Bruxelles, den 28.1.2025

COM(2025) 16 final

RAPPORT FRA KOMMISSIONEN TIL RÅDET OG EUROPA-PARLAMENTET

om forhandlingen af bilaterale ordninger eller aftaler mellem EU-medlemsstater og Det Forenede Kongerige vedrørende administrativt samarbejde på momsområdet eller bistand til inddrivelse af skatter i overensstemmelse med artikel 8, stk. 2, i Rådets afgørelse (EU) 2021/689









Indledning

I henhold til artikel 8, stk. 2, i Rådets afgørelse (EU) 2021/689 1 skal Kommissionen underrette Europa-Parlamentet og Rådet om udkast til aftaler eller ordninger, der forhandles mellem EU-medlemsstaterne og Det Forenede Kongerige vedrørende administrativt samarbejde på momsområdet eller bistand til inddrivelse af skatter og afgifter.

Administrativt samarbejde på moms- og toldområdet og bistand til inddrivelse af moms, punktafgift og told er omfattet af handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side ("herefter "handels- og samarbejdsaftalen"), og navnlig af protokollen om administrativt samarbejde og bekæmpelse af svig vedrørende merafgift og gensidig bistand ved inddrivelse af fordringer i forbindelse med skatter og afgifter (herefter "protokollen"), som er knyttet til handels- og samarbejdsaftalen.

Når medlemsstaterne agter at forhandle en bilateral aftale eller ordning med Det Forenede Kongerige om administrativt samarbejde på momsområdet eller om bistand til inddrivelse af skatter og afgifter, skal de høre Kommissionen. De må kun undertegne og indgå en sådan ordning eller aftale med Det Forenede Kongerige, efter at Kommissionen har bekræftet, at den pågældende aftale eller ordning er gyldig i henhold til EU-retten.

De nationale myndigheder skal, når de forhandler om et aftalememorandum om gennemførelse af en anden international aftale vedrørende inddrivelsesbistand, på samme måde sikre, at aftalememorandummet ikke indeholder bestemmelser, der undergraver handels- og samarbejdsaftalens eller det indre markeds funktion, og som udgør en trussel for virkeliggørelsen af et mål for Unionens optræden udadtil på området inddrivelsesbistand eller på anden måde er til skade for Unionens interesser 2 .

Det betyder, at de skatter og afgifter, der er omfattet af handels- og samarbejdsaftalens bestemmelser om administrativt samarbejde og inddrivelsesbistand, ikke bør være omfattet af de tilsvarende bestemmelser i aftaler og aftalememoranda, som medlemsstaterne forhandler med Det Forenede Kongerige. Det er ikke tilstrækkeligt blot at have en erklæring om, at EU-retten har forrang.

Samtidig er bilaterale forhandlinger om specifikke elementer – f.eks. ændringer af tærsklen i protokollens artikel 33, stk. 4 – ikke mulige, da de pågældende bestemmelser er en del af den samlede handels- og samarbejdsaftale, som er et resultat af flersektorielle forhandlinger. Det er således ikke muligt at ændre dette resultat på et givet område uden at tage hele aftalen i betragtning, navnlig de områder, der er knyttet til aftalens handelsdel, og som vedrører en meget lang række af økonomiske aktiviteter. I den forbindelse vil en medlemsstats unilaterale forhandling af et sådant specifikt element være i strid med princippet om loyalt samarbejde i artikel 4, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union.

Derudover er enhver international aftale om administrativt samarbejde og inddrivelsesbistand mellem en medlemsstat og Det Forenede Kongerige naturligvis også udelukket, hvis det administrative samarbejde og inddrivelsesbistanden er omfattet af Det Forenede Kongeriges udtrædelsesaftale 3 og dennes protokol om Irland/Nordirland og af protokollen om gensidig administrativ bistand i toldspørgsmål, som er knyttet til handels- og samarbejdsaftalen.

Kommissionen har for så vidt angår bistand til inddrivelse af skatter, som ikke er omfattet af EU-aftalerne, mindet medlemsstaterne om, at de har mulighed for at mindske deres administrative og budgetmæssige byrde i forbindelse med oversættelse ved at benytte det elektroniske netværk og de standardformularer, der er vedtaget i forbindelse med gennemførelsen af protokollen, i overensstemmelse med protokollens artikel 38, stk. 4. Følgende fremgår af protokollens artikel PVAT.38, stk. 4: "De elektroniske netværk og de standardformularer, der vedtages i forbindelse med gennemførelsen af denne protokol, kan også anvendes til inddrivelsesbistand i forbindelse med andre fordringer end dem, der er nævnt i artikel PVAT.2, stk. 1, litra b), hvis en sådan inddrivelsesbistand er mulig inden for rammerne af andre bilaterale eller multilaterale retligt bindende instrumenter vedrørende administrativt samarbejde mellem staterne". Det er i EU-medlemsstaternes – og Det Forenede Kongeriges – myndigheders interesse effektivt at anvende disse standardformularer (anmodningsformularer og den ensartede meddelelsesformular (UNF) og den ensartede akt, der hjemler ret til eksekution i den bistandssøgte stat (UIPE)), som er vedtaget i henhold til denne protokol, til inddrivelsesbistand i forbindelse med andre skatter, da dette giver fordele såsom den dermed forbundne automatiserede oversættelse, direkte retsvirkning for UNF og UIPE (uden behov for anerkendelse i den bistandssøgte stat) og mulighed for at sende en kombineret anmodning i tilfælde af flere fordringer, der er omfattet af henholdsvis aftalerne mellem EU og Det Forenede Kongerige og de andre internationale aftaler, der finder anvendelse mellem EU-medlemsstaterne og Det Forenede Kongerige.

Det forhold, at et aftalememorandum kun har til formål at beskrive de kompetente myndigheders fortolkning af en eksisterende multilateral aftale 4 , kan ikke begrunde en fravigelse af ovennævnte regler.

Det fremgår af de svar, som EU-medlemsstaternes har givet, at Det Forenede Kongeriges myndigheder har henvendt sig til adskillige medlemsstater med henblik på at indgå en dobbeltbeskatningsoverenskomst, som indeholder bestemmelser om administrativt samarbejde og bistand til skatteinddrivelse, eller et aftalememorandum om anvendelsen af bilaterale aftaler vedrørende bistand til skatteinddrivelse eller om anvendelsen af den multilaterale konvention om gensidig administrativ bistand i skattesager.

Nedenstående tabel opsummerer de tilfælde, som Kommissionen indtil videre er blevet gjort opmærksom på.

Medlemsstat

Type aftale

Status

Trufne/påtænkte foranstaltninger

Østrig

Aftalememorandum om bistand til skatteinddrivelse

Undertegnet

Medlemsstaten har offentliggjort en fortolkende erklæring. 5

Medlemsstaten har forpligtet sig til at ændre dobbeltbeskatningsoverenskomsten og aftalememorandummet ved næstkommende lejlighed

Luxembourg

Dobbeltbeskatningsoverenskomst

Undertegnet

Medlemsstaten har offentliggjort en fortolkende erklæring. 6

Medlemsstaten har forpligtet sig til at ændre dobbeltbeskatningsoverenskomsten ved næstkommende lejlighed

Litauen

Aftalememorandum om bistand til skatteinddrivelse

Igangværende

Kommissionen har ikke modtaget et udkast

Spanien

Aftalememorandum om bistand til skatteinddrivelse

Igangværende

Kommissionen har ikke modtaget et udkast

Polen

Aftalememorandum om bistand til skatteinddrivelse

Igangværende

Kommissionen har fremsat bemærkninger

Sverige

Aftalememorandum om bistand til skatteinddrivelse

Igangværende

Kommissionen har fremsat bemærkninger

Tjekkiet

Aftalememorandum om bistand til skatteinddrivelse

Igangværende

Kommissionen har fremsat bemærkninger

Belgien

Aftalememorandum om bistand til skatteinddrivelse

Igangværende

Kommissionen har fremsat bemærkninger

Portugal

Aftalememorandum om bistand til skatteinddrivelse

Igangværende

Kommissionen har fremsat bemærkninger

Tjekkiet

Dobbeltbeskatningsoverenskomst

Igangværende

Tjekkiet fremsender teksten til Kommissionen

Portugal

Dobbeltbeskatningsoverenskomst

Igangværende

Kommissionen har fremsat bemærkninger

Nederlandene

Aftalememorandum om bistand til skatteinddrivelse

Igangværende

Kommissionen har fremsat bemærkninger

Tyskland

Aftalememorandum om bistand til skatteinddrivelse

Igangværende

Kommissionen har fremsat bemærkninger

Rumænien

Dobbeltbeskatningsoverenskomst

Igangværende

Kommissionen har fremsat bemærkninger

Kommissionen vil fortsat yde medlemsstaterne passende rådgivning for at sikre, at de bilaterale aftaler, som de forhandler, er forenelige med handels- og samarbejdsaftalen og protokollen, og den vil træffe alle passende foranstaltninger til at nå dette mål.

(1)

     Rådets afgørelse (EU) 2021/689 af 29. april 2021 om indgåelse på Unionens vegne af handels- og samarbejdsaftalen mellem Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab på den ene side og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland på den anden side (herefter "handels- og samarbejdsaftalen") og af aftalen mellem Den Europæiske Union og Det Forenede Kongerige Storbritannien og Nordirland om sikkerhedsprocedurer for udveksling og beskyttelse af klassificerede informationer (EUT L 149 af 30.4.2021, s. 2).

(2)

     Artikel 7 i Rådets afgørelse (EU) 2021/689 af 29. april 2021.

(3)

     Aftale om Det Forenede Kongerige og Nordirlands udtræden af Den Europæiske Union og Det Europæiske Atomenergifællesskab (EUT L 29 af 31.1.2020, s. 7).

(4)

     Navnlig den multilaterale konvention om gensidig administrativ bistand i skattesager vedtaget af Europarådet og OECD. I den forbindelse bemærker Kommissionen, at ingen medlemsstat nogensinde har meddelt at have indgået bilaterale aftaler med Det Forenede Kongerige om et mere omfattende samarbejde eller mere omfattende bistand, end hvad der er omfattet af Rådets forordning (EU) nr. 904/2010 om administrativt samarbejde på momsområdet og Rådets direktiv 2010/24/EU om bistand til skatteinddrivelse (artikel 60 i forordning (EU) nr. 904/2010 og artikel 24 i direktiv 2010/24/EU).

(5)

     Vejledning fra Østrigs finansministerium af 8. april 2022, 2022-0.201.316, offentliggjort i forbindelse med dobbeltbeskatningsoverenskomsten med Det Forenede Kongerige, https://www.bmf.gv.at/themen/steuern/internationales-steuerrecht/doppelbesteuerungsabkommen/dba-liste.html

(6)

      https://mfin.gouvernement.lu/fr/actualites/2023/condigblu.html