European flag

Tidende
Den Europæiske Unions

DA

Serie L


2024/639

7.3.2024

KOMMISSIONENS HENSTILLING (EU) 2024/639

af 18. december 2023

om de belgiske foranstaltningers overensstemmelse med Unionens mål om klimaneutralitet og med målet om at sikre fremskridt med hensyn til klimatilpasning

(Kun den franske og den nederlandske udgave er autentiske)

EUROPA-KOMMISSIONEN —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 292,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 af 30. juni 2021 om fastlæggelse af rammerne for at opnå klimaneutralitet og om ændring af forordning (EF) nr. 401/2009 og (EU) 2018/1999 (»den europæiske klimalov«) (1), særlig artikel 7, stk. 2, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til forordning (EU) 2021/1119 (den europæiske klimalov) skal Kommissionen vurdere de nationale foranstaltningers overensstemmelse med målet om klimaneutralitet og med målet om at sikre fremskridt med hensyn til klimatilpasning. Kommissionen har vurderet de belgiske foranstaltningers overensstemmelse med disse mål (2). Nedenstående henstillinger er baseret på denne vurdering. Belgien bør tage behørigt hensyn til nærværende henstillinger og følge op på dem i overensstemmelse med den europæiske klimalov.

(2)

Selv om Unionens nettodrivhusgasemissioner (inklusive arealanvendelse og ændringer i arealanvendelse og skovbrug (LULUCF) og eksklusive international transport) generelt udviser en støt nedadgående tendens, der i store træk stemmer overens med det lineære forløb med henblik på at nå Unionens klimamål for 2030 på –55 % og Unionens mål om klimaneutralitet i 2050, er der behov for at sætte tempoet i emissionsreduktionen op og øge medlemsstaternes indsats. Fremskridtene i de forskellige medlemsstater har været blandet, idet der har været en række sektorspecifikke udfordringer og svagheder, der skal afhjælpes uden yderligere forsinkelse. Pålidelige langsigtede strategier er hjørnestenen i indsatsen for at opnå den økonomiske omstilling, der er nødvendig for at nå Unionens mål om klimaneutralitet.

(3)

De mest sårbare samfund er dem med størst sandsynlighed for at blive påvirket af klimaændringer. Forskellige regioners og socioøkonomiske gruppers ulige eksponering for og sårbarhed over for klimapåvirkninger forværrer eksisterende uligheder og sårbarheder. Skal der opnås modstandsdygtighed på retfærdig vis, bør der rettes op på den ulige fordeling af byrden med hensyn til klimarisici samt sikres en lige fordeling af fordelene ved klimatilpasning. I Belgien har regionen Vallonien ikke oplyst om nogen fremskridt med hensyn til at inddrage sårbare interessenter i udformningen og gennemførelsen af tilpasningspolitikken —

HENSTILLER, AT BELGIEN TAGER SKRIDT TIL AT:

OVERENSSTEMMELSE MED MÅLET OM KLIMANEUTRALITET

1.

Ajourføre og øge ambitionen for og kvaliteten af den nationale langsigtede strategi ved at redegøre nærmere for Belgiens langsigtede mål om klimaneutralitet og underbygge Belgiens emissionsreduktioner og øgede mål for optag i de enkelte sektorer med troværdige politikker og foranstaltninger.

DE NATIONALE FORANSTALTNINGERS OVERENSSTEMMELSE MED MÅLET OM AT SIKRE FREMSKRIDT MED HENSYN TIL KLIMATILPASNING

2.

Fastholde inddragelsen af interessentgrupper, der er særligt sårbare over for virkningerne af klimaændringer, i udformningen og gennemførelsen af Belgiens tilpasningspolitik. Dokumentere processerne for og resultaterne af sådanne høringer.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. december 2023.

På Kommissionens vegne

Wopke HOEKSTRA

Medlem af Kommissionen


(1)   EUT L 243 af 9.7.2021, s. 1.

(2)  EU-statusrapport om klimaindsatsen 2023 (COM(2023) 653 final) og arbejdsdokument fra Kommissionens tjenestegrene om vurdering af fremskridt med hensyn til klimatilpasning i de enkelte medlemsstater i overensstemmelse med den europæiske klimalov (SWD(2023) 932).


ELI: http://data.europa.eu/eli/reco/2024/639/oj

ISSN 1977-0634 (electronic edition)