1.

Den foreliggende anmodning om præjudiciel afgørelse, som er indgivet af Bundesgerichthof (forbundsdomstol, Tyskland), vedrører fortolkningen af forordning (EF) nr. 6/2002 om EF-design ( 2 ).

2.

Anmodningen er blevet forelagt i forbindelse med en tvist mellem på den ene side Ferrari SpA og på den anden side Mansory Design & Holding GmbH (herefter »Mansory Design«) og selskabets direktør, WH.

3.

Mansory Design fremstiller og markedsfører byggesæt af udstyrsdele til personalisering (såkaldte »tuning kits«), som har til formål at nærme udseendet af Ferrari 488 GTB til udseendet af den (mere prestigefyldte) Ferrari FXX K.

4.

Ferrari har anlagt krænkelsessag mod Mansory Design og selskabets direktør under påberåbelse af, at disse har kopieret en række ikke-registrerede EF-design som omhandlet i artikel 1, stk. 2, litra a), i forordning nr. 6/2002, som Ferrari hævder at være indehaver af.

5.

Bortset fra den interesse, denne sag givet vil vække hos kendere af sportsvogne, skyldes dens retlige interesse, at genstanden for det EF-design, som Ferrari principalt har påberåbt sig, ikke er udseendet af FXX K, men udseendet af en del af dette køretøj, der består af visse elementer af karosseriet. Den forelæggende ret har således anmodet Domstolen om at afgøre – for første gang – på hvilke betingelser udseendet af en del af et produkt – eller et partial design (delvist design) – kan være beskyttet som et ikke-registreret EF-design.

6.

I denne forbindelse opstår for det første spørgsmålet om, hvorvidt udseendet af en del af et produkt for at være beskyttet i overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 skal være genstand for en specifik offentliggørelse, eller om offentliggørelsen af produktets design som helhed er tilstrækkelig i denne henseende. I hovedsagen offentliggjorde Ferrari nemlig kun en række helhedsbilleder af selskabets FXX K-model, og efter dets opfattelse gælder denne offentliggørelse ligeledes som offentliggørelse af det påberåbte design af karosserielementerne.

7.

For det andet er det et spørgsmål, om udseendet af en del af et produkt for at kunne betragtes som et særskilt design, der er forskelligt fra designet af produktet som helhed, skal udvise en vis selvstændighed i forhold til den overordnede udformning. Ferrari er nemlig under hovedsagen blevet kritiseret for at påberåbe sig designret for en vilkårligt afgrænset del af FXX K’en.

8.

I nærværende forslag til afgørelse forklarer jeg dels, at offentliggørelse som omhandlet i artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 af et produkts design ligeledes indebærer offentliggørelse af designet af en del af produktet, forudsat at sidstnævnte design kan identificeres klart ved offentliggørelsen. Dels angiver jeg, hvorfor udseendet af en del af et produkt efter min opfattelse i sig selv kan være genstand for et særskilt EF-design i forhold til det EF-design, som eventuelt beskytter udseendet af produktet som helhed, når det i overensstemmelse med selve definitionen af »design« i denne forordnings artikel 3, litra a), er bestemt af særlige linjer, konturer, farver eller en særlig form eller tekstur, der gør det identificerbart som sådant.

9.

16., 17., 21. og 25. betragtning til forordning nr. 6/2002 har følgende ordlyd:

[…]

[…]

10.

Denne forordnings artikel 1 med overskriften »EF-design« bestemmer i stk. 2, litra a):

»Et EF-design beskyttes:

11.

Forordningens artikel 3 med overskriften »Definitioner« bestemmer:

»I denne forordning forstås ved:

12.

Samme forordnings artikel 4 med overskriften »Betingelser for beskyttelse« bestemmer i stk. 1 og 2:

»1.   Et design beskyttes af et EF-design, hvis designet er nyt og har individuel karakter.

2.   Et design, der finder anvendelse på eller indgår i et produkt, som udgør en komponent af et sammensat produkt, anses kun for at være nyt og have individuel karakter, hvis:

13.

Artikel 6 i forordning nr. 6/2002 med overskriften »Individuel karakter« bestemmer:

»1.   Et design anses for at have individuel karakter, hvis det helhedsindtryk, det giver den informerede bruger, adskiller sig fra en sådan brugers helhedsindtryk af alle andre design, som er blevet offentliggjort:

[…]«

14.

Forordningens artikel 11 med overskriften »Begyndelses- og sluttidspunktet for et ikke-registreret EF-designs beskyttelse« bestemmer:

»1.   Et design, der opfylder de i første afdeling fastsatte betingelser, beskyttes som ikke-registreret EF-design for et tidsrum på tre år fra den dato, hvor designet først er blevet offentliggjort inden for [Unionen].

2.   Med henblik på anvendelsen af stk. 1 anses et design for at være blevet offentliggjort i [Unionen], hvis det er blevet bekendtgjort, eller det er udstillet, benyttet kommercielt eller på anden måde er blevet kendt i [Unionen], således at fagkredsene inden for den pågældende sektor i [Unionen] med rimelighed kan have fået kendskab til de pågældende arrangementer som led i deres normale forretningsførelse. Designet anses dog ikke for at være blevet offentliggjort, blot fordi tredjemand har fået kendskab til det under et eksplicit eller implicit krav om fortrolighed.«

15.

Den nævnte forordnings artikel 19 med overskriften »De rettigheder, der er knyttet til et registreret EF-design«, har følgende ordlyd:

»1.   Registreringen som et EF-design giver indehaveren eneret til at bruge det pågældende design og til at forbyde tredjemand at bruge det uden indehaverens samtykke. Ved brug af det pågældende design forstås navnlig fremstilling, udbud, markedsføring, indførsel, udførsel eller brug af et produkt, som designet indgår i eller finder anvendelse på, eller oplagring af et sådant produkt med de nævnte formål.

2.   Et ikke-registreret EF-design giver imidlertid kun indehaveren ret til at forbyde de i stk. 1 nævnte handlinger, hvis den brug, som der gøres indsigelse imod, skyldes kopiering af det beskyttede design.

Den brug, der gøres indsigelse imod, anses imidlertid ikke for at skyldes kopiering af et beskyttet design, hvis den hidrører fra et selvstændigt arbejde fra en designer, som med rimelighed må formodes ikke at have haft kendskab til det design, indehaveren har offentliggjort.

[…]«

16.

Ferrari, der har hjemsted i Italien, fremstiller racerbiler og sportsvogne. Selskabets topmodel, FXX K, som ikke er godkendt til almindelig færdsel, er kun beregnet til kørsel på racerbaner.

17.

Ferrari præsenterede for første gang FXX K for offentligheden i en pressemeddelelse af 2. december 2014. Pressemeddelelsen indeholdt de følgende to fotografier, som viser køretøjet henholdsvis fra siden og forfra.

18.

Ferrari FXX K, som er blevet fremstillet i begrænset antal, findes i to versioner, der kun adskiller sig fra hinanden ved farven på det »V«, der findes på motorhjelmen. På den ene version har »V«et, således som det fremgår af de to ovenfor gengivne fotografier, sort farve bortset fra den nederste spids, der har samme kolorering som køretøjets grundfarve. På den anden version er hele det nævnte »V« farvet sort.

19.

Mansory Design, som WH er direktør for, driver virksomhed inden for personalisering (såkaldt »tuning«) af high-end køretøjer. Både Mansory Design og WH har hjemsted i Tyskland. Siden 2016 har selskabet fremstillet og markedsført byggesæt af udstyrsdele til personalisering (såkaldte »tuning kits«), der har til formål at nærme udseendet af Ferrari 488 GTB (en serieproduceret model beregnet til almindelig færdsel, og som har været på markedet siden 2015) til udseendet af Ferrari FXX K.

20.

Mansory Design tilbyder en række »tuning kits«, der gør det muligt at ændre udseendet af Ferrari 488 GTB: »front kit«, »rear kit«, »side set«, »roof cover« og »rear wing«. Endvidere tilbyder selskabet to versioner af »front kit«, der afspejler de to versioner af Ferrari FXX K: I den ene version er det »V«, der er på motorhjelmen, i farven sort, bortset fra den nederste spids, mens det er farvet helt sort i den anden version.

21.

En fuldstændig ændring af Ferrari 488 GTB indebærer udskiftning af en stor del af det synlige karosseri. I marts 2016 præsenterede Mansory Design på International Motor Show i Genève (Schweiz) et køretøj, der havde gennemgået en sådan ændring, under betegnelsen »Mansory Siracusa 4XX«.

22.

Ferrari er af den opfattelse, at Mansory Designs markedsføring af disse »tuning kits« udgør en krænkelse af de rettigheder, der tilkommer Ferrari i henhold til et eller flere ikke-registrerede EF-design, som selskabet er indehaver af.

23.

Principalt har Ferrari gjort gældende, at markedsføringen af de omhandlede »front kits« udgør en krænkelse af et første ikke-registreret EF-design, som vedrører udseendet af den del af selskabets FXX K-model, der består af elementet formet som et »V« på motorhjelmen, det i længderetningen placerede vingeformede element, som udgår fra midten af førstnævnte element (»strake«), den i kofangeren integrerede frontspoiler, der består af to lag, samt det vertikale element i midten, der forbinder frontspoileren med motorhjelmen. Denne del opfattes som et hele, der definerer køretøjets specifikke »ansigtstræk«, og som ligeledes giver associationer til et fly eller en Formel 1-vogn. Ifølge Ferrari opstod dette ikke-registrerede EF-design på det tidspunkt, hvor pressemeddelelsen af 2. december 2014 blev offentliggjort.

24.

Subsidiært har Ferrari gjort gældende, at selskabet er indehaver af et andet ikke-registreret EF-design, der vedrører udseendet af frontspoileren med to lag, og som opstod ved offentliggørelsen af denne pressemeddelelse eller senest den 3. april 2015 ved offentliggørelsen af en film med titlen Ferrari FXX K – The Making Of, og som Mansory Design ligeledes har krænket ved markedsføringen af disse »front kits«.

25.

Mere subsidiært har Ferrari støttet sit søgsmål på et tredje ikke-registreret EF-design, der vedrører udseendet af Ferrari FXX K som helhed, således som dette fremgår af et andet fotografi af køretøjet set skråt fra siden, der ligeledes indgik i pressemeddelelsen af 2. december 2014.

26.

Ferrari har ligeledes for så vidt angår de »kits«, der udbydes til salg på Forbundsrepublikken Tysklands område, påberåbt sig rettigheder i henhold til beskyttelsen mod kopiering på grundlag af lovgivningen om illoyal konkurrence.

27.

I første instans nedlagde Ferrari påstand om forbud i hele Den Europæiske Union mod produktion, udbud, markedsføring, import og eksport, benyttelse eller besiddelse af de omtvistede udstyrsdele og nedlagde en række accessoriske påstande (fremlæggelse af regnskabsoplysninger, tilbagekaldelse og destruktion af produkter, tildeling af skadeserstatning). Landgericht (regional ret i første instans, Tyskland) frifandt de sagsøgte i det hele.

28.

For appeldomstolen konstaterede Ferrari, at selskabets påstande om forbud og om tilbagekaldelse og destruktion af produkterne ikke længere havde nogen genstand, for så vidt som de var baseret på rettigheder, der var knyttet til de påberåbte EF-design, eftersom disse rettigheder var udløbet den 3. december 2017 ( 3 ). Derimod opretholdt Ferrari bl.a. påstandene om erstatning for den af selskabet lidte skade.

29.

Ferrari fik ikke medhold af appeldomstolen. Denne fandt bl.a., at de påstande, Ferrari havde nedlagt på grundlag af de angivelige ikke-registrerede EF-design, var ugrundede. Ifølge denne domstol eksisterede det første påberåbte EF-design vedrørende den del af Ferrari FXX K, der er beskrevet i punkt 23 i dette forslag til afgørelse, ikke, eftersom Ferrari ikke havde godtgjort, at mindstekravet om en »vis selvstændighed« og en »vis formmæssig enhed« var opfyldt. Selskabet havde blot henvist til en del af køretøjet, som det havde afgrænset vilkårligt. Det andet af Ferrari påberåbte EF-design vedrørende udseendet af frontspoileren med to lag fandt appeldomstolen heller ikke eksisterede, eftersom det heller ikke opfyldte betingelsen om »formmæssig enhed«. Med hensyn til det tredje design vedrørende udseendet af Ferrari FXX K som helhed fandt appeldomstolen, at det rent faktisk eksisterede, men at det ikke var blevet krænket af Mansory Design.

30.

Ferrari iværksatte derpå revisionsanke med tilladelse fra Bundesgerichthof (forbundsdomstol, Tyskland). Denne sidstnævnte domstol finder, at udfaldet af appellen for så vidt angår påstandene om krænkelse af de rettigheder, som er knyttet til de angivelige ikke-registrerede EF-design, der er gjort gældende af Ferrari, afhænger af fortolkningen af forordning nr. 6/2002.

31.

Nærmere bestemt skal det afklares, på hvilke betingelser udseendet af en del af et produkt i henhold til denne forordning kan være beskyttet som et ikke-registreret EF-design.

32.

I denne forbindelse ønsker den forelæggende ret for det første oplyst, om offentliggørelsen som omhandlet i artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 af billedet af produktet som helhed ligeledes gælder som offentliggørelse af designet af dele af dette produkt.

33.

For så vidt som dette er tilfældet, ønsker den for det andet afklaret, om udseendet af en del af produktet for at kunne udgøre et særskilt design, der er forskelligt fra det samlede produkts design, således som appeldomstolen fastslog, skal udvise en »vis selvstændighed« og en »vis formmæssig enhed«, der gør det muligt at fastslå, at udseendet af den pågældende del ikke udviskes fuldstændig i det nævnte produkts udseende, men tværtimod giver et selvstændigt helhedsindtryk i forhold til den overordnede udformning.

34.

På denne baggrund har Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) besluttet at udsætte sagen og at forelægge Domstolen følgende præjudicielle spørgsmål:

35.

Anmodningen om præjudiciel afgørelse, som er dateret den 30. januar 2020, blev indført i Domstolens register den 4. marts samme år. Ferrari, Mansory Design, den tjekkiske, den italienske og den polske regering samt Europa-Kommissionen har indgivet skriftlige indlæg. De nævnte parter og procesdeltagere har ligeledes afgivet skriftlige svar på de spørgsmål, Domstolen stillede den 15. januar 2021.

36.

Således som det fremgår af forordningens artikel 1, fastsættes der i forordning nr. 6/2002 to former for rettigheder, der har enhedskarakter: »registreret EF-design« og »ikke-registreret EF-design«. De vigtigste materielle betingelser for at opnå beskyttelsen er de samme i begge tilfælde. Ifølge forordningens artikel 4, stk. 1, skal det pågældende design nærmere bestemt være »nyt« og have »individuel karakter«. Derimod er de formelle betingelser, som finder anvendelse på de respektive rettigheder, forskellige. For at opnå et »registreret EF-design« skal der pr. definition indgives en ansøgning om registrering. Derimod kan et design være beskyttet som »ikke-registreret EF-design«, når det er blevet offentliggjort i overensstemmelse med bestemmelserne i nævnte forordnings artikel 11, stk. 2 ( 4 ).

37.

I det foreliggende tilfælde har Ferrari inden for rammerne af den krænkelsessag, der er anlagt mod Mansory Design og WH, påberåbt sig en række ikke-registrerede EF-design. Således som jeg har anført i indledningen til dette forslag til afgørelse, består det særlige ved den aktuelle sag i, at sagsøgeren i hovedsagen bl.a. ( 5 ) har påberåbt sig et sådant EF-design, som vedrører udseendet af en del af Ferrari FXX K, der er sammensat af en række karosserielementer – nærmere bestemt, som tidligere nævnt, elementet formet som et »V« på motorhjelmen, det i længderetningen placerede vingeformede element, der udgår fra midten af det førstnævnte element (»strake«), frontspoileren bestående af to lag, som er integreret i kofangeren, og det vertikale forbindelseselement i midten, der forbinder frontspoileren med motorhjelmen ( 6 ). Ferrari påberåber sig således at besidde rettigheder til, hvad der almindeligvis benævnes et partial design (delvist design).

38.

Således som den forelæggende ret har anført, er der næppe tvivl om, at udseendet af kun en del af et produkt i sig selv kan være genstand for et ikke-registreret EF-design i henhold til forordning nr. 6/2002.

39.

»Design«, som kan være genstand for en sådan rettighed, defineres nemlig i artikel 3, litra a), i forordning nr. 6/2002 som »et produkts eller en del af et produkts udseende, navnlig bestemt af de særlige træk ved selve produktets og/eller dets udsmyknings linjer, konturer, farver, form, tekstur og/eller materiale« (min fremhævelse).

40.

Dels skal, imidlertid, således jeg har anført i punkt 36 i dette forslag til afgørelse, udseendet af en del af et produkt, for at det kan være beskyttet som et ikke-registreret EF-design, have været offentliggjort i overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 6/2002.

41.

I hovedsagen offentliggjorde Ferrari kun helhedsbilleder af Ferrari FXX K ( 7 ). Den forelæggende ret ønsker følgelig ved sit første spørgsmål oplyst, om selskabet for at opfylde betingelsen om offentliggørelse i den nævnte artikel 11 skulle have foretaget en særskilt offentliggørelse af designet af den karosseridel, som det påberåber sig beskyttelse af. Jeg forklarer i afsnit A, hvorfor dette efter min opfattelse ikke er tilfældet.

42.

Dels ønsker den forelæggende ret ved sit andet spørgsmål afklaret, om udseendet af en del af et produkt for at kunne være genstand for et EF-design skal udvise en »vis enhed« og en »vis selvstændighed« i forhold til den overordnede udformning af produktet. Kort sagt vil retten gerne vide, om der bør gælde visse begrænsninger for designerens mulighed for at opdele sit produkts udseende i forskellige dele, som hver især nyder selvstændig beskyttelse. Denne vanskelige problematik behandler jeg i afsnit B.

43.

Inden da vil jeg dog gerne klarlægge et sidste punkt. Skønt den forelæggende ret i sit første spørgsmål og i forelæggelsesafgørelsens præmisser har henvist til udtrykket »del af et produkt« som omhandlet i artikel 3, litra a), i forordning nr. 6/2002, har den ligeledes anført, at de elementer af karosseriet af Ferrari FXX K, som hovedsagen drejer sig om, udgør »komponenter af et sammensat produkt« som omhandlet i forordningens artikel 3, litra c), og artikel 4, stk. 2.

44.

Det skal anføres, at Domstolen i dommen i sagen Acacia og D’Amato ( 8 ) fastslog, at begrebet »dele af et sammensat produkt«, som ikke er defineret i forordning nr. 6/2002, sigter på en flerhed af bestanddele, der er fremstillet med henblik på at blive samlet til en industrielt eller håndværksmæssigt fremstillet artikel, som kan udskiftes, således at en sådan artikel kan skilles ad og samles igen, og uden hvilke det sammensatte produkt ikke ville kunne bruges normalt.

45.

Domstolen bemærkede således, at en bilfælg skal kvalificeres som en »del af et sammensat produkt«, idet en sådan fælg er en bestanddel af det sammensatte produkt, som et motorkøretøj udgør, uden hvilken dette produkt ikke ville kunne bruges normalt ( 9 ).

46.

På samme måde må karosserielementer efter min opfattelse kvalificeres som »komponenter af et sammensat produkt«, hvis de for det første kan udskiftes, og deres tilstedeværelse for det andet er nødvendig for, at køretøjet kan bruges normalt.

47.

Ferrari har imidlertid bestridt denne kvalificering som »komponenter« som omhandlet i artikel 3, litra c), og artikel 4, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 med den begrundelse, at de karosserielementer, der er omfattet af de i hovedsagen omtvistede design, ikke opfylder ovennævnte kriterier.

48.

Det tilkommer naturligvis ikke Domstolen at afgøre dette spørgsmål, der vedrører bedømmelsen af de faktiske omstændigheder. Det påhviler i givet fald den forelæggende ret at foretage prøvelse heraf.

49.

Adspurgt af Domstolen vedrørende dette punkt er parterne og intervenienterne dog enige om, at svaret på spørgsmålet ikke er af afgørende betydning for, hvorledes den forelæggende rets spørgsmål skal besvares.

50.

Således som Ferrari og den polske regering i det væsentlige har anført, kan et »design« som omhandlet i artikel 3, litra a), i forordning nr. 6/2002 nemlig bestå af udseendet af både et produkt som helhed og af en del af produktet, herunder af en komponent af et sammensat produkt eller endog af en del af en sådan komponent.

51.

Efter min opfattelse er det eneste, som har betydning for de spørgsmål, der er blevet stillet i den foreliggende sag, at Ferrari har påberåbt sig udseendet af en »del af et produkt« som et ikke-registreret EF-design. Derimod er den omstændighed, at produktet er »sammensat«, og at den pågældende del enten består eller ikke består af elementer, der svarer til definitionen af »komponenter« af et sådant produkt, ikke afgørende for besvarelsen af disse spørgsmål. I de følgende punkter henviser jeg derfor hovedsagelig til begreberne »produkt« og »del af et produkt«.

52.

Med sit første spørgsmål ønsker den forelæggende ret nærmere bestemt oplyst, om artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 skal fortolkes således, at offentliggørelse af det samlede design af et produkt, såsom udseendet af et køretøj, ligeledes kan indebære offentliggørelse af designet af en del af produktet, såsom udseendet af visse elementer af køretøjets karosseri, og i bekræftende fald på hvilke betingelser.

53.

I hovedsagen har den forelæggende ret fastslået, at Ferrari ved at offentliggøre to helhedsbilleder af selskabets model FXX K har offentliggjort designet af køretøjet i dets helhed som omhandlet i artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 6/2002. De betingelser, som er fastsat i denne bestemmelse, er således opfyldt for så vidt angår dette design ( 10 ).

54.

Den forelæggende ret er imidlertid af den opfattelse, at denne offentliggørelse kun kan give beskyttelse af det samlede design af FXX K. Den gælder ikke som offentliggørelse af designet af de dele, som dette køretøj består af. Efter denne rets opfattelse, som Mansory Design, den polske regering og Kommissionen har tilsluttet sig, skulle udseendet af en sådan del af et produkt for selv at være beskyttet som ikke-registreret EF-design have været genstand for en særskilt offentliggørelse. Denne fortolkning af artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 sikrer ifølge den forelæggende ret retssikkerheden, idet den gør det muligt for offentligheden, herunder navnlig de erhvervsdrivende, at fastslå let og utvetydigt på grundlag af de af rettighedshaveren offentliggjorte billeder, hvad der er genstand for den beskyttelse, som denne påberåber sig.

55.

I praksis skulle Ferrari således ud over fotografierne af FXX K i sin helhed have offentliggjort et eller flere billeder, der specifikt fokuserede på den del af køretøjet, for hvilken selskabet påberåber sig beskyttelse som ikke-registreret EF-design, eller på fotografierne af køretøjet i sin helhed have foretaget en markering, som gjorde det muligt uden videre at fastslå det pågældende design, såsom farver, kontraster, pile eller streger, der afgrænsede de pågældende elementer.

56.

Jeg deler ikke denne opfattelse. Jeg finder i lighed med Ferrari samt den tjekkiske og den italienske regering, at offentliggørelse i overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 af designet af hele et produkt ligeledes kan indebære offentliggørelse af designet af en del af produktet. Med andre ord er en særskilt offentliggørelse under alle omstændigheder ikke en forudsætning for, at designet af en sådan del kan være beskyttet som ikke-registreret EF-design.

57.

Det skal i denne henseende anføres, for det første, at artikel 11 i forordning nr. 6/2002 ikke indeholder nogen specifik regel om offentliggørelse af designet af en del af et produkt.

58.

Nærmere bestemt fastsættes der i artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 kun et enkelt kriterium til fastslåelse af, om offentliggørelsen har fundet sted, som gælder for ethvert design (hvad enten det anvendes på eller indgår i et produkt eller anvendes på eller indgår i en del af et produkt), og hvorefter designet »er blevet bekendtgjort, eller det er udstillet, benyttet kommercielt eller på anden måde er blevet kendt […], således at fagkredsene inden for den pågældende sektor […] med rimelighed kan have fået kendskab til de pågældende arrangementer som led i deres normale forretningsførelse«.

59.

Således som Ferrari samt den tjekkiske og den italienske regering med rette har anført, kræves det med andre ord ifølge ordlyden af denne bestemmelse ikke, at design af dele af et produkt er genstand for en særskilt offentliggørelse. Intet i denne ordlyd tilsigter at udelukke muligheden for, at offentliggørelsen af det samme billede både indebærer offentliggørelse af designet af et produkt som helhed og offentliggørelse af designet af de dele, som produktet består af. EU-lovgiver ville have kunnet fastsætte en sådan betingelse, hvis EU-lovgiver havde ønsket det.

60.

For det andet fremgår det af samme artikel 11, stk. 2, at et design er »offentliggjort«, når det er blevet bekendtgjort ved arrangementer, som »fagkredsene ( 11 ) inden for den pågældende sektor i [Unionen] med rimelighed kan have fået kendskab til«. Det drejer sig i det væsentlige om, hvorvidt de pågældende fagkredse med rimelighed kan have fået kendskab til det pågældende design ( 12 ).

61.

Efter min opfattelse kan fagkredsene under visse omstændigheder med rimelighed få kendskab til udseendet af en del af et produkt, når udseendet af produktet i sin helhed offentliggøres, således som Ferrari har gjort gældende.

62.

Omstændighederne i tvisten hovedsagen er et godt eksempel herpå. Som tidligere omtalt består den af Ferrari påberåbte offentliggørelse i publikationen af to fotografier af FXX K, herunder et af køretøjet set forfra ( 13 ). På dette fotografi ses bl.a. udseendet af køretøjets motorhjelm og spoiler.

63.

Følgelig – og med forbehold af de faktuelle konstateringer, som det tilkommer den nationale ret at foretage – har fagkredsene efter min opfattelse gennem offentliggørelsen af det pågældende fotografi ( 14 ) med rimelighed kunnet få kendskab til designet af den af Ferrari påberåbte del, herunder elementet formet som et »V« på midten af motorhjelmen på Ferrari FXX K. På samme måde har de gennem offentliggørelsen af et billede af køretøjet set fra siden med rimelighed kunnet få kendskab til eksempelvis designet af de hjulfælge, der var monteret på køretøjet.

64.

For at offentliggørelsen af designet af et produkt som helhed indebærer offentliggørelse af en del af produktet, er det naturligvis nødvendigt, således som den tjekkiske regering har påpeget, at udseendet af denne del kan identificeres klart ved offentliggørelsen ( 15 ). Hvis dette ikke er tilfældet, kan fagkredsene ikke med rimelighed få kendskab til det ved denne lejlighed, således som det kræves i artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 6/2002.

65.

Når offentliggørelsen, som i det foreliggende tilfælde, består i publikationen af et fotografi af et produkt, skal karakteristikaene ved designet af den påberåbte del – såsom dens linjer, dens konturer, dens farver osv. ( 16 ) – med andre ord klart kunne ses på fotografiet.

66.

Det er således åbenbart, at eksempelvis publikation af et fotografi af Ferrari FXX K set bagfra ikke ville have kunnet indebære offentliggørelse af designet af elementet formet som et »V« på køretøjets motorhjelm. På samme måde kan en offentliggørelse ikke anses for at finde sted, hvis fagkredsene ikke klart kan identificere udseendet af den pågældende del på det offentliggjorte billede, f.eks. fordi gengivelsen er for lille, af dårlig kvalitet eller delvis skjult af et andet element.

67.

Deri er der i realiteten ikke noget nyt, eftersom kravet om klarhed efter min opfattelse gælder for offentliggørelse af ethvert design som omhandlet i artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 6/2002, uanset om der er tale om et ikke-sammensat produkt, et sammensat produkt eller en del af et produkt. Uanset det konkrete tilfælde kan offentliggørelsen nemlig kun anses for at have fundet sted, hvis fagkredsene inden for den omhandlede sektor med rimelighed har kunnet få kendskab til det pågældende design som led i deres normale forretningsførelse ( 17 ). Denne betingelse indebærer efter min opfattelse nødvendigvis, at designet fremgår tilstrækkelig klart af offentliggørelsen.

68.

For det tredje fremgår det af 16. og 25. betragtning til forordning nr. 6/2002, at EU-lovgiver ved at indføre den rettighed, der har enhedskarakter, som udgøres af et ikke-registreret EF-design, med henblik på at fremme innovation ( 18 ) tilsigtede at beskytte design, der anvendes på, eller som indgår i, produkter med kort økonomisk levetid ( 19 ), for hvilke designerne ønskede at opnå en hurtig og effektiv beskyttelse uden at skulle gennemgå registreringsformaliteterne.

69.

I medfør af denne forordnings artikel 1, stk. 2, litra a), er design således uden yderligere formaliteter automatisk beskyttet som ikke-registreret EF-design, forudsat at de materielle betingelser for at opnå beskyttelse er opfyldt, så snart designet er blevet offentliggjort på de betingelser, der er fastsat i nævnte forordnings artikel 11, stk. 2.

70.

Således som Ferrari samt den tjekkiske og den italienske regering med rette har gjort gældende, ville det stride imod det mål om enkelthed og hurtighed, der som nævnt ovenfor begrundede indførelsen af det ikke-registrerede EF-design, hvis det var et krav, at designerne offentliggjorde hver enkelt del af deres produkter særskilt for at kunne nyde godt af en specifik beskyttelse af designet af de pågældende dele ( 20 ). Dette ville være at udvise formalisme inden for rammerne af en ordning, der angiveligt skulle være dette foruden.

71.

Den fortolkning, som jeg foreslår, underbygges, for det fjerde, af et systematisk argument.

72.

Hvad dette angår har offentliggørelsen af et design to retlige konsekvenser inden for rammerne af forordning nr. 6/2002. For det første kan offentliggørelsen, således som det er fremgået, medføre beskyttelse som ikke-registreret EF-design. For det andet medfører, når det undersøges, om de materielle betingelser for at opnå beskyttelse som EF-design (registreret eller ikke-registreret) er opfyldt, en tidligere offentliggørelse af et design, som er identisk med eller giver det samme helhedsindtryk som det, for hvilket der påberåbes beskyttelse, at nyheden af dette design (denne forordnings artikel 5) og/eller dets individuelle karakter (nævnte forordnings artikel 6) »ødelægges« – hvilket indebærer, at det ikke kan nyde denne beskyttelse. Ved denne undersøgelse svarer definitionen af de arrangementer, som udgør en offentliggørelse, i samme forordnings artikel 7, stk. 1, til den, der findes i dens artikel 11, stk. 2 ( 21 ). De to bestemmelser indeholder bl.a. det samme kriterium om fagkredsenes kendskab ( 22 ). Følgelig bør betingelsen om offentliggørelse i mangel af indikationer for, at dette ikke var EU-lovgivers hensigt, vurderes på samme måde inden for rammerne af begge bestemmelser.

73.

Hvis, således som Ferrari har gjort gældende, Domstolen i den foreliggende sag skulle fastslå, at en designers offentliggørelse af et fotografi, der viser et produkt i dets helhed, ikke gælder som offentliggørelse af designet af en del af produktet, selv om fagkredsene med rimelighed har kunnet få kendskab til fotografiet, og designet klart kan identificeres, vil det have den konsekvens, at en tredjepart senere vil kunne ansøge om beskyttelse af dette design som EF-design. Ud fra denne fortolkning vil den første offentliggørelse nemlig ikke blive betragtet som en tidligere offentliggørelse, der »ødelægger« nyheden som omhandlet i artikel 7, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 ved at være til hinder for en sådan ansøgning. Denne fortolkning ville ikke fremme den innovation inden for design, hvortil der henvises i syvende betragtning til forordningen, men kopiering af eksisterende design ( 23 ).

74.

Derimod er jeg, for det femte, ikke overbevist af den forelæggende rets argument, som Mansory Design, den polske regering og Kommissionen har tilsluttet sig, og hvorefter retssikkerhedsmæssige krav er til hinder for ovennævnte fortolkning. Det følger af dette argument, hvortil jeg tidligere har henvist i punkt 54 i dette forslag til afgørelse, at hvis offentliggørelsen af udseendet af et køretøj i dets helhed havde som konsekvens, at der opstod ikke-registrerede EF-designrettigheder til delene eller komponenterne af dette køretøj, såsom kofangerne, lygterne osv., ville det være vanskeligt for de erhvervsdrivende at fastslå, hvad der var genstand for den af designeren påberåbte beskyttelse. En sådan usikkerhed ville kunne modvirke innovation.

75.

Jeg er, for at udtrykke mig klart, naturligvis enig i den omstændighed, at det kan øge retssikkerheden for såvel brugerne som ophavsmanden særskilt at offentliggøre designet af en del af et produkt. Det står derfor designerne frit at foretage en sådan særskilt offentliggørelse. I det foreliggende tilfælde kunne Ferrari så meget lettere have påvist, at fagkredsene i overensstemmelse med artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 med rimelighed havde kunnet få kendskab til det omhandlede design ( 24 ).

76.

At pålægge designerne en sådan særskilt offentliggørelse af hensyn til retssikkerheden for tredjemand ville imidlertid efter min opfattelse være at tilsidesætte den ligevægt, EU-lovgiver ønskede, at der skal være inden for rammerne af ordningen vedrørende ikke-registreret EF-design, som i sagens natur indebærer et lavere retssikkerhedsniveau end det, et registreret EF-design indebærer.

77.

Den omstændighed, at der, som tidligere nævnt, for ikke-registreret EF-design pr. definition ikke skal indgives en ansøgning om registrering, medfører i den henseende uundgåeligt en vis grad af retlig usikkerhed for tredjemand. I modsætning til hvad der er tilfældet, når der er tale om registreret design, råder de erhvervsdrivende på dette område ikke over et offentligt register, som gør det muligt for dem klart og præcist at skaffe sig kendskab til de rettigheder, der findes til dette eller hint design ( 25 ). Den manglende registrering gør det således vanskeligere at vide på forhånd, præcist hvad der er hævdes beskyttet ( 26 ). Ofte er det kun inden for rammerne af en krænkelsessag, at designeren specificerer, om denne påberåber sig udseendet af hele det pågældende produkt eller kun af en del det ( 27 ).

78.

Til gengæld er det beskyttelses- og dermed retssikkerhedsniveau, som designeren nyder godt af, ligeledes lavere. For det første har den beskyttelse, der indrømmes indehaveren af et ikke-registreret EF-design, begrænset rækkevidde, således som Ferrari med rette har fremhævet. I materiel forstand er den pågældende i henhold til artikel 19, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 udelukkende beskyttet mod »kopiering« af hans design ( 28 ).

79.

For det andet er varigheden af den beskyttelse, der gives ikke-registrerede EF-design, forholdsvis kort, eftersom den i henhold til artikel 11, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 er begrænset til tre år regnet fra den første offentliggørelse af det berørte design ( 29 ).

80.

Endvidere er jeg af den opfattelse, at man ikke skal overvurdere de risici med hensyn til retssikkerhed og innovation, som den ovenfor foreslåede fortolkning indebærer, og hvorefter offentliggørelsen af designet af hele et produkt i sig selv kan indebære offentliggørelse af designet af en del af produktet.

81.

Dels forudsætter – således som jeg har forklaret i punkt 64-67 i dette forslag til afgørelse – kriteriet vedrørende fagkredsenes kendskab nemlig, at designet af delen af produktet kan identificeres klart ved offentliggørelsen af produktet i dets helhed, hvilket mindsker risikoen for retlig usikkerhed.

82.

Dels skal det for så vidt angår innovation haves i erindring – ud over hvad jeg allerede har anført i punkt 73 i dette forslag til afgørelse – at den brug, som en tredjepart gør af et ikke-registreret EF-design uden indehaverens samtykke, i henhold til artikel 19, stk. 2, andet afsnit, i forordning nr. 6/2002 ikke anses for at skyldes »kopiering« af det pågældende design, »hvis den hidrører fra et selvstændigt arbejde fra en designer, som med rimelighed må formodes ikke at have haft kendskab til det [pågældende] design«.

83.

Designerne kan således fortsætte med at innovere uden at frygte, at de uforvarende krænker ikke-registrerede EF-design. Selv hvis de skaber design, der fremkalder et visuelt helhedsindtryk, som er identisk med helhedsindtrykket af et tidligere offentliggjort beskyttet design ( 30 ), vil de kunne påvise deres gode tro ( 31 ) og dermed unddrage sig ethvert ansvar.

84.

Endelig kan den fortolkning, der foreslås i dette forslag til afgørelse, efter min opfattelse heller ikke anfægtes af det argument, som Mansory Design, den polske regering og Kommissionen har fremført, og hvorefter et fotografi, der ikke kun gengiver designet af den påberåbte del af et produkt, men udseendet af hele produktet, ikke giver mulighed for at fastslå, om det pågældende design opfylder de materielle betingelser for at opnå beskyttelse som EF-design.

85.

Ganske vist skal der – således som EU’s retsinstanser har fastslået i forbindelse med ansøgninger om, at et EF-design erklæres ugyldigt ( 32 ) – for at vurdere, om det påberåbte design er nyt og har individuel karakter, kunne drages en pålidelig sammenligning med det tidligere design, hvortil indgiveren af ugyldighedsbegæringen har henvist. I dette øjemed er det nødvendigt at råde over en afbildning af det tidligere design, som gør det muligt at identificere dette præcist og sikkert. Indgiveren af ugyldighedsbegæringen skal derfor fremlægge en eller flere nøjagtige og fuldstændige gengivelser af designet ( 33 ). På samme måde er det nødvendigt at råde over en gengivelse af det påberåbte design, hvis kvalitet er tilstrækkelig god til, at det er muligt tydeligt at skelne detaljerne i den genstand, for hvilken der ansøges om beskyttelse ( 34 ).

86.

Imidlertid kan der efter min opfattelse på grundlag af et fotografi, som gengiver et produkts udseende i dets helhed, foretages en sådan sammenligning for så vidt angår designet af en del af dette produkt, når, således som jeg har anført i punkt 64-66 i dette forslag til afgørelse, karakteristikaene ved dette design kan ses klart på fotografiet. En sådan gengivelse gør det muligt at gøre sig bekendt med udseendet af nævnte design og at identificere eventuelle forskelle i formgivningen eller udsmykningen i forhold til et tidligere design og dermed at vurdere, om designet er nyt og har individuel karakter. Dette er derimod ikke tilfældet, hvis gengivelsen er for lille eller af dårlig kvalitet, eller hvis det påberåbte design delvis er skjult af et andet element ( 35 ).

87.

På baggrund af ovenstående betragtninger foreslår jeg, at Domstolen besvarer det første spørgsmål med, at artikel 11, stk. 2, i forordning nr. 6/2002 skal fortolkes således, at offentliggørelse af et design af et produkt i sin helhed, såsom udseendet af et køretøj, ligeledes indebærer offentliggørelse af designet af en del af produktet, såsom udseendet af visse elementer af køretøjets karosseri, forudsat at sidstnævnte design kan identificeres klart ved offentliggørelsen.

88.

For det tilfælde at Domstolen, således som jeg foreslår den at gøre, svarer bekræftende på det første spørgsmål, ønsker den forelæggende ret med det andet spørgsmål oplyst, hvilket retligt kriterium der skal anvendes inden for rammerne af vurderingen af den individuelle karakter i henhold til artikel 4, stk. 2, litra b), og artikel 6, stk. 1, i forordning nr. 6/2002 ved fastlæggelsen af det helhedsindtrykket af designet af komponenter af et sammensat produkt, såsom elementerne af et køretøjs karosseri.

89.

Jeg har i punkt 43-51 i dette forslag til afgørelse forklaret, hvorfor det efter min opfattelse er uden betydning i den foreliggende sag, om den del af Ferrari FXX K, hvis udseende selskabet har påberåbt sig som ikke-registreret EF-design, består af »komponenter« inkorporeret i et »sammensat produkt« eller ej. I nærværende afsnit fortsætter jeg derfor med at henvise til udtrykket »del af et produkt«.

90.

En korrekt forståelse af dette andet spørgsmål forudsætter en række generelle forklaringer.

91.

Således som jeg har anført i punkt 36 i dette forslag til afgørelse, er en af de materielle betingelser, som et design skal opfylde for at opnå beskyttelse som EF-design (registreret eller ikke-registreret), at designet har »individuel karakter«. Ifølge artikel 6 i forordning nr. 6/2002 anses et design for at have individuel karakter, hvis det helhedsindtryk, det giver den informerede bruger ( 36 ), adskiller sig fra en sådan brugers helhedsindtryk af alle andre tidligere offentliggjorte design.

92.

For at vurdere, om denne betingelse er opfyldt, er det derfor, således som jeg har forklaret i punkt 85 i dette forslag til afgørelse, nødvendigt at sammenligne det design, for hvilket der påberåbes beskyttelse, med et tidligere design.

93.

Således som det fremgår af ordlyden af den nævnte artikel 6, skal der nærmere bestemt foretages en sammenligning af det »helhedsindtryk«, hver af de omtvistede design giver. Det skal med andre ord undersøges, om de er sammenlignelige ud fra en samlet betragtning. Deres samlede karakteristika tages således i betragtning, uden at det er muligt at sammenligne alene dele af hvert design. For at det kan påvises, at det giver et »helhedsindtryk«, som er forskelligt fra det, som det tidligere design giver, og dermed at det påberåbte design har »individuel karakter«, er det følgelig ikke tilstrækkeligt, at der er forskelle på detaljer, herunder endog væsentlige forskelle, hvis disse udelukkende er koncentreret på en del af designet ( 37 ).

94.

Den samme logik finder anvendelse mutatis mutandis med hensyn til krænkelser. Hvad dette angår bestemmer artikel 10 i forordning nr. 6/2002, at den beskyttelse, som EF-design giver, »omfatter ethvert design, der ikke giver den informerede bruger et andet helhedsindtryk« ( 38 ).

95.

Sammenligningen af de omtvistede design skal følgelig også på dette område foretages på grundlag af hele det udseende, som udgør det beskyttede design, uden at der kan drages en sammenligning mellem kun en del af dette design og det anfægtede design. Selv om sidstnævnte design er identisk med en del af det beskyttede design, er det atter i denne sammenhæng muligt, at det »helhedsindtryk«, de to design giver, er forskellige, og at der derfor ikke foreligger krænkelse ( 39 ).

96.

Det er særligt sandsynligt, at sådanne tilfælde kontrolleres, når genstanden for det påberåbte EF-design er et produkts udseende som helhed. Hvis en designer f.eks. har registreret det samlede design af en dukke ( 40 ), og en tredjepart uden designerens tilladelse markedsfører et design, der er forskelligt på en række punkter, men hvor hovedet er sammenligneligt, vil det muligvis ikke blive anerkendt, at der foreligger krænkelse. Den delvise sammenlignelighed vil nemlig ikke nødvendigvis være tilstrækkelig til at påvise, at »helhedsindtrykkene« er identiske.

97.

Således som det er blevet omtalt flere gange i nærværende forslag til afgørelse, har EU-lovgiver i denne sammenhæng gjort det muligt for designerne at påberåbe sig beskyttelse i form af EF-design af en mere specifik genstand, nemlig udseendet af »en del af et produkt« i henhold til artikel 3, litra a), i forordning nr. 6/2002 ( 41 ).

98.

For at gentage eksemplet i punkt 96 i dette forslag til afgørelse kan en designer således vælge at påberåbe sig beskyttelse alene af udseendet af dukkens hoved. Derved forøger designeren graden af designbeskyttelsen for denne »del af produktet« og maksimerer navnlig sine muligheder for at opnå anerkendelse af, at der foreligger krænkelse vedrørende denne del. Designeren undgår således en sammenligning af de helhedsindtryk, som designene vedrørende de konkurrerende dukker i deres helhed giver. Kun udseendet af hovedet, som er genstand for EF-designet, tages i betragtning. Når det kun er udseendet af disse dukkers hoveder, der sammenlignes, bliver krænkelsen åbenbar ( 42 ).

99.

De ovenstående forklaringer passer efter min opfattelse til omstændighederne i hovedsagen. Som tidligere nævnt har Ferrari således til støtte for sit krænkelsessøgsmål bl.a. mere subsidiært påberåbt sig et ikke-registreret EF-design vedrørende udseendet af Ferrari FXX K som helhed ( 43 ). Således som jeg har forstået forelæggelsesafgørelsen, har appeldomstolen efter at have foretaget en sammenligning af dette design og udseendet af Mansory Siracusa 4XX som helhed ( 44 ) nærmere bestemt fastslået, at de to design ikke giver det samme »helhedsindtryk« som omhandlet i artikel 10 i forordning nr. 6/2002 ( 45 ) på trods af synlige lighedspunkter, der bl.a. vedrører elementet formet som et »V« på motorhjelmen og frontspoileren med to lag. Ferrari har således ved at påberåbe sig et ikke-registreret EF-design, der fokuserer på udseendet af en del af den omhandlede FXX K, søgt at maksimere sine muligheder for i det foreliggende tilfælde at opnå anerkendelse af, at der foreligger krænkelse.

100.

På baggrund af disse forklaringer forekommer det mig, at den forelæggende ret ved sit andet spørgsmål ønsker oplyst, om der er grænser for designernes mulighed for at opdele det samlede udseende af deres produkter i forskellige design vedrørende »dele af et produkt«, som hver især er genstand for en særskilt beskyttelse som EF-design, med henblik på at maksimere det beskyttelsesniveau, de nyder godt af.

101.

Dette spørgsmål er så meget desto mere relevant, når det tages i betragtning, at appeldomstolen i hovedsagen fastslog, at det ikke-registrerede EF-design, som Ferrari principalt havde påberåbt sig vedrørende en del af selskabets FXX K-model, der bl.a. omfattede elementet formet som et »V« på motorhjelmen og frontspoileren med to lag, var ikke-eksisterende, eftersom denne del ikke udviste en »vis selvstændighed« og en »vis formmæssig enhed« og var blevet afgrænset vilkårligt af sagsøgeren i hovedsagen.

102.

Der er kun få oplysninger i forelæggelseskendelsen om, hvad der skal forstås ved udtrykkene »selvstændighed« og »formmæssig enhed«. Efter hvad jeg har forstået, er der tale om kumulative betingelser i de tyske domstoles praksis for at kunne påberåbe sig et EF-design vedrørende udseendet af en »del af et produkt«. Betingelsen om »selvstændighed« synes at vedrøre spørgsmålet om, hvorvidt udseendet af delen markerer sig i forhold til, eller tværtimod udviskes fuldstændig i, produktets udseende, når det betragtes i sin helhed. Betingelsen om »enhed« drejer sig om, hvorvidt det påberåbte delvise design udgør et fuldstændigt hele. Konkret anså appeldomstolen i det foreliggende tilfælde den af Ferrari foretagne afgrænsning for »vilkårlig« med den begrundelse, at selskabet ikke havde medtaget lygterne og spoilerenderne i siderne på FXX K’en, som udgør henholdsvis »øjnene« og »kæberne« på køretøjet for at gentage den ansigtstræk-metafor, Ferrari har påberåbt sig ( 46 ). De nævnte betingelser har i sidste instans til formål at fastslå, om det påberåbte udseende af en del af produktet giver et »selvstændigt helhedsindtryk i forhold til den overordnede udformning«.

103.

I den foreliggende sag er det derfor nødvendigt at afgøre, om udseendet af en del af et produkt for at kunne være genstand for et særskilt EF-design, der er forskelligt fra det, der i givet fald beskytter udseendet af produktet i sin helhed, rent faktisk skal udvise en sådan »selvstændighed« og en sådan »enhed«.

104.

Efter min opfattelse skal svaret på dette spørgsmål ikke findes i fortolkningen af begrebet »individuel karakter« som omhandlet i artikel 6 i forordning nr. 6/2002. Dette begreb bestemmer nemlig ikke forholdet mellem designet af et produkt og designet af de dele, som det består af, men – således som jeg har anført i punkt 92 i dette forslag til afgørelse – forholdet mellem disse design og andre tidligere design. Det nævnte begreb er derfor ikke relevant for afgørelsen af, om det påberåbte udseende af den del af Ferrari FXX K, der bl.a. består af elementet formet som et »V« på motorhjelmen og frontspoileren med to lag, kan udgøre et design af en »del af et produkt« som omhandlet i artikel 3, litra a), i forordning nr. 6/2002, der er forskelligt fra designet af hele køretøjet.

105.

Efter min opfattelse skal svaret derimod findes i selve definitionen af »design« som fastsat i artikel 3, litra a), i forordning nr. 6/2002.

106.

I denne henseende bemærkes, at denne definition som tidligere anført henviser til »et produkts eller en del af et produkts udseende, navnlig bestemt af de særlige træk ved selve produktets og/eller dets udsmyknings linjer, konturer, farver, form, tekstur og/eller materiale«.

107.

Af denne definition kan udledes flere kriterier. Da udtrykket »del af et produkt« ikke præciseres i den, skal det i overensstemmelse med dets normale betydning i sædvanlig sprogbrug ( 47 ) forstås som et udsnit af det »hele«, som produktet udgør. Endvidere skal det pågældende udsnit for at være beskyttet som design have et udseende, dvs. pr. definition være synligt ( 48 ). Desuden skal, således som Ferrari har gjort gældende, udsnittet være afgrænset af særlige linjer, konturer, farver, eller en særlig form eller tekstur.

108.

Bør Domstolen til disse kriterier føje kriterierne om »selvstændighed« og »enhed«, som den forelæggende ret har foreslået?

109.

Ganske vist lagde Retten i dommen i sagen Buck-Chemie mod EUIPO – Henkel (Toiletfrisker) ( 49 ) kriterier til grund, som er meget tæt på de således foreslåede.

110.

I denne sag havde en virksomhed indgivet ansøgning om registrering af designet af en del af en toiletfrisker bestående af fire kugler med rensemiddel. En konkurrent havde indgivet begæring om ugyldighedserklæring for designet med den begrundelse, bl.a., at designet ikke var nyt og ikke havde individuel karakter. Indgiveren af ugyldighedsbegæringen havde i denne forbindelse som tidligere design navnlig fremvist udseendet af fire kugler anbragt på linje, som var blevet udvalgt vilkårligt på et fotografi af et kuglebassin, hvori de lå blandt mange andre, og udseendet af en række kugler uddraget af et helhedsbillede af et puslespil. Retten anså i det væsentlige de sidstnævnte design som ikke-eksisterende, idet den fastslog, at de påberåbte »dele af et produkt« ikke havde »selvstændig karakter« og ikke kunne »adskilles fra helhedsindtrykket af produktet betragtet som et hele« ( 50 ).

111.

Retten fastslog endvidere i denne forbindelse, at »de relevante elementer for at udgøre et særskilt design, som er forskelligt fra designet af hovedproduktet, skal være fremhævet i særlig grad og derved hindre, at hovedproduktet opfattes som et hele« (min fremhævelse). Derimod udgjorde den af indgiveren af ugyldighedsbegæringen fremviste række kugler, som var uddraget af et billede af et puslespil, en »integreret del af det samlede fremviste spil og af afbildningen heraf«, og den var ikke »fremhævet i særlig grad« ( 51 ).

112.

Ikke desto mindre er jeg noget forbeholden over for tanken om gennem fortolkning og på et område så følsomt som EF-design at indføre nye uskrevne kriterier såsom »selvstændighed« og »enhed« med henblik på at afgrænse de dele af et produkt, hvis udseende kan være genstand for en specifik beskyttelse.

113.

På samme måde som Ferrari samt den tjekkiske og den italienske regering i det væsentlige har gjort gældende, har jeg vanskeligt ved at forestille mig, hvorledes disse kriterier – ud over den omstændighed, at de ikke er blevet fastsat af EU-lovgiver – ville kunne forbedre retssikkerhedsniveauet. På hvilke betingelser ville designet af en del af et produkt således skulle anses for opfylde kravene om »selvstændighed« og »enhed«?

114.

I denne henseende har jeg bl.a. noteret mig, at »en del af et produkt« i henhold til artikel 3, litra a), i forordning nr. 6/2002 kan være begrænset til udsmykningen af et sådant. Jeg er usikker på, hvorledes de nævnte kriterier skulle anvendes i et sådant tilfælde. Hvorledes skulle i det eksempel med en dukke, som jeg har anført i punkt 96 i dette forslag til afgørelse, dukkens hoveds udseende således udvise en vis »enhed« og en vis »selvstændighed« i forhold til udseendet af resten af kroppen? Ville dette variere, alt efter om der var tale om et design af Barbie-typen eller et design af en russisk dukke? Og hvorledes ville det forholde sig, hvis der var tale om elementer af et køretøjs karosseri? I princippet er et sådant element aldrig virkelig selvstændigt i forhold til resten af karosseriet, eftersom det bidrager til dettes æstetik.

115.

Når dette er fastslået, kan der naturligvis, således som den såkaldte toiletfriskersag ( 52 ) viser, være forelagt undersøgeren eller retsinstansen fuldstændig vilkårlige afgrænsninger af dele af et produkt.

116.

Ikke desto mindre skal løsningen på, hvordan denne form for forsøg skal behandles, efter min opfattelse ikke findes i indførelsen af yderligere kriterier, men utvivlsomt blot ved, at undersøgeren eller retsinstansen nøje anvender de kriterier, der fremgår af definitionen af »design« som omhandlet i artikel 3, litra a), i forordning nr. 6/2002. Således som jeg har anført i punkt 107 i dette forslag til afgørelse, skal delen af produktet bl.a. være afgrænset gennem sit særlige udseende – dens linjer, konturer, farve osv. ( 53 ). Der skal, kort sagt, være tale om et design, der kan identificeres som et sådant, og som i sig selv egner sig til at blive vurderet med hensyn til, om betingelserne for at opnå beskyttelse er opfyldt. Jeg kan derfor erklære mig enig i den forelæggende rets opfattelse, hvorefter udseendet af delen i sig selv skal kunne give et »helhedsindtryk« og dermed ikke kunne udviskes fuldstændig i udseendet af produktet i sin helhed. Et EF-design, som ikke er i overensstemmelse med denne definition, skal erklæres ugyldigt ( 54 ) – eller, mere præcist, ikke-eksisterende.

117.

Generelt finder jeg, at undersøgeren eller retsinstansen skal drage omsorg for, at det ikke er muligt at påberåbe sig virkelig ubetydelige eller fuldstændig vilkårlige dele af et produkt som et selvstændigt EF-design. Hvis en designer endvidere opdeler udseendet af et produkt på en kunstig måde med det ene formål at omgå det kriterium om »helhedsindtrykket«, der er fastsat i artikel 6 og 10 i forordning nr. 6/2002, vil denne adfærd efter min opfattelse tendere til at henhøre under retsmisbrug ( 55 ).

118.

I hovedsagen tilkommer det den nationale retsinstans at efterprøve, om de af Ferrari påberåbte ikke-registrerede EF-design er i overensstemmelse med definitionen af »design« som omhandlet i artikel 3, litra a), i forordning nr. 6/2002, således som jeg nærmere har redegjort for den i punkt 107-117 i dette forslag til afgørelse. Jeg finder det dog hensigtsmæssigt at give en række nyttige indikationer i den henseende

119.

Jeg bemærker i den forbindelse, at det udsnit af Ferrari FXX K, som Ferrari har påberåbt sig som et ikke-registreret EF-design, og som består af elementet formet som et »V« på motorhjelmen, det i længderetningen placerede vingeformede element, som udgår fra midten af det førstnævnte element (»strake«), frontspoileren bestående af to lag, der er integreret i kofangeren, samt det vertikale forbindelseselement i midten, der forbinder frontspoileren med motorhjelmen, udgør en del af køretøjet. Dette udsnit er synligt, således som den forelæggende ret allerede har fastslået. I øvrigt forekommer det mig, at det nævnte udsnit er afgrænset af særlige linjer, konturer, farver og former. I lighed med Ferrari er jeg bl.a. tilbøjelig til at finde, at disse forskellige elementer kan opfattes som et hele, der på karakteristisk måde leder tanken hen på forpartiet af et Formel 1-køretøj ( 56 ).

120.

Såfremt den forelæggende ret er af samme opfattelse, tilkommer det den derefter at kontrollere, om det påberåbte udseende af delen af produktet i sig selv opfylder betingelserne for at opnå beskyttelse som EF-design. De kriterier, der skal anvendes ved vurderingen af, om disse betingelser er opfyldt, skal være de samme som for ethvert andet design. Navnlig er det med henblik på at fastlægge det helhedsindtryk, som designet af en del af et produkt giver – for at vurdere, om designet har »individuel karakter«, eller om der foreligger krænkelse – kun udseendet af den pågældende del, der skal tages i betragtning, uafhængigt af helhedsindtrykket af produktet som helhed.

121.

På baggrund af det foranstående foreslår jeg, at Domstolen besvarer det andet spørgsmål med, at artikel 3, litra a), i forordning nr. 6/2002 skal fortolkes således, at »en del af et produkts udseende« som omhandlet i denne bestemmelse, der kan være genstand for beskyttelse som EF-design, udgør et synligt udsnit af et produkt, som er afgrænset af særlige linjer, konturer, farver, eller en særlig form eller tekstur. Der skal ved undersøgelsen af, hvorvidt et design opfylder denne definition, ikke anvendes yderligere kriterier såsom »selvstændighed« og »formmæssig enhed«.

122.

På baggrund af ovenstående betragtninger i det hele foreslår jeg, at Domstolen besvarer de af Bundesgerichtshof (forbundsdomstol, Tyskland) forelagte præjudicielle spørgsmål som følger: