<TI><NP><NO.P><HT TYPE="BOLD">B.</HT></NO.P><TXT>Det andet anbringende om, at der er begået en åbenbar retlig og faktisk fejl derved, at det i den anfægtede afgørelse konkluderes, at sagsøgeren har udvist uagtsomhed</TXT></NP></TI>234Sagsøgeren har anført, at det er med urette, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse har fastslået, at selskabet har udvist uagtsomhed. Ifølge sagsøgeren kunne intet normalt oplyst og tilstrækkeligt agtpågivende selskab med rimelighed have forudset, at december 2012-købet skulle anmeldes, og at den tilsvarende aktieandel ikke kunne overføres til sagsøgeren forud for tilladelsen. Den af sagsøgeren anlagte fortolkning af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004 var rimelig, hvilket blev bekræftet af den juridiske udtalelse, der blev afgivet af sagsøgerens eksterne juridiske rådgiver.235Kommissionen har bestridt sagsøgerens argumenter.236Der skal erindres om, at Kommissionen ifølge artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 139/2004 alene kan pålægge bøder for overtrædelser, der er blevet begået forsætligt eller uagtsomt.237Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt en overtrædelse er blevet begået forsætligt eller uagtsomt, fremgår det af praksis, at denne betingelse er opfyldt, når den pågældende virksomhed ikke kan være uvidende om, at dens adfærd er konkurrencebegrænsende, uanset om den måtte være klar over, at den hermed overtræder konkurrencereglerne (jf. angående de overtrædelser, der kan sanktioneres med en bøde i henhold til artikel 23, stk. 2, første afsnit, i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 af 16.12.2002 om gennemførelse af konkurrencereglerne i […] artikel [101 TEUF og 102 TEUF] (EFT 2003, L 1, s. 1), dom af 18.6.2013, Schenker & Co. m.fl., C-681/11, EU:C:2013:404, præmis 37 og den deri nævnte retspraksis).238Den omstændighed, at den berørte virksomhed har foretaget en retlig urigtig kvalificering af sin adfærd, hvorpå konstateringen af overtrædelsen baseres, kan ikke have til virkning, at virksomheden fritages for pålæggelse af en bøde, i det omfang virksomheden ikke kunne være uvidende om den konkurrencebegrænsende karakter af denne adfærd (jf. analogt dom af 18.6.2013, Schenker & Co. m.fl., C-681/11, EU:C:2013:404, præmis 38). En virksomhed kan ikke undgå at blive pålagt en bøde, når overtrædelsen af konkurrencereglerne skyldes en vildfarelse fra virksomhedens side vedrørende lovligheden af dens adfærd på grund af konklusionen i en advokats juridiske rådgivning (jf. analogt dom af 18.6.2013, Schenker & Co. m.fl., C-681/11, EU:C:2013:404, præmis 43).239Det er i lyset af disse betragtninger, at det skal undersøges, om det var med rette, at Kommissionen i den anfægtede afgørelse konkluderede, at sagsøgeren havde handlet uagtsomt ved at gennemføre december 2012-købet i strid med artikel 4, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 139/2004.240Det skal først bemærkes, at Kommissionen tog hensyn til, at der forelå juridisk rådgivning, da den i den anfægtede afgørelses præmis 142 fastslog, at sagsøgeren havde begået overtrædelserne uagtsomt og ikke forsætligt.241Kommissionen støttede sig i den anfægtede afgørelses punkt 144-148 på de følgende omstændigheder for at konkludere, at sagsøgeren havde udvist uagtsomhed:Sagsøgeren er et stort europæisk selskab, der har en solid erfaring med procedurerne for kontrol med fusioner og for anmeldelse til Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder.
Sagsøgeren vidste, eller burde have vidst, at selskabet ved at købe en andel på 48,5% af Morpols kapital opnåede en faktisk kontrol over dette sidstnævnte selskab.
Sagsøgeren har ikke bevist, at selskabet fra sine juridiske rådgivere havde modtaget en vurdering af anvendeligheden af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004 inden den 18. december 2012, som var datoen for indgåelsen af december 2012-købet.
Den omstændighed, at der fandtes et fortilfælde vedrørende fortolkningen af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004 (Kommissionens beslutning af 21.9.2007 (sag COMP/M.4730 – Yara/Kemira GrowHow) (herefter Yara/Kemira GrowHow-beslutningen)), burde have fået sagsøgeren til at konkludere, at gennemførelsen af december 2012-købet sandsynligvis ville føre til en overtrædelse af artikel 4, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 139/2004, eller i det mindste at det ikke var klart, at artikel 7, stk. 2, fandt anvendelse i det foreliggende tilfælde, og sagsøgeren kunne, og burde, have rettet henvendelse til Kommissionen via høringsproceduren om anvendeligheden af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004 eller ved at anmode om en dispensation fra status quo-forpligtelsen i medfør af artikel 7, stk. 3, i forordning nr. 139/2004.
Sagsøgeren var allerede blevet pålagt en bøde på nationalt niveau for den for tidlige gennemførelse af en fusion i forbindelse med sin overtagelse af selskabet Fjord Seafood, således at det måtte forventes, at sagsøgeren udviste en øget påpasselighed.
242Sagsøgeren har bestridt relevansen af samtlige disse omstændigheder.243Det skal bemærkes, at sagsøgeren i den konkrete sag let kunne forudse, at selskabet ved at købe 48,5% af aktierne i Morpol opnåede faktisk enekontrol over dette selskab. Sagsøgeren har ikke hævdet, at denne ikke havde kendskab til visse faktiske forhold, og at det som følge heraf ikke var muligt for sagsøgeren at forstå, at denne ved at gennemføre december 2012-købet gennemførte en fusion med fællesskabsdimension.244Det fremgår i øvrigt af den børsmeddelelse af 17. december 2012, der er omtalt i præmis 6 ovenfor, at sagsøgeren var bevidst om, at købet af Morpol udgjorde en fusion med fællesskabsdimension. Sagsøgeren anførte således heri følgende:Overtagelsen vil højst sandsynligt udløse en anmeldelsespligt over for EU’s konkurrencemyndigheder, i hvilket tilfælde Marine Harvest ikke vil have adgang til at gøre brug af den til sine aktier i Morpol knyttede stemmeret, før transaktionen er blevet godkendt.
245Det blotte forhold, at sagsøgeren med urette antog, at selskabets forpligtelser begrænsede sig til ikke at gøre brug af dets stemmeret inden godkendelsen, ændrer ikke ved, at sagsøgeren var bevidst om den omstændighed, at der var tale om en fusion med fællesskabsdimension.246Det skal påpeges, at det klart fremgår af ordlyden af artikel 4, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 139/2004, at en fusion med fællesskabsdimension skal anmeldes før den gennemføres, og at den ikke må gennemføres uden forudgående anmeldelse og tilladelse.247Sagsøgeren kunne ikke være uvidende om disse bestemmelser, og selskabet har i øvrigt ikke hævdet at have været uvidende om dem.248Det skal endvidere påpeges, at artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004 ifølge sin ordlyd ikke er anvendelig på situationer som de i den konkrete sag omhandlede (jf. præmis 68-83 ovenfor).249Sagsøgeren har fremført, at selskabets fortolkning af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004 i det mindste var rimelig, således at det ikke handlede uagtsomt.250Der skal i denne forbindelse erindres om, at sagsøgeren med det ræsonnement, der er fulgt under det første anbringende, i det væsentlige har forsøgt at udvide anvendelsesområdet for begrebet en enkelt fusion med henblik på at udvide anvendelsesområdet for den undtagelse, der er fastsat i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004 (jf. præmis 203 ovenfor). Der skal desuden erindres om, at sagsøgeren ikke har identificeret noget eksempel fra Kommissionens afgørelsespraksis eller fra Den Europæiske Unions retsinstansers praksis, hvori flere købstransaktioner vedrørende andelene i en enkelt målvirksomhed er blevet anset for at udgøre en enkelt fusion, når enekontrollen over målvirksomheden var blevet opnået via den første købstransaktion (jf. præmis 147 ovenfor).251Der foreslå derimod en beslutning fra Kommissionen, nemlig Yara/Kemira GrowHow-beslutningen, hvori denne institution i punkt 6 og 7 havde fastslået følgende:- 6.Den 24. maj 2007 købte Yara fra den finske stat en aktieandel på 30,05% i GrowHow. Yara er af den opfattelse, at dette køb udgør den første etape i det offentlige overtagelsestilbud med henblik på den overtagelse af GrowHow, der blev annonceret den 18. juli 2007, og at det som sådant er omfattet af den i artikel 7, stk. 2, i [forordning nr. 139/2004] fastsatte undtagelse til forbuddet mod at gennemføre en fusion. Yara har angivet, at [selskabet] i løbet af Kommissionens undersøgelse af transaktionen ikke vil gøre brug af den stemmeret, der er tilknyttet aktieandelen på 30,05%. De af parterne fremlagte oplysninger viser, at Yara opnåede kontrollen over GrowHow ved købet af aktieandelen på 30,05%.
- 7.Artikel 7, stk. 2, [i forordning nr. 139/2004] finder anvendelse på køb af aktieposter fra forskellige sælgere, dvs. på de snigende tilbud. Kommissionen finder, at den i artikel 7, stk. 2, [i forordning nr. 139/2004] fastsatte fritagelse følgelig ikke er anvendelig i en sag, hvor en kontrolgivende aktieandel erhverves af køberen af en enkelt aktiepost fra en enkelt sælger. Kommissionen er derfor af den opfattelse, at det i den konkrete sag ikke kan udelukkes, at der foreligger en overtrædelse af den status quo-forpligtelse, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, [i forordning nr. 139/2004], og af den anmeldelsespligt, der er fastsat i [nævnte forordnings] artikel 4, stk. 1, og den kan inden for rammerne af en separat procedure undersøge, hvorvidt en sanktion i henhold til artikel 14, stk. 2, [i forordning nr. 139/2004] er passende.
252Det er ganske vist rigtigt, at den konstatering, at det ikke kunne udelukkes, at der var sket en overtrædelse af artikel 4, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 139/2004, som fremhævet af sagsøgeren udgør et obiter dictum i Yara/Kemira GrowHow-beslutningen, som er en beslutning om godkendelse af en fusion med forbehold af overholdelse af visse tilsagn. I sidste ende indledte Kommissionen ikke en procedure med henblik på pålæggelse af en bøde i medfør af artikel 14, stk. 2, i forordning nr. 139/2004. Sagsøgeren har med rette fremhævet, at et sådant obiter dictum er uden bindende retsvirkninger, og at det ikke kan efterprøves af Den Europæiske Unions retsinstanser.253Det forholder sig ikke desto mindre således, at selv et sådant obiter dictum kan give de erhvervsdrivende indikationer om den måde, hvorpå Kommissionen fortolker artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004. Den omstændighed, at Yara/Kemira GrowHow-beslutningen – som angik en situation, der er sammenlignelig med situationen i den konkrete sag, og hvor Kommissionen havde anført, at den fandt, at den i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004 fastsatte undtagelse ikke fandt anvendelse – findes at være et forhold, der gør det vanskeligere for virksomhederne at begrunde, at en fejl begået med hensyn til fortolkningen af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004 ikke faldt ind under en uagtsom adfærd.254Som fremhævet af sagsøgeren under det fjerde anbringende, er det ganske vist rigtigt, at Yara/Kemira GrowHow-beslutningen ikke blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende, og at den fulde udgave alene er tilgængelig på engelsk.255Imidlertid blev der offentliggjort en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (EUT 2007, C 245, s. 7), på hvert af de officielle sprog med angivelse af et internetlink til adgang til den fulde udgave af beslutningen på engelsk. Kommissionen har endvidere med rette fremhævet, at Yara/Kemira GrowHow-beslutningen, og navnlig den fortolkning, der i denne beslutning blev anlagt af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004, er blevet citeret i fagfolks arbejde. En påpasselig erhvervsdrivende kunne derfor have kendskab til denne beslutning og til den fortolkning, som Kommissionen havde anlagt af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004.256Det skal endvidere tages i betragtning, at sagsøgeren kunne have konsulteret Kommissionen vedrørende spørgsmålet om fortolkningen af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004. Såfremt en virksomhed nærer tvivl om sine forpligtelser ifølge forordning nr. 139/2004, er den passende adfærd at henvende sig til Kommissionen (jf. i denne retning dom af 12.12.2012, Electrabel mod Kommissionen, T-332/09, EU:T:2012:672, præmis 255). Sagsøgeren har ikke hævdet, at selskabet ikke var bekendt med denne mulighed.257Kommissionen var ligeledes berettiget til, som den gjorde i den anfægtede afgørelses punkt 144, at tage hensyn til, at sagsøgeren var et stort europæisk selskab, der havde en solid erfaring med procedurerne for kontrol med fusioner og for anmeldelse til Kommissionen og de nationale konkurrencemyndigheder. Det fremgår således af præmis 252 i dom af 12. december 2012, Electrabel mod Kommissionen (T-332/09, EU:T:2012:672), at en virksomheds erfaring på området for fusioner og anmeldelsesprocedurer er et relevant forhold ved vurderingen af uagtsomheden.258Kommissionen var ligeledes berettiget til, som den gjorde i den anfægtede afgørelses punkt 148, at tage hensyn til, at sagsøgeren (på daværende tidspunkt Pan Fish) allerede var blevet pålagt en bøde på nationalt niveau for den for tidlige gennemførelse af en fusion i forbindelse med sin overtagelse af selskabet Fjord Seafood. Det er ganske vist rigtigt, at den franske økonomiministers afgørelse af 8. december 2007 (sag Pan Fish/Fjord Seafood) (herefter Pan Fish/Fjord Seafood-afgørelsen) ikke vedrørte fortolkningen af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004. Det forholder sig ikke desto mindre således, at der må forventes en særlig agtpågivenhed fra en stor europæisk virksomhed, som allerede er blevet pålagt en bøde, om end på nationalt niveau, for den for tidlige gennemførelse af en fusion.259I den konkrete sag må det fastslås, at sagsøgeren har handlet uagtsomt ved at anlægge en fortolkning af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004, som hverken er dækket af bestemmelsens ordlyd, af Kommissionens afgørelsespraksis eller af Den Europæiske Unions retsinstansers praksis, og som ikke er forenelig med, hvad Kommissionen har fastslået, om end i et obiter dictum, i Yara/Kemira GrowHow-beslutningen, og det uden forinden at kontakte Kommissionen for at efterprøve, om sagsøgerens fortolkning var korrekt. Ved at agere således har sagsøgeren handlet på egen risiko, og selskabet kan ikke med føje støtte sig på den angiveligt rimelige karakter af sin fortolkning.260Følgelig skal det argument fra sagsøgeren forkastes, ifølge hvilket intet normalt oplyst og tilstrækkeligt agtpågivende selskab med rimelighed kunne have forudset, at december 2012-købet skulle anmeldes, og at den tilsvarende aktieandel ikke kunne overføres [til sagsøgeren] forud for tilladelsen.261Hvad angår sagsøgerens argumenter om vurderingen fra dennes eksterne juridiske rådgivere skal følgende anføres.262Sagsøgeren har for det første gjort gældende, at dennes eksterne juridiske rådgivere, som er meget erfarne inden for konkurrenceretlige spørgsmål, var enige om at lægge til grund, at december 2012-købet og det offentlige overtagelsestilbud udgjorde en enkelt fusion, der var omfattet af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004, hvilket bekræfter den rimelige karakter af sagsøgerens fortolkning. Sagsøgeren har for det andet gjort gældende, at dennes erfaring knyttet til den transaktion, der lå til grund for Pan Fish/Fjord Seafood-afgørelsen, er en af de faktorer, der fik sagsøgeren til at anmode om og opnå tilsagn – ved flere lejligheder – om, at købet af en aktiepost på 48,5% i Morpol ville være omfattet af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004. Endelig har sagsøgeren gjort gældende, at det er med urette, at Kommissionen i den anfægtede afgørelses punkt 146 fastslog, at selskabet ikke havde bestræbt sig på at indhente, og ikke havde modtaget, nogen som helst udtalelse om rækkevidden af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004 før den 18. december 2012.263Der skal derfor foretages en undersøgelse af indholdet af de udtalelser, der blev afgivet af sagsøgerens eksterne juridiske rådgivere.264Sagsøgeren har støttet sig på en e-mail, som selskabets norske juridiske rådgiver tilsendte dette den 29. november 2012. Den juridiske rådgiver anførte følgende:6.KonkurrenceKøbet af Friendmalls aktier i [Morpol] vil give anledning til en anmeldelse til de kompetente konkurrencemyndigheder.
Vi har ikke et overblik over de to selskabers omsætning fordelt på jurisdiktion, og heller ikke over de øvrige oplysninger, der er nødvendige for at analysere, hvorledes og hvor en sådan anmeldelse skal foretages.
Vi anbefaler Dem på det kraftigste at sætte alt ind på at fastlægge disse forhold som en prioritet, eftersom de vil gøre det muligt for os at udfærdige og fremsende anmeldelserne forholdsvist hurtigt efter en eventuel købsdato.
Vores erfaring viser, at indhentelsen af de for sådanne overtagelser nødvendige godkendelser vil tage tid. Det kan ikke udelukkes, at De vil blive pålagt at frasælge forretningsområder for at opnå den nødvendige godkendelse i visse jurisdiktioner. Så snart De ved, hvor dette kan være nødvendigt, bør De udarbejde strategier for, hvorledes sådanne indvendinger skal imødegås.
Som tidligere omtalt vil [Marine Harvest] ikke være i stand til at udøve nogen som helst aktionærrettigheder i [Morpol], som er knyttet til de købte aktier, før De har modtaget alle de konkurrenceretlige godkendelser.
265Det fremgår klart af denne e-mail, at sagsøgerens norske juridiske rådgiver ikke rådede over de nødvendige oplysninger om de pågældende virksomheders omsætning, og at vedkommende som følge heraf ikke var i stand til at analysere spørgsmålet om, hvilke konkurrencemyndigheder transaktionen skulle anmeldes til. Sagsøgeren kunne ikke forvente, at dennes norske juridiske rådgiver havde foretaget en udtømmende analyse af fusionens EU-retlige implikationer, inden vedkommende overhovedet kom i besiddelse af de oplysninger, der ville gøre det muligt for denne at afgøre spørgsmålet om, hvorvidt der var tale om en fusion med fællesskabsdimension.266Det skal desuden bemærkes, af de få afsnit i denne e-mail, der omhandler konkurrenceretten, således som nævnt i præmis 264 ovenfor, ikke kan anses for en egentlig analyse af sagsøgerens forpligtelser med hensyn til anmeldelserne og de eventuelle status quo-forpligtelser. Sagsøgeren kunne ikke modsætningsvis udlede af den ene sætning [s]om tidligere omtalt vil [Marine Harvest] ikke være i stand til at udøve nogen som helst aktionærrettigheder i [Morpol], som er knyttet til de købte aktier, før De har modtaget alle de konkurrenceretlige godkendelser, at sagsøgeren var berettiget til at afslutte december 2012-købet uden forudgående anmeldelse og tilladelse.267At der foreligger denne e-mail fra sagsøgerens norske juridiske rådgiver, kan under ingen omstændigheder fritage sagsøgeren for sit ansvar.268Denne samme juridiske rådgiver sendte den 14. december 2012, kl. 10:02, en e-mail til en juridisk rådgiver ved advokatkontoret F., der var formuleret således:Forhandlingerne om projektet [Morpol] er på nuværende tidspunkt næsten afsluttet, og vi er ganske sikre på, at der vil blive nået en aftale i løbet af dagen, og at [SPA’en] vil blive underskrevet sidst på eftermiddagen.
Det seneste udkast er vedhæftet til Deres gennemgang og kommentarer ud fra et konkurrenceretligt synspunkt.
Indtil nu har ingen fokuseret meget på dette særlige aspekt, og dette er ikke usædvanligt. Vi er ligeledes nået til et stadium, hvor jeg langt vil foretrække ikke at foretage yderligere ændringer i teksten, eftersom dette let kan distrahere parterne.
Kan De derfor gennemse dette udkast og kun vende tilbage til mig med de kommentarer eller ændringsforslag, som De skønner absolut nødvendige i forhold til godkendelsesproceduren efter EU-konkurrenceretten?
Dette er naturligvis en smule presserende, og jeg vil derfor være meget taknemmelig, hvis De giver det øjeblikkelig opmærksomhed.
269Denne e-mail viser klart, at sagsøgeren ikke optrådte, som en agtpågivende erhvervsdrivende ville have gjort. Det fremgår således heraf, at ingen [havde] fokuseret meget på det konkurrenceretlige aspekt før den dag, hvor denne e-mail blev afsendt, dvs. selve dagen for underskrivelsen af SPA’en. En agtpågivende erhvervsdrivende ville på et tidligere stadium have fokuseret på transaktionens konkurrenceretlige implikationer.270Adspurgt herom under retsmødet har sagsøgeren anført, at ophavsmanden til e-mailen af 14. december 2012 tillige var ophavsmanden til e-mailen af 29. november 2012, og at denne sidstnævnte e-mail dokumenterer, at sagsøgeren allerede på dette stadium havde reflekteret over det konkurrenceretlige tema. Sagsøgeren har desuden anført, at dennes norske juridiske rådgiver var en advokat med speciale i selskabsret, og ikke en advokat med speciale i konkurrenceret, og at sagsøgeren den 14. december 2012 havde anmodet om en udtalelse fra en specialist ved advokatkontoret F.271Der skal i denne forbindelse erindres om, at e-mailen af 29. november 2012 ikke indeholder en egentlig analyse af sagsøgerens forpligtelser med hensyn til anmeldelserne og de eventuelle status quo-forpligtelser (jf. præmis 266 ovenfor). Selv om det er rigtigt, at den norske juridiske rådgiver reflekterede over det konkurrenceretlige aspekt, skal det bemærkes, at vedkommende selv anerkendte i e-mailen af 14. december 2012, at ingen havde fokuseret meget på dette aspekt indtil denne dato.272Det skal tillige fastslås, at sagsøgeren ved under retsmødet at anføre, at dennes norske juridiske rådgiver var en advokat med speciale i selskabsret, og ikke en advokat med speciale i konkurrenceret, med hensyn til denne juridiske rådgiver mildest talt har nuanceret det udsagn, der er indeholdt i stævningens punkt 71, hvorefter dennes eksterne juridiske rådgivere var meget erfarne inden for konkurrenceretlige spørgsmål.273Den 14. december 2012, kl. 22:36, besvarede den juridiske rådgiver ved advokatkontoret F. den e-mail, der er citeret i præmis 268 ovenfor, ved bl.a. at anføre følgende:Blot et enkelt spørgsmål: Vi har ikke kunnet finde nogen bestemmelse, der omfatter spørgsmålet om udøvelse af stemmeretten, så længe godkendelsesproceduren verserer. Det er oplagt, at køberen ikke kan udøve stemmeretten inden godkendelsen.
274Denne e-mail, der blev udvekslet mellem to eksterne juridiske rådgivere for sagsøgeren, kan ikke anses for en egentlig analyse af fusionens konkurrenceretlige implikationer, og den juridiske rådgiver ved advokatkontoret F. havde i øvrigt ikke tilstrækkeligt med tid til at foretage en sådan analyse.275Det må desuden konstateres, at hverken e-mailen af 29. november 2012 eller e-mailene af 14. december 2012 nævner artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004.276Det første dokument, der eksplicit nævner artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004, er et notat fra sagsøgerens norske juridiske rådgiver af 18. december 2012.277Efter at have citeret ordlyden af artikel 7, stk. 1 og 2, i forordning nr. 139/2004 anførte denne juridiske rådgiver i dette notat følgende:Det følger af ovenstående betragtninger, at Marine Harvest kan erhverve aktierne i Morpol, men ikke gøre brug af den til disse aktier knyttede stemmeret, før transaktionen er godkendt af Kommissionen. Marine Harvest kan således ikke udøve sine rettigheder som aktionær i Morpol, og Marine Harvest vil derfor i praksis ikke kontrollere selskabet, før godkendelsen er blevet opnået.
278Dette notat indeholder imidlertid ikke en egentlig analyse af anvendeligheden af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004. Den blotte citation af ordlyden af artikel 7, stk. 1 og 2, i forordning nr. 139/2004 og det udsagn, at sagsøgeren kunne erhverve aktierne i Morpol, såfremt denne ikke gjorde brug af stemmeretten, kan ikke sidestilles med en sådan analyse, navnlig ikke under hensyn til den omstændighed, at artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004 ifølge sin ordlyd ikke er anvendelig. Navnlig støttede sagsøgerens norske juridiske rådgiver sig ikke i dette notat på, at der var tale om en enkelt fusion, for at begrunde den angivelige anvendelighed af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004.279Der skal desuden erindres om, at SPA’en allerede var blevet underskrevet den 14. december 2012. Det var fastsat i SPA’ens artikel 7.1, at afslutningen skulle ske så hurtigt som muligt og senest tre hverdage efter underskrivelsen. Det var ydermere fastsat i SPA’ens artikel 7.2, at sagsøgeren på afslutningsdatoen skulle dokumentere at have betalt købsprisen. Endelig var det fastsat i SPA’ens artikel 7.3, at sælgerne på denne dato skulle dokumentere, at de havde overført aktierne til sagsøgeren.280Notatet af 18. december 2012 blev følgelig udarbejdet på et tidspunkt, hvor sagsøgeren allerede havde forpligtet sig til at afslutte købet senest tre hverdage efter underskrivelsen af SPA’en.281Hvad angår Kommissionens konstatering i den anfægtede afgørelses punkt 146 af, at sagsøgeren ikke har fremlagt nogen oplysninger, der beviser, at denne fra sine juridiske rådgivere havde modtaget en vurdering af anvendeligheden af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004 inden den 18. december 2012, hvilket sagsøgeren har bestridt, skal følgende bemærkes.282Det er ganske vist rigtigt, at sagsøgeren implicit angav på s. 14 i sit svar af 30. april 2014 til klagepunktsmeddelelsen, at selskabet inden den 18. december 2012 fra sin norske juridiske rådgiver havde modtaget den oplysning, at betingelserne for anvendelsen af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004 var opfyldt. Sagsøgeren har således angivet, at denne oplysning blev gentaget på skrift i denne rådgivers notat af 18. december 2012.283Kommissionens konstatering af, at sagsøgeren ikke har fremlagt nogen oplysninger, der beviser, at denne havde modtaget en sådan vurdering inden den 18. december 2012, er imidlertid korrekt. Selv om sagsøgeren i sit svar til klagepunktsmeddelelsen implicit anførte, at selskabet inden den 18. december 2012 fra sin norske juridiske rådgiver havde modtaget den oplysning, at betingelserne for anvendelsen af artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004 var opfyldt, har det således ikke fremlagt noget bevismateriale i denne henseende. Sagsøgeren har navnlig ikke, som bilag til sit svar til klagepunktsmeddelelsen, fremlagt de e-mails af 29. november og 14. december 2012, der er citeret i præmis 264, 268 og 273 ovenfor, og som selskabet har fremlagt som bilag til stævningen.284Under alle omstændigheder ændrer disse e-mails ikke ved sagsøgerens uagtsomhed. Med hensyn til den e-mail af 29. november 2012, der er blevet fremlagt for Retten, skal der erindres om, at denne ikke omtaler artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004, og at den ikke indeholder en egentlig analyse af sagsøgerens forpligtelser (jf. præmis 264-266 ovenfor). Det forholder sig lige sådan med e-mailen af 14. december 2012 fra den juridiske rådgiver ved advokatkontoret F. (jf. præmis 273-275 ovenfor).285Selv hvis det lægges til grund, at sagsøgeren inden den 18. december 2012 fra sine juridiske rådgivere havde indhentet den oplysning, at artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004 fandt anvendelse, ændrer dette under alle omstændigheder ikke ved den konstatering, at sagsøgerens adfærd var uagtsom.286For det første skal der erindres om, at en virksomhed ikke kan undgå at blive pålagt en bøde, når overtrædelsen af konkurrencereglerne skyldes en vildfarelse fra virksomhedens side vedrørende lovligheden af dens adfærd på grund af konklusionen i en advokats juridiske rådgivning (jf. præmis 238 ovenfor).287For det andet er e-mailen fra sagsøgerens norske juridiske rådgiver af 14. december 2012, som sagsøgeren har støttet sig på – og som langt fra bekræfter, at sagsøgeren har udvist agtpågivenhed – afslørende for selskabets uagtsomhed, eftersom det af denne fremgår, at ingen [havde] fokuseret meget på det konkurrenceretlige aspekt før selve dagen for underskrivelsen af SPA’en.288Såfremt sagsøgeren havde optrådt som en agtpågivende erhvervsdrivende, ville denne have sikret sig, at der blev foretaget en komplet analyse af SPA’ens konkurrenceretlige implikationer før underskrivelsen af SPA’en, og dette så meget desto mere som det i SPA’en var fastsat, at afslutningen af købet skulle finde sted senest tre hverdage efter underskrivelsen af denne aktiekøbsaftale.289Sagsøgeren har tillige støttet sig på en e-mail, som advokaten fra selskabet F. tilsendte sagsøgeren den 27. januar 2013. Det skal i denne forbindelse fastslås, at denne e-mail blev afsendt efter afslutningen af december 2012-købet, og at den derfor under ingen omstændigheder kan fritage sagsøgeren for sit ansvar. Denne e-mail indeholder i øvrigt ikke en egentlig analyse af de betingelser, der er fastsat i artikel 7, stk. 2, i forordning nr. 139/2004, men begrænser sig i det væsentlige til at gengive ordlyden af denne bestemmelse. Denne e-mail omtaler navnlig ikke begrebet en enkelt fusion.290Det følger af samtlige de anførte betragtninger, at det var med rette, at Kommissionen fastslog, at overtrædelsen af artikel 4, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 139/2004 var blevet begået ved uagtsomhed.291Det andet anbringende skal følgelig forkastes.