Foreløbig udgave

FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT

J. RICHARD DE LA TOUR

fremsat den 9. juli 2026 (1)

Sag C-279/25

IC

mod

Land Baden-Württemberg

procesdeltager:

Vertreterin des Bundesinteresses beim Bundesverwaltungsgericht

(anmodning om præjudiciel afgørelse indgivet af Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Tyskland))

» Præjudiciel forelæggelse – unionsborgerskab – artikel 21, stk. 1, TEUF – ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område – unionsborger, der fra fødslen har været statsborger i to medlemsstater – unionsborger, der er flyttet mellem medlemsstater, hvor vedkommende er statsborger – opholdsret for en tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem «






I.      Indledning

1.        Kan en person, der er statsborger i to medlemsstater, mellem hvilke vedkommende har bevæget sig, påberåbe sig statsborgerskabet i sin oprindelsesmedlemsstat A over for myndighederne i sin oprindelsesmedlemsstat B ved at gøre gældende, at den pågældende har udøvet sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område i henhold til EU-retten, og påberåbe sig den retlige ordning, der følger heraf (2)?

2.        Dette spørgsmål er af afgørende betydning. Selv om staterne tidligere var skeptiske over for dobbelt statsborgerskab, fordi statsborgerskabstilknytningen skulle være eksklusiv, er denne status nemlig i dag almindeligt anerkendt (3), og antallet af unionsborgere, der fra fødslen er statsborgere i to medlemsstater, er stadigt stigende. Dette skyldes, at flere personer bevæger sig på tværs af grænserne i EU, at der stiftes flere familier med forældre fra to lande, og at der i stigende grad er vedtaget national lovgivning, hvorved medlemsstaterne anerkender princippet om ligestilling mellem kønnene i forbindelse med overførsel af statsborgerskab og tillader besiddelse af flere pas (4).

3.        I 2025 havde 3 612 000 tyske statsborgere dobbelt statsborgerskab. På grund af den geografiske nærhed, historiske bånd og et udvidet tæt samarbejde mellem Forbundsrepublikken Tyskland og Republikken Polen var andelen af tyske statsborgere, der ligeledes havde polsk statsborgerskab, den stærkest repræsenterede på tysk område, idet der var tale om 458 000 personer, langt foran de tysk-italienske, de tysk-rumænske, de tysk-græske og de tysk-franske statsborgere (5). Gesetz zur Modernisierung des Staatsangehörigkeitsrechts (lov om modernisering af lovgivningen om statsborgerskab) (6) af 22. marts 2024, som trådte i kraft den 27. juni 2024, vil antagelig forstærke dette fænomen i fremtiden, for så vidt som denne lov nu giver adgang til dobbelt statsborgerskab fra fødslen og tillader naturalisation efter 5 års ophold (7).

4.        Den foreliggende præjudicielle forelæggelse er indgivet i forbindelse med en tvist mellem IC, der er algerisk statsborger, og de tyske myndigheder vedrørende lovligheden af en afgørelse, hvorved disse myndigheder afslog at tildele ham en afledt opholdsret, som han havde ansøgt om i sin egenskab af ægtefælle til en unionsborger med både tysk og polsk statsborgerskab (herefter »den berørte«). Myndighederne var af den opfattelse, at den pågældende unionsborger ikke havde udøvet sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område som omhandlet i artikel 21, stk. 1, TEUF ved at flytte fra Polen til Tyskland.

5.        Eftersom det dobbelte statsborgerskab i dag anses for unionsborgerskabets akilleshæl (8), er Domstolen blevet anmodet om at klarlægge sin praksis og navnlig afgøre, om unionsborgere, der er statsborgere i to medlemsstater, og som befinder sig på en af disse medlemsstaters område, opholder sig dér på grundlag af national ret eller EU-retten, og følgelig hvilke regler der finder anvendelse på ophold for tredjelandsstatsborgere, som er deres familiemedlemmer.

6.        I dette forslag til afgørelse vil jeg redegøre for grundene til, at jeg er af den opfattelse, at en unionsborger, der som den berørte har forladt den medlemsstat, på hvis område vedkommende er født, og hvor denne har været statsborger siden fødslen, for at rejse til en anden medlemsstats område, hvor den pågældende ligeledes har været statsborger siden fødslen, og hvor denne har stiftet og udviklet sit familieliv, ikke har gjort brug af sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område som omhandlet i artikel 21, stk. 1, TEUF på trods af, at grænsen mellem disse to stater er blevet passeret. Jeg vil navnlig forklare, at den løsning, som Domstolen nåede frem til i dom af 14. november 2017, Lounes (9), ikke synes at finde analog anvendelse, eftersom en sådan borger ikke kan påberåbe sig rettigheder, der tidligere er erhvervet på grundlag af direktiv 2004/38/EF (10).

II.    De faktiske omstændigheder i hovedsagen og det præjudicielle spørgsmål

7.        Sagsøgeren er algerisk statsborger og har siden 2009 været bosat på tysk område. Da hans ansøgning om international beskyttelse er blevet afslået, er hans ophold ulovligt, men han tolereres ikke desto mindre på grundlag af dispensationer. Han er far til 3 børn, der er født i Tyskland i henholdsvis 2012, 2016 og 2018, og som er bosat på tysk område. Moderen til hans børn, som han indgik ægteskab med i 2017, er tysk og polsk statsborger. Efter at have boet i Polen indtil 2008 flyttede hun i en alder af 12 år til det tyske område, hvor hun havde en tidsubegrænset opholdstilladelse, inden det blev fastslået, at hun havde haft tysk statsborgerskab siden sin fødsel på grund af slægtskab. Med undtagelse af sporadiske ophold i Polen har hun siden da haft fast bopæl i Tyskland.

8.        Sagsøgeren har været genstand for forskellige straffesager og er flere gange blevet varetægtsfængslet, midlertidigt eller efter domfældelse, samt i forbindelse med en anbringelse ex officio på en psykiatrisk institution (11). Sagsøgeren og den berørte blev skilt den 18. juni 2021.

9.        Inden for dette tidsrum ansøgte sagsøgeren i 2018 om udstedelse af et opholdskort på grundlag af artikel 5, stk. 1, første punktum, i Gesetz über die allgemeine Freizügigkeit von Unionsbürgern (lov om unionsborgeres frie bevægelighed) (12) af 30. juli 2004 (13). Da sagsøgeren fik afslag på dette kort, anlagde han sag til prøvelse af dette afslag ved Verwaltungsgericht Sigmaringen (forvaltningsdomstolen i Sigmaringen, Tyskland), som frifandt sagsøgte. Sagsøgeren appellerede denne afgørelse til Verwaltungsgerichtshof Baden-Württemberg (appeldomstolen i forvaltningsretlige sager i Baden-Württemberg, Tyskland). Denne appel blev ligeledes forkastet ved afgørelse af 5. juli 2023. De retslige myndigheder fandt i det væsentlige, at den berørte, sagsøgerens ægtefælle, ikke havde udøvet sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område som omhandlet i artikel 21, stk. 1, TEUF ved at flytte fra Polen til Tyskland (14).

10.      Som følge heraf iværksatte sagsøgeren »revisionsanke« ved Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Tyskland), idet han i det væsentlige gjorde gældende, at den berørte, da hun var 12 år gammel, havde udøvet sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område ved at bosætte sig i Tyskland, og at han derfor har en afledt opholdsret på grundlag af hendes status som unionsborger.

11.      Da denne ret er i tvivl om rækkevidden af artikel 21, stk. 1, TEUF og navnlig om anvendeligheden af de principper, som Domstolen opstillede i Lounes-dommen, har den besluttet at udsætte sagen og forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

»Finder artikel 21, stk. 1, TEUF anvendelse på en unionsborger, der siden fødslen har været statsborger i to medlemsstater, og som i de første tolv år af sit liv boede i den ene og siden i den anden af de to medlemsstater, hvor vedkommende har statsborgerskab, således at denne unionsborger kan tilføre en afledt opholdsret til en tredjelandsstatsborger, som vedkommende var gift med i en vis periode og boede sammen med i den anden medlemsstat, hvor unionsborgeren havde statsborgerskab?«

12.      Sagsøgeren, den tyske regering og Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. Parterne og de øvrige berørte deltog i retsmødet, der blev afholdt den 22. april 2026, og hvor de pågældende ligeledes besvarede de spørgsmål, som Domstolen havde stillet med henblik på mundtlig besvarelse.

13.      Det fremgik af drøftelserne i retsmødet, at sagsøgeren stadig opholder sig ulovligt på tysk område, men at hans ophold fortsat tolereres. Han har giftet sig igen og er blevet far til et fjerde barn.

III. Bedømmelse

A.      Indledende bemærkninger

14.      Inden jeg undersøger det præjudicielle spørgsmål, vil jeg fremsætte to indledende bemærkninger.

15.      Den første bemærkning vedrører spørgsmålet om den berørtes retlige status som unionsborger på det tidspunkt, hvor hun passerede den tysk-polske grænse. Denne bemærkning er afgørende, da det af svaret på dette spørgsmål følger, at direktiv 2004/38 finder anvendelse.

16.      I forelæggelsesafgørelsen har Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager) lagt til grund, at den berørte, der er unionsborger, fik statsborgerskab i to medlemsstater ved fødslen. Dette kommer til udtryk i selve ordlyden af det præjudicielle spørgsmål. Den forelæggende ret er imidlertid i tvivl om, hvorvidt den omstændighed, at den berørtes tyske statsborgerskab først blev kendt, efter at hun var flyttet til det tyske område, kan have indflydelse på vurderingen af hendes udøvelse af sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område som omhandlet i artikel 21, stk. 1, TEUF.

17.      Efter min opfattelse skal denne omstændighed ikke tages i betragtning ved behandlingen af det præjudicielle spørgsmål. For så vidt som anerkendelsen af statsborgerskabstilknytningen er en deklaratorisk retsakt, har denne anerkendelse nemlig haft virkning med tilbagevirkende kraft fra unionsborgerens fødsel, hvorfor den berørte ikke kan anses for at have været »udelukkende polsk« på det tidspunkt, hvor hun passerede grænsen til Forbundsrepublikken Tyskland, således som sagsøgeren har gjort gældende. For så vidt som den berørte, der er unionsborger, successivt har boet i de to medlemsstater, hvor hun er statsborger, har direktiv 2004/38, som fastsætter begrænsninger og betingelser for unionsborgeres udøvelse af deres ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område som fastsat i artikel 21, stk. 1, TEUF (15), således aldrig fundet anvendelse. Dette punkt er ubestridt i hovedsagen. Jeg erindrer nemlig om, at i henhold til dette direktivs artikel 3, stk. 1, finder direktivet anvendelse på enhver unionsborger, der rejser til eller tager ophold i en anden medlemsstat end den, hvor vedkommende er statsborger, samt familiemedlemmer, der ledsager unionsborgeren eller slutter sig til denne. I overensstemmelse med Domstolens praksis har det nævnte direktiv således ikke til formål at regulere de afledte rettigheder, som denne unionsborgers familiemedlemmer har i en medlemsstat, hvor den berørte er statsborger (16).

18.      Den anden bemærkning vedrører relevansen af Domstolens praksis vedrørende hindringer for unionsborgerens ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område som følge af de nationale myndigheders afslag på at anerkende eller ændre vedkommendes efternavn.

19.      I forelæggelsesafgørelsen samt i sagsøgerens og Kommissionens bemærkninger henvises nemlig til de principper, som Domstolen opstillede i dom af 2. oktober 2003, Garcia Avello (17), af 8. juni 2017, Freitag (18), og af 25. november 2025, Wojewoda Mazowiecki (19). De formål, der blev forfulgt af disse procesdeltagere, er imidlertid forskellige. Selv om den forelæggende ret ønsker at godtgøre, at der foreligger en tilknytning til EU-retten, ønsker sagsøgeren og Kommissionen for deres vedkommende at godtgøre, at artikel 21 TEUF finder anvendelse, og at de dertil knyttede rettigheder finder anvendelse på unionsborgere, der er statsborgere i to medlemsstater, på en af disse medlemsstaters område.

20.      Efter min opfattelse kan denne praksis ikke anvendes analogt. De regler, der regulerer anerkendelse, registrering eller ændring af oplysninger om unionsborgerens civilstand, såsom efternavn, køn eller ægteskabelig stilling, og de regler, der regulerer opholdsretten for tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer, opfylder nemlig forskellige formål og har særlige træk, der er struktureret omkring specifikke principper, selv om de alle bidrager til virkeliggørelsen af et område med fri bevægelighed og ophold i Unionen.

21.      Jeg vil derfor alene koncentrere min bedømmelse om de principper, som Domstolen har opstillet med hensyn til anvendelsesområdet for artikel 21, stk. 1, TEUF i forbindelse med tildeling af afledte opholdsrettigheder til tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til unionsborgere.

B.      Undersøgelse af anvendelsesområdet for artikel 21, stk. 1

22.      Med det præjudicielle spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om en unionsborger, der er flyttet mellem to medlemsstater, hvor den pågældende har været statsborger siden sin fødsel, for varigt at bosætte sig i en af disse stater, har udøvet sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, som vedkommende er tillagt ved artikel 21, stk. 1, TEUF, således at en tredjelandsstatsborger, med hvem den pågældende har skabt og udviklet sit familieliv i sidstnævnte stat, over for de kompetente nationale myndigheder kan påberåbe sig en afledt opholdsret på grundlag af de EU-retlige bestemmelser.

23.      Af de grunde, som jeg vil redegøre for nedenfor, er det min opfattelse, at artikel 21, stk. 1, TEUF ikke finder anvendelse på en sådan situation. Selv om appellanten og Kommissionen har forsøgt at godtgøre, at den løsning, som Domstolen nåede frem til i Lounes-dommen vedrørende en unionsborger, der havde erhvervet et andet statsborgerskab efter sin naturalisation i værtsmedlemsstaten, kan udvides til at omfatte en unionsborger, der har haft statsborgerskab i to medlemsstater siden fødslen, vil jeg påvise, at der er væsentlige forskelle mellem disse to situationer, som efter min opfattelse er til hinder for, at Domstolen følger et sådant forslag.

1.      Principperne i McCarthy-dommen

24.      Jeg erindrer om, at Domstolen i dom af 5. maj 2011, McCarthy (20), i det væsentlige fastslog, at artikel 21 TEUF ikke finder anvendelse på en unionsborger, som aldrig har gjort brug af sin ret til fri bevægelighed, som altid har haft ophold i en medlemsstat, hvor vedkommende er statsborger, og som desuden er statsborger i en anden medlemsstat. I den sag, der gav anledning til denne dom, havde  Shirley McCarthy, der var unionsborger, indgivet en ansøgning om opholdsret på grundlag af EU-retten til Det Forenede Kongerige, hvor hun var statsborger, og hvor hun altid havde boet. Hun var ligeledes irsk statsborger. Formålet med denne ansøgning var i realiteten at sikre George McCarthy, som var tredjelandsstatsborger, opholdstilladelse i henhold til direktiv 2004/38 som hendes familiemedlem, idet en tilsvarende ret til ophold ikke fulgte af anvendelsen af Det Forenede Kongeriges udlændingelovgivning (21).

25.      I sin dom bemærkede Domstolen indledningsvis, at traktatens bestemmelser om fri bevægelighed for personer og de retsakter, der er udstedt til gennemførelse heraf, ikke kan anvendes på situationer, der ikke har tilknytning til nogen af de situationer, EU-retten gælder for, når alle relevante omstændigheder udelukkende har tilknytning til én medlemsstats område (22). I denne forbindelse bemærkede Domstolen ligeledes, at den omstændighed, at unionsborgeren er statsborger i to medlemsstater, ikke i sig selv er tilstrækkelig til, at det må antages, at den berørte persons situation henhører under artikel 21 TEUF (23). Med henblik på at vurdere, om der forelå en tilknytning til EU-retten i en situation, hvor Shirley McCarthy ikke havde gjort brug af sin ret til fri bevægelighed, undersøgte Domstolen, om afslaget på opholdsret til hendes ægtefælle påvirkede hendes ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område og mere generelt de rettigheder, der var knyttet til hendes status som unionsborger (24). I mangel af en sådan krænkelse konkluderede Domstolen herefter, at hendes situation ikke havde tilknytning til nogen som helst af de situationer, EU-retten gælder for, og at alle relevante forhold i denne situation udelukkende havde tilknytning til én medlemsstats område (25).

26.      Ændrer den omstændighed, at den berørte i den foreliggende sag er flyttet mellem de to medlemsstater, hvor hun er statsborger, noget ved denne konklusion? Det mener jeg ikke.

27.      Det er ubestridt, at den berørte, for så vidt som hun er statsborger i to medlemsstater, nemlig Republikken Polen, på hvis område hun er født og opholdt sig, indtil hun var tolv år gammel, og Forbundsrepublikken Tyskland, hvis område hun er taget til, og hvor hun har opbygget sit familieliv, har status som unionsborger. Artikel 20, stk. 1, TEUF bestemmer nemlig, at enhver, der er statsborger i en medlemsstat, har denne status, og at denne status er et supplement til det nationale statsborgerskab og ikke træder i stedet for dette (26). Ifølge fast retspraksis udgør unionsborgerskabet den grundlæggende status for medlemsstaternes statsborgere (27). I denne egenskab kan den berørte således såvel over for Forbundsrepublikken Tyskland som over for Republikken Polen påberåbe sig de rettigheder, der er knyttet til denne status, bl.a. retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område som fastsat i artikel 21, stk. 1, TEUF (28).

28.      Selv om den berørte har udvist en vis grad af mobilitet inden for Unionen, er jeg imidlertid ikke overbevist om, at denne grænseoverskridende bevægelse mellem de medlemsstater, hvor hun har været statsborger siden hendes fødsel, i sig selv er tilstrækkelig til at fastslå, at hun har udøvet sin ret i henhold til artikel 21, stk. 1, TEUF, idet der ikke er noget i sagsakterne, der tyder på, at hun har færdedes eller opholdt sig på en anden medlemsstats område end Republikken Polens og Forbundsrepublikken Tysklands område.

29.      En af de grundlæggende regler i EU-retten på området for fri bevægelighed og ophold er, at denne frihed i princippet kun kan påberåbes af en statsborger i en medlemsstat, når denne i sin egenskab af unionsborger har færdedes og opholdt sig i en anden medlemsstat end sin oprindelsesmedlemsstat i overensstemmelse med artikel 21 TEUF og på de betingelser, der er fastsat i direktiv 2004/38. Domstolen har således udtrykkeligt fastslået, at »retten til fri bevægelighed [...] omfatter en ret for unionsborgere til at indrejse i en anden medlemsstat end oprindelsesmedlemsstaten« (29). Dette er i overensstemmelse med princippet om, at unionsborgerskabet har en afledt karakter i forhold til statsborgerskabet, idet dette henviser til en retlig og politisk status, som tilkommer en stats borgere ud over deres statslige politiske fællesskab (30). Domstolen har ligeledes fastslået, at denne ret kan være undergivet de begrænsninger og betingelser, der er fastsat i EUF-traktaten og i gennemførelsesbestemmelserne hertil, idet Domstolen i dom af 17. november 2011, Gaydarov, således udtrykkeligt fremhævede (31), at den »ikke er ubetinget« (32).

30.      På EU-rettens nuværende udviklingstrin omfatter artikel 21 TEUF således ikke en ret for unionsborgere til at indrejse og opholde sig på deres oprindelsesmedlemsstats område, eftersom denne ret er knyttet til deres status som nationale statsborgere. De udleder ikke den nævnte ret af EU-retten, men af deres nationale ret. I modsætning til retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, der er knyttet til statussen som unionsborger, kan den pågældende ret ikke undergives begrænsninger eller betingelser. Domstolen har således gentagne gange fastslået, at en medlemsstat i medfør af et folkeretligt princip ikke kan nægte sine egne statsborgere ret til indrejse og ophold på sit område, og at disse statsborgere således har en ubetinget opholdsret dér (33).

31.      I McCarthy-dommen udledte Domstolen således heraf, at, da en persons ophold i den medlemsstat, hvor vedkommende er statsborger, ikke kan undergives betingelser, kan direktiv 2004/38 hvad angår betingelserne for udøvelse af retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område ikke finde anvendelse på en unionsborger, som nyder en ubetinget ret til ophold som følge af den omstændighed, at vedkommende opholder sig i den medlemsstat, hvor han er statsborger (34). Jeg mener, at dette ræsonnement finder anvendelse på artikel 21, stk. 1, TEUF, som udgør grundlaget herfor.

32.      I det foreliggende tilfælde har den berørte, der er unionsborger, forladt Republikken Polens område, hvor hun er statsborger, for at rejse til og opholde sig på Forbundsrepublikken Tysklands område, hvor hun ligeledes er statsborger, ikke i forbindelse med udøvelsen af sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, som hun er tillagt ved artikel 21, stk. 1, TEUF, men på grundlag af den selvstændige og ubetingede ret til indrejse og ophold, som hendes statsborgerskab giver hende (35). Når en sådan forudsætning ikke er opfyldt, og eftersom de eventuelle rettigheder, der tildeles tredjelandsstatsborgere, ikke er selvstændige rettigheder for disse statsborgere, men rettigheder, der er afledt af unionsborgerens rettigheder (36), kan det ikke kræves af Forbundsrepublikken Tyskland, at den tildeler sagsøgeren i dennes egenskab af familiemedlem til en unionsborger en opholdsret, der er direkte baseret på artikel 21, stk. 1, TEUF, når samtlige relevante forhold er begrænset til denne medlemsstat, idet parret mødte hinanden og grundlagde deres familieliv på tysk område, inden det blev opbygget og bragt til ophør på dette område.

33.      På trods af den berørtes grænseoverskridende bevægelse er jeg således af den opfattelse, at denne unionsborger, som er flyttet mellem de medlemsstater, hvor hun har været statsborger siden sin fødsel, og på hvis område hun altid har boet, ikke har gjort brug af sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område som omhandlet i artikel 21, stk. 1, TEUF, hvorfor sagsøgeren ikke kan udlede en opholdsret, der er direkte baseret på denne bestemmelse, heraf.

34.      Desuden kan sagsøgeren efter min opfattelse heller ikke have en afledt opholdsret i henhold til artikel 20 TEUF. Som Domstolen har påpeget, beror formålet med og begrundelsen for de rettigheder, der er afledt af unionsborgerens rettigheder, på den omstændighed, at en nægtelse af at anerkende dem kan gribe ind i unionsborgerens frie bevægelighed og ophold (37). Jeg mener imidlertid ikke, at den omhandlede situation kan sidestilles med de ganske særlige situationer, hvor medlemsstaterne på trods af unionsborgerens manglende grænseoverskridende bevægelighed er forpligtet til at anerkende en sådan opholdsret, idet sidstnævnte ellers fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som den berørte er tildelt ved sin status som unionsborger (38).

35.      I henhold til en fast praksis, som Domstolen opstillede i dom af 8. marts 2011, Ruiz Zambrano (39), findes der nemlig situationer, hvor »en tredjelandsstatsborger, som er familiemedlem til en unionsborger, uanset den omstændighed, at den afledte EU-ret om tredjelandsstatsborgeres opholdsret ikke finder anvendelse, og at unionsborgeren ikke har udøvet sin ret til fri bevægelighed og ophold, skal tildeles en afledt opholdsret i henhold til artikel 20 TEUF, idet den effektive virkning af unionsborgerskabet ellers ville blive bragt i fare, såfremt unionsborgeren, som følge af at den pågældende tredjelandsstatsborger nægtes opholdsret, reelt bliver nødsaget til at forlade Unionens område som helhed og dermed fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som er tildelt ved [dennes status som unionsborger]« (40).

36.      Som Domstolen bemærkede i Safi-dommen, er disse situationer kendetegnet ved den omstændighed, at selv om de er reguleret af lovgivning, der a priori henhører under medlemsstaternes kompetence, nemlig lovgivning vedrørende indrejse- og opholdsret for tredjelandsstatsborgere uden for anvendelsesområdet for de bestemmelser i den afledte EU-ret, har de imidlertid en indre sammenhæng med retten til fri bevægelighed og ophold for en unionsborger, som er til hinder for, at disse tredjelandsstatsborgere nægtes indrejse- og opholdsret i den medlemsstat, hvor denne unionsborger har bopæl, for ikke at gribe ind i denne frihed (41). Et afslag på at tildele en opholdsret til en tredjelandsstatsborger bringer imidlertid kun den effektive virkning af unionsborgerskabet i fare, såfremt der mellem denne tredjelandsstatsborger og den unionsborger, som er tredjelandsstatsborgerens familiemedlem, består et afhængighedsforhold af en sådan art, at det vil resultere i, at unionsborgeren er nødsaget til at ledsage den omhandlede tredjelandsstatsborger og til at forlade Unionens område som helhed (42).

37.      I modsætning til den situation, der var omtvistet i de sager, der gav anledning til dom af 8. marts 2011, Ruiz Zambrano (43), og dom af 10. maj 2017, Chavez-Vilchez m.fl. (44), samt af 8. maj 2018, K.A. m.fl. (Familiesammenføring i Belgien) (45), findes der i den berørtes situation, således som den er beskrevet i forelæggelsesafgørelsen, ingen elementer, der tyder på, at et afslag på opholdsret til sagsøgeren risikerer at fratage hende eller hendes mindreårige børn den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som de er tildelt ved deres status som unionsborgere (46). Der er nemlig intet, der tyder på, at de sidstnævnte som følge af dette afslag er blevet tvunget til at forlade Unionens område, eller at de er blevet hindret i deres ret til at færdes og opholde sig frit på andre medlemsstaters område, hvor de ikke er statsborgere. Sagsøgeren har altid været omfattet af en administrativ toleranceordning på tysk område, og på trods af afslaget på hans ansøgning om opholdstilladelse har hans familiemedlemmer altid opholdt sig på tysk område. Desuden kan denne risiko med rimelighed udelukkes i dag, for så vidt som det for det første fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at parret blev skilt i 2021, for det andet fremgår af de konstateringer, der er foretaget af Verwaltungsgerichtshof Baden-Württemberg (appeldomstolen i forvaltningsretlige sager i Baden-Württemberg), at der ikke foreligger et faktisk afhængighedsforhold mellem sagsøgeren og de børn, der er født i hans forhold med den berørte (47), og for det tredje for så vidt som sagsøgerens repræsentant i retsmødet har oplyst, at sagsøgeren nu har stiftet en ny familie.

38.      Den omhandlede situation kan derfor ikke kvalificeres som en »ganske særlig situation«, der kan begrunde, at Forbundsrepublikken Tyskland undtagelsesvis indrømmer en tredjelandsstatsborger, der er familiemedlem til en unionsborger, en afledt opholdsret på grundlag af artikel 20 TEUF med henblik på at sikre den effektive virkning af unionsborgerskabet.

2.      Principperne i Lounes-dommen

39.      Den løsning, som Domstolen opstillede i Lounes-dommen (48), og som siden er blevet bekræftet i dommen i sagen Chief Appeals Officer m.fl., finder efter min opfattelse ikke anvendelse på en situation som den foreliggende.

40.      Jeg må medgive, at denne løsning er meget nærliggende på grund af lighederne mellem de faktiske omstændigheder. Lighederne beror på, at unionsborgeren i den sag, der gav anledning til Lounes-dommen, ligesom i hovedsagen var flyttet mellem to medlemsstater, hvor hun var statsborger på det tidspunkt, hvor hun stiftede og udviklede sit familieliv med en tredjelandsstatsborger.

41.      Den sag, der gav anledning til Lounes-dommen, vedrørte nærmere bestemt situationen for en spansk statsborger, Perla Nerea Garcia Ormazabal, som efter at have udøvet sin ret til fri bevægelighed ved at indrejse i og i flere år opholde sig på Det Forenede Kongeriges område, hvor hun ikke var statsborger, i henhold til og under overholdelse af artikel 7, stk. 1, eller artikel 16, stk. 1, i direktiv 2004/38, erhvervede denne stats statsborgerskab ved naturalisation uden at give afkald på sit spanske statsborgerskab. Flere år senere indgik hun ægteskab med en tredjelandsstatsborger, som ansøgte myndighederne i Det Forenede Kongerige om en afledt opholdstilladelse på grundlag af artikel 21 TEUF.

42.      I dette tilfælde fastslog Domstolen, at unionsborgeren »i værtsmedlemsstaten fortsat har adgang til de rettigheder, der udledes af [artikel 21, stk. 1, TEUF], efter at den pågældende unionsborger har erhvervet statsborgerskab i denne medlemsstat« (49) af tre grunde: at sikre sammenhængen i det system, der hviler på unionsborgerens integrationslogik, at sikre den effektive virkning af artikel 21 TEUF og at fremme ligebehandling af unionsborgere.

43.      Domstolen fastslog nærmere bestemt, at det ville være i strid med den logik om progressiv integration, der fremmes ved artikel 21, TEUF, at en sådan unionsborger, der havde erhvervet rettigheder i medfør af denne bestemmelse som følge af udøvelsen af sin ret til fri bevægelighed, skulle give afkald på at være begunstiget af disse rettigheder, herunder retten til at have et familieliv i værtsmedlemsstaten, med den begrundelse, at den pågældende unionsborger i kraft af sin naturalisation i denne medlemsstat havde søgt at opnå en yderligere integration i denne stat (50). Domstolen fremhævede således, at de rettigheder, der er tillagt en unionsborger i værtsmedlemsstaten, bl.a. retten til at have et familieliv med en tredjelandsstatsborger, således ville blive begrænset i takt med unionsborgerens integration i denne medlemsstat og i forhold til, hvor mange statsborgerskaber den pågældende har (51).

44.      Domstolen bemærkede ligeledes, at den effektive virkning af de rettigheder, som unionsborgerne er tillagt i henhold til artikel 21, stk. 1, TEUF, kræver, at en unionsborger i en sådan situation i værtsmedlemsstaten fortsat har adgang til de rettigheder, der udledes af denne bestemmelse, efter at den pågældende unionsborger har erhvervet statsborgerskab i denne medlemsstat ud over sit oprindelige statsborgerskab, og navnlig at vedkommende kan udvikle et familieliv med sin ægtefælle, som er tredjelandsstatsborger, ved at sidstnævnte indrømmes en afledt opholdsret (52). Mens Domstolen således kræver, at unionsborgeren, der vender tilbage til sit hjemland, ledsages af tredjelandsstatsborgeren, afstår den derimod i dette tilfælde fra et sådant krav, idet unionsborgeren kan nyde godt af de rettigheder, der er tillagt ved direktiv 2004/38, selv om den berørte skaber og udvikler sit familieliv efter sin ankomst til den medlemsstat, hvor den berørte har erhvervet statsborgerskab (53).

45.      Endelig har Domstolen bemærket, at i mangel heraf ville en unionsborger, som har udøvet sin ret til fri bevægelighed, og som har erhvervet værtsmedlemsstatens statsborgerskab ud over sit oprindelige statsborgerskab, for så vidt angår sit familieliv blive behandlet mindre gunstigt end en unionsborger, der ligeledes har udøvet denne frihed, men som kun har sit oprindelige statsborgerskab (54).

46.      Denne retspraksis finder efter min opfattelse ikke analog anvendelse på situationen for en unionsborger, der siden sin fødsel har været statsborger i den medlemsstat, på hvis område den berørte er bosat.

47.      For det første kræver en sådan udvidelse, at det anerkendes, at retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område som omhandlet i artikel 21 TEUF også omfatter unionsborgeres ret til indrejse og ophold i deres oprindelsesmedlemsstat. Jeg erindrer imidlertid om, at henset til statsborgerskabstilknytningens art og omfang kan retten til indrejse og ophold i ens egen medlemsstat ikke underlægges de »begrænsninger og betingelser«, som både artikel 20, stk. 2, TEUF og artikel 21, stk. 1, TEUF udtrykkeligt henviser til (55).

48.      For det andet ville en sådan fortolkning indebære en yderligere begrænsning af medlemsstaternes kompetence for så vidt angår betingelserne for ophold for tredjelandsstatsborgere, der er familiemedlemmer til en unionsborger, og i sidste ende føre til en anerkendelse uden begrænsninger af de rettigheder, der er knyttet til unionsborgerskabet, selv om ingen bestemmelse i traktaterne udtrykkeligt fastsætter dette, idet unionsborgerskabet har en afledt og supplerende karakter i forhold til statsborgerskabet i en medlemsstat, henset til ordlyden af artikel 20, stk. 1, TEUF. Ud fra denne fortolkning ville medlemsstaterne nemlig alene på grundlag af artikel 21, stk. 1, TEUF, selv sammenholdt med artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, være forpligtet til at indrømme deres statsborgere, der ligeledes er statsborgere i en anden medlemsstat, de rettigheder og fordele, der er knyttet til udøvelsen af retten til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, herunder den afledte opholdsret, selv om  direktiv 2004/38 aldrig har fundet anvendelse.

49.      Heri ligger efter min opfattelse den væsentligste forskel i forhold til de sager, der gav anledning til Lounes-dommen og dommen i sagen Chief Appeals Officer m.fl., og den største vanskelighed ved at anerkende en udvidelse af den løsning, som Domstolen klarlagde i disse domme.

50.      I hver af disse sager havde den nationale statsborger nemlig »aktiveret« virkningen af unionsborgerskabet ved at udøve sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område på de betingelser, der er fastsat i direktiv 2004/38, forud for sin naturalisation i værtsmedlemsstaten. Dette medførte, at den pågældendes retsstilling, navnlig dennes personlige og familiemæssige forhold, fra begyndelsen var omfattet af EU-rettens anvendelsesområde, eftersom vedkommende blev indehaver af nye rettigheder i henhold til EU-retten (56). Ifølge retslitteraturen skaber unionsborgerskabet således en yderligere kreds af rettigheder for nationale statsborgere. Med dette tilføjes der til den første gruppe af rettigheder, der er knyttet til den nationale statsborgers statsborgerskab, en anden kreds af nye rettigheder, som statsborgere i alle medlemsstaterne har i henhold til de i traktaterne fastsatte bestemmelser (57). Det var således netop på grund af udøvelsen af hendes ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område på de betingelser, der er fastsat i direktiv 2004/38, og den heraf følgende »gradvise integration« i værtsmedlemsstaten, at Perla Nerea Garcia Ormazabal erhvervede britisk statsborgerskab, og det var udelukkende i forbindelse med tidligere erhvervede rettigheder, at Domstolen tillod en »analog anvendelse« af dette direktiv på hendes ophold i Det Forenede Kongerige (58). Det var derfor af afgørende betydning for Domstolen, at de rettigheder, som hun tidligere havde erhvervet i henhold til det nævnte direktiv, herunder hendes ret til familiesammenføring, blev opretholdt på Det Forenede Kongeriges område i henhold til artikel 21, stk. 1, TEUF. Det var uden betydning, om man tog udgangspunkt i hendes spanske statsborgerskab eller britiske statsborgerskab, eftersom hun først og fremmest fremstod som en unionsborger, der havde udøvet sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, og hvis ret til familiesammenføring skulle beskyttes (59). Det drejede sig ikke blot om den effektive virkning af artikel 21, stk. 1, TEUF, men også om autonomien og autoriteten i Unionens retsorden.

51.      I en situation som den i hovedsagen omhandlede kan unionsborgeren imidlertid aldrig påberåbe sig rettigheder, der tidligere er erhvervet som følge af »aktiveringen« af direktiv 2004/38, eftersom dette direktiv, således som Domstolen gentagne gange har fastslået, aldrig finder anvendelse på vedkommende, eftersom den pågældende færdes og opholder sig på de medlemsstaters område, hvor denne er statsborger. Da det ikke er muligt for sagsøgeren at erhverve disse rettigheder, kan disse derfor ikke opretholdes (60).

52.      På EU-rettens nuværende udviklingstrin, og medmindre det ønskes at udvide anvendelsesområdet for artikel 21, stk. 1, TEUF, befinder den berørte sig således med hensyn til opholdsbetingelserne for sit familiemedlem, der er tredjelandsstatsborger, i en retlig situation, der kan sammenlignes med situationen for en »statisk« tysk statsborger, der altid har boet i Tyskland, og som har skabt og udviklet sit familieliv i Tyskland.

53.      Det er korrekt, at en sådan løsning fører til, at  der indføres en forskellig behandling af unionsborgere, der er statsborgere i to medlemsstater, alt efter hvordan de er blevet tildelt dette dobbelte statsborgerskab. På den ene side er der unionsborgere, der som den berørte har været statsborgere i to medlemsstater siden fødslen, og som må anses for »statiske«, fordi de altid er flyttet og altid har opholdt sig i de medlemsstater, hvor de er statsborgere. På den anden side er der unionsborgere, der i lighed med Perla Nerea Garcia Ormazabal har erhvervet statsborgerskab i en anden medlemsstat ved naturalisation, og som må anses for »mobile«. Til deres første statsborgerskab er blevet tilføjet et andet statsborgerskab, som de har kunnet erhverve, fordi de har udøvet deres ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område (61).

54.      Der skal imidlertid sondres mellem den berørtes og Perla Nerea Garcia Ormazabals retsstilling, eftersom det kun er sidstnævnte, der har gjort brug af de rettigheder, der følger af direktiv 2004/38.

55.      Denne forskellige behandling er efter min opfattelse sammenlignelig med den, der er tilladt for så vidt angår en »statisk« national statsborger, der altid har opholdt sig i sin oprindelsesmedlemsstat, og en »mobil« national statsborger, der har gjort brug af sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område ved at rejse til en anden medlemsstat end sin oprindelsesmedlemsstat.

56.      I denne henseende er det vigtigt at nævne, at en udvidelse af den løsning, som Domstolen nåede frem til i Lounes-dommen, ville føre til, at der blev indført en forskellig behandling af nationale statsborgere, alt efter om de har et andet statsborgerskab eller ej. En »statisk« national statsborger, som udelukkende er statsborger i den medlemsstat, på hvis område den pågældende altid har boet sammen med sin familie, er nemlig alene omfattet af den nationale udlændingelovgivning, mens en statsborger, som er statsborger i to medlemsstater, der som den berørte ligeledes har grundlagt og udviklet sit familieliv på dette område, kan påberåbe sig gunstigere bestemmelser med hensyn til retten til indrejse og ophold. Hvad angår reglerne om ret til indrejse og ophold for deres familiemedlemmer, der er tredjelandsstatsborgere, er deres personlige og familiemæssige situation efter min opfattelse fuldt ud sammenlignelig. En sådan fortolkning kan således være i strid med ordlyden af artikel 17, stk. 1, i den europæiske konvention om statsborgerret, hvorefter »[s]tatsborgere, som bor i en kontraherende stat, og som har fremmed statsborgerret, skal i den kontraherende stat have samme rettigheder og forpligtelser som statens øvrige statsborgere«.

57.      Henset til samtlige disse forhold er det min opfattelse, at artikel 21, stk. 1, TEUF ikke finder anvendelse på situationen for en unionsborger, som ikke har udøvet sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område på de betingelser, der er fastsat i direktiv 2004/38, ved at flytte mellem to medlemsstater, hvor den berørte har været statsborger siden sin fødsel, og som har udviklet sit familieliv med en tredjelandsstatsborger, mens vedkommende allerede havde fast bopæl på en af disse staters område. I det foreliggende tilfælde er denne artikel således ikke til hinder for, at de tyske administrative myndigheder behandler den ansøgning om opholdsret, som sagsøgeren har indgivet, i overensstemmelse med de bestemmelser i national ret, der regulerer opholdsretten for den berørtes familiemedlem, der er tredjelandsstatsborger.

58.      Jeg vil derfor foreslå Domstolen at fastslå, at artikel 21, stk. 1, TEUF ikke finder anvendelse på en unionsborger, der altid har opholdt sig i en af de medlemsstater, hvor den pågældende har været statsborger siden sin fødsel, og som således ikke har udøvet sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, for så vidt som denne borgers situation ikke medfører, at en medlemsstat anvender foranstaltninger, som har den virkning, at borgeren fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som er tillagt ved statussen som unionsborger, eller at denne hindres i at udøve denne ret.

IV.    Forslag til afgørelse

59.      Jeg foreslår på grundlag af det ovenfor anførte, at Domstolen besvarer det præjudicielle spørgsmål, som Bundesverwaltungsgericht (forbundsdomstol i forvaltningsretlige sager, Tyskland) har forelagt, således:

»Artikel 21, stk. 1, TEUF finder ikke anvendelse på en unionsborger, der altid har opholdt sig i en af de medlemsstater, hvor den pågældende har været statsborger siden sin fødsel, og som således ikke har udøvet sin ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, for så vidt som denne borgers situation ikke medfører, at en medlemsstat anvender foranstaltninger, som har den virkning, at borgeren fratages den effektive nydelse af kerneindholdet i de rettigheder, som er tillagt ved statussen som unionsborger, eller at denne hindres i at udøve denne ret.«


1 –      Originalsprog: fransk.


2 –      I fransk ret findes der et udtryk, hvorefter »nul ne peut se prévaloir de son extranéité« [»ingen kan påberåbe sig at være udlænding«]. Det betyder, at en franskmand ikke kan påberåbe sig et andet statsborgerskab for at unddrage sig sine retlige forpligtelser i Frankrig.


3 –      For en historisk tilgang jf. D. Kochenov, »Double Nationality in the EU: An Argument for Tolerance«, European Law Journal, nr. 3, Blackwell, Oxford, 2011, s. 323-343, navnlig s. 326 ff.


4 –      Jf. D. de Groot, »Free Movement of Dual EU Citizens«, i N. Cambien, D. Kochenov og E. Muir, European Citizenship under Stress: Social Justice, Brexit and Other Challenges, Brill Nijhoff, Leyde, 2020, s. 67-109.


5 –      Jf. dokument med overskriften »Population in private households by migrant background and dual citizenship« fra Destatis, Statistisches Bundesamt, det tyske forbundskontor for statistik, tilgængeligt på følgende internetadresse: https://www.destatis.de/EN/Themes/Society-Environment/Population/Migration-Integration/Tables/migrant-status-dual-citizenships.html. Antallet af tysk-italienske statsborgere var 194 000, tysk-rumænske 151 000, tysk-græske 104 000 og tysk-franske 91 000.


6 –      BGBl. 2024 I, nr. 104, og berigtigelse BGBl. 2025 I, nr. 98.


7 –      Med hensyn til de vigtigste punkter i denne reform henvises til de præciseringer, der findes på følgende internetadresse: https://https://www.bundesregierung.de/breg-de/aktuelles/modernisation-citizenship-law-2254382


8 –      Jf. M. Szpunar og M.E. Blas López, »Some Reflections on Member State Nationality: A Prerequisite of EU Citizenship and an Obstacle to Its Enjoyment«, i D. Kochenov, EU Citizenship and Federalism: The Role of Rights, Cambridge University Press, Cambridge, 2017, s. 107-124, navnlig s. 108 og 122. Vedrørende forholdet mellem statsborgerskabet i en medlemsstat og unionsborgerskabet, jf. generaladvokat Poiares Maduros forslag til afgørelse Rottmann (C-135/08, EU:C:2009:588, punkt 23).


9 –      C-165/16, herefter »Lounes-dommen«, EU:C:2017:862.


10 –      Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 29.4.2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område, om ændring af forordning (EF) nr. 1612/68 og om ophævelse af direktiv 64/221/EØF, 68/360/EØF, 72/194/EØF, 73/148/EØF, 75/34/EØF, 75/35/EØF, 90/364/EØF, 90/365/EØF og 93/96/EØF (EUT 2004, L 158, s. 77, berigtiget i EUT 2004, L 229, s. 35, og i EUT 2005, L 197, s. 34).


11 –      Det fremgår af de nationale sagsakter, at sagsøgeren afsonede forskellige fængselsstraffe i perioden fra juni 2012 til september 2022 på grund af syv straffedomme for lovovertrædelser vedrørende beskadigelse af ejendom, tyveri, forsætlig legemsbeskadigelse, svig, medvirken til seksuelle overgreb, ulovlig handel med narkotika og kørsel uden kørekort. En udvisningsprocedure, der blev indledt af de tyske myndigheder i maj 2016, blev af familiemæssige grunde udsat i februar 2020.


12 –      BGBl. 2004 I, s. 1986.


13 –      Som affattet ved lov af 20.4.2023 (BGBl. 2023 I, s. 106). Denne lovs artikel 5, stk. 1, første afsnit, bestemmer, at »[f]amiliemedlemmer med ret til fri bevægelighed, der ikke er unionsborgere, meddeles på embeds vegne inden seks måneder efter, at de har forelagt de fornødne oplysninger, et »opholdskort for familiemedlem til en unionsborger«, der er gyldigt i fem år«.


14 –      Verwaltungsgerichtshof Baden-Württemberg (appeldomstolen i forvaltningsretlige sager i Baden-Württemberg) fastslog i sin afgørelse af 5.7.2023, at der ikke forelå et faktisk afhængighedsforhold mellem sagsøgeren og hans børn (præmis 25).


15 –      Jf. dom af 22.4.2024, Direcţia pentru Evidenţa Persoanelor şi Administrarea Bazelor de Date (C-491/21, EU:C:2024:143, præmis 27).


16 –      Jf. dom af 21.12.2023, Chief Appeals Officer m.fl. (C-488/21, herefter »dommen i sagen Chief Appeals Officer m.fl.«, EU:C:2023:1013, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis).


17 –      C-148/02, EU:C:2003:539.


18 –      C-541/15, EU:C:2017:432.


19 –      C-713/23, EU:C:2025:917.


20 –      C-434/09, herefter »McCarthy-dommen«, EU:C:2011:277.


21 –      Jf. McCarthy-dommen (præmis 23).


22 –      Jf. McCarthy-dommen (præmis 45 og den deri nævnte retspraksis).


23 –      Jf. McCarthy-dommen (præmis 54).


24 –      Jf. McCarthy-dommen (præmis 46 og 48-54).


25 –      Jf. McCarthy-dommen (præmis 55).


26 –      Jf. ligeledes artikel 9, stk. 1, TEU.


27 –      Jf. dom af 4.6.2026, Safi (C-147/24, herefter »Safi-dommen«, EU:C:2026:442, præmis 32 og den deri nævnte retspraksis).


28 –      Jf. Lounes-dommen (præmis 51). Domstolen har for nylig bekræftet dette princip i forbindelse med anerkendelse, registrering eller ændring af oplysninger om unionsborgerens civilstand. Jf. navnlig dom af 12.3.2026, Shipova (C-43/24, EU:C:2026:183, præmis 33 og den deri nævnte retspraksis).


29 –      Jf. dom af 17.11.2011, Gaydarov (C-430/10, EU:C:2011:749, præmis 25 og den deri nævnte retspraksis). Min fremhævelse.


30 –      Jf. herom M. Szpunar og E. Blas López, op.cit., samt generaladvokat Poiares Maduros forslag til afgørelse Rottmann (C-135/08, EU:C:2009:588, punkt 23).


31 –      C-430/10, EU:C:2011:749.


32 –      Jf. dom af 17.11.2011, Gaydarov (C-430/10, EU:C:2011:749, præmis 29 og den deri nævnte retspraksis). Jf. ligeledes i denne retning Safi-dommen, præmis 33.


33 –      Jf. dom af 22.6.2023, Staatssecretaris van Justitie en Veiligheid (Thailandsk mor til et mindreårigt nederlandsk barn) (C-459/20, EU:C:2023:499, præmis 41 og den deri nævnte retspraksis), og dommen i sagen Chief Appeals Officer m.fl. (præmis 43). Jf. ligeledes Safi-dommen (præmis 47 og den deri nævnte retspraksis).


34 –      Jf. McCarthy-dommen (præmis 34).


35 –      I sin dom af 29.4.2025, Kommissionen mod Malta (Statsborgerskab gennem investering) (C-181/23, EU:C:2025:283), erindrede Domstolen om, at grundlaget for tilknytningen til statsborgerskabet i en medlemsstat er »det særlige solidaritets- og loyalitetsforhold mellem denne stat og dens borgere samt den gensidige sammenhæng mellem rettigheder og pligter« (præmis 96 og den deri nævnte retspraksis). Jf. også D. Kochenov, »Double Nationality in the EU: An Argument for Tolerance«, op.cit.


36 –      Jf. Safi-dommen (præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).


37 –      Jf. Safi-dommen (præmis 35 og den deri nævnte retspraksis).


38 –      Jf. Safi-dommen (præmis 34 og den deri nævnte retspraksis).


39 –      C-34/09, EU:C:2011:124. I den sag, der gav anledning til denne dom, var forælderen til mindreårige børn, der var belgiske statsborgere, omfattet af et påbud om at forlade belgisk område, og den kompetente myndighed afviste hans anmodning om en arbejdstilladelse. Domstolen udtalte, at sådanne afgørelser ville fratage Gerardo Ruiz Zambranos børn den effektive nydelse af rettigheder, som følger af artikel 20 TEUF. De omtvistede afgørelser i den pågældende sag ville have medført, at børnene, som var unionsborgere, skulle forlade Den Europæiske Unions område (præmis 43 og 44).


40 –      Safi-dommen (præmis 41). Jf. ligeledes dom af 8.5.2025, Stadt Wuppertal (C-130/24, EU:C:2025:340, præmis 27 og den deri nævnte retspraksis).


41 –      Jf. Safi-dommen (præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).


42 –      Jf. Safi-dommen (præmis 43-47). Jf. ligeledes dom af 8.5.2025, Stadt Wuppertal (C-130/24, EU:C:2025:340, præmis 28 og den deri nævnte retspraksis).


43 –      C-34/09, EU:C:2011:124.


44 –      C-133/15, EU:C:2017:354.


45 –      C-82/16, EU:C:2018:308.


46 –      Jf. ligeledes dom af 8.11.2012, Iida (C-40/11, EU:C:2012:691, præmis 71), af 8.5.2013, Ymeraga m.fl. (C-87/12, EU:C:2013:291, præmis 36), af 10.10.2013, Alokpa og Moudoulou (C-86/12, EU:C:2013:645, præmis 32), af 13.9.2016, Rendón Marín (C-165/14, EU:C:2016:675, præmis 74), og af 13.9.2016, CS (C-304/14, EU:C:2016:674, præmis 29).


47 –      Jf. fodnote 14 i dette forslag til afgørelse.


48 –      For kommentarer til denne dom jf. navnlig M. Benlolo Carabot, »Cour de justice, gde ch., 14 novembre 2017, Toufik Lounes c/ Secretary of State for the Home Department, aff. C-165/16, ECLI:EU:C:2017:862«, Jurisprudence de la CJUE 2017: décisions et commentaires, Bruylant, Bruxelles, 2018, s. 255-266.


49 –      Jf. Lounes-dommen (præmis 60). Min fremhævelse.


50 –      Jf. Lounes-dommen (præmis 58).


51 –      Jf. Lounes-dommen (præmis 59).


52 –      Jf. Lounes-dommen (præmis 60). Jf. ligeledes dommen i sagen Chief Appeals Officer m.fl. (præmis 45).


53 –      Med hensyn til retspraksis vedrørende unionsborgeres tilbagevenden til deres hjemland, jf. navnlig de situationer, der er omhandlet i dom af 11.12.2007, Eind (C-291/05, EU:C:2007:771), af 12.3.2014, O. og B. (C-456/12, EU:C:2014:135), og af 27.6.2018, Altiner og Ravn (C-230/17, EU:C:2018:497). De sager, der gav anledning til disse domme, vedrørte nemlig situationen for en unionsborger, der vendte tilbage til sin oprindelsesmedlemsstat efter faktisk at have opholdt sig i en medlemsstat, hvor den pågældende ikke var statsborger, på de betingelser, der er fastsat i direktiv 2004/38, og hvor den pågældende havde udviklet eller konsolideret et familieliv med en tredjelandsstatsborger. I sådanne tilfælde har Domstolen fastslået, at den effektive virkning af de rettigheder, som den berørte unionsborger har i henhold til artikel 21, stk. 1, TEUF, kræver, at dette familieliv, der har udviklet sig i forbindelse med udøvelsen af retten til fri bevægelighed og ophold i værtsmedlemsstaten, kan fortsættes, når unionsborgeren vender tilbage til den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger, og derfor kræver, at sidstnævnte medlemsstat indrømmer det berørte familiemedlem, der er tredjelandsstatsborger, en afledt opholdsret. Domstolen har fundet, at uden en sådan opholdsret ville unionsborgeren kunne blive afskrækket fra at forlade sin oprindelsesmedlemsstat for at udøve sin opholdsret i en anden medlemsstat eller fra at vende tilbage til denne oprindelsesmedlemsstat efter at have udøvet denne ret, fordi den pågældende ikke har sikkerhed for at kunne fortsætte det familieliv, som vedkommende har opbygget eller konsolideret i værtsmedlemsstaten, i sin oprindelsesmedlemsstat.


54 –      Jf. Lounes-dommen (præmis 59).


55 –      Jf. punkt 29 i dette forslag til afgørelse.


56 –      Jf. C. Closa, »Citizenship of the Union and nationality of member States«, Common Market Law Review, nr. 2, Wolters Kluwer, Leyde, 1995, s. 487-518, navnlig s. 487.


57 –      Jf. C. Closa, op.cit., navnlig s. 493 og 494.


58 –      Jf. Lounes-dommen (præmis 56 og 57).


59 –      J. Heymann, »Citoyenneté de l’Union et conflit positif de nationalités«, Revue Trimestrielle de Droit européen, nr. 3, Dalloz, Paris, 2018, s. 587-596, navnlig punkt 13.


60 –      Jf. arbejdsdokument udarbejdet af David de Groot i november 2024 for Europa-Parlamentet med titlen »Right to return and dual citizens in free movement case law«.


61 –      Artikel 5, stk. 2, i den europæiske konvention om statsborgerret, der blev undertegnet i Strasbourg den 6.11.1997 i Europarådets regi og trådte i kraft den 1.3.2000, og hvori mange medlemsstater er kontraherende parter, bestemmer, at »[e]ach State Party shall be guided by the principle of non-discrimination between its nationals, whether they are nationals by birth or have acquired its nationality subsequently« (»[e]nhver kontraherende stat skal lade sig lede af princippet om forbud mod forskelsbehandling af sine statsborgere, uanset om de er statsborgere ved fødslen eller senere har erhvervet statsborgerskab«. Som det fremgår af den forklarende rapport, vedrører denne artikel imidlertid kun anvendelsen af reglerne om statsborgerskab mellem statsborgere med statsborgerskab erhvervet ved fødslen og andre statsborgere, herunder naturaliserede personer (rapportens punkt 46).