældende mål, som også skal være berettigede.

3.2. Vurdering af anmodningerne om undtagelser

3.2.1. Luxembourgs specifikke situation

(27) I Luxembourgs tilfælde er det ikke nødvendigt at vurdere, om der er tale om et lille isoleret system i overensstemmelse med definitionen i artikel 2, nr. 23, i direktiv 96/92/EF, da artikel 24, stk. 3, specifikt og udtrykkeligt definerer, at det finder anvendelse for Luxembourg.

3.2.2. Undtagelse fra artikel 14 i direktiv 96/92/EF

(28) Artikel 14, stk. 3, andet punktum, fastslår: "De (de integrerede elektricitetsselskaber) skal i noterne til regnskaberne opføre en særskilt balance og en særskilt resultatopgørelse for hver aktivitet."

(29) Luxembourg anmoder om tilladelse til, at den særskilte balance og særskilte resultatopgørelse for aktiviteterne, som skal holdes adskilt (produktions-, transmissions-, distributions- og ikke-elektricitetsrelaterede aktiviteter), ikke opføres i noterne til de offentliggjorte årsregnskaber, men holdes på det interne regnskabsniveau.

(30) Luxembourg fremfører følgende argumenter: For det første vil Cegedel-systemets, og navnlig transmissionssystemets, lille størrelse betyde, at offentliggørelsen af særskilte regnskaber for transmission og distribution bliver en unødig administrativ byrde. For det andet er Cegedel, via importaftalen med RWE, afhængig af en enkelt leverandør, der dækker 90 % af dets elektricitetsbehov, hvorfor man gerne vil hindre, at omkostningerne til indkøb af elektricitet under denne aftale offentliggøres. En offentliggørelse kunne have en negativ indvirkning på Cegedel's forhandlingsposition over for konkurrenter, som kun vil få offentliggjort et gennemsnit af deres blandede electricitetskøb. For det tredje kan det faktum, at alle ikke-elektricitetsrelaterede aktiviteter allerede er holdt uden for Cegedel's regnskab i en separat juridisk person, tale for, at Cegedel ikke behøver offentliggøre adskilte regnskaber.

(31) To ting kan betragtes som mulige "betydelige problemer" i den i artikel 24, stk. 3, i direktiv 96/92/EF anvendte betydning.

(32) For det første den påståede administrative byrde for Cegedel, hvis det skulle offentliggøre adskilte regnskaber. Offentliggørelseskravet i artikel 14 i direktiv 96/92/EF gælder imidlertid ikke for de specifikke, separate regnskaber, men kun for den årlige balance og resultatopgørelse. Det generelle (samlede) årsregnskab skal offentliggøres under alle omstændigheder. Også det løbende interne regnskab skal under alle omstændigheder skilles ad, og en egentlig adskillelse af det løbende regnskab er uden tvivl den største administrative byrde for elektricitetsselskaberne. Det betragtes ikke som en væsentligt større administrativ byrde blot at vedlægge en særskilt balance og særskilt resultatopgørelse i noterne til årsregnskaberne, som skal offentliggøres under alle omstændigheder.

(33) For det andet den påståede konkurrencemæssige ulempe, det ville medføre, hvis omkostningerne til Cegedel's særlige elektricitetskøb fra RWE blev offentliggjort.

(34) Hvis man antager, at det er et berettiget mål for Luxembourgs vedkommende at undgå, at disse købsomkostninger offentliggøres, skal det vurderes, om de foreslåede foranstaltninger er de mindst restriktive foranstaltninger af rimelig nødvendighed for at nå dette mål.

(35) Et af hovedformålene med den vertikale adskillelse af produktion, transmission og distribution, som opnås via en åben opsplitning af regnskaberne kombineret med adskillelsen af transmissionssystemoperatørens ledelse på grundlag af artikel 7, stk. 6, i direktiv 96/92/EF er at undgå, at der sker en forskelsbehandling, når der gives adgang til transmissions- og distributionssystemet, samt sikre muligheden for, at der kan foretages en korrekt beregning og verifikation af de transmissionstakster, som en tredjepart skal betale for at få adgang til transmissions- og distributionssystemet.

(36) Transmissionssystemet og åbenheden med hensyn til omkostningerne forbundet med dette system spiller en central rolle for det indre elektricitetsmarkeds funktion, især da transmissionssystemet anvendes til transit- og grænseoverskridende handel med elektricitet mellem medlemslandene.

(37) Hvis man ser på de fire aktiviteter, der skal adskilles, nemlig produktion, transmission, distribution og ikke-elektricitetsrelaterede aktiviteter, er åbenhed med hensyn til transmissionsaktiviteten af største vigtighed.

(38) Det er Kommissionens holdning, at i hvert fald en årlig balance og resultatopgørelse for hver aktivitet bør offentliggøres i noterne til de generelle årsregnskaber. Der vil i et begrænset tidsrum kunne ses bort fra kravet om en særskilt balance og særskilt resultatopgørelse for produktionsaktiviteten samt for distributionsaktiviteten for at give Luxembourg mulighed for at nå målet vedrørende beskyttelse af omkostningsoplysningerne i forbindelse med den dominerende købsaftale. Dette mål vil ikke være vanskeligere at nå med en samlet balance og resultatopgørelse for alle aktiviteter, hvor kun transmissionssystemet holdes udenfor.

(39) Da der ikke er nogen tidsfrist for anmodninger om undtagelser i henhold til artikel 24, stk. 3, i direktiv 96/92/EF finder Kommisisonen det rimeligt at give tilladelse til en undtagelse i et begrænset tidsrum indtil 31. december 2001. Luxembourgs regering kan anmode om en forlængelse af undtagelsen, hvis den finder det nødvendigt.

(40) Til sidst vurderingen af kravene 2, 3 og 4:

1) Den foranstaltning, der anmodes om, udgør en undtagelse fra direktivets kapitel VI

2) Det antages, at følgerne for Cegedel's konkurrencemæssige position, hvis de specifikke købsomkostninger i forbindelse med en dominerende forsyningskilde blev offentliggjort, udgør et betydeligt problem i den i artikel 24, stk. 3, i direktiv 96/92/EF anvendte betydning

3) Målet, at undgå åbenhed omkring denne specifikke købsomkostning, betragtes som værende berettiget. Luxembourg skal imidlertid anvende den mindst restriktive foranstaltning af rimelig nødvendighed for at nå dette mål. I betragtning af vigtigheden af åbenhed med hensyn til transmissionsaktiviteten i forbindelse med Fællesskabets interne elektricitetshandel skal balancen og resultatopgørelsen for transmissionsaktiviteten fortsat offentliggøres.

3.2.3. Fortolkning af artikel 20 i direktiv 96/92/EF

(41) Med hensyn til denne del af Luxembourgs meddelelse i henhold til artikel 24 i direktiv 96/92/EF ansøges ikke om en specifik ordning eller undtagelse. Der er snarere tale om en anmodning om en fortolkning end en anmodning om en undtagelse på grundlag af direktivets artikel 24, stk. 3. Denne del kan derfor ikke indgå i Kommissionens beslutning i henhold til direktivets artikel 24.

4. Konklusion

(42) Luxembourgs anmodning i henhold til artikel 24 i direktiv 96/92/EF omfatter tre elementer:

(43) For det første anmodningen om en overgangsordning på grundlag af en energikøbsaftale. Kommissionen konkluderer, at der ikke er tilstrækkeligt belæg for, at direktivets ikrafttræden medfører, at Cegedel bliver ude af stand til at opfylde sine forpligtelser i henhold til direktivets artikel 24, stk. 1. Desuden indeholder meddelelsen ingen specifik angivelse af konkrete foranstaltninger. Derfor kan en overgangsordning ikke indrømmes.

(44) For det andet en undtagelse fra artikel 14, stk. 3, i direktiv 96/92/EF på grundlag af direktivets artikel 24, stk. 3. Kommissionen konkluderer, at undtagelsen kan indrømmes, for så vidt som Luxembourg kan undlade offentliggørelse af særskilte balancer og særskilte resultatopførelser for Cegedel's produktions- og distributionsaktiviteter indtil 31. december 2001. Kravet om offentliggørelse af en særskilt balance og særskilt resultatopgørelse for transmissionsaktiviteten bibeholdes.

(45) For det tredje indholdt meddelelsen en anmodning om fortolkning af artikel 20 i direktiv 96/92/EF, som må behandles uden for rammerne af nærværende beslutning -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Nærværende beslutning vedrører Luxembourgs anmodning om

a) en overgangsordning i henhold til artikel 24, stk. 1 og 2, i direktiv 96/92/EF

b) en undtagelse fra artikel 14, stk. 3, i direktiv 96/92/EF i henhold til direktivets artikel 24, stk. 3

som meddelt Kommisisonen i skrivelse af 13. februar 1998 og skrivelse af 20. oktober 1998.

Artikel 2

På grundlag af artikel 24, stk. 1 og 2, i direktiv 96/92/EF kan en overgangsordning vedrørende aftalen mellem den luxembourgske stat, Société Electrique de l'Our SA og RWE AG, indgået den 30. april 1963 og ændret den 22. oktober 1990, ikke indrømmes.

Artikel 3

På grundlag af artikel 24, stk. 3, i direktiv 96/92/EF indrømmes en undtagelse fra direktivets artikel 14, stk. 3, idet

1) Luxembourg indtil 31. december 2001, kan se bort fra kravet om, at Cegedel skal offentliggøre en særskilt balance og en særskilt resultatopgørelse for produktions- og distributionsaktiviteterne i noterne til årsregnskaberne

2) Luxembourg sikrer, at offentliggørelsen af en særskilt balance og en særskilt resultatopgørelse for Cegedel's transmissionsaktivitet bibeholdes.

Artikel 4

Denne beslutning er rettet til Storhertugdømmet Luxembourg.

Udfærdiget i Bruxelles, den 8. juli 1999.

På Kommissionens vegne

Christos PAPOUTSIS

Medlem af Kommissionen

(1) EFT L 27 af 30.1.1997, s. 20.

(2) EFT L 193 af 18.7.1983, s. 1.

(3) EFT L 317 af 16.11.1990, s. 60.