Producenterne og Grækenland har nedlagt samme påstande i de første to af de sager, der nu foreligger for Domstolen (henholdsvis sag 97 og sag 99/86), nemlig at forordning nr. 381/86 annulleres, og at der gives Kommissionen pålæg om at opfylde dommene i annullationssøgsmålet fra 1983 og erstatningssøgsmålene og at yde supplerende støtte for produktionsårene 1981/1982, 1982/1983, 1984/1985 og 1985/1986 (og for producenternes vedkommende for 1986/1987) for at bringe forskelsbehandlingen af de græske producenter til ophør. I replikken har den græske regering kun nedlagt påstand om annullation af forordning nr. 381/86, men jeg opfatter dette som en sammenfatning og ikke en begrænsning af påstandene i stævningen. Jeg mener også, at det klart fremgår af den græske regerings procesdokumenter som helhed, at den også ønsker et pålæg for produktionsåret 1986/1987, eftersom der henvises til dette år i de argumenter, som både gælder for dette og de tidligere år. Kommissionen har ikke taget stilling til disse to spørgsmål.

Skønt det anerkendes, at den af Grækenland anlagte sag kan antages til realitetsbehandling, har Kommissionen gjort gældende, at den af producenterne anlagte sag ikke kan, eftersom forordning nr. 381/86 er en rent generel retsakt og derfor ikke berører sagsøgerne umiddelbart og individuelt, jfr. Domstolens afgørelse med hensyn til den forudgående forordning nr. 1962/81 i Greek Canners-sagen. Den omstændighed, at den anfægtede forordning, som har virkning for den sektor, inden for hvilken producenterne driver deres virksomhed, blev vedtaget efter, at Domstolen havde afsagt dom, er ifølge Kommissionen irrelevant.

Producenterne har derimod anført, at henvisningen i præmis 36 i dommen i annullationssøgsmålet fra 1983 til Kommissionens forpligtelser i henhold til artikel 176 sammenholdt med afgørelsen i erstatningssøgsmålene er tilstrækkelig til at gøre forordning nr. 381/86 til en beslutning, der berører sagsøgerne umiddelbart og individuelt, på trods af dens ydre form.

I de forenede sager 16 og 17/62 (Confédération nationale des producteurs de fruits et légumes mod Rådet, Sml. 1954-1964, s. 359), udtalte Domstolen, at spørgsmålet om, hvorvidt en anfægtet retsakt var en forordning eller en beslutning, måtte behandles under hensyntagen til dens genstand og indhold, og ikke til dens officielle betegnelse. Kriteriet for sondringen skal søges i, om den pågældende retsakt er almengyldig eller ikke. En forordning, der i det væsentlige er af normativ karakter, er anvendelig ikke blot på et begrænset antal angivne eller på anden måde identificerbare adressater, men på abstrakt afgrænsede personkredse i deres helhed ... hvis en retsakt under disse omstændigheder af forfatteren er betegnet som en forordning og indeholder bestemmelser, som efter deres karakter ikke blot umiddelbart, men også individuelt berører bestemte fysiske eller juridiske personer, må det erkendes, at i hvert fald disse bestemmelser — uafhængigt af spørgsmålet, om denne retsakt som helhed betragtet med rette kan betegnes som en forordning — ikke har forordningskarakter og derfor kan anfægtes af disse personer efter artikel 173, stk. 2. (s. 362).

Der var ingen tvivl om, at forordning nr. 1962/81, som var gældende i hele Fællesskabet, var af normativ karakter. Derfor blev Greek Canners-sagen afvist. Ved første øjekast kunne man mene, at forordning nr. 381/86, som behandler et lignende spørgsmål, falder ind under samme kategori, og at producenternes søgsmål må afvises på grundlag af Domstolens tidligere afgørelser, hvori det er antaget, at bestemmelserne i artikel 173 om den søgsmålsret, der tilkendes andre sagsøgere end medlemsstaterne, må fortolkes temmelig restriktivt.

Skønt spørgsmålet ikke er helt let at tage stilling til, er dette synspunkt dog efter min opfattelse for forenklet.

For det første vedrører forordning nr. 381/86 kun græske forhold og et begrænset antal erhvervsdrivende, som forarbejdede græske tomater til græske koncentrater i produktionsåret 1983/84. De erhvervsdrivende, der stod for 99% af produktionen, er sagsøgere i denne sag.

Det var klart, at forordningen vedrørte disse erhvervsdrivende og kun dem, og der er ikke noget, der tyder på, at nogen af sagsøgerne ikke drev virksomhed i 1983/84, eller at Kommissionen ikke kunne have skaffet sig en fuldstændig liste over disse erhvervsdrivende, hvis den havde ønsket det. Forordningen forekommer mig derfor snarere at have karakter af en beslutning, der berører og kun berører sådanne erhvervsdrivende, end en forordning af generel rækkevidde. Fordi de personer, som bestemmelsen vedrørte, [kunne] identificeres på det tidspunkt, hvor forordningen blev udstedt, mener jeg, at de med rimelighed kan siges at have været individuelt berørt (sag 112/77, Töpfer mod Kommissionen, Smi. 1978, s. 1019, på s. 1029 f.; de forenede sager 4I-44/70, NV International Fruit Company m. fl. mod Kommissionen, Sml. 1971, s. 83; sag 11/82, Piraiki-Patraiki mod Kommissionen, Sml. 1985, s. 207; sidstnævnte sag vedrørte erhvervsdrivende, som havde indgået kontrakter om levering af garn til franske købere, før der blev givet bemyndigelse til beskyttelsesforanstaltningerne).

Der er ingen tvivl om, at de nationale myndigheder ikke kunne udøve noget skøn ved gennemførelsen af retsakten. De erhvervsdrivende blev derfor efter min opfattelse umiddelbart berørt af den, og det må antages, at den berørte dem umiddelbart i den betydning, der er forudsat i EØF-Traktatens artikel 173 (NV International Fruit Company, jfr. ovenfor). Selv om man måtte mene, at de nationale myndigheder teoretisk kunne udøve et skøn, kan en sådan forholdsregel truffet af Fællesskabet berøre en privatperson umiddelbart (Piraiki-Patraiki, jfr. ovenfor).

Jeg finder derfor, at det må antages, at producenterne har den status, der er nødvendig, for at de kan anfægte denne forordning, som bevidst er vedtaget for at korrigere en teknisk fejl, når fejlen har været i deres disfavør, og den er sket i generelle retsregler, som ikke i tilstrækkeligt omfang tog hensyn til deres specielle situation.

I henhold til Traktatens artikel 176 har den institution, fra hvilken en annulleret retsakt hidrører, eller hvis undladelse er erklæret stridende mod Traktaten pligt til at gennemføre de til dommens opfyldelse nødvendige foranstaltninger. En part, der har fået medhold i en sag for Domstolen, er berettiget til at anlægge søgsmål ved Domstolen for at få konstateret, om institutionen eventuelt ikke har overholdt de forpligtelser, som påhviler den i medfør af gældende ret (sag 30/76, Kiister mod Europa-Parlamentet, Sml. 1976, s. 1719, 1725).

I annullationssøgsmålet fra 1983 opnåede Grækenland, at forordningen for 1983/1984 blev annulleret. Der var ikke blevet nedlagt påstand om annullation af forordningerne for de tidligere år, og disse forordninger blev ikke annulleret, selv om Domstolen i erstatningssøgsmålene gjorde det klart, at ulovligheden også omfattede forordningerne for 1981/1982 og 1982/1983. Der har fundet en korrektion sted for så vidt angår 1983/84 (og der er ikke indgivet klage herover), men det er åbenbart, at koefficienterne for årene 1984-1987 i forordning nr. 1709/84 af 19. juni 1984 ikke er i overensstemmelse med Domstolens dom af 19. september 1985 i annullationssøgsmålet fra 1983.

Der er to principper, der må tages i betragtning. Det første er, at Traktaten i artikel 173 opstiller en søgsmålsfrist for sager, hvor gyldigheden af Kommissionens retsakter anfægtes. Hvis de ikke anfægtes i rette tid og derefter annulleres, betragtes de som gyldige. Det andet princip er, at Kommissionen skal tage skridt til at efterkomme Domstolens dom.

For så vidt angår det førstnævnte princip, er det åbenbart, at Grækenland ikke rettidigt anfægtede gyldigheden af forordningerne for 1981/1982, 1982/1983 og forordning nr. 1709/84, der vedrører de senere år. Disse forordninger står således ved magt, medmindre de ændres af Kommissionen. Med hensyn til produktionsår, som var afsluttet på det tidspunkt, hvor dommen blev afsagt, mener jeg, at Kommissionen er berettiget til at påberåbe sig søgsmålsfristen. Ellers kunne fristbestemmelserne altid omgås, såfremt en medlemsstat først anfægtede forordninger, der hvert år afløses af nye forordninger, på et sent tidspunkt, hvor den anfægtede forordningen for et bestemt år og derefter forsøgte at gøre gældende, at der måtte ske en korrektion for de foregående år. Reglen om, at allerede gennemførte retsakter bør stå ved magt, selv om det anerkendes, at de er blevet udstedt på et fejlagtigt grundlag, er begrundet i retssikkerhedshensyn.

Jeg mener derfor ikke, at Domstolens dom forpligter Kommissionen til at ophæve eller ændre forordningerne for produktionsårene 1981/1982, 1982/1983 eller 1984/1985, som alle var afsluttet, da Domstolens dom blev afsagt, idet det sidste af produktionsårene var afsluttet den 30. juni 1985.

Derimod var årene 1985/1986 og 1986/1987 ikke afsluttet. På trods af argumenterne om, at Grækenland selv bærer skylden for, at det ikke har søgt at anfægte gyldigheden af de relevante forordninger, herunder nr. 1709/84, i rette tid, mener jeg, at Kommissionen ifølge Traktatens artikel 176 var forpligtet til at berigtige de forordninger, der vedrørte det løbende og de efterfølgende produktionsår. Selv om Domstolen ikke havde kompetence til at annullere denne forordning, idet Grækenland havde ladet fristen for at anlægge sag udløbe, udgør den omstændighed, at Kommissionen ikke berigtigede forholdet, da den blev klar over, at den anvendte metode var behæftet med fejl, et brud på dens forpligtelser i henhold til Traktatens artikel 176. Disse forpligtelser var ikke begrænset til året 1983/1984, for hvilket den relevante forordning blev annulleret. Grækenland anfægtede forordning nr. 381/86 i rette tid og har efter min opfattelse krav på, at forordning nr. 381/86 annulleres, for så vidt som den ikke behandler årene 1985/1986 og 1986/1987 som anvist af Domstolen.

Det kan ved første øjekast synes underligt, at der skal foretages korrektioner for 1983/1984, 1985/1986 og de følgende år, men ikke for 1984/1985. Jeg finder dog ikke dette ulogisk, når det anerkendes, at Grækenland kunne have anfægtet forordningen for dette år og undlod det.

Producenterne var ikke parter i sagen, der gav anledning til dommen om annullation af forordningen for 1983/1984. Ikke desto mindre havde de efter min opfattelse, af samme grunde som Grækenland, ret til at forvente, at der ved forordning nr. 381/86 ikke blot ville blive foretaget korrektioner for dette år, men også for det løbende og de kommende år. Det er berettiget, at de anfører, at det i det mindste er overraskende, at Kommissionen vil lægge så stor vægt på argumentet om søgsmålsfristen og fortsætte på det grundlag, der er erklæret ulovligt, i de produktionsår, der ikke er afsluttet. Det er ikke afgørende, at sagsøgerne ikke fik medhold i erstatningssøgsmålene. Artiklerne 173 og 215 er uafhængige af hinanden og har forskellige formål. Den omstændighed, at Domstolen ikke gav dem medhold i erstatningssøgsmålene er efter min opfattelse ikke til hinder for, at der gives producenterne medhold i den nu foreliggende sag. Jeg mener derfor, at de i sag 97/86 er berettiget til samme afgørelse som Grækenland.

Sagsøgerne har gjort det klart, at disse to sager er subsidiære i forhold til de første. De er ikke nødvendige, hvis sagsøgerne får medhold i de første. Efter den konklusion, jeg er nået til, er det ikke nødvendigt at overveje de to sager.

Hvis sagsøgerne derimod ikke får medhold i de første to sager, må deres krav i de to andre tages under overvejelse. Begge er anlagt i rette tid, og efter min opfattelse har parterne haft den nødvendige retlige interesse i at anlægge sagerne. Efter min mening kan de derfor antages til realitetsbehandling.

Efter vedtagelsen af forordning nr. 381/86 opfordrede henholdsvis producenterne og Grækenland ved skrivelser af 10. og 17. april 1986 Kommissionen til at opfylde dommene i sagerne fra 1983 ved at fastsætte bestemmelser om supplerende støtte for produktionsårene før og efter 1983/1984. Denne anmodning blev udtrykkeligt fremsat i henhold til Traktatens artikel 175. Ved skrivelser af henholdsvis 11. og 19. juni 1986 svarede Kommissionen, at den mente at have efterkommet dommen i sag 192/83, og at den ikke var forpligtet til at tage yderligere skridt. Sagsøgerne i begge sager har nedlagt påstand om annullation af denne stillingtagen og af, hvad sagsøgerne opfatter som Kommissionens afvisning af at opfylde Domstolens dom. Sagsøgerne synes at have haft til hensigt for det første i medfør af artikel 175 at støtte disse sager på Kommissionens påståede undladelse af at tage stilling og for det andet i medfør af artikel 173 på, at Kommissionen nægtede at handle, hvilket i sig selv er en beslutning, der kan anfægtes.

Efter min opfattelse kan sagen ikke henføres under artikel 175, fordi Kommissionen faktisk tog stilling. Den gjorde det klart, at den var af den opfattelse, at den ikke skulle foretage sig noget, og at den ikke ville handle. Jeg mener imidlertid, at denne afvisning er et spørgsmål, som kan prøves i medfør af artikel 173 som en undladelse af at vedtage en forordning for årene bortset fra 1983/1984 — en undladelse, som berørte producenterne umiddelbart og individuelt, og som de og Grækenland kan anfægte. Af tilsvarende grunde som i de første to sager mener jeg, at afvisningen af at råde bod på forholdene, for så vidt angik 1985/1986 og 1986/1987, var en tilsidesættelse af Kommissionens forpligtelse til at opfylde Domstolens dom, men at det med hensyn til de forudgående år ikke var nødvendigt at tage spørgsmålene op til fornyet drøftelse i henhold til Domstolens dom, da der ikke var blevet anlagt sag om annullation af forordningerne i rette tid, og da produktionsårene var afsluttet.